Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 96:

Forslag til folketingsbeslutning om at forbedre retstilstanden for mindreårige i retssager anlagt af barnets værge.

Af Karina Adsbøl (DD) m.fl.

(Fremsættelse 17.03.2023).

Ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Adsbøl, vil begrunde forslaget. Velkommen, og værsgo.

Tak for det, formand. Jeg skal lige sige, at jeg står her som børneordfører og ikke som retsordfører.

Børn og unge under 18 år kan ikke selv anlægge en retssag ved domstolene, men i de tilfælde, hvor der rejses en retssag på vegne af en mindreårig, er det oftest barnets værger, der gør det i praksis. Anlægger værgerne en retssag, er det barnet selv, der er part i sagen, og det er derfor ifølge lovgivningen barnet selv, der hæfter for eventuelle sagsomkostninger, hvis sagen f.eks. tabes eller hæves. Det fremgår af talepapiret fra det samråd, jeg indkaldte til tilbage i folketingsåret 2020-21, fra justitsministeren, og det mener jeg kan få store konsekvenser for barnets økonomiske fremtid. Det ønsker vi i Danmarksdemokraterne at der findes en løsning på, så børnene ikke skal ende med en regning, som de ikke har nogen mulighed for at betale.

Et eksempel på sådan en sag er sagen, som er omtalt i artiklen »Tre døtre blev fjernet efter falsk anmeldelse – nu har kommunen sendt dem stor regning« fra Nordjyske.dk den 21. februar 2023 og i beslutningsforslaget. Den omhandler en familie fra Hjørring, som har kæmpet for at få oprejsning til døtrene, efter at tre døtre var tvangsfjernet uberettiget i næsten 2 år efter en grundløs anmeldelse. Nu har familien i stedet for fået regninger fra kommunen på 165.000 kr. i alt, da de tre søskende på henholdsvis 8 år, 15 år og 18 år er blevet pålagt at betale 55.000 kr. hver på baggrund af den erstatningssag, som børnenes forældre har anlagt mod kommunen.

På den baggrund ønsker vi i Danmarksdemokraterne med det her beslutningsforslag at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag inden udgangen af 2023, der sikrer, at børn, som er parter i retssager, ikke risikerer at blive pålagt sagsomkostninger i en tabt eller hævet sag, for det handler om retstilstanden, også for at sikre børnenes retssikkerhed. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Forhandlingen er hermed åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren. Velkommen.

Tak for ordet, formand, og også en meget stor tak til forslagsstillerne fra Danmarksdemokraterne. Vi skal være overordentlig forsigtige, når det handler om børns stilling i retssager. Deres retssikkerhed skal være i orden. Derfor tager regeringen også den her problemstilling alvorligt. Jeg vil begynde med at sige, at jeg sådan set er helt enig i hensigten med det forslag, vi behandler i dag. Jeg synes som udgangspunkt heller ikke, det er rimeligt, at børn skal betale sagsomkostningerne i en retssag, som deres forældre har valgt at anlægge. Det kan sætte børnene i en situation, der ikke er fair. Det problem skal vi have løst på en ordentlig og god måde for de børn, der ender i sådan en situation. Det kræver, at vi tænker os grundigt om, for vi hjælper ikke børnene, hvis vi laver forhastede regelændringer. Vi skal finde den rigtige løsning, også på længere sigt. Derfor kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Beslutningsforslaget drejer sig om sagsomkostninger, altså et beløb, som en part i en retssag kan blive dømt til at skulle betale til den anden part, hvis man taber sagen. Børn og unge under 18 år kan ikke selv anlægge en retssag. Det er børnenes værger, altså ofte deres forældre, der skal anlægge sagen på vegne af børnene. Men det er stadig formelt set barnet selv, der er part i sagen, og det er derfor også barnet selv, der hæfter for sagsomkostningerne, hvis sagen f.eks. tabes. Der er som udgangspunkt gode grunde til, at reglerne om sagsomkostninger er, som de er. Det er jo bl.a. med til at skabe et system, hvor man ikke fører retssager uden grund, og det grundlæggende princip mener jeg er værd at fastholde. Når det er sagt, kan reglerne sætte børnene i en svær situation. Hvis forældre anlægger en retssag på deres børns vegne, som de hæver igen eller ender med at tabe, så kan børnene altså risikere at hænge på regningen.

Hvis vi for alvor vil hjælpe børnene, skal vi have løst problemstillingen på den rigtige måde. Det skal være en holdbar løsning. For det første skal det være en løsning, som tager højde for, hvorfor børn ender i den her situation. Vi skal have fat om problemets rod. Det kræver, at vi får et bedre overblik over, hvad det er for nogle sager, hvor børn kan ende med at blive pålagt at skulle betale sagsomkostninger. For det andet skal vi være sikre på, at den løsning, vi foreslår, ikke har alvorlige konsekvenser for grundpillerne i vores retssystem. Reglerne om sagsomkostninger er, som jeg nævnte før, med til at sikre, at man tænker sig om, inden man begynder at føre en retssag. For det tredje skal vi jo sikre os, at regningen ender det rigtige sted i sidste ende. Hvis ikke børnene skal hæfte, er der jo nogle andre, der skal, og det skal måske være forældrene. Vi skal have fundet ud af, hvor vi kan placere regningen, så regnestykket går op.

Justitsministeriet er ved at undersøge alle de her ting, og jeg regner med, at vi kan foreslå nogle ændringer af reglerne, som giver mening, både for børnene og for retssystemet som helhed. Når ministeriet har fundet en løsning, vil jeg fremlægge den for Folketinget. Lad mig knytte et par enkelte ord direkte til beslutningsforslaget. Som jeg læser forslaget, er idéen, at hvis forældrene ikke har råd til at betale sagsomkostningerne, skal man ikke kunne pålægge børn sagsomkostninger i retssager, og jeg er som nævnt enig i hensigten med forslaget. Men med den måde, forslaget er skruet sammen på, risikerer vi at komme til at gøre skade på de grundlæggende principper om betaling af sagsomkostninger, der gør, at man ikke går rundt og anlægger retssager uden grund. Der er nogle, der er nødt til at være ansvarlige for at have anlagt en sag, som man ender med at tabe eller hæve; altså, regningen skal jo samles op et sted. Det er bl.a. det, ministeriet er ved at undersøge.

Men lad mig understrege her til sidst, at regeringen er stærkt optaget af børns vilkår. Det gælder selvfølgelig også den måde, børn bliver behandlet på i vores retssystem. Derfor vil regeringen gerne sikre, at vi finder den bedst mulige løsning for børn i den her situation, og den løsning kender vi ikke endnu, og regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget, men vi arbejder videre på at lave et forslag, som jeg selvfølgelig håber at forslagsstillerne vil kunne bakke op om. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning til fru Karina Adsbøl. Værsgo.

