B 56 Forslag til folketingsbeslutning om at udarbejde en model for kompensation af borgere og økonomisk straf til kommuner i de tilfælde, hvor kommunerne begår grove fejl eller deciderede lovbrud i anbringelsessager.

Af: Mette Thiesen (DF), Alex Ahrendtsen (DF), Mikkel Bjørn (DF), Pia Kjærsgaard (DF), Peter Kofod (DF), Morten Messerschmidt (DF) og Nick Zimmermann (DF)

Udvalg: Socialudvalget

Samling: 2022-23 (2. samling)

Status: 2. beh./Forkastet

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 56:

Forslag til folketingsbeslutning om at udarbejde en model for kompensation af borgere og økonomisk straf til kommuner i de tilfælde, hvor kommunerne begår grove fejl eller deciderede lovbrud i anbringelsessager.

Af Mette Thiesen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 14.03.2023).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er social- og boligministeren.

Tak for det. De to næste sager er ufattelig ens, så det vil mine svar og bemærkninger selvfølgelig også være. Jeg er fundamentalt enig i, at det er vigtigt, at vi diskuterer borgernes retssikkerhed. Jeg deler bekymringen om borgernes retssikkerhed.

Med det her forslag foreslås det inden for det her folketingsår at lave en model for en ordning, der sikrer kompensation til borgerne og en økonomisk straf til kommunerne, såfremt de laver grove fejl eller lovbrud i anbringelsessager. Og tænk, det synes jeg simpelt hen er fuldstændig den forkerte vej at gå, og det kommer nok ikke som den store overraskelse for hverken forslagsstillerne til det forslag, vi behandler her, eller for forslagsstillerne til det næste forslag. Jeg synes, det er den helt forkerte vej at gå.

Når jeg gør det, er det jo ikke, fordi jeg ikke synes, man skal gøre det, der er det rigtige. Det er, fordi jeg simpelt hen tror, at vores analyser af, hvad der er problemet, er helt forskellige. Min opfattelse er den – og jeg tror, det var den radikale ordfører, fru Lotte Rod, der sagde det tidligere heroppe, eller det var fru Lotte Rod, som ret præcist her fra talerstolen sagde det – at de vanskeligheder, der er på social- og handicapområdet, i høj grad er noget, der handler om Folketinget, og at det simpelt hen er for nemt bare at skyde på kommunerne. Jeg er så enig i det. Og jeg synes, det er for tit, at vi ender der.

Min analyse af det er, at vi på sundhedsområdet og på skoleområdet i hele den vestlige verden har haft 1.000 år til at udvikle, forfine, ændre, lære af hinanden, forandre osv., og det er bogstavelig talt 1.000 år, for det var faktisk omkring afslutningen på vikingetiden, man oprettede de første fakulteter på europæiske universiteter – englænderne og spanierne skændes vist lidt med hinanden om, hvem der kom først – og på de fakulteter underviste man bl.a. i medicin og jura og teologi, og på sundhedsområdet har man tilmed samme sprog. Men på socialområdet og handicapområdet står vi over for om ikke så forfærdelig lang tid på vegne af staten at skulle give en undskyldning for forhold i sær- og åndssvageforsorgen, som var der fra 1933 til 1980. Det er en lille smule senere end vikingetiden, tror jeg godt vi kan blive enige om.

Så det er bare for at sige, at hvor vi på skoleområdet og på sundhedsområdet som de to andre store velfærdsområder har haft 1.000 år til at forfine den måde, vi griber områderne an på, så er social- og handicapområdet ufattelig umodent. Og det afspejler sig bl.a. i den måde, lovgivningen hænger sammen på, og derfor har jeg i de år, hvor jeg har beskæftiget mig med det her område, været enormt optaget af, at vi får samme alvor, samme systematik og samme faglige fælles sprog for, hvordan vi griber tingene an på social- og handicapområdet, som vi har på de to andre velfærdsområder. Det er det, der bliver kaldt specialeplanlægningen, og det mener jeg simpelt hen er ét af de greb, der skal til.

Jeg går meget op i, at vi også får en systematik omkring de data, vi har på området. Jeg har selv været med til at få etableret det, der hedder den socialøkonomiske investeringsmodel, som handler om bl.a. at få etableret store vidensbanker, i forhold til hvilke indsatser der virker hvordan.

Så det er bare for at sige, at jeg mener, der er rigtig lang vej igen. Måden at gribe det an på, hvis man ligesom kan nikke til den analyse, er jo så ikke at sige: Vi ved godt, at lovgivningen ikke er så moden; til gengæld kommer vi og slår dem, vi har bedt om at administrere lovgivningen, i hovedet, hvis ikke de gør det ordentligt. Det synes jeg faktisk er det, der ligger i de her beslutningsforslag, og det vil sige, at jeg mener, at der i hjertet af det her ligger en ansvarsforflygtigelse, som jeg ikke synes klæder Folketinget. Jeg mener, at det påhviler os, der sidder i Folketinget, at gøre det i fællesskab, og jeg opfatter det ikke sådan, at det, der er det primære problem her, er, at der er nogle kommuner, der ikke gør det, de skal. Jeg mener, der ligger et stykke arbejde foran os, og det stykke arbejde, der ligger foran os, er så at forsøge at gøre det bedste, vi har lært, for at man ikke skal vente i 1.000 år på, at man får et lige så modent velfærdsområde på social- og handicapområdet, som man har på skole- og sundhedsområdet.

Noget af det, der har været rigtig vigtigt for os i regeringen, har bl.a. været barnets lov, som vi jo heldigvis har et bredt flertal bag i Folketinget. Og så er jeg mægtig glad for den aftale, der blev indgået med kommunerne i går, og hvor jeg synes vi får taget de næste skridt. Men det er også bare for at give en idé om, hvor dybe og alvorlige problemer jeg egentlig mener der er på social- og handicapområdet. Desværre står vi jo i en situation, hvor man ikke sådan kan pege tilbage og sige: På det her tidspunkt gjorde man det ufattelig meget bedre. I det øjeblik man peger tilbage på vores velfærdssamfunds historie omkring sær- og åndssvageforsorgen, er det helt på sin plads, at staten giver den undskyldning, der skal gives senere i år.

Det er bare for sige, at jeg mener, at der er rigtig lang vej igen. Jeg mener, der er god grund til at understrege, hvor alvorligt det er, og at vi skal få taget fat på de her ting, men jeg mener ikke, at den rigtige vej er at komme og lege politibetjent over for kommunerne, for det kræver sådan set, at vi har lavet en lovgivning, som grundlæggende er solid, og som de grundlæggende kan stå på.

Så har jeg også sådan en lille ting, altså, der er sådan et eller andet, jeg altid har slået mig på i forhold til den der lidt amerikanske vej – også bare for at sige det ligeud – altså det der med, at man har et sundhedsvæsen over there, hvor man har valgt at gøre det på en anden måde end på den skandinaviske måde at indrette sundhedsvæsenet på, som jeg i hvert fald foretrækker. Til gengæld kan man så sagsøge alle mulige mennesker, hvis tingene ikke er blevet gjort ordentligt. Og tænk, jeg vil ufattelig meget hellere bare have en ordentlig sundhedsbehandling og så ikke alt det der andet. Og det vil sige, at i min prioritering af, hvad jeg sådan synes er det vigtigste, vil jeg sige, at det måske ikke er at opbygge sådan et helt »her kan I få lov til at sagsøge, hvis velfærden ikke er i orden«-system. Jeg synes jo, man i stedet for skal bruge kræfterne på at lave en ordentlig velfærd, og der er der rigtig lang vej endnu på det her område. Og det er de kilometer, vi efter min mening skal gå i fællesskab med hinanden for at sørge for at få tætnet det sikkerhedsnet.

Jeg mener sådan set også, at vi med en økonomisk sanktion risikerer at give incitament til ikke at oplyse en sag tilstrækkeligt, og det vil sige, at man for så vidt ville kunne trække tiden ud, og i sidste ende ville det kunne betyde en dårligere sagsbehandling for den enkelte borger. Jeg mener, det er vigtigt, at vi understøtter kommunerne med den lovgivning, vi laver, og den måde, vi indretter også det administrative og det økonomiske system på i kommunerne, sådan at de faktisk har muligheden for at løse den opgave, vi har givet dem, i stedet for at pege fingre ad dem.

Jeg tror, det var de indledende bemærkninger, jeg har, og det gælder jo så både det her forslag og det næste, selv om jeg nok skal gentage det hele i den næste behandling af et næsten enslydende forslag.

Tak for det. Der er foreløbig tre med korte bemærkninger, og vi starter med fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tusind tak. Nej, det er ikke helt overraskende, at ministeren stiller sig, hvor ministeren stiller sig, men jeg mener jo, at vi i Dansk Folkeparti – og i øvrigt også Liberal Alliance, som har fremsat et forslag, der minder om det, og Alternativet, der har fremsat et forslag om en forvaltningsdomstol – netop stiller os der og tager ansvar for at sikre retssikkerheden for borgeren. For det er altså meget mærkeligt at være vidne til i et retssamfund, at man på det her område ude i kommunerne svæver rundt i sådan et eller andet retssikkerhedsmæssigt vakuum, hvor man fuldstændig uden konsekvens og med åbne øjne kan bryde lovgivningen og kan begå grove fejl, der gør, at folk mister det allermest dyrebare, de har, nemlig deres børn. Derfor undrer det mig, at man ikke vedtager en eller anden model som den, vi har foreslået her – det kunne sådan set også se anderledes ud – når vi nu også kan se, at de i Ankestyrelsen ikke en eneste gang har benyttet sig af deres mulighed for at sanktionere.

Mener ministeren ikke oprigtig talt, at man i en eller anden grad i et retssamfund skal sikre, at kommunerne overholder lovgivningen?

Ministeren.

Jo, selvfølgelig. Det er jo ikke det, der er til diskussion her. Det, der er til diskussion, er, hvad vi gør, når der er retssikkerhedsmæssige problemstillinger. Jeg har ikke hørt et eneste parti argumentere for, og jeg tror faktisk aldrig, jeg har hørt en politiker argumentere for, at det er en rigtig god idé, hvis der ingen retssikkerhed er. Der er nok enkelte diktaturstater, hvor det alligevel har været det, der har været hverdagen, men jeg har ikke hørt nogen politikere her argumentere for, at det er en dårlig idé med retssikkerhed. Det tror jeg sådan set vi alle sammen er enige om.

For os har det været vigtigt at tætne retssikkerheden i de tunge børnesager ved simpelt hen at sætte fire øjne på i stedet for to. Det har været vores bud på, hvordan man, i stedet for at man, først efter skaden er sket, skal kunne komme ind og slå nogen i hovedet, så i forbindelse med selve sagsbehandlingen sørger for, at der er fire øjne på i stedet for to. For når der sker fejl, særlig når vi taler om anbringelse af børn, kan konsekvensen jo være så stor, at det er lidt svært at se, hvad man egentlig får ud af, at man bagefter i forhold til en familie, der er fuldstændig ødelagt, kan få lov til at slå nogen i hovedet. Jeg tror sådan set, at familien foretrækker at gøre det, vi har lagt op til, nemlig at vi så sætter fire øjne på, så man kan fange det indledningsvis, inden familien går i stykker.

Fru Mette Thiesen.

Den debat har vi haft før. Jeg er sådan set ret overbevist om, at de dygtige socialrådgivere, der sidder rundtomkring, allerede beder en kollega om hjælp, og at vedkommende kan kigge på sagen, hvis det er. Så lad os ikke gå ned ad den vej.

Problemet er jo sådan set i dag, at man rigtig mange steder ikke overholder lovgivningen. Kigger vi et andet sted hen i vores retssamfund, er det sådan, at jeg får en bøde, hvis jeg går ud og starter min bil og kører over for rødt. Det er sådan en normal del af praksis i et retssamfund. Til gengæld kan man godt sidde med åbne øjne og begå lovbrud ude i kommunerne, for nej nej, der skal vi endelig ikke gøre noget. Jeg forstår simpelt hen ikke argumentationen mod at straffe folk, når de begår grove fejl og lovbrud, som faktisk koster nogle mennesker det allermest dyrebare, de har.

Ministeren.

Mig bekendt er der jo heller ikke i det her forslag lagt op til, at folk skal have en bøde. Der er lagt op til, at kommunen skal have en bøde. Det er jo to helt forskellige ting. Sådan som jeg forstår det her forslag, er der jo ikke lagt op til et personligt ansvar. Der er lagt op til, at kommunen får en bøde, og for de enkelte sagsbehandlere er det jo ikke noget, der går ud over deres private økonomi. Så jeg kan faktisk ikke rigtig se, at der er den sammenhæng, som ordføreren siger der er.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Det må man da håbe der alligevel er, for kommuner har et budget, de skal overholde, og på den måde interesserer de sig jo for, om deres socialrådgivere også overholder lovgivningen. Jeg har svært ved at forstå regeringens fokus, vi ser i de her dage, på at holde hånden over lovgivningen og holde hånden over kommunerne og svært ved at forstå, at man ligesom ikke vil anerkende, at vi har problemer med, at lovgivningen bliver brudt. Nu nævnte ministeren selv den her aftale, der blev lavet i går, hvormed 1,5 mia. kr. bliver brugt til at udbygge den kommunale botilbudskapacitet, selv om det private jo faktisk løser en rigtig stor del af den her opgave. Jeg kunne godt tænke mig at høre nogle flere ord på, hvorfor regeringen har så blind tillid til kommunerne og tror, at de kan gøre det bedre end det private, når nu vi ser så mange lovbrud, som vi gør?

