Tak for det, formand, og tak til Liberal Alliance – måske ikke for indholdet i forslaget, men for det at rejse en debat om vores dagpengesystem, om vores arbejdsmarked og om, hvordan vi sikrer et arbejdsmarked, hvor der både er mulighed for at hyre og fyre, hvor der er sikkerhed for lønmodtagere, hvor man, om man så må sige, tør at kaste sig ud i det, og hvor man også oplever, at folk, der måske er længere fra arbejdsmarkedet, får en chance.
Jeg synes på nogle måder, det er lidt bizart, at vi skal diskutere det i en situation med rekordhøj beskæftigelse. Aldrig har der været flere i beskæftigelse. Vi har ekstremt lav arbejdsløshed, vi har fået bugt med en stor del af langtidsledigheden, og vi har ikke en ungdomsarbejdsløshed, som på nogen måde ligner den, man ser i andre lande. Der er jo meget, der tyder på, at det, vi har herhjemme, til trods for at der faktisk er en sikkerhed, også stadig væk animerer til, at man tager et arbejde.
Vi har i øvrigt også en meget høj erhvervsfrekvens, altså vi har rigtig mange, der deltager på arbejdsmarkedet, også af begge køn og alle de her ting. Så grundlæggende set mener jeg, at vi skal være glade for at have en fleksibel og sikkerhedsbaseret arbejdsmarkedsmodel, hvor man har mulighed for både at hyre og at fyre. Det er godt for virksomhederne, at de i en snæver vending både kan tage unge, eventuelt langtidsledige, som er længere fra arbejdsmarkedet, eller andre ind, fordi de også ved, de kan komme af med dem igen. Omvendt ved lønmodtagerne, at der også er noget at falde tilbage på.
Apropos det er det jo rigtigt, at når man kigger i tallene, vil langt de fleste sådan set være kommet i arbejde inden for det første år af deres ledighed. Derfor kan man jo sige, at der vil være rigtig mange, for hvem det her ikke ville gøre en konkret forskel. Til gengæld ville det jo skabe en usikkerhed for alle sammen. Derfor er vores tilgang til det, og det er jo det, vi nu implementerer, at man i virkeligheden hellere skal belønne nogle af de kernetropper, der vender hurtigt i døren, og sikre, at man, når man bliver ramt af arbejdsløshed, altså også har 3 måneder, hvor man har styrket dagpengene. Det synes vi i virkeligheden er klogt, for for langt de fleste, vil det betyde, at man har styrket sin økonomiske sikkerhed, samtidig med at vi ikke skærer ned for dem, der er lidt længere om at finde et arbejde.
Så vil jeg gerne sige, at dagpenge jo er en forsikring mod arbejdsløshed; det er jo ikke en forsikring mod arbejde. Derfor er det klart, at der er en diskussion om ret, pligt og rådighed, og man skal jo stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Derfor er det jo ikke et tag selv-bord, hvor man ligesom lader, som om man, når man modtager dagpenge, sidder og overvejer, om man har lyst til at tage et arbejde. Man skal jo gå i beskæftigelse. Vi har rådighedsregler, og det er jeg glad for, for ret og pligt er det, der er grundlæggende for vores arbejdsmarked.
Derfor kan man igen sige, at man kan forsikre sig imod en økonomisk vanskelig situation og mod at skulle gå fra hus og hjem, og man kan forsikre sig mod arbejdsløshed, men man kan jo ikke forsikre sig mod at tage et arbejde. Jeg tror også, det er det, man kan se i tallene, når man kan se, at vi faktisk både har en meget høj beskæftigelse, og at det jo i øvrigt aldrig er sådan, at man kommer fra et job og så får en højere dagpengesats end det, man fik, da man var i arbejde, fordi den jo af gode grunde ligger under den lønindkomst, man havde.
Så alt i alt siger vi fra Socialdemokratiets side nej til det her forslag. Vi mener ikke, det er tid til at forringe dagpengene. Vi glæder os til gengæld over, at der er så få arbejdsløse, som der er lige nu, og i øvrigt glæder vi os over, at vi har et arbejdsmarkedssystem, der er så velfungerende, som det er, og hvor der både er sikkerhed og mulighed for virksomhederne til at hyre og fyre.