Jeg synes, det er ærgerligt, at regeringen ikke kan bakke op om beslutningsforslaget, for det handler jo simpelt hen om at styrke børnenes retssikkerhed. De har jo ikke selv mulighed for at anlægge en sag ved domstolene, men de hæfter alligevel for en regning, hvis der er en værge, og en værge kan vel i princippet også være en advokat, som anlægger en sag for dem for at søge oprejsning, hvis de f.eks. har været anbragt ubegrundet uden for hjemmet.

Så derfor vil jeg høre regeringen om noget. For i det samråd, som vi havde tilbage i september 2022 med den daværende justitsminister, lovede regeringen sådan set også at kigge på det her. Men hvornår er det så, der sker noget handling? For lige nu har vi faktisk en konkret sag med nogle børn, der står med en regning. Skal de betale den regning?

Ministeren.

Jeg kender godt til den konkrete sag, som i øvrigt også er oversendt til Folketinget, og til fortrolige omstændigheder i den, så jeg vil ikke kommentere den direkte her, men jeg vil bare igen understrege, at regeringen er fuldstændig enig i hensigten bag beslutningsforslaget. Der er naturligvis også tale om en prioriteret opgave for Justitsministeriet, og embedsmændene er i gang med at undersøge spørgsmålet nærmere, bl.a. i samarbejde med alle de relevante myndigheder. Og jeg regner med at kunne komme tilbage med en tilkendegivelse inden udgangen af året af, hvordan vi kan indrette det fremadrettet.

Spørgeren.

Men nu er det sådan, som jeg også sagde, at der jo er nogle børn, der står med en regning fra en sag, og så vil jeg høre ministeren i forhold til det: Skal en kommune opkræve sådan en regning, eller har man som kommune mulighed for at undlade at opkræve sådan en regning? Og i forhold til tidsperspektivet vil jeg høre, om jeg skal se det sådan, at det bliver i indeværende år.

Ministeren.

Det er jo sådan, at hvis et barn enten taber eller hæver en sag, som er anlagt mod en offentlig myndighed, så vil det jo ofte være den offentlige myndighed, der har krav på at få sagsomkostningerne betalt. Derfor er det selvfølgelig også helt naturligt at spørge, om det offentlige altid inddriver de her krav mod børn, og det er jo – for at være helt ærlig – netop en af de ting, vi skal have overblik over, før jeg kan fremsætte et løsningsforslag for Folketinget. Jeg kan dog sige, at gæld til det offentlige i mange tilfælde bliver inddrevet af Gældsstyrelsen, som jo hører under skatteministerens område – bare som baggrundsviden.

Så er den næste fru Mette Thiesen.

Tusind tak. Jeg hører ministeren således, at ministeren anerkender, at det her er et problem, at der er et arbejde i gang, og at man også fra regeringens side er interesseret i at finde en løsning på det her. Det her er jo endnu en af de historier, som vi igen og igen hører om det, jeg plejer at kalde et kafkask anbringelsessystem, altså hvor man igen og igen oplever, at borgerne er oppe imod et system, som både begår fejl, grove fejl, lovbrud, og hvor der desværre simpelt hen er nogle mennesker, som bliver fanget. Det her er jo endnu en af de her sager. Kunne ministeren ikke løfte sløret lidt for, hvordan ministeren kunne forestille sig man kunne indrette det anderledes? Det virker jo helt absurd, at en familie, som uretmæssigt, uretmæssigt, har fået tvangsfjernet deres børn, ender med – faktisk er det børnene, der ender med det – en regning, fordi der er en kommune, der har begået fejl, måske også lovbrud, men i hvert fald har fjernet børnene på et uretmæssigt grundlag. Hvor stiller det borgeren i den her situation?

Ministeren.

Igen, uden at kommentere på den konkrete sag, er det jo sådan i forhold til tvangsanbringelser – og det er bare vigtigt at få slået det fast, også som grundlag for debatten – at det jo ikke koster noget at indbringe Ankestyrelsens afgørelse om tvangsanbringelse uden for hjemmet for en domstol. Barnet eller forældrene får faktisk dækket udgifterne til en advokat, og de skal heller ikke betale sagsomkostninger til kommunen eller til andre. I den konkrete sag er der så truffet et efterfølgende skridt, som ligger uden for den adgang. Jeg synes, det selvfølgelig er værd også at diskutere, hvordan man kan indrette det her mere hensigtsmæssigt for børnene i fremtiden også. Men som jeg også var inde på i min indledende besvarelse, synes jeg altså også, der er nogle helt grundlæggende forhold, som vi er nødt til at få afdækket og få overblik over, før vi kan skrue den rigtige løsning sammen.

Spørgeren.

Tak. Det er jeg også rigtig glad for at høre. I Dansk Folkeparti foreslog vi jo for ganske kort tid siden en kulegravning af anbringelsesområdet, netop fordi vi ser så mange eksempler på, at der er begået grove fejl og decideret lovbrud rundtomkring i de forskellige kommuner, og at folk simpelt hen mister deres børn på et uretmæssigt grundlag. Kunne ministeren ikke overtale sin kollega socialministeren til at stemme for det her forslag? For vi ser jo igen og igen de her rigtig, rigtig forfærdelige eksempler, og en kulegravning af hele anbringelsesområdet og systemet, der ligger i det, er meget, meget tiltrængt, vil jeg sige.

Ministeren.

Med forbehold for, at jeg selvfølgelig ikke kender den dialog, som ordføreren måtte have haft med socialministeren, vil jeg sige, at jeg har det indtryk af socialministeren, at det her også er et område, der ligger hende meget på sinde. Og regeringen vil jo selvfølgelig i sit videre arbejde, både omkring opfølgning på det her konkrete beslutningsforslag, som jeg jo har erklæret mig enig i hensigten i, og i diskussionen om anbringelsesområdet i det hele taget, tage det gode input med.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Vi starter ordførerrækken, og den første ordfører på talerstolen er hr. Bjørn Brandenborg fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Med beslutningsforslaget vil forslagsstillerne pålægge regeringen at sikre, at børn ikke skal betale sagsomkostningerne i retssager, hvor en værge anlægger en retssag på barnets vegne, som efterfølgende hæves eller tabes. Det har vi som udgangspunkt, som ministeren også redegjorde for, stor forståelse for.

Det kan synes helt urimeligt, at børn skal betale sagsomkostninger i en retssag, som deres forældre har valgt at anlægge, og det kan ende med at sætte barnet i en uoverskuelig situation på både kort og lang sigt. Børn skal selvfølgelig have adgang til retssystemet for at kunne beskytte deres rettigheder. Når de er under 18 år, kan de dog ikke selv anlægge en retssag, og så er det børnenes værge og ofte deres forældre, der skal anlægge sagen på vegne af deres børn. Men det er barnet, der er part i sagen, og det er derfor også barnet selv, der hæfter for sagsomkostningerne, hvis sagen tabes. For man kommer ikke udenom, at det koster at føre en retssag, og at man som en part tager en procesrisiko, når man vælger at indbringe en sag for domstolen. Spørgsmålet er så, hvem der skal tage den risiko og oppebære omkostningerne, hvis det ikke lykkes. Det synes vi er et godt og relevant spørgsmål, når det kommer til børn, men det er også et meget kompliceret spørgsmål, hvor svaret ikke ligger lige for.

