B 82 Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af det danske folkestyre.

Af: Morten Messerschmidt (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Mette Thiesen (DF) og Nick Zimmermann (DF)

Udvalg: Udvalget for Forretningsordenen

Samling: 2022-23 (2. samling)

Status: Bortfaldet

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 82:

Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af det danske folkestyre.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 16.03.2023).

Ønsker ordføreren for forslagsstillerne at give en begrundelse for forslaget?

Nej, dermed er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Mange tak for ordet, og tak for beslutningsforslaget, som handler om et tema, der ligger regeringen meget på sinde, nemlig hvordan vi kan styrke befolkningens tillid til politikerne og til det politiske system. Med forslaget lægges der op til, at regeringen skal iværksætte en række initiativer.

Først vil jeg sige et par ord om de overordnede temaer, som beslutningsforslaget vedrører. Regeringen er nemlig enig med forslagsstillerne i, at der er behov for at styrke befolkningens tillid til politikerne og det system, vi arbejder i som folkevalgte. Et sundt demokrati bygger på tillid. Det er helt afgørende, at vi stoler på hinanden og på de bærende samfundsinstitutioner. Mennesker med tillid tør mere, tør hæve stemmen og sige fra over for uretfærdighed, tør tro på, at fællesskabet vil hjælpe dem, hvis de fejler, og tør tage chancer og se muligheder. Sammenlignet med mange andre lande er Danmark et land, hvor befolkningen har høj tillid til myndighederne, meget høj endda. For femte år i træk er vi kåret som et af de mindst korrupte lande i verden af Transparency International. Det er der grund til at glæde sig over. Men det er rigtigt, at tilliden til os politikere er dalende. Det skaber en ubalance, som ikke er sund, og det skal vi gøre noget ved.

I regeringsgrundlaget »Ansvar for Danmark« er målet derfor klart. Vi ønsker at skabe et mere åbent og levende demokrati. Vores lands styrke udspringer nedefra, fra en oplyst og engageret befolkning, en befolkning, som har indsigt i centraladministrationens arbejde og tillid til, at den gør sit arbejde godt. Derfor lægger regeringen op til at iværksætte en række konkrete initiativer, der har til formål at styrke befolkningens tillid til de grundlæggende samfundsinstitutioner og til det politiske system. Flere af initiativerne i regeringsgrundlaget er sammenfaldende med de initiativer, som foreslås i beslutningsforslaget. Derfor kan regeringen altså i høj grad støtte intentionerne bag beslutningsforslaget, men bl.a. fordi vi allerede har igangsat et arbejde, som i vidt omfang omhandler de samme emner, og fordi der er visse yderligere elementer, regeringen ikke kan støtte, vil regeringen stemme imod beslutningsforslaget, som det foreligger.

Jeg vil nu kommentere på de fem konkrete initiativer, der lægges op til med beslutningsforslaget. For det første foreslås det at nedsætte en kommission, der skal undersøge, hvilke initiativer der kan tages for at sikre tilliden til politikere. Jeg mener, at vi politikere har en fælles interesse i at stå sammen om, at der skal være tillid til de grundlæggende samfundsinstitutioner. Som bekendt indgik den daværende socialdemokratisk ledederegering sammen med SF, Enhedslisten, Radikale Venstre og Alternativet kort før valgudskrivelsen en aftale om et eftersyn af det politiske system og en styrkelse af Folketingets kontrol med regeringen.

Et blandt flere elementer i aftalen er, at der skal nedsættes et demokratiudvalg, som skal komme med anbefalinger til at styrke det politiske system. Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen følge op på den aftale. Hertil kommer, at det såkaldte Dybvadudvalg i sidste måned udgav en rapport om, hvordan sammenspillet er mellem Folketinget, regeringen, embedsværket og medierne, som regeringen også vil følge op på. Jeg forventer at indkalde Folketingets partier til drøftelser af, hvordan vi skal følge op på ovennævnte arbejde.

For det andet foreslår forslagsstillerne, at der skal nedsættes et udvalg om offentlighedsloven. På det punkt er regeringen helt enig med forslagsstillerne. Åbenhed og transparens er vigtige forudsætninger for tilliden til arbejdet i det politiske system. Som det fremgår af regeringsgrundlaget, vil regeringen derfor nedsætte et udvalg om offentlighedsloven. Det er regeringens ambition at styrke offentlighedens adgang til indsigt i de politiske beslutningsprocesser.

Jeg vil nu gå videre til det tredje forslag, som handler om, at personer, der inden for de seneste 5 år har været ansat af et parti, ikke må ansættes i embedsmandsstillinger for en minister fra samme parti. Det er min grundlæggende holdning, at en embedsmandsstilling skal besættes af den kandidat, der efter en samlet vurdering er den bedst kvalificerede til stillingen. I den ordning, der foreslås med beslutningsforslaget, risikerer vi, at den bedst kvalificerede kandidat bliver valgt fra, alene fordi vedkommende enten arbejder eller tidligere har arbejdet for samme politiske parti som ministeren. En sådan ordning vil efter min opfattelse have karakter af et slags berufsverbot, og det har vi ikke tradition for i Danmark, og det bør vi heller ikke tragte efter.

Når det er sagt, ser jeg det heller ikke som noget generelt problem, at embedsmænd f.eks. er eller har været medlem af et politisk parti. Som det følger af Kodex VII , er det et grundlæggende princip, at embedsværket skal være partipolitisk neutralt. Embedsmændenes partipolitiske neutralitet er bl.a. med til at sikre tilliden til, at også fremtidige regeringer kan lade sig rådgive af det samme embedsværk. Og jeg har fuld tillid til, at vores embedsmænd er i stand til at opretholde denne neutralitet uanset deres eget politiske ståsted. Derfor kan regeringen heller ikke støtte denne del af beslutningsforslaget.

For det fjerde foreslår forslagsstillerne, at hastelovgivning afskaffes, medmindre der er tale om situationer, hvor der er vitale samfundsmæssige spørgsmål på spil. Jeg er grundlæggende enig i, at hastebehandling som hovedregel er noget, vi bør undgå. Men som forslagsstillerne også er inde på, kan der være konkrete situationer, hvor det er hensigtsmæssigt, at der er adgang til at hastebehandle lovforslag. Det så vi jo f.eks. i forbindelse med håndteringen af coronapandemien og i forbindelse med Ruslands invasion af Ukraine. Derfor er der også efter Folketingets forretningsorden adgang til at hastebehandle lovforslag. Hastebehandling af lovforslag vil i de enkelte tilfælde altid bero på politiske beslutninger, da det følger af forretningsordenen, at der skal et flertal på tre fjerdedele af Folketinget til, før der kan ske hastebehandling.

Jeg vil nu gå videre til forslagsstillernes femte og sidste forslag om at sætte gang i et udvalgsarbejde om solnedgangsklausuler. Det emne har for mig at se en vis sammenhæng med spørgsmålet om hastebehandling af lovforslag. Jeg mener, at der kan være omstændigheder, hvor det er en god idé at sætte en tidsbegrænsning på, i hvor lang tid en lov skal gælde, altså at indføre en såkaldt solnedgangsklausul. Det er eksempelvis en god idé i de tilfælde, hvor loven er begrundet i særlige forhold, som ikke kan forventes at bestå i længere tid. Det vil i disse tilfælde være relevant med en solnedgangsklausul med henblik på at undgå, at lovgivningen gælder på ubestemt tid, og for at reducere den samlede mængde af reguleringer. Men der bør generelt udvises forsigtighed med solnedgangsklausuler, hvilket også fremgår af Justitsministeriets lovkvalitetsvejledning, og det skyldes bl.a., at en solnedgangsklausul kan skabe usikkerhed hos virksomheder og borgere om, hvilken retstilstand der vil gælde efter gyldighedsperiodens ophør.

I forbindelse med hastebehandling af lovforslag kan der være grunde til at bruge solnedgangsklausuler. Det følger derfor af regeringsgrundlaget, at hastebehandlede lovforslag skal have en solnedgangsklausul på 6 måneder, hvis det tjener saglige formål. Det skal sikre, at hastebehandlede lovforslag genbehandles under normale vilkår senest 6 måneder efter hastebehandlingens vedtagelse, hvis loven altså fortsat skal gælde. Jeg mener, at vi derved rammer en passende balance mellem de forskellige hensyn, som spiller ind i forhold til brugen af solnedgangsklausuler.

Her til sidst vil jeg endnu en gang takke forslagsstillerne for beslutningsforslaget. Som jeg har været inde på i dag, er jeg meget enig i, at der er et behov for at styrke danskernes tillid til politikerne og til det politiske system. Og som regeringsgrundlaget også vidner om, har regeringen allerede et målrettet fokus på at sikre og styrke denne tillid fremadrettet. Tak for ordet.

Der er en enkelt kommentar fra hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Ministeren nævnte det selv – ligesom forslaget – og opridser, at der er en dalende tillid til politikerne. Det er jo en bekymrende udvikling, og jeg er lidt nysgerrig efter ministerens bud på, hvorfor det er, vi ser denne udvikling. Altså, hvorfor er det muligt, at borgere i Danmark, et af de mest demokratiske og bedste lande i verden, har en voksende mistillid til politikerne? Kunne det ikke grunde i nogle af de ting, vi har opridset i det her beslutningsforslag?

Ministeren.

Jeg tror først og fremmest, at man i hvert fald skal være bevidst om, at det jo går op og ned, også når man måler på befolkningens generelle tillid til det politiske system. Vi skal kun meget få år tilbage, før vi så tal, der var tårnhøje, både hvad angår tillid til den daværende regering, men også tillid til Folketingets arbejde.

Jeg tror, der er mange forskellige årsager. Jeg tror ikke mindst, at en af årsagerne, som jo ikke er adresseret i beslutningsforslaget, og som heller ikke er nemt lige at komme med løsninger på, er, at vi lever i en tidsalder med en meget, meget voldsom politisk polarisering. Jeg tror, at mange mennesker oplever både de diskussioner, der foregår, og mediernes dækning af de diskussioner som værende meget, meget uforsonlige, og det tror jeg for mange mennesker svækker tilliden til, at vi rent faktisk er i stand til at sætte os sammen og løse de problemer, der er – hvilket det jo er et faktum at vi gør hver evig eneste dag her i folkestyret.

Spørgeren.

Skal jeg forstå ministerens svar sådan, at han ikke mener, at nogen af de ting, der er opridset i det her beslutningsforslag, kan være medvirkende årsager til den voksende mistillid til politikerne – altså hastelovgivning, ansættelse af embedsmænd inden for partierne osv. osv.? De ting kunne ikke have noget med den dalende tillid at gøre?

Ministeren.

Det vil jeg ikke afvise. Jeg har jo ikke dykket ned i den måling, som et konsulentbureau har lavet, og baggrundsanalyseret svarene bag. Så det vil jeg bestemt ikke afvise. Jeg kan jo sige, hvad min holdning er. Jeg synes, det er vigtigt, vi har et embedsværk, der er partineutralt, men jeg tror virkelig også, vi skal passe meget, meget på for demokratiets skyld med at gøre det, at man er engageret i, det, at man er medlem af, eller det, at man i en årrække har enten været ansat i eller haft tillidsposter i et politisk parti, til et diskvalificerende problem. Tværtimod er det jo grundforudsætningen, at mange mennesker lader sig organisere i politiske partier, for, at vi overhovedet har et demokrati.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Nu nævnte ministeren selv i talen, at man som udgangspunkt bakkede op om intentionerne, og det er jo positivt at høre. Men man skal ikke altid kun måles på intentioner, men også på vilje til at handle. Nu nævnte ministeren også selv det demokratiudvalg, som der var enighed om at nedsætte og arbejde med. Der må man jo bare konstatere, at fremdriften ikke sådan har været overdreven i forhold til det, så jeg skal bare høre, om ministeren kan orientere om, hvornår der konkret kommer gang i det arbejde med demokratiudvalget.

Ministeren.

Altså, helt grundlæggende sidder vi jo og følger op på, implementerer og planlægger efter regeringsgrundlaget – og det gælder alle elementer i det. Regeringen står ved både den daværende aftale med bl.a. ordførerens parti, men jo også det, der står i regeringsgrundlaget, om, at vi vil nedsætte et demokratiudvalg. Det forventer jeg også at kunne indkalde de øvrige partier til drøftelser om.

Hr. Peder Hvelplund.

Det er bare, fordi man jo godt kan blive lidt bekymret for, hvor stor vilje der er til at følge op på de gode intentioner, når vi havde en aftale fra før valget, som vi indgik, om et demokratiudvalg og der stadig ikke rigtig er sket noget. Men jeg vil da se frem til, at ministeren snarest får indkaldt til drøftelser i demokratiudvalget, og så bare understrege, at det for Enhedslistens vedkommende er ret afgørende, at der konkret bliver fulgt op på de aftaler, vi har lavet om netop de her spørgsmål.

Ministeren.

