Det næste punkt på dagsordenen er:

22) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 6:

Forslag til folketingsbeslutning om ligestilling af mandlige ofre for partnervold.

Af Kim Edberg Andersen (NB) m.fl.

(Fremsættelse 08.12.2022).

Jeg vil give ordet til ordføreren for forslagsstillerne for en begrundelse af forslaget. Værsgo.

Tak for det. Vi er lige for loven – eller sådan da. For hvis vi taler om servicelovens § 109, siger den, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde midlertidigt ophold i boformer til kvinder, som har været udsat for vold, trusler om vold eller tilsvarende krise i relation til familie- eller samlivsforhold – men kun til kvinder. Det er ikke fair, at kvinder, der er udsat for partnervold, skal have bedre muligheder end mænd, der er udsat for partnervold, for partnervold er partnervold, uanset om offeret er en mænd eller en kvinde. I Danmark var der 40.000 registrerede sager om partnervold i 2022. Næsten halvdelen af ofrene var mænd – mænd, som må kigge langt efter de samme muligheder, som kvinder i den samme ulykkelige situation får. Det er ikke rimeligt, det er ikke fair, og det er skræmmende let at ændre på. Det kræver blot, at vi ændrer ordet kvinder til ofre i den eksisterende lov. At kvinder har bedre rettigheder end mænd, når det kommer til partnervold, er diskrimination; det er hverken mere eller mindre. At kvinder og mænd har de samme rettigheder, når det kommer til partnervold, er ligestilling, og de andre partier i salen er da ikke imod ligestilling – er I vel?

Tak til ordføreren for forslagsstillerne for begrundelsen.

Så er forhandlingen åbnet, og den næste på talerlisten er ministeren for ligestilling.

Tak for beslutningsforslaget og for muligheden for at drøfte mænd, der er udsat for partnervold, her i Folketingssalen. Jeg vil starte med at sige, at jeg er oprigtig glad for, at der er fokus på voldsområdet og også på indsatsen over for voldsudsatte mænd, for det kommer næppe bag på nogen, at jeg ønsker, at området skal have en meget høj prioritet. Jeg er derfor også glad for, at vi med SSA-aftalen netop har sikret et markant løft af voldsområdet med 136 mio. kr. de næste 4 år. Det kommer både voldsudsatte kvinder og mænd til gode.

Med beslutningsforslaget ønsker forslagsstillerne at pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, som sikrer, at voldsudsatte mænd får retskrav på midlertidigt ophold i boformer efter serviceloven, også kendt som kvindekrisecentre, i lighed med den ret, kvinder har efter servicelovens § 109. Mændene skal kunne være ledsaget af deres børn, og de skal under opholdet kunne modtage den nødvendige hjælp, omsorg og støtte, herunder tilbud om psykologhjælp. Lad mig gøre det helt klart: Vi er enige om, at der skal være hjælp at hente for mennesker, der udsættes for vold i nære relationer, uanset om der er tale om kvinder eller mænd. Regeringen er derfor også enig med forslagsstillerne i, at indsatsen over for voldsudsatte mænd skal styrkes. Tiden er inde til, at vi reelt anerkender, at mænd også kan være udsat for partnervold og have brug for hjælp.

Når regeringen alligevel ikke kan støtte beslutningsforslaget, skyldes det to forhold. Først og fremmest ville indførelsen af et nyt tilbud svarende til servicelovens § 109 for mænd medføre varige merudgifter, som forslagsstillerne ikke anviser finansiering til. Regeringen mener ikke, at det er en gangbar løsning at tilvejebringe finansiering ved at dele de midler, der er afsat til indsatsen for voldsudsatte kvinder, som det bl.a. foreslås i beslutningsforslaget. Derudover er der kønsmæssige forskelle på voldsområdet, som kan betyde, at voldsudsatte kvinder og mænd ikke nødvendigvis har de samme behov. Alt for mange mennesker udsættes for vold af nogen i en nær relation – alt for mange kvinder og alt for mange mænd. Men der er forskelle i den partnervold, som kvinder og mænd udsættes for. Næsten dobbelt så mange kvinder som mænd udsættes for partnervold. Kvinder er typisk også udsat for mere grov fysisk partnervold, volden er hyppigere, og kvinderne er ofte meget bange, og endelig er det primært kvinder, der dræbes af deres partner eller ekspartner.

Vi skal hjælpe de mænd, som er udsat for partnervold, men det skal ikke forringe hjælpen til de voldsudsatte kvinder, at vi også hjælper de voldsudsatte mænd. Kønsforskelle kan betyde, at de tilbud, vi i dag har til kvinder, ikke nødvendigvis passer en til en til mænd. Vi skal derfor være åbne over for kønsforskelle, når vi skal se på løsningerne, for ligebehandling er ikke nødvendigvis ens behandling, og derfor er løsningen ikke nødvendigvis, at § 109 kønsneutraliseres. Regeringen vil som en del af handlingsplanen mod partnervold og partnerdrab afsøge muligheden for at ligestille tilbuddene til voldsudsatte kvinder og mænd. Når jeg har en model, vil jeg gerne drøfte den model med partierne. Jeg vil her og nu gå i dialog med centrale interessenter om, hvordan vi konkret griber det an, for regeringen vil – helt på linje med forslagsstillerne – den manglende ligestilling på det her område til livs. Tak for ordet.

Tak til ministeren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak. Jeg blev lidt formildet af det sidste, ministeren sagde. Jeg har også drøftet det her med ministeren tidligere, men jeg kan bare ikke forstå, hvorfor man accepterer den argumentation, der også har været brugt af den tidligere socialminister fru Astrid Krag, med hensyn til at der er forskel på, om det er mænd eller kvinder. Det står sådan set også i § 109, f.eks. stk. 7, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde indledende og koordinerende støtte og vejledning, rådgivning osv., hvis du bliver udsat for vold, så man faktisk målretter det til den enkelte. Det er det, der også ligger i § 109. Jeg kan stadig væk ikke forstå, at man ikke bare kan kønsneutralisere den paragraf. Hvordan kan vi stå nu i år 2023 og stadig væk ikke have ligestilling på voldsområdet?

Ministeren.

Jeg er helt enig i, at der er en udfordring med, at vi ikke har ligestilling på voldsområdet, og jeg synes også, jeg sagde det meget klart i min tale, nemlig at vi har en ambition om, at vi skal have ligestillet tilbuddene til mænd og kvinder. Men vi kommer heller ikke udenom, at der er en kønsforskel. Dels er der det banale faktum, at flere kvinder er udsat for vold end mænd, dels er volden mod kvinder også grovere og hyppigere. Der er flere drab begået mod kvinder, og kvinder føler sig også mere bange. Derfor er der behov for at se på, hvordan vi finder den rigtige model. Jeg har også fra interessenternes side kunnet høre, at der er behov for, at vi går i dialog om at finde den rigtige model, så vi får målrettet tilbuddene. Men jeg er meget optaget af, at man har krav på de samme tilbud.

Fru Mette Thiesen.

Det var den del, jeg blev en lille smule formildet af. Det er selvfølgelig rigtig positivt, men vi må nok bare konstatere, at selv om ministeren siger det her med, at flere kvinder bliver udsat for vold, selv om ministeren siger det her med, at det også nogle gange er grovere vold, er vold vel vold, og selv om det er en mindre del af mændene end af kvinderne, der bliver udsat for det, skal de mænd selvfølgelig også have ret til hjælp, fordi vold er vold. Det håber jeg sådan set ministeren er enig i. Jeg er glad for, at ministeren siger det her med, at man vil undersøge en model, og det ser jeg selvfølgelig frem til, men jeg synes også, det er rigtig ærgerligt, at man ikke en gang for alle bare kønsneutraliserer den her paragraf.

Ministeren.

Sagen er, at løsningen ikke nødvendigvis er at kønsneutralisere § 109. Det kan være, at det er en anden model, man skal finde. Det siger interessenterne på området sådan set også, og jeg vil gerne gå i dialog med interessenterne for at finde den helt rette model, for det er vigtigt, at vi får en model, hvor det er de rigtige tilbud, der gives. Men vi er fuldstændig enige i ambitionen om, at vi skal have ligestillet det her område, for vold er vold, og voldsudsatte mænd skal også have de rette tilbud.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak til ministeren for det. Jeg bliver bare nødt til at sige, at som mand bliver jeg jo noget bekymret, når jeg hører den samme sang fra dem, jeg sidder i Ligestillingsudvalget med, altså at der er stor forskel på, om man bliver banket af manden eller konen. For det er der ikke. Det er der ikke for den, der bliver banket – punktum. Det her er jo en diskussion, hvor vi bliver nødt til at forholde os til, at hvis en mand får tæv af konen og han tager børnene under armen, har hans børn ikke de samme rettigheder, som hvis en kone tager sine børn under armen. Det her er diskriminerende, det er simpelt hen ikke i orden, og det skal ændres.

Jeg ved, at ministeren kommer fra det rigtige sted i forhold til ligestilling; jeg kender ministeren, og jeg er slet ikke i tvivl om, at hjertet er der – det bekymrer mig bare, at noget så simpelt og ligetil kan blive til en kamp i en Folketingssal, når vi ud fra loven kan læse, at den fremhæver det ene køn frem for det andet.

Så er ministeren villig til at give mig en dato, eller skal jeg til at fremsætte det her hvert år de næste 3 år? Hvornår bliver mænd ligestillet med kvinder, i forhold til når de er udsat for vold?

Ministeren.

Tak for det. Jeg vil gerne endnu en gang sige det meget klart: Det er min og regeringens ambition, at vi finder en løsning på det her område, så mænd og kvinder er ligestillet i de adgange til den hjælp, der er, hvis man er voldsudsat. Og jeg håber også, at hr. Kim Edberg Andersen hørte i talen, at som en del af forhandlingerne om handlingsplanen vil vi afsøge mulighederne for, hvordan vi kan ligestille på det her område.

Nu vil jeg gå i dialog med interessenterne, og når vi har fundet en model, vil jeg indkalde partierne til drøftelser om den model, for det er vigtigt for regeringen, at vi finder en løsning på det her. Jeg har en ambition om, at vi kan finde en handlingsplan inden sommer.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Nu skal jeg se, om armene er lange nok til at læse op, hvad den her lov faktisk har af betydning. I et lovforslag, som vi skal behandle i morgen, L 64, står der faktisk, at det kan have positive ligestillingsmæssige konsekvenser for kvinder, fordi de er omfattet af § 109. Vi ved, at det her er positivt for kvinden og en sejr over manden, altså det, at de har § 109. Det her er så uretfærdigt, at man næsten ikke forstår det.

Ministeren.

Jeg gentager jo mig selv: Vi er enige i, at det her er uretfærdigt, og vi skal finde en løsning på de udfordringer, der er, og jeg vil også endnu en gang takke ordføreren for at fremsætte det her beslutningsforslag, for det er relevant at se på. Det er også derfor, at vi i forbindelse med drøftelserne og forhandlingerne om en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab vil se på, hvordan vi kan ligestille på det her område. For det er der behov for.

Så er det fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak til ministeren for talen. Det er jo ikke en ny problemstilling eller en ny debat, vi har her i Folketingssalen, om, hvordan vi ligestiller ofre for partnervold. Vi har jo også haft en debat om beslutningsforslag nr. B 204, som også handlede om, hvordan man ligestiller, og det er fint nok, hvis ministeren ikke på stående fod kan redegøre for det, men jeg vil så bare bedre ministeren om at sende en skriftlig redegørelse til Ligestillingsudvalget om, hvordan det går med det arbejde, som blev sat i gang i forbindelse med det beslutningsforslag. For det tror jeg kunne være rigtig nyttigt for debatten, og der er for os i Enhedslisten i hvert fald ikke nogen tvivl om, at mandlige og kvindelige ofre for partnervold selvfølgelig skal ligestilles. Vi skal bare finde ud af, hvordan vi gør det bedst, og derfor vil jeg gerne bede ministeren om at sende en redegørelse til udvalget om, hvordan det går med det arbejde.

Ministeren.

Det er jo helt korrekt, at vi har haft den her debat om ligestilling af § 109 rigtig mange gange, og Venstre har også tidligere stemt for beslutningsforslag vedrørende § 109, ikke præcis det her beslutningsforslag, men om at finde en løsning, og det er fortsat Venstres ambition, at vi får ligestillet det her område. For det er vigtigt at finde nogle løsninger, så voldsudsatte mænd også får den rette hjælp, og det har de ikke mulighed for i dag. Og det er egentlig også derfor, jeg siger meget klart, at det er vores ambition, og det er regeringens ambition, at vi i forbindelse med forhandlingerne om en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab vil tage det her emne op og forsøge at finde en løsning på det, og jeg vil gå i dialog med interessenterne om den rette model. For det er også vigtigt, at vi finder den rette model. Løsningen er ikke nødvendigvis at kønsneutralisere, og jeg mener slet ikke, at løsningen er at tage pengene fra kvindekrisecentrene. Vi skal ikke forringe de tilbud, der er for kvinder. Vi skal sørge for, at mændene får de rette tilbud. Så derfor skal vi finde den rette model.