Vi mener, at vi skal have set ordentligt på problemet, inden vi kan kaste os ud i mulige løsninger, og derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, som det ligger her. Men vi synes som sagt, at det er et meget vigtigt emne, som forslagsstillerne her bringer op, og at det derfor også er godt, at justitsministeren vil undersøge de her ting nærmere og komme med forslag. Vi ser meget frem til at høre, hvad man kommer frem til. For vi skal finde en ordentlig løsning på den her komplicerede problemstilling, som kan stille børn i en meget svær situation, og som kan have en stor negativ effekt på deres fremtid. Så tak til forslagsstillerne for at fremsætte forslaget, og tak for ordet.

Så er det netop ordføreren for forslagsstillerne, der har bedt om ordet, nemlig fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Jeg synes, det er brandærgerligt, at man i regeringer på regeringer – kan man sige – står og siger nej til gode forslag her i salen om det her, som netop handler om at styrke børns retsfølelse. For hvordan skal man ellers kunne styrke børns retsfølelse, hvis der ikke er nogen, der kan anlægge en sag på vegne af dem? Men udfordringen er netop, at regningen ender i børneværelset, og at det er i lovgivningen. Det står jo i loven, at regningen skal ende der. Og nu har vi en konkret sag, som jeg også henviser til i dag i forhold til det her beslutningsforslag, altså at den regning er endt i børneværelset.

Så hvorfor er det, at Socialdemokratiet ikke kan støtte det her beslutningsforslag om netop at styrke børns retsfølelse, styrke børns retssikkerhed, da de jo netop er børn, og ikke selv kan anlægge en sag ved domstolene?

Ordføreren.

Jeg synes ikke, at regeringen og heller ikke den her regering siger nej til gode forslag. Tværtimod forsøgte jeg også i min tale at udvise en meget, meget stor forståelse over for forslaget og også en meget, meget stor imødekommenhed over for forslaget, og det var i øvrigt også det, som ministeren gjorde i sin besvarelse til den selv samme spørger.

Det, der jo nok bare er udfordringen, er, at der ikke nødvendigvis findes et hurtigt eller et nemt svar på, hvordan man løser problemstillingen, fordi der er forskellige udfordringer forbundet med det, hvis man bare siger, at staten fra den ene dag til den anden betaler regningen for børnene. Derfor er der jo brug for, at vi gør det på en ordentlig måde, og at vi får lavet et ordentligt arbejde, så vi netop sørger for, at der i fremtiden ikke er nogen børn, som skal stå med regningen i børneværelset, for at bruge spørgerens egne ord.

Spørgeren.

Så jeg skal lige forstå ordføreren, altså at ordføreren er enig i, at den regning ikke skal ende i børneværelset? For vi ser jo faktisk lige p.t., at der er tre børn, hvor den regning er endt i børneværelset, og det er jo bare en kæmpe udfordring, og jeg synes bare, der går lang tid. Det er jo lang tid siden, at jeg blev lovet, at regeringen ville kigge på det her, og der sker ikke rigtig noget. Og nu har vi jo simpelt hen en konkret sag, hvor der er nogle børn, der bliver taberne.

Ordføreren.

Jeg synes personligt, at det kan virke helt urimeligt, at der er nogle børn, der ender med at stå med en regning, når det ikke er dem selv, der har anlagt en sag. Derfor synes jeg, som jeg sagde, også, at det er et godt forslag, og at det er godt, at forslagsstillerne rejser det her i Folketinget, og forslagsstillerne skal høre en imødekommenhed fra mig, i forhold til at vi jo netop vil kigge på, hvordan vi får set på problemet, så vi også får løst det ordentligt.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Og næste ordfører på talerstolen er hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Der er kun én ting galt med det her forslag, og det er også en meget alvorlig fejl. Og det er, at det ikke er Venstre, der har fremsat det. Det er så superfint klaret af fru Karina Adsbøl og partiet at fremsætte det her forslag, for der er virkelig et problem her. Jeg er en til en enig i beskrivelsen af problemet og i, at det skal løses.

Børn skal ikke have et gældsbevis i 18-årsalderen. Det virker fuldstændig vanvittigt at skylde penge for et eller andet krav, de aldrig nogen sinde har hørt om, og som andre har gjort gældende på deres vegne. Og de skylder ikke bare penge, for lad os tage det konkrete beløb i den sag, der henvises til, 55.000 kr. Nu skal jeg ikke kaste mig ind i den større matematik, men jeg kan sige, at beløb, man bliver idømt at betale i retten, lige p.t. forrentes med 10,75 pct. ifølge loven, og ved 10,75 pct. i 12-13 år kan jeg kun sige, at det er en helt uoverskuelig gæld, som det pågældende barn får i fødselsdagsgave, når vedkommende bliver 18 år.

Hvordan løser vi det så? For det skal løses, for lige at imødekomme bemærkningerne allerede nu. Ja, vi har to modstridende forhold. På den ene side står der et barn, som er fyldt 18 år, med en gæld. Nu tager jeg udgangspunkt i de 55.000 kr., og så er de da i hvert fald blevet til 200.000-300.000 kr. på det tidspunkt med de rentesatser, vi opererer med, og de skal skaffes ved arbejde, som der skal betales skat af, før man kan komme ud af den gæld. Det virker helt vanvittig urimeligt, at det skal være en fødselsdagsgave.

Men på den anden side står der altså også nogle mennesker, der er blevet sagsøgt. Nu er det tilfældigvis min kommune, sagen drejer sig om, men det kunne lige så godt være alle andre. Og der er udgangspunktet selvfølgelig i Danmark, at taberen skal betale sagsomkostningerne til vinderen, så vinderen nogenlunde økonomisk fri går ud af sagen, som den vinder, vedkommende jo er. Det er kun i USA, det er sådan, at det er fuldstændig ligegyldigt, og at der ikke følger sagsomkostninger med i en afgørelse. Det gør der herhjemme, for vi skal søge at kompensere vinderen. Det skal jo ikke være sådan, at en umyndig sagsøger fru Karina Adsbøl, og at fru Karina Adsbøl vinder sagen, hvorefter hun står med en stor regning, fordi det er en umyndig, der har sagsøgt via sin værge. Så der er nogle problemer, og hvordan kan de løses?

