Først vil jeg gerne sige tak hele vejen rundt i salen, både til ministeren og partiernes ordførere på området, i forhold til at tage denne debat omkring su og om, hvorvidt man skal fjerne den indkomstgrænse, der er for, hvor meget man må tjene ved siden af su'en. Jeg er rigtig glad for, at vi kan samles her i salen i dag og tale om et så vigtigt emne, og at det ikke kun holdes for lukkede døre i en su-forligskreds. Tak til de mange ordførere, som faktisk har tilkendegivet, at de mener, at det er sympatisk, at vi fremsætter det her forslag, og at vi også i Danmarksdemokraterne kæmper for de studerende, ligesom en lang række af andre partier herinde i Folketinget. Så stor tak til jer.
Jeg kommer til lige at gennemgå de forskellige ordførere, sådan meget overordnet, i forhold til de bemærkninger, jeg har til det, der er blevet sagt her fra talerstolen i dag. Helt overordnet set kan jeg jo godt høre, at selv om man faktisk synes, at Danmarksdemokraterne har ret i den her sag, og man også gerne vil medvirke til at fjerne grænsen for indkomst ved siden af su'en, så kan man det ikke, fordi man selvfølgelig er bundet – sådan er det, når man indgår forlig og aftaler osv. – af de forlig, man er den del af. Og der anerkender vi fuldt ud i Danmarksdemokraterne, at sådan må det være i et demokrati som det danske.
Socialdemokratiets ordfører var bl.a. inde på, at det allerede skulle være et højt beløb i dag, og at man er bekymret for, at der er nogle, der rent faktisk indskrives på en uddannelse, som de så ikke følger. Og det er jo derfor, vi har de her studiestartsprøver, altså for lige at tage dem, som tænker, at de lige skal begynde på et studie og så have en lille, god check ved siden af helt uden at gøre sig umage på studiet. Så der har vi sådan set allerede indført nogle initiativer i forhold til at sikre, at man ikke bare kan indskrive sig på et studie og så profitere økonomisk på det.
Jeg hører flere sige, at man skal prioritere studiet som studerende. Det var Moderaternes ordfører bl.a. inde på, og det var SF’s ordfører også bl.a. inde på. Og det er jeg helt enig i. Altså, når man tilmelder sig et studie, skal man gøre sig umage med det studie. Men det betyder jo ikke, at man ikke kan være en god og dygtig studerende, samtidig med at man også har et arbejde ved siden af. Det kan man sagtens, og det har jeg også i praksis set mange gøre, altså køre både arbejde og studier samtidig, hvor det har været til gavn for den enkelte, bl.a. i forhold til at sikre, at økonomien derhjemme i det lille hjem også kører rundt.
Det er ikke alle, som er 18 år og lige er gået i gang med en uddannelse og ikke har nogen børn og stadig bor hjemme. Der er også nogle, der har helt almindelige udgifter til forsørgelse, til husleje, til daginstitutioner og dagtilbud til sfo'er og klubber, til børn, der skal have skiftet tøj i det uendelige, fordi de gror ud af den der størrelse 62 og lige pludselig, før man ved af det, har de skiftet til en større størrelse. Der er udgifter forbundet med også at have et familieliv, og det er nogle af de personer, som vi også i Danmarksdemokraternes synes er vigtigt at imødekomme i forhold til at få deres økonomi til at hænge sammen.
Radikale Venstre var inde på, at så kunne mf'er jo også være på su, og i realiteten vil jeg sige ja, for i det her forslag er der jo ikke noget til hinder for det. Men jeg synes da, at hvis det her forslag bliver stemt igennem, skal man på en eller anden måde sikre sig, at folketingsmedlemmer selvfølgelig ikke tilmelder sig su, eller også skal man bare bruge sin sunde fornuft som folketingsmedlem og sige: Jeg har et vederlag, og det er et rigtig højt og flot vederlag, og det får jeg for rent faktisk at bidrage med det, jeg skal herinde i Folketingssalen. Så skal man selvfølgelig ikke tilmelde sig et studie, og ellers er jeg sikker på, at Ekstra Bladets journalister meget hurtigt får færten af det og sørger for, at det bliver stoppet med en forside på Ekstra Bladet.
Noget af det, som vi i Danmarksdemokraterne også gerne vil være med til at diskutere, når det handler om su, handler om, at jeg ikke synes, at det skal stoppe med det her med at sikre, at vi viser de studerende tillid ved at fjerne indkomstgrænsen. Jeg synes også, vi skal se på mange andre ting i forhold til at sikre de studerende nogle bedre vilkår, også i su-systemet. Og noget af det, vi i Danmarksdemokraterne er særlig optaget af, er, at vi jo kan se, at der er flere og flere unge i dag, som får nogle udfordringer med den mentale trivsel. Der bliver flere og flere psykisk sårbare, som måske har brug for noget ekstra tid på studiet og måske også noget mere i su for rent faktisk at komme igennem studiet. For det er ikke alle, der har mulighed for at arbejde ved siden af studiet, som andre har, og derfor er det rigtig vigtigt, at man også for dem ser på, hvordan man forbedrer vilkårene.
Vi er også optaget af, at vi får sikret nogle bedre forhold for studerende i bl.a. landdistrikter, ligesom vi skal se på, hvordan vi kan sikre bedre forhold for voksne, der er lidt op i årene – nu skal man passe på med at sætte alder på – og som gerne vil videreuddanne sig, en god rum tid efter de har været ude på arbejdsmarkedet. Jeg og Danmarksdemokraterne tænker, at det er vigtigt, at de også har nogle gode muligheder for rent faktisk at videreuddanne sig, samtidig med at de får en økonomisk støtte.
Vi anerkender i Danmarksdemokraterne, at der er en su-forligskreds, og derfor var det selvfølgelig også vigtigt for mig at høre debatten her i dag og høre, hvordan de forskellige partier stiller sig i forhold til en eventuelt kommende debat, drøftelser i su-forligskredsen. Vi er jo i Danmarksdemokraterne et ansvarligt parti, og vi vil søge optagelse, hvis man kan kalde det, i su-forligskredsen, og der håber jeg da, at man hele vejen rundt vil bakke op om, at også Danmarksdemokraterne kan træde ind i forligskredsen og tage det ansvar. Det var vist kun lige Dansk Folkepartis ordfører, jeg nåede at spørge ind til det, og der fik jeg et ikkesvar på spørgsmålet om, om man egentlig vil bakke op om, at Danmarksdemokraterne vil kunne komme ind i forligskredsen der. Det synes jeg var lidt ærgerligt, eftersom jeg kan høre, at vi faktisk har nogle fælles positioner, som vi gerne vil gøre gældende der. Nå, men det må blive en anden gang, at man så er mere klar i mælet omkring det.
Men vi vil i hvert fald i Danmarksdemokraterne meget gerne træde ind i su-forligskredsen, og jeg håber, at ordførerne allerede har fået det indtryk, også fra andre forhandlinger, at Danmarksdemokraterne er forhandlingsvillige. Vi er ordentlige, når vi går ind i forhandlingslokalet, og vi er meget optaget af at lande nogle gode, brede aftaler til gavn for danskerne. Vi er med på, vi skal lytte til hinanden, anerkende hinanden for nogle forskellige synspunkter, for vi har alle sammen forskellige positioner, mærkesager, som er vigtige for os at bringe ind i de her forskellige drøftelser. Så vi håber i hvert fald i Danmarksdemokraterne på, at su-forligskredsens partier vil sige ja tak til, at vi også kan blive en samarbejdspartner i su-forligskredsen med jer andre, der sidder der.
Tak for ordet, tak for debatten. Jeg håber på, at Danmarksdemokraterne for fremtiden kan fortsætte debatten i su-forligskredsen, med partiernes opbakning selvfølgelig.