Ministeren.

Det gør vi nu heller ikke. Jeg synes, der er noget tæt på arrogant ved den opfattelse, at man peger på kommunerne og siger, at det er dem, der skaber problemet. Jeg opfatter det sådan, at det er Folketinget, der har lavet en lovgivning, som er ekstremt svær at administrere, jeg opfatter det sådan, at det er os, der laver de økonomiske rammer for kommunerne, og jeg opfatter det sådan, at vi har at gøre med et enormt umodent politisk område, og derfor er der alle mulige forskellige typer af årsager til, at situationen er, som den er.

Hvis Folketinget har den opfattelse, eller hvis i hvert fald nogle partier i Folketinget har den opfattelse, at det eneste, der er galt her, selvfølgelig ikke er på grund af noget, vi har gjort herindefra – alt, hvad vi gør, er det rigtige, og alt, hvad kommunerne gør, er det forkerte – så synes jeg, vi er tæt på noget, jeg ville kalde arrogant. Jeg opfatter det sådan, at vi kan gøre rigtig meget for at gøre lovgivningen bedre herindefra og dermed nemmere at administrere og dermed i sidste ende give borgerne en helt anden retssikkerhed end den, de har i dag.

Fru Katrine Daugaard.

Der er jo lige kommet en redegørelse, som i grove træk viser, at vi ikke aner, hvad pengene på det her område bliver brugt på. Ergo aner vi heller ikke, om der skal flere penge til, eller om vi faktisk bruger alt for mange penge alt for dårligt på det her område. Derudover nytter det jo heller ikke noget bare at lave ny lovgivning, hvis den nuværende lovgivning ikke bliver overholdt. Der er jo heller ikke noget i barnets lov, som gør, at kommunerne skulle overholde lovgivningen mere, ud over at man bare afbureaukratiserer en masse og siger, at så kan de slippe for at lave en § 50 på halvdelen eller størstedelen af børnesagerne og kun gøre det som krav i forhold til anbringelsessagerne.

Ministeren.

Lad mig komme med et konkret eksempel på virkelig dårlig lovgivning. Vi har vedtaget lovgivning i Folketinget, hvor hver eneste borger med handicap og hver eneste forælder til borgere med handicap bliver pålagt regning for regning at redegøre for deres merudgifter. Sådan var det faktisk også for folketingsmedlemmer i gamle dage. Når man havde haft merudgifter forbundet med sit folketingsarbejde, skulle man komme ind med en regning på hver enkelt ting, og så kunne man få refunderet det. For borgerne betyder det, at de skal slås fra regning til regning med kommunerne. Det er enormt frustrerende, og forældrene bruger enormt lang tid på det. Folketingsmedlemmerne har så godt kunnet finde ud af at lave reglerne om for sig selv, fordi de ikke gad bureaukratiet, men har ikke lavet det om for resten af de borgere, der er afhængige af den type merudgiftsydelser. Det fungerer rigtig godt for folketingsmedlemmer, så mon ikke også det gør det for borgere med handicap, nemlig at man får et fast beløb, der er beregnet nogenlunde, på baggrund af hvilken type af udgifter man forventes at have på baggrund af det, man fejler?

Det er jo lovgivningen, altså ren, rå lovgivning, der gør, at det for kommunerne er fuldstændig umuligt at administrere. De bruger, jeg ved ikke hvor mange penge på at administrere den lovgivning, samtidig med at borgerne jo hopper fra regning til regning, og med forskellen fra den ene kommune til den anden er det hele et stort rod efter min mening. Det er skabt af Folketinget. Så til det der med bare at sige, at det også bare er kommunerne, og at de ikke overholder lovgivningen, og at vi også skal lade være med at lave om på lovgivningen, vil jeg sige, at nej, vi skal netop lave om på lovgivningen. Vi skal jo lave den lovgivning om på en måde, så den faktisk er til at administrere for kommunerne, og så de kan yde en ordentlig service over for borgerne. Jeg mener simpelt hen ikke, vi har gjort kommunerne en tjeneste med bare det ene eksempel på lovgivning på det her område.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Det er jo det samme på alle mulige andre områder, hvis jeg må have lov til lige at hæve diskussionen lidt op i en helikopter. Ministeren ved jo godt, at Ankestyrelsen på 10 år har fået 500.000 klager – ikke alle sammen over det kommunale, men de fleste – altså en halv million klager, og en del afgørelser er lavet om, men der er ikke sanktioneret en eneste kommune. Det her forslag er jo ikke så odiøst, for man kan faktisk godt sanktionere kommunerne. Man kan lave skærpet tilsyn, og man kan også godt give dem bøder. Det bliver bare aldrig gjort.

Så når ministeren igen siger, at alle de fejl, kommunerne laver, er Folketingets ansvar, så håber jeg ikke, at der er nogle kommuner, der hører det, for jeg er bange for, at det puster yderligere til den lange, lange række af sager med en så uværdig behandling af borgere, at det næsten ikke er til at tro. Vi har set dem alle sammen på tv. Jeg håber virkelig ikke, at kommunerne nu føler en øget frihed.

Jeg er med på, at vi også har et ansvar, men det vil ministeren jo heller ikke være med til. Så lad os lave en forvaltningsdomstol, som jo netop sørger for, at der bliver en type konsekvens, hvis kommunerne laver fejl, hvilket gerne kommer til at virke forebyggende, således at de måske i lidt højere grad holder op med det.

Ministeren.

Jeg har, mens jeg var ordfører, talt om 80-20-reglen. 80 pct. af kommunerne gør det altid rigtig godt, og 20 pct. af kommunerne rammer lidt ved siden af. Om 80-20 er det rigtige tal, ved jeg ikke, men det har været en udmærket tommelfingerregel, mens jeg var ordfører, og jeg har ikke haft nogen anledning til at ændre på den. Det tror jeg vel er nogenlunde det samme med den lovgivning, vi laver. På den måde er der en eller anden fejlmargen, som vi skal forsøge at gøre mindre. Så det er ikke for at sige, at kommunerne aldrig laver fejl, for det gør de, og det kan vi jo også se af de ting, der kommer ind.

Nu har vi behandlet relativt mange både beslutningsforslag og spørgsmål her i salen, og det er ufattelig sjældent, at der – i hvert fald fra den side af salen, der har fremsat de her forslag – kommer noget som helst, der handler om at indrette området mere hensigtsmæssigt på selve lovgivningsdelen. Det vil sige, at efter min opfattelse er det sådan nogle politibetjentforslag, som jeg simpelt hen ikke kan se for mig hjælper. Altså, i modsætning til det har vi jo lige behandlet tre forslag på handicapområdet, hvor der faktisk kommer nogle konkrete bud, som jeg ikke er indstillet på at vedtage, men der kommer dog nogle konkrete bud på, hvordan man også kunne gribe i egen barm – so to speak – og herindefra påtage sig en del af det ansvar, der er, for at få ryddet op på området.

Hr. Torsten Gejl.

Det kan da godt være, at ministeren hellere vil have konstruktive forslag, som ministeren ikke vil støtte, end politibetjentforslag, som ministeren heller ikke vil støtte. Det er jo same thing.

Jeg har også en kæmpe respekt for sagsbehandling, en kæmpe respekt for kommunerne og en kæmpe respekt for alt det arbejde, der sker derude – ingen tvivl om det. Og jeg ved, at der er nogle, der slider sig selv halvt ihjel. Jeg ved også, at sagsbehandlere sjældent bliver i en kommune særlig længe; der er en kæmpe udskiftning. Men 20 pct., hvis det så er det rigtige tal, er jo en enormt stor del af vores land. Det er en femtedel af vores land, hvor der sker regulære forkerte afgørelser. Uanset hvor stor en del det er, siger en halv million klager i hvert fald en del, og der er det, jeg savner at høre, hvorfor man ikke ligesom resten af EU – alle de andre EU-lande har det – går ind og laver en forvaltningsdomstol, hvor de mennesker kan få en ordentlig hjælp?

Ministeren.

Jeg har ikke en opfattelse af, at velfærdssamfundene er bedre i de andre europæiske lande end eksempelvis i de skandinaviske. Altså, det er bare for at sige, at jeg ikke synes, det er sådan, at når man kigger ud over EU, så er forvaltningsdomstolen det rigtige svar. Det er i hvert fald ikke sådan, at forholdene for borgere, der har et behov for velfærdsydelser, nødvendigvis er bedre i de andre lande. Jeg vil sige det på den måde, at 20 pct. – eksempelvis på handicapområdet – er lidt lavt sat, for det er jo væsentlig flere af de sager, der bliver taget ind til Ankestyrelsen, der bliver tilbagevist. Så lige i den sammenhæng er 80-20 faktisk lidt lavt sat – altså, der sker faktisk flere fejl end det.

Det, der er det store spørgsmål her, er jo, hvordan vi får nedbragt det, og der mener jeg simpelt hen, at de metoder, der bliver stillet forslag om her i salen, er forkerte. Det betyder jo ikke, at vi ikke skal gå til problemet; det betyder bare, at vi har en anden opfattelse af, hvordan man skal gribe det an.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Da ministeren begyndte at sige, at det her forslag var lidt arrogant, tænkte jeg: Nå, nu er vi på krigsstien. Så sagde ministeren, at det faktisk var lovgiverne, altså os, som begik fejl, og så må løsningen jo, som jeg ser det, være, at vi giver kommunen en bøde, og i de tilfælde, hvor de siger, at det er på grund af lovgivningen, sender de den videre til staten. Så er kommunerne holdt skadesfri, og dem, som er fanget i et system, hvor der muligvis er tale om kassetænkning, får også en kompensation og føler sig set der.

Så kom ministeren egentlig ikke bare med løsningen der? For jeg er enig i, at det er herinde, reglerne bliver vedtaget, og som ministeren også sagde i forhold til merudgifter, så er det sådan, at når først politikerne herinde synes, det bliver besværligt, skal vi nok finde en god løsning efterfølgende. Så er løsningen ikke bare, at vi laver et tillæg til det her forslag, hvor vi siger, at kommunerne selvfølgelig kan videresende alle de bøder, som er blevet udstedt på grund af lovgivning herindefra, og så er vi i mål?

Ministeren.

Altså, det næste bliver, at der kommer et forslag om, at Folketinget kan sende bøderne videre til befolkningen, fordi det er befolkningen, der har peget på de politikere, som sidder i Folketinget, som har vedtaget den lovgivning, og sådan kan bøderne så cykle rundt i systemet, i stedet for at vi bare træffer nogle beslutninger om at lave ordentlig velfærd. Det synes jeg måske vi skulle koncentrere kræfterne om. Det andet lyder efter min mening som et eller andet retssagscirkus, som sikkert ville gøre sig godt på film, men som næppe gavner de borgere, der har brug for hjælp, særlig meget.

Spørgeren.

Nu er jeg jo borgerlig, og jeg synes jo, at staten udskriver bøder nærmest hvert eneste år, når jeg skal betale skatter og afgifter, så jeg synes, der er bøder nok fra staten. Men det var bare, fordi ministeren begyndte på det her med, at det var arrogant. Det her har, som jeg ser det, udgangspunkt i, at vi har et klagesystem, der ikke virker. Ministeren siger selv, at tallet er 80-20, og jeg tror, at hvis det havde været i en privat virksomhed, ville man som ledelse spørge: Hvad sker der i de 20 pct? Er det måske, fordi der f.eks. er nogle, der tænker på en anden måde? Jeg tror ikke, det er sagsbehandlere, det drejer sig om, men jeg tror, der er nogle mellemledere derude, som måske bliver pålagt, at de skal spare nogle penge, og som så træffer nogle dumme beslutninger på grund af det.

Ministeren.

Det har jeg bestemt også hørt om, så på den måde er der jo slet ikke nogen tvivl om, at der selvfølgelig altid vil være nogle enkelte, der gør noget andet. Jeg synes bare, at eksempelvis antallet af fejl, der har været i sagsbehandlingen på både anbringelsesområdet og handicapområdet er så stort, at det er for let bare at pege fingre ad kommunerne, og jeg synes faktisk, det er lidt ærgerligt, hvis det er der, vi ender. Jeg synes også, det er lidt ærgerligt, hvis det, man så kommer frem til, er den her politifunktion, for jeg mener simpelt hen, at problemerne stikker dybere end det.

Så siger vi tak til ministeren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til ordførerrækken, og den første ordfører er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for ordet, og tak til forslagsstillerne for forslaget. I dag behandler vi jo, som ministeren sagde, to næsten identiske forslag her lige efter hinanden. Jeg vil dog starte med det forslag, som vi behandler lige nu.

Når vi ser på Social-, Bolig- og Ældreministeriets danmarkskort over omgørelsesprocenter, der viser en høj omgørelsesprocent og en væsentlig kommunal variation, så tror jeg, vi alle er enige om, at det er et område, der i den grad trænger til et fokus og til et løft. Det er vigtigt, at afgørelser kommer rettidigt, og at de ikke mindst er korrekte og overholder gældende lov. Vi ved også, at ansatte hver dag går på arbejde for at levere velfærd til borgerne, høj som lav, ung som gammel.

Men selv om kommunerne gør deres for at levere deres allerbedste, sker der stadig fejl, hvor en borger falder mellem to stole og bliver afvist en ydelse, borgeren faktisk havde ret til, eller falder igennem systemets ellers fintmaskede sikkerhedsnet. Det er vigtigt, at man som borger i Danmark har tillid til, at man får den hjælp, man er berettiget til, og at kommunerne og Ankestyrelsen griber borgeren i de sager, hvor der sker fejl – fejl, der selvfølgelig ikke må ske. Vi er derfor helt enige i, at vi selvfølgelig skal have et velfærdssamfund, der værner om danskernes retssikkerhed.

Vi er i Socialdemokratiet helt enige i, at der alt for ofte sker fejl på socialområdet, som betyder, at udsatte borgere ikke får den hjælp og støtte, de er berettiget til. Vi mener dog, at forslaget her ikke er den rigtige måde at løse det på. Er alvorlige fejl i en sagsbehandling, der vedrører menneskers liv og påvirker menneskers liv, muligt at gøre op i kroner og øre? Og er det forslagsstillernes oplevelse, at de fejl, der sker ude i kommunerne, er bevidste og overlagte?

I beslutningsforslaget fylder medarbejdernes faglighed ikke særlig meget. Er socialrådgiverne, sagsbehandlerne og alle de mennesker, der er involveret i de sager, hvor der sker fejl og omgørelser, fagligt klædt på til den opgave, de er sat i verden for at løse? Kunne det tænkes, at danmarkskortet er et udtryk for, at specialuddannelsen ikke er god nok, at sagsmængden er for tung eller for stor, at medarbejderflowet er for højt, at lovgivningen er for kompleks, og at dokumentationskrav ikke stemmer overens med virkeligheden?

Vi har med barnets lov og »Børnene Først« taget det første vigtige skridt i den rigtige rækkefølge. Retssikkerheden skal overholdes, det er din, det er min, det er vores. Det er vores holdning, at vi skal sikre en ordentlig sagsbehandling. Derfor indeholder »Børnene Først« bl.a. to sagsbehandlinger om komplekse sager. Det er vigtigt for de borgere, som bliver berørt af sagsbehandlingen, at man sikrer, at de bliver mødt af den bedst tænkelige faglighed – derfor efteruddannelsen.

Vi har et eksisterende setup med Ankestyrelsen, som trods udfordringer grundlæggende fungerer. Samtidig har vi i Danmark et utal af uafhængige administrative nævn og andre organer, der i vid udstrækning varetager den rolle, som der er brug for derude. Vi har samtidig også Folketingets Ombudsmand, som styrker borgernes retsstilling over for forvaltningen. Sagt på en anden måde: Vi har et system, et omfattende et af slagsen, og vi skal hellere tale om, hvordan vi gør det bedre, i stedet for at tale om straf, en bodsordning og økonomiske konsekvenser. Jeg tror ikke, at flere retslige instanser og flere måder at straffe på møder de udfordringer, der er derude. Den store omgørelsesprocent i Ankestyrelsen viser i min optik, at der er et fokus derude, men at der mangler faglighed.

Vi ved, at borgere oplever, at det kan være overvældende at klage over fejl begået af kommunerne og at skulle søge og kræve erstatning og kompensation. Man kan derfor også godt frygte, at det her forslag kommer til at ramme socialt skævt, og at det vil være de ressourcestærke og dem med ressourcestærke netværk omkring sig, der blive berettiget til en erstatning. I stedet vil jeg slå et slag for, at vi sikrer faglig uddannelse af vores medarbejdere derude, at vi her fra Folketinget signalerer, at vi godt ved, at byrden derude er hård, at byrden er tung, og at one size fits no one – det må man ikke sige her – altså at én løsning ikke passer dem alle sammen.

Så derfor er Socialdemokratiet ikke for sanktioner, straf, skyld og skam. Vi har det perspektiv, at vi sammen herindefra skal kigge på, hvad det er for arbejdsvilkår, der er i kommunerne, og hvordan vi bedst løser det. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til fru Katrine Daugaard. Værsgo.

Nu blev jeg kaldt arrogant før. Jeg mener, at det også er fuldstændig arrogant at have en så blind tiltro til egne kompetencer, at man tænker, at man selv kan komme med en lovgivning, altså at det simpelt hen kun er lovgivningen, det er galt med. Når nu Socialdemokratiet er nogle af de største fortalere for barnets lov, er det så jeres forventning, at lige om lidt, når den bliver gennemført og implementeret, så har vi ikke flere lovbrud i kommunerne?

Ordføreren.

Jeg vil gerne lige komme med en korrektion. Jeg mindes ikke, at jeg har kaldt spørgeren arrogant.

Så bliver der spurgt, om jeg som ordfører tror, at problemerne er løst med barnets lov. Nej, det tror jeg ikke, men jeg er ret sikker på, at det er et skridt i den rigtige retning, at man tilfører to sagsbehandlere i komplekse sager, og at vi også meget nøje går ind og kigger på, hvad det er for en specialuddannelse, vores sagsbehandlere ude i kommunerne har.

Spørgeren.

Så vidt jeg er orienteret, har man jo valgt at kigge til Norge og blive inspireret af Norges måde at gøre det på. Norge har p.t. flere sager i Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, og de har også fået en dom dernede.

Når nu ministeren lige sagde, at det ikke er bedre i landene omkring os, er det så ikke farligt at blive inspireret af et land som Norge?

Ordføreren.

Jeg mener jo ikke, at man, ved at man lader sig inspirere af et andet land, så tager hele pakken. Jeg mener, at man tager de elementer, der er sammenlignelige i forhold til det land, man bor i og laver lovgivning i.

Jeg vil også gerne have lov til at tilføje, at jeg finder det uheldigt, at man på forhånd tænker, at vi nu sætter en lov i værk, og at det så er med afsæt i, at loven skal brydes ude i kommunerne.

Så er det fru Mette Thiesen.

Men loven bliver brudt ude i kommunerne. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at stille ordføreren spørgsmål, men jeg kunne bare godt tænke mig at høre om en ting. Ordføreren siger, at det her vil have en social slagside. Mener ordføreren ikke, at det har en kæmpe social slagside i dag, at borgerne er i et totalt retssikkerhedsmæssigt vakuum ude i kommunerne? De skal rejse retssager imod kommunen, hvis de eksempelvis mister deres børn på et fejlagtigt grundlag. De har absolut ingen retssikkerhed i dag. Mener ordføreren ikke, at det her bestemt vil være et kæmpe skridt i en rigtig god retning, at man faktisk siger: Nej, det er heller ikke okay som kommune at bryde lovgivningen og stille borgerne værre, end de ellers var stillet?

Ordføreren.

Jeg er helt enig med ordføreren for Dansk Folkeparti i, at lov skal overholdes – lov er lov. Jeg er også helt enig med ordføreren i, at borgerens retssikkerhed skal sikres. Jeg er bare ikke enig med ordføreren, når ordføreren taler om, at penge gør forskellen. Efter en tid som kommunalbestyrelsesmedlem ved jeg også, at det vil blive en statistik, vi kommer til at sidde og kigge på, og så vil det blive dunk i hovedet til de socialrådgivere, der prøver at levere den bedste service overhovedet. Der sker fejl, og der må ikke ske fejl – det er vi helt enige om.

Jeg tror bare ikke, vi kommer uden om at være nødt til at kigge på, hvad det er for faglige kompetencer, vi stiller til rådighed for de socialrådgivere, der er derude. Taler man med Dansk Socialrådgiverforening, taler de jo også om, at de mangler specialuddannelse og viden om områderne, fordi det i mange år bare har været sådan, at når du bliver socialrådgiver, så forventes det, at du kan varetage alt. Det er komplekse sager, de sidder med.

Spørgeren.

Det er jeg sådan set enig i. Vi kan da sagtens kigge på en bedre socialrådgiveruddannelse og sådan nogle ting – det har vi været åbne for hele tiden. Men der sker fejl, og der er altså bare en eller anden berøringsangst i forhold til det offentlige. Nærmest ethvert andet sted i vores retssamfund er det under normale omstændigheder selvfølgelig sådan, at grove fejl og deciderede lovbrud har konsekvenser. Det må bare ikke have konsekvenser i det offentlige. Og jeg forstår det simpelt hen ikke, for hvem er det, der taber ved det her? Det er borgerne. De skal til at anlægge retssager og alt muligt andet, og hvem er det, der har råd til det? Så den model, vi har i dag, har en massiv social slagside.

Ordføreren.

Ja, hvem taber på hvad? Det er borgeren, der taber, når retssikkerheden ikke er der. Det er også den offentligt ansatte, der taber, når vi herindefra skyder det hele ud til kommunen, for kommunen er jo ikke et væsen i sig selv; kommunen er et apparat. Og jeg ved som tidligere offentligt ansat, at sker der en fejl på grund af nogle større net, der var for finmaskede, så er det den enkelte ansatte, der bliver stillet til ansvar for det, og ikke en kommune som institution.

Så er det hr. Torsten Gejl.

Tak, formand. Jeg havde egentlig heller ikke tænkt mig at trykke mig ind, men jeg gjorde det, fordi ordføreren sagde det her med, at Socialdemokraterne ikke ville udsætte kommunerne for sanktioner, straf, skyld og skam. Der tænker jeg bare, at hvis man som almindelig dansker hernede på Slotspladsen går over for rødt eller begår tyveri eller vold, bliver man i den grad, hvis det bliver opdaget, udsat for masser af sanktioner, straf, skyld og skam.

I nogle af de afgørelser, vi taler om her, tager man uberettiget folks børn fra dem. På andre områder sender man mennesker med kræft i jobtræning, og på andre områder igen tager man hjælpemidler fra folk med handicap, hvilket var uberettiget, og så skal de kæmpe helt vildt for at få dem igen. Det vil sige, at når du går over for rødt, er der straf, skyld, skam og sanktioner, mens det her er et lovløst område. Hvorfor skal det her område, hvor der træffes så vigtige afgørelser for mennesker og familier, være fuldstændig lovløst?

Ordføreren.

Hr. Torsten Gejl, jeg ser overhovedet ikke området som lovløst. Jeg ser det sådan, at hvis du vælger at gå over for rødt eller begå et røveri, så er det et bevidst valg. Jeg ved også, at mange sagsbehandlere sidder ude i jobcentrene og følger den lovgivning, vi har lavet herinde, omkring jobtræning, omkring jobparathedsvurderinger og omkring praktikker, og at de på en eller anden måde har fået trukket en lovgivningspakke ned over hovedet, hvor man har glemt fagligheden, og hvor vi ikke har lavet plads til et fagligt råderum, der gør, at man kan sikre, at den her borger ikke skal i jobtræning.

Skal folk have frataget deres børn fejlagtigt? Nej, det skal de ikke, men vi skal ind meget, meget tidligere i processen og sikre, at der er en faglighed, sikre, at der er en viden derude, og sikre, at det aldrig nogen sinde kommer så langt, men det er langt tidligere i processen end der, hvor vi skal til at udskrive bøder, straffe og give sanktioner. Og det kommer ikke til at have den effekt, der er ønsket, for det kommer til at bevirke, at det bliver en statistik i en kommunalpolitisk beretning, som vi sender ind til en højere instans.

Spørgeren.

Jeg kan ikke være mere uenig, og jeg kan ikke forstå, at trangen til retssikkerhed er så lav, at man accepterer, at der er en halv million klager, og at man, selv om nogle sager bliver omgjort, så accepterer, at der ikke er en eneste sanktion. Altså, så er det kørt af sporet i min verden. Ordføreren siger, at de ikke gør det med forsæt, og at de ikke gør det med vilje. Nej, det gør langt, langt de fleste sagsbehandlere jo ikke. Men når man træffer én forkert afgørelse og får at vide, at den er forkert, og træffer den igen og får at vide, at den er forkert, og træffer den igen og får at vide, at den er forkert – ja, formanden må jo hellere rejse sig op, for jeg kan blive ved – og når det bliver tilbagesendt fra Ankestyrelsen igen og igen og man får at vide, det er forkert, det er forkert, det er forkert, og man så bare bliver ved, hvad skal man så gøre andet end at sanktionere?

Tak. Ordføreren.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at der er virkelig mange punkter i den her verden, som hr. Torsten Gejl og jeg ikke er enige i. Jeg har ikke set nogen af de sager, hvor den samme sagsbehandler med forsæt og med dårlige hensigter træffer en beslutning, der skader familier igen og igen og om og om igen. Jeg kan måske være bekymret for, hvad det er for en retningslinje, den sagsbehandler arbejder ud fra. Det skal vi blive klogere på, men det hjælper kroner og øre i en bodsordning jo ikke på.