Det kan jeg garantere for er en kompleks affære, lad det være sagt, ikke for ligesom at undskylde justitsministeren, men for at supplere med en forklaring. Jeg tror, man skal indhente et par responsa fra universitetet for at få et svar derpå. Hvis jeg på stående fod skulle give et løsningsforslag, ville det nok være noget i retning af, at man kombinerer fri proces med Familieretshuset. Først skal der jo søges om fri proces, og bevilges det ikke, så skal Familieretshuset i hvert fald ind og acceptere, at sagen bliver ført på den umyndiges vegne. En anden mulighed kunne måske være, at den umyndige med Familieretshusets accept transporterer kravet til værgerne, som så kører på egen regning. Så ligger pengene desværre ovre hos værgerne, men så bliver det jo dem, der anlægger sagen, der også har procesrisikoen ved det.

Jeg skal ikke kloge mig mere på det, men jeg vil sige, at det er en kompleks omgang at komme i gang med, og derfor ser jeg frem til, at Justitsministeriet kommer med en grundig undersøgelse, og den skal ikke vare længere tid, end godt er. For det her problem skal løses.

Jeg vil foreslå, at vi laver en beretning her i Folketinget, som understreger, at alle partier, forhåbentlig da, er enige i problemstillingen og også er enige i, at den skal løses så hurtigt som overhovedet muligt. Men det er teknik, der mangler, og der er ministeriet altså nødt til at skulle have tid til at tænke sig om, og det kan ikke nås inden udgangen af 2023. Så derfor kommer vi ikke til at støtte forslaget, men det er udelukkende på grund af tidsfristen.

Hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti.

Jeg tror, hr. Preben Bang Henriksen har fuldstændig ret i, at vi alle sammen ser ens på det her og derfor ønsker en løsning. Jeg kan dog alligevel ikke lade være med – når nu hr. Preben Bang Henriksen siger, at det eneste, der er galt med forslaget, er, at det ikke er Venstre, der står som forslagsstillere – at undre mig en lille smule over, at talen så slutter med en nedadvendt tommelfinger. Det virker lidt underligt, og derfor vil jeg også gerne komme hr. Preben Bang Henriksen lidt i møde. For hvis det, der er alibiet for, at Venstre ikke vil støtte det her udmærkede forslag, er ordene inden udgangen af 2023, så synes jeg bare, at Dansk Folkeparti og Venstre i fællesskab skal lave et ændringsforslag, som vi så kan stemme igennem ved andenbehandlingen. Og så vil jeg bare høre: Hvad skal der stå i stedet for de fire ord, for at hr. Preben Bang Henriksen så kan støtte det forslag, som han gerne ville være forslagsstiller på?

Ordføreren.

Nu ved jeg ikke, i hvor høj grad vi skal lave ændringsforslag sammen. Jeg har jo allerede tilbudt en beretning her, og jeg kan kun sige, at jeg ikke vil forpligte Justitsministeriet til noget som helst i den her retning. Jeg vil forpligte Venstre på, at vi går ind for en ændring af de her regler, men hvornår og hvordan ministeriet skal kunne håndtere noget så komplekst som det her, vil jeg ikke forpligte ministeriet i forhold til.

Spørgeren.

Nu har hr. Preben Bang Henriksen dog en væsentlig del af ansvaret for, at justitsministeren er justitsminister, så jeg synes jo, at han skulle leve op til det ansvar og så sige til justitsministeren, hvad det så er for en tidsfrist, Venstre opererer med. For hvis vi er enige om, at det her er et problem, hvis vi er enige om, at børnene har en dårlig retsstilling, og at værgerne har en dårlig retsstilling og det er et generelt problem for retssystemet, så duer det jo ikke, at vi ikke har nogen tidsfrist. Altså, min erfaring med ministre, uanset om det så er fra højre eller venstre eller midten, eller hvad det er, er, at det er meget godt, at der er nogen, der holder dem i ørerne. Derfor kunne hr. Preben Bang Henriksen måske komme med angivelse af, hvornår han regner med at man kan løse det her.

Ordføreren.

Jeg vil ikke stå og sætte dato på, for jeg vil sikre mig, at det bliver den rigtige løsning. Og som jeg sagde før, tror jeg, at man kan spørge mange professorer fra Juridisk Institut i personret om at løse det her. Og så vil de også gerne udbede sig tid til at lave noget grundigt, der ikke bagefter kan anfægtes af Folketinget. Og det skal Justitsministeriets jurister selvfølgelig også have tid til.

Fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Og også tak for en god og konstruktiv tale. Men jeg undrede mig også over det med tidsfristen. Jeg er egentlig helt enig med Morten Messerschmidt i, at man jo sagtens kunne stille et ændringsforslag, hvis det var det, der var problemet, så vi fik det løst, og at det er vigtigt, at vi ligesom har en tidsfrist at arbejde ud fra, for vi ved jo godt herinde, at tingene ofte trækker ud og trækker ud. Og for at, kan man sige, skyde et rigtig godt beslutningsforslag ned henviser man altid til, at der er sat et arbejde i gang. Men hvad er det helt præcist for et arbejde, der er sat i gang? For nu har jeg jo hørt, at det arbejde er sat i gang, men hvad indeholder det i grunden, og hvornår er det sat i gang? Det kan være, at ordføreren kan oplyse mig om det.

Men ellers vil jeg sige tak for de konstruktive ord, også i forhold til det med, at der kun var én fejl her, og det var, at Venstre ikke selv havde fremsat det.

Ordføreren.

Jeg kan ikke fortælle, hvor arbejdet er henne – det må man spørge justitsministeren om. Og nu brugte spørgeren udtrykket »at holde justitsministeren i ørerne« – det er nok ikke sådan, jeg vil sige det, men jeg vil i hvert fald presse på for, at vi får en afklaring på det.

Når man undrer sig over, at vi ikke bare kan stemme ja i dag, synes jeg, man lige skulle prøve at kigge på formuleringen. Det drejer sig om »et lovforslag, der sikrer« – jamen hvordan? Hvordan sikrer et lovforslag? Det er jo sådan set det, der er hele problematikken, og jeg tror, det er op til mange juridiske responsa at finde ud af, hvordan det er. Så det er en af grundene til, at vi ikke bare kan stemme for det her i dag. Vi ved jo ikke, hvad vi stemmer for.

Spørgeren.

Jo – det, Venstre så ville stemme for, er, at der skal findes en løsning på, at regningen ikke ender i børneværelset. Det er sådan set essensen i det her beslutningsforslag, altså at regningen ikke skal ende hos børnene, for det handler om deres retsfølelse, og det handler også om deres retssikkerhed. De har jo i systemet ikke nogen muligheder for at, kan man sige, kæmpe for deres ret – kæmpe, i forhold til at de er blevet forkert behandlet i det sociale system. Så det, Venstre ville stemme for her, er, at regningen ikke ender hos børnene.

Ordføreren.

