Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
B 62 Bilag 5
Offentligt
2706966_0001.png
København, 12. maj 2023
Kære Sundhedsudvalg.
Tak for en substantiel og dybt nødvendig 1. behandlingsdebat af
B62: Forslag til folketingsbeslutning om forbud mod kirurgisk eller medicinsk
kønsskiftebehandling af børn u. 18 år.
Dansk Regnbueråd har allerede været i kontakt med udvalgets medlemmer via møder,
telefonsamtaler og e-mails. Vi glade og taknemmelige for også at kunne få foretræde for
udvalget og fremlægge vores argumenter for, hvorfor Folketinget bør træde til og sammen
finde en anden vej frem for børn med kønsidentitetsforhold end det administrativt indførte
behandlingstilbud om medicinsk kønsskifte, som har eksisteret siden 2015/16.
Ved foretrædet vil Sundhedsudvalget møde disse personer:
•
Marcus Dib Jensen,
professionel YouTuber og formand for Dansk Regnbueråd
(videohilsen fra USA, hvor Marcus er på konference for Dansk Regnbueråd med
ligesindede amerikansk transpolitiske aktører).
Jesper Waldvogel Rasmussen,
lærer, forfatter og næstformand i Dansk
Regnbueråd.
Peter Rødbro,
førtidspensionist, der har fortrudt sit kønsskifte.
Jannie og Henriette,
mødre til psykisk sårbare børn, der står midt i problematikken
om kønsskifte.
Speciallæge i børne- & ungepsykiatri
Lasse E. Sørensen,
Bispebjerg Børne- &
Ungdomspsykiatriske Døgnafsnit. Læs en udtalelse om problematikken fra Lasse
E.Sørensen
her.
•
•
•
•
Vi vil i forbindelse med foretrædet tilstille hver af
sundhedshedsordførerne
denne bog,
der handler om
lukningen af Storbritanniens sexologiske klinik, The Tavistock.
Den velanmeldte bog er skrevet af BBC Newsnight-
produceren Hannah Barnes, og beskriver problematikker som
diagnostisk usikkerhed, en ideologisk/bekræftende udred-
ningstilgang og manglende opfølgning på patientbasen, som
også gør sig gældende i det danske behandlingstilbud.
Vi håber bogen kan give yderligere perspektiver på
problematikkerne og indgå i udvalgets arbejde.
1 af 5
 B 62 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 5: Henvendelse af 12/5-23 fra Dansk Regnbueråd
2706966_0002.png
Den ene procent …
I forbindelse med debatten den 9. maj i Folketingssalen er der en enkelt påstand, vi
ønsker at give perspektiv/berigtige. Stinus Lindgreen, refererede til en undersøgelse, der
indikerer en fortrydelsesprocent for kønskiftebehandlede børn og unge på 1%. Vi antager,
at det drejer sig om
denne undersøgelse.
I undersøgelsen er definitionen for transition imidlertid lavet så snæver at fx piger, der
stadig har deres ovarier, men har gennemgået fuldt hormonelt kønsskifte, og fået fjernet
bryster,
ikke
tæller som transitionerede, og derfor heller ikke som
detransitionerede.
Det betyder til eksempel at den kendte, britiske detransitioner
Keira Bell,
som har sagsøgt
NHS i Storbritannien for sin fejlbehandling,
ikke
ville tælle med i den statistik. Når man ser
og hører Keira Bell, kan man med rette anholde rimeligheden af de definitoriske rammer
omkring opgørelsen.
Society for Evidence Based Gender Medicine opgør p.t.
detransitionsraten til 30% i USA,
og selv om det amerikanske sundhedssystem, der er profitdrevet, muligvis har haft en
mere liberal tilgang i diagnostikken, er selve behandlingen, medicinsk og kirurgisk, identisk
med den danske.
Sexologisk Klinik oplyser, at de, selvom
de ikke har fulgt op på patienterne,
alligevel
kender til ni børn, der har fortrudt behandlingen. Det er i sig selv 2,7% af de 341
behandlede børn.