Det har jeg meget stor respekt for. Hvis det var, at regeringen, herunder mit eget parti i regeringen, ikke havde et ønske om at følge op på den aftale, vi indgik med bl.a. Enhedslisten, SF og en række andre partier inden valget, så havde vi ikke skrevet det ind i regeringsgrundlaget. Det står i regeringsgrundlaget, at vi vil følge op på den aftale, og jeg forventer naturligvis også at kunne indkalde bl.a. ordførerens parti til drøftelser om, hvordan vi så skal implementere de initiativer, herunder demokratiudvalget.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Jamen det er da dejligt, at regeringen anerkender, at der er den her voksende mistillid. Det har vi jo alle sammen set. I større eller mindre grad kan vi også alle sammen tage en del af ansvaret, selvfølgelig kan vi det. Men erkender ministeren, at frøene til den her mistillid måske blev sået allerede tilbage i 2019, da ministerens parti faktisk var ude at sige, at de ønskede mere politiske embedsmænd, og – set i lyset af historikken derefter – at det netop er det, som befolkningen har et problem med nu? Der tænker jeg på håndteringen under corona på godt og ondt. Befolkningen føler, at embedsmændene er holdt op med at være embedsmænd og er blevet meget mere politisk orienterede i måden, de rådgiver på.

Ministeren.

Det er jeg ikke sikker på, og jeg tør ikke udtale mig skråsikkert om, hvad befolkningen mener lige præcis om det. Jeg erindrer ikke, at vi på noget tidspunkt, hverken i 2019 eller i øvrigt, har sagt, at vi ville have flere politiske embedsmænd. Vi sagde, dengang vi tiltrådte i den daværende S-regering, at vi ville have mere politisk styring, og at vi i højere grad ville lade os styre af nogle fastsatte politiske mål, som var afspejlet i et regeringsgrundlag, frem for af verdensbegivenhedernes tilstand eller af ren og skær drift. Det synes jeg egentlig er demokratisk.

Jeg tror i virkeligheden også, at der var rigtig, rigtig mange, der oplevede, at vi – på trods af både politiske kommentatorer og til at starte med dele af vidensstanden – fik gennemført nogle af de politiske målsætninger, som vi lavede aftaler om og indgik aftaler om. Det synes jeg var udtryk for en utrolig høj grad af demokrati, og her nævner jeg bl.a. indførelsen af Arnepensionen, som i hvert fald nogle af forslagsstillerne bag det her beslutningsforslag var med til.

Spørgeren.

Jeg nægter ikke, at der kan være noget incitament eller noget smidiggørelse i, at man fik sine politiske mål ført igennem, hvis man har et politisk sekretariat, som ligesom skal sørge for at banke det igennem hos embedsmændene.

Men virkeligheden er nok også, at når man ser på håndteringen af minksagen, må man sige, at sådan en rigtig kedelig, gammeldags embedsmand, der havde husket at fortælle, om der var lovhjemmel, jo nok havde været befordrende for, at danskerne ikke gik i hver sin lejr og lavede en påstand om, at i det system, vi har nu, er det politikerne, der er flødeskummet på lagkagen, og de renser sig selv. For det er jo det, der er vores problemstilling.

Tak. Ministeren.

Jamen der er da ikke nogen tvivl om, at der har været adskillige sager under coronapandemien, i Danmark lige såvel som i alle andre vestlige demokratier, som har været helt enormt polariserende. Det ved ordføreren jo også udmærket godt selv. I hans parti har man jo også haft forskellige synspunkter i forhold til vaccination og alt muligt andet. Jeg ser ikke minksagen som en udløber af politiske embedsmænd eller lignende. Det var en sag, der var udløber af, at det var klart, at der var en eskalerende situation på minkfarme og der skulle træffes hurtige beslutninger, og der er i øvrigt også placeret et politisk ansvar i den sag.

Tak for det. Så er der ikke flere spørgsmål til justitsministeren, og vi går i gang med ordførerrækken. Første ordfører på talerstolen er hr. Leif Lahn Jensen fra Socialdemokratiet.

Tak for det, formand. Ministeren har jo gennemgået forslaget, og det er ikke nogen kæmpestor hemmelighed, at jeg, i hvert fald når det drejer sig om den her minister, er meget enige i de konklusioner, ministeren kommer med, altså at vi er på vej til at gøre mere, og at nogle af tingene er vi ikke enige i.

Men jeg vil godt starte med at takke Dansk Folkeparti for at tage debatten op, for jeg synes faktisk, det er en meget, meget vigtig debat. Vi som politikere synes jo altid, det er spændende at deltage i den her slags debatter. Alle herinde har et fælles ønske, og det er, at vi gerne vil tages alvorligt som politikere; vi vil gerne sørge for, at opbakningen derude blandt befolkningen er stor til det, vi kommer med; vi vil gerne sørge for, at vi kommunikerer ud til dem, at de lytter til os, og at de kan se, at vi forsøger at gøre vores bedste, så vi dermed også skaber gode resultater. Det er jo derfor, vi alle sammen er i politik, og grunden til, at vi kan se, at vi har den opbakning.

Derfor vil jeg også gerne med min tale her nuancere debatten lidt og ikke kun forholde mig til forslaget, som jeg synes at ministeren så udmærket har gjort. Men jeg vil alligevel lige komme med nogle bemærkninger til borgerforslaget, som også bliver nævnt i beslutningsforslaget, for Dansk Folkeparti påstår, at borgerforslaget har lidt rituel karakter. Det er jeg ikke enig i, for vi lavede jo en evaluering sidste år i forhold til udvalgsarbejdet, som jeg som gruppeformand var med i, og dengang – og det er så de tal fra dengang, som man kan læse i beretningen – var der 33 forslag, der havde opnået 50.000 underskrifter; 8 var under behandling, 20 var afvist, og 5 blev vedtaget. 20 blev afvist, og 5 blev vedtaget – det er absolut ikke ringe.

Grunden til, at de bliver afvist, er ofte, at der mangler økonomi i forslagene, som vi som politikere selvfølgelig er nødt til at have styr på. Og der kan være nogle enkelte ting i dem, der gør, at vi ikke kan vedtage dem. Men vi lavede faktisk nogle forbedringer på det tidspunkt, så udvalget fremover kan stille spørgsmål til ministeren, inden vi behandler dem i salen, for netop at kvalificere borgerforslagene, kvalificere behandlingen og gøre vores beslutningsgrundlag meget, meget bedre. Efterfølgende kan man så i udvalgsarbejdet faktisk undlade at sende det til afstemning, men derimod lave en beretning, så borgerne faktisk føler, at man tager dem mere alvorligt, end man gør i dag.

Når der stilles spørgsmål omkring politikerlede og mindre tillid, skyldes det rigtig mange ting og ikke kun det her – noget af det her kan selvfølgelig have en effekt, men det skyldes altså rigtig mange ting. Det kan f.eks. være sproget, man bruger over for hinanden i debatter på Facebook – det kan man selvfølgelig stille mange spørgsmål omkring, og der har vi bestemt også et ansvar som politikere – og en manglende mulighed for at nuancere tingene i pressen, fordi vi oftest kun får 12 sekunder. Alt det her havde vi faktisk en høring om i sidste samling, og der vil jeg sige, at jeg tror, at den største del af mistilliden til os politikere skyldes den ageren over for hinanden og det syn, vi viser folk at vi har på hinanden. Og når jeg går rundt og snakker med folk på gaden, hører jeg ordet – og jeg tror, de fleste herinde har hørt det – børnehave, og der bliver sagt, at vi skal snakke pænt til hinanden og opføre os over for hinanden, sådan som vi egentlig gør derude.

Jeg tror på, at det her er noget af det mest afgørende, og det er noget, som jeg hører meget. Og den debat skal vi have i Udvalget for Forretningsordenen, den debat skal vi have i Præsidiet, og den debat mener jeg faktisk vi skal tage meget alvorligt.

Selvfølgelig er jeg bekymret over de målinger, som viser mindre tillid. Hvem er dog ikke det, når man er i politik? Men jeg er alligevel rimelig fortrøstningsfuld, for jeg ved jo, at mange af os herinde kommer meget rundtomkring – der er jo en grund til, at der ikke er så mange her i dag, og det er, at alle vores kolleger er ude i virksomheder; de er ude at snakke med institutioner; de er ude at snakke med almindelige mennesker – de er ude at møde danskerne. Og når vi er ude at møde danskerne, hvem er det så, vi møder? Vi møder faktisk mest kun glade mennesker, interesserede mennesker, mennesker, som har lyst til at snakke med os, mennesker, som har lyst til at lytte til os, og mennesker, som vil gøre alt, hvad de kan, for at prøve, om de ikke kan få os til at forstå det, de siger. De tager godt imod os, og vi tager godt imod dem.

Det er netop her, vi kan gøre en forskel. For når jeg er ude med nogle af mine gode kolleger, også nogle af dem, som jeg er mest uenig med, og når vi så står der og diskuterer sammen og viser, at vi faktisk er gode kolleger, så går vi derfra og mærker, at folk faktisk godt kan se, at politikere er almindelige mennesker og godt kan lide hinanden, og at de er gode kolleger ligesom alle andre. Det ser de jo, når de møder os fysisk. Og det er der, jeg tror vi kan gøre en forskel – når der ikke er en skærm imellem os, men vi mødes fysisk med dem. Det tror jeg er vores store opgave. Vi skal mere ud og være sammen med danskerne; vi skal mere ud og vise, at vi bare er almindelige mennesker med forskellig baggrund, der faktisk bare gerne vil gøre en forskel.

Jeg synes, det er en rigtig god debat, og jeg vil gerne takke Dansk Folkeparti for den. Jeg synes, det er vigtigt, og jeg vil til enhver tid deltage i de her debatter, selvfølgelig vil jeg det. Det er en supervigtig debat. Tak for ordet.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Altså, jeg er ikke uenig i, at vi skal tale ordentligt til hinanden, men at det, at man i en offentlig debat ikke taler efter Emma Gads retningslinjer, ligesom skulle være grunden til, at folk ikke har tillid til os, har jeg svært ved at se. Tror du – nej, ordføreren, jeg skal jo snakke ordentligt herinde – ikke, at noget af det, som dybest set skaber større mistillid, er, at man ofte ser, hvis en journalist har en interesse i noget og søger aktindsigt, at de får helt sortmalede papirer tilbage, fordi magthaverne, regeringen og magtpartierne har indført et regelsæt, der gør, at der ikke er nogen, der føler, at de kan se dem efter i kortene? Selv om det ikke skulle være sådan, at man har noget at skjule, kommer mistilliden, når man stiller et spørgsmål og får et stykke sort papir tilbage, for så tror man da i hvert fald, at der er noget at skjule. Så kunne det ikke være, at hvis man indførte åbenhed igen og fjernede det her med, at undersøgende journalister ikke kan få aktindsigt, kunne det hjælpe på tilliden i befolkningen?

Ordføreren.

Som vi også hørte ministeren sige, vil man jo netop lave det der udvalg om offentlighedsloven, for der kan hr. Kim Edberg Andersen da bestemt have ret. Det er jo ikke en politisk diskussion. Der er ikke noget, jeg ved bedre, end at være uenig med hr. Kim Edberg Andersen. Det er vi i mange ting. Det er jo rigtig godt. Da jeg kom ind i Folketinget, havde jeg ikke lovet, hvad jeg kunne opnå – for det ved man ikke, men et af mine store mål og noget af det, jeg virkelig gik meget op i, var at love mig selv, min familie og mine venner, at jeg skulle snakke pænt til andre. Det kan da godt være, at der kom en smutter en gang imellem, men man skal have et ordentligt sprog til hinanden. Og det er ikke kun noget, jeg siger. Det er ofte det, jeg hører ude blandt mennesker. Og når vi så kommer ud og vi kun er to politikere, er det faktisk noget af det, de sætter pris på, altså at de kan se, at vi snakker ordentligt til hinanden. Jeg tror, det er et kæmpeproblem. Det andet har da også noget at sige. Og det er jo derfor, vi netop sætter det her arbejde i gang.

Spørgeren.

Jamen jeg er ikke uenig i, at man skal bestræbe sig på at snakke pænt. Der er også nogle politikere herinde, der bliver sjovt tyndhudede, lige så snart de har en dårlig sag. Så vi skal også passe på med at snakke så pænt til hinanden, at vi ikke tør grave i ting, der er dårlige. Når vi nu skal kigge på det her med offentlighedsloven, kunne man så ikke tænke sig, at en god måde at gøre det på er, at ministeren får lov til at gemme ting i 3 måneder, og at der derefter er fuld aktindsigt. For der er mange sager med ganske få år på bagen, som kunne være sjove at kigge ind i.

Ordføreren.

Jeg har selv været oppositionspolitiker i mange år, jeg har selv indkaldt til mange samråd, jeg har selv stået hernede ved spørgepulten, og jeg har selv gravet i mange ting. Jeg har kæmpestor respekt for – når jeg nu sidder i Præsidiet og også i Udvalget for Forretningsordenen – at der skal være den her mulighed. Folketinget har en ekstremt stor opgave, og der vil jeg altid rose den til enhver tid siddende opposition, for det er deres opgave at holde øje med regeringen. Selvfølgelig er det det. I forhold til hvordan man skal lave det her med offentlighedsloven, synes jeg, at man skal tage det med ministeren, for jeg er sikker på, at han er klar til at lytte til gode idéer.

Så er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak til ordføreren for talen. Jeg bemærkede det her med, at ordføreren taler om, at vi skal tale pænt til hinanden, og det er jeg jo fuldstændig enig i. Men jeg tror ikke, AT jeg er enig i det, hvis ordføreren mener, at der på den måde er sket en forværring af tonen i politik i det hele taget, i hvert fald ikke mellem os politikere. Altså, når jeg sidder og ser klip eller optagelser eller interviews med politikere fra for 20 år siden eksempelvis, oplever jeg da personligt en meget mere bramfri tone og meget mere direkte tone, end vi oplever i dag. Kunne det ikke have noget at gøre med, at man i gamle dage havde en meget mere ærlig og direkte tilgang til tingene, mens vi i dag ser rigtig mange politikere, særlig politikere fra regeringspartierne, der, når de bliver stillet relativt simple politiske spørgsmål, svarer på en måde, hvor man enten skal være politiker eller danskuddannet for at forstå, hvad det er, de siger?

Ordføreren.

Nu er jeg i hvert fald ikke en af dem, der har en lang uddannelse, så jeg forventer, at man forstår, hvad jeg siger. Jeg kommer direkte fra havnen, og jeg forsøger at gøre mit sprog så almindeligt som overhovedet muligt, og jeg tror bare, vi skal gøre det i forhold til sproget.

Jeg ved ikke, om jeg synes, det er blevet værre. Jeg har været her i 15 år, og jeg synes, at jeg de sidste 4, 5, 6 år virkelig har set en forværring i forhold til sproget til hinanden. Det synes jeg at jeg har. Jeg kan selvfølgelig tage fejl, og man kan have en anden opfattelse; det er jo helt tilladt. Men det synes jeg jeg har. Man kan da bare kigge på Facebook. Jeg tror, at de fleste af os herinde har en facebookprofil. Prøv da at kigge på det sprog, der er dér, og prøv at kigge på, hvordan nogle også kan finde på at gøre grin med hinanden og sådan nogle ting derinde. Jeg tror virkelig, det er noget, vi skal tænke meget over herinde, altså hvordan vi som partier også laver forskellige ting, og hvordan vi prøver at have respekt for hinanden. Jeg tror, det her fylder mere, end man lige tror, derude. Det er i hvert fald det, jeg hører.

Selvfølgelig skal man også sige tingene direkte, og derfor har pressen da også et ansvar her, for vi skal også have lov til at nuancere tingene lidt mere end det, vi får lov til.

Spørgeren.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere ordføreren for fuldstændig rigtigt at være en politiker, som er meget let at forstå, og som taler meget direkte og letforståeligt. Men er ordføreren ikke enig i, at når man indimellem sidder og ser Debatten eller bare debatter i det hele taget mellem folketingspolitikere og særlig fra regeringspartierne, kan det, tror jeg, for mange helt almindelige borgere være utrolig svært at forstå, hvad det egentlig er, de svarer på meget, meget simple spørgsmål?

Ordføreren.

Det kan jeg sagtens forstå, men man skal også huske, at i Debatten og andre steder foregår debatten også på andres præmisser. Det er jo ikke nødvendigvis på et folketingsmedlems. Jeg tror, at de fleste, der har været her et stykke tid, også godt ved, at man skal passe på med, hvad man siger i debatter og andet. Men det er derfor, jeg siger, at man mere skal invitere folk ud sammen. Når jeg står sammen med en god kollega – nu har jeg ikke stået sammen med hr. Mikkel Bjørn endnu – ude blandt folk og debatterer, vil de mærke den der åbenhed meget mere, og det er det, jeg tror vi skal til at gøre mere, for der kan jeg mærke den positive stemning.

Så siger jeg tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Lars Christian Lilleholt fra Venstre.

Tak for det, formand. Og tak til Dansk Folkeparti for det her beslutningsforslag om at sætte fokus på vigtigheden af det danske folkestyre. Alle partier her i Folketinget bør være stærkt optaget af at værne om vores demokrati og tilliden mellem borgere og politikere. Det er også min oplevelse, at det er tilfældet. Det er også en del af Venstres hjerteblod at værne om et åbent og stærkt demokrati. Tilliden er grundstenen i et stærkt demokrati, og det er dybt bekymrende med den faldende tillid, borgere har til det politiske system. Det ser vi med stor alvor på, og derfor er jeg også tilfreds med, at regeringen har lagt op til en række initiativer for netop at styrke det danske folkestyre og tilliden.

Jeg er fuldstændig på linje med forslagsstillerne, og jeg forholder mig til formålet med beslutningsforslaget. Dele af de konkrete initiativer i beslutningsforslaget er vi også positive over for, og der er ting, der minder om de initiativer, regeringen arbejder på. Det gælder bl.a. for udvalgsarbejdet omkring en revidering af offentlighedsloven, og her sparker forslagsstillerne en åben dør ind, for regeringen har allerede i regeringsgrundlaget gjort det klart, at der skal nedsættes et udvalg, der netop skal skabe grundlag for, at der kan fremsættes et forslag til en ny offentlighedslov.

Men nogle af de andre konkrete initiativer er jeg en anelse mere skeptisk over for. Det gælder bl.a. den her karensperiode for partiansatte. Vi har generelt i dag et utrolig dygtigt embedsapparat i Danmark, og det har jeg bl.a. erfaret på nærmeste hold som minister, og det skal vi også have i fremtiden. Det kræver, at der er mulighed for at ansætte de bedst kvalificerede. Jeg synes, det er meget voldsomt, at personer, der har været ansat i et givent parti i 5 år, ikke kan ansættes som embedsmænd i et ministerium, hvis ministeren kommer fra samme parti. Helt generelt kan man jo sagtens være en dygtig politisk neutral embedsmand, selv om man har en fortid som ansat i et politisk parti.

Alt i alt kan Venstre ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag. Det gælder for flere af initiativerne, at regeringen allerede arbejder med noget tilsvarende, og så er der nogle af initiativerne, som jeg ikke ser som den rette løsning. Men jeg vil gerne takke forslagsstillerne for at holde fokus på det her vigtige emne. Vi er altid klar til at tage en drøftelse af, hvordan vi styrker folkestyret og øger tilliden til det politiske system. Jeg håber på, at vi kan fortsætte de gode drøftelser i forbindelse med de initiativer, som regeringen har planlagt. Tak for ordet.

Den første korte bemærkning er fra hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Tak til hr. Lars Christian Lilleholt for talen. Hr. Lars Christian Lilleholt er inde på forskellige ting, der kan have betydning for tilliden til politikerne, og hvad man kan gøre ved det. Og der ligger et forslag på bordet.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig lige at spørge hr. Lars Christian Lilleholt med hensyn til det, der skete efter folketingsvalget den 1. november 2022, hvor der jo ret hurtigt viste sig et billede af, at først og fremmest Venstre, men også Moderaterne, løb fra de løfter, man var kommet med i valgkampen: Kan det spille en rolle for den tillid, der skal være til politikerne? Altså, befolkningen går hen og stemmer ud fra nogle bestemte forudsætninger og det, man siger i valgkampen, og når man så er færdig med valgkampen, går man ind i en regering og dropper f.eks. undersøgelsen af statsministeren, for så vidt angår mink.

Tak til hr. Peter Skaarup for spørgsmålet. Jamen jeg er da sikker på, at vi alle sammen bærer et ansvar, og det gør vi også i Venstre – i forhold til at sikre, at der fortsat er tillid, også i forhold til hvad man siger før et valg og hvad man gør efter et valg. Men her handler det om – og det synes jeg da i allerhøjeste grad også vi har gode forklaringer på – at situationen kan være en anden efter et valg, i forhold til hvad den var før et valg. Og det er vores vurdering, at det var det rigtige for os, for Venstre og for Danmark, at vi gik ind i en bred regering hen over midten.

Spørgeren.

Jamen tror ordføreren ikke, at det er utrolig vigtigt i politik, at der er overensstemmelse mellem at sige og at gøre, altså at der er overensstemmelse mellem det, man siger, og det, man så rent faktisk gør? Og kan det i virkeligheden ikke være det, der er hovedårsagen til, at tilliden til politikerne og det politiske system ofte dykker, nemlig at der er partier, som siger et eller andet i valgkampen og så, lige så snart kampen er fløjtet af, mener noget fuldstændig andet?

Ordføreren.

Endnu en gang tak for spørgsmålet. Der er da helt givet mange årsager til det. Jeg tager og vi tager også meget gerne en del af ansvaret for, at der er behov for at sikre en bedre tillid. Men jeg må bare sige, at det jo ligger i Venstres dna, at vi skal søge indflydelse. Vi synes, det er vigtigt at være med, og det er jeg også sikker på at vores vælgere og bagland vil bakke op om.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Tak til ordføreren. Ordføreren er et menneske, som jeg har meget, meget stor respekt for, og han er også et menneske, der er meget erfaren herinde, og det gør jo også, at ordføreren nok kan huske tilbage til 2013, da fru Mette Frederiksen tog bladet fra munden, i forhold til at det politiske element i et ministerium skulle styrkes, altså ved indførelsen af politiske embedsmænd. Og ordførerens formand har jo tilbage i 2021 kritiseret lige nøjagtig politiske embedsmænd. Der kan være ting, der taler for eller imod, men er ordføreren uenig i, at det, at vi har fokus på at indføre politiske embedsmænd i ministerierne, sammenlagt med de problemstillinger, vi så under forløbet med minkene og den efterfølgende, ja, vi kalder det en skandale, er medvirkende til, at borgerne mister tilliden til politikerne, og at der i langt højere grad er behov for, at vi sætter fokus på os selv og måden, vi herinde i Folketinget opfattes på, i forhold til at skjule ting?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. For os er det helt afgørende, at det er de bedste, der bliver ansat, og det er uanset politisk farve, og at vi har et embedsværk i Danmark, som er upolitisk, og hvor man kan have tillid til, at embedsmændene gør det, der skal gøres, og gør det på Danmarks vegne. Vi har også et system, hvor det er sådan, at hver enkelt minister kan ansætte et antal særlige rådgivere; for nogle ministres vedkommende er det én, og for andres vedkommende er det to, og derudover er det slut. Og så er det jo ellers embedsmænd, der ansættes under departementschefens ansvar, og sådan skal det også være fremadrettet.

Spørgeren.

Men så må man sige, at Venstre jo radikalt har ændret holdning på det her punkt, for ordførerens formand var ude at sige, at det ikke handler om den enkelte post i det enkelte ministerium, men om en systematik i ansættelsen af medarbejdere, som helt åbenlyst ikke er neutrale, men partipolitiske. Det var der, hvor formanden for ordførerens parti anklagede den daværende regering for at snige politiske embedsmænd ind. Og det at ansætte politiske embedsmænd, når man så samtidig kan se, at embedsmændene glemmer at fortælle om lovhjemmel, tror jeg skaber mistillid.

Ordføreren.

Jeg kan gentage mig selv fra før: For os er det afgørende, at der ansættes politisk neutrale embedsmænd, og at der ansættes de bedst kvalificerede til den opgave, der er, og det er det min opfattelse at den her regering til fulde lever op til.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Nu nævner ordføreren, at embedsværket i Danmark er upolitisk, og når ordførerens partiformand tidligere har været ude at sige, at den daværende regerings embedsværk ikke var upolitisk, men var politisk, så er jeg bare nysgerrig på, hvornår den udvikling er sket. Har man afpolitiseret embedsværket med den nye regering, og hvordan er det sket, for det har jeg ikke hørt noget om?

Ordføreren.

Det er min klare overbevisning, at den her regering gør alt, hvad den overhovedet kan for at sikre, at det er de bedst kvalificerede, der bliver ansat som embedsmænd. Og det er jo det, der har været ledetråden, både for den her regering og også for tidligere regeringer. Så kan der være perioder, hvor der måske har været lidt politiske drillerier frem og tilbage mellem regeringen og oppositionen, og det har vi da også på nogle områder deltaget i. Men det er min klare opfattelse – og jeg har også selv i en periode på 4 år været minister – at vi har et embedsmandsapparat i Danmark, som er upolitisk, og uanset om regeringen skifter farve, er man faktisk også i stand til at rådgive en anden regering end den regering, der var på det tidspunkt, hvor man blev ansat i ministeriet.

Hr. Mikkel Bjørn.

Undskyld mig, men siger ordføreren, at når ordførerens partiformand har været ude at kritisere den daværende regering for at politisere embedsværket, så var det bare politiske drillerier, og at det ikke havde nogen rigtighed i virkeligheden, eller hvad? Altså, ordførerens partiformand har været ude at kritisere den daværende regerings embedsværk for at være politisk. Nu siger ordføreren: Det nuværende embedsværk er upolitisk med den nye regering, som Venstre er med i. Så spørger jeg bare: Hvad for nogle aftaler ligger der? Hvornår er den udvikling sket? Eller har ordførerens partiformand talt usandt, da han sagde, at den daværende regerings embedsværk var politisk?

Ordføreren.

Jeg er da sikker på, at Venstres partiformand altid holder sig til sandheden, og det er jeg da overbevist om at han selvfølgelig også har gjort på det tidspunkt, hvor han har udtalt sig i forhold til den viden, han havde på det pågældende tidspunkt. Det, der er afgørende for mig, er, at vi sikrer os, at vi har et embedsmandsapparat i Danmark, som er upolitisk.

Dermed er der ikke flere spørgsmål til ordføreren. Den næste taler på talerstolen er hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne.

Tak for ordet, hr. formand. Jeg vil også gerne starte med at sige tak til Dansk Folkeparti for dette beslutningsforslag om styrkelse af det danske folkestyre. For det er en interessant og det er en yderst relevant diskussion, der bliver rejst med det her forslag. Det er en diskussion, som regeringen også støtter op om.

Det danske folkestyre er utvivlsomt et af de bedste og mest robuste i verden; det er åbent, det er gennemskueligt for offentligheden, og det politiske system bliver kontrolleret fra top til bund. Men jeg anerkender, at vi de senere år har oplevet, at borgernes tillid til os som politikere er svækket.

Selv om Danmark fortsat er et land, hvor befolkningens tillid til myndighederne generelt er meget høj, er politikerlede blevet et integreret ord i det danske sprog. Og de seneste målinger om faggruppers troværdighed viser, at politikernes troværdighed ligger helt i bund; der er kun et par enkelte faggrupper, som jeg ikke skal nævne her fra landets fornemste talerstol, der ligger lavere. Det er en bekymrende udvikling, og det er en stor udfordring.

Det er en udfordring, som vi skal løse, og vi har som politikere en opgave i at være med til at løse den. Og det er vi i gang med i regeringen. Regeringsgrundlaget indeholder en række initiativer, der skal iværksættes for netop at styrke befolkningens tillid til det politiske system. Bl.a. vil regeringen nedsætte et sagkyndigt udvalg, der skal skabe grundlag for en ny offentlighedslov. Det er aftalt i den sidste regeringsperiode, og det står også i regeringsgrundlaget, at der skal nedsættes et demokratiudvalg.

Der er altså en række positive sammenfald med nogle af de elementer, der er i B 82, og som er elementer, som Moderaterne kan støtte. Men der er også elementer, som vi ikke kan støtte. Det er f.eks. forbud mod embedsmandsstillinger til partiansatte, som tilhører det samme parti som ministeren. Der blev i ministerens tale brugt ordet berufsverbot. Det var noget, man snakkede meget om i min ungdom. Det er et begreb, man havde i Tyskland. Der havde man direkte lovgivning imod det – det er de heldigvis gået væk fra.

Vi er i Moderaterne af den opfattelse, at folk ikke skal udelukkes fra en stilling på grund af deres politiske tilknytning eller deres politiske fortid. Vi er nødt til at have tillid til, at embedsværket arbejder efter saglighed og efter faglighed og altså ikke lader sig påvirke af politiske hensyn, og det er min helt klare opfattelse, at det danske embedsværk arbejder efter det. Vi kan alle sammen være stolte af vores embedsværk, og jeg synes egentlig heller ikke, at man skal rejse tvivl om det.

Derfor vil jeg afslutningsvis sige, at det er en vigtig debat, som Dansk Folkeparti rejser med forslaget. Der er positive elementer i forslaget, og der er utvivlsomt et behov for at rette op på tilliden til de danske politikere. Men på baggrund af de betragtninger, jeg er kommet med her, kan Moderaterne selvfølgelig ikke støtte op om forslaget.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Fordelen ved at have tre regeringspartier deroppe er, at man får cirka det samme hver gang, og så håber jeg, vi ligesom kan fortsætte spørgsmålene i den række, så det bliver ordførere fra forskellige partier, men alligevel spørgsmål til regeringen.

Det, jeg hører ordføreren sige, er, at i Moderaterne er man tryg ved, at der ikke er en politisering af embedsmænd. Det er korrekt forstået, kan jeg se. Men det strider bare rigtig meget imod ordførerens formand, der den 25. september i RÆSON bliver citeret for at sige:

»For at sige det ligeud, så oplever jeg en politisering af embedsværket, som bekymrer mig.«

Jeg har jo tidligere hørt fra ordførere på andre sager – jeg tror, det var mink – at der ligesom var sådan en 3-månedersregel, og så var tingene glemt. Men gælder det også for det her? For det er så endnu en sag, hvor Moderaterne tilsyneladende, efter at de er kommet ind i ministerbilerne, har ændret holdning. Og det er superfair. Men min bekymring er faktisk, at den her politisering, som befolkningen ser, er en af de væsentligste drivkræfter bag, at der er den her mistillid. Så hvad er holdningen nu? Er den, som chefen sagde tidligere, eller er den, som ordføreren siger nu?

Ordføreren.

Som jeg også sagde i min tale, har jeg meget, meget stor tillid til det danske embedsværk, og jeg er helt overbevist om, at det danske embedsværk ikke er politiseret. Ministrene har ret til at ansætte en eller to særlige rådgivere, som er politisk ansat. De øvrige er ansat – som det blev sagt i den forrige tale – under departementschefen, og jeg er fuldstændig tryg ved, at de ikke er politiske.

Spørgeren.

Jamen jeg bliver nødt til at spørge igen, for det her med hvem er jo ret væsentligt. Jeg har fuld forståelse for, at formanden for Moderaterne er en travl mand og er meget i udlandet. Men skal jeg forstå det sådan, at hr. Lars Løkke Rasmussen tidligere har sagt, at han slet ikke var i tvivl om, at der var en politisering af embedsværket, og så har ordføreren nu bestemt, at det er der ikke længere? For enten havde hr. Lars Løkke Rasmussen ret i det, han sagde den 25. september, eller ej, og så lang tid siden er det jo faktisk ikke. Og selv om Moderaterne er et nyt parti, tænker jeg, at det alligevel er meget hurtigt at ændre holdning. Så jeg bliver nødt til at vide: Hvad er holdningen? Er der politisering i embedsværket, eller er der ikke?

Ordføreren.

Jeg er jo nødt til at gentage mit forrige svar: Moderaterne er en del af regeringen. Vi er rigtig trygge ved det embedsværk, vi har. Vi mener helt klart ikke, der er tale om et politiserende embedsværk.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Nu vil jeg gerne stille et spørgsmål, som ikke vedrører hverken ordførerens eller Moderaternes holdning til politisering af embedsværket. Jeg vil derimod spørge ind til hr. Lars Løkke Rasmussens specifikke udtalelser før valget. For da hr. Lars Løkke Rasmussen var ude før valget og sige, at der foregik en politisering af embedsværket i den daværende regering, var det da udtryk for en usandhed, eller tog hr. Lars Løkke Rasmussen bare grundlæggende fejl, da han sagde det dengang?

Ordføreren.

Nu kan jeg jo ikke kigge ind i hr. Lars Løkke Rasmussens hoved og vide, hvad han tænkte på det tidspunkt, og derfor tænker jeg, at den rigtige at tage den her diskussion med nok i virkeligheden er hr. Lars Løkke Rasmussen, som har udtalt sig på det tidspunkt. Jeg er i hvert fald ikke i stand til at tolke en udtalelse, som jeg ikke selv har overværet, og som jeg ikke selv har læst nogen steder, så jeg tænker, at det er der, man skal tage den diskussion.

Spørgeren.

Skal jeg så forstå det sådan, at ordføreren er uenig med hr. Lars Løkke Rasmussen i hans daværende karakteristik af den tidligere regering?

Jeg er på alle områder enig med min formand, Lars Løkke Rasmussen. Jeg ved jo ikke, hvilken kontekst den udtalelse er faldet i, men jeg er også hundrede procent overbevist om, at jeg er enig med min formand i, at synet på det danske embedsværk er, at vi kan være utrolig stolte af vores danske embedsværk. Jeg ved ikke, om det er det mest ikkepolitiserede i verden, men vi har i hvert fald et ikkepolitiseret embedsværk.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Næste taler er fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Også tak for forslaget. For SF er det sød musik i ørerne, når vi læser ned over det, og det er ikke kun, fordi der er forår i luften og det snart er weekend. Det er faktisk også, fordi vi er enige i mange af betragtningerne, som ligger i forslaget. I SF er vi stærke tilhængere af et velfungerende og vitalt demokrati og ikke mindst også en solid parlamentarisk kontrol, så vi i Folketinget til enhver tid kan holde regeringen i ørerne.

Vi har efter nogle år med rigsretssag og flere langvarige kommissionsundersøgelser brug for at genoprette tilliden til folkestyret og styrke tilsynet med regeringen, skabe mere gennemsigtighed og en stærkere demokratisk deltagelse. De mange og lange sager har bidraget væsentligt til en tillidskrise mellem politikere og befolkning og en polarisering, som ultimativt risikerer at bidrage til en undergravning af demokratiet, hvor færre deltager og flere vender ryggen til.

Forslagsstillerne lægger op til en revision af offentlighedsloven. Det kommer vi også til at diskutere mere i dag. Det kan jeg bare sige at vi meget gerne ser i SF. Det har vi kæmpet for i et stykke tid. Vi foreslår faktisk en decideret genstart af diskussionen om åbenhed og offentlighed. Vi mener, at en bred kreds af ansvarlige partier med det samme bør sætte sig sammen for at indgå et nyt nationalt kompromis om en offentlighedslov, om åbenhed og god regeringsførelse, en styrkelse af de offentligt ansattes ytringsfrihed, grundig høring i forbindelse med ny lovgivning, flere solnedgangsklausuler, indførelse af et forfatningsråd, som kan levere en uafhængig second opinion, når det kommer til tunge spørgsmål om grundloven, EU-retten og internationale konventioner. Det gik vi faktisk til valg på, og det mener vi selvfølgelig stadig.

Offentlighedsloven er jo kritiseret sønder og sammen af stort set alle, der har taget sig tid til at kigge den grundigt efter – det er talrige kommissioner, det er Grønnegårdudredningen, det er Ytringsfrihedskommissionen, og så er det senest Dybvadudvalget. Folketingets Ombudsmand har også kritiseret. Regeringen har jo varslet, at den vil nedsætte et lovforberedende udvalg, men indtil videre synes jeg at det ligner mest en syltekrukke.

Et andet vigtigt spørgsmål, som forslagsstillerne rejser, er hastigheden i lovgivningsarbejdet. Vi er i SF meget opmærksomme på spørgsmålet om lovkvalitet, og vi har jævnligt påpeget problemerne med tempoet i lovgivningsprocessen på Christiansborg. Det er ikke så lang tid siden, at vi i Jyllands-Posten, tror jeg det var, faktisk kunne læse en artikel om, at vi bruger den halve tid på lovforslagene i dag, i forhold til hvad vi gjorde i 2005. Så det går hurtigere og hurtigere, og det øger jo risikoen for fejl; det må vi bare sige. Det går bare tit for stærkt. I SF mener vi, at der skal ro på lovgivningsprocessen, og at hastelovgivning kun bør bruges i absolut nødstilfælde. Den forcerede lovbehandling omkring storebededagsloven synes jeg også er et eksempel på en type hastværk, vi skal undgå.

Så er der blevet rejst spørgsmålet om, om man må ansætte folk fra partierne på regeringskontorerne. Det tror jeg er et spørgsmål, der skal undersøges nærmere. Jeg er i hvert fald ikke sikker på, at tidsgrænsen på de 5 år er den rette. Det er ikke, fordi vi er afvisende over for at kigge på det, så lad os se, om vi kan mødes på en eller anden måde. Men jeg tror faktisk, vi har mere brug for at beskytte embedsværket imod politikerne. Vi skal give dem nogle flere rettigheder. Vi skal give dem incitamenterne til at sige fra. Jeg synes, Instrukskommissionen er et eksempel på, at nogle i embedsværket havde forsøgt at sige lidt fra, men jeg tror også, at de er blevet presset noget længere, end godt er. Så det, at vi støtter op om, at f.eks. offentligt ansatte har ytringsfrihed, at der er gode whistleblowerordninger og den slags, tror jeg også er ret vigtigt, så de får sagt fra over for det politiske pres, som jeg tror rigtig mange af dem oplever.

Så med andre ord tror jeg der er nok at tage fat på her. Vi er meget positivt indstillet over for at gå videre med de tanker, der ligger her.

Der er ingen spørgsmål til ordføreren. Nu kommer næste ordfører, og det er hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Tak til forslagsstillerne for at rejse den her debat. Forslaget tager udgangspunkt i forskellige meningsmålinger, der viser en lav og faldende tillid til politikerne, og det er jo i den grad noget, der er brug for at diskutere her i Folketinget, så jeg synes, det er vigtigt, at vi får debatten om, hvad man så kan gøre ved det.