Ja, hvis det bare var så enkelt, kunne vi sagtens stemme for, at regningen ikke skal ende hos børnene, men det virker jo lidt falsk at stemme for, hvis man ikke samtidig har brugsanvisningen klar. Og det er jo altså det, der ikke ligger klar. Men nu skal vi jo ikke tale os længere fra hinanden, end godt er. Altså, jeg vil understrege det, jeg sagde indledningsvis om intentionerne i det her forslag – vi støtter dem hundrede procent.

Dermed tak til ordføreren. Næste ordfører på talerstolen er hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne.

Mange tak for ordet, hr. formand. Jeg skal igen oplyse om, at jeg i den her sag deltager som vikar for vores sædvanlige retsordfører, Henrik Rejnholt Andersen. Derfor vil jeg læse den tale op, som jeg har fået udleveret:

I Moderaterne synes vi, at B 96 umiddelbart er et sympatisk beslutningsforslag – for hvem har egentlig ikke lyst til at forbedre retstilstanden for børn og unge i retssager? Beslutningsforslaget kommer jo på baggrund af de tidligere tvangsanbringelsessager, som også er nævnt i beslutningsforslaget.

Moderaterne kan dog ikke støtte forslaget, da det i dag forholder sig sådan, at forældre, der gerne vil have, at en afgørelse fra Ankestyrelsen bliver indbragt for retten, har mulighed for netop det uden store omkostninger. I sådanne sager gælder særlige retssikkerhedsgarantier. Det koster nemlig ikke noget at få en tvangsanbringelsessag indbragt for retten; man skal ikke betale retsafgift, og staten betaler for advokat til familien. Man kan heller ikke blive dømt til at betale sagsomkostninger til Ankestyrelsen, hvis man hæver eller taber sagen.

Anderledes forholder det sig, når forældrene selv lægger sag an imod f.eks. kommunen og forældrene vil have udbetalt et pengebeløb af kommunen som erstatning, fordi de mener, at børnene uberettiget har været tvangsanbragt uden for hjemmet, og at kommunen i den henseende har begået en fejl. Det vil sige, at den part, der hæver eller taber sagen, som udgangspunkt skal betale sagsomkostninger til den anden part. Det forholder sig sådan i disse sager ligesom i andre retslige sager, at man som part skal være forberedt på at betale modpartens udgifter, hvis man enten har en dårlig sag eller taber. Parten i den type sager er altid barnet, og det er jo her, hvor udfordringen ligger, selv om forældrene vælger at træffe en beslutning som værge.

Det er ikke en nem problematik eller problemstilling; det har vi også hørt fra de tidligere ordførere. Personligt mener jeg også, at der er en problemstilling her, som vi skal have adresseret og løst, for det er ikke holdbart, som det er. Derfor er der helt klart et behov for at få set på det her område.

Med de ting taget i betragtning kan Moderaterne heller ikke støtte forslaget. Tak for ordet.

Fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Nu skal jeg nok være sød ved vikaren, så derfor vil jeg spørge om noget, som jeg tror ordføreren ved som tidligere borgmester. Det er: Er kommunen i forbindelse med sådan nogle sager forpligtet til at sende regningen videre og ind i børneværelset? For jeg kan forstå, at borgmesteren i den her konkrete sag også finder, at det er uheldigt og ærgerligt, at kommunen i den her sag er nødt til at sende store regninger til børn og unge, og at man vil se på, hvordan og hvorledes det skal foregå. Det kunne måske godt være, at ordføreren som tidligere borgmester ved, om man som kommune er forpligtet til at sende regningen videre til børnene, eller om man simpelt hen kan lade være med det.

Ordføreren.

Det er faktisk et interesssant spørgsmål. Det er fuldstændig korrekt, at jeg har været borgmester i 5½ år. Jeg stod så ikke for inddrivelsesesafdelingen i Tønder Kommune dengang, så hvorvidt man har et valg, er jeg faktisk meget usikker i forhold til at svare sådan helt definitivt på. Men typisk – og nu snakker jeg bare ud fra min erfaring – er det jo sådan, at når man er kommune, skal man ligebehandle. Der findes noget, der hedder ligebehandlingsprincippet, og ifølge det må man ikke sidde og vurdere på, om der er nogle regninger, man gerne vil sende, og nogle regninger, man ikke vil sende. Man skal behandle alle borgere ens.

Så umiddelbart vil jeg tro, at en kommune er forpligtet til det, men jeg svarer kun ud fra min paratviden her.

Spørgeren.

Tak. Men hvordan vil Moderaterne sikre børnenes retsfølelse og retssikkerhed? For der er jo en stor udfordring i forhold til børns retssikkerhed og retsfølelse, ved at de kan ende med at få en regning. Nu snakker ordføreren om forældrene, men en værge kan jo være alle mulige. Det kan være forældrene, men det kan jo også være andre som f.eks. en plejefamilie eller en advokat. Så hvordan vil Moderaterne sikre, at børnene ikke ender med en stor regning?

Ordføreren.

Der er jeg jo nødt til at sige som vikarierende ordfører, at vi vil indgå konstruktivt i det samarbejde og i det udvalgsarbejde, som skal foregå på det område, og at vi vil se på det med øje for det menneskelige. Det er jo ikke rimeligt, at det er børn, der hænger på en regning. Jeg tror også, at de foregående ordførere har været inde på, at der er nogle ting i det her, som gør, at det er et område, der skal ses på, og det arbejde vil vi selvfølgelig gå ind i.

Dermed slipper vi vikaren fri. Næste ordfører på talerstolen er hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Vi behandler her i dag et forslag om at forbedre retstilstanden for mindreårige i retssager anlagt af barnets værge som foreslået af Danmarksdemokraterne. Forslaget skal sikre, at børn, som er parter i retssager, f.eks. hvor en værge anlægger retssag på barnets vegne, ikke kan blive pålagt at betale sagsomkostningerne i en tabt eller hævet sag.

Normalt siger vi, at børn ikke kan samtykke, men i det her tilfælde har vi altså indlagt i vores retssystem, at barnet skal betale sagsomkostningerne i en tabt eller hævet sag, som barnet reelt ikke selv har kunnet anlægge. Det kan ses som en grundlæggende uretfærdighed, hvor ansvaret for sagen kan placeres forkert. Det virker altså ikke rimeligt, at mindreårige skal blive pålagt at betale store sagsomkostninger, og som Preben Bang Henriksen fra Venstre nævner, at der kan trækkes store renter og renters rente på beløbet frem mod deres 18-årsfødselsdag, fordi deres forældre eller værge har anlagt sag på deres vegne. Det siger dog sig selv, at vi også skal være påpasselige med at give en automatisk fri proces til sager, der involverer børn. Der skal være en fornuftig balance i, hvordan det her problem løses.

Vi støtter forslaget og bemærker, at det jo er et beslutningsforslag, der indebærer, at vi inden udgangen af 2023 skal finde en løsning, og vi er kun nået til april måned. Der er stadig resten af året til at løse problemet, og det tror jeg godt vi kan nå, endda uden at forhaste os igennem det her. Tak.

Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

Først og fremmest tak til Danmarksdemokraterne for at fremsætte nærværende beslutningsforslag, hvor formålet er at sikre, at børn ikke kan blive pålagt at betale sagsomkostninger i retssager, hvor eksempelvis en værge anlægger en retssag på barnets vegne, som så ender med at blive tabt, og hvor værgen så ikke har råd til at betale sagsomkostningerne.

I Det Konservative Folkeparti tager vi godt imod det her forslag, og jeg skal være helt ærlig og sige, at jeg ikke var klar over, at det var sådan i dag, at børnene selv kunne ende med at betale en sådan regning. Gæld er vejen til meget ondt, og at pålægge tre børn fra Hjørring at betale sagens omkostninger på 55.000 kr., som det er beskrevet i det her beslutningsforslag, så de dermed alle tre stifter gæld, virker bare helt forkert. Ingen børn skal udstyres med den fremtid, at de skal afdrage en stor gæld, som voksne har pådraget sig på deres vegne.

Jeg kan være i tvivl om, hvorvidt der kan være en mindre udgift for staten, og hvor stor den i givet fald ville være. For hvem ender med at blive pålagt at betale for sagens omkostninger? Men det må i så fald blive boret ud, og antagelsen må være, at det trods alt er en mindre udgift. Jeg kan forstå, at ministeren anerkender, at det er et problem for børnene i dag, og at det skal bores ud, og at også tidligere ministre har varslet det samme. Men lad os bare være enige om her, at det her er en problemstilling, som rammer børn, der er anbragt, børn, som ikke selv har en familie, som tager vare på dem. Så lad os også sikre og sørge for, at der bliver fundet løsninger for dem. De står i forvejen i en vanskelig situation og har sværere livsbetingelser end mange andre af deres jævnaldrende.

Jeg kommer sådan til at tænke på en sag, fra dengang jeg selv var minister, hvor det var sådan, at hvis man var anbragt som barn og havde et fritidsjob, så skulle man søreme aflevere hele den indtægt, man fik fra det her fritidsjob, for at betale for sin egen anbringelse. Og jeg kan se, at ordføreren også nikker. Det virker helt forkert, for der er da ikke noget sundere end at have et fritidsjob og det at lære om værdien af penge. Det fik vi heldigvis med lige præcis fru Karina Adsbøls beslutningsforslag dengang sat en proces i gang for. Vi fik overkommet den problemstilling i fællesskab, og når jeg lige tager den op i dag, er det egentlig bare for at rette en tak til fru Karina Adsbøl for både det arbejde dengang og også det arbejde her i dag, og jeg håber, at det her har samme udkomme, nemlig at vi i fællesskab får fundet en løsning, særlig for de børn, der er anbragt.

Så endnu en gang tusind tak for beslutningsforslaget. Vi kan i den grad stemme for det.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand, og også stor tak til fru Karina Adsbøl og Danmarksdemokraterne for at fremsætte det her beslutningsforslag. Det peger jo på en problemstilling, som er fuldstændig urimelig, og netop på spørgsmålet om, hvordan vi forbedrer retstilstanden for mindreårige i retssager anlagt af barnets værge. Jeg tror, at den sag her fra Hjørring, altså den konkrete sag, har gjort det tydeligt for os alle sammen, at der er tale om en temmelig stor uhensigtsmæssighed i lovgivningen, for det skal naturligvis ikke være sådan, at børnene skal lastes for eller betale omkostninger på baggrund af beslutninger, der er truffet af deres værger. Derfor er det også helt afgørende, at vi får set på den her problemstilling.

Enhedslisten kommer til at bakke op om beslutningsforslaget, som det ligger her. Jeg vil også sige, at jeg er lidt uforstående, i forhold til hvis det ikke skulle kunne lade sig gøre at finde en løsning inden udgangen af det her år. Jeg er med på, at der kan være komplicerede juridiske spørgsmål, der skal afklares i forhold til det, og jeg anerkender selvfølgelig også, at der er to hensyn, altså dels at regningen ikke skal havne i børneværelset, dels at det heller ikke er den, der vinder sagen, der skal betale sagsomkostningerne. Men jeg mener dog, det bør være en problemstilling, der er til at løse. Hr. Preben Bang Henriksen skitserede et par mulige løsninger. Det er muligt, det er der, det skal ende. Når vi ser på konsekvenserne af den her problemstilling, og hvad det har af konkret betydning for børn under 18 år, så kræver det jo i hvert fald også, at vi kan reagere hurtigt.

Jeg synes også, det er vigtigt, vi får det afklaret. Det er netop for at sige, at den her problemstilling har rod herinde. Det skal ses i forhold til den lovgivning, vi har lavet, for det er jo også en urimelig situation at sætte en kommune i, som det var i det her tilfælde – i andre tilfælde var det værger – i forhold til om det her er et spørgsmål om, om man kan eftergive gælden. Altså, det bør jo ikke gøres til et spørgsmål, der skal gøres til genstand for konflikt mellem to parter i en retssag. Der bør vi selvfølgelig herindefra sikre, at der er en klar lovgivning på området.

Så vi giver fuld opbakning til beslutningsforslaget om, at vi får afklaret det her, og at vi får en juridisk løsning, så regningen ikke skal placeres i børneværelset. Og så skulle jeg hilse fra SF og sige, at det også er deres tilgang, altså at de bakker op omkring det her beslutningsforslag.

Dermed tak til hr. Peder Hvelplund. Næste taler er fru Zenia Stampe, Radikale Venstre.

Jeg vil gerne starte med en indrømmelse. Da jeg skulle forberede den her sag, kom den som den sidste i en række fra Dansk Folkeparti, og nu var vi faktisk meget positive over for det forslag, der kom om offentlighedsloven, men så kom det her – undskyld, det er ikke fra Dansk Folkeparti, men Danmarksdemokraterne – og jeg tænkte, at det er vi sikkert imod. Det kom lige efter nogle forslag om strafskærpelser, så min mavefornemmelse sagde, at der sikkert var et eller andet ved det, og derfor er det jo bare så vigtigt, at man læser alle forslag grundigt igennem. Ofte kan man jo blive overrasket over, hvor enige man kan være på tværs af partier, og hvor taknemlig man også kan være over, at der sidder ildsjæle i andre partier, især når man som vi er en ret decimeret folketingsgruppe, som fru Karina Adsbøl og kender et område så godt og kan få øje på sådan nogle her sager og sådan nogle her områder. Jeg vil sige en stor tak og udtrykke min taknemlighed for det.

