Det næste punkt på dagsordenen er:

18) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 74:

Forslag til folketingsbeslutning om at indføre bedstes første sygedag.

Af Nick Zimmermann (DF) m.fl.

(Fremsættelse 15.03.2023).

Jeg skal høre, om ordføreren på vegne af forslagsstillerne ønsker at give en begrundelse for forslaget. Det gør ordføreren. Værsgo.

I Dansk Folkeparti ser vi familien som samfundets kerne, og det er det naturlige sted for rigtig mange af os at henvende os, når vi har brug for hjælp. Det er her, vi finder tryghed, og det er her, vi drager omsorg for hinanden, også når vi bliver syge. Derfor skal vi selvfølgelig sikre de allerbedste rammer for familierne.

For Dansk Folkeparti er det helt naturligt, at den omsorg, man som forælder ønsker at drage for sine børn, når de er syge, sådan set også gælder, når ens gamle og svækkede mor eller far eller bedstemor bliver syg og har behov for hjælp. Derfor mener vi også, at der bør indføres en ret til bedstes første sygedag med samme rettigheder, som mange nyder på barnets første sygedag som følge af overenskomster eller individuelle ansættelseskontrakter, altså betalt fri. For bekymringer er der sådan set nok af, når ens kære bliver syge, men privatøkonomien bør altså ikke være en af dem. Derfor foreslår vi konkret, at regeringen pålægges at indkalde til trepartsforhandlinger om indførslen af bedstes første sygedag. Tak for ordet for nu.

Vi siger tak til ordføreren i første omgang. Vi møder ham igen senere. Så er det tid til beskæftigelsesministeren. Værsgo.

Mange tak. Det her er en vigtig debat. Jeg deler til fulde ordførerens blik på potentialet for, hvad det kan, når vi er noget for hinanden, ikke mindst i vores nærmeste familie. Jeg har derfor også stor forståelse for den problemstilling, der rejses i beslutningsforslaget: at mange mennesker har et ønske om at kunne hjælpe f.eks. et ældre familiemedlem til lægen, til tandlægen eller undersøgelser på hospitalet. Og det kræver jo af og til, at man kan tage fri fra arbejde.

Jeg hæfter mig ved, at forslagsstillerne konkret henviser til behovet for, at man kan tage sin ældre mor eller far med til læge eller på hospitalet, og netop den situation er jo det, der er taget højde for og gjort muligt med indførelsen af lønmodtagernes ret til 5 årlige omsorgsdage, som er en konsekvens af EU's orlovsdirektiv. Det er præcis den situation, der er tænkt på, og derfor fremgår det også af loven, som implementerer direktivet her i Danmark, at man har ret til omsorgsorlov til at yde personlig omsorg eller støtte til sine forældre. Man kan også holde omsorgsorlov for en bedsteforælder, hvis man f.eks. bor sammen.

Forslagsstillerne ønsker, at bedstes første sygedag skal være tillidsbaseret, skal kunne holdes uden nogen form for dokumentation og skal være med ret til løn. Og det vil betyde en væsentlig udvidelse af den omsorgsorlov, vi har indført for mindre end et år siden. Jeg vil minde om, at omsorgsorloven er udformet og gennemført efter en indstilling fra arbejdsmarkedets parter i Beskæftigelsesministeriets Implementeringsudvalg.

Det er rigtigt, at i den form, som det er vedtaget her i Folketinget på baggrund af det implementeringsudvalg, giver det arbejdsgiveren mulighed for at kunne søge om dokumentation eller bede om dokumentation for den omsorg, der er givet, men det kan man jo også lade være med som arbejdsgiver. Det er også rigtigt, at omsorgsorloven er selvbetalt, for det var det, der blev besluttet i orlovsdirektivet. Skal det ændres, sådan at omsorgsorloven i stedet for skal være med løn, er det altså noget, man beslutter nationalt, og i Danmark er det som bekendt et anliggende for arbejdsmarkedets parter.

På den baggrund kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget, og vi indstiller derfor, at det forkastes, men med den tilføjelse, at selve ønsket om, at vi har fleksibilitet, at vi er noget for hinanden, og at der også i fremtiden er mulighed for, at vi ikke bare er noget for vores børn, men også for vores forældre og nærmeste, er noget, der både ligger mig og regeringen meget på sinde. Tak for ordet.

Tak. Der er spørgsmål, og det første er fra hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti.

Jeg synes i virkeligheden, at det er meget sjovt, at ministeren nævner arbejdsmarkedets parter, og lige præcis i den her sag er det åbenbart meget vigtigt at høre arbejdsmarkedets parter. Det er jo ikke så længe siden, at regeringen lige var inde at stjæle store bededag, og der var det knap så vigtigt at høre arbejdsmarkedets parter, og der var det knap så vigtigt ikke at blande sig i den danske model. Men i det forslag, som Dansk Folkeparti lægger op til, blander vi os netop ikke i den danske model, eftersom vi jo foreslår, at det skal sendes til en trepartsforhandling. Det var netop det modsatte, som regeringen valgte, da man stjal store bededag.

Så jeg kunne i virkeligheden godt tænke mig at prøve at spørge ministeren: Hvornår er I begyndt at ændre holdning til det her, i forhold til hvornår man skal sende noget til trepartsforhandlinger og hvornår man ikke skal?

Så er det ministeren.

Men vi har ikke ændret holdning. Tværtimod har vi som den første regering foreslået, at vi laver en permanent trepartsinstitution, fordi vi jo netop anerkender, at det forum og det greb kan noget helt særligt, især i en dansk kontekst. Derfor vil jeg også godt anerkende, at det er det, beslutningsforslaget går på. Jeg synes dog bare, det bliver nødt til at blive set i en kontekst af, at vi lige har indført de her omsorgsorlovsdage på baggrund af en indstilling fra arbejdsmarkedets parter, og det er trådt i kraft for mindre end et år siden. Og derfor vil det bare være en væsentlig udvidelse af det, parterne indstillede til lovbehandling for ganske kort tid siden.

Ordføreren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Med al respekt kan det her forslag absolut ikke sammenlignes med de her omsorgsdage. For de 5 omsorgsdage, der er, er jo for det første dage, man selv skal betale for for at holde fri. For det andet er det dage, der ude på arbejdsmarkedet skal planlægges 14 dage, 3 uger, 2 måneder frem i tiden, for at det går ind og passer med en kalender, og for at det går ind og passer med arbejdet.

Det, som vi foreslår, er, at man skal kunne ringe ind på fuldstændig samme måde, som hvis man har et barn syg, altså at man kan ringe ind om morgenen og sige: Jeg kan ikke komme i dag, fordi jeg skal følge min far eller min mor til læge eller på hospitalet eller andet. Så det er fuldstændig umuligt at sammenligne de her to forslag.

Indtil for ikke så længe siden var jeg selv ansat inde på Skejby Sygehus, hvor der var flere, der var glade for de her omsorgsdage. Men det, der var udfordringen med dem, var, at det jo var dage, der skulle planlægges langt ud i fremtiden. Og man skal også lige tage med, at man ikke får løn for de her dage.

Det, som vi ønsker, at danskerne skal have mulighed for, er, at hvis der er noget pludseligt opstået sygdom i ens familie, kan man ringe til sin arbejdsgiver og sige: Jeg har desværre ikke mulighed for at komme i dag, for jeg skal være der for mit familiemedlem.

Så er det ministeren.

Det anerkender jeg til fulde. Jeg anerkender til fulde, at det, der blev indstillet dengang, og som derfor også var det, Folketinget vedtog, var, at de 5 dage skulle være uden løn. Hvis man gerne vil udvide den ordning, er det sagtens noget, man kan aftale parterne imellem. Man kunne også rejse det i en overenskomstforhandling – det er mig bekendt ikke blevet gjort ved de forhandlinger, der netop er landet. Og det er jo alt sammen en prioritering, for i sidste ende er det også en udgift for arbejdsgiver, hvis det er noget, man bliver pålagt at skulle betale for, uden at folk møder på arbejde. Derfor har jeg meget stor respekt for, at det her er noget, arbejdsmarkedets parter forhandler. Vi har vedtaget de 5 omsorgsorlovsdage – den ordning synes jeg er fornuftig og giver noget fleksibilitet og mulighed for det her. Men jeg anerkender til fulde, at det, ordføreren vil, er at gå videre. Men det kræver så også bare, at det er noget, arbejdsgiverne er med på, og derfor er det selvfølgelig en sag ved de forhandlinger.

Vi siger tak til beskæftigelsesministeren, og så begynder vi på ordførerrækken. Den første ordfører er fra Socialdemokratiet – hr. Thomas Skriver Jensen, værsgo.

Tak for det, formand. Jeg har på mange måder stor sympati for intentionerne i beslutningsforslaget om bedstes første sygedag, og jeg vil gerne indlede med at sige tak til hr. Nick Zimmermann og til Dansk Folkeparti for at tage initiativ til en diskussion om det at være noget for hinanden og om, om mulighederne for, at vi kan være det, også i familien, er gode nok i dag. For mange ældre er det nødvendigt, at familiemedlemmer hjælper dem med at komme til eksempelvis lægen – det er jeg fuldstændig enig med hr. Nick Zimmermann i.

Den 1. januar i år trådte den nye omsorgslov i kraft. Den udløber af orlovsdirektivet, hvor lønmodtagerne får ret til 5 årlige omsorgsdage. De kan bruges til at hjælpe ens forældre, hvis de har behov for omsorg eller støtte til at komme til lægen – for at nævne et eksempel, som også fremhæves af forslagsstillerne. Og selv om omsorgsorloven ikke en til en svarer til det fremsatte forslag, er jeg helt enig med beskæftigelsesministeren i, at vi skal lade den nye lov virke, før vi ændrer reglerne igen. De har som sagt kun været gældende i mindre end 4 måneder.

I tillæg hertil mener jeg, at det er vigtigt bemærke, at omsorgsorloven netop er udformet efter en indstilling fra arbejdsmarkedets parter, altså efter det ønske, der er fra arbejdsmarkedets parter i dag. Derudover er det ikke min opfattelse, at indførelsen af en ret til bedstes første sygedag har været en prioritet for arbejdsmarkedets parter i de netop afsluttede overenskomstforhandlinger; og hvad arbejdsmarkedets parter i øvrigt prioriterer ved overenskomstforhandlingerne, er sådan set heller ikke noget, jeg vil blande mig i.

Når det er sagt, er jeg enig med forslagsstillerne i, at en trepartsaftale vil være den rigtige vej at gå, hvis der fremadrettet skulle være et ønske fra arbejdsmarkedets parter om at drøfte en lignende ordning, som det foreslås. Det vil netop være et emne som det her, der ville kunne blive taget op i en permanent trepartsinstitution, som regeringen jo i regeringsgrundlaget har lagt op til at etablere. Det er vigtigt, at vi politisk fortsat bidrager til at understøtte det gode og stærke samarbejde, som vi bl.a. så mellem arbejdsmarkedets parter i sidste valgperiode, hvor der blev indgået mere end 20 trepartsaftaler.

Med de ord kan Socialdemokratiet ikke støtte forslaget.

Tak, og der er spørgsmål. Først er det fra hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Nu skal jeg nok næsten passe på, hvordan jeg formulerer det, så jeg vil prøve at gøre det så godt som muligt. Det er jo næsten fuldstændig latterligt at høre Socialdemokraterne stå og nævne arbejdsmarkedets parter og trepartsforhandlinger. Man har lige stjålet store bededag fra danskerne fuldstændig uden at høre nogen som helst, uden at høre danskerne, uden at høre fagbevægelsen eller uden at høre Folketingets partier, og så står man nu og snakker om, at man skal have en respekt for arbejdsmarkedets parter. Jamen hvor i himlens navn var den respekt for arbejdsmarkedets parter, da man stjal store bededag?

I forhold til omsorgsdage, de 5 omsorgsdage, er det jo noget fuldstændig andet end det, som vi i Dansk Folkeparti lægger op til med vores forslag. Omsorgsdage skal jo planlægges langt ud i fremtiden, så de passer med en planlægning for en arbejdsgiver. Altså, det vil sige, at man skal tage dem 14 dage før, 3 uger før eller 1 måned før, for at det passer ind. Det her er jo netop en mulighed for, at man kan hjælpe sin familie ved akut opstået sygdom. Hvis man eksempelvis har en far, mor eller bedstemor, der hurtigt skal på hospitalet eller til lægen eller ikke kan klare sig i hjemmet en dag, kan man støde til. Men omsorgsdagene er jo umulige at bruge akut. De skal jo bruges langt ud i fremtiden.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Tak. Det her kommer til at lyde lidt sjovt. Jeg tror, at vi nogle gange skal passe på med herindefra at tro, at vi altid ved bedst, og med at indføre regler bare for at indføre regler. Altså, jeg har personligt haft en del års erfaring på arbejdsmarkedet, inden jeg kom herind, og har på op til flere private virksomheder aldrig nogen sinde oplevet at ringe ind til min chef med beskeden om, at der er opstået akut sygdom i min familie, som der er behov for at jeg tager mig af, og så fået beskeden tilbage: Ved du hvad? Du møder bare op på arbejde næste dag, for der er ikke noget at gøre; vi skal have dig her på fabrikken. Der har jeg bare mere tillid, åbenbart, end hr. Nick Zimmermann til danske arbejdsgivere og til, at de kan finde ud af at time og tilrettelægge deres hverdag ude på arbejdspladserne, sådan at det rent faktisk kan lade sig gøre at få det til at løbe rundt, også selv om der skulle opstå en akut situation.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Det, der jo netop også er den store forskel på omsorgsdage og det, som vi foreslår, er, at en omsorgsdag er en ulønnet dag for medarbejderen, hvorimod det, som vi foreslår, er en lønnet dag på præcis samme måde som barnets første sygedag.

Men jeg kunne i virkeligheden godt tænke mig måske lige at få ordføreren til at uddybe, hvornår den her pludselige respekt for trepartsforhandlinger og fagbevægelsen er opstået, for da store bededag var på bordet, var den ikke sådan helt så tydelig, som den er nu.

Så er det ordføreren.

Der er jo den fuldstændig klare forskel, at store bededag ikke økonomisk medførte nogen nævneværdig betydning, hverken for lønmodtagere eller arbejdsgivere. Forslaget fra hr. Nick Zimmermann vil jo medføre, at vi herindefra skulle sige til arbejdsgiverne, at hvis der opstår akut sygdom i familien, skal de uden at have diskuteret det i en trepartsaftale eller i en overenskomstforhandling punge ud for det. Det er den grundlæggende forskel, der er.

Fordi jeg rejste mig op, kom der lige en spørger mere, så jeg sætter mig ned igen. Næste spørger er hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Jeg synes, ordføreren gjorde det godt hele vejen igennem, indtil han begyndte at påstå, at det at fjerne store bededag faktisk ikke rigtig kostede nogen nogle penge. Så det vil jeg godt lige bore lidt i. Mener ordføreren virkelig, at da Socialdemokratiet afskaffede store bededag, var der ikke grupper i samfundet, som det ville koste rigtig mange penge? Jeg ved, at hr. Karsten Hønge sidder på spring nu for at komme med en followup til det her, for der er jo mange grupper, for hvem det lige nøjagtig kostede en del penge at afskaffe store bededag. Det er både for lønmodtagere og folk i det offentlige, men det er jo også de der små virksomheder, der lige pludselig ikke kunne fylde op med konfirmationer, fordi den dag, hvor man ellers ville have holdt konfirmation, blev fjernet.

Så jeg vil gerne lige høre en uddybning af det. Hvordan kan det være, at ordføreren mener, at store bededag ikke koster nogen nogle penge, når det lige pludselig er voldsomt dyrt med et forholdsvis blidt forslag som bedstes første sygedag?

Ordføreren.

Det koster ikke nogen lønmodtagere penge. Altså, angående det private arbejdsmarked vil der ske det, at man får en ekstra arbejdsdag, hvis man er timelønnet, og dermed tjener en ekstra arbejdsdags løn. Det koster mig bekendt ikke nogen penge. Og for offentligt ansatte eller funktionærers vedkommende lå der jo i storebededagslovforslaget en økonomisk kompensation til dem. Så jeg mener faktisk ikke, at det koster nævneværdigt.

Så kunne man selvfølgelig godt vælge at sige, og jeg ved ikke, om det er det, som ordføreren hentyder til, at det at få medarbejderne på arbejde en ekstra dag selvfølgelig koster løn for de timer, hvor de medarbejdere arbejder. Men det ved jeg ikke om jeg synes er et unfair bytte i tider, hvor arbejdsgiverne synes, at der er mangel på arbejdskraft.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen for sin anden korte bemærkning.

Jeg bliver overrasket over, at en fra Socialdemokratiet er i tvivl om det. Altså, hvis man driver virksomhed, lad os sige et sygehus, hvor man har behov for personale, der arbejder på store bededag, så havde de jo fået tillæg. Der havde været et genetillæg, og det bliver de ikke kompenseret for. Der bliver ikke en en til en-kompensation for det. Der er mennesker her i samfundet, for hvem det koster penge.

Vi har også en bekymring i forhold til f.eks. FOA, altså om de penge, som staten sparer, bliver lagt i lønpuljen her næste gang. Altså, det er vi jo også lidt spændte på. Så der er jo mennesker, for hvem det koster penge, at I fjernede store bededag. Det er ikke, fordi vi skal have en storebededagsdiskussion; den har vi haft. Men det var bare overraskende at høre, at det var så hurtigt, man glemte, at der var lønmodtagere, der fik tegnebogen i klemme, da man fjernede store bededag.

Så er det ordføreren.

Jeg har overhovedet ikke glemt, at vi har fjernet store bededag, og ... Der tabte jeg tråden. Det beklager jeg.

Det kan ske for selv den bedste. Tak til ordføreren for Socialdemokraterne, og så må I ordne det over en kop kaffe lidt senere her i dag. Den næste ordfører er fra Venstre, og det er fru Eva Kjer Hansen. Værsgo.

Tak, hr. formand. I Venstre synes vi, at det jo er en ualmindelig sympatisk tilgang, at der skal være fleksibilitet og god mulighed for at tage sig af de ældre i familierne, når de har hjælp behov, og det er faktisk også noget af det, vi gennem tiden har arbejdet på. Der var et bredt flertal, der jo for under et år siden besluttede at gennemføre EU's orlovsdirektiv, så lønmodtagere har ret til 5 omsorgsdage årligt, hvis man har behov for at yde personlig omsorg eller støtte til forældre, og hvis man bor med sine bedsteforældre, kan man holde omsorgsorlov. Der havde vi jo netop også en god debat om, hvor vigtigt det er med den her fleksibilitet og muligheder for at kunne hjælpe ældre, der har hjælpen behov.

Direktivet blev gennemført i Danmark efter indstilling og anbefaling fra netop arbejdsmarkedets parter, og det er jo dem, som forslagsstillerne her mener nu skal indkaldes til nye drøftelser omkring beslutningsforslaget. Men arbejdsmarkedets parter har jo faktisk netop afsluttet forhandlinger, hvor man hverken har fundet anledning til at prioritere udvidelse eller andre former for ændringer i den under et år unge omsorgslov. Man har jo heller ikke prioriteret sådan noget som bedstes første sygedag i de her forhandlinger. Vi synes i Venstre, at det rettelig er der, det hører hjemme, og der, man skal tage nogle initiativer, hvis der skal ske en styrkelse af mulighederne på det her område. Så af de grunde kan vi i Venstre ikke støtte forslaget.

Der er et enkelt ønske om en kort bemærkning. Hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti.

Det er i virkeligheden en lille smule sjovt at høre ordføreren nævne trepartsforhandlinger og arbejdsmarkedets parter. Jeg ved ikke, om man i regeringen kan huske, at der engang var det, der hed store bededag, og som man fjernede uden at høre arbejdsmarkedets parter, uden at høre Folketingets partier og uden at høre fagbevægelsen. Altså, hvornår er den her respekt for arbejdsmarkedets parter lige pludselig opstået i regeringen?

Så er det ordføreren.

Det ville nu også have undret mig, hvis hr. Nick Zimmermann ikke havde haft nogen spørgsmål at stille og allerede var kørt træt i dagens debat.

Det her område er jo et område, hvor vi netop har haft gode drøftelser, og hvor vi, som jeg refererede til, vedtog muligheden for omsorgsdage for under et år siden på opfordring af arbejdsmarkedets parter. Så der har jo netop været et tæt løb sammen med arbejdsmarkedets parter omkring de her muligheder for omsorgsdage. Derfor er det, at vi i Venstre synes, at det ville være helt naturligt, at det også var der, man greb bolden, hvis der skulle ske yderligere forbedringer.

Spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Men det er jo et eller andet sted helt skørt, at jeg spørger ind til store bededag, og at ordføreren svarer ved at nævne omsorgsdage. Altså, det, som jeg spurgte ordføreren om, var, hvornår den her respekt for arbejdsmarkedets parter og trepartsforhandlinger lige pludselig er opstået, for den var der jo ikke, da regeringen var inde at tage store bededag. Men nu, hvor vi snakker om omsorgsdage, vil jeg sige – og det var noget af det, jeg spurgte ordførerens regeringskollega om – at omsorgsdage jo absolut ikke er det samme som det, vi foreslår, i og med at omsorgsdage skal man selv betale for, og det er dage, der skal planlægges langt ud i fremtiden. Det, som vi ønsker, er at give folk en mulighed i forhold til det, der opstår akut.

Ordføreren.

Ja, det er det, der opstår akut og bliver betalt, og det er jo lige præcis derfor, det hører hjemme i en drøftelse med arbejdsmarkedets parter, og at det bør være på arbejdsmarkedets parters initiativ, hvis man skulle udvide det og have en sådan mulighed.

Jeg gjorde det, hr. Nick Zimmermann, at jeg svarede på spørgsmålet i relation til det beslutningsforslag, som vi behandler i dag, og som jo handler om den her mulighed for bedre at tage hånd om bedstemor og bedstefar – eller omsorgsdage, som der også bliver refereret til – og jeg synes jo netop, vi skal sørge for at koncentrere debatten om det forslag, der er fremsat, for så får vi størst udbytte af det alle sammen.

Vi siger tak til Venstres ordfører. Næste ordfører er hr. Jeppe Søe fra Moderaterne.

Tak for det, formand. Den omsorg, vi viser hinanden, viser, hvem vi er. Det er sympatisk at ønske at skabe mulighed for, at vi kan tage ansvar for vores forældre og bedsteforældre, når de svækkes eller bliver ældre. Jeg er enig med forslagsstillerne i, at familien er samfundets kerne, men jeg synes måske modsat forslagsstillerne, at vi på mange måder allerede lever i et samfund, hvor der er skabt plads til, at vi kan tage vare på hinanden. Siden juni 2022 har alle lønmodtagere haft ret til omsorgsorlov i 5 dage om året – uden løn, det ved jeg, og med krav om dokumentation, ja, og modsat retten til barnets første sygedag, som ofte overenskomstbetinget er til afholdelse med løn. Det er det, man fra forslagsstillernes side ønsker at sidestille, altså bedstes og barnets første sygedag.

Det er arbejdsmarkedets parter, der har beslutningskompetencen, når det handler om at forhandle rammerne for løn under omsorgsorlov, og det overlader jeg trygt til dem. Personligt mener jeg, at den egentlige indsats og glæde faktisk også kan ligge i at yde ulønnet omsorg, og jeg noterer mig, at bedstes første sygedag ikke var en del af overenskomstforhandlingerne.

Moderaterne kan ikke bakke op om forslaget.

Der er et spørgsmål fra hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti.

Jeg synes jo i virkeligheden, det er fantastisk at høre den tredje repræsentant for regeringen i streg sige, at vi skal have respekt for arbejdsmarkedets parter og for trepartsforhandlinger. Jeg tænker: Hvor var den respekt henne, da regeringen stjal store bededag? For da lyttede man jo hverken til fagbevægelsen, til trepartsforhandlingerne, til Folketingets partier eller til nogen som helst andre end ens egne mandater.

Så hvornår er den her respekt pludselig blomstret i regeringen omkring arbejdsmarkedets parter, trepartsforhandlinger og det at spørge fagbevægelsen og Folketingets partier?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg har heller ikke glemt store bededag, og hvis jeg havde glemt den, er det nu femte gang, hr. Nick Zimmermann stiller præcis det samme spørgsmål, og jeg har præcis det samme svar som de andre. Jeg har haft respekt for arbejdsmarkedets parter og for den danske model gennem hele forløbet og også i forhold til bededagen. Så der er ingenting ændret i min påstand i forhold til det her.

Så er det spørgeren for den anden korte bemærkning. Værsgo.

Så kunne jeg godt tænke mig at prøve at spørge ordføreren: Hvor i fjernelsen af store bededag kunne man virkelig se og anerkende regeringens store sympati og respekt for den danske model?

Ordføreren.

Altså, jeg vil bede hr. Nick Zimmermann om at gå på Folketingets tv. Der ligger simpelt hen så mange debatter om store bededag. Vi har jo drøftet det. Jeg synes i virkeligheden, det er tankevækkende, at man kommer med et forslag, som man føler er gennemarbejdet, og at man så bruger hele debatten på at tale om bededag i stedet for at tale om ens eget forslag. Men det er jo selvfølgelig hr. Nick Zimmermanns egen interesse, der dér kommer frem. Jeg synes da, at man skulle tale lidt om bedstes første sygedag. Det ville da være det bedste.

Med de ord siger vi tak til ordføreren fra Moderaterne. Den næste ordfører er hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Vi skal passe godt på hinanden i familierne. Ældre, som gennem årene selv har ydet omsorg for yngre familiemedlemmer, kan jo selv en dag gå hen og få brug for støtte og hjælp. Ja, vi skal i det hele taget have et samfund med mere ro på.

Der er jo så meget, vi skal nå; farten i hamsterhjulene sættes op; vi er så uundværlige på arbejdspladserne. Men der er steder, hvor vi i virkeligheden er uundværlige. Det er, når en nær pårørende har brug for en hjælpende hånd. Det er det, der skal være tid og plads til. Vi har et rigt samfund, fordi vi er så arbejdsomme, men vi er desværre langt hen ad vejen fattige, hvis vi ikke tager hånd om vores børn og ældre. Der er jo nu regler for frihed ved børnenes sygdom, og SF ser meget gerne de regler forbedret, men velfærdssamfundet prioriterer ikke, at der er tilstrækkelige personaleressourcer til at hjælpe vores ældre, og det er ikke godt nok. Der er altså flere gode grunde til at styrke netværket omkring de ældre, som kan have svært ved selv at komme til læge eller undersøgelser m.v.

SF har tidligere stillet forslag om at kompensere pårørende i lighed med reglerne på børneområdet, jævnfør servicelovens § 42, når det drejer sig om hjælp til familiemedlemmer ramt af demens, og SF har også stillet forslag vedrørende frihed til omsorg for døende familiemedlemmer. Det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti lægger op til en bredere og mere generel regel omkring omsorgsdage for ældre familiemedlemmer.

I SF vil vi ikke sådan lægge os helt fast på en bestemt model, da økonomien er ukendt, og heller ikke på, om det præcis skal lande på de her 5 dage om året. Men for SF er det vigtigt, at et forslag som det her forhandles og aftales med fagbevægelsen og arbejdsgiverne, og det skal jo også være et ønske fra lønmodtagerne, hvis det skal gennemføres. Om det skal være lige nu, kort tid efter at vi sidst regulerede området med orlovsdirektivet, og om det lige skal være på den måde, som Dansk Folkeparti foreslår, kan man da diskutere. Men til gengæld er debatten omkring prioriteringer i velfærdssamfundet helt nødvendig, og vi har nemlig brug for et samfund med mere ro på og med mere omsorg for hinanden. Med de bemærkninger kan SF stemme for beslutningsforslaget.

Der er spørgsmål til ordføreren. Hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti.

Nu fik jeg jo lige det sidste med, altså at SF ville stemme for forslaget. Så det er jeg da rigtig glad for at høre, og så behøver jeg ikke at stille det spørgsmål, jeg har siddet her og skrevet ned, mens ordføreren holdt sin tale. Tak. (Karsten Hønge (SF): Velbekomme).

Det var jo hurtigt. Vi siger tak til ordføreren og spørgeren og går videre i talerækken. Den næste ordfører er fru Charlotte Munch fra Danmarksdemokraterne.

Tak. Forslaget, vi skal behandle i dag, lægger op til, at der udarbejdes et kommissorium, og at der indkaldes til trepartsforhandlinger om indførelse af bedstes første sygedag. Det vil sige, at nære familiemedlemmer tildeles rettigheder svarende til forældres ret til barnets første sygedag, som eksempelvis kan bruges til at tage ens forældre eller bedsteforældre med til lægen eller på hospitalet. Dertil foreslås det, at kommissoriet for trepartsforhandlingerne skal udarbejdes i fællesskab mellem regeringen og de folketingspartier, der kan tilslutte sig nærværende beslutningsforslag.

Jeg vil gerne takke forslagsstillerne for at rejse debatten om vores ældre medborgere. Jeg er sikker på, at vi er mange, der har oplevet at skulle tage fri, netop fordi vores forældre eller bedsteforældre har skullet til vigtige undersøgelser eller operationer. Det kræver ofte mere koordinering, end man umiddelbart skulle tro. Spørgsmålet om, hvem i familien der eksempelvis skal hente eller bringe mormor fra hospitalet eller lægen, er blot et lille eksempel på de udfordringer, mange familier oplever. Ofte vil det også være nødvendigt, at de pårørende deltager i møderne med læger og sygeplejersker.

Det bekymrer dog Danmarksdemokraterne, at de økonomiske konsekvenser ikke fremgår af selve forslaget. Så om end vi finder forslaget sympatisk, må vi sætte tæring efter næring. Vi kan derfor på nuværende tidspunkt ikke støtte forslaget, da finansieringen alt andet lige skal være på plads først.

Der er spørgsmål til ordføreren. Hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti.

Så viser det jo, at Danmarksdemokraterne har misforstået forslaget, for det, vi i virkeligheden foreslår, er jo netop at sende det her til en trepartsforhandling. Så derfor ville det jo være mærkeligt for os at finde økonomien til det, når det skal aftales i trepartsforhandlinger. Så måske ordføreren vil prøve at uddybe en lille smule, hvordan det kan være, I ikke vil være med til at lade det komme over til en trepartsforhandling og så lade parterne dér finde økonomien til forslaget.

Så er det ordføreren.

Tak, og tak for spørgsmålet. Jamen det kan jeg godt svare på. Det er, fordi vi mener, det er den omvendte rækkefølge. Vi mener stadig væk, at det er vigtigt at have en finansiering på plads, hvis vi skal kunne stemme for det.

Så er det spørgeren for anden runde.

Men det er jo helt omvendt af, hvad man gør. Det er jo ikke sådan, at man herindefra starter med at pege lige præcis på, hvor økonomien til et forslag skal komme fra, og så bagefter sender det over til en trepartsforhandling. Så Danmarksdemokraterne vil ikke være med til at sende det her til en trepartsforhandling og så lade dem prøve at drøfte, hvor økonomien til det her eventuelt kunne findes henne?

Ordføreren.

Tak. I Danmarksdemokraterne mener vi, at det er vigtigt at have en finansiering på plads, hvis vi skal kunne stemme for det, så det er mit svar endnu en gang.

Vi siger tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Den næste ordfører er fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance.

Mange tak for ordet, og tak til DF for beslutningsforslaget. Som jeg forstår det, er det et forslag, som skal give mulighed for, at man kan holde fri for at passe sine forældre og sine bedsteforældre, menjeg kan ikke helt gennemskue, hvordan finansieringen skal hænge sammen. Det skal jo lægges over til arbejdsmarkedets parter, og det er altid godt. Så det vil jeg gerne rose, at man lægger op til. Men det er jo et spørgsmål om overenskomster, altså hvad det er, man vælger at tage med til forhandlinger. Der er det ikke typisk, at det er os, der prioriterer, hvad det skal være. Men jeg synes, det er et meget sympatisk forslag, og det rammer nemlig det helt centrale med, at familien tager hånd om at hjælpe de ældre familiemedlemmer, der har brug for støtte og omsorg. Familien er uden tvivl et af de mest værdifulde fællesskaber, vi har.

I LA's optik er der tale om et overenskomstspørgsmål, som vi ikke skal blande os i. Det er vigtigt, at vi værner om den danske model, hvor løn- og arbejdsvilkår forhandles mellem arbejdsmarkedets parter. Jeg vil også sige, at jeg faktisk tror, at langt de fleste arbejdsgivere, jeg kender, viser forståelse i de her situationer. Jeg synes, at forslaget er baseret på den her varme tanke om at passe på hinanden, og det tror jeg godt man kan gøre, uden at staten skal hjælpe med det. Så Liberal Alliance støtter ikke forslaget.

Der er spørgsmål til ordføreren. Hr. Nick Zimmermann, Dansk Folkeparti.

Jeg kunne godt tænke mig at prøve at spørge ordføreren: Er der andre steder, hvor Liberal Alliance mener staten blander sig i forhold til trepartsforhandlinger og forhandlinger mellem arbejdsmarkedets parter, eller er det kun omkring bedstes første sygedag?

Ordføreren.

Jamen jeg kan godt se, som ordføreren flere gange har nævnt, at ironien er tyk i forhold til sagen om store bededag. Det her forslag pålægger jo også arbejdsmarkedets parter at gøre noget, som de ikke selv har ønsket. Så jeg synes også, at om end det ikke er lige så grelt, er det stadig politikerne, der blander sig i den danske model.

Men ja, der har helt klart været andre situationer, bl.a. afskaffelsen af store bededag. Jeg er helt enig.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Der er frafald på den, så vi siger tak til ordføreren fra Liberal Alliance. Næste ordfører er fra Det Konservative Folkeparti, og det er fru Helle Bonnesen.

Forslaget om bedstes første sygedag lægger sig op ad barnets første sygedag. Og som konservativ, der sætter både familien og civilsamfundet højt, er det her helt sikkert et meget, meget sympatisk forslag, for det giver så god mening, at familierne selv skal have tid, plads og råd til at tage sig af netop familierne. Vi ved jo alle sammen, at uden bedsteforældrene ville Danmark ikke hænge sammen; så ville hverdagen ikke hænge sammen. Og derfor kan det også give god mening at hjælpe dem, der hjælper os, nemlig bedsteforældrene.

Når vi så alligevel hælder til at stemme nej til forslaget, skyldes det primært to ting: definitionen af en bedste og finanserne. Hvad angår det første, nemlig definitionen, står jeg lidt tilbage med spørgsmålet: Hvem taler vi om? For i bemærkningerne nævnes der både bedste, men også nære familierelationer. Så behøver det ikke at være en bedste, men kan det også være en forælder, hvis man som voksen ikke har børn? Er det også den ugifte ældre bror, eller taler vi udelukkende om relationer i lige linje? Skal der være en aldersbegrænsning, eller vil en 20-årig kunne tage fri til at hjælpe sin 40-årige mor? Og i og med at der lægges op til tillid, vil forslaget eventuelt gå hen og blive meget vidtstrakt, og det åbner dermed for, at vi reelt får en meget stor ændring i forhold til regler om første sygedag.

For det andet er der den økonomiske konsekvens, som andre også har været inde på, for hvad koster det? Og hvis vi nu prøver bare ud fra helt almindelig tommelfingerregning, eller hvad det hedder, at sige, at vi udelukkende kigger på dem, der er 70 år og derover og er enlige, altså dem, som har ekstra brug for hjælp, fordi de er alene, og dem, som ifølge sundhedssystemet bruger sundhedssystemet meget, så er der 400.000 af de personer i Danmark. Og hvis de hver skal tildeles 1 dag om året, giver det et arbejdsudbud på ca. 1.500 personer, ud fra sådan lidt rå hovedregning, og det er sådan noget, som arbejdsgiverne skal betale.

Så der er nogle knaster i det her, som gør, at det ikke helt hænger sammen for os. Og derfor bliver vi nødt til først og fremmest at sige tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte forslaget, som er sympatisk, men samtidig sige, at vi mangler lidt mere konkretisering, med hensyn til både hvem vi taler om og finanserne.

Sådan som forslaget ligger nu, stemmer vi nej til det.

Der er en kort bemærkning til hr. Nick Zimmermann.

Men de spørgsmål, som ordføreren stiller, er jo netop det, der skal være op til den trepartsforhandling, som vi foreslår det her skal sendes videre til; det er jo lige præcis, i forhold til hvor grænserne skal gå for de forskellige ting, som ordføreren nævner.

Så var det måske i virkeligheden ikke en bedre idé, at ordføreren og hendes parti bakkede op om at sende det her over til nogle reelle forhandlinger, hvor netop de her spørgsmål kunne indgå?

Ordføreren.

Det her er en ret bred definition, og vi synes godt, at man kan komme med lidt mere konkretisering – og under alle omstændigheder stille det som et forslag, som almindeligt input.

Der er ikke flere spørgsmål. Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører på talerstolen er hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Velkommen til.

Tak for det, formand. Først og fremmest tak til Dansk Folkeparti for både at fremsætte det her beslutningsforslag, men også for at sikre, at vi dermed får debatten hernede i Folketingssalen. For det er en meget, meget væsentlig debat. Det er jo netop også udtryk for, at vi har et samfund, hvor mange familier føler sig presset – vi har også en velfærd, som er presset – og derfor er det også klart, at der er behov for at se på, hvordan vi kan styrke muligheden for, at man i større omfang kan være med til at give hjælp i familier, hvor man har nære pårørende, som er udsat for sygdom, eller i det hele taget i familier, hvor man føler sig presset, og hvor velfærden ikke altid kan slå til.

Forslaget er faktisk så godt, at det er et, som Enhedslisten også tidligere har fremsat – jeg tror, det var tilbage i 2015 – men det ændrer jo ikke ved, at jeg synes, at det er rigtig positivt, at Dansk Folkeparti nu fremsætter forslaget og vi får debatten her.

Jeg vil også godt sige noget i forhold til finansieringen. Altså, Dansk Folkeparti peger jo selv på en trepart. Det kunne godt være en vej at gå. Man kunne også godt overveje at gøre, som man har gjort på f.eks. barselsområdet, altså med Barselsfonden, hvor det er en arbejdsgiverbetalt fond, som finansierer det med baggrund i en beslutning, vi træffer herinde. Det tror jeg sådan set jeg nærmere ville foretrække. Det er jo den finansieringsmodel, man brugte, men jeg synes, at muligheden med at bruge en trepart og at overlade det til arbejdsmarkedets parter at forhandle også godt kunne være en vej at gå. Det vil bare give en større risiko for, at det i højere grad blev lønmodtageren, der kom til at medfinansiere ordningen.

Men alt i alt synes jeg, at det er et udmærket forslag, som i hvert fald peger i den rigtige retning og er et forsøg på at løse en samfundsudfordring og et problem, så Enhedslisten kommer til at bakke op om det.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen bemærkninger. Næste ordfører er hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Velkommen til.

Tak for det. Ordføreren fra Enhedslisten var så venlig, at han tilbød, at han også kunne tage min ordførertale. Det er nok alligevel at være lige venligsindet nok sidst på aftenen. Om de blev helt ordret ens, er jeg ikke sikker på. En ting er helt sikker: Det er et vildt sympatisk forslag.

Jeg mangler noget definition. Jeg mangler nogle tanker om de små virksomheder, som kommer til at stå og mangle en medarbejder endnu mere. For jeg er enig i det med sygdom. Børn har nogle gange et problem med at kunne hjælpe deres forældre – og børnebørn deres bedsteforældre – når disse eventuelt står på et sygehus og har brug for hjælp, fordi de er demente.

Min analyse går nok mere på, at vi har et system, som vi har sparet så meget på, at hvis du som dement bedste kommer på sygehuset og ikke selv kan orientere dig, er det børn og børnebørn, der skal ind og hjælpe forældre og bedsteforældre.

Vi kommer til at stemme imod det her forslag, og det er så også, fordi vi faktisk mener, at det lidt er et indgreb i den danske model, som jeg har stået i næsten en måned – lige knap en måned; der er blevet skåret ned på det – og forsvaret i forhold til afskaffelsen af store bededag. Jeg tror, at det skal omskrives en lille smule, men så er jeg næsten sikker på, at Nye Borgerlige vil kunne se sig selv i et tilsvarende eller næsten tilsvarende forslag. Men lige nøjagtig som det ligger nu, kommer Nye Borgerlige til at stemme imod beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning til hr. Nick Zimmermann.

Tak for det. Jamen jeg kan sådan set ikke lade være med at blive en lille smule forundret over, at ordføreren siger, at det er et indgreb i den danske model. Det kan vel aldrig være et indgreb i den danske model at sende noget af sted til arbejdsmarkedets parter og til en trepartsforhandling herindefra – det må ordføreren i hvert fald gerne lige prøve at uddybe.

Det kan næsten ikke være andet end et indgreb i den danske model, hvis Folketinget propper noget ned i halsen på arbejdsgiver og arbejdstager, og det var jo lidt det, der var problemstillingen, dengang de så trak noget ud af halsen på arbejdsgiver og arbejdstager. Det er derfor, vi ser det som en problemstilling. Vi skal ikke blande os i, hvad arbejdsgiver og arbejdstager aftaler med hinanden – det er derfor, vi ser det som et indgreb.

Spørgeren.

Jo, men med al respekt er det jo ikke det, som vi foreslår med det her. Vi foreslår sådan set at sende det over til en trepartsforhandling, over til en aftale mellem arbejdsmarkedets parter. Vi ønsker sådan set bare, at det er en drøftelse, der kommer derover, sådan at det måske forhåbentlig kan munde ud i, at danskerne får den her mulighed.

Ordføreren.

Men det er teknisk set et spørgsmål om, hvem der har initiativretten og serveretten til det, og det er der, vi mener at det er et indgreb, og det er det, hver eneste gang Folketinget begynder at blande sig i noget, som de ønsker at arbejdsmarkedets parter skal implementere, uanset om det er noget, vi i Folketinget forsøger at pådutte, eller om det er noget, vi forsøger at tage.

Vi siger tak til ordføreren, der er ingen yderligere korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Nick Zimmermann fra Dansk Folkeparti. Velkommen.

Tak for ordet, og tak for de rigtig mange tilkendegivelser og synspunkter, der er kommet frem her i løbet af debatten – særlig tak til SF og Enhedslisten for opbakningen til forslaget. Og så også tak til regeringens tre partier for at tydeliggøre, at de nu vil arbejde ud fra den danske model og have respekt for arbejdsmarkedets parter – det er jo fuldstændig fantastisk.

Det skal jo ikke være nogen hemmelighed, at det i høj grad er det, som Dansk Folkeparti ønsker, nemlig en bred debat om, hvordan vi indretter vores samfund, og hvilken rolle vi ser familien spille i det. I Dansk Folkeparti er vi sådan set ikke selv i tvivl, for familien er netop samfundets kerne. Det er familielivet, der danner rammen om de fleste menneskers tilværelse. Derfor er det altså også vigtigt, at vi som samfund indretter os herefter. Vi skal styrke familierne, for de løser altså en opgave, som velfærdssamfundet aldrig nogen sinde vil kunne komme til at løse alene.

Forslaget, som vi behandler her, er jo blot et skridt på vejen, for når man som jeg selv lige er blevet far til et lille barn, ønsker man altså intet andet end at være der for barnet, når det er sygt. Og heldigvis kan langt de fleste holde betalt fri på barnets første sygedag, fordi de er dækket af en overenskomst, eller fordi det står i deres individuelle ansættelseskontrakt. De kan med god samvittighed drage omsorg for deres syge barn uden at skulle tænke over økonomiske konsekvenser – og det er jo sådan, det skal være.

Men den samme mulighed eksisterer jo altså desværre ikke, hvis det er en ældre, svækket mor eller far eller bedsteforælder, der bliver syg. Og behovet for at drage omsorg for sine kære vil jo stadig væk være der, men her kan man bare ikke få lov at holde fri med løn. Og det er ganske rigtigt, at der godt nok for nylig er etableret en ret til 5 årlige omsorgsdage, som man kan bruge til eksempelvis at tage med sin gamle mor på hospitalet, men det er altså for egen regning, og det er netop det, som vi ikke mener er rimeligt.

Pårørende til syge ældre er altså pressede nok i forvejen, og der er masser af koordinering og masser af ture til lægen og til hospitalet, samtidig med at man skal passe sit job. Jeg tror, at vi alle sammen har hørt flere historier om pårørende, der på ulykkelig vis på den ene eller den anden måde er knækket under presset, fordi det både er dyrt for den enkelte og for samfundet. Der er altså masser af bekymringer, man står med, når man er i den situation, at ens kære bliver syg. I Dansk Folkeparti mener vi absolut ikke, at det nogen sinde er ens privatøkonomi, der skal lægges oven i hatten i forhold til bekymringer.

Derfor mener vi, at ligesom det kendes fra barns første sygedag, skal det være muligt at tage fri med løn, når ens syge ældre eller svækkede mor har behov for at komme på hospitalet eller til lægen. Det er baggrunden for, at vi har fremsat det her forslag. Konkret pålægges regeringen med forslaget at indkalde til trepartsforhandlinger om bedstes første sygedag, fordi vi naturligvis anerkender, at det her er et anliggende for arbejdsmarkedets parter.

For Dansk Folkeparti handler det her forslag om at styrke familierne ved at give dem flere rettigheder, og det er ekstremt vigtigt – også i fremtiden, når vi bliver endnu flere ældre – at vi ser familien som det naturlige førstevalg. Vi mener, at vi i Danmark skal have et stærkt velfærdssamfund, der kan samle dem op, der har behov for det, men velfærdssamfundet hverken kan eller skal nogen sinde træde i stedet for familien, og derfor skal vi også gøre det nemt for familierne at kunne drage den nødvendige omsorg for hinanden, og det mener vi at det her forslag er et rigtig godt skridt på vejen henimod. Tak for ordet.

Der er en enkelt kort bemærkning indtil videre. Det er fra hr. Thomas Skriver Jensen.

Det er rart at se det store smil på ansigtet hos hr. Nick Zimmermann. Jeg er glad for at høre den store kærlighed til den danske model, som hr. Nick Zimmermann har. Den deler jeg sådan set selv. Det er sådan, at når arbejdsmarkedets parter sætter sig ned til overenskomstforhandlinger, kigger man på, hvordan produktiviteten har udviklet sig siden sidste overenskomst, og hvilken merværdi der er blevet skabt, og så bliver man enige om, hvad det retfærdige er det skal koste – ikke mere, ikke mindre. Derfor kunne jeg egentlig godt tænke mig at spørge hr. Nick Zimmermann, med hans enorme respekt for den danske model: Hvis nu han selv havde været arbejdsgiver, hvordan ville han så reagere på samme år, som han havde indgået en overenskomstaftale med fagbevægelsen, at modtage en invitation fra beskæftigelsesministeren til at komme over og diskutere, om ikke de skulle give lidt mere?

Ordføreren.

Jamen jeg tror i virkeligheden, at der er rigtig mange danskere, der godt kunne tænke sig det her, at have mulighed for, hvis man har en syg forælder eller en syg bedsteforælder, at holde bedstes første sygedag. Jeg tror, at de fleste danskere kender til, at hvis man har en syg forælder eller en syg bedsteforælder, er det med noget ondt i maven, man render på arbejde, og man har samtidig selv en hverdag, der skal fungere. Der tror jeg, mange ville sætte enormt stor pris på, at man kunne få muligheden for netop at tage en bedstes første sygedag, så man kan følge dem til lægen eller på hospitalet eller andet. At give den tryghed for familien er enormt vigtigt.

Spørgeren.

Det tror jeg da hr. Nick Zimmermann har ret i, og de mennesker skal så være velkomne til, sådan som processen jo foregår, at ønske det frem mod næste overenskomstforhandling. Men jeg prøver så bare at spørge en gang til, når nu jeg har fået den helt klare opfattelse, at hr. Nick Zimmermanns respekt for den danske model er kæmpestor og respekten for, at en aftale er en aftale, er lige så stor: Hvordan vil hr. Nick Zimmermann i det tilfælde, han var en arbejdsgiverorganisation, reagere på at modtage en invitation fra beskæftigelsesministeren til at komme over at diskutere, om ikke man kunne betale endnu mere, efter man allerede har kigget på, hvor meget produktiviteten er steget, og hvad det skal koste? Hvordan ville han reagere på at skulle diskutere den ekstraregning?

Tak. Ordføreren.

Jeg tror sådan set ikke, der kan være megen tvivl om, at Dansk Folkeparti er Danmarks familieparti. Vi sætter familien først, vi sætter danskerne først, og det gør vi i enhver henseende. Det gør vi også, når det drejer sig om at være der for sin familie. Vi ønsker, at danskere skal kunne benytte sig af muligheden for at tage med familien til læge eller på hospitalet og hjælpe dem i en situation, der er svær, inden for familiens rammer. Det er det, vi sådan set ønsker med det her forslag, og det havde vi selvfølgelig håbet på at et parti som Socialdemokraterne havde bakket op om. Men I sætter åbenbart ikke danskerne først, ligesom vi gør.

Så er det fru Sólbjørg Jakobsen.

Tak for det. Jeg bliver simpelt hen i tvivl her. Ordføreren siger, at DF vil sætte danskerne først og DF vil give muligheden for det her. Men som jeg forstår det, vil DF have, at arbejdsgiverne skal give danskerne mulighed for det her, at det altså er arbejdsgiverne, der skal give det her.

I forhold til det her med at indkalde til trepartsforhandlinger kan jeg blive i tvivl om, hvad ordføreren mener med det. Der er allerede stillet op, hvad emnet skal være, hvordan det skal betales, at man bare skal kunne ringe ind. Hvad skal der forhandles om? Det er det, jeg bliver i tvivl om: Hvad skal der forhandles om?

Ordføreren.

Men det er fuldstændig klart, at vi i Dansk Folkeparti ikke ønsker at blande os i den danske model. Vi ønsker at sende det her forslag over til trepartsforhandlinger, sådan at man kan forhandle inden for den danske model om, hvordan det her præcis skal udformes.

Men det er også klart, at vi ønsker at give danskerne muligheden for at være der for deres familie. Vi er jo ikke statens børn, vi er jo ikke statens ejendom. Vi er først og fremmest familie, og vi skal være der for vores familie, også i de svære situationer i livet, og det tror vi netop det her forslag vil være med til at gøre muligt.

Spørgeren.

Det er jeg helt med på. Men der er jo ikke et forbud imod at bruge det her i overenskomstforhandlinger; der er ikke et forbud imod, at arbejdsmarkedets parter gør brug af det her, når de har trepartsaftaler.

Det, jeg oplever, er, at DF vil bestemme, hvad de skal prioritere. Og er det ikke at gribe ind? Jeg har meget svært ved at forstå, hvordan man kan bestemme det her og så sige: Jeg bestemmer, at I skal bestemme det her. Det er lidt sådan, det lyder. Det lyder ikke, som om der er noget, der skal forhandles om mellem dem.

Ordføreren.

Det, som vi fuldstændig klart ønsker, er at give danskerne muligheden for at hjælpe et familiemedlem – en forælder, en bedsteforælder – i en svær situation i livet, hvis de eksempelvis skal på hospitalet, hvis de skal til lægen, hvis man har nogle forældre, der døjer med kronisk sygdom eller andet.

Det er altså, at man en gang imellem har muligheden for at ringe til sin arbejdsgiver og sige: Jeg har ikke mulighed for at komme i dag, for jeg skal være der for min familie. Det synes vi sådan set giver rigtig god mening.

Så er der en kort bemærkning til fru Helle Bonnesen.

Jeg synes, jeg har læst, at ordføreren mener, at det netop skal være erhvervslivet, der skal betale. Har jeg misforstået den kommentar?

Ordføreren.

Altså, man kan sige, at det, vi jo klart lægger op til, er en trepartsforhandling, og vi vil selvfølgelig lade parterne forhandle om det i et rum, hvor politikerne ikke nødvendigvis skal blande sig. Det, der er vores ambition, er at give danskerne en mulighed for, at man kan hjælpe sin familie, sine forældre eller sine bedsteforældre, i en svær situation.

Spørgeren.

Jeg prøver igen: Har jeg misforstået kommentaren om, at det var erhvervslivet, der skulle betale?

Ordføreren.

Det, som vi ønsker, er at lægge det her ud til en trepartsforhandling og lade arbejdsmarkedets parter sætte sig ned og forhandle om det her, og at det ender ud med, at danskerne får den her mulighed.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Beskæftigelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse mod dette, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.