B 54 Forslag til folketingsbeslutning om mere fleksibel hjælp til borgere med handicap i forbindelse med flytning mellem kommuner.

Af: Charlotte Broman Mølbæk (SF), Kirsten Normann Andersen (SF), Theresa Berg Andersen (SF) og Karina Lorentzen Dehnhardt (SF)

Udvalg: Socialudvalget

Samling: 2022-23 (2. samling)

Status: Bortfaldet

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 54:

Forslag til folketingsbeslutning om mere fleksibel hjælp til borgere med handicap i forbindelse med flytning mellem kommuner.

Af Charlotte Broman Mølbæk (SF) m.fl.

(Fremsættelse 14.03.2023).

Jeg giver hermed ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti, for en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Tak for det. Nu står vi her igen med det her beslutningsforslag, lidt som vi gjorde sidste år, og jeg kan huske, at jeg kørte hjem til Randers med en god følelse i kroppen. Vi var faktisk enige om, at borgere med handicap skulle modtage mere fleksibel hjælp i forbindelse med flytning mellem kommuner. Vi var sådan set også enige om, at den fleksibilitet skulle sikre, at borgere med handicap modtog samme hjælpemidler og tilbud om hjælp, som de var visiteret til i den oprindelige kommune.

Vi var ikke helt enige om hvordan, og det er vi sjældent, og så indgår vi kompromiser, og vi havde en beretning om, at der skulle indkaldes til forhandlinger. Det gode ved kompromiser er, at vi kan finde en fælles løsning, men en ting er at sige, hvad vi mener. Det, der gør, at politik i virkeligheden også har en værdi, er, når vi sætter handling bag ordene og får taget de beslutninger, der berører virkelige menneskers virkelige problemer.

Jeg mener fortsat, at tilstanden på handicapområdet er så alvorlig, at det må være en af de vigtigste opgaver for os at rette op på. Men jeg kan ikke kæmpe kampen alene. En historie fra det virkelige liv handler om 31-årige Anne, der lider af muskelsvind. Derfor modtager hun hjælp til stort set alle opgaver i løbet af dagen. Det gør, at hun kan leve det liv, som hun ønsker, på trods af sit handicap, men det gør også, at hun ikke tør at flytte kommune. For det er nemlig ikke sikkert, at den anden kommune vil visitere til den samme hjælp, som man har gjort i Aarhus Kommune, hvor Anne bor.

Det går ikke, at vi de facto begynder at stavnsbinde borgere i de nuværende kommuner, alene fordi de frygter, hvad der kan ske med den hjælp og støtte, som de tidligere har fået bevilget og har brug for. Den frygt bør ikke eksistere. Ligesom vi heller ikke behandler et brækket ben på 98 forskellige måder, skal serviceniveauet for behandling af mennesker med handicap og de forskellige handicap, der er, ikke kunne ligge på 98 forskellige måder. Derfor har vi fremsat det her beslutningsforslag i dag, og jeg ser frem til debatten og håber, at vi på en eller anden måde kan finde et fælles fodslag i det.

Vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Forhandlingen er herefter åbnet, og den første, jeg byder velkommen til og giver ordet, er social- og boligministeren. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne starte med at sige tak til forslagsstillerne for at fremsætte det her beslutningsforslag, som sætter fokus på en efter min mening utrolig vigtig problemstilling, nemlig mere fleksibel hjælp til borgere med handicap, herunder i forbindelse med flytning mellem kommuner. Beslutningsforslaget pålægger regeringen inden udgangen af oktober i år at fremsætte et lovforslag om afbureaukratisering af og mere fleksibel hjælp til borgere med handicap. Lovforslaget skal indebære, at borgere kan beholde de hjælpemidler og tilbud om hjælp, som de var visiteret til i fraflytningskommunen, i en periode på mindst 2 år efter flytning til en anden kommune, med mindre der sker ændringer i deres situation eller livsvilkår.

Jeg vil gerne sige indledningsvis, at vi fra regeringens side for så vidt deler intentionen bag beslutningsforslaget, om end vi ikke kan støtte det i sin konkrete udformning. Men det vil jeg vende tilbage til.

I et velfærdssamfund er det klart, at man som borger med funktionsnedsættelse ikke skal leve med angsten for pludselig at miste al den hjælp, som man er afhængig af for at kunne få hverdagen til at fungere. Og derfor deler vi selvfølgelig intentionen, men vi mener ikke, at den skal føres ud i livet ved at fastlåse hjælpen i en periode på 2 år, hvis man flytter til en anden kommune. I stedet mener vi, at man bør styrke borgernes retssikkerhed generelt, og her har både den tidligere regering og den nuværende regering allerede sammen med Folketingets øvrige partier taget nogle initiativer. Og jeg vil sige, at med den økonomiaftale, der er landet i går, mener jeg, vi tager et væsentligt skridt i den retning, idet at vi skal ind og kigge på en ny model for merudgiftsydelsen. Og er man borger med handicap eller forældre til børn med handicap, er en af de største frustrationer i hverdagen, at man skal kæmpe fra regning til regning, og i øvrigt at kommunerne også der har – selvfølgelig, for vi har jo kommunalt selvstyre i Danmark – forskellige måder at gribe det an på. Og med den aftale, der er landet med økonomiaftalen i går, er kommunerne og regeringen blevet enige om, at der skal laves en ny model for merudgiftsydelsen. Det vil sige, at i forhold til den enkeltstående ting, som skaber størst problemer for borgere med handicap, skal vi have lavet en ny model, og dermed løser vi efter min mening et af de store problemer, der er forbundet med de forskelle, som ligger bag det her beslutningsforslag.

Så vil jeg i øvrigt fremhæve den retssikkerhedspakke, som der blev afsat midler til med SSA-aftalen fra 2022 til 2025, og det vil sige en aftale, som de fleste partier i Folketinget har været med til at lave. Den har titlen »Borgeren i centrum«, og meningen med den er, at den skal styrke både tillid og samarbejde og borgerinddragelse og tryghed, forudsigelighed og kontinuitet i forhold til den hjælp, den enkelte får. Jeg vil bare nævne nogle ting fra den pakke, f.eks. initiativet om lovændring om skærpet krav til kommunalbestyrelsens behandling af Danmarkskortet, som trådte i kraft sidste år. Der er alle kommuner langt fra med endnu, men idéen med Danmarkskortet var at få kommunalbestyrelsen til at behandle Danmarkskortet. Så er der initiativet omkring et handicapbarometer til måling af juridisk sagsbehandlingskvalitet, som er i fuld gang, og der er initiativet om juridisk serviceeftersyn, hvor kommunerne får pligt til at genoptage sager, hvor afgørelsen er ugyldig. Det er også i fuld gang.

Så selv om vi gennem en årrække har iværksat en række initiativer i forhold til at understøtte kvaliteten af kommunernes sagsbehandling, f.eks. retssikkerhedspakken, som jeg har nævnt her, mener jeg også, der er brug for yderligere tiltag, og det er økonomiaftalen fra i går også et udtryk for.

Så mener vi i øvrigt, at vi skal se på forenkling af lovgivningen, så den er nemmere at forstå og nemmere at administrere, så der bliver truffet flere rigtige afgørelser. Det er vigtigt, at vi får hjulpet kommunerne med at få adgang til den rette højt specialiserede viden om målgrupper og indsatser. Den viden er selvfølgelig fuldstændig afgørende for at kunne træffe de rigtige afgørelser for den enkelte borgere, også i de særlig komplekse sager. Derfor indeholder regeringsgrundlaget et væsentligt element, nemlig specialeplanlægningen. Med indførelsen af specialeplanlægning på den højt specialiserede del af handicapområdet vil vi skabe en organisering af området, der sikrer, at der er en fælles faglig forståelse og en fælles viden, fælles kompetencer og fælles forståelse af indsatser i forhold til de enkelte specialeområder. Og det skal jo gerne afbøde nogle af de store forskelle, vi ser i den behandling, borgere med handicap får.

Men lad mig sige, hvad der så er begrundelserne for ikke at kunne støtte beslutningsforslaget. Den første del af beslutningsforslaget handler om at beholde sine hjælpemidler og tilbud om hjælp i en periode på mindst 2 år, hvis man flytter til en anden kommune. For de hjælpemidler, som man har fået bevilget, og som man fortsat har behov for, gælder det allerede i dag, at man kan tage dem med sig, hvis man flytter til en anden kommune. Man kan altså tage sin kørestol, sin benprotese eller sit synskompenserende oplæsningsprogram til computeren med sig ved flytning, og først når der opstår behov for reparation eller udskiftning af hjælpemidlet eller der opstår behov for et nyt hjælpemiddel, og det kan være, fordi hjælpebehovet har ændret sig, skal man søge i den nye kommune, man flytter hen til. Og derfor kan man sige, at den del af beslutningsforslaget allerede er gældende ret, altså at man kan beholde sit hjælpemiddel.

I forhold til at beholde den øvrige hjælp ud over hjælpemidlet, som fraflytningskommunen har visiteret til – det kan være en hjælperordning, eller det kan være socialpædagogisk støtte – er der nogle mere principielle indvendinger, og det er jo selvfølgelig, fordi vi har kommunalt selvstyre i Danmark. Det kender vi fra alle velfærdsområder, som er under kommunerne, hvor det altså er sådan, at der er forskel på, hvilket serviceniveau man har lagt. Det gælder i folkeskolen, det gælder i ældreplejen, og det gælder i forhold til borgere med handicap. Og der støder vi selvfølgelig jævnligt på diskussionerne om, om det så betyder, at folkeskolen skal være hundrede procent ens i alle kommuner, så børn kan flytte fra den ene skole til den anden, eller om det betyder, at serviceniveauet skal være hundrede procent ens i alle kommuner, så man kan få det samme. Eller er det sådan, at når man går til valg i forbindelse med kommunalvalg, er ens stemme med til at afgøre, at her i kommunen har vi valgt, at borgere med handicap skal have bedre hjælp, bedre støtte, end man har valgt andre steder, hvor man har valgt at prioritere pengene på eksempelvis skoler?

Man kan sige, at med det kommunale selvstyre kommer altså, at der er forskel på, hvilket serviceniveau der er, og derfor er vi inde og pille ved noget meget principielt, hvis man siger, at man i al fremtid skal kunne beholde det serviceniveau, som man har haft i den kommune, man er fraflyttet. På samme måde kan et barn, der går i folkeskolen, ikke påberåbe sig, at fordi man som elev har gået i en klasse i en kommune, hvor man har valgt en klassekvotient på 18, så skal det samme være tilfældet, når man flytter til en ny kommune. Så man kan sige, at de forskelle, der er mellem serviceniveauer kommuner imellem, er der også på alle de andre velfærdsområder, og det, der så selvfølgelig er udfordringen for borgere med handicap, er, at i modsætning til eksemplet med skolebarnet er det her noget, der er meget tættere på en selv. Det samme gælder i øvrigt for ældrepolitikken.

Men spørgsmålet om det kommunale selvstyre er selvfølgelig afgørende, og en kommune skal kunne fastlægge sit eget serviceniveau og ikke være bundet af andre kommuners beslutninger. Og så er det selvfølgelig omvendt også klart, at forskellene ikke må blive for store, og slet ikke når vi taler om noget, der er så tæt inde på borgeren som det her. Der vil jeg gerne fremhæve lige præcis den del omkring merudgiftsydelser, som vi har besluttet i går, hvor det, at vi laver en ny model, vil betyde, at man i hvert fald på en del af handicapområdet kommer til at få en meget mere ensartet struktur. Men hjælpen til den enkelte borger skal jo gives ud fra en konkret og individuel vurdering. Og man kan sige, når vi kigger på specialeplanlægning, at noget af det, der jo er afgørende, er, at man eksempelvis på folkeskoleområdet har det, der hedder fælles mål. Man kan godt diskutere, om der er blevet lavet lidt for mange fælles mål, men man har dog en eller anden fælles idé om, hvad det er, man forestiller sig med historieundervisning i folkeskolen.

Det, der kan være udfordringen på handicapområdet, er, at vi ikke har samme forestilling om, hvad der egentlig skal til. Derfor går jeg og regeringen mægtig meget op i specialeplanlægning, fordi den systematik, vi kender fra sundhedsområdet, og den systematik, vi kender fra skoleområdet, ikke gør sig gældende, når vi taler om borgere med handicap. Og derfor bliver udsvingene i det serviceniveau, man får, ikke tilsvarende forskellen på en klassekvotient på 18 og 22, men væsentlig meget større, altså forskellen mellem de forskellige måder, man tackler et handicap på, som egentlig ikke nødvendigvis hænger sammen med serviceniveauet, men som simpelt hen hænger sammen med en manglende viden om og en manglende beskrivelse af, hvad den gode måde er at tackle forskellige typer af et handicap på.

Jeg mener så også, at det at skabe for mange bindinger af den her karakter, ud over at pille ved det kommunale selvstyre, også åbner op for en mulighed for at spekulere i postnummer. Det har vi haft tidligere på børneområdet, og det er ikke vanvittig hensigtsmæssigt, så der ligger altså nogle principielle udfordringer i forbindelse med det, hvis man gik ind og besluttede det her. Så en del af beslutningsforslaget er allerede gældende ret, og en del af beslutningsforslaget mener jeg simpelt hen pirker til noget, som kan blive enormt problematisk.

Det ændrer ikke på, at intentionen bag beslutningsforslaget er god nok, altså at vi skal kigge på, hvordan vi sikrer, at der er et ordentligt velfærdssamfund omkring borgere med handicap, herunder i forbindelse med flytning mellem kommuner, fordi man som borger selvfølgelig ikke skal være stavnsbundet. Og der mener jeg, vi har taget det første skridt, måske faktisk et af de allervigtigste, i forbindelse med den aftale, vi har lavet med kommunerne i går, om merudgiftsydelsen, så det glæder jeg mig rigtig meget til at kigge nærmere ind i.

Vi har givet håndslag på, at den konkrete udmøntning af det vil blive lavet i fællesskab med parterne på området, det vil bl.a. sige Danske Handicaporganisationer, KL og regeringen og andre. Så det er bare for at sige, at der synes jeg, vi får taget et væsentligt skridt i den retning. Og jeg vil selvfølgelig også være åben over for andre ting. Nu har vi taget et skridt med merudgiftsydelsen, og der kan være andre områder, hvor man sådan ret konkret kan gå ind og sige: Her kan vi lave en langt bedre model end den, der er i dag. For der er gevaldige udfordringer med den måde, handicapområdet er organiseret på, efter min mening. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg kendte en ung kvinde, der flyttede fra Favrskov Kommune til Randers Kommune, og hun havde et omfattende udviklingshandicap og havde fået bevilget en cykel, som hun var rigtig glad for at bevæge sig rundt på. Så flyttede hun til Randers på grund af personlige omstændigheder, og så ville hun selvfølgelig gerne fortsætte med at have den her cykel. Men det sagde Randers Byråd nej til. Det kom faktisk helt op på byrådsniveau; det var startet på forvaltningsniveau, men blev taget helt op på byrådsniveau.

Man konkluderede, at kvinden selv kunne tage bussen. Og så bliver jeg nødt til at sige, at så stopper al fornuft for mig, for så handler det åbenbart mere om serviceniveauet og kommunens økonomi frem for den enkelte borgers ret til at leve et aktivt liv, hvor man lever op til nogle sundhedsmæssige forhold og kan få lov til at være aktiv frem for bare at skulle stoppes ind i en bus, hvilket umiddelbart er billigere for kommunen.

Det er bare ét af de mange, mange eksempler, der er på handicapområdet. Og jeg mener ikke, at der på nogen måde i servicelovgivningen er plads til, at der skal være så store forskelle fra kommune til kommune.

Så kan ministeren ikke prøve at komme med nogle kommentarer til, hvordan vi sikrer borgeren en bedre ret, så man ikke kan få sin hjælp forandret, bare fordi man flytter til en anden kommune?

Ministeren.

Jo, det kan jeg godt, og det er jo præcis det, som vi i går lavede en aftale med Kommunernes Landsforening om. Altså, det mener jeg faktisk er et enormt godt eksempel på det. I dag er det sådan, at borgere med handicap eller forældre til børn med handicap skal så at sige slås fra regning til regning med kommunen. Flytter man så til en anden kommune, skal man ligesom starte forfra, fordi det kan være, at det er anderledes der.

Både for kommunerne og for borgerne er det et bureaukratisk helvede. Må man sige helvede fra talerstolen? Det er jeg faktisk lidt i tvivl om, men det er det i hvert fald. Den enkelte borger har måske brugt 42,75 kr. her, 200 kr. der og 48,50 kr. der, og hver eneste gang skal man ind og snakke med kommunen om, om det er en rimelig udgift. Flytter borgeren så til en anden kommune, starter det forfra, selv om man ellers lige var blevet enig om, at det var rimeligt.

Der lægger vi op til, at man skal have fundet en ny model. For kommunerne sidder jo så i den anden ende og skal administrere hver enkelt af de der regninger. Og her i Folketinget har vi jo fundet en meget smartere model for, hvordan vi udbetaler vores egne tillæg, så mon ikke, at man også kan gøre det, hvad angår borgere med handicap, så de ikke skal slås fra regning til regning?

Det synes jeg er et meget konkret eksempel på noget, der både hjælper den enkelte borger med handicap, men også hjælper i forbindelse med flytning fra den ene kommune til den anden.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Jo, men vi stavnsbinder jo heller ikke den her hjælp i mere end 2 år. Vi synes, det er fair nok at sige, at man i hvert fald kan være sikker på sin hjælp i 2 år. Det synes vi er ærgerligt at regeringen ikke vil være med til at kigge på.

Sidste år blev et samlet Folketing enige om en fælles beretning, og det er mange af de samme partier, der er repræsenteret her i dag. Vil det sige, at regeringen ikke er for den beretning, vi vedtog sidste år, og ikke vil indkalde til de forhandlinger, som Folketinget pålagde den daværende socialminister at gøre?

Ministeren.

Vi har tænkt os fra regeringens side at indkalde til forhandlinger om specialeplanlægning, som jeg mener er et af de allertungeste redskaber i forbindelse med at leve op til de intentioner, der ligger bag det her beslutningsforslag. Og så har vi jo allerede indgået en aftale med kommunerne. Og der håber jeg da på, at vi, når vi har sat os ned sammen med interessenterne og fundet frem til en model for, hvordan man kan forandre på merudgiftsydelsen, sammen med Folketingets partier kan blive enige om det.

Så jo, der kommer til at være forhandlinger om både det ene og det andet.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg deler egentlig meget af den analyse, som ministeren kom med. Men lad os et øjeblik lege, at vi ikke havde ting, der stod i vejen som kommunalt selvstyre osv. Er handicapområdet så ikke et område, hvor vi i virkeligheden godt kunne ønske os en ensartethed, både i forhold til service og økonomi? Og hvis ja, kunne en løsning så være – som tankeeksperiment – at man i stedet for gjorde det her område statsligt?

Ministeren.

Det er jo en meget stor debat, og den synes jeg egentlig ligger uden for det her beslutningsforslag. Så det tænker jeg måske vi skal tage en selvstændig drøftelse af. Dengang det lå under amterne, var der jo virkelig store problemer mellem det, der hedder § 107- og § 108-tilbud, og det vil sige, at det, at det lå et forvaltningslag over, heller ikke nødvendigvis var lykken.

Om de snitflader, vi har i dag, er de rigtige, synes jeg altid er en drøftelse værd, og den har vi jo haft hen over årene, særlig hvad angår de højtspecialiserede dele. Og jeg synes jo, at et første skridt i den sammenhæng er at få lavet en specialeplanlægning. Der er jo forskel på at lave ens serviceniveau og så at lave en standardisering, systematisering, bygge sin indsats på en fælles viden. Det gør man på sundhedsområdet, det gør man på skoleområdet, så der har man forskellige serviceniveauer i kommunerne, men har dog en fælles forståelse af, hvad det er for en faglighed, der skal til. Det har man ikke på socialområdet, hverken hvad angår borgere med handicap, eller hvad angår borgere med hjemløshed eller andre problematikker, og det mener jeg simpelt hen er et kæmpeproblem, og det er noget af det vigtigste, vi mangler. Derfor er regelgrundlaget også meget problematisk for kommunerne at administrere på. Det er ikke kommunernes skyld, det er faktisk vores skyld. Så jeg er enig i det, jeg kan høre ligger til grund, nemlig at der er nogle organisatoriske, men også nogle lovgivningsmæssige problemstillinger, som vi skal vende tilbage til.

Fru Katrine Daugaard.

Jeg er også helt med på, at det er uden for emnet, men jeg forstår egentlig bare forslaget som værende en intention om at gøre det mere ensartet, og at det jo på den måde er det kommunale selvstyre, som står i vejen herfor. Så jeg synes bare, det var interessant at høre, om ministeren så, at man måske i fremtiden kunne tage en debat i udvalget om, om vi lappeløser for meget, eller om man i virkeligheden burde tænke det helt anderledes.

Ministeren.

For mig at se er der slet ikke nogen tvivl om, at vi skal have standarder, altså forstået som specialeplanlægning på området. Førhen hed det læseplaner, så blev det til fælles mål, og igennem hele den danske skolehistorie har der jo været en standard for, hvordan undervisningen foregår i forskellige fag. På samme måde har man på sundhedsområdet selvfølgelig faglige beskrivelser af, hvordan vi griber bugspytkirtelkræft an, eller hvordan vi griber halsbetændelse an. Den type af standardiserede faglige beskrivelser har vi simpelt hen ikke på socialområdet. Så hvis man undrer sig over, at forskellen mellem kommunerne kan blive så stor, og at der er så mange tilbagevisninger fra Ankestyrelsen, og at der er så store problemer med retssikkerheden, så mener jeg, det hele drejer sig om, at der mangler en specialeplanlægning. Og derfor kan vi ikke løse tingene ved at løse de ting, der ligger rundt om det, når kernen ikke er på plads.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Tak til ministeren for talen. I Danmarksdemokraterne støtter vi og bakker fuldt op om den ambition, som socialministeren sådan set også lægger for dagen, i forhold til specialeplanlægning. Vi har også været med til at indgå en SSA-reserveaftale, hvor vi afsætter rigtig mange midler til netop at sikre det her område meget bedre end i dag.

Men det har også lange udsigter, må man sige, og i dag er det jo sådan, at området her er et postnummerlotteri uden lige. Jeg hører fra flere mennesker med handicap, at de simpelt hen føler sig stavnsbundet til den kommune, de bor i. Selv om de bare gerne vil flytte 2 km væk og de faktisk kan få en bedre og mere tidssvarende bolig, kan de ikke gøre det, hvis det er ovre på den anden side af bygrænsen eller kommunegrænsen, fordi de føler sig bundet til den hjælp, som de har behov for. Det må ministeren da komme med en klar melding om hvordan vi løser nu og her. De har jo stået i årevis og råbt op.

Ministeren.

Jeg synes egentlig også, jeg er ret klar omkring både det kortsigtede og det langsigtede. Vi har indgået en aftale med Kommunernes Landsforening i går. Det vil sige, at det godt kan være, at specialeplanlægningen har lange udsigter. Det er jo rigtigt, fordi beskrivelser tager lang tid at lave. Men det har det ikke med en ny model for merudgiftsydelserne.

Jeg har besøgt handicaporganisationerne og talt med dem om, hvad nogle af de allerstørste frustrationer er i forbindelse med at være borger med handicap eller have børn med handicap. Der drejer det sig i meget høj grad om merudgiftsydelsen. Der er også andre problemstillinger, men det er bare for at sige, at når vi har taget fat lige præcis der med den aftale i går, hvor det ikke er et langt sigte, men et meget kort sigte her og nu, så er det, fordi vi kan løse det på en meget bedre måde, både for kommunerne, som bruger millioner af kroner på administration, og for borgerne, som skal kæmpe fra regning til regning, og som så tilmed starter forfra, når de kommer ind i en ny kommune.

Så jeg synes egentlig, vi har nogle meget gode bud, både på kort sigt og på lang sigt. Men man skal ikke tage fejl af, at vi jo har haft 1.000 år til at udvikle skole- og sundhedsområdet, og her er det få årtier siden, at man faktisk ikke rigtig havde et velfærdssamfund for borgere med handicap. Derfor er det et utrolig umodent område.

Fru Marlene Harpsøe.

Det er jo helt rigtigt, også i forhold til merudgiftsydelserne. Dem skal vi simpelt hen have bedre styr på. Så det er godt, at man prøver at se ind i, hvordan vi kan gøre det her bedre.

Men hvis vi kigger rundtomkring i alle kommuner i Danmark, kan vi også se, at de jo alle sammen i øjeblikket sidder og skal spare ind til benet på handicapområdet og det specialiserede socialområde. Hvad er regeringens bud på, hvordan vi løser det? For den kommuneaftale, der lige er kommet, løser det i hvert fald ikke krone til krone – på ingen måde.

Ministeren.

Men den tager alligevel, synes jeg, nogle ret væsentlige skridt. Hvis man ser på den del af kommuneaftalen fra i går, der handler om at få etableret takstlofter på den del, hvor der er selvmøderprincip, er det jo et af de steder, hvor udgifterne er stukket fuldstændig af, uden at der er nogen, der kan konstatere, at der skulle være en bedre service for borgerne. Det samme gælder, hvis man ser på den del, der handler om at hæve anlægsloftet, hvad angår det at lave botilbud, som er en anden årsag til, at udgifterne er drevet i vejret, uden at der er nogen kvalitetsforbedring, vi kan konstatere, for borgerne.

Det vil sige, at når det presser den kommunale økonomi, handler det bl.a. om, at vi fra Folketingets side ikke har leveret de redskaber til kommunerne, og det gør vi så nu med den kommuneaftale. Så i forhold til den del er jeg faktisk rigtig godt tilfreds med den kommuneaftale fra i går.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. De forslag, vi behandler her til formiddag, er jo faktisk, sådan som jeg vurderer det – og nu kender jeg også SF's ordfører som meget engageret i det her område – en måde ligesom at få brudt nogle af de vigtigste bestanddele af de største problematikker på handicapområdet i dag ned i nogle konkrete beslutningsforslag. Så det skal der lyde kæmpe ros for.

Det er egentlig derfor, jeg tænkte, jeg ville rejse mig op og tage ordet. For det her med at få handicapområdet ud af kommunerne er jo en drøftelse, vi også er nødt til at tage på et tidspunkt. For vi kan jo desværre se, som ministeren også siger, at der er alt for mange fejl. Kommunerne magter simpelt hen ikke opgaven, og det er da også utopi at tro på, at 98 forskellige kommuner med vidt forskellige størrelser alle sammen kan have så højt specialiseret personale siddende, der har kompetencer til at lave de her meget højt specialiserede vurderinger. Så jeg synes faktisk, at ministeren skyder det lidt til hjørne, i forhold til hvor vigtig den her drøftelse egentlig er. Det handler ikke nødvendigvis bare om specialeplanlægning. Det handler simpelt hen om, at man selvfølgelig ikke i 98 forskellige kommuner har kompetencerne til at tage sig af det her specialiserede område.

Ministeren.

Tak for det. Hele spørgsmålet om, hvordan man strukturelt skal have området til at hænge sammen, er jo en stor drøftelse. Jeg har selv siddet og læst op på, hvordan det var på handicapområdet, inden kommunalreformen blev lavet. Jeg var ikke socialordfører inden kommunalreformen, så det har jeg måttet læse mig frem til, og nogle af de rigtig store vanskeligheder, der var dengang, var faktisk forholdet mellem § 107- og § 108-tilbud. Det er midlertidige botilbud over for permanente botilbud, hvor man blev kastet frem og tilbage mellem tilbuddene i sådan noget kassetænkning. Det vil sige, at et af de problemer, man forsøgte at løse ved at lægge det over i kommunerne, var faktisk at undgå en del af den kassetænkning.

Jeg er så faktisk enig med ordføreren i, at der så er opstået udfordringer med specialiseringsniveauet, når 98 kommuner skal tage sig af det, som 14 andre førhen tog sig af. Der mener jeg, at specialeplanlægning – for igen at vende tilbage til det – også er der, hvor vi får en eller anden fornemmelse af, hvor snitfladen ligger i kompleksitetsniveau, i forhold til at det kan være en så kompleks problemstilling, at hensynet til, at borgeren skal bo tæt på sin familie, bliver mindre væsentligt. Men der er altså også et geografispørgsmål, i forhold til om borgeren skal flytte meget langt væk fra sin familie for at få det tilbud, de gerne vil have, om det så er specialet, der er det vigtigste, eller om det er nærheden til familien, der er det vigtigste.

Fru Mette Thiesen.

