Det næste punkt på dagsordenen er:

5) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 81:

Forslag til folketingsbeslutning om en bodsordning for kommuner, der ikke overholder deres lovgivningsmæssige forpligtelser.

Af Katrine Daugaard (LA) m.fl.

(Fremsættelse 16.03.2023).

Ordføreren for forslagsstillerne ønsker at give en begrundelse for forslaget. Værsgo. Man har 2 minutter.

Liberal Alliance er et systemkritisk parti. Vi er kritiske over for, hvordan myndigheder udøver deres magt, og vi ved grundlæggende, at staten kan begå fejl, og at offentligt ansatte kan begå fejl. Vi ved, at der kan opstå farlige kulturer blandt offentligt ansatte, og det er derfor, vi er skeptiske over for en stærk statsmagt. Vi ved, at mennesker er fejlbarlige, og derfor vil vi gerne have en stærk retssikkerhed.

Vi har i pressen set afdækning af adskillige grove sagsbehandlingsfejl og nogle steder embedsmisbrug. Det er på baggrund af mange af de sager, vi i Liberal Alliance har fremsat det her forslag, vi behandler i dag, og jeg glæder mig til at høre debatten. Nu har vi jo allerede hørt mange ordførertaler om et lignende forslag lige før, men ikke desto mindre synes jeg stadig, det er spændende at diskutere.

Tak for begrundelsen.

Forhandlingen er nu åbnet, og den første, der får ordet, er social- og boligministeren.

Tak for det. Det er næsten repeat af den tidligere debat, ikke? Men det er fair nok, jeg har ikke så meget nyt at tilføje i forhold til den sidste debat. Vi er fra regeringens side utrolig optagede af, at vi får gjort noget ved retssikkerheden og de fejl, der bliver begået på social- og handicapområdet. Derfor har vi taget en stribe initiativer bl.a. med barnets lov, hvor vi, bare for nævne et enkelt konkret eksempel, sætter fire øjne på de tungeste børnesager. Og det er selvfølgelig med henblik på at komme ind så tidligt i forløbet som muligt, dvs. inden skaden ved en eventuel fejl er sket, og dermed tætne det sikkerhedsnet, der er under området, både for børnenes og for forældrenes skyld.

Jeg opfatter det her beslutningsforslag som liggende meget tæt op af det forrige, og jeg har faktisk været lidt i tvivl om, hvordan man egentlig tackler, at det gør det. Men jeg vil gerne sige, at fra regeringens side er det afgørende, at vi går ind og tætner lovgivningen. Det er jo ikke sådan, at der aldrig sker fejl i kommunerne; selvfølgelig gør der det. Jeg synes dog, at debatten bærer præg af, at en meget stor vægt bliver lagt på kritikken af kommunerne, hvor jeg også synes, at der er væsentlige problemstillinger omkring lovgivningen.

Det seneste, vi har besluttet at gå videre med, sker jo i forbindelse med økonomiaftalen mellem kommunerne og staten, som blev indgået i går, hvor vi efter min mening kommer med bud på, hvordan man kan lave bedre lovgivning. For indimellem når borgeren oplever ikke at få sine rettigheder sikret og kommunerne samtidig oplever, at der er en ekstrem bureaukratisk byrde, er det jo simpelt hen lovgivningen, det handler om. Der synes jeg, at spørgsmålet om en merudgiftsydelse, som der er taget stilling til i forbindelse med aftalen med KL, er et godt eksempel på, at det nogle gange faktisk er sådan, at den lovgivning, vi får lavet fra Folketingets side, både tilføjer enormt meget bureaukrati – og i øvrigt skaber enormt meget mistillid – og giver en meget usikker situation for borgerne. Så det er bare for at komme med sådan et konkret eksempel på noget, hvor jeg oplever, at borgerne synes, det er enormt problematisk – og det samme gør kommunerne – og hvor aben altså ligger hos os.

Jeg tror, det var hr. Kim Edberg Andersen, der sagde, at det jo som oftest er noget, hvor det hverken er den ene eller den anden part, der har hele skylden, og jeg tror, det er præcis de nuancer, som jeg egentlig ønsker mig af debatten, nemlig at vi kigger på, hvor problemerne er henne. Fru Lotte Rod sagde det meget godt i en tidligere debat, nemlig at vi jo skal se på, hvad det er, der er de bagvedliggende årsager til, at tingene går galt, og hvad det så er, vi kan stille op med de enkelte områder. Noget af det, som jeg har været meget optaget af, er dels det uddannelsesniveau, der er, dels det eksempel, vi kommer med, hvor vi har sat to sagsbehandlere ind, og sådan kan der peges på forskellige typer af løsningsmodeller i forhold til at tætne retssikkerheden, men jo også forbedre de tilbud, man får, hvis man er udsat barn eller udsat voksen eller borger med handicap.

Men som sagt har jeg ikke så meget at tilføje i forhold til den tidligere debat. Regeringen afviser også det her beslutningsforslag med stort set enslydende argumentation som under den forrige behandling. Tak.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg synes simpelt hen, det er så ærgerligt, at regeringen her i dag, men også helt generelt, holder det samme fokus og kun taler om anbringelsessager. For der er afsindig mange børnesager og handicapsager, som intet har med anbringelse at gøre – sager, som også er fulde af fejl og lovbrud, sager, hvor børn og familier ikke får den hjælp, som de er berettiget til. Og det er jo også her, hvor en bodsordning ville kunne få kommunerne til at rette ind, mindske fejl og lovbrud og i højere grad give borgerne det, de er berettiget til, i stedet for at trække sagerne i langdrag, ofte i årevis, i Ankestyrelsen osv.

Ministeren.

Jeg forstår simpelt hen ikke spørgsmålet. Jeg nævnte borgere med handicap, jeg nævnte konkret merudgiftsydelser, som primært angår borgere med handicap, og så nævnte jeg udsatte børn og udsatte voksne. Så jeg forstår simpelt hen ikke spørgsmålet, når der bliver spurgt til, hvorfor man kun taler om anbringelser, for det gør man vel ikke.

Spørgeren.

Det var måske også mere end pointe end et spørgsmål. For forældre, som omsorgssvigter grelt, rækker sjældent ud efter hjælp. I stedet er de rigtig, rigtig gode til at flyve under radaren. Alligevel ser vi jo i flere tilfælde, hvor folk rækker ud efter hjælp, at sagerne ender meget, meget galt, og i flere sager har der ikke har været et anbringelsesgrundlag.

Jeg vil egentlig bare høre ministeren: Hvorfor skal der være større bøder for at bryde kommunernes lovgivning i kantinen end på socialområdet, hvor vi har med mennesker at gøre?

Ministeren.

Jeg tror simpelt hen ikke på, at det vil hjælpe nogen som helst, og jeg vil sige, at særlig når vi taler om udsatte borgere, vil der vel være en tendens til, at jo sværere man har det, jo færre ressourcer har man også til at skulle igennem et eller andet klagesystem, hvor der så skal betales bod. Jeg synes, vi har en forpligtelse til at sørge for, at velfærden for de mennesker er ordentlig – jeg synes, det påhviler Folketinget, jeg synes, det påhviler regeringen, og jeg synes, det påhviler kommunerne at sørge for de ting. Det er bare for at sige, at hvis jeg troede på, at det hjalp, kunne vi godt diskutere det, men det gør jeg simpelt hen bare ikke.

Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Tak til ministeren. Så går vi i gang med ordførerrækken, og den første ordfører er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Jeg kommer ikke til at bidrage med meget nyt ud over den tale, jeg holdt ved det foregående punkt. Jeg vil dog fortsat holde fast i, at der er et meget stort ansvar her fra Christiansborgs side for at sikre, at der ude i kommunerne er ressourcerne til at sikre den faglighed, som de medarbejdere, vi har derude, skal have for at arbejde med sagerne. Jeg vil også meget gerne kvittere for fru Lotte Rods indlæg tidligere om det her med at vise tillid og tillid til fagligheden.

Så vil jeg en gang for alle slå fast, at det selvfølgelig skal undersøges, når der sker fejl, der ikke må ske, når borgerens retssikkerhed trues. Men det er meget, meget vigtigt, at det undersøges, for at vi sammen kan blive klogere, og så man kan undgå dem en anden gang. Men det sikres ikke, at fejl ikke sker igen, ved at man dømmer alle og sætter en mistillidsdagsorden i forhold til alle offentligt ansatte i kommunerne. For som jeg også sagde i min tidligere tale, går de ansatte i vores velfærdssystem hver dag på arbejde for at gøre en forskel og ikke for at lave fejl. Det er jeg fuldstændig overbevist om.

Vi kan i Socialdemokratiet, ligesom ved det foregående forslag, ikke støtte forslaget og stemmer derfor ikke for.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Jeg synes, det er megavigtigt, at vi bliver klogere af de fejl, der begås derude. Derfor har jeg f.eks. også læst alle de papirer, der er blevet lavet i den store undersøgelse, der har været i gang nede i Langeland Kommune. Og den konkluderer faktisk, at grunden til, at tingene dernede går galt, er, at man sætter ind alt for hurtigt og med alt for vilde tiltag, hvilket jo også er det, der lægges op til i barnets lov, nemlig at man nu skal til at anbringe som en foranstaltende instans. Skal vi ikke lære af det?

Ordføreren.

Fru Katrine Daugaard bringer, hver evige eneste gang vi taler om det her område, Langeland Kommune i spil, og det anerkender jeg selvfølgelig. Jeg har ikke læst sagsakterne fra Langeland, og derfor vil jeg ikke kommentere dem fra talerstolen her. Jeg kan opridse 10 års sagsakter fra Hvidovre Kommune, hvor udfaldet har været noget andet, og så kan vi på den måde spille pingpong. Jeg vil ikke stå her og gøre mig til dommer i sager fra Langeland.

Jeg vil tro, at der på Langeland er noget, der skal læres af, noget, der skal læses igennem, noget, der skal kigges ind i, og så vil jeg rette mit fokus på, om resten af sagsbehandlerne i hele Danmark, fordi der er sket fejl i Langeland, så skal hegles igennem med mistillid og med kritik af sager, de overhovedet ikke har været involveret i.

Spørgeren.

Nej, dem, der godt kan finde ud af det, kan heldigvis godt finde ud af det, og de vil jo heller ikke blive ramt af en bodsordning. Men vi har da som politikere, synes jeg – det er i hvert fald den måde, jeg er politiker på – et ansvar for at sætte os ind i Langelandskandalen, i Tårnbyskandalen, i Frederikssundskandalen, i Guldborgsundskandalen og i Bornholmskandalen. Der er jo nok af skandaler her, og ordføreren sagde jo selv, at vi skal lære. Hvorfor læser ordføreren så ikke ind i alle de skandaler, der er?

Ordføreren.

Jeg læser ind i mange ting, men jeg læser ikke kun ind i skandaler. Jeg læser også ind i kommende lovforslag, og jeg læser også ind i kommende politikker, og der er ting, der er sket på Langeland, der er ting, der er sket i Hvidovre, og der er ting, der er sket i Brovst. Men jeg vil også sige, at det at lave en konklusiv vurdering af, at den samme fejl sker alle steder, må holdes op imod, hvad det er for nogle arbejdsforhold, de folk har arbejdet under, og hvad det er for nogle ting, der har gjort sig gældende i de sager. Det bliver vi også nødt til at forholde os til, og derfor skal vi ikke stå og diskutere sager, enkeltsager, fra den her talerstol.

Dermed tak til fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet. Så er det fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak for det, formand. Som også både ministeren og den tidligere ordførere har nævnt, minder beslutningsforslaget her, B 81, fra Liberal Alliance jo rigtig meget om B 56 fra Dansk Folkeparti, som vi lige har drøftet her i salen. Liberal Alliance ønsker en bodsordning, hvor Ankestyrelsen skal have ret til at pålægge kommuner bøder, hvis kommunerne har begået alvorlige fejl over for en borger. Vi kommer fra Venstres side også til at afvise forslaget her med nogle af de samme begrundelser, som jeg gav ved det sidste beslutningsforslag.

Ud over det kan jeg tilføje, at det her jo samtidig virkelig også vil komme til at øge bureaukratiet, og at der formentlig også vil være krav i forhold til dut, altså hvor kommunerne vil have flere penge, og som jeg læser beslutningsforslaget, kan jeg ikke se, hvordan Liberal Alliance har anvist at forslaget skal finansieres. Så kort og godt kommer vi ikke til at støtte forslaget, også fordi vi simpelt hen ikke mener, at måden med at give bøder vil løse problemet. Jeg skal hilse fra Konservative og sige, at de heller ikke bakker op om det her beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning fra fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg vil bare sige, at det ærgrer mig, at man som et blåt parti ikke går op i retssikkerhed og i borgernes side af sagen, når der begås alvorlige lovbrud imod dem. Det er virkelig trist at se, både hos Venstre, som kalder sig Danmarks Liberale Parti, men også hos Konservative, som taler for hårde straffe og slår sig op på især at være politibetjentenes parti. Det giver simpelt hen ingen mening i mit hoved.

Ordføreren.

Jamen så kan jeg svare igen, at det virkelig ærgrer mig, at et såkaldt blåt parti som Liberal Alliance ikke anviser økonomien. Det er noget af det, som man som økonomisk ansvarligt parti jo i mine øjne bør være helt bevidst om: Når man fremsætter forslag her i Folketingssalen, fortæller man selvfølgelig også, hvordan man vil finde pengene.

Spørgeren.

Det er meget enkelt, for alle sagerne bliver jo behandlet alligevel. De sager, der bliver klaget over igen og igen lige nu, er jo i et hav af nævn og styrelser, hvor de bliver behandlet i forvejen. At de så har mulighed for – ligesom politiet har, når de sidder med sager – at give en bøde med i hatten, når de omgør den, kan jeg ikke se bliver specielt meget dyrere. Og når kommunerne så begynder at rette ind, tænker jeg faktisk vi vil spare penge.

Ordføreren.

Nogle gange tænker jeg, at det godt kan være, vi skal være lidt bedre til at udveksle gode idéer med hinanden. Og jeg vil gerne sige: Man kan som oppositionsparti jo stille forskellige spørgsmål, bl.a. til finansministeren, for at få klarlagt, hvad ting koster. Det er de der værktøjer, man kan tage i brug, når man sidder i opposition, for egentlig at have en mulighed for at fremsætte et beslutningsforslag, så man også kan fortælle alle andre partier, hvad tingene koster.

Tak til fru Anni Matthiesen fra Venstre. Og så er det fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Tak for ordet. Jeg vil gøre det her ganske, ganske kort. For mig at se er budskabet det samme, som vi netop har behandlet i et andet beslutningsforslag. Jeg vil derfor endnu en gang understrege, at vi i Moderaterne tager problemstillingen angående udsatte menneskers retssikkerhed meget alvorligt. Men vi mener ikke, at det er konstruktivt at straffe kommunerne, efter at de har truffet en forkert afgørelse.

Vi mener, at vi skal give kommunerne de rette redskaber, en god værktøjskasse, nogle gode rammer, så de kan træffe de rigtige afgørelser. Det handler om specialeplanlægning, fælles faglighed og understøttende tiltag. Jeg ser som tidligere sagt meget frem til samarbejdet om bl.a. specialeplanlægningen, og jeg håber, at forslagsstillerne vil tage en masse gode input med, så vi kan sikre den absolut bedste retssikkerhed.

I Moderaterne tror vi ikke på mere bureaukrati, og derfor stemmer vi imod forslaget

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg er ked af at sige det, men jeg kan ikke se, at Moderaterne tager det her meget alvorligt, for ordføreren har jo selv lige sagt, at det er konstruktivt at straffe sygehusene, når de begår alvorlige fejl, men det er det sjovt nok ikke på det her område.

Men jeg vil da gerne sige tak for, at Rosa Eriksen anerkender problemets omfang, når nu hun bekymrer sig så meget for, hvad en bodsordning kommer til at koste, for det er jo en anerkendelse af, at der begås rigtig mange fejl.

Ordføreren.

Jeg hører ikke, at der er nogen her, der har stået og sagt, at der ikke bliver begået fejl på det her område. Det ved jeg ikke hvor spørgeren har fra, for det gør der, og det er et kæmpe problem. Det er ikke i orden, og vi skal styrke retssikkerheden.

Så vil jeg endvidere gøre spørgeren opmærksom på, at sygehuse ikke bliver straffet. Det, man gør på sygehuse, er, at når der er begået en fejl, går man ind og kigger på, hvorfor den fejl er begået, så man netop ikke begår den igen. Og jeg er egentlig meget overrasket over, at Liberal Alliance, som er et blåt, liberalt parti, går ind for mere bureaukrati. Man siger: Vi laver bare en bodsordning, og så kommer der bare nogle regninger. At det ikke skulle skabe mere bureaukrati, er jo fuldstændig utopi at tro.

Spørgeren.

Jamen så vil jeg da gerne spørge Moderaternes ordfører: Har ordføreren sat sig ind i alle de skandaler i alle de kommuner, som har været fremme? Har ordføreren sat sig ind i analyserne af, hvad det er, der ligger til grund for de fejl og lovbrud? Har ordføreren gjort det arbejde, som hun selv efterspørger?

Ordføreren.

Nej, det har jeg ikke, for det stoler jeg på at der er en Socialstyrelse og en Ankestyrelse som gør. Jeg vil gerne minde spørgeren om, at en politikers arbejde ikke er at behandle enkeltsager; det er jo misforstået. Vi er den lovgivende magt. Her i Folketingssalen laver vi love, og så skal vi sørge for, at de bliver overholdt, og vi skal sørge for, at lovene ikke er for komplicerede. Vi skal sørge for, at vores socialrådgivere er ordentligt klædt på til at varetage de her opgaver. Det kan jo tyde på, at der er et problem med det, og det bliver vi nødt til at rette op på, og det gør vi med barnets lov, hvor vi også giver en pose penge med til efteruddannelse.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Det er i forbindelse med, at ordføreren kom ind på, at vi jo ikke straffer. Så tænker jeg ganske kort tilbage, og så ved jeg godt, at Moderaterne tidligere har stået og sagt noget under den forrige regering, men det var kun i 2 måneder, så glemte man det igen. Så det kan godt være, at ordføreren ikke kan huske kræftskandalen i Østjylland, hvor man må sige, at der valgte vi at straffe nogle, for der var nogle, der søreme lige glemte at behandle nogle kræftpatienter, fordi der var et økonomisk incitament i det. Og der er jeg bare lidt i tvivl om, om ordføreren mener, om ikke der var nogle offentlige ansatte, som egentlig blev straffet, fordi de gjorde det.

Ordføreren.

Jo, det var der, også fordi man i forbindelse med kræftskandalen har brudt lovgivningen for rigtig, rigtig mange patienter, og det er enormt sørgeligt. Men det var jo ikke den enkelte sygeplejerske eller sygehuset som sådan, der fik en bøde. Der blev fyret nogle direktører, som ikke havde levet op til deres ansvar.

Spørgeren.

Jo, men jeg bliver så bekymret, når regeringen ikke læser det, der står. Der står heller ikke, at såfremt en socialrådgiver laver en fejl, skal socialrådgiveren have en bod. Der står ordret, at der er tale om en bodsordning til kommuner, og hvis ikke det er en socialrådgiver, der hedder kommuner, er det jo ikke en person, vi straffer, så er det en kommune. Og vupti, så bliver jeg nødt til at skyde det ned. Ordføreren bliver nødt til at forholde sig til tingene i stedet for det der automatsvar. Det her har jo ikke noget at gøre med, at vi kommer efter enkeltpersoner; det her er noget med, at vi kommer efter nogle, som gør noget for økonomisk vinding, der skader vores borgere.

Ordføreren.

Så hvis man straffer kommunerne økonomisk, så de har mindre økonomisk råderum, tror du så ikke, det vil gå ud over socialrådgiverne? Så tror du, de får flere kolleger? (Anden næstformand (Jeppe Søe): Tror spørgeren.) Undskyld, tror spørgeren. Så tror spørgeren, at det vil gøre, at socialrådgiveren får flere kolleger? Dem vil de jo nødvendigvis ikke have ressourcer til at ansætte, eftersom de vil have et mindre budget. Så på den måde kan man godt sige, at socialrådgiverne også bliver straffet i det. Men det allerværste er, at hvis vi lige pludselig laver en bodsordning, bruger vi nogle penge, som vi kunne have brugt på at uddanne de her socialrådgivere og være der for familierne og lave en forebyggende indsats.

Tak til ordføreren for Moderaterne. Næste ordfører er fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Igen er det en tale på vegne af vores sædvanlige ordfører, som ikke kan være her. Jeg skal starte med at anerkende baggrunden for beslutningsforslaget. Forslagsstillerne og jeg er i høj grad enige om, at kommunerne i visse tilfælde sylter borgerne, når de mere eller mindre bevidst trækker sagerne på det sociale område i langdrag eller træffer forkerte afgørelser, som de godt er klar over Ankestyrelsen kommer til at omgøre. Kommunerne bør være på borgernes side, træffe de rigtige afgørelser første gang til gavn for borgerne og overholde svarfristerne, så borgerne hurtigst muligt får klarhed over den nødvendige hjælp. Sådan er virkeligheden bare ikke i alle tilfælde, og det er mildest talt utilfredsstillende.

Men at straffe kommunerne ved at give dem dagbøder løser ikke det egentlige problem. Borgerne er ikke interesserede i at straffe deres kommune, de har nok mest lyst til at få den nødvendige hjælp, som de har brug for og ret til. Dagbøder til kommunerne vil også bare belaste dem endnu mere økonomisk, sådan at der skal spares og skæres i velfærden andre steder, og det er ikke hensigtsmæssigt. Vi ser hellere, at borgerne bliver stillet i udsigt, at de kan få udbetalt tilskud eller ydelser med tilbagevirkende kraft, når Ankestyrelsen har afgjort, at kommunens afgørelse var forkert, og at kommunen har sparet penge på afgørelsen. Det er også derfor, vi er tilhængere af en retssikkerhedsfond, hvor kommunerne får en bod ved tydelige fejlafgørelser, men hvor vi sikrer, at pengene bliver og gør gavn for den generelle retssikkerhed. Derfor kan SF ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren fra Socialistisk Folkeparti. Den næste ordfører er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Jeg stod lige og kiggede lidt ned i den nye økonomiaftale, der er lavet med KL. Når vi taler om straf osv., er det fy fy, altså, det må man ikke bruge i forhold til det offentlige. Der må jeg bare sige, at det gør man jo netop over for kommunerne; det gør regeringen jo. De går ind og siger: Fy fy, kommuner, hvis I overskrider budgetterne eller den ramme, der er sat, så skal I betale en dummebøde. Altså, det foregår sådan set allerede i dag. Det er jo et styringsværktøj, et anerkendt styringsværktøj, på mange områder, også for regeringen. Det skal man bare lige huske på, når man tager den her debat.

Tilbage til forslaget B 81, som det hedder, om en bodsordning for kommuner, der ikke overholder deres lovgivningsmæssige forpligtelser: Det er et forslag, som er fremsat af Liberal Alliance, og forslaget går ud på, at Ankestyrelsen skal kunne pålægge en kommune at betale en bod til en borger, hvis kommunen ikke har overholdt sine lovgivningsmæssige forpligtelser og det har medført, at borgeren har lidt et væsentligt økonomisk tab eller et velfærdstab. Baggrunden for forslaget er de generelt høje omgørelsesprocenter og den væsentlige kommunale variation i klagesager på henholdsvis socialområdet generelt og voksenhandicapområdet og børnehandicapområdet.

Vi i Danmarksdemokraterne støtter beslutningsforslaget. Fejlagtig sagsbehandling, som fører til forkerte afgørelser, kan få meget negative konsekvenser for borgeren og dennes pårørende. Der er desværre eksempler på sager, hvor fejlagtig sagsbehandling fører til forkerte afgørelser, og det kan have fatale konsekvenser for både borgeren, men også for dennes pårørende. Og samtidig har det meget få konsekvenser for kommunen.

Det er mere retfærdigt, at borgeren kompenseres, når systemet begår grove fejl eller direkte lovbrud, der har konsekvenser for borgeren. Og der er i Danmarksdemokraternes optik også behov for, at kommunerne bliver klædt bedre på til at forebygge fejl. Derfor bør der også sættes ind med hjælp til udvikling og læring i kommunerne, så man lærer af de fejl, der begås, og så de samme fejl ikke gentager sig.

Det her område er komplekst. Og hvor kunne det være rart, om regeringen indkaldte til nogle forhandlinger på det her område, for når vi kan se, at der sker den ene fejl efter den anden, for det har vi bevis på fra Ankestyrelsen, jamen så er der behov for et grundlæggende kig ind i, hvordan vi gør det her bedre. Og nu står vi med det femte forslag i dag på socialområdet, hvor det er, at der er problemer. Altså, indkald nu til nogle forhandlinger og nogle drøftelser ovre i Socialministeriet. Jeg forstår ikke, hvorfor man sidder på hænderne, når det er, at vi er så mange, der rækker ud og siger, at vi gerne vil dialogen, at vi gerne vil fikse de problemer, der er for borgeren. For det er borgeren, der skal være i centrum her, og ikke systemet. Jeg forstår ikke, hvorfor det er, at man sidder på hænderne.

I Danmarksdemokraterne er vi optagede af, at det er borgeren, der er i centrum, og ikke systemet. Og på den baggrund kan vi støtte beslutningsforslaget fra LA. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg vil bare sige tak for et godt samarbejde i Socialudvalget generelt og tak for at støtte op om det her beslutningsforslag. Jeg synes, det er vigtigt og superdejligt at se, at vi i blå blok faktisk står sammen om at sikre borgeres retssikkerhed, desværre med undtagelse af de to eller halvandet blå partier, som sidder i regering, og så Konservative. Men det er dejligt, at vi trods alt er nogle, som forhåbentlig kan bygge videre på det her, når tiderne skifter.

Ordføreren.

Man kan håbe på, at de nye tider snart kommer. Vi er klar.

Er der et opfølgende spørgsmål? Nej. Så siger vi tak til ordføreren, og så er det hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand. Og tak til Liberal Alliance for at fremsætte forslaget. Det minder i betænkelig grad om det forslag fra Dansk Folkeparti, vi behandlede tidligere, og derfor bliver mine bemærkninger i forhold til det her beslutningsforslag også nogenlunde de samme.

Jeg vil fuldt ud anerkende, at det er en meget væsentlig problemstilling, som Liberal Alliance rejser her, for der er slet ikke nogen tvivl om, at når vi ser på de afgørelser, der bliver truffet på det her område, så er fejlprocenten for stor og omgørelsesprocenten er for stor, men det afgørende spørgsmål er jo så netop, hvorfor det er sådan. Derfor synes jeg også, det vil være lige lovlig frisk, hvis vi fra Folketingets side giver kommunerne nogle rammer, som det er umuligt for dem at opfylde inden for de økonomiske rammer, vi giver dem, og så efterfølgende kommer og siger: Nu straffer vi jer for, at I ikke kan leve op til de forpligtelser, som pålægger vi jer i forhold til at kunne give borgerne en retssikkerhed, for at de kan få de ydelser og den hjælp, de er berettiget til; derfor kommer vi så og straffer jer efterfølgende, så andre borgere kommer til at betale prisen for det.