Sundhedsministerens standpunkt
Sundhedsminister Sophie Løhde gentog sit og regeringens udgangspunkt, nemlig at man
stoler på Sundhedsstyrelsens faglige kompetencer til at navigere ansvarligt på området
uden behov for at regeringen sætter en ramme for den slags "behandling" via lovgivning.
Der er en del problemer med denne indgangsvinkel, hvilket også blev italesat af
højreoppositionen under 1. behandlingen af lovforslaget.
1.
Kønsdysfori er ikke længere betragtet som en psykisk lidelse. Afpatologiseringen
skete i 2017
efter et politisk/aktivistisk pres,
skrev Sundhedsstyrelsen selv på sin
hjemmeside indtil for få måneder siden. Danmark var et af de første lande i verden
til at gøre dette - endda før WHO gjorde det.
Morten Bangsgaard, der er næstformand i Center for Familieudvikling og tidligere
medlem af Det Etiske Råd,
har for nylig udtalt:
"Jeg synes, at det bør give anledning til, at vi ser på, hvordan vi kan beskytte nogle
af disse børn og unge mennesker i en meget sårbar periode i deres liv. For år
tilbage fjernede man transseksualitet som en psykiatrisk diagnose, og jeg kan nogle
gange tænke, at man har gjort dem en bjørnetjeneste. Man kunne overveje at
genindføre det som en diagnose for at sikre, at de får den rette behandling”.
Hvis kønsdysfori ikke er en psykisk lidelse, hvorfor skal den så behandles så tidligt,
så invasivt og så irreversibelt? Eller lidt kantet sagt: Hvordan skal man
diagnosticere et barn med en sygdom mhp at tilbyde en behandling for
sygdommen, når sygdommen ikke længere eksisterer som sygdom?
2 af 5
 B 62 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 5: Henvendelse af 12/5-23 fra Dansk Regnbueråd
2706966_0003.png
2.
Sundhedsstyrelsens kompetencer på området består stort set udelukkende af en
meget lille gruppe behandlere tilknyttet Sexologisk Klinik og Center for
Kønsidentitet.
Diagnostikken lå før ude i den almindelige psykiatri, men blev i 2017 lagt ind hos
Sexologisk Klinik selv. Man kan med rette spørge om det var klogt, eller om der ville
have været et mere kritisk blik på den enorme stigning i antallet af henvisninger,
hvis ikke det var Sexologisk Kliniks egne psykologer, der foretog vurderingerne.
Venstres sundhedsordfører Eva Kjer Hansen argumenterede i debatten, ligesom
tidligere Ministeren, at "det er helt almindeligt, at der vil være uenigheder blandt de
professionelle".
Men det er jo netop ikke tilfældet her. Sexologisk Kliniks professionelle er meget
tydelige om manglen på
evidens
for gavnligheden af behandlingen - og om
manglen på sikkerhed i diagnostikken.
Denne evidensmangel og diagnostiske usikkerhed må og skal derfor komme
børnene til gode.
Dansk Regnbueråd & kønsskifte til børn
I
Dansk Regnbueråd
har vi, som det nok fremgår, brugt meget tid og mange kræfter på at
sætte os grundigt ind i
behandlingstilbuddet
og problematikkerne omkring det, ligesom vi
har afvejet de etiske spørgsmål, der naturligt melder sig.
Formanden for Dansk Regnbueråd, Marcus Dib Jensen, er selv transperson og adresserer
derfor også problematikken ud fra levede erfaringer med bl.a. sundhedssystemet.
Lad os starte med at sige, at vi var meget overraskede, da vi ved et
nyligt samråd
i
Sundhedsudvalget erfarede, at Folketinget aldrig har debatteret, endsige vedtaget, at det
danske sundhedsvæsen skal udføre kønsskifte på børn. Ej heller er Etisk Råd blevet bedt
om en vurdering af dette.
Det er klart at Folketinget ikke skal detailbehandle ethvert tilbud i sundhedssystemet, men
Folketinget brugte jo meget tid på at debattere juridisk kønsskifte til børn, og indhentede i
den forbindelse en
vurdering fra Etisk Råd.
Juridisk kønsskifte
er ikke en neutral handling, men dog en handling, der kan reverseres
med Mit-ID og et par klik på internettet. Medicinsk kønsskifte til børn, derimod, er en
voldsomt indgribende, irreversibel behandling, som ikke minder om noget vi tidligere har
tilbudt børn. Derfor burde medicinsk kønsskifte til børn, ligesom juridisk kønsskifte, have
været noget Folketinget havde debatteret, fået vurderet i Etisk Råd, behandlet i de
relevante udvalg, haft ude til høring - og så stemt om.
Der kan siges meget for og imod i en sag som denne. Vi har i Dansk Regnbueråd valgt at
se nøgternt på den og anlagt et strengt behandlingsetisk perspektiv. Vi har således først
og fremmest søgt at afklare, om der er sikkerhed for at diagnosen holder, når børnene er
gennem puberteten, og er nået et godt stykke frem i deres livsforløb. Det er vigtigt, fordi
konsekvenserne af behandlingen, der er knyttet til diagnosen, er så voldsom og
uoprettelig.
Med hensyn til hvad den diagnostiske sikkerhed er, oplyser Sexologisk Klinik og Center for
Kønsidentitet, at de simpelthen ikke ved det. En cheflæge på Center for Kønsidentitet har
for nylig, i et offentliggjort notat til en
fejlbehandlet patient,
fastslået, at der
“ikke eksisterer
3 af 5
 B 62 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 5: Henvendelse af 12/5-23 fra Dansk Regnbueråd
2706966_0004.png
noget diagnostisk apparat”,
og at diagnosen udelukkende beror på et skøn ift. hvad
patienterne selv oplyser at de føler. Det må med andre ord betegnes som et fagligt
kvalificeret gæt.
Ydermere har Sexologisk Klinik
flere gange i år
og
i 2021 udtalt
at der ikke er
nogen
evidens for gavnligheden af behandlingen
for patienterne, hverken da man startede
behandlingen eller i dag. Det er stærkt bekymrende, omkostningerne for patienterne og for
samfundet taget i betragtning. I lande omkring os, bl.a. Finland og
Sverige,
har en
kombination af alvorlige bivirkninger for patienterne, diagnostisk usikkerhed samt
grundlæggende behandlingsetiske bekymringer, forårsaget et stop for behandling af børn
u. 18 år med stophormoner og krydshormoner.
I forhold til procentdelen af patienter, der fortryder deres kønsskifte oplyser Sexologisk
Klinik, at de ikke har noget samlet overblik, men at de p.t. er bekendt med at ni patienter
har fortrudt behandlingen,
hvilket også er noget man
ser i stigende grad i lande,
der i
samme periode har tilbudt lignende behandling. Sexologisk Kliniks egen tvivl på
gavnligheden af behandlingen har indenfor det seneste år resulteret i et drastisk fald i
antallet af henviste børn, der fik kønsskifte -
fra årligt 30% af alle henviste børn til kun 6% i
2022.
Denne nedgang indikerer en erkendelse af, at noget har været galt i udredningen og
diagnostikken.
I USA er procentdelen af patienter, der fortryder, som nævnt,
oppe på 30% nu,
og selvom
der sjældent er 100% diagnostisk sikkerhed i lægevidenskaben, forekommer usikkerheden
ifm. diagnosticering af kronisk kønsdysfori i børn, jfr. Sexologisk Kliniks og Center for
Kønsidentitets egne udmeldinger, at være overordentlig stor.
Det samme - overordentlig store - må konsekvenserne siges at være for de fejlbehandlede
børn og unge, da behandlingen er irreversibel og følgerne af en fejlbehandling livslange.
Disse følger er bl.a. knogleskørhed, stærkt forøget kræftrisiko, et udseende inkongruent
med patienternes biologiske køn, deformerede eller manglende kønsdele, manglende
bryster, manglende evne til at opnå orgasme - og permanent infertilitet. Læg dertil de
psykiske konsekvenser af alt dette for den fejlbehandlede patient.
341 børn
har til og med 2022 modtaget et kønsskifte i Danmark. I den forbindelse melder
spørgsmålet sig jo, om det har været - og om det er - rimeligt, at udsætte nogle børn for
risikoen for uoprettelig fejlbehandling, så andre børn, for ikke at skulle vente til de er
myndige, kan få et kønsskifte mens de stadig er børn? Et kønsskifte, der jo reelt set først
kan konstateres at have været den rigtige beslutning, når disse børn har levet en stor del
af deres voksne liv.
I Dansk Regnbueråd mener vi ikke, at den behandlingsetik kan forsvares. Tvivlen - og den
synes betydelig her - må og skal komme patienterne, børnene, til gode:
Primum non
nocere
-
Først og fremmest: Gør ingen skade,
lyder den hippokratiske ed som bekendt.
Dansk Regnbueråd går derfor ind for et forbud mod kønsskifte til børn under 18 år.
Revisionen af vejledningen for behandlingstilbuddet
Vi er bekendt med at en revidering af vejledningen for behandlingen er undervejs i
Sundhedsstyrelsen - men vi finder det ikke betryggende, at resultatet blot bliver en
4 af 5
 B 62 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 5: Henvendelse af 12/5-23 fra Dansk Regnbueråd
2706966_0005.png
reduktion i antallet af børnekønsskifter, idet den diagnostiske usikkerhed stadig er
foruroligende høj uanset hvor mange børn, man behandler.
Accept af en diagnostisk sikkerhed under 100% er i dette tilfælde det samme som en
accept af, at et vist antal børn vil blive skadet for livet, fordi behandlingen, der følger i
kølvandet på diagnosen, er så voldsom.
Det her er jo ikke bare ‘piller, børnene kan trappe ud af’. Vi taler om irreversibel behandling
med de tidligere nævnte følger som resultat.
Med hensyn til det forbud som B62 lægger op til, kunne en anden løsning være, at
forbuddet ændrer form til et straksmoratorium på behandlingen, der ledsages af
nedsættelsen af en uafhængig kommission, der ligesom det er sket i bl.a.
Storbritannien,
bør belyse med hvilken sundhedsfaglig begrundelse og efter hvilket
medicinskfagligt forløb
børnekønsskiftebehandlingen kom i stand i Danmark.
Kommissionen bør også kortlægge, hvordan behandlingstilbuddet har været udført
igennem de år, det har eksisteret. Kommissionen kunne derudover se på
terapeutiske
alternativer
til medicinsk og kirurgisk kønskorrigerende behandling til børn og unge.
Med kommissionens rapport og anbefalinger i hånden samt en vurdering fra Etisk Råd,
kan Folketinget herefter, på et oplyst grundlag, debattere behandlingstilbuddet, og
beslutte, hvordan man i Danmark bedst, fremadrettet, hjælper børn og unge med kønsligt
ubehag.
Denne parlamentariske fremgangsmåde burde have anvendt fra starten, frem for en
behandlingsadministrativ vej, grundet de etiske implikationer, behandlingens
eksperimenterende karakter og irreversibiliteten af behandlingen af børnene.
Nu har Folketinget chancen for at gøre det rigtige - og gøre det rigtigt:
Pausere behandlingen, tilbundsundersøge behandlingen, folketingsbehandle medicinsk og
kirurgisk kønsskifte til børn - og så beslutte, om denne behandling fortsat er noget, vi skal
tilbyde børn i Danmark.
På gensyn på tirsdag.
Med venlig hilsen
Marcus Dib Jensen, formand
Jesper W. Rasmussen, næstformand
5 af 5