Jeg var meget rystet, da jeg fik læst ordentligt ned i forslaget, over, at det her eksisterer i Danmark, og det kan vi selvfølgelig kun bakke op om at se på at få ændret. Jeg kan godt se, at der er nogle dilemmaer, og det er der flere der har nævnt, og jeg ville også have svært ved at svare på alle spørgsmål. Omvendt er det jo så presserende en sag og så urimeligt over for de børn, der bliver ramt, at det er noget, der skal fikses nu. Det er jo ikke noget, der skal gå for meget i udvalg. Samtidig kan jeg så ikke lade være med også at koble det til det retshjælpsudvalg, som den tidligere justitsminister havde nedsat, og som den nuværende justitsminister desværre har sat på pause, for det jo klart, at det her er et meget akut, synes jeg, og presserende spørgsmål, som jeg synes vi skal gøre alt hvad vi kan for at få løst hurtigst muligt, uden nødvendigvis at tage alt andet relateret med, men det taler jo alligevel ind i et lidt bredere område om retshjælp generelt og måske især også retssikkerhed på socialområdet.

Men jeg synes ikke, at det skal være en undskyldning for ikke at løse det her problem, som jo er meget konkret, og som jeg tænker man relativt hurtigt burde kunne finde en løsning på. Derfor bakker vi op om forslaget. Vi kunne sådan set også godt være med på en beretning, men det er nok lidt mere forpligtende med en afstemning om det her beslutningsforslag.

Men det kan vi kun bakke op om, og igen vil jeg bare udtrykke min store tak og respekt for fru Karina Adsbøl, som har ført den her sag frem, og det er jo ikke den eneste sag, som fru Karina Adsbøl har fået øje på på det her område. Så jeg vil bare sige, at jeg har kæmpestor respekt for det, og sige tak for det. Sådan er det danske folkestyre også: Nogle gange hjælper vi hinanden på tværs af partier, og tak for det.

Tak til fru Zenia Stampe. Næste taler er fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Så stiller jeg mig i køen af ordførere, som siger tak for det her beslutningsforslag. Jeg blev også bekendt med sagen og overvejede den faktisk også, men så kunne jeg se, at fru Karina Adsbøl havde været rigtig hurtig, så tak for det. Det her er jo en af de sager, hvor man sidder og tager sig til hovedet og tænker: Hvordan kan det dog være, at det her overhovedet kan ske? Selvfølgelig skal det ikke være sådan, at man, når man fylder 18 år, får en regning i gave, fordi ens forældre eksempelvis har anlagt en retssag, og i øvrigt i det her tilfælde, fordi de ulykkeligvis har mistet deres børn på et uretmæssigt grundlag. Det er sådan set også noget af det, der ligger til grund for mit tidligere spørgsmål til ministeren på området, for vi har altså et system i dag, som man kan sætte meget, meget store spørgsmålstegn ved om virker. Vi har et system på anbringelsesområdet i dag, som stiller forældre til børn med vanskeligheder generelt rigtig dårligt, og vi har set talrige eksempler på, at forældre har mistet deres børn på et uretmæssigt grundlag. Så det her taler ind i en større problematik, som vi også er nogle partier der er meget, meget opmærksomme på.

Jeg er rigtig glad for, at der i hvert fald er en lille smule positiv stemning fra regeringens side for det her forslag. Jeg må ærligt indrømme, at jeg simpelt hen heller ikke kan forstå, at man ikke mener, at man kan nå det her inden udgangen af 2023, for selvfølgelig kan man det, hvis det bliver en politisk prioritet. I Dansk Folkeparti kommer vi i hvert fald til at støtte forslaget. Jeg vil også opfordre til, at det bliver sat til afstemning, sådan at alle os, der faktisk vil det her og gerne vil det hurtigere end en lang proces på flere år, som der bliver lagt op til fra regeringens side, får mulighed for at stemme for det. For selvfølgelig skal det ikke være sådan, at børn i Danmark ender med at få en stor gæld i 18-årsfødselsdagsgave, og slet ikke når der så ovenikøbet ligger så tragisk et grundlag bag, hvor det jo er et system, der fejler. Så det her er en ægte kafkask historie, hvor man først kæmper imod et system i forhold til anbringelse og bagefter kæmper imod et system, fordi man ender med en regning, fordi man forsøger at få en eller anden form for erstatning, fordi man har været udsat for det her justitsmord. Så i Dansk Folkeparti støtter vi forslaget. Tak for det.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Pernille Vermund fra Nye Borgerlige.

Tak for det, tak til Danmarksdemokraterne og ikke mindst fru Karina Adsbøl for at have fremsat forslaget, som vi behandler her i dag. Jeg kan ikke lade være med at tænke på, når vi behandler et forslag som det her, hvor debatten jo peger i retning af, at alle er enige, at de partier, der så stemmer imod eller siger, lad os lande det i en beretning, argumenterer ud fra noget med, at vi ikke kan nå det, og at der også er nogle andre hensyn, og hvad nu hvis. Det er fair nok, at man siger, at vi ikke har ressourcer til i en regering, som er en flertalsregering, hvor alle partierne øjensynlig er enige, på mere end et halvt år at fremsætte forslag inden for et så detaljeret og meget lille område. Det vidner måske lidt om, at selv om man har dannet en flertalsregering, er man alligevel så ikke så handlekraftig, at det gør noget. Eller også er det et spørgsmål om prioritering, hvad det jo ofte er. Men det er fair nok, hvis det er sådan, det er.

Jeg synes jo også, at det undervejs i debatten er kommet til at fremstå, som om der er dele af det her beslutningsforslag, som jeg i hvert fald ikke kan læse i teksten til beslutningsforslaget. Der står ikke nogen steder, hvem der så skal betale regningen, og der står heller ikke nogen steder, at det skal være den ene eller den anden løsning. Der står bare, at forslagsstillerne ønsker, at Folketinget pålægger regeringen inden udgangen af 2023 – og vi er altså stadig kun i april måned, og vi har også en flertalsregering, og alle partier er enige – at sikre, at børn ikke kan blive pålagt at betale sagsomkostningerne i retssager, hvor f.eks. en værge anlægger en retssag på barnets vegne, men ender med at tabe eller hæve sagen, og hvor værgen ikke har råd til at betale sagsomkostningerne. Altså, det eneste, man beder om, er at sørge for, at det ikke er barnet, der sidder med regningen. Det er det eneste, man beder om. Og igen vil jeg sige, at man beder en regering om noget, hvor alle tre partier er enige, i hvert fald efter hvad vi kan høre i Folketingssalen, og hvor det er så specifikt et område, at det burde være ret let at håndtere, og vi har mere end et halvt år at løse det på. Det forstår jeg simpelt hen ikke, jeg forstår det simpelt hen ikke.

Jeg er selvfølgelig glad for, at der er villighed og opbakning fra regeringens side, på trods af at man så stemmer imod eller siger: Lad os lande det i en beretning. Det kan godt være, at det bare er sådan, politik er, nemlig at man som regering meget sjældent stemmer for beslutningsforslag, men jeg forstår det ikke. Og det her er jo så enormt konkret. Næste gang der er en tilsvarende sag, kan man igen stå der, hvis ikke man har fået det løst, og sige, at det også er synd for de børn, og så kan man jo håbe, at der er nogen, der samler penge sammen og får hjulpet de børn, som bliver sat i kniben. Men jeg forstår det ikke, og jeg håber, at der på et eller andet tidspunkt er nogle af de ansvarlige fra regeringspartierne, der vil forklare, hvad årsagen er til, at noget, der er så specifikt, som man i forvejen har flertal for, og hvor man har over et halvt år, ikke kan nås. Svar udbedes!

Hvis ordføreren bliver, er det muligt, at der kommer et. I hvert fald har hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre bedt om ordet.

Fru Pernille Vermund kom fuldstændig korrekt ind på det centrale i problemstillingen: Hvem skal så betale omkostningerne? Nu hørte jeg lige, at det var meget nemt for Folketinget at stemme for, at der skulle være en løsning, sådan at børnene slap gratis. Det var det, det hele gik ud på, men har det værdi at lave sådan en halv løsning, hvis vi ikke fortæller, hvordan resten af problematikken skal løses? Så har fru Pernille Vermund en idé om, hvem der så skal betale omkostningerne? Hvis man forestiller sig, at fru Pernille Vermund selv blev sagsøgt af et barn, synes fru Pernille Vermund så, det var rimeligt selv at stå med omkostningerne? Tak.

Ordføreren.

Nej, det ville jeg ikke synes, men min anke og min kritik går på, at når man sidder i en flertalsregering og man er enig om, at det ikke er børnene, der skal betale regningen, så er der vel ret beset tre andre muligheder: Enten er det det offentlige, eller også er det værgen, som anlægger sagen, eller også er det den, man sagsøger – i den her situation er det så kommunen – der skal betale regningen. Det er vel de tre, der er mulige parter.

Ordføreren var selv inde på, at det kunne være, at det var rimeligt, at man sagde, at hvis en værge på vegne af barnet rejser en sag og enten taber den eller frafalder den, påhviler det økonomiske ansvar værgen. Det er jo en mulighed. De ting burde man jo kunne undersøge. Det er tre reelle muligheder, der er, for, hvor man skal placere regningen. Det burde man da kunne nå at undersøge inden udgangen af 2023. Vi er altså kun i april måned.

Spørgeren.

Jeg tror såmænd heller ikke, at det er noget problem at undersøge det, men hvad mener fru Pernille Vermund skal være resultatet af det? Det er sådan set det, jeg er interesseret i.

Ordføreren.

I den her sag er det for mig at se helt åbenlyst. Altså, stod det til mig, havde vi skillinget sammen nu. Det kan vi selvfølgelig ikke, og det kan man ikke gøre i alle sager, men jeg tror faktisk, der vil være opbakning blandt danskerne til, at hvis man har sager som den her, hvor det er helt åbenlyst, at det er en sag mod det offentlige, hvor det offentlige, eventuelt i strid med loven, men i hvert fald har handlet forkert, så må det også være det offentlige og her kommunen, der betaler det. Alternativt må man indføre en eller anden form for – ja, nu er der jo fri proces, og det har familien så her ikke fået – kompensation, som man betaler gennem staten, fordi det her jo er en kommune, som er den sagsøgte.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fra forslagsstillerne. Fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Og tusind, tusind tak til alle de ordførere fra oppositionen, som har været oppe at bakke op med rosende ord til det her beslutningsforslag. Det varmer virkelig mit hjerte. Tak for debatten, og tak for den store støtte.

I den her konkrete sag, som vi har debatteret i dag, har jeg jo fundet det meget ulykkeligt, at hele den her sag er startet med en anonym underretning og ender med en tvangsanbringelse, senere en hjemgivelse af børnene, og så søger man oprejsning som værger på børnenes vegne, og så ender regningen i børneværelset. Jeg synes, at der er en generel retssikkerhedsudfordring for børn i sager som disse, og jeg synes, at det er vores opgave at sikre retstilstanden for mindreårige børn. Derfor har vi også læst de her artikler, også fra kommunen, om, at det er en problemstilling. De her pigers værger har søgt om kompensation for næsten 2 års anbringelse uden for hjemmet, som det i sidste ende viste sig der ikke var grundlag for. Men da man så ikke kan få fri proces til at føre retssagen til ende og forsikringen heller ikke dækker det resterende, ender det, som det gør. Og det synes jeg simpelt hen er tragisk. Så derfor håber jeg, at vi i fællesskab kan finde en løsning. Justitsministeren har jo også udtalt i et svar, der tidligere er givet:

»Jeg er derfor enig med min forgænger i, at det er relevant at diskutere børnenes position i en sådan situation, og Justitsministeriet er ved at undersøge, om det i en sådan situation skal være børnene, der dømmes til at betale sagsomkostningerne.«

Derfor appellerer jeg også bare til, at regeringen også gerne vil handle lidt hurtigt på det her område, for det her er så et eksempel på en sag – der kan være andre sager – der jo i hvert fald viser, at vi har en lovgivning i dag, som sender regningen direkte ind i børneværelset. Det var også det, justitsministeren sagde på det samråd. Der sagde den tidligere justitsminister, altså justitsministerens forgænger, at anlægger værgerne en retssag, er det barnet selv, der er part i sagen, og det er derfor ifølge den lov, der er vedtaget – der er vedtaget – altså barnet selv, der hæfter for sagsomkostninger, hvis sagen f.eks. tabes eller hæves. Og det er jo der, hele udfordringen ligger. For hvordan skal man sikre børns retssikkerhed? Hvordan skal man sikre, at børn får oprejsning, også i forhold til sådan en sag her, hvis de selv ender med regningen?

Så der er simpelt hen noget grundlæggende uretfærdigt i den lovgivning, der er i dag. Men jeg vil gerne takke alle ordførerne fra oppositionen. Det har virkelig været dejligt som ordfører at mærke den opbakning. Og så ville jeg bare ønske som ordfører, at når man kæmper for et område – I kender det alle sammen herinde i Folketingssalen – ville regeringen, frem for at der altid er ting, som skubbes til side, en gang imellem sige: Det her er rigtig godt; det vil vi gerne stemme for; det støtter vi; vi finder en løsning.

Så tak for debatten i dag. Jeg ser frem til, at vi kan lande en beretning – det tror jeg er det, vi kommer til at gå efter, da regeringen jo er en flertalsregering. Det vil sige, at hvis jeg sætter det her til afstemning, selv om vi har stor opbakning fra hele oppositionen, vil det jo falde på den bekostning, og det synes jeg ikke jeg vil risikere. Så jeg tror, jeg vil arbejde videre med en beretning i udvalget. Så tak for ordet, og tak for debatten.

Selv tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.