Tak til ministeren. Så er det fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak for ordet. Jeg bliver lidt blødt op her, når ministeren faktisk står og siger, at der kommer til at ske noget allerede inden for de kommende måneder, en handlingsplan inden sommerferien. Det lyder rigtig lovende, for den her diskussion har jo varet i årevis. Jeg kan huske, at formanden, der sidder der i stolen, jo simpelt hen har haft det kørende i, jeg ved ikke hvor mange år, altså helt tilbage til starten af 2016 eller sådan noget. Og Fatma Øktem, som var ligestillingsordfører for Venstre, har jo også haft sagen oppe og har kaldt den tidligere regering for fodslæbende, hvilket jeg også er enig i de i udpræget grad har været med det her.

Så det glæder mig, at ministeren vil tage det op, men kan ministeren så i dag garantere, at der i den her valgperiode kommer til at være ligestilling mellem mænd og kvinder, når det gælder partnervold?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Jeg kan jo igen bekræfte, at det her er en debat, vi har haft mange gange, og at vi har haft flere beslutningsforslag. Vi har også haft B 148, som ordføreren også refererer til, hvor vi havde den samme drøftelse, og hvor Venstre støttede beslutningsforslaget.

Det, jeg kan sige, er, at vi i forbindelse med forhandlingerne om en handlingsplan mod partnervold og partnerdrab vil afsøge mulighederne for, hvordan vi ligestiller det her område. Jeg kan selvfølgelig ikke garantere for, at det rent faktisk lykkes, men jeg kan i hvert fald give den garanti, at vi vil afsøge mulighederne for det. Jeg kan også sige meget klart, at det er min ambition, at vi får en handlingsplan inden sommerferien, og at jeg meget håber, at vi finder en løsning på det her område. Jeg synes, det er vigtigt, at vi finder den rette model, og derfor vil jeg også gå i dialog med interessenterne.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne, værsgo.

Tak. Jeg håber bare virkelig ikke, at det her ender i sådan noget Christiansborghalløj, hvor man siger, at man prøver at finde en løsning, og der så går 4 år, og vi så ikke har fundet en løsning, for det gjorde vi heller ikke tilbage i 2016, og vi har ikke gjort det i 2019, og vi har ikke gjort det nu.

Helt ærligt er det her meget, meget simpelt: Det er ligestilling mellem mænd og kvinder, når de bliver udsat for psykisk eller fysisk vold. Længere er den ikke, og det er også derfor, jeg synes, at Nye Borgerliges forslag i dag faktisk er rigtig godt, og at det er et skridt på vejen. Der håber jeg bare, at det her fodslæberi ikke kommer til at afspejle sig i den her valgperiode.

Ministeren.

Jeg er enig i, at det er godt, at vi med det her forslag endnu en gang får rejst den her debat i Folketingssalen. Men det er ikke helt så simpelt. For det er vigtigt, at vi finder den rette model, og der skal vi i dialog med aktørerne. Så er det altså også vigtigt, at vi finder en finansiering til det, og det her forslag har jo ikke nogen finansiering med sig. Og jeg er meget imod, at vi tager finansieringen fra kvindekrisecentrene, som der jo bl.a. foreslås. For vi skal ikke forringe de tilbud, der er for kvindekrisecentrene, vi skal finde en løsning for de voldsudsatte mænd.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi går videre til den næste i ordførerrækken, som er fru Trine Bramsen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Kampen mod partnervold er ikke en kamp mellem mænd og kvinder; det er en kamp mod vold, mod det fængsel, som det er at leve i et parforhold med psykisk, fysisk, økonomisk eller digital vold. Vold må aldrig blive den enkeltes ansvar, og derfor skal vi have brudt med tabuet om, at partnervold er noget, der hører privatlivet til – for det hører ikke privatlivet til. Vold er ulovligt, også når det foregår derhjemme, og i særdeleshed, når volden bliver sløret af et psykisk patchworktæppe af afhængighed, nedgørelse, kontrol, medlidenhed, omsorg og forvisninger om, at det hele bliver bedre lige om lidt.

Det seneste år har jeg haft lejlighed til at besøge en række krisecentre, både krisecentre til mænd og til kvinder, og jeg har talt med organisationer, der beskæftiger sig med vold og ikke mindst ofre for vold. Jeg har været i Norge for at lære af deres erfaringer og dykket ned i bl.a. den spanske indsats. Det førte til den handlingsplan, som netop er blevet vedtaget på tværs af partier. Ud fra de samtaler, jeg har haft med organisationerne og ofrene, står det også meget klart for mig, at partnervold er en kompleks problemstilling, og ikke mindst er den kønnet. Der er forskel på den vold, som mænd og som kvinder udsættes for. Derfor skal der også være forskel på den hjælp, som voldsofrene møder. At der skal være forskel på tilbuddene afhængigt af køn, må dog aldrig blive en undskyldning for, at der ikke skal være hjælp. Der skal være hjælp til begge køn, men det må heller ikke betyde, at vi laver en hurtig løsning, som reelt skaber flere problemer, end den løser, som ministeren også har været inde på.

Partnervold skal forstås med blik for køn, og derfor skal tilbuddene afspejle det. Derfor mener jeg også ligesom ministeren, at der skal igangsættes et ordentligt arbejde med henblik på at finde gode tilbud til mænd, ligesom vi jo skal fortsætte med at udvikle de tilbud, som gives til kvinder. Og så skal løsningerne ikke mindst finansieres, for vi kan ikke her i Folketingssalen fremlægge forslag, som der ikke er finansiering bag. Så når vi ikke kan støtte forslaget her i dag, er det ikke, fordi vi afviser hjælp til mænd, men det er, fordi en sammenblanding af tilbud til mænd og kvinder i lovgivningen vil åbne for andre udfordringer. Vi kan og skal ikke gøre tingene halvt og hurtigt; vi skal gøre det rigtigt. Det skylder vil voldsofrene. Og så skal der ikke mindst følge finansiering med, for vi kan ikke vedtage noget her, når der ikke er finansiering bag. Det virker ikke ude i virkeligheden. Partnervold er komplekst. Partnervold er komplekst, og derfor skal løsningerne også være tilpasset problemerne, ikke omvendt. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Først tak til ordføreren for talen – det var en stærk tale. Når man er udsat for vold – eksempelvis psykisk vold, som ordføreren også nævner – er det, om man er mand eller kvinde, som at være i et fængsel, der er svært at bryde ud af, som ordføreren helt rigtigt nævner. Så tak for en meget, meget stærk tale.

Det her jo ikke noget nyt. Det er jo et forslag, der, som det også er blevet nævnt, er blevet fremsat rigtig mange gange før, og derfor piner det mig for at være helt ærlig også lidt, at vi ikke er nået længere. Det, jeg glæder mig over, er, at vi har en minister og nu også en ordfører på området, som lader til at tage det i hvert fald nogenlunde alvorligt. Den tidligere minister virkede for at være helt ærlig fuldstændig ligeglad. Så tak for det. Jeg kunne bare godt tænke mig snart at få en tidslinje for, hvornår det her så bliver sat i værk, for det er som sagt ikke noget nyt.

Ordføreren.

Ministeren har jo redegjort for, hvad hun forventer tidsperspektivet er. Jeg vil dog sige, at den handleplan for bekæmpelse af partnervold, der kom, er helt central både for mænd og kvinder. For det, der jo er helt afgørende vi får gjort, når det handler om partnervold, uanset om vi taler om mænd eller kvinder, er at få brudt tabuet. Og der er et tabu, når det handler om kvinder, der udsættes for vold – et tabu, som er fuldstændig urimeligt, og som vi skal trænge igennem, før tilbuddene overhovedet er relevante – men det tabu vil det være min påstand i mindst lige så høj grad eksisterer, når vi taler om mænd og vold. Så selv om volden ser anderledes ud, så eksisterer tabuet, måske på grund af nogle kønsnormer, i endnu højere grad.

Derfor er det en ting og få lavet tilbuddene, som man kan få, når man har søgt hjælp, men en anden ting er jo overhovedet at komme hen til at få folk til at søge hjælp og begynde at tale om volden. Vi ved, at hvis man sætter tidligt ind, kan man faktisk bryde voldsspiralen, og derfor synes jeg ikke, at handleplanen, som kom sidste år, er ligegyldig, når det handler om mænd.

Fru Mette Thiesen.

Jeg er meget enig i, at der er kommet den her handleplan, og det er også rigtig fint. Grunden til, at jeg siger det her med en tidslinje, er, at vi simpelt hen er nødt til snart at få en afklaring på, hvornår det her ligger klar, og det synes jeg sådan set mangler lidt. For nu blev det her afvist med en begrundelse om manglende finansiering, men det, der faktisk står ret konkret under økonomidelen i det her beslutningsforslag, er, at regeringen kan indkalde til forhandlinger, og jeg og Dansk Folkeparti mener i hvert fald helt oprigtigt, at det her område er sindssygt vigtigt, så vi kommer meget gerne til forhandlinger, og vi vil også meget gerne bidrage til at finde noget finansiering, så vi netop sikrer den her ligestilling. Men hvornår? Det skal ske nu – det haster altså.

Ordføreren.

Ministeren har som sagt redegjort for, hvornår hun har tænkt sig at indkalde til forhandlinger, og det må være ministeren, der beslutter det. Men det, jeg synes er helt afgørende, og som jo ikke handler om krisecentertilbuddene, er, at vi får brudt igennem det her vakuum, som der er i forhold til rent faktisk at søge hjælpen.

Vi ved fra forskningen – og det var det, jeg var ved at sige før – at jo tidligere man sætter ind, jo mindre risiko er der jo også for, at volden udvikler sig i en sådan grad, at man skal ende på krisecenter. Og der er det altså et kæmpe spektrum, jeg faktisk mener at vi har svigtet i forhold til her i Folketinget. Vi har svigtet, fordi vi ikke har givet gode nok tilbud til at bryde voldsspiralen, før man står og har brug for den hjælp, der tilbydes.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Tak for en god tale, og det er også alle de rigtige ord, der bliver sagt, men der er bare alt for lidt handling. Det her forslag blev fremsat i 2019, 2021 – og nu igen i 2023 – og det er næsten ord for ord den samme forklaring, jeg får på det. Jeg er enig med ordføreren i, at vi skal gå tidligt ind, for der er ikke nogen, der skal på krisecenter.

Problemstillingen for mig er, at mænd ikke har den ret til ligestilling – det er det, der er problemet. Al det andet kan vi tale stolpe op og ned om, men virkeligheden er, at vi har en lov, som kun gælder for kvinder. Og jeg hører jer stå og forsvare, at det skal den blive ved med, og så kan vi snakke om det igen i 2025, 2027, 2029, for det er de samme ord, jeg hører hver gang.

Det, der er vigtigt for mig, er, at mænd – og især mænd, der tager deres børn med – får en ret, simpelt hen en ret til at kunne tage ungerne under armen og komme ud af et voldeligt forhold og have en mulighed for og et krav på at få noget hjælp. Det er det, der piner mig, og det er det, der gør ondt på mig de ikke har.

Ordføreren.

Jeg har mødt de mænd, som det handler om. Jeg har talt med dem, jeg har lyttet til de udfordringer, der er, og jeg er fuldstændig enig i intentionen om, at vi skal give en større retssikkerhed, når det handler om vold. Jeg tror dog ikke, at løsningen er det, der står i forslaget her, altså netop at give det samme retskrav, som gælder for kvinder, for så mister vi det, der er det kønnede blik for volden.

Til gengæld synes jeg, at det rigtige vil være at lave en særlig paragraf, et særligt tilbud til mændene, sådan at vi undgår, at vi pludselig står med nogle tilbud, der er udvandede, eller vi ikke har det statistiske grundlag, eksempelvis, som gør, at vi kan lave de rigtige tilbud. Det er derfor, jeg faktisk mener, at det er rigtigt, når ministeren siger, at det her kræver et arbejde, og at det arbejde skal begynde nu.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Det er nok dér, vi adskiller os, nemlig ved det kønnede blik for vold – fordi vold er vold. Altså, om det er en mand, der udøver volden, eller om det er en kvinde, der udøver volden, så er vold vold, og et offer er et offer uanset køn. Vi er enige om, at der er voldstyper, hvor mænd er langt overrepræsenteret, og hvor kvinder er langt overrepræsenteret som ofre, men virkeligheden er, at hvis du er udsat for vold, er det fuldstændig ligegyldigt med et kønnet blik. I forhold til det her vil jeg så også sige, at vi i 2019, 2021 og 2023 hver eneste gang fra Nye Borgerliges side har sagt: Indkald til forhandlinger, så finder vi finansiering.

Ordføreren.

Det modsiges jo så bare af erfaringerne rundtom på krisecentrene og af forskningen, der netop siger, at der er et kønsperspektiv. Det er jo baggrunden for, at der er lås på dørene i kvindekrisecentre, hegn udenom, og at der er særlig behov for overvågning; det er der ikke på mandekrisecentrene. Jeg har selv besøgt nogle af dem, og der kan man i højere grad gå lige ind ad døren, og det er jo netop, fordi kønnet spiller en rolle, når vi taler om vold. Derfor må intentionen være, at der er de rigtige tilbud til dem, som det handler om, og ikke, at vi putter alle ned i det samme tilbud, for så mister vi det, der er det afgørende for at kunne give den gode hjælp.

Tak. Så er det fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Ordføreren snakker meget om, at det jo er den rigtige model, vi skal finde her, altså at vi skal finde en god og en ordentlig model, så vi også kan hjælpe mændene her. Men hvordan kan det være, det tager så lang tid? Altså, Socialdemokratiet har jo siddet på regeringsmagten siden 2019. Skal det virkelig tage så lang tid?

Ordføreren.

Nu mener jeg faktisk, der er gjort ganske meget, når vi taler om partnervold. Og noget af det allervigtigste – allervigtigste – som er med i den handleplan, der kom på bordet i juni måned, og som jeg selv havde lejlighed til at præsentere, er det her med at få brudt tabuet. Og hvis vi ikke i højere grad får brudt tabuet, kan vi lave nok så mange tilbud herinde i Folketinget, men vi får aldrig sat ind der, hvor det er virkelig afgørende, at man ser, hvad det er, der foregår, og at man får hjælp til at tale om volden og når frem til de tilbud, der er behov for.

Så jeg mener ikke, det er rigtigt, når spørgeren siger, at der ikke er gjort noget.

Fru Susie Jessen, Danmarksdemokraterne.

Men ordføreren står jo lige nu selv og siger, at der skal en indsats til, og at der skal laves en plan for at kunne ligestille mænd og kvinder, når det gælder partnervold. Og det er jo ikke sket. Vi kan jo godt stå her alle sammen og være enige om, at det ikke er sket endnu.

Så mit spørgsmål er bare: Hvorfor har Socialdemokratiet ikke medvirket til, at det her er sket, altså at der er en reel ligestilling, når det gælder lige præcis partnervold? Vi kan se i Politiken fra i søndags, at antallet af voldsofre, der er mænd, stiger. Der er et kæmpe problem her. Altså, I har siddet med magten siden 2019, så hvorfor er der ikke sket noget?

Ordføreren.

Hvorfor var der 12 kvinder, der blev dræbt sidste år af deres partnere? Hvorfor var der også 12 kvinder, der blev dræbt forrige år? Og hvis vi går 10 år tilbage, var der også 12 kvinder, der blev dræbt. Det her er en kompleks problemstilling. Der er forhold, der skal forbedres for kvinder, og jeg tror også, at vi kommer til at skulle præsentere en ny handleplan om få år. Jeg tror også, at vi kommer til at skulle præsentere en om 5 år og om 10 år, for det her er noget, vi ikke bare kan trylle væk.

Men at vi løbende skal forbedre tilbuddene, bryde tabuet, forbedre hjælpen, også til udøverne, er jo ikke det samme, som at vi skal gøre det til en kamp mellem køn. Det er en kamp mod volden.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører i rækken, som er fru Linea Søgaard-Lidell fra Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. Der er i de seneste år kommet meget mere opmærksomhed omkring partnervold og partnerdrab, og det er virkelig vigtigt, fordi det er et alt for stort problem. Alt mange danskere udsættes for partnervold hvert år. Heldigvis er der også taget politisk handling med den forøgede opmærksomhed. Senest er der som en del af aftalen for SSA-reserven for 2023-2026 blevet afsat midler til en række initiativer i »Handlingsplan mod partnervold og partnerdrab«, og det er gode tiltag, som kommer til at gavne både mandlige og kvindelige ofre for partnervold.

Handlingsplanen er et stort skridt i den rigtige retning, men vi er selvfølgelig ikke i mål, og af den grund vil jeg også gerne takke forslagsstillerne for at sætte fokus på ligestilling af ofre for partnervold. I Venstre mener vi selvfølgelig, at mænd og kvinder skal have lige muligheder for hjælp, hvis de udsættes for vold i nære relationer. Men vi har nogle betænkeligheder ved det her forslag, som gør, at vi ikke kan støtte beslutningsforslaget. På voldsområdet må vi bare erkende, at der er kønsmæssige forskelle, og derfor er det heller ikke nødvendigvis den præcis samme type hjælp eller helt ens tilbud, som mænd og kvinder har behov for. Samtidig finder forslagsstillerne ikke nogen ny finansiering, men peger på, at de midler, der allerede i dag gives til krisecentre for kvinder, bruges, men for mig er det bare ikke en særlig holdbar løsning, fordi resultatet af i højere grad at hjælpe mandlige ofre, ikke må være, at vi hjælper færre kvindelige ofre, eller at kvindelige ofre oplever mindre hjælp, end de har i dag, og det tror jeg sådan set heller ikke der er nogen der har et ønske om.

Der er flere initiativer i gang. Vi har hørt nogle af dem nævnt, og vi skal bruge erfaringerne fra dem og også fra handlingsplanen til at se, hvordan vi bedst kan hjælpe ofre for partnervold, både de mandlige og de kvindelige ofre. Alle, der udsættes for partnervold, skal have den rette hjælp, og derfor er jeg også rigtig tilfreds med, at ligestillingsministeren understreger, at regeringen er i arbejdstøjet.

Tak til ordføreren. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Hvad med børnene? Dem diskriminerer vi jo her, altså børnene, hvis far bliver udsat for at være i et voldeligt forhold og er mand nok til at tage dem med; de har ingen af de rettigheder. Så hvordan forklarer Venstre det? Man er villig til ikke at diskriminere mænd og kvinder – det har jeg forstået – men hvad har børnene gjort? Altså, hvorfor er det, de ikke skal kunne tilbydes den hjælp så? Det skal vi jo heller ikke se på, for det har I vidst siden 2019, hvor forslaget var der sidst.

I forhold til finansieringen står der faktisk deri, at vi ligestiller vold bare. Og derfor ligestiller vi selvfølgelig med de penge, vi bruger i forhold til vold, og skal vi finde flere penge, fordi vi så finder ud af, at det kommer til at kræve flere penge, så har vi sagt, at så er vi også villige til at kigge på det. Men vi ligestiller jo bare vold mellem partnere.

Ordføreren.

Det skal tages ekstremt alvorligt, når børn oplever vold i hjemmet og vold i de nære relationer. Og det ved jeg der jo også er fokus på ude i kommunerne, og der er også en skærpet tilsynspligt omkring det her.

Jeg må også bare understrege, at vi skal finde den rette løsning. Altså, alle har jo en intention om, eller jeg hører i hvert fald, at der er en intention om, at vi skal finde den rette løsning, så mandlige ofre for partnervold også får den rette hjælp, og det gælder selvfølgelig også deres børn. Så jeg glæder mig til de fremtidige drøftelser om det.

Hr. Kim Edberg Andersen, værsgo.

Jeg er bare ked af at sige, at det ikke er det, jeg hører. Jeg hører, at vi får den her retorik med, at mænd slår kvinder ihjel, og at derfor skal mænd ikke have hjælp nu – for vi har et mere presserende problem. Jeg er enig: Mænd har slået kvinder ihjel. Men det skal da ikke ligge alle andre mænd til last, sådan at de så ikke kan få hjælp, fordi der har været 12 ofre for tosser. Og det synes jeg det gør.

Altså, vi bliver nødt til at sige: Mænd og mænds børn skal ligestilles, og så er I enten for eller imod. Den er ikke ret meget længere, og jeg kan forstå, at man åbenbart er imod.

Ordføreren.

Det, som vi hører – og det er også det, som Institut for Menneskerettigheder slog fast – er jo, at der er forskel på de situationer, som mandlige og kvindelige voldsofre er i. Og jeg synes, det er seriøst, at det er det, vi forholder os til, og så skal vi finde det tilbud, som passer.

Den næste er fru Mette Thiesen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

De sidste to gange, det her forslag er blevet fremsat, har Venstre stemt for. Det, der står i det her beslutningsforslag, er ikke anderledes end det, der har stået tidligere. Der står sådan set også bare, at man skal indkalde til forhandlinger for at finde en løsning på det. Hvorfor har Venstre ændret holdning til det her spørgsmål?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at Venstre har ændret holdning til, at mænd og kvinder skal ligestilles, når det kommer til det her område – når det kommer til ofre for partnervold. Men vi skal finde det rette tilbud, og det er ikke nødvendigvis, at man skal have præcis ens tilbud, sådan som forslagsstillerne lægger op til. Jeg er rigtig glad for, at vi har en minister, som siger, at hun er i arbejdstøjet, og at hun taler med de centrale aktører på området i forhold til at finde præcis det tilbud, som der skal til for at hjælpe de mandlige ofre for partnervold.

Fru Mette Thiesen.

Så tror jeg simpelt hen ikke, at ordføreren har forstået forslaget. Det er selvfølgelig også fair nok, hvis man ikke har det, men der står ret tydeligt i § 109 alle de ting, som kvinder har ret til, når de bliver udsat for vold, og der står faktisk også i stk. 7, at der skal være rådgivning og forberedelse baseret på bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, dagtilbud – alle de her forskellige ting – sådan at man netop målretter det til den enkelte. Så hvorfor har Venstre ændret holdning til det her?

Ordføreren.

Jeg synes, vi skal finde det rette tilbud til de mandlige ofre, og ikke udhule det tilbud, som der lige nu er til kvindelige ofre. Jeg bemærker, at der jo er et ønske i salen og i debatten om, at vi skal finde en løsning, så vi kan give lige muligheder for hjælp til mandlige og kvindelige ofre for partnervold, og det håber jeg så også vi lykkes med.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører i rækken, som er fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Værsgo.

Tak for ordet. Så blev det min første gang på talerstolen. Jeg har set frem til det med glæde og spænding og sommerfugle i maven hele dagen. Jeg havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle stå her netop i dag. Jeg er en af de børn, der har set et krisecenter indefra, så det betyder naturligvis meget for mig. Men allerallervigtigst i den her debat betyder det hele verden for de voksne og børn, som det går ud over. Derfor skal vi selvfølgelig have en målrettet indsats for de her mennesker, så de kan komme ud af volden og blive hele mennesker. Vold er uacceptabelt og ødelæggende, uanset hvem der udfører den. Det er også uacceptabelt, at børn skal overvære det. Vi skal bryde de her onde cirkler af vold og trusler, så børnene ikke adopterer den adfærd.

En undersøgelse fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd, VIVE, viser, at ca. 42.000 kvinder og 43.000 mænd årligt udsættes for fysisk, psykisk, seksuel og/eller økonomisk vold af nuværende eller tidligere partnere. Det er selvsagt alt for mange. Det skal nedbringes.

Forslagsstillerne ønsker, at mænd får et retskrav på midlertidigt ophold i boformer efter serviceloven, når de har været udsat for vold eller trusler om vold i nære relationer. Vi i Moderaterne er enige med forslagsstillerne i, at vi som samfund skal tage denne problemstilling meget alvorligt, og at mænd udsat for vold skal have den rette hjælp og støtte. Moderaterne ønsker altså at styrke indsatsen for voldsramte. Vi skal have en god og høj kvalitet i vores tilbud, og derfor skal vi have alle de nødvendige aktører, der har den gode, gennemarbejdede viden, til at byde ind. Det skal gøres ordentligt, og det skal gøres helhedsorienteret. Derfor skal vi drøfte det i forbindelse med handlingsplanen mod partnervold og partnerdrab.

På den baggrund kan Moderaterne ikke støtte op om forslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak til ordføreren. Ved den sidste ordfører glemte jeg, at det var den første tale, så jeg var lige ovre og undskylde, at jeg gik lidt hårdt til den. Det har jeg ikke tænkt mig at gøre over for den her ordfører på samme måde, selv om jeg selvfølgelig er uenig, i forhold til at man ikke vil støtte forslaget. Vil ordføreren bare lige bekræfte de tal, hun selv nævnte nu her, nemlig at det faktisk er flere mænd end kvinder, der bliver udsat for vold? Du sagde, at tallet for kvinder var 42.000 og 43.000 for mænd, som jeg hørte det. Det vil sige, at graden af vold skal vi definere. Sådan hørte jeg det i hvert fald. Så skal du ikke bekræfte det. Men graden af vold skal selvfølgelig ikke begrænse, at mænd og mænds børn ikke får den her rettighed. Så vil ordføreren fortælle mig, hvorfor § 109 ikke egner sig til mænd, men åbenbart egner sig til kvinder?

Ordføreren.

Det kan have været nervøsitet. Tallene er 82.000 kvinder og cirka 43.000 mænd. Jeg ved ikke, om § 109 som sådan er god nok nu, men det er jo det, vi skal finde ud af. Vi bliver jo nødt til at undersøge det her emne til bunds for at lave netop den rette kvalitetssikrede indsats. Det her går jo i arv i familier, og det er mønstre, der bliver ved. Så det er enormt vigtigt, at voldsofrene, om det er mænd eller kvinder, ydes en indsats, så de kan komme videre i deres liv og leve det liv, de gerne vil. Det er det, det her handler om. Det handler ikke om en debat mellem os, men det handler om, at vi skal gøre det rigtigt nu, og det står jeg på mål for.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen for den anden korte bemærkning.

Men hvis § 109 ikke fungerer, kan jeg ikke forstå, at alle de her partier ikke allerede har indsat en ny paragraf. Vores beslutningsforslag går ud på en meget, meget simpel ting, nemlig at man får ligestilling mellem mænd og kvinder. Det er det nemmeste i verden. Vi har set, hvor hurtigt et lovforslag kan presses igennem Folketinget, hvis man virkelig vil, og vi skal bare fjerne et ord, så det kan ikke være det helt store, der skal til. Vi beder bare om at få et svar fra Moderaterne på, om det skal defineres som kvinder, eller om vi rent faktisk og rent teknisk kunne udskifte det med ordet ofre.

Ordføreren.

Nu siger hr. Kim Edberg Andersen, at det handler om et enkelt ord. Det gør det jo heldigvis ikke. Det er jo kun herinde i den her sal, at det handler om ord. Det handler om mennesker, det handler om, at der er flere og flere mænd, der bliver udsat for vold eller i hvert fald tilkendegiver, at de bliver udsat for vold. Så hvis vi herinde, når vi laver en lov, er blinde for, at vi ikke har afsat de rette midler til at hjælpe, når vi har iværksat den, så synes jeg faktisk, at vi er uansvarlige. Vi har lige i SSA-reserven afsat historisk mange penge til handlingsplanen for partnervold og partnerdrab, så jeg synes faktisk, at vi gør rigtig meget.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Astrid Carøe fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at takke Nye Borgerlige for at fremsætte det her beslutningsforslag. Det har et enormt vigtigt fokus, og der er efter min opfattelse kommet mere og mere fokus på mænd, der udsættes for vold, hen over de senere år. Jeg er meget enig i, at vi bør skærpe det fokus og have fokus på, hvordan vi hjælper mandlige voldsofre. Her er det bare helt skævt, at mænd ikke har ret til psykologhjælp, hvis de kommer på krisecenter i § 110-regi, og heller ikke har ret til at tage deres børn med.

Faktisk er jeg så enig i Nye Borgerliges forslag om, at vi skal finde muligheder for, at mænd også kan få hjælp, hvis de udsættes for vold, at SF allerede har været med til at fremsætte et beslutningsforslag i sidste samling – beslutningsforslag nr. 204 – som netop handlede om, at mænd også skulle inkluderes i § 109. Det var en lidt anden model, hvor man ville have en § 109 a, hvor mænd var inkluderet. Men intentionen var den samme. Og så burde det jo være fuldstændig lige til; men så simpelt er det altså ikke, selv om jeg godt kan høre, at der er flere ordførere her i dag, der forsøger at gøre det enormt simpelt.

Først og fremmest er der noget med formuleringen. Hvis man bare kønsneutraliserer § 109 fuldstændig, risikerer vi, at der vil være krisecentre, hvor der både kommer mænd og kvinder, der har været udsat for vold. Og det er, siger alle eksperter, ikke gavnligt, hverken for kvindelige voldsofre eller for mandlige voldsofre, fordi de har et traume – nogle har måske ptsd og alt mulig andet, som gør, at der er behov for at være i kønsopdelte miljøer i en periode af deres liv. Derfor er det vigtigt, at det er adskilte krisecentre, og det er sådan set også vigtigt, at det er adskilte lokationer. Det er en af de ting, jeg mener er enorm vigtig, når – og jeg siger »når« – vi skal lave § 109 om, for det mener jeg vi skal, så vi også får mænd med.

Derfor mener jeg, at ministeren burde sætte hverdagens eksperter på området ned for at finde ud af, hvad løsningen så er. Hvordan sikrer vi, at vi får lavet en formulering, som alle kan se sig selv i, og som ikke gør, at der pludselig kan være både mænd og kvinder på krisecentre, men at mænd også bliver inkluderet på lige fod med kvinder?

Så er der finansieringen. I SF vil vi ikke acceptere, at man skærer ned på eksisterende tilbud – faktisk står der, man kan dele finansieringen lige, i det her beslutningsforslag, og det er vi meget, meget uenige i. Derfor håber jeg også, at man kan finde en løsning på finansieringen.

Jeg synes faktisk, at det lyder, som om der i hvert fald er en fælles forståelse af, at vi skal i en retning, hvor vi får inkluderet mænd i § 109. Derfor håber jeg, at vi i udvalget kan arbejde på måske at lave en beretning eller et eller andet, som forpligter regeringen på at indkalde til forhandlinger og samle parterne. Hvis det ikke kan lade sig gøre og det ikke er noget, som forslagsstillerne ønsker, så vil vi i SF i hvert fald stille et ændringsforslag til det her beslutningsforslag, hvor vi skriver ind, at parterne skal involveres i, hvordan paragraffen skal formuleres, og hvor vi streger det her med, at finansieringen skal tages fra eksisterende tilbud, så at ministeren i stedet kan indkalde Folketingets partier til at finde ny finansiering.

Jeg glæder mig rigtig meget til udvalgsbehandlingen, og jeg håber, at vi nu kan nå i mål med, at mænd også bliver inkluderet i § 109.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Jeg var klar over, at SF tidligere var nået i hvert fald lidt af vejen i mål i forhold til det, som jeg ønsker, som er ligestilling.

I forhold til finansiering står der faktisk i forslaget, at såfremt det ikke kan accepteres, at vi deler puljen, som er der nu, og som sikkert er meget nødvendig nu, så skal vi indkaldes til forhandlinger og finde yderligere finansiering. For intentionen med det her er ikke at gøre det ringere for de kvinder, der har brug for hjælp.

Men jeg bliver også nødt til at anholde det, at kvinder og mænd skal være på forskellige krisecentre: Det kan ikke være en undskyldning for, at mænd ikke har en ret, altså et lovkrav på at kunne komme på et krisecenter. Selvfølgelig skal de være forskellige steder, lokationerne skal være forskellige, og selvfølgelig har jeg fuld forståelse for, at nogle kvinder, der har været udsat for vold fra mænd, ikke har lyst til, at der kommer en som mig på 100 kg rendende op og ned ad gangene. Selvfølgelig har jeg forståelse for det. Men det ændrer bare ikke på, at så længe vi bliver ved med at fastholde, at vi i § 109 har lavet en lov kun for kvinder, så er det ikke ligestilling.

Ordføreren.

Jeg tror bare, jeg gerne vil understrege, at det jo ikke er en undskyldning for, at mændene ikke er med. Det er en begrundelse for, at vi ikke kan støtte det her beslutningsforslag fra Nye Borgerlige, og at vi har lavet vores egen formulering.

Jeg synes faktisk, at den her korrespondance mellem mig selv og spørgeren meget fint viser, hvorfor det er, vi skal have parterne til at sætte sig ned og finde en løsning på den her formulering en gang for alle. For Nye Borgerlige brød sig ikke om SF og Enhedslistens formulering; vi bryder os ikke om Nye Borgerliges formulering. Lad os få hverdagens eksperter til at sætte sig ned sammen og finde ud af en formulering, som både sikrer kvinders retssikkerhed og mænds retssikkerhed, når de er udsat for vold.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Nu er Nye Borgerliges forslag jo ikke nyt, i og med at det er blevet fremsat i 2019, 2021 og nu 2023. Så man kan sige, at hvis der var den her brede velvilje med mere end 90 mennesker herinde, der ønskede at løse det her, så var det jo kommet igennem. Det er det, der er min problemstilling. Det, der er min primære problemstilling, er, at det her er uretfærdigt over for mænd; det er diskriminerende, det er ikke ligestilling. Hvis man ville andet end at snakke om det her, havde man løst det. Vi kan se, at Venstre nu har ændret holdning til det. Det viser jo bare, at lige så snart man kommer i ministerstolen, så er det åbenbart ikke ligestilling, man går ind for.

Det var bare en kommentar. Der var egentlig ikke noget spørgsmål.

Ordføreren.

Tak for det. Ja, Nye Borgerlige har fremsat det i 2019, 2021 og nu i 2023. Men jeg tror altså også, som jeg sagde i min tale, at der har været en udvikling. Der er meget mere fokus på det her nu. Jeg hører faktisk en bred velvillighed over for det her, også ude i sektoren blandt dem, der arbejder med partnervold. Så der er altså sket noget, og som sagt fremsatte vi også selv et beslutningsforslag i 2021.

Jeg synes bare, det er enormt vigtigt, at de sætter sig ned og finder en løsning en gang for alle på det her spørgsmål. Og hvis spørgeren er interesseret i, at vi får reel handling på det her område, så lad os lave en beretning i udvalget eller et ændringsforslag, sådan at flere kan være med, for ellers handler det jo bare om, hvem der stemmer rødt og grønt i salen, og ikke om konkret forandring.

Tak. Så er det fru Rosa Lund, Enhedslisten.

Tak, og tak til fru Astrid Carøe for talen. Jeg vil egentlig bare give min opbakning til det ændringsforslag, som det bliver proklameret her fra talerstolen at man vil stille. Det vil vi i hvert fald meget gerne være med til at stille i Enhedslisten. For jeg synes, at ordføreren i sit sidste indlæg her kommer ind på noget meget vigtigt, nemlig at vi alle sammen er interesserede i at løse det her problem. Det er fint nok, at så kan vi tage det her forslag til afstemning, og så kan vi tage billeder af, at nogle stemte for og nogle stemte imod, men det bliver der ikke løst nogen problemer af, og det bliver mænds retssikkerhed ikke styrket af. Så lad os prøve at finde ud af, hvordan vi rent faktisk løser det her, og der synes jeg bare, at SF kommer med et virkelig godt løsningsforslag. Det må jeg bare sige.

Ordføreren.

Tusind tak til spørgeren. Jeg vil sige, at vi jo allerede har snakket sammen om, at vi kan stille det her ændringsforslag sammen. Hvis der er flere partier, der vil være med, skal de være meget velkomne. Jeg er reelt interesseret i, at vi løser det her problem. Det hører jeg også ministeren siger hun er. Så lad os da få det løst i stedet for at lade det handle om, hvem der stemmer rødt og grønt her i salen.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører i rækken, som er fru Susie Jessen fra Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Hun står på sengekanten og kigger ned på Søren, der ligger på gulvet. Han bløder fra ansigtet efter utallige spark, slag og bid. Hun hopper op og lander på Sørens brystkasse, som giver efter: tre brækkede ribben og en punkteret lunge. I starten er det kun råb, skrig og smækkede døre, men det udvikler sig med tiden til fysisk vold mod ham, og den bliver værre og værre. Dagen efter undskylder hun altid, og Søren tilgiver hende hver gang. »Jeg kunne selvfølgelig ikke lide hendes voldelige side, men når hun nu var ædru, var hun altså en virkelig sød pige.« Til sidst bliver det dog for meget, og Søren prøver at flygte.

Historien her blev fortalt til fotojournalist Andreas Haubjerg, som stod bag en fotoserie, der hed »En rigtig mand« og handlede om vold mod mænd. Det var sådan en udstilling, der var på det der museum, der hedder KØN.

Vold gør ondt i hele kroppen. Psykisk vold gør ondt indeni. Og det rammer mænd, næsten lige så meget som det rammer kvinder. Uanset om man er en mand eller en kvinde, gør vold ondt, og man skal have hjælp bagefter. Man skal gribes af samfundet, og det bliver mænd ikke i dag. Vi har talt om det her i Folketinget i årevis – eller I har, jeg er nyvalgt. Hvert år flygter 400 mænd til et krisecenter eller et herberg for at slippe væk fra den vold, de oplever i hjemmet. Det er tal fra 2022. Men hvor kvinder i dag får krisecenterhjælp, psykologhjælp og hjælp til børnene, der flytter med, så er hjælpen til mænd slet ikke på samme niveau.

Jeg er som ligestillingsordfører meget glad for det forslag, som Nye Borgerlige fremsætter i dag. For det er ikke nok med den midlertidige forsøgsordning over en 2-årig periode, der er sat i gang, og der skal snart ske en ændring. For som sagt: Folk har kæmpet for det her i årevis, og der er blevet snakket rigtig, rigtig meget. Mænd skal ligestilles med kvinder, når det gælder hjælp efter partnervold, for det er diskriminerende, at man ved noget så alvorligt som vold ikke kan få den samme hjælp, kun fordi man har det forkerte køn. Tænk, hvis det havde været omvendt. Den situation ville slet ikke forekomme.

Det vil undre mig, hvis partier her, som har ligestilling som en mærkesag, som en reel dagsorden, ikke bakker op om det her beslutningsforslag, for det er helt ligetil. Det er ganske simpelt: Et offer er et offer, og det er, uanset om man er en mand eller en kvinde. Derfor bakker vi i Danmarksdemokraterne selvfølgelig op om beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet. Værsgo.

Ordføreren siger, at det er ganske simpelt, men det er det jo ikke, for der er ikke finansiering bag det her forslag. Så hvis vi trykker på de grønne knapper, vil det jo betyde, at pengene skal komme fra kvindekrisecentrene – altså fra kvinder, der reelt er truet, som risikerer at blive dræbt af deres mænd, og som ikke kan få det samme tilbud, som de får i dag. Det er jo det, det vil betyde, hvis vi trykker på de grønne knapper. Så mener ordføreren, at det er reelt og ganske simpelt at vedtage et forslag her i Folketinget, som ikke er finansieret?

Ordføreren.

Der står også i beslutningsforslaget, at man kan sætte sig sammen og finde en finansiering. Jeg ved ikke, om spørgeren lyttede til starten af min ordførertale, der rent faktisk handlede om en mand, der havde fået brækket nogle ribben. Det er en rigtig historie. Altså, spørgeren får det til at lyde, som om vold mod mænd ikke betyder noget – at det måske bare er en kvinde, som lige siger et par grimme ord til sin mand en gang imellem. Sådan er det altså ikke. Vold mod mænd er alvorligt, og det synes jeg også spørgeren skulle tage og lytte til.

Spørgeren.

Jeg har ikke hørt en eneste i den her sal i dag, der har negligeret vold mod mænd – ikke én eneste. Men når vi vedtager noget her i Folketingssalen, bliver vi jo nødt til at sikre, at der er finansiering bag. Og i det her tilfælde betyder det jo, at der er kvindekrisecentre, der skal lukke eller forringe deres tilbud, hvis ikke vi sikrer, at der er en finansiering. Så jeg spørger bare igen: Mener ordføreren, at det er simpelt at trykke på de grønne knapper – selv om man synes, at intentionen er i orden, og alle gerne vil det samme – når der ikke er finansiering bag?

Ordføreren.

Danmarksdemokraterne stemmer for det her forslag, fordi det er vigtigt, at der sker noget på det her område. Socialdemokratiet har siddet ved magten siden 2019 og snakket om, at der skal ske noget – der skal ske noget, vi skal kigge på det. Der er ikke sket noget som helst. Så jeg tror, det er ved at være på tide, at der rent faktisk sker noget, og at mænd bliver ligestillet med kvinder, når det gælder partnervold. Og længere er den ikke.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige. Værsgo.

Nu kunne jeg høre Socialdemokraternes ordfører tale om, om der var nogen, der havde negligeret vold mod mænd, og hvis jeg har hørt en negligere vold mod mænd, må det være Socialdemokraternes ordfører, for det er jo alvorlig vold, som driver mænd til at have behov for et krisecenter. Det er den samme type vold, som driver kvinder til et krisecenter, og som driver mænd til et krisecenter, for vold er vold. Og jeg er glad for, at ordførerens parti vælger at se på det, ligesom jeg gør, nemlig at det her er et spørgsmål om at hjælpe ofre og ikke så meget andet, og så er jeg enig med ordføreren i, at såfremt man ønsker at sætte sig ned og finansiere det her, finder vi ret hurtigt de penge, der skal til, er jeg sikker på.

Ordføreren.

Tak for det. Vi i Danmarksdemokraterne er også meget interesseret i at sætte os ned med regeringen eventuelt og finde en finansiering, så vi kan sikre den samme gode hjælp til kvinder og mænd hele vejen rundt. Jeg er fuldstændig enig med hr. Kim Edberg Andersen i, at det er meget alvorligt. Altså, psykisk vold er faktisk også ekstremt alvorligt. Det kan nedbryde rigtig mange mennesker. Det kan også tit handle om en kamp om børn, altså hvor man kan blive nedbrudt, og det tror jeg måske er noget af det allerværste, som kan ramme psykisk. Det er at blive truet med, at man kan få taget sine børn fra sig, og at blive truet og chikaneret med det i årevis.

Er der en anden kort bemærkning? Nej. Så går vi videre til fru Astrid Carøe fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg hører ordføreren sige, at nu vil man ikke vente mere, og derfor stemmer ordførerens parti for det her beslutningsforslag. Men hvad er svaret så på, ud over det med finansieringen, at rigtig mange eksperter siger, at løsningen ikke er at kønsneutralisere den her paragraf, men er at give den samme rettighed til mænd, sådan at vi ikke risikerer, at mænd og kvinder kommer ind på samme krisecenter, og sådan at vi også sikrer, at mænd får den hjælp, de har behov for, og ikke på den måde, som vi har hjulpet kvinder på i årevis på krisecentre, fordi det kan være forskellige behov, man har, forskellige terapiformer eller alt muligt, som er det, man kan sikre, hvis man holder krisecentrene adskilt? Det sikrer det her beslutningsforslag ikke, så jeg vil bare høre, hvad ordførerens kommentar er til det, når nu vi bare hu hej skal stemme det her igennem.

Ordføreren.

Man kunne jo starte med nogle af de der forskelle, der rent faktisk er i dag. Altså, noget af det er jo, at kvinder kan blive indskrevet anonymt; det kan mænd ikke. Der er rådgivningsforpligtelse over for kvinder, der er indskrevet; det er der ikke over for mænd. Man kan jo egentlig bare gå ind at se på mange af de konkrete forskelle, der er på mænd og kvinder. Psykologbehandling er en anden ting, og jeg ved godt, der er noget midlertidigt i gang. Men det er bare nogle af de her ting, som man kan gå ind at kigge på og sige: Okay, det meste giver jo rigtig god mening, uanset hvilket køn man har. Så det kunne være en start. Og der vil jeg også bare sige, at prøv lige at høre, hvis det var, at vi kunne sætte os sammen her nu og finde en finansiering – det er jo også noget af det, Nye Borgerlige lægger op til i deres beslutningsforslag – så kunne vi komme rigtig, rigtig langt, men det sker jo ikke. Der bliver jo bare snakket.

Fru Astrid Carøe.

Jeg tror, at ordføreren misforstod mig, for alt det der er jo netop det, der er udfordringen ved, at mænd ikke er med i § 109. Vi skal sikre, at mænd får gratis psykologhjælp, når de er på krisecentrene, at de kan have deres børn med – alt det, som mænd ikke har ret til i dag, men som kvinder har. Det er mere det her med, at jeg er optaget af, at vi ikke forringer de tilbud, der er for kvinder i dag, og at vi sikrer nogle krisecentre for mænd, der er udsat for vold, på adskilte lokationer. Det gør det her beslutningsforslag ikke, og eksperter siger, at det kan være enormt skadeligt, både for mandlige voldsofre og kvindelige voldsofre, hvis de skal være på samme lokation. Så jeg vil vildt gerne, at vi sætter os ned og finder ud af det her. Måske kan jeg sende mit ændringsforslag forbi ordføreren, og så kan det være, at vi kan finde en eller anden fælles løsning, så vi ikke bare skal stå og slås her i salen hvert andet år.

Tak. Ordføreren.

Tak. Jamen jeg vil meget gerne snakke med SF om det her også, men altså, i min verden er der bare ikke særlig stor forskel, synes jeg, på Søren, der får brækket sine ribben, og Sørine, som også får brækket sine ribben, og jeg synes, at i den her debat bliver det sådan negligeret meget, hvor omfattende volden også er mod mænd, og det synes jeg måske er lidt kønsstereotypt.

Tak. Så er det fru Rosa Lund fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Selvfølgelig er der ikke forskel, i forhold til hvilket køn man har, når man bliver udsat for vold. Selvfølgelig skal man have hjælp, når man bliver udsat for vold. Jeg tror, det, som jeg og andre her i salen prøver at sige omkring det her forslag, er, at med den her finansiering tager man jo penge fra kvindekrisecentrene. Det er der jo ikke nogen af os der er interesseret i. Det er i hvert fald ikke det, jeg hører, når jeg taler med ordførere og andre kolleger egentlig fra alle sider af salen. Det er der jo ikke nogen af os der er interesseret i. Så det, vi egentlig bare spørger om, er, om ikke vi skulle finde en løsning, hvor der er penge og rettigheder både til mænd og kvinder, der er voldsudsatte, for netop ikke at gøre det til en kamp mellem kønnene, men en kamp mod volden, som den socialdemokratiske ordfører sagde så fint tidligere. Det er jo egentlig det, det handler om; det er at sikre, at vi ikke laver noget, der forringer forholdene for voldsudsatte kvinder, samtidig med at vi forbedrer forholdene for voldsudsatte mænd.

Tak. Så er det ordføreren.

Men så ville det jo bare have været rigtig rart, hvis folk var kommet til den her debat i dag med det udgangspunkt, at så sætter vi os ned og finder pengene, sådan at vi bliver ved med at sikre, at der er de samme tilbud til kvinder, som vi finder til mænd. For det stod jo også i slutningen af beslutningsforslaget fra Nye Borgerlige, at man godt kunne finde en finansiering, hvis det var, og altså arbejde videre med det. Men det, der sker her, er jo så bare, at det bliver hældt ned ad brættet, og så snakker man om en handlingsplan, og så håber jeg, at det kommer til at udmønte sig i noget konkret fra regeringens side. Det håber jeg virkelig det gør. For ja, i en perfekt verden ville det jo være fantastisk, hvis det var sådan, at vi kunne opretholde den finansiering til kvinderne og finde finansieringen til mændene også. Det ville være super. Men stadig tror jeg, at jeg er lidt mere optaget af, at der er folk, der bliver udsat for vold, end hvad de hedder og hvilket køn de har.

Fru Rosa Lund.

Men det er jo lige præcis det, vi alle sammen er, og det er derfor, vi gerne vil sikre, at hvis man er en voldsudsat kvinde, så får man hjælp, ligesom man får hjælp, hvis man er en voldsudsat mand. Og det er sjovt, hvordan man kan høre tingene forskelligt, for jeg hører faktisk ikke, at tingene bliver hældt ned ad brættet her. Tværtimod oplever jeg nogle ordførere, som kommer velforberedt, og en minister, som kommer velforberedt og kommer med løsningsforslag. Vi hører et ændringsforslag fra SF, som er kommet frem i løbet af den her debat. Det er da lige præcis derfor, vi har debatten; det er da for at finde ud af, hvad vi kan gøre her fælles for at løse det her problem. Så det kan godt være, at jeg var til stede i et andet lokale, men jeg hører ikke, at tingene bliver hældt ned ad brættet – tværtimod.

Tak. Ordføreren.

Det er jeg glad for at ordføreren siger. Jeg tror bare, at vi er nogle mennesker, som har hørt på den her debat i årevis, og Socialdemokratiet havde magten i sidste periode, sammen med Enhedslisten som støtteparti i øvrigt, hvor der ikke skete noget som helst, og hvor den tidligere socialminister egentlig bare sparkede det til hjørne. Dengang var Venstre interesseret i, at der skulle ske noget. Nu synes jeg, at det hele bliver pakket ind, og jeg glæder mig som sagt meget til det, hvis der kommer til at ske noget med en egentlig handlingsplan fra ministerens side. Det glæder jeg mig rigtig, rigtig meget til.

Og dermed tak til ordføreren for Danmarksdemokraterne. Næste ordfører på talerstolen er fru Sólbjørg Jakobsen fra Liberal Alliance.

Tak for ordet. Det er nærmest spøjst at have den her diskussion. Vi lyder alle sammen meget enige.

Indledningsvis vil jeg gerne takke Nye Borgerlige for at rejse debatten. Det er jo sådan, at et emne, som tit bliver glemt i ligestillingsdebatten, er partnervold mod mænd, og derfor er vi i Liberal Alliance glade for det her forslag. Tal viser, at der er, som tidligere nævnt, 43.000 mænd årligt, der rammes af vold. Det kan være fysisk, psykisk, seksuel og økonomisk vold. Det er et alvorligt problem, og det er vigtigt, at vi hjælper disse mænd, som har været udsat for volden, og det gælder samtidig også deres børn, som jo også mangler disse rettigheder.

I dag får de ikke samme tilbud, som kvinder får i forbindelse med partnervold. Kvinder kan indskrives anonymt på boformer, når de har været udsat for partnervold, og kommunen har en særlig rådgivningsforpligtelse over for disse kvinder. De har ret til psykologhjælp, og de har ret til at have deres børn med. Jeg tror ikke, at der er nogen herinde, der mener, at vi skal tage de rettigheder fra kvinder. Dem mener vi alle sammen de skal have, og vi mener også alle sammen, at mænd skal have de rettigheder, men den her diskussion og det her emne har – for mig set udefra; jeg var her ikke før november – været en brandvarm kartoffel, som man smider rundt imellem sig. Så selv om alle står med intentionerne og alle gerne vil være med, er der ikke rigtig sket noget. Det er meget ærgerligt, og det kan vi bruge meget tid på at snakke om, men jeg hører, uanset om man kigger til højre eller til venstre, at der er en velvilje over for at få kigget på at få givet den rigtige hjælp til voldsofre, herunder også mænd, og det er vi i Liberal Alliance meget åbne for.

Selve forslaget har ikke en finansiering med, og derfor er det rigtigt, som det er blevet påpeget her i salen, at trykker man bare på knappen, vil det afhænge af finansieringen, der er til kvinder lige nu. Derfor vil vi i Liberal Alliance gerne kigge på, hvordan vi får en konkret finansiering på plads, så mænd kan få den rigtige støtte.

Og for at være helt ærlig: Jeg er ligeglad, om det hedder § 109, § 110 eller er en fuldstændig ny lov. Så længe det er målrettet hjælp og der er finansiering på plads, så det ikke er på bekostning af de kvindelige ofre, så er vi i Liberal Alliance åbne for det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører på talerstolen er fru Brigitte Klintskov Jerkel.

Mange tak. Og tak til Nye Borgerlige for at fremsætte beslutningsforslaget her, som lægger op til, at mænd ligestilles med kvinder i forhold til retskrav på midlertidigt ophold i boformer efter serviceloven, når de har været udsat for vold, trusler om vold eller er i krise i forhold til familie- eller samlivsforhold, samt at mændene skal kunne tage deres børn med og skal kunne få hjælp, støtte og omsorg og tilbud om psykologsamtaler.

Fra Konservatives side støtter vi beslutningsforslaget, hvor der gøres op med den manglende ligestilling af mænd, som er ofre for partnervold. Det er svært at forsvare, at mænd og deres børn har dårligere retsstilling end kvinder. Det skal vi ændre på. Vi mener samtidig, at vi skal pålægge regeringen at indkalde til forhandlinger om at finde finansiering og samtidig sikre, at det ikke går ud over kvindekrisecentrene, men at mænd får deres egen paragraf, som passer til deres målgruppes behov, da behovet kan være forskelligt fra kvinders behov. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kommentar, og det er fra fru Trine Bramsen. Værsgo.

Jeg hører sådan set ordføreren sige, at det ikke er det, der står i beslutningsforslaget her, som ordføreren bakker op om, men at mænd får deres egen paragraf, som er målrettet mænd. Det er det ene spørgsmål.

Det andet spørgsmål vedrører finansieringen, for alle her i lokalet er jo enige om, at det er en problemstilling, som vi skal tage hånd om, men der er ikke anvist finansiering i det her forslag. Og det betyder jo, at konsekvensen, hvis vi trykker på de grønne knapper, vil være, at man skal tage pengene fra kvindekrisecentre. Er det også Konservatives ønske? For det er jo konsekvensen; uanset om man vil det eller ej, er det konsekvensen af at trykke grønt, når vi skal stemme om det her forslag.

Ordføreren.

Altså, jeg håber jo på, at vi måske kan lave en fælles tekst om det her, hvor vi netop pålægger regeringen at indkalde til forhandlinger om det her. Det gælder i forhold til finansiering, men som jeg også nævnte i min tale, skal det selvfølgelig ikke være sådan, at det går ud over kvindekrisecentrene. Det skal selvfølgelig være sådan, at man tilgodeser både mænds og kvinders behov, og det bliver vi jo simpelt hen nødt til have en eller anden forhandling om hvordan vi kan skrue sammen. Og så foreslår vi f.eks., at mænd kunne få deres egen paragraf. Det kan også være, at man kan lave en model for det, men det er i hvert fald vigtigt, at man tilgodeser både mænds og kvinders behov, fordi det nemlig kan være hårdere vold, som kvinder udsættes for, drabsforsøg osv., og de ting er man selvfølgelig nødt til at tage højde for.

Opfølgning, værsgo.

Jamen begge dele er jo i fuldstændig modstrid med det beslutningsforslag, som vi diskuterer her. Beslutningsforslaget handler om, at både mænd og kvinder skal lægges ind under § 109, og det er det, der har været rejst bekymring over fra flere sider, altså at man blander kønnene sammen, netop fordi volden er forskellig – ordføreren siger nu, at man i Konservative er åben over for at lave en selvstændig paragraf – og det er jo bl.a. argumentet for, at vi fra regeringspartiernes side ikke kan støtte forslaget.

Den anden del er så finansieringen, for der er ikke anvist finansiering, og der findes ikke tryllepenge i det her Folketing. Så man bliver nødt til at gøre det omvendt, altså først at finde finansieringen, og så kan man vedtage den her type af lovgivning.

Ordføreren.

Men nu er det jo op til os at vurdere, om vi vil støtte beslutningsforslaget, eller om vi ikke vil støtte beslutningsforslaget – og om vi har ændringsforslag eller gerne vil lave en tekst, hvor vi forhåbentlig kan være nogle partier, der kan gå sammen og enes om, at der skal findes noget finansiering, og at der selvfølgelig skal være en forhandling i forhold til at kunne ligestille begge køns behov.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen. Værsgo.

Jeg kender ordføreren som en ordfører, der er grundig og læser hele teksten, så kan ordføreren ikke bare bekræfte mig i, at det, Socialdemokratiets ordfører nu står og siger, er noget vrøvl? Man skal bare læse det sidste af det, vi har skrevet, nemlig at det her ikke skal gå ud over kvinder, fordi vi bruger de penge, der er sat af. Nye Borgerlige har allerede skrevet det, hvis man gad at læse det, og så skulle der bare indkaldes til forhandling, så vi fandt en finansiering. Selvfølgelig skal tingene finansieres, for vi har ingen tryllepenge, men det har vi heller ikke sagt. Vil ordføreren ikke bare bekræfte, for jeg ved, at ordføreren har læst det, at det står der i beslutningsforslaget?

Ordføreren.

Jo, lige præcis, det er også sådan, jeg læser det her beslutningsforslag.

Er der opfølgning? Det er der ikke. Så er den næste spørger fru Mette Thiesen.

Jeg blev også foranlediget af det samme, for man bliver simpelt hen så træt. Jeg er bare nødt til at sige, at den tidligere socialdemokratiske minister på det her område sad på hænderne i hele perioden. Hun lavede ingenting på det her område overhovedet og var fuldstændig fløjtende ligeglad. Og så virker det en lille smule paradoksalt, at man så kommer som socialdemokratisk ordfører og holder sådan en brandtale imod det her rigtig, rigtig gode forslag. Hvis man kønsneutraliserer den her paragraf, står der jo heller ikke »kvinder«, så står der jo netop bare »ofre«. Så det er simpelt hen noget vrøvl, men det var egentlig også bare det, jeg fik bekræftet. Så ordføreren skal egentlig bare holde fast i at støtte det her rigtig gode forslag, og forhåbentlig kommer der noget fra ministeren på et tidspunkt, men indtil da synes jeg bare, at ordføreren skal holde fast, for ordføreren har læst det fuldstændig korrekt.

Ordføreren.

Tak. Det er jeg glad for at høre, og det var også sådan, jeg forstod det, da jeg læste det.

Er der ingen opfølgende korte bemærkninger? Nej. Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Nu er det fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Tak. Tak til forslagsstillerne for at sætte fokus på et meget, meget vigtigt problem. Lige nu har voldsramte mænd og lgbt+-personer ikke samme ret eller adgang til krisehjælp, som kvinder har. Det skal de selvfølgelig have. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Og derfor bakker Enhedslisten op om intentionen i det her beslutningsforslag. Voldsramte mænd og lgbt+-personer skal selvfølgelig have de samme rettigheder som voldsramte kvinder. Når vi alligevel ikke kan stemme for forslaget, som det ligger i dag, skyldes det, at der er tale om et forsøg på at lave en snuptagsløsning på et meget alvorligt problem.

For det første vil jeg gerne problematisere den manglende finansiering i forslaget. Vi har diskuteret det lidt, også tidligere i debatten. En udvidelse af målgruppen for § 109-tilbud, dvs. krisecentre, kræver selvsagt, at der vil blive tilført flere midler til området, hvilket forslagsstillerne ikke lægger op til. Derfor vil resultatet af at vedtage indeværende forslag være en udvanding af de eksisterende tilbud til kvinder, som i forvejen er underfinansierede. Og jeg mener godt, at det bør kunne være sådan, at vi yder hjælp til voldsramte mænd og lgbt+-personer uden at forringe forholdene for voldsramte kvinder. Jeg tror sådan set ikke, der er nogen inde i den her sal, som er interesseret i at forringe forholdene for voldsramte kvinder, ligesom der ikke er nogen inde i den her sal, som ikke er interesseret i at sikre, at mænd og lgbt+-personer selvfølgelig også får ret til krisehjælp og til hjælp, hvis de er voldsudsatte.

For det andet mener jeg også, at der er en lang række andre ting, der bør afklares, før vi eventuelt kønsneutraliserer § 109. Kvinder er stadig mere udsatte for partnervold end mænd. Det betyder ikke, at mænd ikke skal have ret til hjælp, men det betyder, at vi skal være enormt varsomme med ikke at ende i en situation, hvor vi kommer til at forringe rettigheder for kvinder. Derfor skal vi med en lovændring også tage hensyn til, at krisecentre skal kunne være kønsopdelte. Selvfølgelig skal man ikke som voldsudsat kvinde være på et krisecenter med mænd og omvendt. Vi skal tage hensyn til, at kvinder har et stærkere beskyttelsesbehov end mænd, fordi den vold, kvinder udsættes for fra mænd, typisk vil være anderledes og mere fysisk end den, mænd udsættes for.

Så det er bare for at sige, at der er behov for differentierede tilbud. Derfor ønsker vi os i Enhedslisten mere en løsning, hvor vi går hen og laver en § 109 a eller § 109 stk. 2 – eller hvad vi nu skal kalde det – som sikrer de samme rettigheder til voldsudsatte mænd og lgbt+-personer, ligesom vi også ønsker os, at finansieringen bliver anderledes. Derfor har vi jo også kæmpet for, at netop finansieringen af handleplanen mod vold og partnerdrab skulle ligge på finansloven og ikke i SSA-reserven, så vi ikke skulle stå her igen om et år og diskutere det her, men så der var en varig finansiering. Det var det, vi allerhelst kunne tænke os. Og jeg ville da ønske, at det var Enhedslisten, der skulle lave finanslov med regeringen. Nu har vi jo en flertalsregering, så nu må vi se, hvordan de forhandlinger kommer til at gå. Men jeg vil da kigge meget nøje efter, når finansloven bliver præsenteret i den her uge, hvad der egentlig står på det her område. For der er ikke nogen tvivl om, at vi har et problem her, som skal løses.

Jeg sagde det også tidligere i debatten: I Enhedslisten bakker vi meget varmt op om det forslag, som SF foreslår at stille i udvalgsarbejdet, så vi netop kan finde en løsning på det her, og så vi ikke gør det her til en kamp mellem kønnene, men netop et spørgsmål om at sikre, at man selvfølgelig har ret til krisehjælp, uanset hvilket køn man har, når man er voldsudsat. Det er da virkelig, virkelig afgørende. Ligesom der kan være forskellige hensyn, alt efter hvad for et køn man har, ved vi jo også, at der kan være forskellige hensyn, alt efter om man f.eks. er dobbeltminoritet. Hvis man både har en etnisk minoritetsbaggrund og måske er lgbt+-person, kræver det jo ét tilbud, ligesom det kræver et andet tilbud, hvis man er mand, ligesom det kræver et tredje tilbud, hvis man er kvinde. Og det er derfor, vi ikke mener i Enhedslisten, at man bare kan kønsneutralisere den her paragraf.

Så vi er meget enige i intentionen. Vi kan ikke støtte forslaget, som det ligger her, men vi vil rigtig gerne indgå meget aktivt i udvalgsarbejdet, så vi kan sikre, at man selvfølgelig har ret til krisehjælp, uanset hvad for et køn man har. Tak.

Tak til ordføreren. Den første kommentar er fra hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Jeg har jo hørt sangen fra Enhedslisten før, og jeg køber præmissen, og jeg tror ikke, at I kommer et dårligt sted fra, men nu hører jeg ordføreren sige, at lgbt+-personer jo også skulle inkluderes. Man kan sige, at lige nu diskriminerer vi jo i hvert fald op mod 50 pct. af dem, og det kan vi fjerne med et pennestrøg ved at fjerne køn. Så bliver de nemlig heller ikke diskrimineret mere. Så kan vi være enige i, at der måske skal være specialiserede tilbud også for dobbelte minoriteter; det køber jeg fuldstændig ind på, og det er en behandling og en hjælp i forhold til ofre for vold, hvor vi skal finde en finansiering.

Men vil ordføreren ikke bare lige forklare mig, hvad det er, der er problemstillingen, når man siger, at der skal være ligestilling, at køn skal fjernes fra den her paragraf, og så skal vi sætte os ned som voksne mennesker og finde finansieringen til voldsofre? For det er det, vi snakker om – om mænd og kvinder, der er udsat for vold, er ligestillet, og så er det bare et spørgsmål om at finde pengene, og det har vi jo i Nye Borgerlige allerede sagt vi nok skal være meget behjælpelige med at gøre.

Ordføreren.

Problemet med kønsligestillingen er, som jeg også sagde i min tale, at der er meget stor forskel på den vold, man bliver udsat for, alt afhængigt af ens køn. Jeg er med på, at der er mænd, der bliver udsat for partnervold. Det ændrer bare ikke på, at der er flest kvinder, der bliver udsat for partnervold. Det ændrer heller ikke på, at vi kan se, at der er forskel på volden. Derfor skal det være to forskellige tilbud. Der er jo behov for meget specialiserede tilbud her. Det ved vi fra mandekrisecentrene, og vi ved det fra kvindekrisecentrene. Jeg er helt overbevist om, at de meget gerne vil indgå i dialog med os i Folketinget om, hvordan vi gør det her bedst, for jeg er ikke sikker på, at hverken mandekrisecentrene eller kvindekrisecentrene ønsker en kønsneutralisering på den her måde. Jeg tror faktisk helt oprigtigt, at vi godt kunne mødes om at lave en ny § 109 a eller 109, stk. 2.

Spørgeren.

Men hvordan vi agerer, og hvordan vi sætter et redningsnet ud under organisationer, som så skal være dem, der hjælper, er jo ikke det, vi snakker om her. Beslutningsforslaget går ud på at lave en ligestilling, en lige ret for mænd, og jeg bliver bare nødt til at sige, at det er fuldstændig ligegyldigt, om du får brækket ribbenet som mand eller kvinde og har brug for at komme et sted hen. Det eneste, jeg hører herinde nu, er, at hvis du bliver udsat for den form for grov vold, så synes vi, det er synd for dig, hvis du er kvinde, og hvis du er mand, er det bare ærgerligt.

Ordføreren.

Jeg synes desværre, at ordføreren her kommer til at negligere, hvor alvorligt vi andre tager det her spørgsmål. Jeg synes faktisk, at det er dybt provokerende; det må jeg sige. Selvfølgelig er der ikke forskel på, om det er en mand eller en kvinde, der får brækket sit ribben, men der er forskel på den specialiserede behandling, det kræver. Det siger de også på mandekrisecentrene. Det siger de på kvindekrisecentrene. Og jeg synes, det ville klæde Nye Borgerlige, som jeg startede med at takke for at rejse denne debat, at tage debatten en lille smule mere alvorligt.

Dermed tak til ordføreren – der er ikke flere korte bemærkninger. Næste ordfører på talerstolen er fru Samira Nawa fra Radikale Venstre.

Mange tak. Med beslutningsforslaget her og debatten sættes der fokus på, at der ikke er ligestilling i lovgivningen, når vi ser på de muligheder, som voldsramte mænd og voldsramte kvinder har – og ikke bare de voldsramte selv, men også deres børn. Det problem og den uligestilling er jeg helt enig med forslagsstillerne i at der er, og det skal vi finde en løsning på. Det, jeg lytter mig til, er, at der er en villighed til at finde lige præcis den løsning. Og det er også derfor, vi i Radikale Venstre ser positivt på debatten og på beslutningsforslaget.

Jeg har to bekymringer, som er blevet rejst her i løbet af debatten, men som også er nogle bekymringer, som vi i Radikale Venstre deler. Den ene handler om, at ved en kønsneutralisering af § 109 vil mænd og kvinder kunne havne på de samme krisecentre, og det er ikke gavnligt hverken for voldsramte mænd eller kvinder. Den anden bekymring går på finansieringen, for forslagsstillerne lægger op til, at finansieringen kunne tages fra eksisterende tilbud, og det vil sige, at de muligheder og de tilbud, som kvinder har i dag, forringes.

Jeg synes, det bedste, vi kan gøre herfra – og det er jo fordelen ved at komme relativt sent ind i debatten og have lyttet til, hvad andre ordførere siger – er at få lavet en fælles beretning, som forpligter regeringen på lige præcis det, som ministeren nævnte i sin tale, nemlig at præsentere en model inden sommerferien, hvis jeg hørte rigtigt.

Alternativet, hvis vi ægte ønsker at løse den uligestilling, som mænd – og lgbt+-personer, som fru Rosa Lund var inde på – udsættes for lige nu, er, at vi er medstillere på SF's ændringsforslag, og det vil vi her fra Radikales side rigtig gerne være. Og det håber jeg at der vil være et flertal af partier der kan se sig selv i, for på den måde kan vi komme det her problem til livs, og det er i bund og grund det, der skal til, hvis vi skal sikre os mod den uligestilling, som voldsudsatte mænd og ikke mindst deres børn udsættes for, som det er i dag. Tak.

Selv tak, og tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Ligestillingsspørgsmålet blev drøftet meget i 2021, da jeg fremsatte det her forslag, og det bliver det stadig væk her i 2023. Det er ofte venstrefløjen, der fører an. Her tales om feminisme, rettigheder til kvinder, men hvad med mændene? Jeg synes stadig, her flere år efter, at det er vildt, at mænd og kvinder ikke har de samme rettigheder, når de udsættes for vold. Vi har simpelt hen lovgivning i Danmark, der udelukkende er målrettet kvinder. Vi har en særskilt paragraf, hvor kvinder stilles bedre i forhold til at sikre sig selv og deres børn, hvis de udsættes for vold og må søge hjælp på et krisecenter. Mænd er helt generelt væsentlig dårligere stillet end kvinder, når de oplever trusler, vold eller overgreb i familie- eller samlivsforhold, og det er bare et ubestrideligt faktum.

Omfanget af vold mod mænd er væsentligt. Vold er vold – fysisk eller psykisk – uanset om den udøves af en mand eller en kvinde. Jeg har både talt med dem, der stillede det oprindelige borgerforslag, og med ham, der stillede borgerforslaget, der ligger til grund for det her beslutningsforslag, og jeg har også talt med Mandecentret, og det er frygtelige eksempler, de kan fremvise.

Her er et konkret eksempel, og det her er sådan set også nævnt før, men jeg synes altså ikke, vi må glemme de her stemmer, når vi debatterer noget så skrøbeligt og så vigtigt.

Rasmus lader sig falde ned i stolen med en tyngde, der viser, at der er længere ned, end han troede. Sådan er det; han er faldet. Han siger: Jeg er gift med Susanne. Vi har to dejlige drenge sammen. Vi har været gift i 8 år, har hus og gode job, og drengene har mange venner. Det er et par skønne knægte. Rasmus rømmer sig. Susanne er min store kærlighed, og vi supplerer egentlig hinanden rigtig godt – det gjorde vi i hvert fald i starten. Vi har grinet meget ad hinanden. Det er længe siden. Nu giver hun mig diagnoser og fortæller mig hele tiden, at mit job ikke er godt nok, at jeg ikke tjener penge nok, at mine interesser er mærkelige og min krop er klam. Hun siger også, at jeg er en dårlig far, så hun vil bestemme, hvad jeg skal lave sammen med børnene. Børnene hører også tit de ting, hun siger om mig.

Til Mandecentrets rådgiver fortæller Rasmus, at hans kone mentalt har kørt ham ned, har kørt ham i sænk, og at hun tror, at han er psykisk syg. Når hun truer med at forhindre ham i at se sine børn, kalder han det for psykisk terror. Hun er også begyndt at daske til ham og give ham lussinger. Han oplever det, som om hun prøver at provokere ham til at slå hende. Han fortæller, at han prøver at undgå slagene ved at vende sig om eller håbe, at det går over. Han synes, det værste er, at volden de seneste år er eskaleret – især har han det dårligt over, at børnene skal opleve den tiltagende giftige stemning: Volden finder som regel sted, lige før vi skal sove. Når hun begynder at køre op, ved jeg godt, hvordan det kan udvikle sig, og derfor forsøger jeg også at berolige hende, men det er jeg ikke god til. Forleden endte det med, at hun for op og smækkede mig en, og bagefter sagde hun, at det var min egen skyld, fordi jeg provokerede hende.

Det er forskelligt, hvordan Rasmus reagerer, når Susanne bliver voldsom. Han prøver ofte at beskytte sig og holde hendes arme væk, når hun slår. Andre gange trækker han sig nogle meter væk og forsøger at tale roligt. Han har prøvet at tælle til tre, når han bliver vred, prøvet at holde vreden inde i sig selv, men en dag råbte han ad hende og skubbede hende hårdt væk: Da jeg havde skubbet til hende, smed hun mig ud og råbte, at jeg skulle gå ud i skoven og hænge mig.

Rasmus fortæller, at han har svært ved at acceptere, at hans kone slår og taler grimt til ham. Han ved heller ikke, hvordan han skal leve med, at han har ladet volden stå på så længe. Han er så bange for, at det vil eskalere yderligere, hvis han reagerer. Han har haft svært ved at sige fra, fordi han har været afhængig af at være i forholdet. Han beskriver Susanne som sin bedste ven og fremhæver, at hun jo er moren til hans børn, og han håber sådan, at de kan finde ud af det hele. Han har ikke lyst til, at deres familie skal gå i stykker. Han fortæller, at han føler sig ensom og har svært ved at tale med sine venner om volden. Han siger, at han sidder i et hul og kigger ud på verden.

Rasmus skal hjælpes langt, langt bedre end i dag. Og hvis det i det her eksempel havde været en kvinde, det gik ud over, ville hun have haft nogle helt andre rettigheder end eksempelvis Rasmus, som vi møder her. Hvorfor? Jo, alene fordi hun er kvinde. Hvordan kan nogen retfærdiggøre det i dagens Danmark? Hvor er ligestillingsforkæmperne? Forskellen i retsstillingen mellem mænd og kvinder skyldes, at mænd kun kan få hjælp efter servicelovens § 110, der modsat servicelovens § 109 gælder for begge køn. Antallet af tilbud til voldsramte mænd og deres børn er desuden færre og ofte mindre egnede. Mens tallet siden 2005 har været stort set konstant for kvinder, oplever mændene en væsentlig stigning i tilfældene af partnervold. Siden 2005 er antallet af voldsudsatte mænd i Danmark næsten tredoblet.

Vi har et ret konkret problem, vi har et alvorligt problem, men det kan løses. Hjælpen skal nemlig, selvfølgelig, være den samme, uanset om du er mand eller kvinde. Det burde være ganske enkelt. Det handler blot om vilje, og nu må vi se, om alle dem, der plejer at tale så meget om ligestilling, reelt også mener det, når det nu handler om mænd. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er kommet en kort bemærkning i dette sekund fra fru Astrid Carøe.

Ja, undskyld, men jeg synes faktisk ikke, at den virkelig fine og rørende tale af ordføreren skulle stå uden bemærkninger. Jeg vil endnu en gang sige tak for, at ordføreren sætter fokus på det her problem. Sidste gang ordføreren fremsatte et beslutningsforslag, fremsatte SF og Enhedslisten også et beslutningsforslag. Kunne ordføreren forestille sig, at der er andre løsninger end det, der ligger i det her beslutningsforslag? For det er jo det, vi afsøger i dag, nemlig om vi kan enes i Folketinget om at få det justeret til, sådan at vi er flere partier, der kan se os selv i det. Jeg ville synes, at det var allerbedst med en beretning i udvalget; det kan være, at vi ovenikøbet kan få regeringen med. Det synes jeg ville klæde debatten, så vi kan få gjort op med det her problem.

Ordføreren.

Tusind tak. Og tak for anerkendelsen og spørgsmålet fra ordføreren. Først vil jeg sige, at jeg ikke kan forstå, at man kan stemme nej til det her forslag. Så putter vi det til side. Og ja, selvfølgelig kan jeg og Dansk Folkeparti det – vi skal bare have fundet en løsning på det her problem. Vi er nødt til at sikre, at mænd har samme rettigheder som kvinder, når de bliver udsat for vold, og det indgår vi meget gerne i et samarbejde med de øvrige partier om. Vi er stadig væk uforstående over for, at man ikke bare stemmer ja til det her, men når det så er lagt til side, håber jeg også rigtig meget på, at vi alle sammen kan mødes om, at vi vil sikre det her.

Jeg har som sagt også tidligere spurgt ministeren om det – faktisk da vi sad og forhandlede SSA, hvor der også står noget omkring lige rettigheder – for det er noget, der er ekstremt vigtigt. For at være helt ærlig: Da jeg første gang stiftede bekendtskab med servicelovens § 109 og 110, troede jeg faktisk, at det var en gammel fejl, at mænd ikke havde samme rettigheder. Så lad os få løst det, uanset hvordan vi så i øvrigt gør det.

Ønskes en opfølgning?

Ja, og jeg kan undre mig over, at man ikke kan se, at det her forslag ikke er løsningen – og det kunne vi jo blive ved med at diskutere. Men det er godt, hvis vi kan finde en løsning, som vi alle sammen kan se os selv i, og som eksperterne på området også synes er en god løsning. For ordføreren har jo fuldstændig ret. Jeg tror faktisk, at der flere gange er blevet sagt, at man negligerer volden mod mænd. Det synes jeg ikke der er nogen der gør herinde i dag – jeg synes faktisk, at man tager det meget alvorligt. Men jeg mener, at man har gjort det hen over tid, og jeg synes faktisk, at det er rigtig godt, at bl.a. ordføreren har været med til at sætte fokus på det her de senere år, for det har været negligeret; det har været sådan noget, man grinte af. Det er jo også derfor, at det er enormt tabubelagt; ud over at man ikke har de rettigheder, er det også meget tabubelagt.

Ordføreren.

Og det er det fortsat. Men det er generelt meget tabubelagt – desværre. De fleste mennesker ser jo sig selv som stærke og har svært ved at indrømme, hvis de har været udsat for det. Så jeg vil sige, at det generelt er et tabu, som skal brydes, men lad os finde en løsning på det her problem, så vi sikrer, at alle mennesker, der bliver udsat for vold, får den samme hjælp.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er fru Christina Olumeko, Alternativet.

Tak for ordet. Der er ingen tvivl om, at partnervold er et stort socialt problem, som det er vigtigt at sætte yderligere fokus på. En analyse fra Statens Institut for Folkesundhed anslår, at ca. 24.000 kvinder og 20.000 mænd blev udsat for fysisk eller psykisk partnervold i 2021. Regner man også seksuel vold med, hvilket VIVE har gjort sidste år, viser det sig, at hele 29 pct. af alle kvinder har været udsat for enten fysisk, seksuel eller psykisk partnervold mindst en gang siden 15-årsalderen. Det er næsten hver tredje kvinde. Det samme gælder for 12 pct. af alle mænd.

Hos Alternativet er vi meget optaget af, at ofre for partnervold – uanset om det er kvinder, mænd eller nonbinære personer – skal have den rigtige faglige hjælp. Når vi taler om partnervold, er det helt afgørende, at vi forstår, at vold ikke bare er vold: Vold er kønnet, vold er meget forskelligt, og den hjælp, man har brug for, er meget forskellig. F.eks. er kvinder, der er udsat for vold, i større risiko for at blive dræbt sammenlignet med mænd. Homo- og biseksuelle er særlig udsatte for partnervold. Blandt kvinder er der tale om 7,1 pct. sammenlignet med 2,1 pct. af heteroseksuelle kvinder. Tager vi mænd, er det 6,3 pct. mod 2 pct. af heteroseksuelle. Det er tal fra Statens Institut for Folkesundhed.

Kigger vi mod tal fra Projekt Sexus, svarede 17 pct. af alle transkvinder og 19,1 pct. af alle transmænd, at de havde været i et voldeligt parforhold. Kigger man mod nonbinære, er tallet 18,17 pct. for dem, der er tildelt kønnet mand ved fødslen, og 32,5 pct. for nonbinære, der er tildelt kønnet kvinde ved fødslen. Det er altså meget, meget høje tal, som viser, at der er store forskelle.

Forskellen i partnervold, både i forhold til omfanget, men også farligheden, er vigtig, for vold er ikke bare vold. Så vi er glade for, at vi i Alternativet har været med til at vedtage nogle initiativer for nylig i forhold til SSA-reserven, som adresserer partnervold, men også adresserer de mange forskellige målgrupper, der er.

Og vi er meget glade for, at ministeren her i dag får fortalt, at regeringen er i gang med at komme med en model allerede inden sommerferien, som skal kigge på den manglende hjælp til mænd, der er udsat for partnervold. Det er nemlig vigtigt, at mænd, der bliver udsat for partnervold, kan få faglig hjælp, både i form af midlertidig beskyttelse, hvis de har behov for det, men også at de og deres børn kan få psykologhjælp. Derved deler vi Nye Borgerliges intention med forslaget.

Der er også, som det er blevet nævnt på talerstolen, et par bekymringer, som vi deler i Alternativet, og den største er det her med, at en kønsneutralisering af § 109 kunne betyde, at kvinder og mænd skal bo på samme krisecentre. Det er ikke hensigtsmæssigt, hverken for kvinderne eller mændene, og vi mener, at regeringen hellere bør komme med en konkret model, som er fagligt funderet. Derfor tilslutter vi os i Alternativet SF's ændringsforslag om en konkret model, som regeringen skal komme tilbage med, og vi er også meget enige med den radikale ordfører om, at det ville give god mening at lande en beretning i Ligestillingsudvalget, hvor vi beder regeringen om at komme tilbage med en konkret model inden sommerferien. Det lyder, som om det er lige på trapperne, så mon ikke vi godt kan blive enige om det?

Ellers skal der herfra lyde en tak for debatten her i dag. Jeg synes, det har været forholdsvis spændende, næsten lidt aggressivt, men i hvert fald interessant at følge med i. Jeg synes egentlig, det virker, som om vi er forholdsvis enige på mange punkter, så mon ikke vi snart kan komme videre herfra og få lavet en ny model sammen? Tak for ordet.

Spørgeren er hr. Kim Edberg Andersen.

Tak til ordføreren for en god tale. Jeg er jo ikke overrasket over Alternativets holdning, når det kommer til hjælp til mennesker udsat for vold, men jeg bliver alligevel lidt bekymret, for jeg føler, at Alternativet tager forslaget videre, end det egentlig var tænkt. Det her er tænkt som en ligestilling, og det havde jeg faktisk forventet at Alternativet købte fuldstændig ind på, altså at vi er lige for loven, uanset hvem vi er. Så er resten kommaer, det er punktummer, og det er finansiering, og det er indretning af de her rettigheder, altså hvordan vi så udøver dem i praksis.

Så tak til ordføreren, men jeg skal bare lige have opklaret noget: Er det virkelig Alternativets holdning, at det er o.k., at mandlige ofre skal være mindre lige for loven; for køber Alternativet ind på den her historie, som vi så i 2019 og 2021, hvor der var den her syltekrukke, og får vi så igen i 2025 et forslag? Hvor vigtigt er det for Alternativet at sørge for, at køn bliver ligestillet, når der er tale om ofre for vold?

Ordføreren.

Tak til ordføreren for et godt spørgsmål. Det er meget vigtigt for Alternativet, at mænd får de her rettigheder, og det er simpelt hen for dårligt, at det ikke er sket endnu. Det blev også nævnt før, at det har været tabu længe, og det har, tror jeg, skyldtes en berøringsangst, og der har nok også været nogle kønsnormer på spil her, desværre, og det er simpelt hen ikke okay. Det burde ikke være sådan, at vi i dag ikke har rettigheder til mænd, der bliver udsat for partnervold. Så så langt, så godt.

Men det her med, at forslaget, som det ligger i dag, kunne betyde, at mænd og kvinder skal gå på samme krisecentre, er vi ikke trygge ved. Så er der også nogle omstændigheder om formålsparagraffen i dag, som Alternativet er lidt utrygge ved. Det er ikke så meget Nye Borgerliges forslag, men den oprindelige formålsparagraf i § 109, som vi gerne så blev snævret ind, og det er noget af det, vi håber regeringen vil adressere i deres konkrete model.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er ordføreren for forslagsstillerne, og det er hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Det er de mest underlige forslag, der gør en følelsesmæssigt engageret. Virkeligheden er, at jeg står heroppe i dag, og at det er mig, der ingen rettigheder har, fordi jeg er mand.

Jeg troede, jeg stillede et polemisk spørgsmål i starten, som jeg godt lige vil læse op igen, og det kommer til at blive det hele: At kvinder og mænd har samme rettigheder, når det kommer til partnervold, er ligestilling. Så spurgte jeg de andre partier i salen: I er ikke imod ligestilling, vel? Der må jeg konkludere, at det, jeg er kommet frem til, er, at det er I. Tak.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Den første spørger er fru Samira Nawa.

Tak. Spørgsmålet, som ordføreren stillede i sin begrundelse, noterede jeg som: Er der nogen ordførere her i salen, der er imod ligestilling? For jeg tænkte, at svaret i løbet af debatten nok ville være nej, og det synes jeg også det har vist sig at være.

I løbet af sådan en debat får man jo snakket lidt på kryds og tværs, og vi har talt meget om en beretning, og jeg synes også, der lød en åbning fra Dansk Folkeparti, og der er også flere partier, der er åbne for det. Og hvis man kunne få regeringspartierne med på det, vil ordføreren fra Nye Borgerlige så være med på det, sådan at vi faktisk reelt kan få gjort en forskel i forhold til et problem, der har været negligeret alt for længe?

Ordføreren.

Jeg forstår ikke, at det er nødvendigt, men det er, fordi jeg kommer fra et sted, hvor man siger, at ligestilling er helt sort-hvidt. Altså, jeg er opdraget til, at det her er helt sort-hvidt, at mennesker er lige, og så kan jeg ikke forstå, at det overhovedet er nødvendigt. Jeg har hørt en masse udenomssnak i forhold til alle de der frygtelige ting, som ville ske, hvis vi flyttede ordet kvinder og indsatte ordet ofre i stedet for.

Jeg køber det ikke, og med historikken taget i betragtning, altså at det her er blevet fremlagt i både 2019 og 2021, så bliver jeg nødt til at sige, at jeg ville føle, at jeg gav køb på det, der er så vigtigt for mig, altså at det her bliver ligestilling. Jeg tror, det bliver noget sniksnak, jeg tror, det bliver en syltekrukke. Men I, der sidder her, er alle sammen nogle dygtige ordførere, og kommer de vises sten lige pludselig forbi mig, så står jeg jo heller ikke dumstædigt tilbage og siger nej. Men hvis vi ikke mener, at reel ligestilling er at lade være med at skrive, at kvinder har særlige rettigheder, så er jeg bange for, at jeg ikke kan være med i det.

Fru Samira Nawa.

Jeg er glad for ordførerens svar, og at der egentlig også er en tilkendegivelse af en åbenhed, sådan som jeg hører det, over for en beretning, hvis ordføreren kan se sig selv i det. For det, som jeg også hørte ordføreren sige i løbet af debatten, var, at han godt kunne se, at det ikke er gavnligt for hverken voldsudsatte mænd eller kvinder at kunne havne på det samme krisecenter.

Så lad os da se bort fra finansieringen. For jeg er enig med ordføreren i, at der faktisk er givet en åbning i det beslutningsforslag, som er fremsat, men det der konkrete med, at både mænd og kvinder kunne havne på det samme krisecenter, kunne vi måske også få gjort noget ved i sådan en beretning. Så i hvert fald tak for den åbenhed.

Ordføreren.

Det har aldrig været intentionen, at mænd og kvinder skulle på det samme krisecenter. Jeg synes, det er en stråmand, der er blevet kørt i debatten i forhold til det, for det har selvfølgelig aldrig nogen sinde været meningen. Enhver behandlingsleder, der har et kvindecenter, vil jo sige til den mand, der kommer: Selvfølgelig skal du ikke være her, for dit køn er en del af problemet.

Der køber jeg ind på, at kvinder har et behov for, at mænd ikke kommer der, og det har jeg også sagt tidligere. Men så lang tid mænd slet ikke får den rettighed, bliver det jo en pseudodiskussion, i stedet for at vi giver mændene den rettighed, og vi så opretter et center til det antal mænd, som nu måtte søge det med den rettighed, som de fik i hånden.

Så er det fru Astrid Carøe.

Jeg er faktisk rigtig glad for, at ordføreren siger, at det ikke er intentionen. For selvfølgelig er det ikke det. Jeg kender også ordføreren som en både grundig politiker og saglig politiker.

Når nu rigtig mange herinde, der også er saglige og grundige, har fundet ud af, fordi vi har snakket med eksperter, at det her er en risiko – det kan godt være, at det ikke var det, der var intentionen, men det er altså risikoen, hvis man formulerer paragraffen på den her måde – hvorfor så ikke sige: Okay, fint nok, vi laver det om? For det vigtigste må vel være, at vi får ligestillet mænd og kvinder i den her paragraf, og ikke lige, hvad ordlyden er.

Ordføreren.

Det vigtigste er, at vi får ligestillet mænd og kvinder ifølge loven. Og så er jeg sikker på, at hvis vi undervejs finder ud af, at der er nogle uheldige episoder, så kan vi meget hurtigt lave lovgivningen om herinde. Det var noget af det første, jeg lærte, da jeg kom i Folketinget, altså at det kan gøres meget hurtigt.

Men der er jo problemstillinger i andre ligestillingsdebatter. Juridisk kønsskifte har vi jo i den her sag med Ibi-Pippi. Hvor sætter vi den hen? Og vi har en diskussion om, hvem vi skal snakke med, altså en individuel vurdering. Det kunne man jo også gøre her. Man kunne jo lave en individuel vurdering af, om Kim på 104 kg skal ind på det lokale krisecenter, eller om han skal sendes til Horsens på det mandecenter, som han ifølge loven har en ret til at få hjælp på, når han får bank af konen.

Spørgeren.

Men det er slet ikke, fordi jeg tænker, at der kommer en mand hen på et kvindekrisecenter og siger: Jeg vil ind på det her center. Det er, fordi eksperterne siger, at vi risikerer, at der er private centre, som tjener penge på det og ikke er nonprofit, og som vil åbne op for at lave krisecentre for både mænd og kvinder, for det kan de ifølge den her paragraf, og så kan vi ikke sige nej til det.

Så det er det, der er problemet, og det er det, vi gerne vil undgå. Det er sådan set ikke, at der kommer en mand hen til Danner og siger: Nu vil jeg ind her. Det tror jeg heller ikke at nogen voldsudsatte mænd er interesseret i. Men det er simpelt hen for at få lukket det der hul, som eksperter siger at der er, hvis vi gør det på den her måde, hvor man bare kønsneutraliserer.

Ordføreren.

Men nu er det jo en ret, som er forankret hos dygtige kommunalt ansatte mennesker, som vurderer det her og giver dig den her ret. Så jeg er næsten sikker på, at jeg både kan have tillid til fagpersonalet på de her centre, hvor de begynder at komme ind, men også til de mennesker, som egentlig sender dem derhen. Jeg synes, det er en problemstilling, som er minimal i forhold til den store problemstilling, der er i, at mænd lige nu ikke har de rettigheder. Lige nu har jeg ikke de rettigheder, I har. Så er det altså et lille problem, om den her fejl kan ske – selvfølgelig ikke i situationen, men i forhold til at ingen mænd har rettigheder nu, bliver jeg nødt til at sige, at det er et lille problem.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Dermed tak til ordføreren.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.