Ja, og der kan man desværre, for at være helt ærlig, se kommuner, der faktisk næsten decideret spekulerer i, hvordan de sparer flest mulige penge i stedet for at sikre, at de her borgere faktisk får det rigtige tilbud. Det er jo sådan set også det, der er bekymringen, og det er også derfor, at jeg må indrømme, at vi i Dansk Folkeparti er nået til den konklusion, at kommunerne ikke magter opgaven. Det her er vi nødt til at tage ud af kommunerne og lægge et andet sted. For der foregår jo allerede i dag – stadig væk – massiv kassetænkning ude i kommunerne. Det ligger i så mange forskellige kasser derude, samtidig med at der sidder nogle mennesker, som ikke er klædt på til at tage sig af det her meget, meget specialiserede område. Og de eneste tabere i dag er jo desværre mennesker med handicap.

Ministeren.

Jeg sætter lige lidt nuancer på. Jeg er enig i, at det er en drøftelse, vi skal have – om tingene er organiseret rigtigt – og det synes jeg egentlig at vi skal gå ret uforfærdet til, så at sige.

Hvis man dykker ned i undersøgelser af tilfredsheden fra borgernes side, kan man se, at tilfredsheden med tilbuddene faktisk er relativt høj – og overraskende høj set i lyset af den debat, der har været, om afspecialisering oven på kommunalreformen. Der, hvor der til gengæld efter min mening er lidt bekymrende stor utilfredshed, er omkring visitationsleddet og sagsbehandlerleddet.

Det vil sige, at der faktisk er lidt flere nuancer i det end som så. Derfor tror jeg, man skal passe på med sådan at lægge sig fast på fra start af, hvordan en strukturel forandring skal se ud, men i stedet i fællesskab få gået lidt til, hvor det egentlig er, skoen trykker. Og der ser det ud til, at i visitationslaget er specialiseringsniveauet muligvis blevet lige lovlig lavt.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til social- og boligministeren. Vi starter nu på ordførerrækken, og den første, jeg byder velkommen til, er fru Sara Emil Baaring fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Jeg vil gerne starte med at takke SF for beslutningsforslaget. Det er en vigtig og central drøftelse, som beslutningsforslaget rejser. Intentionerne kan vi i Socialdemokratiet sagtens bakke op om. Det må ikke være sådan, at der opstår usikkerhed, hvis man påtænker at flytte fra én kommune til en anden. Hver eneste dag flytter mange mennesker, og grundene er mange. Det kan være et nyt arbejde, kærlighed, en uddannelse, et ønske om at komme tættere på familien eller få nye omgivelser, der gør, at man har brug for at rive sig selv op med rod og flytte bopæl.

Men forskellene mellem kommune A og kommune B må på ingen måde blive for store. Vi er et land, hvor vi tilsammen ikke er flere indbyggere end i en stor by i Tyskland, så vi skal have fokus på det her område, så forskellene ikke bliver urimelige. Derfor skal der ikke være usikkerhed for mennesker med handicap, hvis de skulle ønske at flytte. Det er der dog i dag. Jeg har også selv mødt mange, der fortæller om netop disse bekymringer. De fortæller om bekymringerne og nervøsiteten ved pludselig at miste den hjælp, man har brug for for at få sin hverdag til at fungere.

Men i Socialdemokratiet tror vi ikke, det er den rette måde at løse problemet på ved at fastlåse al hjælp i 2 år. Vi skal ind at se på, hvordan retssikkerheden skal sikres. Her har vi dog sammen med andre gode partier, også i det her rum, taget en række initiativer, som vi i stedet for mener skal bane vejen frem. I den vedtagne finanslov er der afsat penge til en varslingsordning, der kan udvides til at gælde flere typer af hjælp, så en kommune ikke bare fra den ene dag til den anden kan fratage en borger vedkommendes hjælpemidler, ej heller den nye kommune, som man er flyttet til.

Derudover vil jeg gøre opmærksom på, ligesom ministeren tidligere har gjort, at løbende ydelser ikke kan stoppes, før tilflytningskommunen har vurderet sagen og truffet afgørelse. Der vil derfor heldigvis ikke komme situationer, hvor et menneske står uden hjælp. Oven i det skal de 14 uger fra varslingsordningen nemlig lægges. Hertil kan man lægge den retssikkerhedspakke, som der i kraft af SSA-reserven er afsat penge til. Her ønsker man at styrke borgerens tillid, samarbejde og inddragelse. Derudover er der flere tiltag, som ministeren allerede har redegjort for.

Hvorfor kan Socialdemokratiet så ikke støtte det her beslutningsforslag fra SF? I forhold til at tage hjælpemidler med sig har man, som vi tidligere har redegjort for, allerede den her mulighed i dag. Der er mulighed for at tage fysiske hjælpemidler med sig, så den del af beslutningsforslaget har vi allerede opfyldt. Det er jo ikke altid, at det går så hurtigt i politik. Når det derimod gælder den øvrige hjælp omhandlende mere personbundne støtte- og hjælpeordninger eksempelvis, er der nogle mere grundlæggende problemstillinger på spil. Vi har i Danmark valgt at have 98 kommuner, og de udøver hver eneste dag kommunalt selvstyre. Det er også dem, der forvalter kommunekassen, og derfor skal de kunne være herre i eget hus og dermed kunne fastlægge deres serviceniveau. At binde dem i 2 år til et serviceniveau, man har i en anden kommune, vil derfor sætte det kommunale selvstyre over styr. Nøglen til dette behov ligger i retssikkerhedsgarantien, som netop med SSA-reserven er blevet styrket. Derudover er der for borgeren mulighed for at påklage en afgørelse til Ankestyrelsen.

For lige at skære den helt til her til sidst vil jeg sige, at Socialdemokratiet støtter intentionerne i beslutningsforslaget. Tryghed og den rette hjælp for den enkelte borger, også dem med større hjælpebehov, skal altid være og er altid Socialdemokratiets prioritet. Her er vi dog ikke enige med forslagsstillerne om vejen dertil. Socialdemokratiet kan derfor ikke bakke op om beslutningsforslaget.

Tak for det. Og der er foreløbig en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak for en tale, der også viser, at ordføreren tydeligvis er optaget af området og i virkeligheden også ønsker, at mennesker med handicap får bedre hjælp, end de gør i dag. Dog undrer det mig, at man har ændret det, at man gerne vil lave en beretning om, at ministeren skal indkalde til forhandlinger, til året efter. Nu mener man pludselig noget helt andet. Kunne ordføreren ikke uddybe lidt mere, hvad der ligger til grund for det her skifte?

Ordføreren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Jeg står her faktisk også i dag og er oprigtig glad for det, der skete i går aftes, hvor der blev indgået en aftale mellem regeringen og kommunerne. Og det er jo netop nogle af de ting, der er i den aftale, som er noget af det, der skal bane vejen for hele handicapområdet fremadrettet. Og hvis man tager det sammenholdt med SSA-reserven og hele specialeplanlægningen, tror jeg vi er ved at finde alle de elementer, der skal til, for faktisk at lave en endnu bedre løsning på hele det her område end den, som var tiltænkt.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Jeg er simpelt hen ikke enig i, at kommuneaftalen løfter det hele. Altså, man lægger op til at følge nogle af de råd fra ekspertudvalget, som faktisk handler om, at der skal lægges meget mere vægt på kommunens økonomi frem for den enkelte borger. Det lægges der faktisk op til i aftalen, altså at man vil tage de råd med sig.

Så er det rigtigt, at man forbedrer på ét område i forhold til merudgifter – det er positivt. Men der findes jo en lang række andre ydelser. Det, der så sker, når borgeren har lov til at tage ydelserne med over til en anden kommune, er jo, at man lynhurtigt laver en revisitering i kommunen, og så kan borgeren få taget det hele fra sig og få en helt anden hjælp. Det hjælper bare ikke de her borgere særlig godt.

Ordføreren.

Jeg hæfter mig også ved, at da jeg så nyhedsmedierne her til morgen, kunne jeg faktisk se, at handicaporganisationer var ude at rose den her aftale, der er indgået, fordi den netop giver nogle midler til området, som er så tiltrængt. Så jeg tror faktisk, det her er vejen frem.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Jo, selvfølgelig roser handicaporganisationerne aftalen, når der er kommet flere midler. Det er bare ikke sikkert, at vi derved løser det problem, vi taler om i dag. Men nu refererer ordføreren hele tiden til den kommunale aftale. Hvad er det helt, helt konkret, der er blevet bedre nu, når en borger med et handicap flytter fra den ene kommune til den anden, hvor borgeren har brug for hjælp og hjælpemidler – hvad er det helt konkret?

Ordføreren.

Det er, at der nu bliver mulighed for at komme ind og kigge på de her merudgiftsydelser, sådan at der bliver sat noget, som man kan tage med sig rundt, frem og tilbage i kommunerne. Så det er helt klart hele den passus omkring merudgiftsydelser. Og så vil jeg også sige: Aftalen landede kl. 10.00 i går aftes, så jeg har ikke nået at læse helt ned i den; men det er helt klart det med merudgiftsydelserne.

Hr. Torsten Gejl.

Nej, nej, men det er ordføreren selv, der nævner aftalen. Hvad er det, man kan nu, som man ikke kunne før? Altså, kunne man ikke også før kigge på de merudgifter, hvis man ville?

Ordføreren.

At kommunerne samlet set skal finde en fælles løsning, er da noget nyt – i stedet for de 98.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Sara Emil Baaring. Og jeg byder nu velkommen til fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak for det, formand. Og tak til SF for at sætte rigtig meget fokus på handicapområdet her på denne fredag i Folketingssalen. Jeg kan starte med at sige, at vi i Venstre jo er helt enige i, at det selvfølgelig er vigtigt med fleksibilitet på handicapområdet og vigtigt, at man hele tiden går i retning af at forbedre tingene, og det gælder også på handicapområdet.

Men vi er i Venstre simpelt hen ikke enige med SF i måden at gøre det på med det her beslutningsforslag. Og så må jeg også lige understrege, at noget af det, der står i beslutningsforslaget, jo bl.a. er, at man rigtig gerne vil sikre, at handicappede kan tage deres hjælpemidler med på tværs af kommunerne. Det kan man jo faktisk, det har man ret til i dag.

Så er det for Venstre også vigtigt at understrege, at vi jo i det her land har kommunalt selvstyre, og derfor er der også forskellige serviceniveauer. Vi gør rigtig meget for at sætte nogle hegnspæle ned for at sikre, at der ikke bliver kæmpe forskelle mellem kommunerne, men man har jo også som borger mulighed for, når der er kommunalvalg, at sætte sit kryds, i forhold til hvor det er, man tænker, at de eventuelt kan gøre det bedre i den kommune, som man bor i. Så det der med, at man pludselig skulle kunne trække serviceniveauerne med på tværs af kommunegrænserne, er vi imod.

Så skal jeg huske at hilse fra Konservative og sige, at de også er imod beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen. Jeg vil godt spørge ordføreren, hvad det er, der har ændret sig siden sidste år, hvor vi lavede en fælles beretning, faktisk særlig med den daværende ordfører fra Venstre, om, at der skulle indkaldes til forhandlinger om lige præcis at finde en løsning på det her. For man kan sige, at vi i SF heller ikke er så firkantede, at det absolut skal være det her beslutningsforslag, der skal stemmes igennem. Det er et forslag til en konkret løsning, der kan løse nogle problemer og med det samme sikre bedre retssikkerhed i stedet for endnu mere sniksnak om, hvad vi kan finde ud af osv.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ordføreren kan begrunde det med, at man har ændret standpunkt siden sidste år.

Ordføreren.

Jeg kan roligt sige, at jeg faktisk synes, at vi allerede nu har lavet nogle tiltag, også som regeringsparti, hvor vi går den rette vej. Altså, jeg kan jo sige, at det her er et område, som betyder rigtig meget for mig personligt, men det gør det også for vores parti, Venstre. Og derfor gør vi jo alt, hvad vi kan, også for at påvirke i regeringssammenhæng. Og hvis man læser økonomiaftalen, som blev indgået i går, synes jeg også, man kan se, at der i den aftale er nogle gode skridt i den retning, som vi ønsker.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak. Der står:

»Regeringen og KL er i forlængelse heraf enige om at arbejde videre med en række konkrete initiativer, der skal bidrage til at understøtte kommuners styringsmuligheder og sikre en fremadrettet bæredygtig faglig og økonomisk udvikling ...«

Man henviser samtidig til det ekspertudvalg og de anbefalinger, der kom derfra, og en lang række af de anbefalinger handler decideret om bedre mulighed for at vægte kommunens økonomi frem for det enkelte menneskes behov for hjælp.

Er Venstre enig i, at det er den vej, vi skal?

Ordføreren.

Så tror jeg, at SF's ordfører skal tage nogle andre briller på, for sådan læser jeg det faktisk ikke. Når jeg læser den aftale, som blev indgået i går, så tænker jeg: Hold op, det her må give de her borgere med handicap en væsentlig lettere måde at få nogle bevillinger på. Man sparer nogle administrative omkostninger, ja, og det er jo fint. Det håber jeg da vi alle sammen synes er en god idé. Men jeg tror faktisk også på, at for de handicappede bliver det væsentlig lettere og mere trygt med den måde, man vil håndtere det på fremadrettet.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Jeg må bede ordføreren komme tilbage, for der kom lige præcis et par stykker ind, da jeg sagde tak. Så det bliver så hr. Torsten Gejl, Alternativet. Og så vil jeg bare lige give en bemærkning om lige at taste ind i god tid.

Værsgo til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Ja, undskyld, formand, det var lige lidt sent, men her er jeg. Jeg synes egentlig, at det er en forfriskende ærlighed, ordføreren har i forhold til at sige, at der er forskel på kommunerne. Og jeg hører ordføreren sådan, at hvis man så har et handicap og man flytter fra en kommune til en anden, risikerer man, hvis man kommer ind i en meget fattig kommune, at hjælpen ikke er nær så god. Det er sådan, jeg hører det. Jeg skal ikke lægge ordføreren ord i munden, så ordføreren kan bare korrigere det.

Men jeg synes bare, det rejser nogle andre problemer. Det er sådan, at der jo så er en række kommuner, hvor det er meget svært at bo for mennesker med et handicap, der kræver meget hjælp, for det, vi oplever, er jo, at man bliver revisiteret, og så kommer sparedrengene og -kvinderne, og så finder de en hel masse ting, der lige pludselig kan bespares. Den her debat bunder jo i mange, mange sager, hvor folk med handicap har flyttet kommune og har oplevet at få taget en del af deres hjælpemidler fra sig. Så hvad tænker ordføreren om det der dilemma med, at der så måske er nogle kommuner, hvor folk med handicap slet ikke kan bo?

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at der er forskel på kommunerne, og det tror jeg da vi alle sammen herinde kan skrive under på der er, men jeg synes jo bare også, at vi på alle mulige måder har sat hegnspæle ned og for den sags skyld sikret, også via udligningsordninger osv., at man forsøger at få nogenlunde samme niveau. Men jeg holder egentlig også af forskelligheden. Der kan være ulemper, og der kan være fordele, være forskelligheder, men jeg synes faktisk, at det med, at man som borger i det her land kan vælge at flytte til en kommune, hvor man måske har fokus på nogle andre ting, jo også giver en frihed til det enkelte menneske i forhold til at sige, hvilken kommune man egentlig har lyst til at bo i. Så jeg synes ikke, at man kun skal tage de negative briller på, men egentlig også se på det kæmpe plus, der er ved, at vi faktisk har forskellige muligheder her i vores land.

Hr. Torsten Gejl.

Jamen det er da også et kæmpe plus, at vi har så mange muligheder i vores lille land. Men jeg har været lidt på udkig efter nogen, der har oplevet, at de flyttede, og så fik de at vide: Du har da fået for lidt, det kan da ikke passe, at du skal have så lidt hjælp om natten, det kan da ikke passe, at dine hjælpemidler skal være så ringe – du skal have mere. Det har jeg aldrig oplevet. Det kan godt være, ordføreren har, og det kan godt være, at jeg ikke har gjort min research ordentligt, men jeg har bare aldrig nogen sinde oplevet en eller anden, der jubler over at tænke: Ej, hvor var det fedt at flytte, nu får jeg mere. Det er, som om det er en kamp hver gang. Derfor er det også, at jeg vil høre om noget: Er ordføreren enig i, at oplevelsen rigtig oftest er, at næsten uanset hvor man flytter hen, får man faktisk, hvis der bliver ændret i det, mindre end det, man havde i forvejen?

Ordføreren.

Nej, det har jeg faktisk ikke, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg har faktisk også oplevet eksempler, hvor man er flyttet til en ny kommune, og hvor man har tænkt, at her er servicen da bedre end dér, hvor man kommer fra. Jeg må igen sige, at jeg har et håb om, at bl.a. det, der er skrevet ind i økonomiaftalen, kan være med til faktisk at gøre det bedre, mere trygt, også for de handicappede. Jeg har altid haft en drøm om, at man på handicapområdet lavede en form for minimumspakker, så man som handicappet ikke skulle bruge et hav af timer ved socialrådgiveren, men var sikret – i hvert fald noget.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg skal også starte med at beklage, at jeg var lige så stor en synder som hr. Torsten Gejl – jeg var lige så sen til at trykke mig ind – men tak for lige at få muligheden for at stille et spørgsmål. Det er egentlig mest, fordi fru Anni Matthiesen brugte talen som anledning til at rose den kommuneaftale – i øvrigt ligesom den socialdemokratiske ordfører gjorde – der lige er indgået mellem KL og regeringen. Jeg bliver bare nødt til at spørge om, hvad den optimisme baseres på, for jeg ville sådan set rigtig gerne have de positive briller på og dele den optimisme; men når jeg ser aftalen, fremgår det, at der ganske vist bliver tilført 2,4 mia. kr., men der har jo også været et efterslæb i forhold til inflationen på 1,9 mia. kr. Derudover er der også nogle administrative omkostninger.

Samtidig ved vi, at hele handicapområdet, det specialiserede socialområde, i den grad af kommunerne har været oplevet underfinansieret, og den regning er jo blevet betalt af de borgere, der har haft brug for den hjælp. Så hvad er det præcis ved den aftale her, som fylder fru Anni Matthiesen med optimisme, altså i forhold til at det kan betyde, at vi kommer til at trække i en mere rimelig retning?

Ordføreren.

Min optimisme er begrundet i, at hvis man både kan få noget, som gavner de handicappede, og for den sags skyld noget, der gavner kommunerne, så håber jeg faktisk, at det også kan være med til, at de handicappede får nogle bedre vilkår. Det er egentlig det, jeg ser i økonomiaftalen som en ny vej at gå, altså at man på en eller anden måde får lagt en bund under de bevillinger, så man som handicappet ikke skal bruge år på at sidde på rådhuset for at gøre krav på sine berettigede hjælpeforanstaltninger. Og det er egentlig der, jeg tænker at det her giver plus begge veje, og det håber jeg at I som partier også kan se. Det kræver selvfølgelig, at man nu går i gang med at lave en model, som kommer til at virke. Men jeg kan sige så meget: Det er et ønske, jeg har haft i alle de år, jeg har siddet i Folketinget, nemlig at man prøvede at kigge på det på en anden måde i kommunerne – og det tror jeg går.

Hr. Peder Hvelplund.

Jeg er også fuldstændig åben over for at kigge på det på en anden måde og finde flere fleksible ordninger, men det bunder jo altså også i økonomi. Og når kommunerne i den grad har oplevet, at hele området har været underfinansieret, og at prisen så er blevet betalt af handicappede og andre brugere inden for det specialiserede socialområde, så har det jo handlet om, at der ikke er fulgt tilstrækkelige midler med. Derfor har jeg også lidt svært ved at se, hvorfor man forestiller sig, at bare fordi man laver en ny model, kan det løses på den måde, uden at vi her fra Christiansborgs side så også sikrer, at de tilstrækkelige midler følger med.

Ordføreren.

Jamen prøv at tænke på, hr. Peder Hvelplund, at hvis man alene kunne komme til at bruge de penge, man ellers nu bruger på administration, til gavn for de handicappede. Det synes jeg da er et positivt skridt i den rigtige retning. Og igen vil jeg sige, som jeg sagde før: Hvis det her kommer både de handicappede til gavn og kommunerne til gavn og man oveni kan spare på administration og bureaukrati, håber jeg da, at det er noget, vi alle sammen kan se er sund fornuft.

Nu er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Så vi siger tak til fru Anni Matthiesen fra Venstre, og jeg byder velkommen til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Tak for ordet. Jeg vil indledningsvis sige tak til forslagsstilleren for at sætte fokus på et meget vigtigt område. Moderaterne deler naturligvis intentionen bag forslaget, for, ja, vi skal da øge trygheden, forudsigeligheden og kontinuiteten i hjælpen til de danskere, der har allermest brug for det. Og selvfølgelig skal mennesker, der har brug for lidt ekstra hjælp for at klare sig, ikke miste den hjælp, fordi de flytter til en anden kommune. Man bliver ikke mindre funktionsnedsat af at flytte fra Middelfart til Nyborg – det giver jo fuldstændig sig selv. Og jeg tror da også, at de fleste af os herinde hurtigt kan blive enige om, at hjælpen skal følge den, der har brug for den.

Men jeg er ikke enig i, at den bedste løsning er at fastlåse hjælpen i 2 år, hvis man flytter til en anden kommune. Vi skal løfte den generelle retssikkerhed for vores udsatte medmennesker, og så skal vi forenkle lovgivningen, for det nytter ikke noget, at det er så svært for kommunerne at træffe de rigtige afgørelser i første instans. Det kræver også, at vi sikrer højt specialiseret viden i afgørelser omkring mennesker med særlige behov.

Jeg må også sige, at dele af det her meget velmenende beslutningsforslag allerede er gældende ret. Det gælder f.eks. fysiske hjælpemidler, man har fået bevilget i én kommune, som man altså godt må tage med sig til en anden kommune i dag.

Når det så kommer til socialpædagogisk støtte eller lignende tilbud, har vi en udfordring. Men i Moderaterne mener vi ikke, at vi skal røre ved det kommunale selvstyre, og derfor ser jeg det ikke som en løsning, at vi fastlåser hjælpen i 2 år.

Men jeg vil igen vende tilbage til, at vi skal sikre en god specialeplan, højt kvalificerede afgørelser i første instans, for vi skal undgå, at de mest sårbare mennesker her i landet lægger al deres energi i klagesager og bureaukrati. Derfor glæder jeg mig også rigtig meget til de kommende politiske forhandlinger om bl.a. specialeplanlægning, og jeg ser frem til et godt samarbejde med forslagsstillerne, så vi sammen får den allerbedste løsning.

Tak for det. Der er foreløbig to, der har ønsket korte bemærkninger. Først er det fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak for det. Jeg ser bestemt også frem til de kommende forhandlinger, og jeg håber snart, vi kommer i gang. Man kan også tage vores beslutningsforslag som et udtryk for, at tålmodigheden er ved at løbe ud; der er alt for meget sniksnak og alt for lidt handling, som i virkeligheden ville sikre retten meget stærkere for de her mennesker.

Det fører mig videre til et spørgsmål til Moderaternes ordfører: Hvad mener man så man kan gøre ved det problem, at man kan miste hjælpen fra den ene dag til den anden, hvis man netop flytter fra Nyborg til Kerteminde? Jeg kan ikke huske, hvilke byer det var, men vi er enige om princippet i det. Hvad kan vi gøre? Hvad er der ellers af beslutningsforslag eller andre initiativer, vi kan tage for netop at sikre borgerne meget bedre? For det er rigtigt, at der er ret til hjælpemidler i gældende lov, men som i det eksempel, jeg gav før, kommer det også an på, hvilken paragraf de er bevilget fra. I forhold til sådan noget som en BPA-ordning er der mange, der har fortalt mig: Nu har jeg endelig kæmpet mig til at få den her ordning; mit liv fungerer nu, og jeg tør ikke flytte, for hvad sker der så? Hvordan løser vi den udfordring?

Ordføreren.

Jeg har ikke lige her svaret til dig på, hvordan vi gør det. En del af det er at forenkle lovgivningen, så vi er sikre på, at den bliver overholdt ude i kommunerne, altså sikre retssikkerheden. Og så er der jo den her drøftelse, vi skal have med specialeplanlægningen, hvor det er vores ansvar at lave det så gennemsigtigt, at det ikke bliver et kommunelotteri. Den drøftelse glæder jeg mig rigtig, rigtig meget til.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

De ambitioner deler jeg bestemt også med ordføreren. I ekspertudvalget anbefaler man bl.a. at lave om på Ankestyrelsens muligheder for netop at træffe afgørelser med baggrund i kommunernes økonomi. Er det også et fremtidigt valg, som Moderaterne vil arbejde videre med? Nu lægger man jo op til i kommuneaftalen, at man skal arbejde videre med nogle af de her initiativer. Er det noget, Moderaterne kan se sig selv i?

Ordføreren.

Jeg har ikke nået at sætte mig fuldstændig ind i den rapport, vil jeg godt starte med at sige, men som spørgeren fremlægger det, skal vi have fokus på økonomi og overhovedet ikke på borgeren, lyder det næsten som om, og den intention deler vi selvfølgelig ikke i Moderaterne. Lige på handicapområdet er det jo svært at forebygge, men i Moderaterne går vi meget op i den forebyggende indsats, og der tænker jeg også, at det er, at man får den hjælp, man har brug for så tidligt som muligt, hvilket vi også indførte i forhold til hastigt fremadskridende sygdom. Det var jo et virkelig godt lovforslag, der blev kæmpet igennem her i salen.

Så det er det, vi tror på. Men jeg er ikke helt inde i den konkrete rapport.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg forstår, at Moderaterne ikke ønsker at gøre op med det kommunale selvstyre. Ønsker I så at styrke det kommunale selvstyre? For der er jo i går sat 1,5 mia. kr. af til at udbygge den kommunale botilbudskapacitet over de næste år. Med den udbygning af den kommunale botilbudskapacitet ser man jo bort fra den vigtige faglighed og specialisering, som der er på de ikkeoffentlige tilbud – botilbud, der ifølge ministerens egne tal har den højeste kvalitet. Risikerer man ikke simpelt hen at forringe hjælpen med det her tiltag?

Ordføreren.

Jeg forstår det sådan, at det, ordføreren refererer til, er udgiftsloftet for de her botilbud. Vi ved jo, at kommunerne er presset økonomisk, så det er jo vigtigt, at vi også giver dem nogle rammer, de kan handle ud fra, med den økonomi, de har. Det vil jo også sikre, at de offentlige tilbud, altså deres egne tilbud, også kan få en højere kvalitet.

Fru Katrine Daugaard

Men når de ikkeoffentlige er dyrere, hænger det jo også sammen med, at de har med mere komplekse sager at gøre. Det betyder, at de er dyrere, og dermed er de også normeret til nogle højere satser.

Ordføreren.

Jeg er ikke lige så godt inde i, hvem der bor på private og offentlige tilbud, som jeg tænker ordføreren er. Men det vigtige er jo, at vi får lavet nogle lofter for de tilbud, der skal være i kommunerne, også på grund af den økonomiske situation, vi står i. Jeg synes, det er en god økonomiaftale, vi har landet.

Hvad angår kommunalt selvstyre, hvad ligger der så i begrebet kommunalt selvstyre? Er det, at vi lader lovgivningen være, som den er, og bare lader dem køre derudaf? Det er det jo ikke. Det er jo, at vi herindefra sørger for at forenkle reglerne, så kommunerne ikke er i tvivl om, hvilke rammer de har at handle indenfor.

Tak for det, og der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Først skal der lyde en stor tak til SF for at fremsætte det her beslutningsforslag. Det er et vigtigt forslag, som virkelig sætter spot på en reel problemstilling for rigtig, rigtig mange borgere derude. Med beslutningsforslaget pålægges regeringen at fremsætte et lovforslag inden udgangen af oktober 2023, der sikrer, at personer med handicap, som flytter mellem kommuner, kan beholde de samme hjælpemidler og tilbud om hjælp, som de var visiteret til i den oprindelige kommune, efter flytning til en anden kommune i en periode på mindst 2 år.

Der har tidligere været et flertal i Folketinget, som rent faktisk blev enige om, at der skulle indkaldes til nogle forhandlinger, og det er endnu ikke sket, til trods for at regeringen i sit eget regeringsgrundlag også lægger op til, at man vil sikre borgere med handicap tilbud om den rette hjælp, uanset hvor komplekse behov man har, ligesom man vil forenkle reglerne for visitation til hjælpemidler med henblik på øget tilgængelighed, mindre ventetid og mere smidige ordninger.

Som menneske med et handicap kan man føle sig fuldstændig stavnsbundet til den kommune, man bor i. Sådan er det ikke for langt de fleste andre borgere. Men sådan er det, hvis man har et handicap, fordi der kan forekomme et dårligere serviceniveau i den nye kommune, som man overvejer at flytte til, ligesom man kan se frem til en fornyet sagsbehandling, som kan virke uoverskuelig og bureaukratisk, når ens livssituation ikke har ændret sig. Der er lange sagsbehandlingstider i langt de fleste kommuner, og det skaber derfor også en usikkerhed om, hvor lang tid der går, før den nye kommune har taget stilling til den enkelte borgers behov.

Mængden af beslutningsforslag, som vi behandler i Folketinget her i dag, bevidner også behovet for, at Folketingets partier sætter sig sammen og finder nogle ordentlige, konstruktive løsninger for landets mange mennesker, der har et handicap, samt for deres pårørende. Det er, som om der altid er en god undskyldning for lige at trække den lidt længere, og regeringen skylder et klart svar på, hvornår man vil indkalde til forhandlinger om det specialiserede socialområde. Det er trist, at handicapområdet og det specialiserede socialområde forsømmes. Ministeren har bl.a. i et samråd i februar i Socialudvalget tilkendegivet, at man vil arbejde med specialeplanlægning, men vi mangler helt konkret at blive inviteret til et møde, hvor vi kan drøfte det nærmere med regeringen. Men der sker ikke noget.

Samtidig mangler regeringen at give borgerne et klart svar på, hvad man vil gøre ved de mange besparelser på handicapområdet og det specialiserede socialområde ude i kommunerne. Budgetterne har svært ved at hænge sammen, og det er de svageste, der står først, når kommunerne sparer, og det er trist for de mennesker, som det går ud over.

I forhold til dette beslutningsforslag støtter vi i Danmarksdemokraterne intentionen om at forpligte regeringen til at handle på regeringsgrundlaget. Vi mener også i Danmarksdemokraterne, at regeringen skal forpligtes til at kortlægge omfanget af problemerne og belyse, hvilke borgere der er i risiko for markante serviceforringelser ved flytning fra én kommune til en anden. Derudover skal regeringen forpligtes til at foreslå modeller til en løsning, og det vil vi gerne have skrevet ind i en beretning, som vi håber at et flertal kan bakke op om, og der skal ske noget nu.

Endnu en gang tak til SF for at tage den her problemstilling op i Folketinget. Vi vil være med til at følge den helt til dørs.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti.

Jeg vil godt sige mange tak for ordførerens stærke tale, som jeg også mener sætter meget stærkt fokus på, hvad det i virkeligheden er, vi mangler at komme i gang med, og netop sætter handling bag ordene – og det er lige præcis det, vi skal have. Jeg har i mine snart 4 år som handicapordfører hørt utrolig meget snak og mødt utrolig mange positive intentioner, men utrolig lidt handling, så jeg imødekommer naturligvis meget gerne det med at lave en beretning, og så må vi se, om vi kan få regeringen med i den.

Ordføreren.

Tak for tilkendegivelsen.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Undskyld forsinkelsen. Jeg var lige optaget af at diskutere udgiftsloft med Moderaterne.

Intentionerne bag dette beslutningsforslag er bestemt rigtig gode, og Liberal Alliance deler sådan set også ønsket om en større ensartethed, når det gælder priser og velfærdsydelser i kommuner over det ganske land. Det kan på mange måder synes gevaldig tosset, at man ved flytning overhovedet skal søge på ny, men det skal man, fordi vi i Danmark har kommunalt selvstyre. Det betyder, at kommunerne har en vis selvbestemmelse, og at deres serviceniveau også kan være meget forskelligt alt efter økonomi og prioritering.

Vi synes, at det på flere områder er interessant at overveje, om den opgavefordeling, som blev tilvejebragt ved kommunalreformen i 2007, er den rette. Ønsker man helt ensartet behandling af handicappede i Danmark, er den logiske konklusion at gøre tilkendelsen og finansieringen af området statsligt. Vi synes, det er et interessant og stort tankeeksperiment at sige, at de områder, hvor vi gerne ser kommunale forskelle, skal være på kommunale hænder, mens staten skal ind over de områder, hvor vi ønsker total ensartethed og derved fravær af et rum til at prioritere politisk.

Vi kan sagtens se et grundlæggende ræsonnement i, at handicapområdet er et område, hvor vi ønsker ensartethed. Det er mærkeligt, at man kan få tilkendt en anden hjælp, bare fordi man krydser en kommunegrænse, men det er nu engang det system, vi har, og inden for rammerne af det system synes vi, at man skal passe på med at lade én kommunes afgørelse gælde i en anden kommune. Det sætter hele idéen om det kommunale selvstyre ud af kraft. Man kan indvende, at det med forslaget kun gælder for en 2-årig periode, og det er jo rigtigt, men det er på en og samme tid en fordel og en ulempe ved forslaget. Hvis man ønsker at gøre op med uensartethed, rykker en 2-årig periode jo ikke ret meget ved det, selv om jeg medgiver, at det er et mindre indgreb i det kommunale selvstyre end en permanent ordning.

I Liberal Alliance tror vi ikke, at det her med at lade kommunale afgørelser automatisk gælde i andre kommuner er den rigtige vej at gå. Det er for os at se en lappeløsning, som alt andet lige er med til at gøre systemet endnu mere komplekst. Skulle man gøre de kommunale forskelle mindre, burde man i stedet gentænke hele systemet fundamentalt, og på den baggrund kan vi desværre ikke stemme for forslaget.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen, om end vi nok ikke lige er helt enige. Man kan jo sige, at når det gælder sundhedsområdet ude i kommunerne, er der jo faktisk ikke frit forhandlingsrum for, hvilken hjælp man vil tilbyde. Der er faktisk nogle meget præcise retningslinjer for, hvordan man skal tilbyde eksempelvis intravenøs behandling. Der er også noget i forhold til genoptræningsforløb bagefter. Så på den måde har man ikke bare frit spil på sundhedsområdet, sådan som man har det på handicapområdet. Det er bare en oplysning til ordføreren.

Men jeg bed også mærke i, at ordføreren sagde, at det er den enkelte kommunes afgørelse. Kunne man ikke med rette sige, at det er det enkelte menneskes afgørelse? Det handler om det her menneske, der prøver at leve et liv på nogenlunde ordentlige vilkår, som alle andre mennesker; det er mennesker, der lever med handicap. Er det ikke det menneskes afgørelse og ikke kommunens afgørelse?

Ordføreren.

Det er i hvert fald vores holdning, at det enkelte menneske skal have et større frit valg, i forhold til hvor vedkommende får sine velfærdsydelser fra, end man har i dag. Men man kan jo ikke sige, at det er op til det enkelte menneske, altså at vi bare åbner statskassen, og så er der frit slag, i forhold til hvilken levestandard det enkelte menneske ønsker at have.

Altså, der skal jo være rimelighed i det, og der synes vi da, at det er helt rimeligt, at man stiller nogle krav og forsøger at gøre området ensartet. Vi synes faktisk, det er vigtigt, at vi som politikere tager debatten om, hvad niveauet skal være.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Nu er det jo ikke, fordi der er sådan en statskasse, der står åben, og så går borgeren ind og vælger alle de ting, man gerne vil. Når de borgere har fået en ydelse i en kommune, er det efter et møjsommeligt samarbejde med kommunen, grundige undersøgelser, dokumentationskrav, og jeg skal give dig, skal jeg. Undskyld til ordføreren. Det er bare for at sige, at der har været en lang visitationsproces, så det kan med rette siges, at når der er lavet den vurdering ud fra den enkelte borgers behov, kan man jo ikke sige, at det behov ikke er gældende, bare fordi borgeren bor i en anden kommune.

Ordføreren.

Jo, det kan man godt, for det er jo også givet borgeren ud fra prioriteringerne på området i den kommune, man boede i. Og flytter man til en anden kommune, hvor de prioriterer det område langt lavere, så er det da urimeligt over for alle de handicappede, der i forvejen bor i det område, at man kommer med meget hjælp fra en anden kommune og trækker den hjælp med over, når det ikke gælder for resten af den kommunes borgere.

Tak for det, og der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det, formand, og tak til Socialistisk Folkeparti for at fremsætte det her særdeles vigtige forslag. Det er jo også et forslag, som vi tidligere har drøftet her i Folketingssalen, og det understreger jo bare behovet for, at vi bliver ved med at tage debatten, fordi vi stadig væk står med et uløst problem. Det fundamentale problem, som SF peger på med det her beslutningsforslag, er jo, om det er rimeligt, når man som borger flytter fra én kommune til en anden, at man så ikke kan få den samme hjælp, som man er visiteret til. Og jeg synes jo, at det grundlæggende og indlysende svar på det spørgsmål er, at selvfølgelig er det ikke rimeligt, for der er jo ikke nogen, der bliver raske eller får mindre handicap af at flytte over en kommunegrænse. Man vil stadig væk have det samme behov for hjælp.

Når det tilsyneladende er så svært at løse, er det jo, fordi det er en kompleks problemstilling, der handler om finansiering og økonomi. Og jeg tror ikke, at det her er en problemstilling, der løses, ved at man bare prøver at gøre tingene på en mere fleksibel måde eller man finder andre løsninger i forhold til visitation. Det tror jeg også at man kan gøre. Men den fundamentale problemstilling er jo et spørgsmål om økonomi, og der er ikke nogen tvivl om, at det i dag er sådan, at den, der kommer til at betale prisen for det, er den borger, der har brug for hjælp, og det er selvfølgelig ikke rimeligt.

Derfor synes jeg, at det er et særdeles fornuftigt forslag, som SF fremsætter, hvor man i hvert fald garanterer, at i en periode på 2 år er man berettiget til at modtage den hjælp, som man er visiteret til i den tidligere kommune, fordi det netop vil kunne gøre op med den risiko, der er for, at en borger kan føle sig stavnsbundet til en kommune uden at have muligheden for at flytte. Det vil også minimere risikoen for, at man kommer til at deltage i en eller anden form for postnummerlotteri, hvor serviceniveauet i kommunerne ofte er betinget af forskellige økonomiske forudsætninger, der er afgørende for, om en borger har muligheden for at kunne flytte.

Derfor synes jeg også, at det er helt afgørende, når vi har de her diskussioner herinde, at vi så også tager en del af ansvaret på os, altså også i forhold til de økonomiske forudsætninger, som vi giver kommunerne. For jeg tror, at det, som mange borgere oplever, når de flytter til en kommune, er, at der er flere og flere kommuner, som har en ret grænsesøgende adfærd, i forhold til hvor langt man kan tillade sig at gå ned i serviceniveau. Det kan vi jo se på de afgørelser, der har været ved Ankestyrelsen, altså at man ikke bare er grænsesøgende, men at man ofte også går over grænsen. Og det er jo et udtryk for, at kommunerne er ekstremt presset på deres økonomi.

Derfor bliver jeg også lidt bekymret, når jeg hører repræsentanter for regeringspartierne sige, at med den kommuneaftale, der her er indgået, forventer man, at så vil problemstillingen være løst, eller at der i hvert fald vil være taget væsentlige skridt i retning af at få løst problemstillingen. Det er absolut ikke det indtryk, jeg har af den aftale, der ligger. Og jeg synes, at det igen viser, at vi her fra Christiansborgs side ikke er villige til at tage det ansvar på os i forhold til at sikre, at der er rimelige vilkår for kommunerne til at kunne løse den opgave, som vi beder dem om at løse, i forhold til at dem, der kommer til at betale regningen, bliver brugerne af det specialiserede socialområde; det bliver de handicappede, fordi kommunerne simpelt hen ikke har den tilstrækkelige økonomi til at løse opgaven.

Men som sagt synes jeg, at det forslag, som SF her har fremsat, er et glimrende forslag. Der er ingen, der bliver kureret af at flytte over en kommunegrænse. Man skal selvfølgelig stadig væk have retten til at kunne få hjælp, og det er det, som SF's forslag her er med til at sikre, altså at der i hvert fald bliver en periode på 2 år, hvor man er berettiget til den samme hjælp. På den baggrund kommer Enhedslisten til at bakke op om beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Det vil jeg gerne kvittere og sige mange tak for. Jeg vil også sige, at jeg er meget enig med ordføreren i de betragtninger, han har gjort sig om handicappedes vilkår og om det nøleri, der er i forhold til at levere på det her. Så mange tak for det.

Ordføreren.

Jeg vil kvittere den anden vej og sige, at vi er meget enige, og jeg synes, det er godt, at SF igen har fremsat det her beslutningsforslag, for den eneste måde, vi får ændret det her på, er konstant at blive ved med at opretholde presset og fortsætte kampen for, at også handicappede og brugere af det specialiserede socialområde kan få en rimelig og anstændig hjælp.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Tak for det, formand, og tak til SF for at fremsætte det her forslag. Jeg forstår godt SF's utålmodighed. Der er jo noget lidt mærkeligt i, at alle Folketingets partier undtagen Liberal Alliance, som jeg lige husker det, var med til at lave en fælles beretning om, at der skal indkaldes til forhandlinger, og at der så ikke er blevet indkaldt til forhandlinger. Så jeg kan godt forstå, at man mister tålmodigheden og forsøger at rejse det på en anden måde.

Jeg synes, at der fra forskellige ordførere er blevet sagt mange vigtige ting i dag. På den måde er det jo dejligt. Jeg er jo ny socialordfører, og jeg har oplevet det her med at komme ind i et rum, hvor man kan mærke, at alle ordførere for alle partier brænder for at ville gøre det bedste. Til gengæld synes jeg måske også, at der i dag lidt er opstået sådan en diskussion, som jeg også har hørt før. Og det, som jeg fra radikal side vil byde ind med i debatten i dag, vil måske være, at det altså ikke må blive sådan noget med, at det så er alle os folketingsmedlemmer, som kritiserer kommunerne. For jeg synes, at vi glemmer en ting i den ligning, og det er jo, at det er os som folketingsmedlemmer og regeringen, som har ansvaret for de økonomiske rammer, som kommunerne har til at få det til at ske.

Derfor synes jeg, at vi skal have den debat, som ministeren også lægger op til: Hvor ligger ting henne? Der er tilbud, der er så specialiserede, at det skal ligge et eller to steder i vores land. Så er der nogle tilbud, som er så specialiserede, at det giver mening, at de er på regionalt niveau, og så synes vi i Radikale Venstre, at det jo burde følge deraf, at det så også lå i regionerne. Og så er der alt det andet, som giver mening er tæt på, hvor man bor, og som derfor skal ligge i kommunerne. Det mener jeg er en meget vigtig diskussion, og derfor synes jeg også, det er enormt vigtigt, at ministeren tager det op.

Det må bare ikke stå i vejen for den anden diskussion, som så handler om, at vi herinde i salen ikke bare skal skyde på kommunalpolitikerne. Jeg har lige selv været til økonomisk gennemgang i en af Danmarks meget veldrevne kommuner sammen med vores byrådsmedlem, fordi jeg i lang tid har stillet de her spørgsmål: Vi går altid og fortæller hinanden, at vi sætter flere og flere penge af til velfærd, så hvorfor er det så, at der ikke er flere pædagoger? Hvorfor er der ikke flere lærere? Hvorfor bliver der skåret ned overalt i vores velfærd? Hvor forsvinder vores penge hen? Og vi er jo der, hvor det selv i en af vores virkelig veldrevne kommuner ikke er sådan, at byrådspolitikerne lige nu sidder og siger: Jeg brænder for det her, og det er det, vi går i gang med. Deres virkelighed er, at de skal spare, og at de dermed faktisk også skal spare på det, de brænder for. Og så er der altså ikke ret meget politisk plads til at prioritere de ting, man vil. Ud over at i det her tilfælde de handicappede kommer i klemme, synes jeg også at det er et alvorligt problem for vores demokrati, hvis man som kommunalpolitiker faktisk ikke kan få lov til at gøre det, man brænder for.

Det har jeg brug for at sige i dag både til den diskussion, men i virkeligheden også til de næste, vi får. Vi skal simpelt hen ikke ende i sådan en situation, hvor vi bare slår på vores kollegaer i byrådene rundtomkring. Jeg mener, at pilen peger tilbage på os som Folketing og på regeringen i forhold til rent faktisk at prioritere, at kommunerne har muligheden for at gøre det, som vores kommunalpolitikere også brænder for. Og de brænder jo lige så meget for socialområdet, som vi gør herinde i dag.

Derfor vil det være mit og Radikale Venstres ønske, at vi følger op på det her. Jeg vil spørge SF's ordfører, om det måske kunne være en mulighed, at vi laver en beretning, hvor vi ud over at prøve at få de forhandlinger, som SF lægger op til, faktisk får undersøgt – det vil vi fra Radikale Venstres side være meget interesseret i – hvad det er, der står i vejen for, at borgere får den hjælp, de har brug for, sådan at vi ikke kommer til at lave lappeløsninger, men faktisk tager fat der, hvor det reelle problem er.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Tak for at bringe det perspektiv ind. Det synes jeg faktisk er vigtigt. Men jeg synes nok ikke, at jeg har hørt sådan noget med, at nu tæsker vi på kommunerne – i hvert fald ikke i dag, og det har i hvert fald ikke været vores intention at gøre det. Jeg er selv tidligere kommunalpolitiker, min kæreste er kommunalpolitiker, og i virkeligheden har vi ret tæt kontakt med vores kommunalpolitikere i SF. Jeg mener ligesom ordføreren, at pilen peger tilbage på os, når vi har nogle strukturelle udfordringer, og det er lige præcis det, vi forsøger at adressere i det her. Tidligere har SF også været ude at snakke om, hvordan vi kan sikre en mere bæredygtig økonomi, også for kommunerne, når det handler om det specialiserede socialområde. For det er rigtigt, som ordføreren siger, at der er meget, meget lidt handlerum derude efterhånden, fordi de er så pressede. Så det er også et perspektiv, som vi også bør tage et ansvar for.

Dog mener vi alligevel, at det her er et lille, pragmatisk forslag, som jo ikke giver dem ret til for evigt at have den samme ydelse, men at de trods alt i en overgangsperiode kan være sikret, at de ikke bare får hevet deres livsgrundlag væk. Det er jo i virkeligheden det, vi lægger op til. Men vi arbejder også meget gerne med en beretning. Vi er ikke firkantede.

Ordføreren.

Jeg kunne bare godt være bekymret for, at hvis man bare laver den her model, vil der jo, sådan som det fungerer i dag, være kommuner, som så bare vil være tvunget til at spare på noget andet. Så jeg ved ikke, om det her løser det grundlæggende problem, der er. Derfor vil jeg egentlig gerne have nogle generelle forhandlinger om, hvordan vi undgår, at borgere oplever det, som de gør i dag, nemlig at de ikke kan få lov til at få deres hjælpemidler med. Og måske kan vi gøre det på en bedre måde.

Når jeg tog det her med kommuneøkonomien op, var det, fordi der helt konkret var en ordfører, der sagde: Kommunerne magter ikke opgaven. Og Liberal Alliances ordfører spurgte til, om vi ikke bare skulle lægge det ind i Folketinget. Så er det bare, jeg tænker: Inden man lige sådan bilder folk ind, at alt bliver bedre af at lægge det ind i Folketinget, så tænker jeg, at med den økonomiske politik, som Liberal Alliance fører, ville det blive et utrolig lavt niveau, selv om man lagde det i Folketinget.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Det er måske heller ikke lige et udtryk for SF's holdning, i hvert fald i det her. Men jeg vil også prøve at anfægte det synspunkt, at det bare i sig selv vil være udgiftsdrivende, at den borger får lov til at beholde den hjælp, som vedkommende er visiteret til. Der er jo lavet en faglig vurdering og grundig undersøgelse, inden man har fået den hjælp. Så hvordan kan det være ekstra udgiftsdrivende? I virkeligheden er det jo i strid med den servicelovgivning, vi har, og den formålsparagraf, vi har, hvor det faktisk handler om borgerens behov og ikke kommunens økonomi.

Ordføreren.

Men det er også lige netop argumentet for, at jeg synes, det giver god mening at prøve at undersøge, hvordan vi kan lave en bedre model. For der er mennesker, der kommer i klemme i dag. Omvendt synes jeg også, ministeren argumenterer meget rigtigt for, at hvis man bare gør det, der ligger i forslaget her, så vil der jo være nogle kommuner, som bare vil ende med at spare et andet sted. Og så er jeg ikke sikker på, at det i sidste ende er blevet bedre for alle.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre, og jeg byder nu velkommen til hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. Alternativet støtter forslaget, og det har også været endevendt og drejet så meget, som det faktisk også har fortjent indholdsmæssigt, at jeg tror, at de fleste, der har fulgt den her debat, har styr på, hvad det handler om. Så jeg vil også lige komme med en anden type refleksion.

Jeg sad og kiggede på dagens program her i Folketinget. Der er seks beslutningsforslag. De vil alle sammen blive stemt ned af regeringen. Det ved vi. Det er helt hundrede procent sikkert. Jeg tror, det er ud af 103 – jeg tror, det er ca. 103 beslutningsforslag, der er her i forårssæsonen; jeg er ikke helt sikker på tallet. Jeg ved ikke, om der overhovedet er nogen af dem, der bliver vedtaget; måske et par stykker. Og der er det, jeg tænker: Når vi kan fremsætte så mange beslutningsforslag, hvoraf der ikke er nogen, der er blevet vedtaget, hvordan kan vi dog være så ringe? Altså, hvordan kan vi dog have fået så stor en hjerneblødning, at så mange partier kan foreslå så mange ting, som ikke har en jordisk chance for at blive vedtaget? Det her er foreslået af SF. De har i de sidste 3 år fået masser af ting igennem, er kommet med masser af forslag til finanslove, til forhandlinger af alle slags og har fået masser og masser af forslag igennem. Og lige pludselig er det stort set umuligt også for SF. Jeg ved ikke, om det er lykkedes enkelte, enkelte gange at få noget som helst igennem.

Det er jo, fordi der er den her regel i Folketinget om, at beslutningsforslag er regeringen imod pr. definition. Det er noget af det, som jeg synes er en af de allerværste knaster for en god politisk dialog mellem Folketinget og ministerierne. Det er, som om der altid er en undersøgelse, som er i gang, som betyder, at man ikke kan vedtage beslutningsforslaget, eller også er der lavet noget af det, eller også var der en kommunal aftale i går osv. Altså, det er, som om der er et eller andet kontor, regeringskontor, hvor man er specialister i at sidde og frembringe konstruerede argumenter for at få det til at lyde, som om gode forslag ikke skal blive til noget.

Derfor ville jeg ønske, at man en gang imellem ville møde sådan et forslag og sige: Godt tænkt; det er jo fuldstændig rigtigt; selvfølgelig skal de her mennesker med handicap ikke opleve, at de kommer til en ny kommune, og så risikerer de at få noget hjælp taget fra dem eller at få reduceret deres service – i stedet for at man skulle til at argumentere imod det med en eller anden kommunal aftale i går, der sandsynligvis knap nok hælder penge nok i det hul, der er i forvejen, til, at det vil gøre nogen nytte, for det gør det jo formentlig ikke. Tænk sig en generøsitet, vi vil opleve, hvis det er sådan, at regeringen engang imellem siger: Det der var sgu rigtigt tænkt; den får I æren af.

Det, man oplever, er i stedet for, at man modner et forslag, og så på et tidspunkt fremsætter regeringen det, som om det var noget, de selv havde fundet på. Det giver jo også en eller anden mening i forhold til at fremsætte beslutningsforslag, hvis man er ligeglad med, hvem der får æren. Men nogle gange kunne man jo godt tænke sig at opleve den dejlige fornemmelse, det er, når man foreslår noget, som er godt, og som bliver vedtaget, og som kan bruges, også selv om man er i opposition. Ellers bliver det også lange år.

Så jeg vil bare lige bruge den her korte tale til at sige, at jeg tror, vi skal revitalisere den demokratiske debat i Folketinget, bl.a. ved at begynde at sikre, at de forslag, der er knaldgode, og som kan træde lige ind og blive til politik, bliver accepteret en gang imellem. Jeg ved ikke, om ministeren har hørt noget af det, for ministeren har siddet og snakket under hele min tale. Men jeg vil prøve at gentage det igen. Jeg kommer dog ikke til særlig mange af de møder, der er i ministerierne, hvor alle socialordførerne skal snakke sammen, for jeg synes, det er lidt bagvendt, at man skal stå her og kan komme med så gode forslag, det skal være, uden at få dem vedtaget, og så kan man sidde og blomstre i et ministerium med sine gode idéer bagefter og lade, som om alting er fedt.

Formand, det var det, jeg havde at sige til det her forslag den her gang.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak til ordføreren, og tak for en tale, som jeg også godt kan mærke rammer lidt herinde. Det er også bare megaærgerligt, at det her med de gode intentioner og det hårde arbejde, man lægger i det, hele tiden skal falde til jorden, fordi der sidder en regering, som har relativt døve ører. Og i dag er jeg relativt nedslået i modsætning til sidste år, hvor vi behandlede det, og hvor der faktisk var rigtig stor opbakning vidt og bredt. Hvad er der sket på 1 år? Er det bare, fordi man har skiftet regeringen ud og man nu har dannet fælles front, og så bygger man mure op omkring sig selv? Eller kunne det tænkes, at vi sammen kunne begynde at finde løsningerne? Som jeg har sagt tidligere, er jeg ikke firkantet, og vi er ikke firkantede i SF; det behøver ikke absolut at være det her forslag, men skal vi ikke bare begynde at prøve at tage skridtene, der kan gøre en forskel for mennesker med handicap, så de kan leve med lidt mere værdighed i det her land?

Ordføreren.

Jo, et kæmpestort jo. Og jeg oplever også, at magtfuldkommenheden er blevet større under den her regering, og det er også derfor, at vi måske mere, end vi har gjort i mange perioder, diskuterer det her med demokratisk underskud. Det drejer sig om magt, der ryger fra udvalgene og over i ministerierne, osv. osv., og det tror jeg vi skal snakke rigtig, rigtig meget mere om, for det er desværre den forkerte vej, det går, i forhold til at give plads til gode idéer.

Så går vi videre i spørgerrækken. Fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak. Og tak for ordførertalen, selv om det jo var en gang skældud til regeringen og regeringspartierne. Jeg kan sagtens sætte mig ind i frustrationen hos et oppositionsparti, i forhold til at man ikke synes, man kommer nogen vegne, men nu har jeg været herinde i mere end 11 år, og jeg må være ærlig og sige, at jeg tror, man nogle gange skal prøve at kigge indad. Altså, der er altid tre fingre, der peger mod en selv, når man peger på andre.

Jeg tænker også, at der lidt er en tendens til – hvis vi skal tage den drøftelse – at man tager de samme beslutningsforslag, næsten, op af skuffen og genfremsætter dem uden måske at have arbejdet så meget med det i mellemtiden. Og så vil jeg være ærlig og sige, at der vel er steder, hvor man godt kan genkende sine fingeraftryk, også selv om man sidder i opposition, og se, at det også bliver til virkelighed. Er det ikke noget, som Alternativets ordfører trods alt vil give mig ret i?

Ordføreren.

Jo, det vil jeg. Det er klart, at når jeg skal sige det på den måde, bliver det måske lidt firkantet, og det er egentlig ikke en kritik mod den siddende regering; det er en kritik mod systemet. For jeg har under alle de regeringer, hvor jeg har siddet herinde, oplevet det der med, at man ikke må få noget igennem som opposition – det er et no-go. Og det er det, jeg synes vi skal løsne op. Jeg tror, det ville gavne alle, og jeg tror, det ville gøre, at jeg ville komme over i ministeriet med en anden glæde og endnu flere idéer og en ny samarbejdsvilje, hvis det var sådan, at jeg oplevede, at det, jeg faktisk kan, også er noget, jeg får lov til at gennemføre.

Så er det rigtigt, at det tit er de samme ting, men det her forslag er jo godt. Nogle gange tænker man: Jeg kom med noget, der er rigtig godt; jeg kan ikke forstå, hvorfor det ikke blev vedtaget; jeg synes bare, der blev talt udenom, så jeg kommer altså med det igen. Der er måske nogle enkelte forslag, som har været genfremsat mange gange, men jeg kan faktisk godt forstå det der med, at man kommer igen, når man faktisk synes, at det, man kom med, var godt.

Fru Anni Matthiesen.

Nu skal jeg ikke begynde at finde eksempler frem, men jeg kan jo sige, at da jeg selv sad i opposition, var der nogle beslutningsforslag, som godt nok krævede, at man holdt nogle kaffemøder og tog nogle snakke osv., også med andre partier end dem, man normalt tog kaffemøder med, hvilket var med til at gøre, at man nu pludselig flyttede noget. Jeg skal ikke bestemme, hvordan man gør tingene i oppositionen nu, men jeg siger bare, at jeg tror og håber, at man trods alt kan genkende sine fingeraftryk, selv om man sidder i opposition.

Ordføreren.

Det kan man også en gang imellem, og det med en kaffesnak er altid fint. I det her tilfælde er det SF, der har fremsat forslaget. Vi kender deres holdning, og vi støtter det til hver en tid. Man kunne godt lige have koordineret det og skabt en fælles platform at tale ud fra. Her støtter vi det, for vi ved godt, hvad det handler om, men det er altid en god idé, når man vil fremsætte et beslutningsforslag, at høre, om der er nogen, der har lyst til at være med, og sprede ejerskabet, også i forhold til debatten i salen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Jeg byder nu velkommen til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Tak for det, formand. Tak til SF for et godt forslag, som Nye Borgerlige kommer til at støtte. I dag står jeg for gang nr. 100 heroppe og skal lige nu holde en ordførertale, så jeg skal op og have kage og fejre det lige om lidt, så det har været med stor længsel. Jeg er glad for, at det er i det udvalg her, for det udvalg her, til trods for at jeg køber fuldstændig ind på, at beslutningsforslaget bliver stemt ned, er et af de udvalg, hvor jeg simpelt hen kan mærke, at vi alle sammen faktisk vil det rigtige sted hen. Så er spørgsmålet, hvordan vi kommer derhen. Jeg har så også fået at vide, at det er en ny rekord, så jeg troede, at flagene var oppe på grund af det. Vi er jo et faktabaseret parti, så er der nogen, der, som formanden ville sige, gør indsigelse mod det, kan de skrive en mail, men ellers anser vi det for vedtaget.

I forhold til forslaget vil jeg sige, at jeg tror, at intentionen er den rigtige. Jeg tror ikke, det løser noget, for jeg tror, vi skal kigge et andet sted hen, men i Nye Borgerlige kommer vi til at støtte det, for jeg er bange for, at den løsning, som jeg tror der skal til, ikke bliver vedtaget, og derfor er det vigtigt, at vi i hvert fald giver dem et fripas på 2 år, når man skifter, så man har tid, efter man er flyttet til en kommune, til at fokusere på først på at flytte ind og falde til og så derefter forholde sig til serviceniveauet i kommunen.

Jeg tror, vi skal kigge et andet sted hen, for ministeren har også ret i i forhold til det med kommunal selvbestemmelse, at det skal vi også passe på med at blande os i, så måske skal vi kigge et andet sted hen. Måske skal kommunerne slet ikke have selvbestemmelse på handicapområdet. Måske er det, fordi vi har delt nogle områder ud til kommunerne, hvor nogle kommuner vil kunne løfte dem – København, Aalborg og Aarhus er store kommuner. Jeg kommer fra en lillebitte kommune, hvor ganske få mennesker med handicap kan vælte et budget fuldstændig, og derfor bliver kommunen jo nødt til at tænke i kroner og øre i stedet for serviceniveau. Man kassetænker, man bliver tvunget ud i det, og det er jo ikke kommunernes skyld, det er ikke sagsbehandlernes skyld, det er bare virkeligheden, det er sandheden ude i en kommunal forvaltning i nogle kommuner.

Så måske skal vi lige om lidt løfte det her op og så sige, at der simpelt hen er nogle områder, som vi bliver nødt til at lægge op statsligt for at sikre, at alle handicappede i alle kommuner får et ordentligt serviceniveau. Og så løser vi også det her problem med, at man ikke skal være bekymret for, om man mister sine ydelser, fordi man lige pludselig flytter til en ny kommune og derved også de facto, som vi giver ordføreren ret i, bliver stavnsbundet, og det er ikke i orden – det er ikke i orden. Det er mennesker, der i forvejen har rigeligt på deres tallerken at tænke over, og det kunne vi jo ændre her i Folketingssalen, altså om det var et område, som skulle fjernes fra det kommunale selvstyre og så komme ind under regionen eller allerhelst ind under Folketinget.

Så i Nye Borgerlige er vi glade for forslaget, og vi kommer til at støtte det. Vi tror ikke, det er løsningen, men lidt har også ret, og jeg tror i hvert fald, det her er lidt på den rigtige vej. Så håber vi, vi får det samme på ældreområdet, når de ældre flytter kommune og mister deres rollator, eller hvad det kan være, for den skal de aflevere, når de flytter fra den ene kommune. Det er, som om de bliver magisk raske på Kombardo-turen til Nordjylland. Så der er nogle ting, og det ved vi godt, og det er nok bare et spørgsmål om, at vi skal have lavet reglerne bedre helt generelt, og det skal vi gøre på tværs af Folketinget, og så må den til enhver tid siddende regering for min skyld tage al den ære for det, de vil efterfølgende. Det betyder ikke noget for mig, hvis navn der står på sedlen, bare det er den rigtige løsning.

Vi takker for forslaget og kommer til at støtte det.

Tak for det. Der er foreløbig to, der har korte bemærkninger. Fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak for talen, og mange tak for opbakningen. Jeg deler i virkeligheden også ordførerens betragtninger om, at vi er ude i noget større for at løse det reelle problem, som jo i virkeligheden handler om, at man netop ikke tog stilling til, hvad søren der skulle ske med hele handicapområdet, da man lukkede amterne ned. Man lavede ikke den specialeplanlægning og sørgede ikke for, at der var en bæredygtig økonomi i de mange forskellige kommuner, som har meget forskellige forudsætninger for at kunne løfte alle de forskellige specialiserede tilbud. Det siger sig selv, at det skulle gå galt, og nu står vi her, hvor det er gået galt. Og i SF er vi sådan set også positive, i forhold til om man skal flytte dele af området andre steder hen. Men i virkeligheden har jeg også sonderet terrænet lidt, og det ser ikke lige umiddelbart ud, som om der er et flertal for det. Så det er et udtryk for en pragmatisk tilgang at sige: Hvordan kan vi så begynde at stille nogle borgere bare en smule bedre i det system, vi har? Så det er det, det er et udtryk for, og jeg takker igen for opbakningen.

Ordføreren.

Selv tak. I Nye Borgerlige støtter vi altid gode forslag, og det her er et godt forslag.

Ønsker spørgeren sit andet spørgsmål? Nej. Så går vi videre i rækken til fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Tak. Tak for ordførertalen, og tak for, at Nye Borgerliges ordfører melder så klart ud, at Nye Borgerlige egentlig, som jeg kan forstå det, ønsker, at hele handicapområdet skal flyttes til staten. Kan ordføreren på en eller anden måde så sige, hvor meget der skal det? Jeg tænker, at der jo er rigtig mange tusindvis af børn, der får hjælp i skoletiden og får ekstra støtte osv., og som f.eks. de lokale PPR'er er inde over.

Er der nogle grænser, eller er det alle, der har brug for hjælp, der pludselig rent ud sagt skal styres, formentlig fra ministeriet? Eller hvad tænker Nye Borgerlige?

Ordføreren.

Mener Nye Borgerlige, at det kun skal være Folketinget, der bestemmer ude i hver enkelt krinkelkrog på alle områder? Nej, det mener vi ikke. Jeg synes også, at det var lidt en stråmand, når man begyndte at sammenligne antallet af elever i klassen med, om handicappede får den hjælp fra kommune til kommune, som de gør. Det mener jeg er lidt en stråmandsdiskussion.

Men vi ved bare, at der faktuelt er en problemstilling med nogle af de allerallersvageste borgere. Vi ved bare, at der nogle gange er meget, meget dyre borgere for kommunalbestyrelserne rundtomkring. Jeg er selv fra Rebild Kommune, hvor vi fik panik i stemmen, hvis vi lige pludselig så, at vi fik to voksne med handicap ind, fordi det var så store beløb. Så enten skal man gentænke, om kommunerne skal være så små, at de har en mulighed for det, eller også skal man til at gentænke, om der er nogle områder, hvor vi bare bliver nødt til at tage ansvar og sige, at vi er den eneste institution i staten, der er stor nok til at sikre, at alle får lige vilkår. Jeg mener, at skoler og kunstgræsplæner ligger fint ude i kommunalbestyrelserne.

Der fik ordføreren lige lidt ekstra tid, fordi vi lige skulle have noget at snakke om her ved formandsstolen. Men nu er der det andet spørgsmål til fru Anni Matthiesen.

Tak for det. Det betrygger mig lidt. Det er jo klart, at står man på talerstolen og siger, at man mener, at alt, der vedrører en eller anden form for handicap, skal flyttes til statslig styring, fordi man ikke er tilfreds med den måde, som det er på lige nu i kommunerne. Jeg håber også bare, at vi kan få snakken, for jeg er faktisk enig, i forhold til når det gælder de helt, helt særlige specielle områder. Der kan det som kommune være svært at håndtere de ting i dag, for den måde, det foregår på i dag, kommer rent ud sagt heller ikke de handicappede til gavn.

Men det er også mere noget med, hvor det så er, man skal sige: Det her hører til kommunerne, og det her hører så til staten. Der må jeg jo være ærlig og sige, at der er steder, synes jeg, hvor det er utrolig vigtigt, at man håndterer tingene i nærområdet. Så det er jo egentlig det, jeg måske godt kunne tænke mig at få ordføreren til at sige lidt mere om. Altså, hvor synes man så, skellet skal gå?

Ordføreren.

Nu er der rigtig mange ting, politikere blander sig i i det danske samfund. Så det er jo svært lige at stå og ridse dem alle sammen op her og så sige, hvor skellet skal gå. Nu er tiden heldigvis gået, så jeg kan bare snakke løs. Så vi tager den fra A.

Virkeligheden er, at Nye Borgerlige er et parti, der generelt går ind for decentralisering. Vi synes, der er utrolig meget vundet ved, at vi kan få involveret de lokale borgere nogle steder. Men vi er også et parti, der også bare accepterer, at nogle ting kan være så komplekse. Vi behøver ikke engang at snakke om penge. Vi kan også bare snakke om viden om, hvordan specielle sygdomme eller handicap skal behandles bedst muligt.

Nå, nu kan jeg se, at formanden har sat taletid på alligevel. Det startede på nul, er jeg sikker på. Men ordføreren ved, hvor jeg vil hen. Der er nogle ting, der er meget komplekse, og ja, det er en stor snak, vi skal have, og jeg håber, at vi samlet her i Folketinget kan begynde at lave de snit, for jeg tror, de er nødvendige.

Dermed tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste og sidste ordfører er ordføreren for forslagsstillerne, fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Tak for det. Der er blevet nævnt flere gange, både af ministeren og regeringspartierne, at der nu kommer den her virkelig gode kommuneaftale, der løser mange ting. Så har jeg lige brug for, at vi tager fat i nogle fakta omkring den kommuneaftale. For fakta er, at man, hvis man vil have status quo økonomisk set, altså ikke en mertildeling, så skulle have leveret 2,7 mia. kr. ud fra de udgifter, kommunerne har haft. Den her aftale lander på 2,4 mia. kr., og det er de facto en besparelse. Det er den ene ting af det.

Der er også positive elementer i det, og jeg vil også godt anerkende de positive elementer, der er i forhold til merudgiftsydelsen. Det giver rigtig god mening at arbejde videre med lige præcis den, så vi kan få sikret en bedre praksis omkring den. Men meget af det, der står omkring det specialiserede socialområde, er, at man henviser til den rapport, ekspertudvalget med Tranæs har lavet, hvor de er kommet med de første anbefalinger i forhold til en faglig og økonomisk udvikling. Jeg tror, det er sådan, det hedder.

Hvis man læser i den rapport, er der nul faglighed, som i absolut nul. Anbefalingerne går på én lang række ud på at lægge en vægtning væk fra borgerens behov over i økonomien. Anbefaling 1 er »Øget mulighed for at fastsætte lokale serviceniveauer«: Det er mindre vægt på borgerens behov. Det er stik imod, hvad ministeren sagde på et samråd i starten af det her år, hvor ministeren sagde, at der skulle være nogle nationale kvalitetsstandarder. Anbefaling 2 er »Ændring af servicelovens formålsbestemmelse«. Er I klar over, hvor omsiggribende det er med en mulighed for en større vægtning af økonomien end i formålsbestemmelsen? I anbefaling 3 anbefaler man at understøtte et øget hensyn til økonomiske hensyn som led i en helhedsbetragtning i Ankestyrelsens behandling af sager efter serviceloven. Anbefaling 8 er »Indførelse af beløbsgrænse for alternative tilbud«, og det er i virkeligheden også i forhold til botilbud, så man i kommunerne kan flytte rundt med borgerne ud fra kommunens økonomi. Det henviser man til i den her kommuneaftale. Ergo kommer man til at tage et større skridt hen imod, at det skal være kommunernes økonomi, der skal være bestemmende, og ikke borgerens behov. Der bliver jeg bare nødt til at sige, at det ikke er den vej, vi i SF vil gå, og at vi simpelt hen ikke kommer til at anerkende den præmis, at det lige præcis er den her kommuneaftale, der kommer til at løse noget af det her.

Desværre skete der ikke det, der burde være sket, efter at vi sidst behandlede det her forslag, og det var, at vi skulle have været indkaldt til forhandlinger. Vi lavede – et helt enigt Folketing – en fælles beretning om, at socialministeren skulle indkalde til forhandlinger. Det er ikke sket, og nu står det hele til at smuldre, og vi får ikke gjort noget ved det her lille forslag, det her lille initiativ, som i virkeligheden skulle stille borgeren bare en my bedre, når man som borger lever med et handicap og egentlig gerne vil leve som et frit menneske i et demokratisk samfund, hvad man jo sådan set også er, når man lever med et handicap.

Men sådan er det ikke, og når man så også fortæller om, at man synes, det er så fint, at der er forskellige serviceniveauer i kommunerne, og at det er rigtig rart, at man kan have forskellige ting, man kan flytte efter, så tror jeg bare, man tager fejl – i hvert fald hvis man spørger mennesker med handicap. For der er godt nok mange, der har henvendt sig til mig, og som i virkeligheden har udtalt rigtig stor bekymring omkring det at leve med et handicap og faktisk føle sig fuldstændig stavnsbundet, altså at man ikke kan flytte sammen med en kæreste, man har mødt, og at man ikke kan flytte efter et job eller flytte tæt på sine børn og sin familie, ligesom alle andre mennesker i det her samfund kan. Det synes jeg faktisk er et virkelig stort problem.

Så det, som det her også efterlader, er faktisk et spørgsmål på den helt store klinge: Sig mig, hvad er det egentlig, vi vil med handicappolitikken her i Danmark? Er vi overhovedet enige i FN's handicapkonvention, som Danmark ratificerede for ret mange år siden? Det var i 1990'erne. Vi har fuldstændig glemt, helt præcis hvorfor det var, vi gjorde det, og vi har glemt hele tiden at have fokus på, at man, når man i det her land vokser op med et handicap eller man i løbet af sit liv får et handicap, så skal have nogenlunde lige muligheder for at leve et liv med livskvalitet og ikke bare være spærret inde bag fire vægge og et minimum af hjælp. Så det synes jeg er rigtig bekymrende, og jeg håber virkelig, at vi snart får nogle forhandlinger ovre ved socialministeren, der kommer til at adressere lige præcis den her store udfordring, vi står med.

Vi ser praksisændringer derude, fordi de har svært ved at få økonomien til at hænge sammen, og det her skal heller ikke ses som en kæmpestor kommunebashing, for det er ikke det, det handler om. Men det handler om, at vi her fra Christiansborg fuldstændig undlader at tage det ansvar, når vi har nogle overordnede strukturelle problemer. Kommunerne og kommunalrødderne har sagt det til os i lang tid. Det, der er KL's svar til os, når vi ikke kommer til at hjælpe dem med det, der i virkeligheden er den store udfordring, er: Vi vil godt have lov til at vægte økonomien højere, hvis I ikke vil hjælpe os med rent faktisk at opfylde den lovgivning, der er. Og det er så her, vi er. Så det vil jeg godt pointere meget højt og tydeligt, og jeg håber virkelig, at vi sammen kan bære det videre. For jeg tror faktisk også på, at vi her er en samlet flok, der reelt set vil mennesker med handicap det rigtig godt.

Jeg vil arbejde videre med en beretning. Det hørte jeg at der var flere partier der lagde op til, og så må vi se, hvor langt vi kan nå. Jeg vil absolut også række ud til regeringen og håbe på, at vi kan finde en eller anden form for fælles fodslag. Igen vil jeg også gerne understrege, at det for SF ikke handler om, at det lige præcis skal være det her forslag, vi indfører. Men det er vores bud, og det er i øvrigt også noget, vi har fundet inspiration hos handicaporganisationerne til at fremsætte herinde. Men vi ser gerne andre løsninger, og jeg håber, at vi kan være sammen om det og i hvert fald tage sporet videre i det her, så vi ikke kommer til at blive ved med at snakke om gode intentioner, mens folk derude virkelig har det rigtig, rigtig svært.

Jeg skal afslutningsvis huske at sige, at der skulle hilses fra Dansk Folkeparti, der også bakker op om forslaget, og de vil selvfølgelig også blive kontaktet i forhold til en beretning. Med de ord vil jeg afslutte behandlingen af beslutningsforslaget herfra med håbet om, at vi, til trods for at jeg i forhold til det her har oplevet et ret stort tilbageskridt, alligevel på en eller anden måde kan mødes i en beretning.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak for SF's ordførertale. Jeg hører rigtig meget, at forskelligheden i kommunerne er det, der bekymrer SF mest, altså det med, at der jo er forskel på servicen, også på handicapområdet. Jeg kunne godt tænke mig at spørge SF's ordfører direkte: Mener SF, at forskelligheden, i hvert fald på handicapområdet, er et problem? Er der andre områder, hvor SF også tænker at vi har for stor forskellighed? Og mit sidste spørgsmål er: Betyder det, at SF egentlig tænker, at vi skal nedlægge kommunerne?

Ordføreren.

Nej, det ville være en vild konklusion at drage på baggrund af min frustrerede tale heroppefra. Som sagt er jeg selv tidligere kommunalpolitiker og tænker, at de kan klare rigtig meget derude. Men når vi vælger konsekvent at overhøre de advarsler, kommunalpolitikerne kommer til os med – jeg ved, at Venstres ordfører også har et bagland, der råber meget højt og tydeligt op; det har vi alle sammen, og det er rigtig svært at få enderne til at mødes – så er det også os, der svigter. Nej, vi skal ikke nedlægge kommunerne, men vi skal blive bedre til at tage det ansvar i stedet for bare at slå ud med armene og så ikke prøve at løse de problemer, der rent faktisk er. Hvis de siger derude, at de ikke kan leve op til den lovgivning, der er, må vi enten tage det ansvar på os og sige, at så skal lovgivningen bare være ringere og folk skal stå ringere, eller også bliver vi nødt til at levere det, der er behov for, fordi der er sket nogle forandringer i vores samfund.

Jeg ved ikke, om det var et fyldestgørende svar på spørgsmålet – ellers hjælp mig lige. Så skal jeg nok prøve at se, om jeg kan være mere præcis.

Så kan spørgeren hjælpe her.

Jeg kan jo indlede med at sige, at Venstre tager ansvar – også på det her område – og det er faktisk også måske en af grundene til, vi er gået med i regeringen. Jeg kunne godt tænke mig nu at prøve at vende det lidt rundt og så spørge SF's ordfører: Ser SF's ordfører, at der faktisk nogle steder er blevet for små huller i sikkerhedsnettet på handicapområdet? Er der steder, hvor vi faktisk også – misforstået – giver for meget hjælp, så der dermed i sidste ende er en mindre kage til fordeling mellem dem, der virkelig har brug for hjælp?

Ordføreren.

Det kan jeg svare hurtigt på: Nej, det er faktisk ikke nogle eksempler, jeg har oplevet, heller ikke i min tid som kommunalpolitiker, eller da jeg arbejdede på socialområdet. Jeg har i virkeligheden kun set en anden udvikling, der gør, at hullerne i nettet bliver større og større, og at tingene handler mere om økonomi. Vi bruger for mange penge på alt det bureaukrati, der er, i forhold til at man vil styre økonomien; alle de der BUM-modeller, hvor man køber af hinanden internt i kommunerne, koster rigtig mange penge. Alle de revisiteringer og dokumentationskrav, som kommunerne kræver af borgerne, tager da utrolig lang tid, og den ekstra revisitering, man laver i den nye kommune, kunne man jo spare og så lade borgerne beholde den hjælp, de har fået tildelt.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Først vil jeg sige tak til SF's ordfører for en rigtig god tale, som omkranser problemets omfang. Noget af det, som jeg undrer mig dybt over, er det store flertal herinde i Folketinget, der tidligere er blevet enige om en beretning, hvor man rent faktisk forpligter regeringen til at indkalde til nogle forhandlinger, men hvor der så, når der kommer et folketingsvalg og en ny regering, som sidder med et flertal, ikke sker noget. Altså, vi har været valgt siden den 1. november, og jeg ved godt, at det har taget lidt tid for regeringen at finde sine ben og finde sammen i den nye konstellation, men der sker ingenting. De her forhandlinger kommer ikke. Og når man spørger ind til det hos regeringen, får man sådan et tåget svar, så man reelt ikke ved, om det er, fordi vi nu har en ny konstellation med en flertalsregering, hvor man kan beslutte tingene selv, og så bliver vi andre ligegyldige. Det i hvert fald lidt min hypotese her. Hvad er SF's hypotese, i forhold til at vi ikke bliver indkaldt til forhandlinger?

Ordføreren.

Den kan jeg såmænd også meget godt dele. Jeg vil så sige, hvis jeg skal tale ud fra noget selvoplevet, at der måske også er en forskellig praksis på de forskellige områder – jeg sidder på tre forskellige områder under tre forskellige ministre, og der er forskellige praksisser, i forhold til hvordan de inddrager os. Og der kan en opfordring herfra i hvert fald være: Kom nu i gang med at inddrage os langt tidligere.

Jeg vil også sige, at da vi havde et samråd med ministeren i starten af året, var jeg faktisk rigtig glad; jeg var lettet, og jeg synes, ministeren forstod problematikkerne. Jeg synes, ministeren var tydelig og klar, i forhold til hvad det er for nogle problematikker, vi har med at gøre – hvor meget spildtid vi bruger på bureaukrati, i stedet for at vi mere kan bruge tro og love-erklæringer over for borgerne eller vi havde nogle nationale standarder, der skulle gøre op med kommunelotteriet. Så jeg var faktisk meget forhåbningsfuld på det tidspunkt, og derfor bliver jeg enormt trist, når det lige pludselig kan ændre sig på den her måde. Jeg havde også et fremragende samarbejde med bl.a. Venstre i sidste periode om lige præcis det her beslutningsforslag.

Spørgeren.

Tak til SF's ordfører for svaret. Jeg må bare sige, at jeg håber, at både SF og Danmarksdemokraterne og vi alle sammen snart bliver indkaldt til nogle drøftelser i Social-, Bolig- og Ældreministeriet. Jeg tror, regeringen ville gøre det så meget nemmere for sig selv, hvis man rent faktisk indkaldte os til en dialog, ikke i et offentligt forum, men i et lukket rum, hvor vi kan sidde og snakke frit og åbent om tingene, så vi kan finde konkrete løsninger for de her mennesker, som sidder i det her hver dag og er stavnsbundet – i hvert fald i det her tilfælde – til en kommune, som de ikke kan flytte fra. Vi skylder dem at gøre noget.

Ordføreren.

Det er jeg meget enig med spørgeren i. Og i virkeligheden er det her med at være demokratisk dygtig jo også at repræsentere alle dem, der er valgt for danskerne, og det er vi alle sammen jo. Vi repræsenterer alle danskerne. Så må jeg sige, at det er en bred regering med et snævert flertal, men det er jo først bredde, når man begynder at invitere bredt, så alle dem, som repræsenterer vores befolkning – det må jo være det, der i sidste ende er vores allerfornemste opgave – kunne respektere beslutningerne.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der er ikke flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Det første punkt på dagsordenen er:

1) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 54:

Forslag til folketingsbeslutning om mere fleksibel hjælp til borgere med handicap i forbindelse med flytning mellem kommuner.

Af Charlotte Broman Mølbæk (SF) m.fl.

(Fremsættelse 14.03.2023).

Jeg giver hermed ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti, for en begrundelse for forslaget. Værsgo.

Vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Forhandlingen er herefter åbnet, og den første, jeg byder velkommen til og giver ordet, er social- og boligministeren. Værsgo.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Så kan ministeren ikke prøve at komme med nogle kommentarer til, hvordan vi sikrer borgeren en bedre ret, så man ikke kan få sin hjælp forandret, bare fordi man flytter til en anden kommune?

Ministeren.

Det synes jeg er et meget konkret eksempel på noget, der både hjælper den enkelte borger med handicap, men også hjælper i forbindelse med flytning fra den ene kommune til den anden.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Ministeren.

Så jo, der kommer til at være forhandlinger om både det ene og det andet.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Ministeren.

Fru Katrine Daugaard.

Ministeren.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Ministeren.

Fru Marlene Harpsøe.

Det er jo helt rigtigt, også i forhold til merudgiftsydelserne. Dem skal vi simpelt hen have bedre styr på. Så det er godt, at man prøver at se ind i, hvordan vi kan gøre det her bedre.

Ministeren.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Ministeren.

Fru Mette Thiesen.

Ministeren.

Tak for det. Og der er foreløbig en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Ordføreren.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Ordføreren.

Hr. Torsten Gejl.

Nej, nej, men det er ordføreren selv, der nævner aftalen. Hvad er det, man kan nu, som man ikke kunne før? Altså, kunne man ikke også før kigge på de merudgifter, hvis man ville?

Ordføreren.

At kommunerne samlet set skal finde en fælles løsning, er da noget nyt – i stedet for de 98.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Sara Emil Baaring. Og jeg byder nu velkommen til fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Så skal jeg huske at hilse fra Konservative og sige, at de også er imod beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Så jeg kunne godt tænke mig at høre, hvad ordføreren kan begrunde det med, at man har ændret standpunkt siden sidste år.

Ordføreren.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Tak. Der står:

Er Venstre enig i, at det er den vej, vi skal?

Ordføreren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Værsgo til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Ordføreren.

Hr. Torsten Gejl.

Ordføreren.

Hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Ordføreren.

Hr. Peder Hvelplund.

Ordføreren.

Nu er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Så vi siger tak til fru Anni Matthiesen fra Venstre, og jeg byder velkommen til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne.

Tak for det. Der er foreløbig to, der har ønsket korte bemærkninger. Først er det fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Ordføreren.

Så det er det, vi tror på. Men jeg er ikke helt inde i den konkrete rapport.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Ordføreren.

Fru Katrine Daugaard

Ordføreren.

Tak for det, og der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Rosa Eriksen fra Moderaterne. Jeg byder nu velkommen til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne.

Endnu en gang tak til SF for at tage den her problemstilling op i Folketinget. Vi vil være med til at følge den helt til dørs.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti.

Ordføreren.

Tak for tilkendegivelsen.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Marlene Harpsøe fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Undskyld forsinkelsen. Jeg var lige optaget af at diskutere udgiftsloft med Moderaterne.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Ordføreren.

Tak for det, og der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance. Jeg byder nu velkommen til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Ordføreren.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til hr. Peder Hvelplund fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Fru Charlotte Broman Mølbæk.

Ordføreren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre, og jeg byder nu velkommen til hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Formand, det var det, jeg havde at sige til det her forslag den her gang.

Tak for det. Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Så går vi videre i spørgerrækken. Fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Ordføreren.

Fru Anni Matthiesen.

Ordføreren.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Jeg byder nu velkommen til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Vi takker for forslaget og kommer til at støtte det.

Tak for det. Der er foreløbig to, der har korte bemærkninger. Fru Charlotte Broman Mølbæk, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Ordføreren.

Selv tak. I Nye Borgerlige støtter vi altid gode forslag, og det her er et godt forslag.

Ønsker spørgeren sit andet spørgsmål? Nej. Så går vi videre i rækken til fru Anni Matthiesen, Venstre. Værsgo.

Er der nogle grænser, eller er det alle, der har brug for hjælp, der pludselig rent ud sagt skal styres, formentlig fra ministeriet? Eller hvad tænker Nye Borgerlige?

Ordføreren.

Der fik ordføreren lige lidt ekstra tid, fordi vi lige skulle have noget at snakke om her ved formandsstolen. Men nu er der det andet spørgsmål til fru Anni Matthiesen.

Ordføreren.

Dermed tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Den næste og sidste ordfører er ordføreren for forslagsstillerne, fru Charlotte Broman Mølbæk. Værsgo.

Der er et par korte bemærkninger. Først er det fru Anni Matthiesen, Venstre.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det var et fyldestgørende svar på spørgsmålet – ellers hjælp mig lige. Så skal jeg nok prøve at se, om jeg kan være mere præcis.

Så kan spørgeren hjælpe her.

Ordføreren.

Fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der er ikke flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.

Se video af alle taler

Endnu en gang tak til SF for at tage den her problemstilling op i Folketinget. Vi vil være med til at følge den helt til dørs.

Undskyld forsinkelsen. Jeg var lige optaget af at diskutere udgiftsloft med Moderaterne.

Formand, det var det, jeg havde at sige til det her forslag den her gang.

Vi takker for forslaget og kommer til at støtte det.

Folketinget

Resumé

Om beslutningsforslaget

Fremsættelse af forslag

1. behandling

Udvalgsbehandling

2. behandling

B 54 Forslag til folketingsbeslutning om mere fleksibel hjælp til borgere med handicap i forbindelse med flytning mellem kommuner.

1. behandling den 26-05-2023

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling