Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
B 64
Offentligt
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2023 - 2737
Den 8. juni 2023
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 3 til B 64, forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af
en statslig jordfond stillet den 22. maj af Søren Egge Rasmussen (EL).
Spørgsmål nr. 3 til B 64 om oprettelse af en statslig jordfond fra Folketingets Miljø- og
Fødevareudvalg
”Under 1. behandlingen af B 64 (oprettelse af en statslig jordfond) nævnte ministeren, at forslaget ”vil
lægge beslag på en uforholdsmæssig stor del af statens finanser. Der omsættes årligt landbrugsjord for
i omegnen af 20 mia. kr. Hvis man eksempelvis skulle opkøbe bare de 5 pct., ville det så svare til et
finansieringsbehov på 1 mia. kr.” Vil ministeren redegøre for, hvad omkostningerne ville være, hvis man
lavede en model ligesom Danmarks Grønne Investeringsfond, og man finansierede modellen via grønne
obligationer, som f.eks. pensionskasser kunne købe?”
Svar
Det bemærkes indledningsvist, at der med de nævnte tal blot er tale om et regneeksempel. Der er således
ikke regnet på de konkrete konsekvenser af forslaget, herunder finansiering. I forhold til spørgsmålet
om Danmarks Grønne Investeringsfond, oplyser Erhvervsministeriet følgende:
”Danmarks Grønne Investeringsfond (DGIF) er oprettet som en statslig lånefond, der har til formål at
medfinansiere investeringer, som fremmer en grøn omstilling af det danske samfund. Forudsætningen
for at få lånefinansiering fra DGIF er, at der er tale om økonomisk bæredygtige projekter. Det betyder,
at der skal foretages investeringer i rentable projekter, hvor indtjeningen i projektet vurderes at være
tilstrækkelig til at sikre tilbagebetaling af renter og afdrag til DGIF, der kan dække fondens udgifter til
administration, herunder kreditvurdering og risikostyring, fundingomkostninger samt opbygning af
egenkapital i fonden. DGIF er i 2023 blevet en del af Danmarks Eksport- og Investeringsfond (EIFO).
Det fremgår af beslutningsforslag B 64, at en statslig jordfond skal have til formål at opkøbe
landbrugsejendomme og landbrugsjord, evt. i forbindelse med konkurser eller truende konkurser, hvor
de opkøbte ejendommes jordarealer senest et år efter opkøbet skal overgå til økologisk drift,
skovrejsning eller natur, medmindre arealerne er erhvervet med henblik på at indgå i jordbytte.
Herudover fremgår det, at dele af de opkøbte ejendommes jordarealer skal udlægges til naturarealer og
skov, ligesom driften skal imødekomme ønsket om større balance mellem landbruget og det øvrige
samfund, herunder overordnede samfundshensyn som f.eks. indfrielse af Danmarks klimamål,
naturbeskyttelse, grundvandssikring og økologisk drift.
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Holbergsgade 6 • 1057 København K