Tak for ordet. Typisk er man jo ret glad for sine egne beslutningsforslag – er det ikke rigtigt? – og det her er bare ikke nogen undtagelse, kan jeg godt hilse at sige. For hør lige her: Jeg er på mission i politik, nemlig for at få flere til at interessere sig for, hvor pengene kommer fra, så det hele ikke bare handler om at fordele; nemlig for at sikre, at vilkårene for at drive virksomhed og skabe arbejdspladser er så gunstige som overhovedet muligt; nemlig for at sørge for, at vi er så konkurrencedygtige som overhovedet muligt. For det er efter min mening sådan, vi bedst sikrer vores velfærd, vores skoler, veje, kultur, sundhed, ældrepleje og meget mere. Vi skal sikre, at hvis man falder, bliver syg eller har brug for en hånd, så er der midler til det; så løfter fællesskabet, til man forhåbentlig selv kan igen.
Vi er heldigvis begunstiget af dygtige virksomheder og topkvalificerede danske medarbejdere; vi er produktive, vi er opfindsomme, kreative og faktisk helt unikke, når det kommer til ledelse og måder at drive virksomhed på. Vi har ordnede forhold og styrkepositioner inden for fødevarer, medicin, turisme, søfart og vindenergi og meget mere. Og vi står endda over for at kunne bidrage med de løsninger, der skal til for at sikre klimaet.
Alligevel fortsætter vi dag ud og dag ind med at byde virksomhederne og arbejdspladserne ulogiske og ubegribelige skatter, der holder det hele nede. Lysten til at starte i Danmark bliver holdt nede ligesom lysten til at vækste i Danmark, lysten til at blive i Danmark og lysten til at skalere i Danmark. Lad os nu få ryddet op og ud i nogle af de ulogiske regler.
Et meget konkret eksempel er den måde, vi beskatter iværksættere på, når de har stiftet en virksomhed og ser muligheden for at skalere deres forretning ved at notere virksomheden på børsen, altså den såkaldte lagerbeskatning, der betyder, at iværksættere beskattes af urealiserede gevinster, når deres aktier stiger, selv om de altså nødvendigvis ingen penge har. De har i hvert fald ikke fået nogen imellem hænderne endnu, og det er meningsløst og gør det ærlig talt svært for vækstvirksomhederne at få vind i sejlene, særlig fordi ejerne typisk indgår såkaldte lockupaftaler, som betyder, at de ikke må sælge deres aktier lige efter noteringen. Det sker selvfølgelig af hensyn til noteringens troværdighed over for de nye ejere, så der er ikke noget mystisk i det.
Men når ejerne ikke kan sælge deres aktier, men alligevel skal betale skat af gevinsten, har de ofte ikke pengene til at betale skatteregningen. Hvor skulle de dog være kommet fra? Pengetræer findes som bekendt ikke. De kan så typisk være tvunget til at optage nogle dyre lån, men med den følge, at de dermed har langt dårligere vilkår for at rejse kapital til at skabe vækst, end de burde have. Lagerbeskatning på børsnoteringer er præcis lige så tumpet som fantomskat, som Folketinget i sidste periode bakkede op om at afskaffe. Skulle vi ikke se at få det eksekveret på fantomskatten? Og skulle vi ikke i samme forbindelse se at få lagerbeskatningen væk?
Tallene for børsnoteringer gør det i hvert fald tydeligt, at vi går glip af meget erhvervsaktivitet i forhold til vores nabolande, som ikke har den her lagerbeskatning på børsnoteringer. Det er der, så vidt jeg ved, ingen andre lande i verden der har. Ud af 55 noteringer i Norden sidste år var der kun en enkelt i Danmark – en eneste. Toget suser forbi os, mens vi står forpjuskede på perronen, venner. Vi spænder ganske enkelt ben for os selv ved at gøre det svært at skalere og bygge store virksomheder. Iværksætteri og det at drive og udvikle en virksomhed er selvfølgelig så meget mere andet end børsnotering, er jeg også nødt til at sige, men antallet af børsnoteringer giver trods alt en pejling på, at der er behov for forandringer.
Derfor har vi det her beslutningsforslag, som jeg i dag har haft fornøjelsen af at fremlægge sammen med Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige. Tusind tak for, at vi sammen her forsøger at gøre op med den løbende lagerbeskatning af iværksættere, som ønsker at børsnotere deres virksomheder. Og tak til de partier, der også – i hvert fald i ord – bakker op, og så håber vi på, at det hele lykkes til sidst.
For I skal huske på, at vi i stedet foreslår, at beskatningen skal ske på realisationstidspunktet, når aktierne er solgt, gevinsten er realiseret og iværksætterne har pengene i hånden. Vi vil altså ikke fjerne beskatningen. Bemærk: Det Konservative Folkeparti er ikke ude på at fjerne den her beskatning; vi er kun ude på at indrette den klogere.
Vi foreslår, at skatteministeren finder jahatten frem og fremlægger forskellige modeller for, hvordan det konkret kan gøres. For det er sådan, vi styrker dansk iværksætteri, danske virksomheder og danske arbejdspladser til gavn for hele samfundet. Tak.