I forslaget følger man op med nogle eksempler, som efter forslagsstillernes opfattelse vil bidrage til at skabe bedre tillid mellem politikerne og borgerne. Man kommer også med eksempler, hvor det så ikke er sket; hvor der er problemer. Eksemplerne er f.eks. manglende afholdelse af folkeafstemninger og borgerforslag, der behandles overfladisk af Folketinget. Derfor vil forslagsstillerne så have nedsat en kommission, der kan undersøge, hvordan man kan sikre større tillid til politikerne fra befolkningen. Vi synes, det er godt, at vi får rejst den her diskussion, og der er nogle gode elementer i det, der foreslås.

Som jeg var inde på tidligere, også over for Venstres ordfører, er det klart, at en af grundene til den her lave tillid efter Danmarksdemokraternes opfattelse er, at der tit sker det, at politikerne siger én ting, men gør noget helt andet. Det så vi jo senest efter det overståede folketingsvalg her i november 2022, hvor der var partier, der sagde meget klart, ja, ultimativt i valgkampen: Det er sådan, det skal være. Man forlangte f.eks. advokatundersøgelsen af statsminister Mette Frederiksen omkring minksagen. Alligevel gik man altså ind i en regering og droppede straks den her advokatundersøgelse, selv om det faktisk var en af de allervigtigste ting i valgkampen for de pågældende partier. Det gælder både Venstre, men det gælder sådan set også Moderaterne. Så lav tillid kan godt hænge sammen med brudte løfter, altså at der ikke er overensstemmelse mellem »gør« og »siger«.

Når man så kigger lidt videre på de ting, som vi skal diskutere omkring den her sag, er det også klart, at hurtige beslutninger hen over hovedet på befolkningen heller ikke er befordrende. De hurtige beslutninger uden folkelig forankring kan jo f.eks. ses i regeringsgrundlaget, hvor det lige pludselig fremgår, at man skal afskaffe store bededag. Ingen af regeringspartierne eller for den sags skyld andre partier havde i den forudgående valgkamp overhovedet diskuteret sådan nogle forslag, som må siges at være ret epokegørende og historiske – at man lige pludselig vælger at afskaffe store bededag. Det er for mig at se eksempler på beslutninger fra en regering, der ikke ligefrem er med til at gavne tilliden mellem politikerne og så befolkningen.

Så nævner forslagsstillerne de såkaldte borgerforslag som et eksempel på, at der også er nogle problemer. Der er et antal danskere, der stiller et borgerforslag. Vi, partierne her i Folketinget, fremsætter rent teknisk de forslag i Folketinget, og så får vi debatten. Forslagsstillerne mener her i forslaget, at forslagene set fra borgernes side tit får en behandling af nærmest rituel karakter. Det er jo også rigtigt, at rigtig mange af de her borgerforslag faktisk ikke får opbakning, og der er da også eksempler på, at man siger, at man er lidt ligeglad med, hvad der er kommet fra borgerne. Men der er faktisk også eksempler på noget andet. Så sent som i den her uge, nemlig nærmere betegnet i tirsdags, vedtog Folketinget faktisk et borgerforslag om et nyt dna-værktøj. Det blev i hvert fald vedtaget; der var flertal for forslaget. Så her har borgerne i hvert fald mulighed for at påvirke, hvad der sker herinde på Christiansborg. Så håber vi så, at regeringen, når det kommer til stykket, rent faktisk lytter og får det gennemført.

I den her debat synes jeg også det værd at nævne, at Folketingets partier indgik en aftale om at få den såkaldte magtudredning fra 2003 opdateret. Mit eget parti, Danmarksdemokraterne, er med i aftalen, hvor man altså igangsætter sådan et forskningsprojekt over de kommende 5 år til en høj pris, men det er jo til gengæld også et vigtigt arbejde. Noget af det, der er vigtigt, er jo at undersøge, hvordan det er, magten flytter. Flytter den væk fra Folketinget over til andre steder? Ja, det er jo en kendsgerning, at det tit sker. Så det arbejde her vil vi deltage meget grundigt i i den kommende tid.

Så afslutningsvis vil jeg altså sige: Det vigtigste problem, vi skal håndtere, er den manglende tillid, og det opstår desværre ofte, ved at der er politikere, der siger én ting og gør noget andet. Så der kunne vi starte.

Så er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Ordføreren nævner her afslutningsvis politikere, der siger én ting, men gør noget andet, altså det, at der ikke er overensstemmelse mellem, hvad man gør, og hvad man siger. Jeg står her med en artikel fra Politiken fra i dag, hvor underoverskriften er: »Mens Inger Støjberg forleden krævede permanent grænsekontrol, fastholder partiets gruppeformand, Peter Skaarup, at Danmark skal overholde EU- og Schengen-reglerne, der forhindrer det«. Er det ikke udtryk for netop det, ordføreren står og taler om, altså politikere, der udadtil gerne vil male ét billede af sig selv, men så indadtil reelt har en helt anden praksis? Man kan jo ikke både overholde EU- og Schengenreglerne, der forhindrer grænsekontrol, og samtidig gå ud og kræve, at regeringen skal indføre den her og nu.

Ordføreren.

Nej, det er ikke et eksempel på det. Det er klart, at EU på en række områder blander sig i ting og sager, hvor vi fra dansk side måske har en anden holdning til, hvad EU skal tage sig af, eksempelvis barselsregler, mindsteløn og grænsekontrol. Der kan partierne her i Folketinget godt have en anden holdning end den, som kommer til udtryk i EU, til, hvad der skal ske. Vi har den holdning i Danmarksdemokraterne, at vi skal have permanent grænsekontrol, men vi er også opmærksomme på, at Danmark er medlem af EU, og derfor er vi nødt til med de regler, der er i øjeblikket, at søge om at få lov til at have den her midlertidige grænsekontrol, som den danske regering så i øvrigt har gjort i en uafbrudt række siden starten af 2016. Men vi vil gerne have permanent grænsekontrol, ingen tvivl om det.

Spørgeren.

Men det hænger jo bare ikke sammen. Du kan jo ikke både have permanent grænsekontrol og samtidig overholde EU- og Schengenreglerne. Det er jo de to ting, der strider mod hinanden. Så det er bare det, jeg er nysgerrig på: Hvor står Danmarksdemokraterne egentlig i forhold til grænsekontrol? Ønsker de en grænsekontrol, eller ønsker de at overholde EU- og Schengenreglerne?

Ordføreren.

Vi kan jo tage en selvstændig debat om det der, og det kommer der i øvrigt også i næste uge, altså en debat om grænsekontrol. Men det står helt klart for mig, at det er fremtiden, at vi skal have en permanent grænsekontrol. Så er det rigtigt, at EU-reglerne er indrettet på en bestemt måde, men vi kan sagtens have den holdning, at vi selv vil have lov til at bestemme over vores grænsekontrol, vores barselsregler og vores regler om mindsteløn i Danmark. Det tror jeg der er mange politikere der vil, samtidig med at vi altså er medlem af EU og er nødt til at indrette os efter de regler, der er i EU, indtil de er ændret.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Mange tak. Dansk Folkeparti foreslår at styrke det danske folkestyre her fra det danske folkestyres Folketing på denne danske forårsdag, hvor det danske vejr arter sig, som kun det kan i et dejligt land som det danske. Ja, jeg finder det glædeligt, at vi skal til at diskutere offentlighedsloven og tilliden til vores institutioner og det politiske apparat i vores dejlige land, for vores liberale demokrati er ikke en selvfølge i denne verden. De fleste af denne verdens befolkninger lever ikke som frie borgere. Det er ikke en naturlov, at Danmark og Vesten for evigt er frie liberale nationer, men debatter som disse er i hvert fald med til at sørge for, at vi ikke mister vores demokrati og rødderne fra oplysningstiden i vores folkestyre, for det betyder, at vi er opmærksomme.

De ting, DF – eller Dansk Folkeparti – foreslår, er ting, som Liberal Alliance selv har været fortalere for at gøre noget ved: Offentlighedsloven, politisering af embedsværket og den overdrevne brug af hastebehandlinger er vi grundlæggende utilfredse med ligesom forslagsstillerne. Tilliden til vores folkestyre og institutioner er forvitret de sidste par år. Det kommer naturligvis også af den måde, vi herinde fra Christiansborg har ageret på over for befolkningen. Der er kommet en polarisering med en manglende politisk respekt for vores samfundsorganer og en grundlæggende politisk disrespekt over for nogle af vores borgere, vores erhvervsliv, og det er herindefra, det kommer.

I Liberal Alliance ved vi dog godt langt hen ad vejen, hvad der skal til for at genetablere tilliden til vores demokratiske institutioner, så vi ikke ligefrem skal nedsætte kommissioner og udvalg for at finde ud af det her. Det er måske at trække en del af tingene i langdrag at gøre det. Hvis man skulle være meget direkte, kunne man jo f.eks. sige, at en tilbagerulning af offentlighedsloven til noget, der minder om, hvad den var før den 4. juni 2013, da daværende justitsminister Morten Bødskov fik indført det, som gjorde, at mange fortsat den dag i dag kalder offentlighedsloven for mørklægningsloven, ville være et godt første skridt.

Åbenhed, gennemsigtighed, ærlighed og ordentlighed hos magthaverne er så utrolig vigtigt, for magthaverne har magten. Derfor er det kun fair nok, at vi her på Slotsholmen kontrolleres og kan kigges i kortene, og derfor støtter vi også dette forslag, selv om formatet kunne være anderledes. Vi støtter derfor også forslagsstillernes tanke om et reelt folkestyre af og for det danske folk. Tak.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Jeg vil bare takke Liberal Alliances ordfører for opbakningen til forslaget, og jeg håber naturligvis, at de ordførere, der kommer efter ordføreren, der er på nu, også bakker op om forslaget. Tak for det.

Ordføreren.

Naturligvis, hr. Mikkel Bjørn. Når tingene er fornuftige, støtter vi, og når tingene er ufornuftige, prøver vi at lade være.

Der er ingen opfølgning? Nej. Næste ordfører er fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

Vi behandler i dag et beslutningsforslag om at styrke det danske folkestyre, og der ligger et forslag om at nedsætte en kommission med henblik på at sikre mere tillid til politikerne, en revision af offentlighedsloven og andre forslag. Tillid er vigtigt. Vi kan i adskillige målinger se, at politikeres troværdighed er for nedadgående, og der er formentlig flere grunde til det. Hvis man bare skulle komme ind på et par af grundene, er det først og fremmest, at man bryder sine løfter. Når man siger én ting før valget og man gør en anden ting efter valget, er man med til selv at forværre den politikerlede, der findes ude i samfundet. Det er rigtig svært at lovgive om og lave anbefalinger om, men det er et spørgsmål om at hanke op i sig selv og holde sine løfter.

En anden ting er faktisk også, når man skifter parti. Når man skifter parti, gør det også noget ved befolkningen, men vi skal da være helt ærlige og sige, at når der kommer gode folk og siger, at de erklærer, at de er Konservative, så har vi da også taget imod dem. En grund er også, når man ikke vil svare, eksempelvis som statsministeren ikke ville, og hvor man ikke kan få at vide, om hun kendte til Søren Brostrøms advarsel om at lukke samfundet helt ned. Det var en anbefaling, han var uenig i, og det ikke at kunne få det kendskab, om statsministeren vidste, at han havde den her anbefaling som direktør for Sundhedsstyrelsen, gør også, at tilliden til det danske folkestyre bliver svækket. Når man ikke vil lade sig kigge efter i sømmene som magthaver, har det selvfølgelig også en betydning, og det er også derfor, at offentlighedsloven og en revision af denne er med.

Så er det jo også, når man hastebehandler lovforslag, som ikke behøver en hastelovbehandling, men som man hastelovbehandler, fordi man selv synes, det er vigtigt. Og her må man jo bare minde om, at der er en grund til, at vi har de processer for lovforslagene i Folketinget, og det er jo at sikre en grundig lovbehandling med en lang høringsperiode på de 4 uger, således at man kan få gode høringssvar tilbage, som man så selvfølgelig som politiker kan tage bestik af. Og vi har jo set lovforslag, som er blevet hastelovbehandlet, hvor der er kommet anmodning om høringssvar ud om fredagen kl. 14.00, og hvor man skal levere høringssvar inden mandag kl. 10.00. Og det siger jo sig selv, at det sætter alle interessenter under pres, fordi det er svært at nå at levere et gennemarbejdet høringssvar i den korte tid.

Vi er positive over for det forslag, der ligger, men vi har et enkelt forbehold, og vi overvejede faktisk, om det skulle gøre, at vi ville stemme imod hele forslaget, men hvis vi blot tager det forbehold her, tænker jeg, at det går. Men til den del, der vedrører karensperiode for partiansatte, som får job i embedsmandsstillinger for en minister fra samme parti, kan jeg bare sige, at vi ikke er tilhængere af sådanne karensperioder, hverken for politikere eller for ansatte. Men vi er positive over for en del af beslutningsforslagets andre elementer, nemlig at det bliver undersøgt, hvordan man kan skabe mere tillid, at der bliver lavet et udvalgsarbejde med det formål at revidere offentlighedsloven, som der står, kun at bruge hastelovgivning, når det virkelig haster, og når vitale samfundsinteresser er på spil, og så også at bruge flere solnedgangsklausuler.

Så tak for beslutningsforslaget. Vi ser rigtig meget frem til udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand. Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her forslag. Det er en særdeles væsentlig debat. Jeg er egentlig meget enig med Liberal Alliances ordfører, Steffen Larsen, i de betragtninger, han gjorde sig først, i forhold til spørgsmålet om demokrati, for demokrati og folkestyre er jo ikke en naturlov, det er noget, vi hele tiden skal kæmpe for, og det er netop heller ikke en statisk størrelse, det er noget, som hele tiden er i udvikling; der kan både ske tilbageskridt og fremskridt. Og jeg synes jo, at det forslag, Dansk Folkeparti har fremsat, er udtryk for, at der har været en række bekymrende tiltag over de seneste år. Listen over de kriser, der har været, og som har været med til at kunne øge mistilliden mellem befolkningen og folkevalgte, er jo temmelig lang. Vi har både set lukning af Irakkommissionen, vi har set hele instrukssagen, der var Tibetsagen, der var hele minkskandalen, der er FE-sagen, der er Samsam-sagen – alle sammen sager, som man kan sige indikerer, at der er en regering, nogle magthavere, som i stort omfang ruller mørklægningsgardinerne ned over demokratiets rum, og det er klart, at det kan være med til at øge en mistillid eller i hvert fald skabe en tillidskrise mellem befolkningen og folkevalgte. Derfor synes jeg også, det er rigtig positivt med det forslag, Dansk Folkeparti har fremsat.

Hvis jeg skulle være lidt kritisk i forhold til det, er det jo netop det, at man siger, at der skal nedsættes en kommission, der skal arbejde med det her. Der er jo en række af de her ting, som man kan sige vi egentlig bare kunne gå i gang med. Nu skal vi her om lidt diskutere offentlighedslov, og det er jo helt åbenlyst, at der behøver vi ikke at have en kommission for at rulle de forringelser, der ligger i offentlighedsloven, tilbage. Jeg synes også sagtens, vi kunne diskutere, hvordan man kunne forstærke offentlighedsloven yderligere, og det behøver vi jo strengt taget ikke en kommission for at gøre. Sådan er det også med en række af de andre tiltag, der ligger i forslaget, men ikke desto mindre kommer vi til at være positive over for det, netop fordi det er en mulighed for at arbejde med det her område i det hele taget.

Jeg synes også, det er kendetegnende, som jeg tror fru Mai Mercado var inde på tidligere, at det er tydeligt at se, at det over de seneste år har haft konsekvens for lovkvaliteten, altså det, at vi oplever en øget hastighed i i lovgivningsprocessen. Jeg synes, det er et tema, vi bør se på også. Det er en bekymrende udvikling, at vi oplever, at lovgivningsprocessen i det hele taget bliver mere og mere presset, og at det også ofte går hurtigere og hurtigere. Jeg synes også, vi nogle gange ser det, i forhold til at der kommer ændringsforslag fra ministrene til lovforslag, ikke med baggrund i høringssvar, men fordi man har opdaget ting, og det synes jeg også er udtryk for, at det nogle gange simpelt hen går for stærkt. Det burde jo være sådan, at når et lovforslag bliver fremsat, er det kvalitetssikret hele vejen igennem.

Der er også det element, som flere andre har været inde på, altså spørgsmålet om 5 års karens for politikere, før de kan træde ind som embedsmænd, og det ved jeg heller ikke om vi i Enhedslisten sådan er en til en enige i. Jeg synes, det er væsentligt at kigge på, og jeg synes egentlig, at man godt i samme ombæring kunne se på spørgsmålet om ministre, som går fra ministerpost og ud i lobbyvirksomhed. Der var det også meget relevant at se på en karensperiode netop for også at sikre integriteten i forhold til folkestyret og sikre, at ministre ikke går direkte med den viden og det kontaktnetværk, man har, ud i lobbyvirksomhed.

Endelig synes jeg også, der er et element, som vi burde se på, og som jeg er ret overbevist om Enhedslisten ikke er enig med Dansk Folkeparti om, men jeg synes faktisk også, at det bidrager til den tillidskrise, der er mellem folkestyre og repræsentativt valgte, at der i dag efterhånden er 10 pct. af befolkningen, som har permanent adresse her i landet, men som ikke har stemmeret. Det at kunne have et repræsentativt demokrati handler også om, at de borgere, der er, kan føle sig repræsenteret og kan spejle sig i de repræsentanter, der bliver valgt. Derfor synes jeg også, at det er et udtryk for noget, der bidrager til den tillidskrise, at vi hele tiden skal sikre, at de repræsentativt valgte også repræsenterer hele befolkningen.

Men det er jeg godt klar over er et spørgsmål, der i hvert fald i forhold til Dansk Folkeparti mere splitter end samler, og jeg synes jo trods alt, at hensigten med det her forslag er at tage en række initiativer, som kan være med til at styrke tilliden til folkestyret. Derfor kommer vi også til at bakke op om det her med den bemærkning, at nogle af tingene kunne vi sagtens gøre nu, og at der også er andre ting, som vi gerne vil se på i samme ombæring.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Leif Lahn Jensen fra Socialdemokratiet.

Det var egentlig ikke meningen, at jeg ville stille spørgsmål til hr. Peder Hvelplund, men der er en ting, jeg lige vil høre om, for jeg hørte hr. Peder Hvelplund sige, at en karensperiode for ministre i forhold til at komme ud i lobbyvirksomheder kunne man godt se sig selv i. Vil det være det samme for folk, der sidder i Folketinget, altså at de så heller ikke skal træde ud i lobbyvirksomheder, for de har jo også en kontakt? Mener Enhedslisten også det?

Ordføreren.

Nej, det gør vi faktisk som udgangspunkt ikke. Jeg synes, der en væsentlig forskel, i forhold til om man har været en del af en regering, altså haft adgang til hele embedsværket og dermed også fået en viden om, hvordan embedsværket fungerer, og hvilke overvejelser der også er i fremtiden i forhold til regeringen, og det giver en problemstilling i forhold til at træde ud i f.eks. erhvervsvirksomheder eller lobbyvirksomheder. Det er jo også noget, vi kender andre steder fra, altså både fra USA og fra EU-lande – at man har den karensperiode netop for at undgå, at der kan opstå tvivl om habilitet i forhold til beslutninger. Og jeg synes, der er en væsentlig forskel på, om man går som folkevalgt eller om man går som minister ud i lobbyvirksomheder.

Spørgeren.

Nu har jeg aldrig selv været minister, men som politiker kommer man jo tæt på mange embedsmænd, fordi man sidder og forhandler med dem, og man lærer systemet at kende. Og jeg ved, at der er rigtig mange partier her, hvor man senere går direkte ud i lobbyvirksomheder. Så derfor var jeg bare interesseret i at høre, om det er Enhedslistens forsøg på at sige, at det kun er politikere i regering. Jeg ved ikke, om det skyldes, at Enhedslisten selvfølgelig også selv sender nogen ud til lobbyvirksomheder. Men jeg var bare interesseret i at høre, hvordan Enhedslisten så på det, så tusind tak for svaret.

Ordføreren.

Velbekomme. Det glæder mig altid at kunne oplyse hr. Leif Lahn Jensen om noget. Og jeg ved, at det med efteruddannelse er noget, der ligger hr. Leif Lahn Jensen meget på sinde, og der kan man sige, at det at være en del af Folketinget og dermed også få nogle kontakter jo også er en form for efteruddannelse til efterfølgende at kunne komme ud og bestride et hverv uden for Folketinget

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Jeg vil egentlig bare gerne takke ordføreren for den umiddelbare opbakning til forslaget. Det er rigtigt, at vi jo nok ikke er enige i forhold til den del, der vedrører at give statsborgerskaber til en langt større andel af de mennesker, der er her i landet. Langt hovedparten af de 10 pct., ordføreren omtaler, er jo vandrende arbejdstagere, så det er jo ikke mennesker, der, hvad skal man sige, nødvendigvis bor her permanent. Men tak for opbakningen til forslaget, og jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde.

Ordføreren.

Tak for det. For god ordens skyld vil jeg afholde mig fra at gå ind i en debat omkring det med vandrende arbejdstagere, og hvem der skal have stemmeret, og blot konstatere, at Dansk Folkeparti og Enhedslisten i hvert fald i forhold til det her forslag er enige.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Noah Sturis fra Alternativet.

Tak for ordet. Tak til Dansk Folkeparti for at tage den her vigtige debat op. Alternativet støtter selvfølgelig forslaget. Vi er født ud af en længsel efter et mere demokratisk og mere borgerinddragende system, og vi er født ud af et ønske om en ny politisk kultur, der er langt mere gennemsigtig, ærlig og lyttende end den nuværende – en kultur, som er nemmere for alle at deltage i, uanset om man vil indgå i det partipolitiske arbejde eller ej, og hvor de mellemregninger, der ligger til grund for de politiske beslutninger, kommer frem i lyset.

Så i Alternativet hilser vi de respektive forslag velkommen med den tilføjelse, at det efter vores opfattelse egentlig er lidt overflødigt med et udvalg, der skal se på offentlighedsloven. Vi kunne faktisk bare tage udgangspunkt i de regler, der gælder på miljøoplysningsområdet, eller tage udgangspunkt i det forslag, der kom frem i 2013. Men ellers er vi enige med forslagsstillerne i, at vi skal se på partinepotisme, hastelovgivning uden behov og solnedgangsklausuler. Det er alt sammen områder, der er med til at sænke tilliden til det politiske system og med til at sænke tilliden mellem regeringen og Folketinget som lovgivende og kontrollerende organ.

Vi kunne egentlig også se på svingdørene mellem politik og erhvervsliv. Europa-Kommissionen har gentagne gange påpeget det problematiske i, at danske politikere går direkte fra at være politikere til at være lobbyister. Og Europa-Parlamentet har også lige vedtaget en 6-månedersnedkølingsperiode for politikere i forhold til at vende tilbage som lobbyister.

Vi er også glade for, at Dansk Folkeparti i bemærkningerne anerkender styrken i at inddrage borgerne yderligere i demokratiet, ved at de kan lave borgerforslag, der ender i Folketingssalen. Vi er jo stolte i Alternativet over, at det lykkedes os at overbevise Folketinget om at få gennemført det her nytænkende, demokratiske værktøj, som borgerforslagene er. Vi er også enige i bekymringen fra Dansk Folkeparti om, at det ikke skal blive en skinproces af rituel karakter, men vi mener faktisk også, at resultaterne fra sidste periode viser, at der er håb, og at vi i Folketinget godt nogle gange kan lytte til borgerne. En analyse fra sidste år viste, at de borgerforslag, der når hele vejen til en afstemning i salen, har en succesrate for vedtagelse på 20 pct. Hvis vi kigger på de beslutningsforslag, som er blevet fremsat af partierne, er det kun ca. 11 pct., der er blevet vedtaget. Det taler for, at borgerne faktisk har gode forslag, og at vi faktisk godt kan lytte, måske endda mere, end vi nogle gange lytter til hinanden.

Så lad os styrke borgerforslagene ved at etablere et servicerende og kvalificerende sekretariat for borgerne og deres borgerforslag, så de kan blive endnu bedre. Så hvis vi har modet til at nytænke demokratiet, kan vi måske endda få succesraten for borgerforslag til at nærme sig succesraten for lovforslagene fra en flertalsregering.

Vi hilser forslaget velkommen og støtter det fra Alternativets side.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg synes, ordføreren bringer nogle relevante betragtninger ind i debatten her, og jeg vil godt takke for ordførerens og partiets opbakning til Dansk Folkepartis forslag.

Ordføreren.

Mange tak, og tak igen for at bringe debatten op.

Den næste ordfører på talerstolen er hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Som udgangspunkt støtter vi naturligvis forslaget, og det gør vi, fordi der helt faktuelt er nogle problemstillinger, som er blevet belyst fra begge sider, i forhold til om dem, der sidder på magten, tillader andre at kigge dem i kortene. Det er et problem, og vi ser det kortsluttet i ekstrem grad nu, fordi der er en flertalsregering. Det er jo demokratiets lod, at har man en flertalsregering, så gennemfører de ordret de ting, de vil. Problemstillingen er, hvis man som opposition føler sig hæmmet i at kunne kigge regeringen i kortene, og det er jeg sikker på at vi på tværs af de to forskellige oppositioner kan nikke genkendende til, altså at der er nogle steder nu, hvor vi mener, at det bliver kortsluttet.

Vi har været inde på det med hastelovgivning. Jeg synes også – nu har jeg mange ordførerskaber – at der er et bekymrende antal gange, hvor man ser, at der er blevet kortet ned på en høringsperiode eller lignende i forbindelse med et lovforslag, der ret beset godt kunne klare at blive behandlet over en lidt længere periode uden det store problem. Jeg hørte ministeren sige det om solnedgangsklausuler, men jeg mindes faktisk – ellers må man korrekse mig – at regeringen tidligere har været ude og sige, at solnedgangsklausuler nærmest pr. automatik skulle indføres de gange, man gennemførte en hastelovgivning. Så der er noget diskrepans der.

Hvis vi retter op på de lovmæssige ting i forhold til ordentlighedsprincippet i, at vi kan kigge hinanden i kortene herinde, så tror jeg, at vi er kommet rigtig, rigtig langt herinde. Det skal vi som Folketing sørge for at få rettet op på, for lige pludselig kan den venstreorienterede regering jo risikere, at det er rent borgerlige, der sidder der, og så er det måske ikke så sjovt længere, at man ikke kan kigge dem i kortene. Det, der nok er følelsen ude på markedspladserne, er, at når man først bliver et magtparti eller sidder på magten, så kan man godt lide, at man ikke skal stå på mål for det, man tænker og gør og siger undervejs, og det skaber mistillid. Det skal vi over, men til gengæld tror jeg heller aldrig nogen sinde, vi skal regne med, at vi slipper for ord som politikerlede og mistillid. Jeg tror, at sociale medier har noget med det at gøre – ikke så meget i forhold til tonen, altså om vi snakker grimt til hinanden, men mere det, at der er skabt en forestilling om, at fordi man har en holdning til noget og skriver til en politiker, så skal det gennemføres i Folketinget. Og der er måske en uddannelse af vores medborgere, vi skal have med ind i det, hvor vi siger, at vi godt kan lytte og putte noget i rygsækken og få det gennemført på et tidspunkt, men det er ikke altid sikkert, at det forslag, der faktisk er rigtig godt, en til en kan føres igennem en politisk proces, hvor meget handler om kompromiser. Så der er måske også noget demokratiske opdragelse, vi har glemt eller ikke har sørget for fungerer længere.

I forhold til reelle problemstillinger herinde, som vi også skal være bedre til at håndtere, skal man altid sørge for at pege på sig selv først. Og man kan sige, at det jo ikke er befordrende for tilliden til politikere, hvis folkevalgte, lige efter de kommer herind, bruger månedsvis på at være sure og kaste ting efter hinanden og skifte partier, og der er ballade. Det er ikke befordrende. Det er heller ikke befordrende for en ny regering, at det første lovforslag, den fremsætter, bliver hældt ned ad brættet af oppositionen på grund af tvang, altså fordi det første, man får at vide, er, at hvis ikke man en til en stemmer for at fjerne store bededag, så må man ikke være med i en demokratisk proces senere hen. Det er heller ikke befordrende for tilliden. Så der er nogle håndværksmæssige greb og nogle ting herinde, vi selvfølgelig selv er skyld i; selvfølgelig er vi det.

Vi bliver også nødt til på den lidt længere bane at have en snak med medierne, for hvis vi lukker medierne ude fra at få en ordentlig aktindsigt, så begynder de at bruge deres gule breaking news-bjælker om ting, hvor man som politiker også skal have lov til at være i fred – enkeltsager, som måske ikke burde blive pustet op på et niveau, som de gør. Men når de ikke kan få en breaking news-bjælke om noget reelt politisk indhold, finder de det selv. Vi ved, at det er forholdene i jernindustrien, og sådan fungerer journalister også. De skal have smør på brødet, og det får de på deres gule breaking news-bjælker. Så vi skal måske i en dialog med medierne om at samarbejde, for jeg tror, at vi også skal samarbejde med dem for at genskabe tilliden.

Bottomline er, at vi skal holde op med at være så tyndhudede, fordi folk ikke altid kan lide os. Det er virkeligheden. Vi behøver ikke at snakke som ifølge fru Emma Gad, bare fordi vi kerer os om, at der er nogle, der bliver sure på os, når vi snakker; typisk er det dem, som er politisk uenige med os. Men vi skal lade være med at være bange for at have en holdning og sige vores ting heroppefra og på de sociale medier, altså blot fordi vi er bange for, at der kan være en måling, der siger, at nu kan folk ikke lide os. Når man stikker næsen frem, kan man ikke gøre alle glade, og jeg kan være fuldstændig sikker på, at i Nye Borgerlige er vi ikke så sarte. Vi siger det, vi tænker, og vi gør det, vi siger, og det er der nogle gange nogle der ikke kan lide.

Tak for det. Der er en kommentar fra hr. Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet.

Det fik mig lige til at sige noget, for det var sådan set det, jeg nævnte. For altså, prøv at høre her, som gammel havnearbejder er jeg jo på ingen måde kælen, jeg er vant til at tage nogle kampe, og jeg synes, at det skal man. Det er jo derfor, jeg er herinde. Men giver ordføreren mig ikke ret i, at debatten, talen på Facebook og andre steder er blevet lidt for meget? Jeg kan se nogle steder på Facebook, at der går man hårdt til hinanden, ikke nødvendigvis politikere, men også almindelige borgere. Har vi ikke et ansvar for at se, om vi ikke også kan få det ændret? Folk må gerne skælde mig ud, og folk må gerne sige alle mulige ting til mig; det synes jeg er fint, det betyder ikke noget. Men de gør det over for hinanden og andre, som jeg oplever det, og det er der, jeg prøver at sige om alt det der, at jo mere vi er med i den del, jo mindre tillid bliver der også mellem borgerne og os herinde. Så det er den der ting, jeg sådan bare prøver på at udfordre, og lad mig høre, hvad hr. Kim Edberg Andersen mener om det.

Ordføreren.

Jeg synes ikke, vi skal være barnepige for, hvordan folk skriver til hinanden inde på f.eks. Facebook. Det synes jeg ikke vi skal. Og jeg synes heller ikke, at vi skal være bange for nogle gange at have hårde debatter med hinanden. Jeg synes faktisk, at vi politikere ofte er sådan over for hinanden, at vi kan drille, men jeg synes ikke, at vi sådan er grimme over for hinanden.

Men det er rigtigt, at der i kommentarfelterne kan være rigtig meget grimt. Der kan også være rigtig mange ting, som er direkte uordentlige. Der har vi også et ansvar som politikere for selv at forsøge at se, om vi kan smide dem ud, som ikke opfører sig ordentligt. For der er nogen, og det vil der altid være, og jeg vil indrømme, at det kan være politikere. Jeg har brugt det, og det blev jeg nødt til, for jeg er fra et yderparti, og der er tonen jo ofte rigtig, rigtig grim fra den anden fløj, og jeg har både politikere og ganske almindelige borgere, som ikke længere kan se mine opslag, for det har været nødvendigt for at skabe et rum og en tone, så almindelige mennesker også kunne føle sig som en del af og se sig selv i en debat derinde.

Spørgeren.

Jeg vil bekræfte – og det gjorde jeg også på talerstolen – at vi er rigtig mange gode kollegaer herinde, og vi opfører os ordentligt over for hinanden, det skal vi også, og vi passer også på hinanden. Jeg ville bare ønske, at alle folk derude kunne se, hvor meget vi egentlig samarbejder til daglig, og hvor meget vi egentlig gør for at være gode kollegaer over for hinanden. Det ville jeg ønske de kunne se. Det er bare det, jeg så godt kunne tænke mig at de kunne se, for det kan man ikke se andre steder, for det er jo ikke ligefrem det, pressen går op i. Og den måde, de kan se det på, erjo, når vi kommer ud sammen med hinanden i debatter.Det er bare det, jeg prøver at flage for. Det er så vigtigt, de kan se, at vi faktisk arbejder godt sammen med hinanden. Det er bare rigtig svært at vise det.

Ordføreren.

Jeg er enig i, at der er nogen, der ville blive overrasket over, at vi faktisk kan være ordentlige over for hinanden her, selv om vi er meget politisk uenige. Men jeg synes også, det er o.k. at lade gnisterne fyge en gang imellem og være meget politisk uenige og så lade det komme frem. Det, man skal sørge for, er, at de ved, at vi ikke bærer nag, og at vi 5 minutter senere godt kan være voksne og snakke fornuftigt sammen og skabe politik, der gavner Danmark på et helt andet område. Men det er o.k. med politiske forskelle, og det er faktisk også o.k., at vi er hårde, men vi mangler at fortælle folk, at vi faktisk alle sammen passer vores job og gør det for at skabe et bedre land.

Dermed kan jeg sige tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Vi i Dansk Folkeparti er bekymrede på vegne af det danske folk. Vores demokrati står over for en alvorlig udfordring, nemlig den stigende mistillid til politikere og til det politiske system, hvilket er med til at svække vores folkestyre. En meningsmåling fra Epinion i december sidste år viste, at over halvdelen af danskerne har givet udtryk for at have en lav tillid til politikerne. Det er en skamplet på Danmark, at vi som et land, der historisk har været kendetegnet ved en høj grad af tillid borgerne imellem, nu står med et mistillidsproblem. Det er en bekymrende og alarmerende udvikling, og det er vigtigt, at vi tager den alvorligt.

Hvorfor ser vi denne udvikling? Hvordan er det muligt, at borgere i Danmark, et demokratisk land og et af verdens bedste lande, har så stor mistillid til politikerne? Kan det være en følge af, at regeringen præsenterer befolkningen for initiativer, som ikke er sandfærdige, og som medvirker til at underminere vores demokratiske gennemsigtighed?

Under åbningen af Folketinget i 2021 fremhævede statsministeren, at regeringen ville arbejde for en ny tilgang, hvor færre love skulle fremsættes og hastebehandles. Statsministeren siger på talerstolen:

»Mindre forhastet lovgivning. Hellere færre og til gengæld bedre gennemarbejdede forslag.«

Det modsatte er sket. I december 2022 blev 11 lovforslag hastebehandlet med 4 dages behandlingstid; kun et af lovforslagene viste sig at være nødvendigt at hastebehandle. Derfor forstår vi i Dansk Folkeparti godt borgernes bekymring og manglende tillid til regeringen. Hvornår kan vi stole på det, der bliver sagt? Vi ser i dag stadig en tendens hos regeringen til at skynde lovgivning igennem uden at give den den nødvendige tid til at blive undersøgt og diskuteret af Folketinget og offentligheden.

Vi i Dansk Folkeparti vil gerne gå forrest i kampen for at styrke vores demokrati og genopbygge tilliden mellem borgerne og politikerne. Den manglende tillid kan adresseres på forskellig vis, eksempelvis gennem en øget anvendelse af folkeafstemninger, der desværre afvises af et stort flertal i Folketinget. Den kan også adresseres ved at give danskerne mulighed for at fremsætte beslutningsforslag i Folketingssalen, og det har vi set i højere grad. Men det er tydeligt, at lydhørheden fra politikerne over for forslagene er begrænset.

Danske borgere besidder en åbenlys demokratisk robusthed, som vi skal udnytte. De udviser en tillid til, at vi kan have et liberalt demokrati. Vi kan ikke fortsætte på samme måde, hvor regeringen skynder lovgivning igennem uden at inddrage borgerne og uden tilstrækkelig tid til debat. Det underminerer den demokratiske proces og forstærker kun borgernes mistillid til systemet.

Det er nødvendigt, at vi iværksætter en række initiativer for at genopbygge tilliden mellem borgere og politikere og styrke det danske folkestyre. Derfor foreslår vi i Dansk Folkeparti at nedsætte en kommission med det formål at undersøge, hvilke initiativer der kan tages for at sikre en større overensstemmelse mellem politikerne og folket. Yderligere ønsker vi at lave en tillidsreform, der har flere formål. Vi ønsker et udvalgsarbejde med det formål at revidere offentlighedsloven, så der gives bedre indblik i ministres embedsførelse. Vi foreslår, at medarbejdere, der inden for de seneste 5 år har været ansat af et parti, ikke må ansættes i embedsmandsstillinger for en minister fra samme parti. Vi foreslår yderligere, at hastelovgivning afskaffes i alle andre situationer end dem, hvor vitale samfundsmæssige spørgsmål er på spil. Og til sidst foreslår vi, at der iværksættes et udvalgsarbejde med det formål at se på, hvor det giver mening at udstyre lovgivningen med solnedgangsklausuler, hvor love ophører med at gælde efter en årrække.

Det er vigtigt for Dansk Folkeparti at sikre, at vores demokrati fungerer ordentligt, og at borgere kan have tillid til deres repræsentanter. Vi ønsker ikke et legalistisk skindemokrati, men et reelt folkestyre af og for det danske folk. Lad os tage ansvar og arbejde sammen for at sikre, at Danmark fortsætter med at være en stærk og demokratisk nation og ikke mindst en af verdens bedste. Tak for ordet.

Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning til fru Pernille Vermund. Værsgo.

Tak for det, og tak for forslaget, som vi støtter. Jeg sad herude bagved og lyttede til debatten, fordi jeg sad og arbejdede samtidig, og jeg må erkende, at jeg er fuldstændig enig i, at regeringen og særlig den tidligere regering bærer en stor del af ansvaret for, at tilliden til politikerne er faldet. Det er klart, at når man sidder med magten, sidder man også med en stor del af ansvaret.

Men der er også et andet problem, som jeg blev opmærksom på, da jeg sad derude. For da jeg sad der, kiggede jeg op fra min computer, og så ser jeg en debat mellem ordføreren og hr. Peter Skaarup. Hr. Peter Skaarup står på talerstolen, og ordføreren sidder her, og jeg tænker helt instinktivt: Det er jo en debat mellem Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti. Det var det ikke. Og der må jeg jo bare sige, at der er et andet problem, tror jeg. Det er et problem, som handler om, at når man har givet sit mandat eller sin stemme til en person og personen så kort efter melder sig ind i et nyt parti, har man så fået det, man har stemt på? Erkender ordføreren, at det også, uanset at vi i dag har et godt forhold og også taler sammen, kan skabe mistillid til politikere?

Ordføreren.

Det anerkender jeg helt hundrede procent, særlig hvis et partiskifte sker på baggrund af personlige ambitioner mere end politiske forskelle. Jeg ved jo, at Nye Borgerlige også igennem mange år ad flere omgange modtog mandater, som gik til dem. Så på den måde er det noget, der foregår i alle partier, og nogle gange med større berettigelse end andre.

Jeg synes, det er vigtigt at kigge på de enkelte tilfælde og så sige: Hvad er det helt præcis, der ligger til grund? For nogle gange kan det politiske landskab ændre sig så markant, eller der kan ske så store bølgeskvulp eller omvæltninger, at det at forsvare sin position i virkeligheden simpelt hen kan være at træde et andet sted hen. Men der er helt afgjort situationer, hvor det ikke er legitimt, og hvor det kan bidrage til mistillid til politikerne. Det er jeg helt enig med fru Pernille Vermund i.

Spørgeren.

Det er jeg rigtig glad for. Det var jo også en af årsagerne til, at vi for nogle år siden i Nye Borgerlige sagde, at vi ikke vil have partihoppere. Vi kunne se, hvor mange der sad på et mandat, særlig for DF, som gerne ville over til os, da det gik godt, og vi måtte ligesom sige: Det her går ikke. Den slags vil vi ikke have. Hvis man ikke vil være medlem af et andet parti, må man melde sig ud op til et valg, og så må man træde ind i Nye Borgerlige, hvis man vil det. Så det er jo noget, vi har handlet meget konkret på. Vi har også sagt, at vi ikke vil have partihoppere fra Folketinget.

Når det er sagt, er jeg glad for, at ordføreren erkender det, og jeg vil egentlig håbe og ønske, at dem, der sidder med magten – både dem, der sad ved magten før, og også dem, der sidder der i dag – ville være lige så lydhøre over for kritik.

Ordføreren.

Jamen tak for det. Altså, jeg kan godt huske den beslutning. Fru Pernille Vermund omtaler en beslutning, der blev truffet kort før et folketingsvalg, efter at man havde fået langt de fleste af de personer, der var interesseret i at hoppe over. Jeg synes – som jeg sagde før – at der kan være situationer, hvor det er legitimt, og der kan være situationer, hvor det er illegitimt. Jeg synes, man skal kigge på de enkelte situationer og så vurdere dem på baggrund af den substans, som foreligger.

Så er det hr. Peder Hvelplund.

Nu følte jeg mig bare lige foranlediget til at deltage i den debat, der foregår lige nu om det med partihopperi, og nu kommer det til at lyde, som om det er meget kompliceret og besværligt. Jeg vil bare sige, at det er en praksis, som vi har haft i Enhedslisten, og som vi har praktiseret igennem hele partiets levetid, og at det ikke er svært at håndtere. Så det er bare en opfordring til at følge det eksempel.

Ordføreren.

Jeg synes, det er helt legitimt, hvis partierne vedtager generelle retningslinjer og man så allerede fra begyndelsen af siger, at det ikke er et fænomen, man ønsker i sit parti, og at man på den baggrund ikke tager imod partihoppere. Det synes jeg er helt legitimt, og hvis man mener det, kan man jo opfordre flere partier i Folketinget til at indtage den stilling.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen. Værsgo.

Jamen det blev lige pludselig lidt mere interessant, for det der med, at det var lige inden et folketingsvalg, passer ikke. Jeg er jo en af de der famøse partihoppere, for jeg skiftede rent faktisk fra Dansk Folkeparti. Men fakta var jo, at jeg gjorde, som præsten foreskrev. For jeg gik helt ud af byrådet, og jeg gav mit mandat videre til det parti, som jeg var valgt for, og så blev jeg Ny Borgerlig. Men jeg vil godt høre noget. For ordføreren har jo selvfølgelig en lang forklaring på, hvorfor det er o.k., og der kan være noget demokratisk med noget topstyring. Det køber jeg fuldstændig ind på. Men jeg synes, ordføreren kommer lidt let hen over det. For det er en mistillidsdiskussion i befolkningen, og man kan jo sige, at ordføreren om nogen kom fra et parti, der havde taget en beslutning, altså med vælgere, som vidste, at partihoppere ikke var noget, som man som politiker, hvis man blev valgt i Nye Borgerlige, syntes var en god idé. Og nu sætter jeg så spot på ordføreren: Men ordføreren valgte så alligevel – og modsat hvad der var sagt i partiet – at skifte til et andet parti. Mener ordføreren ikke, at lige netop den ting alt andet lige er skadeligt for tilliden?

Ordføreren.

Det kan det være, og i forhold til den diskussion, jeg havde før med fru Pernille Vermund, var det en beslutning, der vedrørte kommunalbestyrelsesmedlemmer og ikke folketingsmedlemmer. Men jo, det er det helt bestemt, og jeg vil også sige, som jeg sagde før, at der er masser af situationer, hvor det er helt illegitimt. Jeg vil også sige, at det er en rigtig kompleks diskussion. For hvis du har en situation, hvor man som politiker ikke kan flytte sig og man faktisk nærmest helt og aldeles er bundet af sit parti, så vil du skabe et andet demokratisk problem, som er, at man i partitoppen kan sidde og undertrykke medlemmer af Folketinget til at indrette sig efter en partidisciplin og ikke efter deres personlige overbevisning i de tilfælde, hvor de måtte stride markant imod hinanden.

Så der er nogle demokratiske overvejelser her, som det er vigtigt at have med ind, hvis vi ønsker et demokrati, hvor borgerne kan føle sig repræsenteret ikke bare af store partiorganer, men også af konkrete mennesker.

Spørgeren.

Men så vil jeg godt vende det videre til noget andet. Vi er for forslaget, det er vi, men vi ser måske en problemstilling i det der med, om man må ansætte nogen, fordi de er medlem af et bestemt parti, og det kører jo lidt videre i det her. For noget af det, som ordføreren argumenterer for er en god idé, er, at man skal være frit stillet til at vælge et andet parti herinde, at man ikke bliver bundet af noget.

Begynder vi ikke at rode inde i noget, som egentlig er meget privat og meget liberalt, altså hvad man stemmer på, når man går ind bag forhænget, og om det skal have en betydning for, om man kan blive ansat, altså det her berufsverbot? Det er jo en problemstilling for os, for vi er jo meget liberale i vores parti. Men det er jo lidt sammenligneligt, altså hvor man forsvarer det for politikeren, men ikke for de andre.

Ordføreren.

Jamen så har hr. Kim Edberg Andersen måske misforstået forslaget, for det handler jo ikke om at undersøge, hvad folk er gået ind og har stemt i stemmeboksen. Men det handler helt konkret om, at det, hvis man eksempelvis har arbejdet tæt sammen med en minister i et ungdomsparti, så måske ikke er hensigtsmæssigt, at man eksempelvis skal ind og agere ministerens tætteste embedsmand 5 år efter. Det er der, hvor vi synes der er et demokratisk problem, og det synes jeg sådan set der er en rigtig god pointe i.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Jo, det er der, men jeg kunne desværre ikke se det her. Hr. Steffen Larsen skal selvfølgelig have mulighed for at stille spørgsmål.

Det er egentlig et meget simpelt spørgsmål. Mener ordføreren, at smålige diskussioner i Folketingssalen om partitilhørsforhold kan være med til at skade borgernes tillid til folkestyret?

Ordføreren.

Det mener jeg givetvis sagtens det kunne.

Værsgo for den anden korte bemærkning.

Jeg vil sige, at jeg tror også, det kunne være en ting, hvis vi bruger vores tid på at ævle og kævle om ting, som vedrører noget mellem partierne eller noget mellem os personligt. Jeg tror også, det ville være til skade for os, og det vil jeg gerne bekræfte.

Ordføreren.

Jamen jeg er slet ikke uenig med hr. Steffen Larsen, så tak for kommentaren.

Så ser det ikke ud til, der er flere. Så vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Forretningsordenen. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 82:

Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af det danske folkestyre.

Af Morten Messerschmidt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 16.03.2023).

Ønsker ordføreren for forslagsstillerne at give en begrundelse for forslaget?

Nej, dermed er forhandlingen åbnet, og den første, der får ordet, er justitsministeren.

Der er en enkelt kommentar fra hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Ministeren.

Spørgeren.

Ministeren.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Ministeren.

Hr. Peder Hvelplund.

Ministeren.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Ministeren.

Spørgeren.

Tak. Ministeren.

Tak for det. Så er der ikke flere spørgsmål til justitsministeren, og vi går i gang med ordførerrækken. Første ordfører på talerstolen er hr. Leif Lahn Jensen fra Socialdemokratiet.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Så er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Selvfølgelig skal man også sige tingene direkte, og derfor har pressen da også et ansvar her, for vi skal også have lov til at nuancere tingene lidt mere end det, vi får lov til.

Spørgeren.

Ordføreren.

Så siger jeg tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Lars Christian Lilleholt fra Venstre.

Den første korte bemærkning er fra hr. Peter Skaarup, Danmarksdemokraterne.

Spørgeren.

Ordføreren.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Hr. Mikkel Bjørn.

Ordføreren.

Dermed er der ikke flere spørgsmål til ordføreren. Den næste taler på talerstolen er hr. Henrik Frandsen fra Moderaterne.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

»For at sige det ligeud, så oplever jeg en politisering af embedsværket, som bekymrer mig.«

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Spørgeren.

Skal jeg så forstå det sådan, at ordføreren er uenig med hr. Lars Løkke Rasmussen i hans daværende karakteristik af den tidligere regering?

Dermed siger vi tak til ordføreren. Næste taler er fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Så med andre ord tror jeg der er nok at tage fat på her. Vi er meget positivt indstillet over for at gå videre med de tanker, der ligger her.

Der er ingen spørgsmål til ordføreren. Nu kommer næste ordfører, og det er hr. Peter Skaarup fra Danmarksdemokraterne.

Så er det hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Steffen Larsen fra Liberal Alliance.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Naturligvis, hr. Mikkel Bjørn. Når tingene er fornuftige, støtter vi, og når tingene er ufornuftige, prøver vi at lade være.

Der er ingen opfølgning? Nej. Næste ordfører er fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

Så tak for beslutningsforslaget. Vi ser rigtig meget frem til udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Leif Lahn Jensen fra Socialdemokratiet.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er hr. Noah Sturis fra Alternativet.

Vi hilser forslaget velkommen og støtter det fra Alternativets side.

Hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg synes, ordføreren bringer nogle relevante betragtninger ind i debatten her, og jeg vil godt takke for ordførerens og partiets opbakning til Dansk Folkepartis forslag.

Ordføreren.

Mange tak, og tak igen for at bringe debatten op.

Den næste ordfører på talerstolen er hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Der er en kommentar fra hr. Leif Lahn Jensen, Socialdemokratiet.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Dermed kan jeg sige tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Mikkel Bjørn, Dansk Folkeparti.

»Mindre forhastet lovgivning. Hellere færre og til gengæld bedre gennemarbejdede forslag.«

Der er indtil videre en enkelt kort bemærkning til fru Pernille Vermund. Værsgo.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Så er det hr. Peder Hvelplund.

Ordføreren.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen. Værsgo.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Jo, det er der, men jeg kunne desværre ikke se det her. Hr. Steffen Larsen skal selvfølgelig have mulighed for at stille spørgsmål.

Det er egentlig et meget simpelt spørgsmål. Mener ordføreren, at smålige diskussioner i Folketingssalen om partitilhørsforhold kan være med til at skade borgernes tillid til folkestyret?

Ordføreren.

Det mener jeg givetvis sagtens det kunne.

Værsgo for den anden korte bemærkning.

Ordføreren.

Jamen jeg er slet ikke uenig med hr. Steffen Larsen, så tak for kommentaren.

Så ser det ikke ud til, der er flere. Så vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Udvalget for Forretningsordenen. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Så med andre ord tror jeg der er nok at tage fat på her. Vi er meget positivt indstillet over for at gå videre med de tanker, der ligger her.

Så tak for beslutningsforslaget. Vi ser rigtig meget frem til udvalgsbehandlingen.

Vi hilser forslaget velkommen og støtter det fra Alternativets side.

»Mindre forhastet lovgivning. Hellere færre og til gengæld bedre gennemarbejdede forslag.«

Folketinget

Resumé

Om beslutningsforslaget

Fremsættelse af forslag

1. behandling

Udvalgsbehandling

2. behandling

B 82 Forslag til folketingsbeslutning om styrkelse af det danske folkestyre.

1. behandling den 21-04-2023

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling