Tak. Tusind tak til en meget stor del af Folketingets partier for at stå bag det her beslutningsforslag sammen med os i Det Konservative Folkeparti. Det har været en fornøjelse at samle partierne bag det. Jeg vil også rette en særlig tak til Radikale Venstre for et godt samarbejde i forbindelse med det her beslutningsforslag.
Jeg kan huske, da jeg var næsten nyvalgt folketingsmedlem i 2015. Det er 8 år siden, og en af min første handlinger var at fremsætte et beslutningsforslag stort set enslydende med det her. Dengang var det sammen med Enhedslisten og Radikale Venstre. Vi var en lidt umage alliance, der vakte opsigt på Christiansborg. I dag kan man godt argumentere for, at den slags alliancer er blevet lidt mere hverdag her i huset, men dengang var det en stor nyhed. Der er sket meget siden da – det er 8 år siden. Først fik jeg det ene barn, Esther Maria, og så gik der nogle år, og så kom Laura, og årene gik, og lige pludselig er der gået 8 år, og vi står stadig væk her, hvor det er relevant at genfremsætte et beslutningsforslag, der på så mange måder er enslydende med det oprindelige.
Jeg kan huske, hvor spændt jeg var i forbindelse med førstebehandlingen dengang, men jeg kan også huske, hvor skuffet jeg var, da jeg opdagede, at det store regeringsparti Venstre slog en lidt anden tone an i Folketingssalen, end de havde gjort inden valget. Jeg har været tilbage og finde mine gamle noter fra forhandlingerne i salen dengang, og det morer mig lidt, at der er en af ordførererne fra dengang til stede i salen i dag.
Under debatten refererede jeg dengang til en avisartikel fra Ingeniøren den 8. marts 2014. Her kunne man læse et citat af Venstres daværende ordfører, hr. Hans Christian Schmidt, som meget begavet sagde:
»En Ring 5 står absolut ikke øverst på Venstres prioriteringsliste. Af hensyn til grundejere og kommunernes helhedsplanlægning mener vi heller ikke, det er holdbart at bibeholde arealreservationerne.«
Det syntes jeg var kloge og begavede ord fra Venstres daværende ordfører. Derfor var ærgrelsen også stor, da man, da det kom til stykket, i Folketingssalen ikke havde modet til at bakke op om beslutningsforslaget.
Jeg må også indrømme, at jeg også dengang blev en lille smule skuffet over Dansk Folkeparti. Transportordfører hr. Kim Christiansen var citeret for at sige:
»Arealerne skal frigives. Ring 5-anlæg giver alt for mange problemer i forhold til Nordsjællands natur.«
Men desværre skete der det, som der nogle gange sker i politik, nemlig at det lykkedes Venstre at lokke Dansk Folkeparti lidt med en ny undersøgelse, rapport, redegørelse, eller hvad man nu kaldte det dengang i 2015. Det tror jeg ærlig talt at Dansk Folkeparti har fortrudt mange gange siden hen, og jeg har oplevet Dansk Folkeparti som værende oprigtig engagerede i kampen imod Ring 5 siden hen. Men det var ærgerligt, at det dengang hverken lykkedes at få Venstre eller Dansk Folkeparti med.
Nu står vi her så igen igen. Venstre meldte langt om længe ud før valget, at Ring 5 nu skulle droppes, og det var en rigtig god, definitiv melding fra Venstre. Men jeg var ærgerlig over, at den håndfaste melding ikke fandt vej ind i regeringsgrundlaget. Nej, her kommer man med løse formuleringer om, at det skal drøftes mellem partierne, og at man vil arbejde videre med udgangspunkt i den her rapport. Man skal ikke have været ret lang tid på Christiansborg for at kunne gennemskue – og det tror jeg godt de nyvalgte, der blev valgt ved sidste valg, kan – at det, for at være helt ærlig, lidt er noget Christiansborgsnak og en omgang varm luft. Der er i hvert fald ikke nogen løfter i det, må man sige. Når man vil drøfte noget og inviterer til kaffe, har man heller ikke forpligtet sig til for meget.
Men jeg er glad for, at vi har fremsat det her beslutningsforslag, for vi får sat fokus på emnet igen, og måske har vi også fremrykket den der kaffeinvitation ovre i ministeriet en lille smule. I hvert fald er jeg glad for, at vi nu er blevet inviteret til drøftelser hos ministeren, og selvfølgelig møder vi op og er konstruktive. Uden det her forslag kunne det være, at vi skulle have ventet meget længe på kaffen.
Men jeg må indrømme, at min kvote for udenomssnak, nye undersøgelser, redegørelser og drøftelser snart er ved at være brugt op. Arealreservationen har 50-årsfødselsdag i år, men jeg synes ærlig talt ikke, der er meget at fejre. Her er et par tal:
Korridoren går igennem 22 særligt bevaringsværdige kulturhistoriske landsbyområder, 77 byer og landsbyer, 6 Natura 2000-områder, 1 UNESCO-verdensarvsområde, 17 beskyttede områder i forhold til grundvandsboringer, 15 fredede områder og 14 skovområdet. Det er, hvad Ring 5 samlet set kommer til at gennempløje, hvis den bliver realiseret, og derfor bliver Ring 5 heller aldrig realiseret. Den er dyr, den er upopulær, og den indgår ikke i de fælles planer, vi har lagt for infrastrukturen i Danmark. Derfor skylder vi naturligvis også at give arealreservationen fri.
Læg til alle de her tal, jeg læste op, de tusindvis af borgere i den her arealreservation, som igennem årene har oplevet de begrænsninger, der er lagt ned over måden, de kan anvende deres jord på. Derfor er det eneste anstændige at ophæve reservationen nu. Vi kan ikke politisk stå på mål for at opretholde en reservation i et område, hvor der ikke på nogen realistisk måde ser ud til at blive etableret infrastruktur.
Tusind tak for debatten i salen i dag. Tak for, at det kunne blive splittet op i en debat om den nordlige og sydlige del. Det er to forskellige områder. Jeg skal være ærlig at sige, at jeg kunne have en frygt for, at regeringen med henvisning til den sydlige del, som der måske er etableret lidt mindre viden om i forhold til den nordlige del, kunne finde på at bruge det med viden som et argument. Vi må se, når vi kommer over til drøftelserne, om det kommer på banen. Men under alle omstændigheder er vi fra Det Konservative Folkepartis side helt klar til at ophæve arealreservationen, både i den nordlige og i den sydlige del.
Til allersidst vil jeg blot rette en kæmpestor tak til den meget aktive borgergruppe Nej til Ring 5, som har været ekstremt dedikeret i den her sag over mange år og har arrangeret uendelig mange debatter om Ring 5, der sætter fokus på de problemstillinger, der er for både borgere og kommuner i reservationen i dag. Jeg håber, at man har kampgejst til at kæmpe videre lidt endnu, selv om vi skal igennem endnu en runde med drøftelser og kaffe hos ministeren. Jeg er i hvert fald kampklar og giver ikke op sådan lige. Tak for ordet.