Så er det fru Marlene Harpsøe.

Jeg kunne godt tænke mig, at vi prøvede at anskue den her debat ud fra et borgerperspektiv, altså at vi så det med borgerens øjne. Det kunne f.eks. være et par forældre, en mor og en far, som helt uskyldigt har fået frataget deres barn. Det er simpelt hen blevet tvangsanbragt mod bedre vidende. Og så finder man ud af, at der er blevet begået decideret lovbrud. De får barnet hjem igen, da man opdager det. Men der er sket en skade. Der er sket en uoprettelig skade. Og der tænker vi da i hvert fald i Danmarksdemokraterne, at det mindste, man kan gøre, er at give dem en eller anden form for kompensation og sige: Hør, vi ved godt, vi har lavet fejl; det var uacceptabelt. Vi ved godt, det vil være et plaster på et åbent benbrud, men det vil trods alt være et plaster. Hvad tænker Socialdemokratiets ordfører om det?

Ordføreren.

Jeg vil sige igen, at sådan nogle fejl ikke må ske. Og sker de, er det forfærdeligt. Men jeg vil ikke fra Folketingets talerstol stå og sætte et beløb på, hvad en uoprettelig skade koster. Hvornår er skaden uoprettelig? Hvornår var der begrundet mistanke, som blev afvist? Og hvem bærer sandheden i forhold til reaktionen, og i forhold til hvad der skete i sagen? Det er et meget, meget komplekst sagsområde.

Jeg er stadig væk meget, meget optaget af, at vi kommer ind meget tidligere i processen her, sådan at de her fejl ikke sker. Der er sager, hvor der er sket fejl, som ikke må ske. Og jeg er sikker på, at vi alle sammen herinde kan rejse os op og nævne en sag. Dog vil jeg ikke stå her på talerstolen og sagsbehandle på individuelle sager. Jeg tror, det er meget farligt at begynde at sætte beløb på, hvad uoprettelig skade, der slet ikke må ske, koster.

Spørgeren.

Det handler ikke om at sætte en bestemt pris på. Det handler om det grundlæggende princip om, hvorvidt man mener, at mennesker, som på den måde er blevet svigtet af systemet, skal kompenseres eller ej. Det er det helt generelle princip på det her område. Når man er blevet fuldstændig nedbrudt som familie, fordi man på et ulovligt grundlag har fået frataget sine børn, er det så ikke fair, at man som det mindste kan blive kompenseret for det?

Ordføreren.

Jeg har som ministeren svært ved at se, at penge sætter et plaster på sådan et sår. Jeg mener, at man selvfølgelig skal sikres en hjælp, og at man skal have genopbygget sin familie. Men en økonomisk kompensation mener jeg ikke læger sår i en situation, hvor man fejlagtigt har fået frataget sine børn.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Jeg synes virkelig, det bliver så søgt, men det er et fint forsvar, når man er i en regering. Jeg ved ikke, om ordføreren har hørt om Rebildsagen, men Rebildsagen handlede om svigt på svigt på svigt. Efterfølgende har man fundet ud, at der var masser af indberetninger, hundredvis af indberetninger, men ingenting skete i kommunen. Jeg er jo selv fra Rebild, og der er ikke en eneste i Rebild Kommune, som blev fyret på grund af det her. Har politikerne vidst det her? Nej, det gjorde de faktisk ikke. Ved du, hvad politikerne havde fundet ud af? De havde fundet ud af, at hvis der lige pludselig blev udbetalt 500 kr. gange 10 om dagen til de her Rebildbørn, havde de fundet ud af det, for så havde de set det i budgettet. Det kan du tro. Det er ikke noget med penge til den enkelte. Det er et spørgsmål om, at hvis der er noget, som politikere i lokalbestyrelserne rundtomkring derude holder øje med, så er det budgetdag. For det er der, vi lige skal have afklaret, at vi skal have fundet nogle penge til at lave en kunstgræsbane et eller andet sted, og hvis pengene er brugt uberettiget, fordi vi ikke passer vores job over for dem, der bliver anbragt, så kan du tro, vi havde råbt op. Er ordføreren uenig i, at penge er noget, som politikere har opmærksomhed på i kommunalbestyrelserne?

Ordføreren.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer over, hvad der sker i alle landets kommunalbestyrelser. Jeg kan berette om, at i de 10 år, hvor jeg selv sad i en kommunalbestyrelse, havde vi meget, meget stor opmærksomhed på Ankestyrelsens omgørelsesprocenter, anvendelsen af magt osv. osv. på samme niveau, som vi havde det med penge.

Spørgeren.

Det siger vi også i Rebild, uha, dem ser vi. Alligevel fortsatte det med de her børn i 10 år. Du kan tro, vi havde lagt mærke til det, hvis det havde været 5.000 kr. om dagen i 10 år. Du kan tro, vi havde lagt mærke til det og sagt: Hold da op. Men penge betyder noget. I Hjørring har de haft en sag, hvor kommunen har erkendt, de har fejlanbragt nogle børn, og dem, der skulle tage sig af børnenes sag, løb så simpelt hen tør for penge, for der var simpelt hen ikke penge til at få en erstatning fra kommunen. Kommunen har indrømmet det her, der er lagt sag an mod kommunen, men man var løbet tør for penge. Og der vil min påstand så være, at hvis man nu vidste, man var stillet i udsigt at få 500 kr. om dagen, kunne man også have råd til at bruge dem på en advokat, så man kunne få sin ret i kommunen.

Ordføreren.

Tak. Jeg ved ikke, hvad jeg skal svare til beretningen om Hjørring og Rebild. Det er meget, meget ubehagelige sager, men jeg går ikke ind i nogen specifikke sager heroppefra, som jeg ikke har været en del af.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, og vi går videre til fru Anni Matthiesen fra Venstre. Velkommen.

Tak for det, formand. Tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag. Retssikkerhed tror jeg da vi alle sammen kan blive enige om er en af vores grundsøjler her i samfundet, og vi har sammen de sidste måneder også haft ekstra stort fokus på børns retssikkerhed. Vi er jo lige nu i fuld gang med at få udmøntet den politiske aftale »Børnene Først«, og heraf kommer jo barnets lov, som netop sætter barnets tarv i højsædet.

Jeg kunne godt tænke mig at tage udgangspunkt i de 18 år, jeg selv var ansat i en kommune, inden jeg blev folketingsmedlem, for beslutningsforslaget her lægger op til, at hvis det f.eks. er sådan, at sagsbehandlingsfristen er overskredet uden saglig grund, skal der kunne pålægges dagbøder, eller der skal for den sags skyld være mulighed for at give bøder til kommunerne, hvis ikke de har overholdt reglerne. Jeg synes, at det ville være et problem, hvis man som sagsbehandler og som ansat i en kommune pludselig vidste, at der nu var risiko for og en fare for, at ens kommune, hvis man lavede en fejl, fik en stor bøde. Og der vil jeg egentlig godt også tage udgangspunkt i de år, jeg selv arbejdede med børne- og undervisningsområdet, skoleområdet, og jeg kan kun sige, at jeg igennem alle de år ikke nogen sinde oplevede kollegaer, som bevidst prøvede på at gøre noget forkert.

Det leder mig så også over til, at vi for ganske få år siden faktisk i salen her ofte havde en debat omkring det med, at der jo er en fare for, at man, når man er et menneske, også kan komme til at lave fejl. Jeg kan huske, at vi bl.a. i Venstre havde en minister, Tommy Ahlers, som ligesom gik forrest i forhold til at sige, at det som menneske kan være okay at komme til at fejle. Jeg vil gerne med det her sige, at jeg er nervøs for det, hvis man går den her vej, for vi risikerer, at der vil være flere og flere, som simpelt hen vil få et dårligt arbejdsmiljø rundtomkring i kommunerne og vil være nervøse for at komme til at begå fejl. Og jeg vil sige, at beslutningsforslaget her mener jeg er en forkert vej at gå. Jeg synes, at vi i stedet for her i Folketinget har en forpligtelse til at kigge ind i, om der er steder, hvor vi kan gøre det bedre, så det også er lettere at administrere i kommunerne.

Så jeg mener, at det der med, at nu skal vi give bøder, og at nu skal vi give straf – det kommer vi også til at diskutere under behandlingen af det næste beslutningsforslag, som vi skal drøfte – simpelt hen helt generelt er en forkert vej at gå i forhold til vores offentlige myndigheder. I det her beslutningsforslag gælder det så i forhold til dem, der måske sidder på rådhuset, og hvad handler det næste beslutningsforslag så om? Gælder det så også for lærerne i folkeskolen, pædagogen i børnehaven osv.? Skal der så også dér gives dagbøder eller bøder, der skal sendes ud? Derfor håber jeg, at man i stedet for vil være med til at vende det rundt og sige: Hvad kan vi herfra gøre, der er bedre, så det faktisk er lettere at håndtere for de offentlige medarbejdere?

Så vi støtter ikke forslaget, og jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de heller ikke kan bakke op.

Vi siger tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Mette Thiesen.

Det er sådan lidt paradoksalt at stå her, for med den argumentation, som ordføreren lægger for dagen, skulle man kunne sige, at man ikke vidste, at man kørte over for rødt, eller at man ikke vidste, at man kørte for stærkt, og så få at vide: Pyt, skidt med det, så får du ikke en bøde. Sådan fungerer det jo ikke andre steder i samfundet.

Selvfølgelig skal man passe sit arbejde, men det her er jo ikke små fejl, vi taler om. Det her er fejl og deciderede lovbrud, der gør, at folk mister deres børn. Og der er jeg altså bare nødt til at sige, at der står jeg hundrede procent på borgernes side; de er oppe imod et system, som desværre lader til at være helt kafkask på lige præcis det her område. Det var sådan set også derfor, at vi i Dansk Folkeparti fremsatte det her beslutningsforslag om at få kulegravet anbringelsesområdet; det var for netop at sikre at få kigget på, om Ankestyrelsen overhovedet er uvildig – jeg har mine tvivl – og om børn og unge-udvalget er den rigtige instans; kan man overhovedet magte det ude i kommunerne? Jeg har også mine tvivl om det. Men det stemte Venstre også imod.

Jeg undrer mig bare over, at Venstre, som jo ellers er et lov og orden-parti, lige præcis her mener, at der ikke skal være retssikkerhed.

Ordføreren.

Vi er og har altid været et lov og orden-parti. Det, der overrasker mig ved Dansk Folkepartis forslag, er egentlig, at man angriber kommunerne, at man angriber de kommunale medarbejdere, altså at det er systemet, man angriber, frem for at sige: Hvad kan vi gøre bedre herindefra? For kommunerne er jo faktisk sat i verden for at efterleve de love, vi laver her, og hvis det er sådan, at Dansk Folkeparti mener, at kommunerne ikke gør det godt nok, synes jeg da vi er nødt til at kigge indad. Så synes jeg da, vi er nødt til at kigge på de fingre, der peger tilbage på os selv, og sige: Hvad kan vi så gøre bedre, så det bliver væsentlig lettere for administrationen at håndtere de regler, vi laver?

Spørgeren.

Jeg er sådan set altid åben for, at man skal kigge på at simplificere lovgivningen, men det her er jo ikke et problem, der ligger i lovgivningen. Det her er et problem, i forhold til at man ikke kan finde ud af at overholde lovgivningen, og at man faktisk i flere tilfælde – har vi desværre set – med åbne øjne har brudt loven, hvor man simpelt hen har skrevet falske diagnoser ind. Der er jeg bare nødt til at sige, at det selvfølgelig skal have konsekvenser. Selvfølgelig skal det have konsekvenser, hvis du med åbne øjne sidder og bryder loven, selv om du er sagsbehandler i en kommune. Og selvfølgelig skal det have konsekvenser for den arbejdsgiver, der tillader den praksis. Jeg kan slet ikke forstå, at man kan være imod det her.

Ordføreren.

Jamen jeg må bare igen henvise til det, jeg sagde i min ordførertale. I de 18 år, jeg var ansat i en kommune, kunne jeg da aldrig drømme om med åbne øjne at sidde og tænke: Nu vil vi bryde loven. Spørgeren siger, at man med åbne øjne bryder loven og indskriver falske diagnoser osv., men jeg har ikke den holdning, at vi på den måde skal slå på de offentligt ansatte. Men det kan jeg så stille spørgsmål om, når spørgeren selv kommer på talerstolen.

Så er det fru Katrine Daugaard. Værsgo.

Men hvorfor ikke? Man kan jo se, at der i nogle tilfælde er nogle, som tydeligvis ikke har fagligheden i orden, og som tydeligvis ikke har en leder, som har fagligheden i orden i forhold til at få stoppet, at man, som ordføreren selv siger, med åbne øjne bryder loven. Det skal der da sættes ind over for. Der skal vi have nogle incitamenter, der stopper, at sådan noget foregår ude i kommunerne. For der er jo kommunal variation – det kan vi jo se. Der er kommuner, som godt kan finde ud af at overholde lovgivningen, og derfor er det jo ikke lovgivningen, den er gal med.

Ordføreren.