Vi anerkender fuldt ud den problemstilling, som LA rejser her, men jeg er ikke sikker på, at den løsning, som LA peger på, er den rigtige. Jeg synes bestemt, vi skal styrke retssikkerheden, jeg synes bestemt, vi skal sikre, at de udsatte borgere får den hjælp, de er berettiget til, men jeg er ikke sikker på, at vi løser det alene ved at sige, at vi så pålægger kommunerne en bod i forhold til det.

Jeg synes også, det er påfaldende, at vi har lige set et konvergensprogram, hvor det blev afsløret, at vi sådan set har 16 mia. kr. mere at bruge af, og at det, der så er svaret fra Liberal Alliance, er, at de penge skal bruges til skattelettelser. Hvis det, der i virkeligheden lå Liberal Alliance på sinde, var, at vi kunne garantere borgerne, at de fik tilstrækkelig hjælp, så skulle vi da netop sikre, at de midler så også blev kanaliseret ud til velfærden, og at vi på den måde kunne være med til at sikre, at vi kunne overholde de forpligtelser, vi har, og netop også sikre, at udsatte borgere og borgere inden for handicapområdet, anbringelsesområdet og det specialiserede socialområde kunne få den hjælp, de er berettiget til.

Så vi anerkender fuldt ud problemstillingen, og vi må prøve at se, hvad vi kan finde ud af i forbindelse med udvalgsbehandlingen, altså om vi kan få sikret, at vi kan få løftet hele spørgsmålet om retssikkerheden. Vi har også tidligere fremsat et forslag om, at der skulle laves en retssikkerhedsfond, hvor Ankestyrelsen i specifikke sager kunne gå ind og dømme kommunerne, og dermed sikre en pulje, som kunne bruges til netop at få styrket retssikkerheden. Men jeg tror bare, det er helt afgørende, at vi anerkender, at det her ikke kan lade sig gøre, uden at vi også tilfører flere midler til området, og det gør vi ikke alene ved at sige, at kommunerne skal betale en bod, for det kommer udelukkende til at gå ud over den kommunale økonomi. Så hvis man i virkeligheden vil udsatte borgere det vel og sikre deres retssikkerhed, kræver det altså også, at vi fra Christiansborgs side er villige til at afsætte midler til det, for ellers bliver det kun et spørgsmål om, at vi peger fingre ad alle andre og ikke selv tager ansvaret på os.

Men lad os se, hvor langt vi kan komme i udvalgsbehandlingen. Vi anerkender problemstillingen, men vi er ikke sikre på, at den løsning, der bliver peget på her, er den rigtige.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan ordføreren kan fastslå, at der mangler penge på det specialiserede socialområde, når nu vi lige har fået en redegørelse i den her uge, som ikke kan fastslå det, selv om man har brugt specialisters tid og brugt penge på at få undersøgt det her. De kan ikke fastslå det, for vi aner sådan set ikke, hvad pengene bliver brugt på. Hvor har ordføreren sin viden fra, når nu sådan en undersøgelseskomité ikke har den?

Ordføreren.

Jeg tror bare, at spørgeren skal tage ud i den kommunale virkelighed. Når vi ser på de økonomiaftaler, der igennem de seneste år er blevet indgået, er det jo klart dokumenteret, også fra KL's side, at det i forhold til at dække de udgifter, der er, langtfra er tilstrækkeligt med de penge, der bliver afsat til især det specialiserede socialområde og handicapområdet. Når vi ser den lange række af klagesager, der kommer ved Ankestyrelsen, er det jo, fordi kommunerne ikke lever op til deres forpligtigelser.

Vi kan jo se, at kommunerne ofte ikke kun går til grænsen af, hvad der er tilladeligt økonomisk eller i forhold til lovgivningen, men også ofte går over grænsen, og det er jo, fordi der er et økonomisk incitament til det. Det er klart, at vi skal have vendt det økonomiske incitament om, så kommunerne ikke har et incitament til at underminere retssikkerheden. Det gør vi altså alene ved at kunne tilføre midler, og der kan vi jo bare se på den økonomiaftale, der er blevet indgået i går, at den langtfra løser den problemstilling, fordi der stadig væk er et stort efterslæb på det specialiserede socialområde.

Spørgeren.

Det er da ekstremt uansvarligt bare at bruge flere midler og tilføje endnu flere midler, når vi i forvejen ikke ved, hvad midlerne bliver brugt på. Kunne Enhedslisten ikke være med på ønsket om, at vi får gennemsigtighed i den kommunale økonomi, så vi rent faktisk har mulighed for at se, hvordan pengene bliver brugt, altså om de bruges rigtigt, og om man overhovedet bruger pengene bedst muligt i forhold til at få den bedste kvalitet for pengene? For det har vi jo ikke fået svar på i redegørelsen.

Ordføreren.

Jeg synes, det er ekstremt uansvarligt af Liberal Alliance at stå og sige, at den her problemstilling løser vi uden at tilføre flere midler. Jeg synes, Liberal Alliance burde have tillid til det arbejde, der også bliver gjort ude i kommunerne, det arbejde, der bliver gjort af dygtige socialrådgivere ude i kommunerne, og det, der også bliver gjort af i øvrigt kompetente kommunalpolitikere, som har et ønske om at løse den her opgave så godt som muligt, men som gang på gang kommer med et nødråb om, at det med de økonomiske rammer, man får, simpelt hen ikke er muligt for dem at sikre den tilstrækkelige retssikkerhed. Der synes jeg, man burde vise ansvarlighed og sige: Selvfølgelig anerkender vi det, og selvfølgelig anerkender vi, at vi har et ansvar for det herinde på Christiansborg.

Tak til ordføreren fra Enhedslisten. Så springer vi, så vidt jeg kan se på dem, der er i salen, ned til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det, formand. Det lød som sådan en degradering af de andre ordførere, og så nøjes vi med hr. Kim Edberg Andersen. Det er jeg godt nok ked af. (Anden næstformand (Jeppe Søe): Jeg sagde ikke »nøjes« på noget tidspunkt).

Ud over den ideologiske debat, der lige var mellem Enhedslisten og Liberal Alliance om skatteprocenterne i Danmark, bliver jeg bare nødt til at blande mig – det skal man jo – når Enhedslisten vil snakke om, at måden at løse tingene på bare er at give flere penge. Virkeligheden er jo nok, at politikerne i en kommunalbestyrelse, hvis man ved, at man på et område, hvor der er et problem, ikke får en bod, så prioriterer de områder, hvor der er stemmer i kassen, og det er nu engang – det bliver jeg nødt til at sige en gang til – de der kunstgræsbaner osv. Så lukker man plejehjemmet lige efter valget, og man sørger for at gøre alle de grimme ting lige efter valget, og så sparer man nogle penge op, som man så har til bedre tider. Man skulle næsten tro, at finansministeren havde siddet længe i en kommunalbestyrelse, og det har han vist. For han havde ingen penge for 14 dage siden, og vupti, så havde han nu en masse milliarder, og det er da bare rart, at de også kan lave regnefejl i Finansministeriet, som kan mærkes, sådan at man lige pludselig kan finde nogle penge.

Virkeligheden er, at det her forslag giver god mening ud fra den der meget, meget simple præmis om, at der, hvis man bryder loven, skal være en straf, og vi har jo tydeligvis ikke straf nok i, at man får en løftet pegefinger, eller at der bliver sagt: Nu er I godt nok er slemme for 499.999. gang på 10 år, og så stopper I. Men det gjorde de ikke, og der kom i hvert fald også en 500.000. gang, og vi sidder så herinde i Folketingets lune stole med alt på det tørre – nej, der er faktisk lidt småkoldt i dag, men det er normalvis sådan et lunt sted at sidde – og vi bliver ikke ramt, og det er et problem. Vi, der sidder herinde, anerkender alle sammen problemstillingerne, og så går der ideologi i den, altså om man skal straffe et offentligt system.

Så bliver jeg nødt til at vende tilbage til at sige, at man skal lade være med at leve i en historik, hvor det var altruistiske mennesker, der var ansat i staten, som kun gjorde alt det rigtige, og som kæmpede imod den undertrykkende stat, hvis den var imod borgerne. Den tid er forbi, og vi har fjernet enhver form for sikkerhed, som offentligt ansatte havde i deres tjenestemandsoverenskomster og -ansættelser, og det gør jo, at vi har ændret på nogle ting i systemet og har bibeholdt styringsprocessen, og det vil rent faktisk sige, at man lige nu – om man vil det eller ej – kan presses til at lave fejl. For du skal, hvis du er socialrådgiver, stadig væk betale din husleje, du skal stadig væk have smør på brødet, og du skal stadig væk have et job. Og hvis man som arbejdstager ikke løfter opgaven med at følge budgettet, hvis det er det, man får et krav om, så kan jeg godt forstå, at man tænker, om man så har et job. Jeg er jo fra entreprenørbranchen, og der bliver man ofte fravalgt, hvis ikke budgettet stemmer, når man er mellemleder eller sidder i en position, hvor de ting, man tager beslutninger om, har noget med penge at gøre.

Så det er jo det, der er problemstillingen. Når man lever i et system, hvor penge helt tydeligt er blevet en faktor, som vi vurderer det ud fra, så er måden, man undgår det på, selvfølgelig også at bruge pengene den modsatte vej, sådan at der ikke er et økonomisk incitament til at vælge løsninger, der muligvis ikke er ret gode. Og hvis den eneste frygt, man har, er at få en løftet pegefinger, så tror jeg ikke på, at det er nok. Så derfor støtter vi selvfølgelig forslaget, og det er jo meget uheldigt, at vi har nogle så identiske forslag sådan lige efter hinanden. For det forfladiger også debatten, og det bliver meget sådan, at vi kunne stå og sige det samme. Heldigvis for mig kan jeg ikke huske, hvad jeg sagde for ganske kort tid siden, så jeg bliver nødt til at forklare det hele en gang til. I Nye Borgerlige støtter vi forslaget.

Tak til Nye Borgerlige. Det er ingen kommentarer. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Du er så høj, Kim. Jeg kører lige talerstolen lidt ned.

Jeg må sige, at jeg er meget forundret over, at man som politiker ikke ønsker at sætte sig ind i alle de fejl og lovbrud, der begås derude – alle de ganske udmærkede rapporter, som bliver lavet af taskforceteams osv. Vi har i pressen set adskillige afdækninger af grove sagsbehandlingsfejl og nogle steder embedsmisbrug, f.eks. i kommuner som Tårnby, Frederikssund, Guldborgsund, Bornholm, Langeland og Frederiksberg.

I Frederiksberg Kommune måtte kommunen undskylde til ikke færre end 390 familier, og Jeanette Strauss fik uretfærdigt tvangsfjernet sit barn. I Langeland Kommune skal 280 anbringelsessager genbehandles af et eksternt firma, og tre børn er allerede hjemgivet, heriblandt Sandie Hansens tvillingedrenge og Sebastian Jensens søn, hvis sager jeg har fulgt tæt, og hvis kommuner og borgmestre jeg har følt mig nødsaget til at melde til politiet, fordi ingen andre instanser gjorde noget, da deres borgmester og familieafdeling svigtede fælt.

Det gjorde jeg, fordi jeg kunne se, at Langeland Kommune ligesom mange andre har store problemer med at overholde lovgivningen. Det være sig brud på retssikkerhedsloven, offentlighedsloven, forvaltningsloven og serviceloven, bl.a. i form af manglende partshøringer, manglende partsinddragelse, manglende børnesamtaler, manglende udredelser, manglende samtykke, inden man henter personlige papirer på borgere, manglende journalisering, borgere, som tildeles fiktive diagnoser af sagsbehandlere, sagsbehandlere, som sletter og retter i borgeres journaler, og sagsbehandlere, der slet og ret skriver og opdigter fiktive børnesamtaler. Den slags kan vi naturligvis ikke have i en retsstat som den danske.

Lad mig også slå fast, at vi jo ikke her taler om alle de socialrådgivere, som godt kan finde ud af at overholde lovgivningen. Det er der heldigvis masser af dygtige sagsbehandlere og socialrådgivere derude der gør. Vi taler om dem, som ikke kan.

Vi har også set adskillige sager afdækket af pressen om børn, som på grund af diagnoser eller handicap er nødsaget til at blive hjemmeskolet af pressede og frustrerede forældre, som mere eller mindre tvinges ud i en sygemelding eller på tabt arbejdsfortjeneste, fordi kommunerne ikke giver børnene de pasnings- eller specialskoletilbud, som de skal. Her kan der altså ligge økonomiske incitamenter bag. Vi ved, at autister har tre gange så stor risiko for at blive fjernet fra deres hjem, bl.a. fordi alt for få udredes, før de anbringes. Parallelt med dette dilemma har vi aldrig set flere diagnoser stillet, end vi gør i dag. Der skal simpelt hen en diagnose til, før man kan få hjælp eller støtte. Det er diagnoser, som kan være ufattelig svære at slippe af med igen, også hvis de senere i livet viser sig at være forkerte. Samtidig hører vi flere og flere eksperter udtale, at vi overdiagnosticerer i Danmark, og det bekymrer også Liberal Alliance ufattelig meget. Utilstrækkelig faglighed leder ikke alene til dårlig økonomi, men også til store personlige tab og svigt, som præger en resten af livet.

Børnebarometerets tal fra 2022 er også meget bekymrende. Kravet om at udarbejde en børnefaglig undersøgelse eller opdatering er overholdt i 73 pct. af sagerne. Blandt anbringelsessagerne er det dog kun overholdt i 69 pct. af sagerne. Kravet om afslutning af en børnefaglig undersøgelse inden for fristen på 4 måneder er kun overholdt i 60 pct. af sagerne. Blandt anbringelsessagerne er kravet kun overholdt i 59 pct. af sagerne. I 45 pct. af sagerne var der ingen lovpligtig børnesamtale. Københavns Kommunes interne rapport på børneområdet fra 2017 viste, at kommunen havde sagsbehandlingsfejl i strid med lovgivningen i 100 pct. af afgørelserne på anbringelsesområdet – 100 pct.

Sjusk, lovbrud eller det, at kommuner bevidst eller ubevidst trækker sager i langdrag, som gør, at de sparer penge, er et kæmpe problem, idet sagerne ofte trækkes i langdrag i årevis, hvilket en kommune har en økonomisk fordel af. Det har på nuværende tidspunkt ingen konsekvenser for kommunerne, når fejlen er deres.

Hvis en kommune f.eks. på et forkert grundlag nægter en borger en service eller et hjælpemiddel, som borgeren har krav på, bør den ikke have økonomisk fordel af denne beslutning. En bodsordning er nødvendig at få indført. Hvis en kommune begår en fejl, skal en kommune erkende det over for borgeren, og i tilfælde, hvor fejlen er alvorlig, skal borgeren kompenseres økonomisk. Ikke alene vil en bodsordning bidrage til en oplevelse af, at systemet er retfærdigt, men den vil også skærpe fokus på kvaliteten i kommunernes sagsbehandling.

Ankestyrelsen har tidligere fortalt Bornholms Regionskommunes velfærdsdirektør, at Ankestyrelsen ikke vil sanktionere et konkret lovbrud, fordi det ikke er Ankestyrelsens opgave »at slå myndighederne i hovedet«. LA finder det meget bekymrende, hvis den udtalelse er et udtryk for, hvordan Ankestyrelsen mere generelt vurderer sin opgave. I næsten enhver tvist mellem borgere og kommune har kommunen en lang række fordele i form af faglige kompetencer og økonomi. Når kommunen begår fejl, bør Ankestyrelsen fungere som en uafhængig vagthund, som bringer balance i forholdet mellem borger og kommune. I fraværet af en forvaltningsdomstol, som jo findes i stort set alle andre europæiske lande, skal Ankestyrelsen påtage sig den opgave »at slå myndighederne i hovedet«, når nu de ikke følger lovgivningen. Det har de med en bodsordning mulighed for meget enkelt og retfærdigt.

Jeg skulle hilse fra Alternativet og DF og sige, at de støtter beslutningsforslaget. Tak for en god debat.

Selv tak. Der er ikke nogen kommentarer, så tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der vil sige noget, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.