Jeg vil godt lige rette Liberal Alliances ordfører, der siger, at det var mig, der sagde, at man med åbne øjne bryder loven. Jeg gentog det, som Dansk Folkepartis ordfører sagde. Når det så er sagt, synes jeg, at der er noget i det, som fru Katrine Daugaard siger, som er vigtigt at holde fast i, nemlig at fagligheden skal være i orden. Så er det jo der, vi skal tage fat; så er det jo der, vi skal sikre, at de mennesker, som har med de her komplicerede sager at gøre, også har en faglighed, og at de for den sags skyld er klædt på til at håndtere de her sager.

Spørgeren.

Jamen det skal vi jo også. Det er jo en kompleks problemløsning, vi er ude i, hvor det her jo ikke er noget, der kommer ind og fejer alle problemer af bordet – ligesom barnets lov heller ikke gør det. Vi skal kigge på at sætte ind fra alle mulige forskellige sider, bl.a. med specialeplanlægning og en ny socialrådgiveruddannelse osv. Men vi er da nødt til at se på de brodne kar, som bevidst bryder lovgivningen, og på de kommuner, som bevidst vælger at tvangsfjerne nytilflytteres børn, fordi det er billigere og de kan sende regningen videre til den tidligere kommune i stedet for at sætte ind med hjælp.

Ordføreren.

Jamen jeg anerkender simpelt hen stadig væk ikke det, som ordføreren siger, nemlig at man sidder derude og helt bevidst lader være med at overholde reglerne.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Ordføreren vil ikke have, at vi sender bøder til kommunerne, og så siger ordføreren sådan lidt sarkastisk: Vil man nu også til at sende bøder til skolerne? Og så vil jeg gerne referere til TV 2 Nyhederne den 6. maj 2010, hvor undervisningsministeren, som var fra ordførerens parti, var ude at sige:

»Jeg vil ikke acceptere, at man ude i kommunerne ikke giver den undervisning, der er så afgørende for, at vi når målene i folkeskolen. Det duer bare ikke, at skolerne aflyser undervisningen og sender eleverne hjem hele og halve dage.«

Det er fru Tina Nedergaard, der siger det, og så følger fru Tina Nedergaard op: »Det her skal stoppes«. I worst case-scenariet skal det sendes i Statsforvaltningen. De kan nemlig give skolerne dagbøder. Så det vil sige, at Venstre, der engang var et lov og orden-parti, gerne ville det, men jeg kan forstå på ordføreren, at det vil man ikke nu. Er det korrekt, at det her er endnu en af de ting, hvor Venstre sjovt nok, efter at de gik i regering, lige pludselig ændrede holdning?

Ordføreren.

Nu må jeg være ærlig og sige, at jeg synes, at vi er langt tilbage i tiden nu. Ordføreren refererer i hvert fald til noget, som skete, før jeg var i Folketinget. Det var mere end 11½ år siden. Jeg tør ikke at sige, hvad det var, fru Tina Nedergaard dengang udtalte sig om, og det synes jeg er svært, når vi også er så langt tilbage i tiden. Jeg kan i hvert fald ikke huske det.

Spørgeren.

At ordføreren ikke kan huske det, betyder jo ikke, at det ikke var noget, som ordførerens parti rent faktuelt – faktuelt – har været ude at sige, altså man sagde, at overholder kommunerne ikke loven, skal de have dagbøder. Det her forslag er nøjagtig det samme. Det er på et andet område, og den eneste forskel, jeg kan se, ud over at det er et andet område, er, at nu er man så blevet fedtet ind i en rød regering, som dybest set ikke vil komme i mål med det her. Så synes ordføreren ikke, at det er træls, også selv om det var før ordførerens tid, at Venstre har smidt det der med lov og orden på porten?

Ordføreren.

Det har vi så ikke, kan jeg betrygge ordføreren med. Vi er stadig væk et lov og orden-parti, men jeg må også være ærlig og sige, at jeg synes, at det er en skæv vej at gå at begynde at hænge mere eller mindre alle kommuner og sagsbehandlere ud og for den sags skyld true med bøder.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke yderligere spørgsmål. Næste ordfører er fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Tak for ordet. Igennem hele vores liv bærer vi på en rygsæk med minder fra vores barndom. Det er ikke nødvendigvis noget, vi tænker over i hverdagen, men når særlige sange spilles i radioen eller specielle dufte rammer os, bliver vi taget tilbage på både godt og ondt. Derfor er det meget vigtigt for mig, når vi taler om anbringelsessager, at vi her i salen husker, at det ikke blot handler om en bunke papirer på et kommunekontor, der skal eksekveres hurtigst muligt. Det handler om et barneliv og en barndom, retten til gode minder. Derfor skal der naturligvis ikke ske fejl, når et barn anbringes uden for hjemmet, for det er voldsomt for både forældrene og barnet. Anbringelsesgrundlaget skal være helt sikkert. Det er vi i Moderaterne naturligvis fuldstændig enige med forslagsstillerne om, men vi støtter altså ikke op om metoden og derfor ikke om forslaget.

Jeg og mit parti er enige i, at retssikkerheden på anbringelsesområdet skal være i orden, og sagsbehandlingen skal også være i orden. Og vi skal se ind i retssikkerheden for de børn og unge, det handler om, for der må bare ikke ske fejl. Som sagt handler det om nogens barndom. Men i Moderaterne tror vi ikke, at vi gør det bedst ved at straffe kommunerne. Vi har taget de første spæde skridt i den rigtige retning med barnets lov, hvor der er fokus på både retssikkerhed og sagsbehandling. De næste skridt må være at sikre kommunerne de bedst mulige rammer og det bedst mulige udgangspunkt for at tage de rigtige beslutninger. Hvis vi fokuserer på straf, bøder og andre sanktioner, ja, så går der tid med det i stedet for med kerneopgaven: At sikre den bedst mulige barndom for barnet, det handler om. Det ser jeg frem til at arbejde videre med, fordi det her for mig at se er noget af det allervigtigste. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. (Rosa Eriksen (M): Déttror jeg der er, skulle jeg til at sige). Nå, så er den da lige kommet, kan jeg se.

Det er fru Katrine Daugaard. Værsgo.

Nu ved jeg, at ordføreren er sygeplejerske. Jeg ved også, at ordføreren ved, at når mennesker arbejder med mennesker, begås der er fejl. Derfor kan man jo ikke sige, at ting skal være helt sikre – sådan er det ikke, når mennesker arbejder med mennesker. Når man på et hospital fejler, er det så også ordførerens holdning, at man i hvert fald ikke skal betale bod til de mennesker, man har begået lovbrud imod?

Ordføreren.

Jeg er faktisk rigtig glad for, at du bringer mit erhverv op, for vi har et problem med sygeplejersker. Vi løber og løber og løber rundt, og vi gør det ikke for patienterne; vi gør det, fordi vi er bange for at lave fejl – sindssyg bange for at lave fejl. Det tager tid fra behandlingen, og det tager tid fra patienterne, fordi der blandt sygeplejersker er skabt en kultur, der hedder: Jeg må aldrig begå fejl. Og det er et kæmpeproblem, for det tager kvaliteten ud af sygeplejen.

I 2021 blev der indrapporteret 326.416 utilsigtede hændelser. Det kan man godt sige er brud på lovgivningen. Hvor mange penge – det er lige før, at det er årsværk – koster det at kigge de her ting igennem? Det skal vi gøre, når det handler om sundhed, og vi skal selvfølgelig give kompensation til dem, der får ar for livet på sundhedsområdet – det er klart. Men som ministeren også sagde: Socialområdet er i sin spæde start. Vi er i gang, vi er på vej, og vi skal skabe nogle gode rammer.

Jeg kan mærke, at det er noget, man brænder for, og det er rigtig fint. Vi skal stadig væk passe på med at bruge direkte tiltale. Det er ikke kun ordføreren; det er også andre. Jeg siger det bare. Det er rigtig fint, at man synes, at debatten er meget spændende.

Så er det spørgeren.

Men det giver da overhovedet ikke mening, at man på sundhedsområdet – »naturligvis«, blev der endda sagt – skal kompenseres, mens man på socialområdet absolut ikke skal, fordi det er lovgivning, som der skal bygges oven på, for at man kan lære, hvordan man gør det bedre. Jeg kan så modsat komme med tal, hvor Københavns Kommunes interne rapport på børneområdet for 2017 viste, at der var sagsbehandlingsfejl i strid med lovgivningen i – hold nu fast – 100 pct. af sagerne.

Ordføreren.

Altså, nu er jeg ikke sikker på, hvor mange patienter der egentlig kommer igennem et sygehus, men jeg vil sige, at med hensyn til det tal for utilsigtede hændelser, som jeg kom med, er det jo ikke alle patienter, der får en kompensation. Det er, ligesom det er på socialområdet, hvis man kommer til at give en Panodil for meget eller ikke har vasket hænder rigtigt, altså alle de her ting. Hvis vi skal til at lave en bodsordning, hver gang en kommunal medarbejder laver en fejl i sagsbehandlingen, så skal vi jo ansætte mange, mange mennesker til at opretholde det, som vi så tager fra deres arbejde med familierne.

Tak til ordføreren. Nu kan jeg ikke se flere indtegnet til korte bemærkninger. Så er den næste ordfører fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF. Velkommen.

Tak for ordet. Jeg har fået lov at fremsige denne lille tale på vegne af vores ordfører, som ikke kan være her i salen.

Jeg skal starte med at anerkende baggrunden for beslutningsforslaget, hvor man jo ønsker en stærkere retssikkerhed i anbringelsessager. Forslagsstillerne og jeg er i høj grad enige om, at kommunerne i visse tilfælde fejler i sagsbehandlingen, og det er rigtig alvorligt, når det gælder afgørelser om anbringelser.

Kommunerne bør være på børnenes side og træffe de rigtige afgørelser første gang til gavn for børn og forældre, så man hurtigt får klarhed over den nødvendige hjælp. Sådan er virkeligheden i flere tilfælde desværre ikke. Men at straffe kommunerne ved at give dem dagbøder løser egentlig ikke det rigtige problem.

I SF vil vi hellere løse problemet ved at sikre, at de får den nødvendige hjælp, som de har ret til og brug for. Dagbøder til kommunen vil også bare belaste kommunen endnu mere økonomisk, sådan at der skal spares og skæres ned i velfærden andre steder, og det er heller ikke hensigtsmæssigt. Derfor er vi også tilhængere af en retssikkerhedsfond, hvor kommunerne bliver pålagt en bod ved tydelige fejlafgørelser, men hvor vi sikrer, at pengene både bliver og gør gavn for den generelle retssikkerhed.

Derfor kan SF ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så går vi til den næste ordfører, og det er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Tak for det. Det foreslås i beslutningsforslaget her at pålægge regeringen inden udgangen af 2023 at udarbejde en model for og fremsætte den nødvendige lovgivning, som muliggør, at en kommune f.eks. kan straffes med bøder, hvis kommunen begår alvorlige fejl eller deciderede lovbrud i anbringelsessager.

Modellen skal ifølge forslaget indeholde en dagsafgift på 500 kr., altså pr. døgn, for kommunens overskridelse af sagsbehandlingsfrister uden saglig grund, og afgiften skal tilfalde borgeren. Modellen skal bl.a. også indeholde en kompensation til borgeren for ikkeøkonomiske tab ved grove forsømmelser og systematiske og væsentlige fejl i sagsbehandlingen begået af kommunen.

Vi i Danmarksdemokraterne støtter forslaget. En anbringelse er et af de største indgreb i en families eller et barns liv, som kommunerne har mulighed for at anvende, og hvis der sker fejl, når de gør det, får det ofte uoprettelige negative konsekvenser for den enkelte og dennes relationer. Der må ikke ske den slags fejl, men sker der fejl, er det også rimeligt, at man som familie oplever, at det udløser en kompensation, om end den kompensation kan synes som et plaster på et åbent benbrud.

Arbejdet for retssikkerhed og forbedringer på det her område skal selvfølgelig heller ikke slutte her. Der er i Danmarksdemokraternes optik også behov for, at kommunerne bliver klædt bedre på til at forebygge fejl i anbringelsessager, som kan have omfattende negative konsekvenser for den enkelte familie. Derfor bør der også sættes ind med hjælp til udvikling og læring i kommunerne, så man lærer af de fejl, der begås, og de samme fejl ikke gentager sig.

Med disse ord kan vi i Danmarksdemokraterne støtte beslutningsforslaget.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det, formand. Og tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her forslag. Der er ikke nogen tvivl om, at det er et meget afgørende område, og det er fuldstændig uacceptabelt, at vi ser så mange fejlafgørelser, også i anbringelsessager. Der er også andre sager på det sociale område, hvor vi oplever det samme, og der er ikke nogen tvivl om, at det er en enorm problemstilling. Så jeg anerkender fuldt ud den problemstilling, som Dansk Folkeparti her rejser.

Jeg er mere i tvivl om, om den løsning, som man peger på her, er den rigtige. For som tidligere ordførere jo også har været inde på, er det her også et spørgsmål, der handler om økonomi ude i kommunerne – også de økonomiske rammer, som vi fra Folketingets side udstikker over for kommunerne. Og det er jo sådan lidt paradoksalt. Vi står nu i en situation, hvor der er indgået en økonomiaftale, hvor det er helt tydeligt, at kommunerne ikke får et løft i forhold til også at kunne løfte det her område. Vi har lige haft et konvergensprogram, hvor vi kan se, der ligger 16 mia. kr. Og man kunne jo egentlig godt have forventet, at kravet i stedet for havde været, at nogle af de midler skulle tilføres kommunerne, så vi netop kunne sikre, at vi kunne få løftet velfærdsområdet, også ude i den kommunale velfærd. For jeg tror, at det sådan set er der, vi skal finde løsningen i forhold til den her problemstilling. Når vi oplever de her fejl, er det jo som udgangspunkt ikke, fordi der sidder onde eller ubetænksomme mennesker ude i kommunerne. Så er det, fordi vi har nogle kommuner, som er ekstremt pressede. Men det ændrer selvfølgelig ikke på, at det er fuldstændig uacceptabelt, at vi ser så mange fejl, som vi gør, også i anbringelsessager.

Derfor er jeg sådan set også mere optaget af den model, som SF skitserede tidligere, og som Enhedslisten også tidligere har foreslået i et retssikkerhedsudspil, omkring en fond, altså en retssikkerhedsfond, hvor man netop kunne sikre, at kommunerne kunne indbetale ved grove fejl, hvilket Ankestyrelsen kunne dømme dem til. Men jeg tror, at vi bliver nødt til at se på det her som en samlet løsning, hvor vi også sikrer, at kommunerne reelt får muligheden for at løse de opgaver, som vi her fra Christiansborg pålægger dem. For ellers bliver det ret urimeligt, altså hvis vi herindefra pålægger kommuner at løse opgaver og vi ikke sikrer, at der følger en tilstrækkelig finansiering med, og så kommer vi efterfølgende og idømmer dem bøder, hvilket der så er andre grupper i den kommunale velfærd, som kommer til at betale for.

Så vi er helt åbne over for at se på det her, og vi må jo prøve at se i udvalgsbehandlingen, om vi kan finde en model, så vi kan nå hinanden. Men umiddelbart ser jeg ikke, at det er den skitserede model, der ligger her. Men vi anerkender fuldt ud den problemstilling, der er, og vi anerkender også, at det her er et område, vi bliver nødt til at få løst. Jeg tror bare, løsningen er mere flerfacetteret end den, som Dansk Folkeparti her lægger op til.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Velkommen.

Tak for det. I Radikale Venstre er vi imod det her forslag og det næste forslag, og det er vi, fordi jeg arbejder på at genoplive vores gamle tillidsreform. Jeg har været medlem af Folketinget i over 10 år, og jeg har ligesom brugt noget tid på at gå og tænke over det her med, hvorfor det er sådan, at politikere bliver ved med at snakke om, at vi skal afbureaukratisere og vi skal frisætte, og at det så bliver til så utrolig lidt. Jeg tror, det hænger sammen med noget af det, som Liberal Alliances ordfører har sagt i dag, altså at vi måske faktisk har forsømt at stille os selv spørgsmålet, om vi grundlæggende tror på, at folk gør det bedste, de kan, eller om vi grundlæggende tror på, at folk forsøger at snyde, sådan som Liberal Alliances ordfører antydede lige før. Og på en eller anden måde tror jeg ikke på, at vi som Folketing nogen sinde kommer til at lykkes med reelt at frisætte, før vi faktisk helt grundlæggende tror på, at mennesker gør det bedste, de kan. For så længe vi bliver ved med at tro på, at folk snyder, bliver vi jo ved med at lave regler for, at de skal dokumentere ting, og det er jo der, alt bureaukratiet opstår.

Derfor synes jeg egentlig også, at kommunerne har en pointe, når de nu har været lidt efter regeringen med, at regeringen nu vil spare flere milliarder kroner på, at kommunerne skal administrere noget mindre, samtidig med at vi ansætter flere og flere folk i de statslige styrelser og vi her i Folketinget bliver ved med at lave regler og ønsker flere og flere tilsyn, hvilket jo gør, at de mennesker, der er derude, som faktisk skulle have tid til at vurdere sager eller at være pædagoger og lærere i skolen, skal bruge deres tid på alt muligt, som vi har fundet på, i stedet for at de kan være sammen med de mennesker, som det jo faktisk handler om.

Det egentlig spørgsmål, vi burde stille, er jo, hvorfor der opstår fejl. Altså, det her er jo nogle af de mest alvorlige sager, og man kan dårligt forestille sig noget værre end et barn, der bliver fjernet fra sine forældre, hvis det ikke var det bedste for barnet, og så bliver vi jo nødt til at stille os selv spørgsmålet, hvorfor det sker. Det sker heldigvis utrolig sjældent, men hvorfor sker det? Er det, 1) fordi fagligheden er for dårlig? Så skal vi jo kigge på uddannelsen. Er det, 2) fordi de har for travlt og for mange sager? Så er det jo det, vi skal kigge på. Er det, 3) fordi der er noget i ledelsen, i kulturen eller i retningslinjerne, der gør, at man bliver presset til noget? Så er det jo det, vi skal kigge på.

Jeg tror på, at der hen over de senere år er sket noget, som er med til, at vi ser forråelsen rundtomkring i vores velfærdssamfund, og det er sådan set, uanset om det er dokumentarer fra daginstitutioner eller fra plejehjem, vi ser, og jeg tror, det handler om, at vi ikke i samme grad tillægger det enkelte menneske en værdi, men at vi både som en strømning i samfundet, men faktisk også på grund af den lovgivning, vi laver her i Folketinget, har skabt en instrumentalisering, hvor det kommer til at handle mere om, om man har levet op til kravene, og om kan krydse af, at man har gjort alt det rigtige, i stedet for at kigge på, om man gør det rigtige over for det her barn eller over for den her ældre.

Derfor tror jeg, at en af de vigtigste opgaver, vi som Folketing faktisk har, er at holde op med at instrumentalisere. Derfor er jeg lidt optaget af, at det bliver en egentlig tillidsreform, som handler om at sætte fri dem fra nogle proceskrav, og at vi så faktisk i stedet for tør at styrke den etiske forpligtelse. For som socialrådgiver bør din vigtigste opgave jo være at gøre det, der er bedst for barnet, og ikke, at man kan krydse af og sige: Jeg har fulgt den og den regel. Og det starter her hos os i Folketinget, for det er jo os, der sætter reglerne for, hvad det er, man skal, og hvad der er vigtigt.

Med de ord vil jeg sige, at Radikale Venstre hverken kan støtte det her forslag eller det næste forslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går videre til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. I Liberal Alliance deler vi Dansk Folkepartis bekymring, og der er blevet talt både for og imod det her i salen dag. Vi deler bekymringen så meget, at vi selv har et lignende forslag til behandling senere i dag. Vi mener, at retssikkerheden er truet langt flere steder end kun i anbringelsessager. Retssikkerhed er grundlaget for enhver retsstat. At sikre borgernes retssikkerhed betyder, at borgerne skal kunne gennemskue den lovgivning, som gælder i samfundet, og at borgerne har visse rettigheder, som ikke må krænkes af magthavere og myndigheder. Borgerne skal kort sagt kunne forvente en ordentlig og fair behandling.

I samfund uden retssikkerhed gælder der til gengæld helt andre spilleregler. Her bliver borgerne udsat for vilkårlig lovgivning og kan ikke vide sig sikre på, at deres rettigheder er beskyttet. Det betyder dårligere vilkår for både borgere og virksomheder og gør samfundet mindre robust og fattigere. Retssikkerheden er derfor helt fundamental for, at samfundet kan fungere og for at skabe de bedste rammer for, at borgerne kan leve et godt og trygt liv, hvor deres rettigheder ikke bliver krænket.

Men danskernes retssikkerhed har ikke haft det værre i mange år. Det er ikke noget, der er startet med Mette Frederiksens regering, men hendes regering har alligevel udmærket sig ved en historisk stor foragt for danskernes retssikkerhed, og der bliver meget at rydde op. Det betragter LA som en bunden opgave – hvis ikke nu, så for et fremtidigt nyt borgerligt flertal.

Vores ønske om at styrke borgernes retssikkerhed bygger på tre kerneværdier: åbenhed, tillid og retfærdighed – åbenhed, fordi borgerne i et folkestyre naturligvis kan forvente, at magthavere og myndigheder varetager deres ansvar på en gennemskuelig måde, for de burde jo ikke have noget at skjule; tillid, fordi magthavere og myndigheder ikke er sat i verden for at kontrollere borgerne, men for at tjene dem; og retfærdighed, fordi mennesket er vigtigere end systemet, og magthavere og myndigheders beslutninger skal tages på et fair grundlag, samtidig med at borgerne skal have bedre muligheder for at efterprøve dem.

LA kom for præcis 1 år siden med et retssikkerhedsudspil, hvor vi fremlagde ni forslag, som efter vores mening vil øge danskernes retssikkerhed. Et af disse forslag var at indføre en bonusordning, så kommunerne skal betale en bod til borgere, hvis kommunerne groft tilsidesætter deres pligter. Et andet forslag var at pålægge kommunerne at registrere og offentliggøre deres sagsbehandlingstider og give Ankestyrelsen mulighed for at tildele kommunerne en bod, som skal betales til de borgere, der oplever urimelig lange sagsbehandlingstider.

Beslutningsforslaget her i dag omfatter jo i nogen grad noget af det, som vi i Liberal Alliance foreslår, og vi mener, at de foreslåede økonomiske bodsordninger vil være et skridt i den rigtige retning for at få kommunerne til i højere grad at overholde lovgivningen. Liberal Alliance stemmer for forslaget.

Tak til ordføreren. Der er indtil videre en enkelt, der har ønsket en kort bemærkning, og det er fru Rosa Eriksen.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan ordføreren og Liberal Alliance vil finansiere den her bodsordning. Det vil jo koste rigtig, rigtig mange penge; det vil koste mange årsværk, hvis nogen skal sidde og faktisk prissætte, hvad det skal koste at lave fejl.

Så vil jeg gerne høre: Hvordan skal man give bøder i forhold til dem, som kommer, når de er voksne, og siger, at de fik for lidt hjælp og ikke fik den hjælp, de havde behov for? For der sker jo også fejl den anden vej. Det er jo ikke kun dem, der bliver anbragt uretmæssigt, men der er jo også børn og unge, der ikke får den hjælp, de har behov for. Så hvordan vil ordføreren finansiere og sikre det?

Ordføreren.

Tak, fordi spørgeren rejser det spørgsmål, for det er faktisk præcis noget af det, som vi mener, at barnets lov heller ikke kommer med svar på. Det er rigtigt, at man kan bede om at blive anbragt, men kommunen kan jo stadig afvise det, og barnet kan ikke påklage den beslutning. Så det er sådan lidt pseudorettigheder, man giver børn gennem barnets lov.

Jeg kan omvendt sige, at det er rigtig, rigtig dyrt at lave fejl; det er rigtig, rigtig dyrt at lave lovbrud. For som vi kan se, bliver rigtig mange sager jo tilbagevist og omgjort i Ankestyrelsen. Det koster rigtig mange penge, at vi sender sager frem og tilbage på den måde. Så både fejl og lovbrud koster penge. Det gør en bodsordning også. Hvor meget af det, der vil gå i nul eller i minus eller i plus, kan jeg ikke sige, for vi aner sådan set ikke, hvad pengene bliver brugt til på det sociale område, som det er nu. Så det er umuligt at give et bud på.

Tak. Spørgeren.

Jeg har ikke tallene for, hvad en bodsordning vil koste, men jeg tænker, at den vil være rigtig, rigtig dyr, og jeg er bekymret for, om en bodsordning vil sørge for, at de fejl, der bliver lavet, bliver ordentligt efterset. Hvorfor er de her fejl begået?

Så jeg kunne også godt tænke mig at spørge: Hvordan skal en bodsordning sørge for, at socialrådgiverne ikke drukner i bureaukrati, og hvordan skal en bodsordning sørge for, at der er en høj faglighed? For det, vi netop gør med barnets lov, er jo, at vi giver en pose penge med til efteruddannelse af socialrådgiverne, så de er klædt bedre på til at varetage sagerne.

Ordføreren.

Det er i hvert fald det, man gør med aftalen »Børnene Først«, og ikke barnets lov. Det er jo noget, vi også finder vigtigt i LA, altså at styrke socialrådgivernes uddannelse og faglighed. Det er fuldstændig fundamentalt vigtigt i forhold til at forbedre området. Og derfor er det jo heller ikke så enkelt, at vi med en bodsordning bare kommer og gør alt fryd og gammen, ligesom barnets lov heller ikke er det. Det er komplekst at rette op på de fejl og mangler, der er i systemet.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så er det hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Velkommen.

Tak, formand. Hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten annoncerede et dilemma, som jeg synes er meget stort i den her sammenhæng, og det er, at kommunerne er underfinansierede. Det har de været siden Anders Fogh Rasmussen, og det er de fortsat med at være igennem alle mulige besparelser med grønthøstermetoder osv. osv. Så de har faktisk svært ved at opretholde den velfærd, vi har lovet befolkningen her i Folketinget, og det er jo et kæmpemæssigt dilemma. Men det er jo klart, at retssikkerheden ikke må kompromitteres på grund af kommunernes økonomi. Vi kan jo ikke sige til borgere her i landet, at vi ikke har råd til, at kommunen giver den retssikkerhed, som der skal være. Loven må jo stå øverst for alle. Derfor skal vi gøre et eller andet.

Der bliver nævnt en retssikkerhedsfond, og der bliver nævnt dagbøder. Det støtter vi i Alternativet, og det her er faktisk noget, vi er begyndt på for nylig. Men det er efterhånden også ved at være desperation, når man hører, at der er en halv million sager, der er blevet klaget over. Der er blevet rettet op på hundredtusindvis, men der er ikke givet en eneste sanktion, uanset hvor forkert afgørelsen var. Så er der altså en systembrist. Så er der noget, der skal laves om. Det er bare for at være ærlig.

Vi ser allerhelst, det bliver gjort med en forvaltningsdomstol. Derfor er vi jo heller ikke så bange for dagbøder f.eks., for de kan jo gives allerede. Uanset hvilken af de mange, mange sager vi har set i tv om kræftsyge, der er blevet sendt i jobtræning – for lige at brede os ud til nogle andre områder – om børn, der er blevet taget uretmæssigt fra deres forældre, og om syge, der er blevet mere syge i systemet, altså uanset hvor slemt det overhovedet har været, og det er ikke småting, vi har måttet se på igennem de sidste 10 år, så har Ankestyrelsen altså åbenbart valgt, at der ikke er nogen fejl, der er så store, at kommunerne skal sanktioneres. Altså, det giver jo ikke mening. De kan sanktionere, de kan give dagbøder, og de kan lave skærpede tilsyn.

En forvaltningsdomstol kan også sanktionere. Så det er jo ikke så odiøst, at man så prøver med en lidt mere direkte sanktion her, som jeg ville mene kunne være en udmærket bro til en forvaltningsdomstol, sådan at vi begynder lige så stille at sørge for, at der er en smule konsekvens. Problemet er jo bare, at når vi presser på ballonen, buler den altid ud et andet sted. Der mangler penge i kommunerne. Det vil sige, at det gør der ikke, for i mange kommuner har i penge, de må bare ikke bruge dem på grund af budgetloven.

Så derfor er det jo relevant også at tale om, hvordan vi kan sikre en bedre økonomi i kommunerne, hvordan vi kan sikre, at de kan bruge deres penge, hvordan vi kan sikre, at der er råd til den velfærd, vi har lovet, og hvordan vi kan sikre, at vi aldrig kommer i en situation, hvor vi må sige til borgerne, at vi desværre ikke har råd til at opretholde jeres retssikkerhed. For det går i hvert fald slet ikke. Jeg tror ikke, at sagsbehandlerne på den måde snyder generelt, men der er nogle afgørelser derude, som jeg simpelt hen ikke forstår, og der vil jeg sige, at det ville være fint med den her indsats med det samme for at skære toppen af dem. Tak, formand.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Så er den næste ordfører hr. Kim Edberg Andersen for Nye Borgerlige. Velkommen.

Tak for det. Når man hører regeringens forsvar for, hvorfor kommunerne ikke kan gøre noget galt, sidder man jo selvfølgelig og tænker sit – det har jo været en semilang dag allerede. Man får indtrykket af, at det er, fordi dem, der er ansat i de offentlige forvaltninger, er sådan nogle helt lysende væsener, der render rundt i sandaler; solen skinner altid, og blomsterne skyder op, hvor de går, fordi de bare ønsker det bedste for alle. Der er intet ondt og kan ikke ske noget ondt i nærheden af en offentligt ansat. Når der ikke kan ske det, er vi jo frygtelig, frygtelig vildledte ovre på højrefløjen, når vi så tænker: Tænk nu, hvis noget så økonomisk funderet som kassetænkning finder sted imellem sandaler og badetøfler på de offentlige forvaltninger.

Jeg har siddet i en kommunal forvaltning, og jeg tror ikke, jeg nogensinde har mødt en eneste ondskabsfuld socialrådgiver. Det har jeg ikke. Jeg har ikke på noget tidspunkt set socialrådgivere trække grædende børn rundt eller sætte deres fingre i klemme i dørene bare for at være onde ved dem. Det har jeg ikke. Men vi har et ankesystem, der har 500.000 sager på ryggen, og ikke en eneste sanktion. Så det går galt et eller andet sted. Et eller andet sted går det galt.

Jeg tror, at de her kommunalbestyrelser, vi har, faktisk også er rigtig, rigtige søde mennesker. Både de Socialdemokrater, Venstrefolk og Konservative, jeg har mødt derude, er søde og rare mennesker. Men de har heller ikke sat sig ind i substansen. Det har de ikke. Jeg tror måske, at vi med det kommunale selvstyre har gjort, at vi har halvtidspolitikere og topprofessionelle ledere, og jeg tror, at der nogle gange er et mismatch mellem, hvad der foregår, og hvad politikerne egentlig ved der foregår.

Men noget, politikerne ville opdage, var, hvis der lige pludselig manglede 4, 5, 6, 8 eller 10 mia. kr. i kommunekasserne rundtomkring. Det ville de opdage, for så var det nemlig slut med, at der op til et valg kom nye gynger på legepladserne, og at skolefritidsordningerne fik nogle ekstra pædagogmedhjælpere, fordi kassen var boomende fuld. For er der noget, man kan være helt sikker på man ikke bliver genvalgt på, så er det at begynde at lukke skoler, plejehjem og børnehaver, bare fordi det er måden, man finder pengene i kassen på. Så jeg tror, at det er et godt forslag i den henseende. Jeg kan ikke se, hvor lang tid jeg har tilbage; jeg regner med, at jeg har 12-14 minutter endnu, for der er ingen tid på.

Jeg tror virkelig, at vi skal kigge en anden vej end det. Jeg tror, at en sanktion, en dagbøde, kan gøre noget. Det kan give dem, der føler, at de bliver misbrugt af systemet, en form for retfærdighedsfølelse. Vi bruger det alle andre steder, altså det her med, at man bliver straffet med bøde, og at der er nogen, der får en erstatning. Altså, penge bliver brugt til at vise, at der er begået fejl, og at man er blevet set. Det bruger man alle steder.

Så er jeg faktisk også enig med ministeren, når hun siger, at det nok ikke 100 pct. alene er kommunernes skyld. Så det håber jeg på at ministeren også ved. Selv om jeg gør det lidt farverigt, rammer jeg nogle gange nogle små ømme punkter, som jeg håber at ministeren vil rette op på i sin tid som minister.

Virkeligheden er, at der bliver kassetænkt i kommunerne. Det er ikke onde mennesker. Jeg tror – og det er jo slemt for en som mig, der er meget borgerlig – at vi skød os selv i foden, da vi fjernede tjenestemændene derude. Vi fjernede den beskyttelse, som socialrådgivere, der gik op i lov og orden, havde over for mellemledere, der gik op i budgetter, og som kom ud og prikkede dem på skulderen og så bare helt efter grønthøstermetoden sagde: Nu skal I spare 15 pct. – find ud af det.

Jeg tror, at der er nogle, der bliver trykket på maven derude. Vi har fjernet en beskyttelse, de havde. Jeg er ikke vild med tjenestemandspensionen, men jeg tror, at vi skyder os en lille smule i foden i forhold til uselviskheden i den offentlige forvaltning, når vi ikke giver dem, der er ansat og også skal betale husleje og have smør på brødet, muligheden for at sige fra over for et meget, meget excelarkpræget slipsedyr, der kommer ind og siger, at man skal spare penge på et område, hvor det måske ikke er det billigste at følge loven, men det bedste.

Nye Borgerlige kommer til at støtte forslaget. Vi synes, at det er et godt forslag. Vi synes, at systemet helt generelt er i stykker, og det håber jeg at vi kan få rettet op på. For der er en ting, jeg er sikker på, og det er, at dem, der sidder herinde, vil det bedste. Selv om vi er meget snakkesalige, vil vi faktisk det bedste ud fra hver vores udgangspunkt. Det er jeg faktisk helt sikker på. Vi støtter forslaget.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Vi beklager det med uret, og det er ved at blive sendt videre til en tekniker, og så skal jeg prøve at være fleksibel og se, om vi kan løse det sammen. Og så håber vi, at det kommer til at virke igen.

Der er i hvert fald en kort bemærkning til fru Rosa Eriksen. Værsgo.

Tak. Tak for din gode, nuancerede tale. Det kan Moderaterne rigtig, rigtig godt lide.

Jeg vil egentlig spørge dig om det samme, som jeg spurgte fru Katrine Daugaard om. Hvis man indfører en bodsordning for alle procesfejl i anbringelsessager ude i kommunerne, koster det en masse penge, og det opdager politikerne. Hvem skal så betale for de fejl? Er det skoleområdet, er det børnehaverne, er det vejene? Hvor skal pengene komme fra, hvis det er mange milliarder kroner, det vil koste at lave en bodsordning? Det kunne jeg godt tænke mig at høre om ordføreren har et bud på.

Ordføreren.

Nu håber jeg virkelig ikke, at det der betød, at hr. Kim Edberg Andersen lige lænede sig op ad at kunne blive medlem af Moderaterne. Jeg håber altså ikke, at det var det, der blev hørt ude i salen, altså at bare fordi jeg var nuanceret, så var jeg moderat; det håber jeg altså ikke.

Men nej, jeg vil belære ordføreren om, at virkeligheden er sådan, at hvis man har ansvaret for et budget og lige pludselig finder et hul i kassen, hvor millionerne vælter ud, så får man lukket hullet. Det kan godt være, at det koster første gang, men tro mig, de politikere, der er bange for ikke at blive valgt næste gang, går ikke ud og siger: I skal bare blive ved med at bryde loven.

For så begynder de nemlig at lave den her beregning og sige: Okay, hvis det nu koster os 10 mio. kr. ikke at følge lovens bogstav, koster det så måske kun 7 mio. kr. at følge lovens bogstav? Og så kan de nemlig gå til KL næste gang og sige: Vi følger loven i tykt og tyndt, og vi har ikke en eneste ankesag. Og så kan de komme herind og lade det være vores skyld.

Hvis der er noget, politikere er gode til, så er det at fortælle, hvis skyld det er. Det er de gode til, og de skal også nok huske at pege opad mod os, hvis det er, fordi vi ikke sender nok penge ud til, at kommunerne har råd til at følge lovgivningen.

Spørgeren.

Det kan jeg egentlig godt se ræson i, men vi ved jo, at optaget på velfærdsuddannelserne er faldende. Der er færre, der uddanner sig til sygeplejersker, og der er færre, der uddanner sig til socialrådgivere.

Så hvordan mener ordføreren, at det at straffe mere og give yderligere udgifter skulle gøre, at de her politikere kan sørge for, at socialrådgiverne overholder lovgivningen? Det kan være, det er mig, der er tungnem, men jeg kan simpelt hen ikke se det.

Ordføreren.

Jeg vil ikke sige, at andre ordførere herinde er tungnemme. Jeg vil bare sige, at der ikke står, at det er socialrådgiverne, der skal have bonen for det her; der står, at det er kommunen. Det er kommunen, der får regningen; det er jo ikke den socialrådgiver, der sidder og laver en fejl. Jeg er nemlig sikker på, at det ikke er socialrådgiverne, der er problemet. Det er det ikke; det er mellemlederne og lederen over dem og i sidste ende dem, der kommer og siger: I skal spare generelt. Og så kan man se en sjov tendens til, at folk kan blive flyttet rundt i kasser, alt efter hvad der lige er en lille smule billigere.

Så nej, de skal nok søge ind, for lige pludselig kan de nemlig følge loven og være ordentlige over for mennesker i stedet for at sætte dem i kasser, hvor man ved man begår fejl.

Dermed tak til ordføreren fra Nye Borgerlige. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Nu står vi her igen. Det er fredag efter frokost, solen skinner udenfor, men mørket har sænket sig herinde i salen, for vi drøfter anbringelser, fejl og kommunale lovbrud. Fortællingerne om kommunale lovbrud og familier, der mister deres børn på uretmæssigt grundlag, er desværre ikke en saga blot; tværtimod vælter de frem.

På Langeland har vi før hørt beskrevet, hvordan disciplinen fiktive diagnoser, dårlig sagsbehandling og deciderede lovbrud – helt kort fortalt løgn og bedrag – også har været fremherskende, desværre. Og jeg har også tidligere nævnt eksempelvis Sandy, der mistede sine tvillingedrenge på et uretmæssigt grundlag; hun har heldigvis fået dem tilbage. Jeg har også nævnt Jeanette Strauss fra Frederiksberg Kommune. Der er masser af de her sager.

Helt konkret har jeg efterhånden en meget stor bunke af artikler om anbringelsesområdet, om fejlanbringelser, om lovbrud og om et system, som er ufuldstændigt – et system, hvor man kan bryde loven, uden at det får konsekvenser. Altså, anbringelsesområdet virker jo til at være så betændt, at jo mere vi graver, jo mere råddenskab vælter der frem. Man burde for længst have kulegravet anbringelsesområdet ordentligt og rigtigt og have fundet ud af, om Ankestyrelsen overhovedet er uvildig – jeg har mine tvivl – og fundet ud af, om børn og unge-udvalget overhovedet er den rigtige instans. Her har jeg også mine tvivl. Man skulle også have fået indskrevet, at kommunerne selvfølgelig skal kunne straffes for deres fejl og lovbrud, og det er jo sådan set derfor, vi står her i dag.

Der er ikke noget værre end at miste sine børn. Jeg plejer at sige, at jeg hellere ville have amputeret begge mine ben uden bedøvelse end at miste mine børn – det står jeg ved. I den perfekte verden skulle ingen børn selvfølgelig anbringes. Sådan er det jo desværre ikke, det ved vi godt alle sammen. Nogle skal desværre anbringes, nogle også med tvang, men man må simpelt hen aldrig nogen sinde bruge anbringelse eller bortadoption som en spareøvelse. Der må ikke ske fejl, når staten fratager forældre deres børn. Og desværre har vi jo set en ret voldsom stigning i tvangsanbringelser. Ja, vi har sågar set eksempler på kommuner, der har ønsket flere tvangsbortadoptioner som en spareøvelse. Mange fortæller også, at de har forsøgt at række ud til kommunen om hjælp til deres barn, som har en diagnose, og kommunens respons har været ikke at hjælpe familien, men at fjerne barnet. Det er jo fuldstændig mareridtsagtige scenarier, vi er vidner til her.

Først og fremmest mener jeg stadig væk, at man burde få undersøgt, om kommunerne overhovedet magter opgaven. Jeg kan igen have mine tvivl på det her område ligesom i øvrigt på rigtig mange andre områder. Er børn og unge-udvalget den rigtige konstruktion? Bliver sagerne behandlet ordentligt? Har man ordentlig tid til det? Og derudover, kan jeg, som jeg nævnte før, have mine tvivl om, om Ankestyrelsen overhovedet er uvildig, eller om de i virkeligheden er kommunernes forlængede arm, fordi de jo ikke skal lytte til den anden side af fortællingen, altså forældrenes? At man i Ankestyrelsen altså godkender tæt på 100 pct. alle sager, når der er fejl i så mange, tyder jo også på, at der er et eller andet galt.

Dansk Folkeparti er Danmarks familieparti. Vi er blå bloks bløde hjerte. Vi er familiernes stemme, både når de er fanget i systemet, når de råber op, og når de kæmper, og så er vi også partiet for det store tavse flertal, der ikke har ressourcerne, for deres stemme fortjener også blive hørt.

Jeg har faktisk glædet mig rigtig meget til, at det her beslutningsforslag kom på, for det er helt åbenlyst for enhver, at der er en massiv retssikkerhedsmæssig brist i, at kommuner kan begå alle de lovbrud og grove fejl, de vil, uden at det får nogen som helst form for konsekvenser. Borgerne svæver simpelt hen rundt her i et retssikkerhedsmæssigt vakuum, og sådan skal det ikke være.

Derfor må og skal vi have en ordning, der straffer kommunerne, når de begår grove fejl og lovbrud, ligesom i alle andre dele af vores retssamfund. Sådan må det være. I Dansk Folkeparti er vi på danskernes side – altid – også når de skal kæmpe imod et kafkask system. Tak.

Der er to ønsker om korte bemærkninger. Den første er fra fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg vil bare takke fru Mette Thiesen og DF for at sætte fokus på det her og for at forsøge at komme med et forslag, som kan bringe tingene i en bedre retning. Selvfølgelig skal det også på det her område have konsekvenser at begå lovbrud. Så jeg vil bare sige tak.

Ordføreren.

I lige måde! Tak til Liberal Alliance og fru Katrine Daugaard for også at have været en stærk stemme i alt det her og for at fremsætte et forslag – vi tænker åbenbart meget ens, også på det her område – der minder om det her, og som vi skal behandle lige om lidt, og som vi i Dansk Folkeparti selvfølgelig også støtter. Jeg har virkelig nydt og nyder fortsat det gode samarbejde, vi har på det her område, og så må vi håbe, at vi får skaffet et flertal på et tidspunkt.

Så er det fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Tak for den fine tale. Jeg har bemærket, at Dansk Folkeparti og i særdeleshed ordføreren har en enormt skarp retorik på det her område, taler kommunerne ned og fortæller om de grumme sager. Jeg er lidt i tvivl om, om ordføreren ved, om der er nogen steder, hvor det går godt. Er der nogen tillid til, at kommunerne faktisk også laver et godt stykke arbejde? For hvis man sidder som tilhører derude, lyder det næsten, som om man godt nok ikke skal gå til kommunen, hvis man har et lille problem i en familie, hvis det står til Dansk Folkeparti; man skal ikke tage problemerne tidligt. Det skaber jo frygt i de udsatte familier, når de kun hører om de, selvfølgelig forfærdelige, sager, der har været – ingen tvivl om det. Der er ikke nogen, der skal få fjernet deres børn uden et ordentligt grundlag; det er jeg helt enig i. Men skulle vi herindefra anerkende, at vi har et ansvar for, hvordan debatten foregår?

Ordføreren.

Jeg må på forhånd beklage over for formanden, at jeg kommer til at bruge et engelsk ord, men det, ordføreren står og plæderer for her, er whataboutism: Altså, skulle vi nu ikke se på, hvor godt det går? Lad os glemme alle de der fejl og lovbrud, der bliver begået. Lad os nu tale det op.

Og ved du hvad? Jeg kommer aldrig nogen sinde til at blive sådan en politiker, som skjuler fejlene, fejer det hele ind under gulvtæppet og bare siger, at alt det her går rigtig godt. Nej, prøv at høre: Vi er simpelt hen nødt til at fokusere der, hvor vi har nogle problemer. Jeg er sådan set fuldstændig med på, at kommunerne løfter nogle opgaver rundtomkring. Jeg mener, de har for mange opgaver – alt, alt for mange. Jeg synes, der ligger alt for mange opgaver derude. Handicapområdet må for min skyld gerne komme ud af kommunerne.

Jeg kunne også godt tænke mig, at vi fik undersøgt ordentligt, om det her område også skulle ligge i kommunerne. Kommunerne har for mange opgaver, for at være helt ærlig, og mange af dem magter det ikke. Så det er, hvad det er, men det, vi skal, er jo, at vi skal prøve at løse de her problematikker, og jeg kommer aldrig til at købe ind på det her med den gode tone i debatten og feje problemerne ind under gulvtæppet. Det gør jeg simpelt hen ikke.

Spørgeren.

Moderaterne vil bestemt ikke feje tingene ind under gulvtæppet. Og selvfølgelig skal dem, der har været udsat for grove fejl, have en stemme. Det var overhovedet ikke det, som jeg sagde. Det, jeg siger, er, at der er familier, der sidder derude, hvor far måske har et lille misbrug eller de kan se, at deres barn mistrives, og når vi som ansigt udadtil i Danmark og kendte ansigter hele tiden kun fremhæver det dårlige og aldrig taler om det gode arbejde, kommunerne også kan gøre, har vi så ikke et ansvar der, eller hvad?

Ordføreren.

Vi har ikke et ansvar for at stå og sige, hvor fantastisk det går på skoleområdet eller på eksempelvis det her område, hvis vi har et massivt problem med fejlanbringelser. Nej, det ville være fuldstændig mærkeligt at stå og snakke om det. Jeg roser gerne, når der roses bør og skal, når man ude i kommunerne gør det rigtig godt. Jeg har sådan set også sagt i mine tidligere taler, at selvfølgelig er der også sagsbehandlere, som gør det rigtig godt. Det er jo ikke alle kommuner, der begår lovbrud, og det her vil være – hvad skal man sige – brodne kar. Men det er også derfor, jeg slet ikke kan forstå den store modstand imod det her. For det her vil jo kun ramme dem, der ikke overholder loven. Og det kan jeg simpelt hen ikke forstå hvorfor man fra regeringen og mange andre partiers side ikke ønsker at sanktionere.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Derfor tak til ordføreren fra Dansk Folkeparti.

Forhandlingen er nu sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 56:

Af Mette Thiesen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 14.03.2023).

Forhandlingen er åbnet. Den første, der får ordet, er social- og boligministeren.

Tak for det. Der er foreløbig tre med korte bemærkninger, og vi starter med fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mener ministeren ikke oprigtig talt, at man i en eller anden grad i et retssamfund skal sikre, at kommunerne overholder lovgivningen?

Ministeren.

Fru Mette Thiesen.

Ministeren.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Ministeren.

Fru Katrine Daugaard.

Ministeren.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Ministeren.

Hr. Torsten Gejl.

Det kan da godt være, at ministeren hellere vil have konstruktive forslag, som ministeren ikke vil støtte, end politibetjentforslag, som ministeren heller ikke vil støtte. Det er jo same thing.

Ministeren.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Ministeren.

Spørgeren.

Ministeren.

Så siger vi tak til ministeren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger. Vi går videre til ordførerrækken, og den første ordfører er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak til ordføreren. Der er et par korte bemærkninger, og den første er til fru Katrine Daugaard. Værsgo.

Ordføreren.

Jeg vil gerne lige komme med en korrektion. Jeg mindes ikke, at jeg har kaldt spørgeren arrogant.

Spørgeren.

Når nu ministeren lige sagde, at det ikke er bedre i landene omkring os, er det så ikke farligt at blive inspireret af et land som Norge?

Ordføreren.

Så er det fru Mette Thiesen.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Så er det hr. Torsten Gejl.

Ordføreren.

Spørgeren.

Tak. Ordføreren.

Så er det fru Marlene Harpsøe.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke yderligere korte bemærkninger, og vi går videre til fru Anni Matthiesen fra Venstre. Velkommen.

Så vi støtter ikke forslaget, og jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de heller ikke kan bakke op.

Vi siger tak til ordføreren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er til fru Mette Thiesen.

Jeg undrer mig bare over, at Venstre, som jo ellers er et lov og orden-parti, lige præcis her mener, at der ikke skal være retssikkerhed.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Så er det fru Katrine Daugaard. Værsgo.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Jamen jeg anerkender simpelt hen stadig væk ikke det, som ordføreren siger, nemlig at man sidder derude og helt bevidst lader være med at overholde reglerne.

Så er det hr. Kim Edberg Andersen.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke yderligere spørgsmål. Næste ordfører er fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. (Rosa Eriksen (M): Déttror jeg der er, skulle jeg til at sige). Nå, så er den da lige kommet, kan jeg se.

Det er fru Katrine Daugaard. Værsgo.

Ordføreren.

Så er det spørgeren.

Ordføreren.

Tak til ordføreren. Nu kan jeg ikke se flere indtegnet til korte bemærkninger. Så er den næste ordfører fru Karina Lorentzen Dehnhardt fra SF. Velkommen.

Tak for ordet. Jeg har fået lov at fremsige denne lille tale på vegne af vores ordfører, som ikke kan være her i salen.

Derfor kan SF ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til SF's ordfører. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så går vi til den næste ordfører, og det er fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Velkommen.

Med disse ord kan vi i Danmarksdemokraterne støtte beslutningsforslaget.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Vi går videre til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører er fru Lotte Rod fra Radikale Venstre. Velkommen.

Med de ord vil jeg sige, at Radikale Venstre hverken kan støtte det her forslag eller det næste forslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Vi går videre til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak til ordføreren. Der er indtil videre en enkelt, der har ønsket en kort bemærkning, og det er fru Rosa Eriksen.

Ordføreren.

Tak. Spørgeren.

Ordføreren.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så er det hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Velkommen.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger til ordføreren. Så er den næste ordfører hr. Kim Edberg Andersen for Nye Borgerlige. Velkommen.

Der er i hvert fald en kort bemærkning til fru Rosa Eriksen. Værsgo.

Tak. Tak for din gode, nuancerede tale. Det kan Moderaterne rigtig, rigtig godt lide.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Så nej, de skal nok søge ind, for lige pludselig kan de nemlig følge loven og være ordentlige over for mennesker i stedet for at sætte dem i kasser, hvor man ved man begår fejl.

Dermed tak til ordføreren fra Nye Borgerlige. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Der er to ønsker om korte bemærkninger. Den første er fra fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Ordføreren.

Så er det fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Derfor tak til ordføreren fra Dansk Folkeparti.

Forhandlingen er nu sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Så vi støtter ikke forslaget, og jeg skal hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de heller ikke kan bakke op.

Med de ord vil jeg sige, at Radikale Venstre hverken kan støtte det her forslag eller det næste forslag.

Folketinget

Resumé

Om beslutningsforslaget

Fremsættelse af forslag

1. behandling

Udvalgsbehandling

2. behandling

B 56 Forslag til folketingsbeslutning om at udarbejde en model for kompensation af borgere og økonomisk straf til kommuner i de tilfælde, hvor kommunerne begår grove fejl eller deciderede lovbrud i anbringelsessager.

1. behandling den 26-05-2023

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling