Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 42:

Forslag til folketingsbeslutning om at igangsætte en kulegravning af anbringelsesområdet.

Af Mette Thiesen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 28.02.2023).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til social- og boligministeren.

Det her er ved gud i himlen den mærkeligste timing, jeg har prøvet længe i dansk politik. Vi er ikke nået til midnat endnu, men vi står her, få døgn før vi behandler det, der er kulegravningen af anbringelsesområdet, nemlig den første del, der hedder barnets lov. Jeg har set loven digitalt, så derfor var jeg lidt i tvivl om, hvor mange sider den var på, men jeg tror, vi kom op på, at det er 1.100 sider plus følgelovgivning, så vi nærmer os 1.500 sider. Det kan godt være, at man fra de forskellige partiers side ikke er enige i alt i barnets lov, men at tale om, at det ikke skulle være en kulegravning og en kæmpe forandring af anbringelsesområdet, begriber jeg simpelt hen ikke. Det kan man så være uenig i, det er fair and square, men at bede om en kulegravning på det tidspunkt, efter et bredt flertal i Folketinget har besluttet den mest vidtrækkende aftale, efter min mening, på anbringelsesområdet i mange, mange år, er simpelt hen meget mærkværdigt! Men mærkværdigheder har også deres plads, og særlig når vi nærmer os midnat. Så lad os da endelig bare tage en diskussion af det. På den baggrund kan I nok regne ud, at vi fra regeringens side ikke er vanvittig meget indstillet på at skulle starte en kulegravning 3 dage inden førstebehandlingen af bemeldte lovforslag på 1.100 sider.

Men jeg vil gerne takke for anledningen til at tale om anbragte børn, for der er simpelt hen noget, der falder mig for brystet i den debat. Og det er, at jeg mener, at forældrene er kommet til at fylde for meget i den debat. Jeg mener, at børnene er kommet til at fylde for lidt, og jeg mener, at forældrene i deres rolle som forældre for børnene også er kommet til at fylde for lidt. Når jeg siger det på den måde, er det, fordi jeg mener, at vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan. Jeg tror faktisk ikke, jeg kan forestille mig noget værre, jeg tror faktisk, tanken om, at mine børn blev anbragt, ville være det værste mareridt, man kunne udsætte mig for. Det tror jeg er en hvilken som helst forælders allerværste mareridt. Derfor er der jo ingen tvivl om, at når vi har med anbringelse at gøre, skal vi være vanvittig varsomme, og vi skal gøre tingene vanvittig ordentligt. Derfor er det også vigtigt, at der ikke bliver begået fejl på det her område.

Det, som jeg egentlig synes er det vigtigste i forbindelse med forældrerollen, glider i baggrunden, og det er det, der handler om den biologiske forælder, som har svært ved tilværelsen, og hvis barn bliver anbragt. Der bruger vi simpelt hen for få kræfter på at hjælpe den forælder. Vi har for lidt fokus på, at den forælder skal kunne være forælder. Det er et af de skridt, jeg mener vi får taget med barnets lov på fredag, som jeg er stolt af og glad for at være med til at gennemføre, og den del har fået for lidt luft. Det vil sige, at der bliver diskuteret retssikkerhed op ad stolper og ned ad vægge, og det er ikke, fordi jeg er uenig i det, for selvfølgelig skal der være retssikkerhed, selvfølgelig skal der være orden i de sager; det giver sig selv. Det er også derfor, man har gennemgået 722 sager, tror jeg det er – hæng mig ikke op på det præcise tal, men det er lige deromkring – og anbringelsesfundamentet er jo i orden. Det gælder ikke bare i langt de fleste tilfælde, men i langt mere end 90 pct., langt mere end 95 pct. af sagerne. Hvis man kogte det ned, ender vi på, at der er et par stykker, hvor der er tvivl, og der er så en enkelt, der står tilbage. Og det vil sige, at ja, man kan godt finde enkeltsager, hvor der har været problemer, men de enkeltsager bliver blæst op til, at jeg synes, at det kommer til i offentligheden at lyde, som om alle mulige børn bare bliver anbragt. Jeg har sågar hørt forældre, altså helt almindelige forældre i helt almindelige familier, som har et helt almindeligt barn, der har et handicap, og så er de blevet bekymret for, om deres barn lige pludselig skal anbringes uden for hjemmet. No, no, der er vi slet ikke som samfund; vi er der bare slet ikke. Og det vil sige, at den diskussion omkring retssikkerhed snublende nemt bliver til noget, hvor vi får jaget en skræk i livet på forældrene, hvor de bare aldrig ville komme i nærheden af at få fjernet deres barn – de ville aldrig komme i nærheden af at få fjernet deres barn.

Det betyder jo ikke, at der ikke kan være forældre til børn med handicap, der får fjernet deres barn, ligesom forældre til børn, der ikke har et handicap, også kan få fjernet deres børn. Men i den offentlige debat bliver det indimellem oversat til, at det så lige pludselig skulle være noget, alle mennesker skal gå og være bange for. Der er 13.500 anbragte børn i Danmark – 13.500. Der er 20.000 heroinmisbrugere i Danmark, og så er der ret mange mennesker, der f.eks. ikke er heroinmisbrugere. Der er i øvrigt også nogle af heroinmisbrugerne, der godt kan være forældre, men der er også rigtig mange af dem, der ikke kan. Det er bare for at få sat nogle af de her tal i relief.

Jeg synes, det her er så alvorligt et område, men der er en fornemmelse af, at man lige pludselig får kørt en debat et sted hen, hvor en masse mennesker så skal gå og være bange for, at deres barn bliver fjernet, men det behøver de ikke at være; det er meget få forældre i vores samfund, der får deres barn fjernet. Og jeg har hørt folk, der har siddet i børn og unge-udvalg igennem mange år, sige, at de aldrig har været med til behandling af sager, hvor de har været det fjerneste i tvivl, og indimellem bliver jeg træt af, rystet over, at få enkeltsager får lov til at fylde på den måde, som de gør. Det er meget få gange, jeg har hørt forældre til børn, der er blevet anbragt uden for hjemmet, sige, at de mener, at alt det, der står, er helt rigtigt. Ja, det er rigtigt, jeg har drukket og taget stoffer, og jeg har ladet være med at trøste mit barn, efter det har ligget i tis og bræk og det, der er værre, i 3 døgn. Det er virkelig ikke så tit, det bliver skrevet på Facebook; det er virkelig ikke særlig tit, det bliver skrevet på Facebook. Men hvis der er nogen, der i den her Folketingssal tror, at det ikke sker, tager de fejl; så tager de jo simpelt hen bare fejl. Der er børn i det her land, der vokser op i nogle forhold, som de fleste af os simpelt hen tror er løgn, og de har fortjent at få en bedre tilværelse, de har fortjent, at vi ser dem, de har fortjent, at vi tror på, at barnet står i sin egen ret. Nej, børn er ikke deres forældres, børn er deres egne, og hvis forældrene er ude af stand til at tage sig af dem, fordi de kokser på stoffer, lader dem ligge og græde i flere dage uden at trøste dem eller, eller osv., de bliver udsat for vold, for seksuelle overgreb, for alt muligt andet, så skal vi som samfund og fællesskab selvfølgelig værne om de børn. Og for nogle af de børns vedkommende er løsningen at fjerne dem fra deres forældre. Derfor mener jeg, at børn skal ses som det, de er, nemlig deres egne.

Nå, vi kommer til at have diskussioner, kan jeg forstå, i Folketingssalen også, om, hvorvidt der skal være forvaltningsdomstole og andre ting. Jeg håber sådan, at debatten i dag vil afspejle, at man selvfølgelig fra Folketingets partiers side er lige så optaget af børnene, som man er af forældrene. Det vil være min forventning. Det håber jeg bliver sådan med den debat, vi får i dag, og jeg håber også, det vil være sådan på fredag, for jeg synes, den offentlige debat i den senere tid har båret ufattelig meget præg af et spørgsmål om retssikkerheden for nogle forældre. Den skal selvfølgelig være i orden, og det synes jeg er en nobrainer, for selvfølgelig skal den være i orden, men debatten har handlet ufattelig lidt om børnene, og derfor var jeg så glad for, at TV 2 tog handsken op og viste os en tankevækkende dokumentar om Joannahuset og om de børns kamp for at få lov til at blive anbragt. Vi skal bare lige huske, at det er den vej rundt. Der er børn i det her land, der kæmper en brav kamp for at få lov til at blive anbragt uden for hjemmet, og imens det foregår, diskuterer det voksne Danmark, om alle procedurer er blevet overholdt. Det er jo ikke, fordi jeg ikke synes, de procedurer skal overholdes, for selvfølgelig skal de overholdes, men det er bare interessant, at perspektivet er på det med procedurerne og ikke på det, at der under 3 km herfra sidder en flok børn, som kæmper en brav kamp for at få lov til ikke at skulle hjem til nogle forældre, som ikke er i stand til at tage vare på dem. Det synes jeg måske er en forvrængning af perspektiver.

Men jeg glæder mig til debatten på fredag, og jeg vil bare sige, at det er den mærkværdigste timing af et beslutningsforslag nogen sinde. Men tak for ordet.

Tak for det. Der er to, der har bedt om korte bemærkninger. Først fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Så er vi i gang! Det undrer mig sådan set, at ministeren mener, at det er dårlig timing. Jeg synes, det her er fremragende timing. Nu er det også lang tid siden, jeg fremsatte beslutningsforslaget. Jeg er bare nødt til at sige, at barnets lov jo ikke er en kulegravning af anbringelsesområdet. Det er lovgivning oven på lovgivning oven på lovgivning.

Altså, kunne vi ikke starte med fuldstændig at få undersøgt det her område, få sikret os, at dem ude i kommunerne faktisk overholder gældende lovgivning? Vi har desværre bare set rigtig mange eksempler på det modsatte i det seneste stykke tid. Kunne vi ikke sikre os, at de ikke begår så grove fejl, så der simpelt hen fremgår fuldstændig faktuelt forkerte ting af de her forskellige sager?

Nu vil jeg i øvrigt sige, at ministeren nævner det her om, at forældre til børn med handicap bare skal tage det helt roligt. Ja ja, men autistiske børn tvangsfjernes altså tre gange oftere end andre børn, og der er nogle ret reelle bekymringer i forhold til det her, men vi har altså set eksempler fra Langeland, vi har set eksempler fra Frederiksberg, hvor der faktisk er nogle mennesker, som er i gang med en retssag imod kommunen, fordi der er begået så uduelig sagsbehandling. Så mener ministeren helt reelt set, at det kunne være på tide, at man undersøgte, om hele systemet overhovedet var skruet rigtigt sammen?

Det er faktisk det, det her beslutningsforslag går ud på. Er børn og unge-udvalget det rigtige? Er Ankestyrelsen uvildig? Det er alle de her forskellige ting, det handler om, sådan at vi netop sikrer retssikkerheden både for forældre, men sådan set også for de børn, som ministeren nævner.

Ministeren.

Jeg står her med en sammenfatning af afrapporteringen af kulegravningen af anbringelsesområdet fra februar 2021, som var den kulegravning, som lå til grund for den lovgivning, vi skal behandle på fredag. Februar 2021 – det er så lang tid, det her har været undervejs, og det er jo et udtryk for, at det er et stykke ufattelig grundigt arbejde, der er lavet.

Det er min forgænger, fru Astrid Krag, der var socialminister på det pågældende tidspunkt, som har sat det i gang, har bedt om at få en kulegravning, har fået lavet kulegravningen, har fået den udleveret i februar 2021, og som efterfølgende så har taget initiativ til drøftelser med organisationerne på området oven på kulegravningen med alle Folketingets partier, og har landet en bred politisk aftale, som vi på fredag skal behandle mere end 1.000 siders lovgivning omkring. Jeg har simpelt hen svært ved at se for mig, at man kan lave et mere grundigt arbejde. Så hatten af for min tidligere kollega. Jeg glæder mig til at behandle det, der var produktet af kulegravningen fra det tidspunkt.

Fru Mette Thiesen.

Jeg vil starte med at sige, at det da er dejligt, at ministeren synes, at ministerens forgænger var grundig. Jeg har meget få rosende ord for den tidligere minister. Jeg ved ikke rigtig, hvad hun i øvrigt bedrev. Barnets lov – ja, den blev forhandlet hjem med et bredt flertal, og den skal vi drøfte på fredag, så den vil jeg egentlig tage ud af den her diskussion.

Men vi har ikke på baggrund af de massive problematikker, som har været rejst, undersøgt, om Ankestyrelsen er uvildig. Jeg er bare nødt til at sige, at der er rigtig meget, der tyder på, at den ikke er det. Vi har ikke kigget på børn og unge-udvalget. Vi har så mange høringssvar. Vi har så mange bekymringer, bl.a. også fra Justitia, der er bekymret for, om det overhovedet ligger, hvor det skal, ude i kommunerne.

Så er der også en helt anden debat, i forhold til at kommunerne i dag fuldstændig – fuldstændig! – uden nogen som helst konsekvenser kan bryde lovgivningen, kan gøre mere eller mindre, hvad der passer dem. Der er ingen sanktioner. Mener ministeren reelt set overhovedet ikke, at der er brug for at undersøge noget som helst?

Ministeren.

Hvis vi fra regeringens side havde ment, at det ikke var en god idé at undersøge noget som helst, så havde vi jo ikke sat den kulegravning i gang. Vi har den opfattelse fra regeringens side, at det er vigtigt, at det her arbejde bliver gjort grundigt. Det er jo ikke noget, man gør med let hånd. At anbringe børn er efter min mening den alvorligste og den mest indgribende ting, vi overhovedet kan gøre som samfund. Derfor synes jeg egentlig ikke, det er overraskende, når der bliver lavet så langvarigt et stykke arbejde, at kulegravningsrapporten ligger i februar 2021, og nu behandler vi lovgivning.

Så kan det godt være, at man bliver utålmodig. Det kan godt være alt muligt andet. Jeg mener, at man skal være så meget på den sikre side, i forhold til hvordan man gør de her ting, og derfor har der ligget så langvarigt et stykke arbejde bag det. Det mener jeg ikke er en undladelsessynd eller noget andet fra min tidligere kollegas side, men det er jo simpelt hen et spørgsmål om, at det her skal gøres ordentligt, at det skal gøres grundigt. Der er alle de der lette stik: Ja, der bliver begået fejl, og ja, det må ikke ske, og ja, det vil vi gerne være med til at stramme op omkring, men det er jo ikke fejl i anbringelsesgrundlaget, og det ville jeg egentlig gerne bede ordføreren bekræfte. For det, der jo er tilfældet, er, at der er ekstremt få sager, hvor det er selve anbringelsesgrundlaget, der bliver bragt spørgsmål om. Det er jo procesfejl, og det synes jeg man skylder at fortælle.

Fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak til ministeren for ministerens tale. Ministeren siger, at familier ikke skal være så bekymrede. Men det var jo Socialdemokratiet med Mette Frederiksen i spidsen, der gjorde familierne bekymrede i forhold til at få anbringelsesområdet til at handle om antal, altså at man skulle have flere anbringelser, og at man også skulle have flere bortadoptioner. Jeg tror ikke, at der er nogen her i Folketinget, der er uenige i, at det ikke handler om antal, men at det handler om, at det er børn, der bliver anbragt på et veldokumenteret grundlag, men også et retssikkerhedsmæssigt grundlag, i forhold til at det jo er noget af det mest indgribende, man kan gøre over for en familie.

Derfor bliver jeg også lidt ked af det, når jeg hører ministeren sige, at man taler for meget om forældrene og for lidt om børnene, for familierne er jo en samlet enhed. De er ikke modsætninger til hinanden. Altså, forældrene er jo ikke modsætninger til børnene, og børnene er ikke modsætninger til forældrene. Så det handler vel om, at vi som samfund gør det bedste for alle parter i forhold til det retssikkerhedsmæssige, at vi sikrer børnene en god start, og at vi sikrer, at forældre ikke bliver efterladt på perronen, når der sker en anbringelse eller en tvangsbortadoption.

Ministeren.

Det er ikke særlig mange områder på socialområdet, hvor man kan sige, at der er under 10-20 pct. fejl. På anbringelsesområdet er der 1 pct. fejl. Jeg anerkender, at der er fejl – 1 pct. fejl. Og det synes jeg bare er vigtigt at holde fast i, inden alle folk bliver skræmt fra vid og sans ved risikoen for, at deres børn lige pludselig skulle blive anbragt på et fejlagtigt anbringelsesgrundlag. Der er 1 pct. fejl.

Nu missede jeg faktisk den anden del af spørgsmålet – beklager. Den bliver jeg nødt til at få gentaget, for den første del var det her med, hvor mange fejl der bliver lavet. Og den anden del af spørgsmålet bliver jeg nødt til at få gentaget, så den må jeg tage i andet svar.

Fru Karina Adsbøl.

Okay, men det er også sent. Min pointe var bare i forhold til det her område, at det jo er Socialdemokratiet, der har jaget den her skræk i livet på familierne i forhold til at få det til at handle om antal. (Social- og boligministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil): Åh, det var antallet). Ministeren siger, at der ikke sker ret mange fejl, men i Socialudvalget hører vi jo om de fejl, der sker. Vi hører, når reporterne fra Radio24syv afdækker nogle sager. Altså, det er jo de sager, vi får ind på vores bord. Og så kan det godt være, at ministeren synes, det er voldsomt. Men det her er jo noget af det mest indgribende, man kan foretage over for en familie og et barn, så derfor er det så vigtigt i forhold til retssikkerheden, at det selvfølgelig skal være i orden.

Ministeren.

Jeg mener, at retssikkerheden er fuldstændig afgørende. Og det vil sige, at jeg faktisk er ret tilfreds med, at det område på socialområdet, hvor der sker færrest fejl, er på anbringelsesområdet, nemlig kun 1 pct.

Det var spørgsmålet om antallet, jeg ville vende tilbage til. Jeg er så stolt af, at vi på fredag førstebehandler lovgivning, der gør, at man automatisk skal kigge på søskende i forbindelse med en anbringelse. Det kan jo simpelt hen ikke være rigtigt, at vi som samfund går ud og siger: Den forælder og den forælder er ude af stand til at tage sig af deres barn A – helt ude af stand til det, og barnet er anbragt på tvang. Men i erkendelse af noget, jeg ikke rigtig ved hvad er, men jeg har indimellem haft en mistanke om, at det mest var kommunens økonomi, så kigger man ikke på barnets søskende B og C og D og E. Og så kan man komme 5-10 år senere og konstatere, at de forældre sjovt nok heller ikke kunne tage sig af de andre søskende.

Nej, det vil nok være et fåtal af gange, at mor og far er vanvittig dårlige, så dårlige til at tage sig af barn A, at vedkommende skal decideret tvangsanbringes, og at de så vil være verdens bedste forældre over for de andre søskende. Det kan ikke være mange tilfælde. Jeg vil ikke afvise, at de findes, men det kan ikke være mange tilfælde. Og derfor vil jeg sige til spørgsmålet om antallet af anbringelser: Ja, vi har sat rigtig mange penge af til den del, der handler om søskende, men altså, jeg kunne godt tænke mig at se den undersøgelse, der viste, at forældre er vanvittig gode forældre over for alle de andre søskende, på nær lige den ene, vi tvangsanbragte. Jeg tror ikke, det er det, det har handlet om.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

I 99 pct. af afgørelserne om tvangsanbringelse finder Ankestyrelsen ikke en eneste grund til omgørelse. Men lad mig lige minde om, at Ankestyrelsen heller ikke omgjorde de sager fra Langeland, hvor Ombudsmanden måtte gribe ind, og hvor tre børn indtil videre allerede er blevet hjemgivet. 280 sager skal gå om dernede. Og lad mig minde om, at Ankestyrelsen ikke har gjort brug af sanktioner en eneste gang i over 10 år og i godt 500.000 klagesager. Lad mig også minde om, at vi i år har haft 3 beskikkede medlemmer af Ankestyrelsen som whistleblowere, hvoraf den ene bl.a. har udtalt, og jeg citerer: Vi aner faktisk ikke, om vi tvangsfjerner de rigtige børn.

Mener ministeren slet ikke, at der er en rød lampe, der blinker her?

Spørgeren.

Jo, for ellers ville det da være helt utrolig åndssvagt at behandle mere end 1.000 sider lovgivning på fredag – helt utrolig tåbeligt – hvis ikke jeg mente, der var en advarselslampe. Det ville jo være fuldstændig spild af tid, hvis ikke jeg mente, der var et problem, for så kunne vi jo bare beholde den lovgivning, der er. Så når vi fremsætter et lovforslag med så ufattelig mange sider og laver en decideret barnets lov – for første gang nogen sinde i danmarkshistorien laver vi barnets lov som ny hovedlov med det her som et af hovedområderne – så er det nok, fordi vi synes, der er et problem.

Fru Katrine Daugaard.

Men hvis ministeren ellers har læst høringssvarene eller mange af de ændringsforslag, som flere af os partier, der er til stede her i dag, har sendt til ministeren, så tænker jeg godt, at vi kan konkludere, at barnets lov ikke har noget med en kulegravning af anbringelsesområdet at gøre. I forhold til børnene i Joannahuset tænker jeg også at ministeren er enig med mig i, at de er der, fordi kommunerne ikke overholder den nuværende lovgivning.

Ministeren.

Ja, men det er jo ikke på grund af det med Ankestyrelsen, vel? Det er jo ikke på grund af det med Ankestyrelsen. For i alle de der sager, der går ind til Ankestyrelsen, er der jo taget stilling til, om barnet skulle anbringes eller ej. Det, der er problemet for de børn ude i Joannahuset, er jo, at der ikke er taget stilling til, om de skal anbringes – det er jo, at der ikke er taget stilling til det. Så hvis det, der er spørgsmålet, er, om jeg altid mener, at kommunerne gør det rigtige, så er svaret da nej. Hvorfor skulle vi så lave lovgivning, hvor vi laver en automatisk søskendeundersøgelse?

Men hvis det, der er spørgsmålet, er, om de ting, som Ankestyrelsen viser her, giver os et billede af, at kommunerne gør det, der er lovligt, så er svaret ja. Der er ikke nogen andre områder på socialområdet, hvor omgørelsesprocenten er så lille som her. På handicapområdet tilbageviser de vel 30-40 pct. af sagerne til kommunerne og siger: Her er der lavet fejl ud over det hele. På det her område er det 1 pct.! Det er for mange, og jeg vil gerne have det ned på 0 pct., og så er der i øvrigt alt for mange sager, der aldrig er blevet til noget, for børnene fortjente, at vi så dem, bl.a. de børn ude i Joannahuset, og faktisk tog stilling til, om det muligvis var en god idé, at de blev anbragt. Men man kan jo ikke føre noget til Ankestyrelsen, hvor der end ikke har været anbringelsesgrundlag, fordi der aldrig er nogen, der har taget stilling til, om de børn var det rigtige sted.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Jeg bliver lidt ked af det, når ministeren et eller andet sted her siger til mig, at hvis jeg mener, vi skal kulegrave et område, så er jeg faktisk sådan lidt imod, at børn skal have det ordentligt. For det er sådan jeg hører det, men jeg håber ikke, det er sådan. For min problemstilling er, at det ikke behøver at være et enten-eller. Det kan godt være et både-og. Jeg er selv i den situation, at jeg har været i plejefamilie på grund af en stærkt alkoholisk far, så jeg har prøvet det system. Og det var det mest fantastiske, der kunne ske for mig; det var det rigtige.

Men jeg er også som politiker opmærksom på f.eks. en sag fra Hjørring, hvor børnene i en familie bliver skilt fra forældrene og så bliver sat tilbage. Og det eneste, de står tilbage med, er en regning, fordi de ikke har råd til at føre retssagen mod kommunen til ende. Det er der, min bekymring er. Det er derfor, jeg mener, at det her skal kulegraves, for jeg mener, der bliver begået fejl. Det er ikke for at lave et skræmmebillede og sige, at vi skal have fokus på forældrene i stedet for børnene, for det synes jeg faktisk ikke vi skal, men vi skal bare også samtidig sikre, at forældrene har den her retssikkerhed for, at de bliver hørt, og at de her sager bliver fundet. For det er systemet derude, der laver de her fejl, jeg er bekymret for, og det er det, jeg gerne vil have kulegravet. Kan vi finde de fejl og også lave systemet bedre?

Ministeren.

Jamen jeg synes slet ikke, det er et problem, at man gerne vil have en kulegravning. Det er jo det, vi har lavet som grundlag for de lovændringer, der kommer nu. Jeg synes, det er dybt mærkværdigt med endnu en kulegravning. Jeg beskylder ikke nogen for at synes alt muligt mærkeligt, hvis gerne de vil have en kulegravning, for vi har jo selv sat den i gang, kan man sige. Så jeg har bestemt ikke noget imod, at man synes, der er et problem på området og gerne vil have det kulegravet, for det er derfor, vi har gjort det. Det er jo et spørgsmål om at sige, at når vi har at gøre med lovgivning, der er så alvorlig som det her, vil det nødvendigvis, når man laver en kulegravning – man beslutter sig for en kulegravning, laver en kulegravning, inddrager alle interessenter på området, inddrager alle Folketingets partier og kommer frem til at skulle lovgive – være en proces, der tager lang tid. Og det skal den også, for vi skal alle sammen have mulighed for at tænke os grundigt om og blive klogere. Der, hvor vi er nu, står vi ved slutpunktet af den proces. Det er derfor, jeg synes, det er mærkværdigt. Kærligheden til retssikkerheden på det her område synes jeg ikke at der er noget at udsætte på. Det synes jeg kun er en god idé.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Det er heller ikke det, jeg ser som et problem. Jeg er enig i, det er en proces, der tager tid. Men jeg er også enig i, at det resultat, der er kommet nu, og som er på rigtig mange sider, tror jeg allerede nu mange partier herinde har nogle bekymringer om. Er det nok? Er der ting, der skal ændres?

Nu er jeg i et parti, som ikke er bundet af at skulle stemme for forslaget om barnets lov, så det ender jo med, at jeg skal stemme imod noget, fordi jeg ikke synes, det er godt nok. Jeg synes, det er godt, og der er mange gode skridt på vejen, men også meget, jeg ikke synes er godt nok. Det er derfor, jeg tror, det kunne være aktuelt at sætte den her kulegravning i gang allerede nu. Vi ved, det kommer til at tage enormt lang tid. Nu har det jo taget 2-3 år at komme hertil med det her, og vi kan se, at det, der er kommet nu, er godt, men ikke godt nok. Det er derfor, jeg nok ønsker, at den her kulegravning skal sættes i gang, og så kan vi få lavet en barnets lov 2.0, når den forhåbentlig kommer – for det håber jeg virkelig at den gør, for jeg tror ikke, vi er i mål – og så kan man tage hensyn til det og få de informationer ind allerede nu. Det er mere en kommentar, end det er et spørgsmål.

Ministeren.

Man behøver nu heller ikke at stille spørgsmål. Det hedder korte bemærkninger, så alt er godt.

Jeg ved ikke, om man nogen sinde når til et sted, hvor der er sikkerhed for, at ting er gode nok. Det ved jeg simpelt hen ikke om man gør. Jeg synes, vi har gjort os vanvittig umage. Jeg synes, det klæder et meget bredt flertal i Folketinget at have taget ansvaret for det her, også fordi vi jo ikke er enige om alt i det her Folketing, og det er vi slet ikke, når vi diskuterer anbragte børn. Så det vil sige, at der da er blevet klippet en hæl og hugget en tå undervejs i de forhandlinger også rent holdningsmæssigt, og jeg synes, man er kommet et rigtig godt sted hen.

Jeg kan godt forstå, at et flertal af Folketingets partier kunne se sig selv i den aftale, som min forgænger har lavet, og derfor håber jeg da, at man stadig væk holder sammen om det, også selv om der er elementer, hvor man tænker: Kunne man give den en skvis ekstra? Sådan tror jeg da alle tænker, for det er jo også det, der ligger i kompromisets kunst. Og jeg synes, det er utrolig vigtigt, at det er bredt forankret og i øvrigt hen over midten, fordi det er alle vores børn, vi taler om. Det er børnegenerationen i vores samfund.

Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren, så vi siger tak til ministeren. Jeg giver nu ordet til fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Tak, hr. formand. Det er noget af en varm stol, man kommer op til, vil jeg sige, for der var virkelig meget energi. Tak også for kommentarerne, som gav den energi. Jeg kunne godt tænke mig at starte med at sige til Kayla og Ariz, som var med i »De umyndige«, at vi ser jer. Eller rettere sagt, det har vi ikke gjort, men det kommer vi til. Men jeg har også lyst til at sige det til Leika og til Mads fra De Anbragtes Vilkår, som jeg har truffet gentagne gange, og som har klædt mig på i forhold til det her. De har været anbragt på det børnehjem, som min mor faktisk tog sin pædagoguddannelse på, Dalgården i Aarhus, og fortalt om, hvordan det var at vokse op i familier, hvor man havde brug for anbringelser. Men jeg har også lyst til at sige det til KE og til A, som jeg ikke kan sige navnene på her i dag, for det er navne, som kun jeg kender. Det er børn, som ikke blev set i tide. Dem fik jeg i mine hænder og skulle give en krammer, og de havde blå mærker på kroppen, og vi fik taget billeder ude på Skejby Sygehus. De blev først efterfølgende anbragt, men de blev anbragt, fordi der var voksne som mig og mine kollegaer, der vedholdende sagde, at det her skulle undersøges.

Jer, der har set filmen »Submarino« af Thomas Vinterberg, har set børn, der vokser op og bliver voksne, der ikke kan finde ud af at sætte grænser og ikke kan finde ud af at være ordentlige voksne. Det er ikke sådan, at det er alle voksne, som oplever det, men vi kan se, at hvis ikke man får taget hånd om sit liv, skal der ikke skubbes så meget til en, før man kommer ud af balance, når man bliver voksen. Kære kolleger, I skylder jer selv at se »Submarino«. Jeg fandt mig selv råbende og skrigende mod sagsbehandleren på skærmen, da jeg så den: Så gør dog noget, så gør dog noget! Så slukkede min mand for skærmen, for så syntes han, det var nok. Men det at se så vanvittig en beskrivelse, som Thomas Vinterberg laver i »Submarino« af netop alle de forskellige voksne, der er omkring børnene, som ikke gør noget, fremkaldte den reaktion. Jeg ved godt, det her beslutningsforslag ikke omhandler børnene på den måde, jeg beskriver her, men det omhandler en kulegravning, og det er jo derfor, vi er her, for vi er her for børnenes skyld. Vi er her, fordi vi ønsker, at børn skal have en god opvækst, uanset hvad det er for en familie, de kommer fra.

Jeg synes, ministeren klart har redegjort for, at timingen er skæv og upræcis, og i stedet for ser vi frem til at få behandlet forlaget om barnets lov på fredag. Det er gode, vigtige diskussioner, og for Socialdemokratiet er udsatte børn og unge nogle, som har vores allerstørste omsorg og opmærksomhed. Tak til Mette Thiesen og Dansk Folkeparti for at rejse spørgsmålet. Vi er ikke altid enige. Faktisk har vi på dette område nogle heftige og livlige diskussioner. Men det her Folketing er nødt til at forholde sig til, at der findes børn, som ikke har det godt i den familie, de er født ind i, og det er pinedød nødvendigt, at vi tager ansvar for det. Det, at vi overhovedet diskuterer, hvordan børn vokser op i det her land, er væsentligt, og det vil jeg gerne anerkende. Men Socialdemokratiet kommer ikke til at støtte beslutningsforslaget.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Og tak for talen. Nej, vi bliver ikke enige – heller ikke om det her, for i Dansk Folkeparti står vi også på retssikkerhedens side. Og jeg ved godt, at statsministeren holdt en nytårstale, hvor hun fortalte, at en af de vigtigste ting for Socialdemokratiet var flere tvangsanbringelser og flere bortadoptioner. Og jeg ved godt, at man siden dengang har arbejdet benhårdt på, at det skulle ske. I Dansk Folkeparti er vi bare ikke enige i den præmis, og der er ikke nogen herinde i den her Folketingssal, som ikke anerkender, at der selvfølgelig er nogle børn, der ikke skal være hjemme hos deres forældre. Det anerkender vi alle sammen.

Dér, hvor vi adskiller os fra hinanden, er, at vi i Dansk Folkeparti faktisk insisterer på, at vi skal holde kommunerne og systemet op på, at den lov, der allerede er i dag, dæleme skal overholdes; at folk ikke må miste deres børn på et fejlagtigt grundlag; at man ikke skal stå som forældre og kæmpe imod et kafkask system, som vi desværre har set talrige eksempler på. Der kommer til at køre retssager i Langeland Kommune, i Frederiksberg Kommune og sikkert også rigtig mange andre steder, netop fordi systemet fejler. Hvorfor er det, at Socialdemokratiet er så forhippet på flere anbringelser i stedet for at undersøge, om systemet egentlig fungerer i dag?

Ordføreren.

Jeg synes overhovedet ikke, det giver mening at tale måltal, som ordføreren gør her. Jeg synes, at det handler om Ariz i Joannahuset, som det blev nævnt i min ordførertale på talerstolen lige før. Her må man jo sige, at der er et håndgribeligt eksempel på, hvad der sker, når børn ikke bliver anbragt i tide. Her er et ungt menneske, der skulle have været anbragt væsentlig før. Og så er det jo, at det eksempel kommer med at kigge på, at vi skal have mulighed for at kunne anbringe tidligere. Og hvis Ariz var blevet anbragt på et væsentlig tidligere tidspunkt, ville han også have været en anbringelse mere.

Noget af det, jeg synes er stærkt ved den lov, vi skal behandle på fredag, handler om søskendedelen, altså at man som kommune også skal kigge på de andre søskende. Derfor er der jo mulighed for, at der bliver flere og tidligere anbringelser. Men der er ingen måltal.

Fru Mette Thiesen.

Det har Socialdemokratiet også sagt før, altså at der ikke er nogen måltal, men det var jo sådan set det, vi hørte, og jeg er bare nødt til at anfægte den præmis. Hvis vi kigger til andre lande og der bliver afholdt et valg i et land, hvor 99 pct. stemmer på den ene kandidat, så vil vi som regel sætte spørgsmålstegn ved, om det valg er foregået ordentligt. Derfor synes jeg også, at man skal stille sig selv det her spørgsmål: Når 99 pct. af alle de afgørelser, som Ankestyrelsen tager stilling til, bliver stadfæstet og vi efterfølgende kan se, at Ombudsmanden må gå ind i nogle sager og simpelt hen hjemgive nogle børn, som er blevet fjernet på et fejlagtig grundlag, er der så reelt ikke noget i systemet, vi skal have kigget igennem? Jeg synes simpelt hen, det skriger til himlen.

Ordføreren.

Jeg synes egentlig, ministeren tidligere sagde, at der har pågået en kulegravning. Vi har haft en forhandling, og det er jo derfor, vi kommer med barnets lov, og jeg synes sådan set, at også Mette Thiesen skal være glad for og stolt af den aftale, vi står med, og som Dansk Folkeparti jo også har været med til at bakke op om. Det er jo væsentligt at tage det udgangspunkt, at vi gør det her for børnene, og den del håber jeg vi kan samles om.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Tak. Der er jo sket meget siden den kulegravning, som ministeren talte om. Vi er blevet noget mere oplyste om, hvad der foregår, især i forhold til retssikkerheden for forældre, som har fået tvangsfjernet deres børn uretmæssigt, som fru Mette Thiesen påpeger. Det er én ting, og den har med retssikkerhed at gøre og måske i høj grad også forældres retssikkerhed. Jeg kan nu ikke se, hvorfor den skal stå i modsætning til børnenes retssikkerhed.

Men nu nævner ordføreren selv Ariz fra Joannahuset, og jeg kunne godt tænke mig at stille ordføreren et meget direkte spørgsmål. Ariz er et barn, som selv fortalte og råbte højt til Gud og hvermand, der ville høre på ham, at han blev udsat for vold i sit hjem. Mener ordføreren, at han med den nuværende lovgivning skulle have været fjernet?

Ordføreren.

Tak. Jo, han burde have været anbragt ifølge gældende lovgivning.

Fru Karina Daugaard.

Jeg hedder Katrine!

Så er ordføreren jo også enig i, at lovgivningen ikke bliver overholdt. Så Mette Thiesens påstand om, at vi laver lovgivning på lovgivning, som ikke bliver overholdt, er jo rigtig, og derfor bør man kulegrave, hvad det præcis er, der er galt, siden lovgivningen ikke bliver overholdt ude i kommunerne.

Ordføreren.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at gentage det, der er blevet sagt fra talerstolen af ministeren, altså at der er pågået en undersøgelse, en kulegravning, og at der er pågået et forhandlingsrum, hvor vi er blevet enige om, at vi skal gøre noget.

Så selvfølgelig er jeg enig i, at det ikke har været godt nok, at det ikke er godt nok derude. Det synes jeg også jeg i min ordførertale har været ekstremt præcis om. I forhold til hvert eneste barn, der ikke får muligheden for en tryg barndom, er det jo ikke godt nok.

Nu giver jeg ordet til fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Jamen det er også ved at være sent, så jeg kan godt forstå, hvis folk er ved at være lidt trætte.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge ordføreren om noget, for det er jo rigtigt, hvad fru Katrine Daugaard siger i forhold til det med, at lovgivningen ikke er blevet overholdt og fulgt, hvis det er, at et barn, som faktisk skulle være anbragt, ikke bliver anbragt. Omvendt er den jo heller ikke overholdt og fulgt, hvis et barn, som ikke skulle have været anbragt, bliver anbragt, kan man sige. Altså, det gælder begge dele. Jeg tror også, Justitia er ude med den kompleksitet i forhold til deres retssikkerhedsmæssige undersøgelse.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ordføreren om noget i forhold til det her område, når ordføreren siger, at børn jo har ret til en god barndom, og at det skal vi selvfølgelig sikre. Men synes ordføreren, at man gør det, når man ikke som samfund sikrer sig, at når man anbringer et barn, så anbringer man det til noget bedre end det, det kommer fra? For vi har jo set gentagne svigt – svigt på svigt – af børn, som er blevet anbragt, hvor man ikke har fulgt op på den anbringelse, der har været.

Ordføreren.

Jeg er simpelt hen rigtig glad for, at jeg fik det spørgsmål. For der var faktisk noget, jeg havde glemt at sige i min tale, nemlig at det jo er første skridt, vi kommer til at tage på fredag – jeg er rigtig, rigtig glad for, at Karina Adsbøls tidligere parti var med, og jeg håber også, hun kommer med sammen med Danmarksdemokraterne. Men det næste, vi har lovet med »Børnene først«, er jo både at lave en plejefamiliereform, en efterværnsreform og i det hele taget at kigge på, hvad det er for en type anbringelse, vi laver.

Så det har ordføreren da fuldstændig ret i. Vi er da nødt til at sikre, at man kommer et godt sted hen. Gør det så, at vi ikke skal anbringe børn? Nej. For det handler om, at vi er nødt til at gøre begge ting på en gang. Vi er altså nødt til at skabe gode, ordentlige familieplejer, vi er nødt til at skabe ordentlige opholdssteder, og vi er nødt til at anbringe de børn, der lever i familier, de ikke kan være i. Og det er vi nødt til at gøre på en gang.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg er da glad for, at jeg kan gøre ordføreren glad. Men det her handler jo ikke om, om man er for eller imod anbringelser. Altså, jeg kan slet ikke forstå, at ordføreren får det til at lyde, som om det er det, det handler om.

Det handler da vel om, at man, hvis man som samfund anbringer et barn væk fra dets familie, så sikrer, at det får et bedre barneliv, og at der ikke sker det, som vi har været vidne til både i en TV 2-dokumentar og andre steder, nemlig at børn så bliver udsat for overgreb og vold de steder, de bliver anbragt.

Altså, det er jo det, man mangler i dag. Det er jo det her med at følge op på den kvalitetssikring, som burde være sådan, at man, når man anbringer børn, også sikrer sig, at man anbringer dem til noget bedre.

Ordføreren.

Selvfølgelig. Selvfølgelig skal vi sikre, at børn har en god opvækst. Det er jo det, vi har påtaget os ansvaret for. Vi er nødt til at sikre, at de plejefamilier, de opholdssteder, de miniinstitutioner, man kommer hen til, hvis man er i den situation, at man er anbragt, er gode og ordentlige. Samtidig er vi nødt til at sørge for, at de børn, som er i familier, de ikke kan være i, også bliver anbragt.

Der er ikke flere korte bemærkninger til fru Camilla Fabricius. Vi siger tak, og jeg giver nu ordet til den næste ordfører, fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak for det, formand. Tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her forslag, som vi behandler en sen tirsdag aften, også selv om jeg må sige, at jeg ikke helt forstår, at vi skal diskutere det nu her i aften, når vi faktisk skal behandle det her forslag på fredag, altså i den samme uge. Som ministeren jo også var inde på, har der været en kulegravning, og jeg forstår det her beslutningsforslag på den måde, at man mener, at der skal ske en ny kulegravning. Derfor er vi i Venstre, for at gøre det ganske kort, ikke enig i, at man skal lave en ny kulegravning.

I beslutningsforslaget her, som Dansk Folkeparti har fremsat, er det, som jeg læser det, et spørgsmål om at gå i gang med en kulegravning. Det var jo det, der skete tilbage i 2021, hvor der netop skete en omfattende kulegravning af anbringelsesområdet. Så medmindre jeg har misforstået Dansk Folkepartis forslag, må jeg sige, at vi i Venstre selvfølgelig ikke kan bakke op om en ny kulegravning. Jeg synes, at vi skal komme videre og dermed også få taget debatten på fredag og så få stemt aftalen igennem, som et bredt flertal i Folketinget jo var enige om. Så vi kommer ikke til at stemme for det her beslutningsforslag.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og først er det fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Det kan godt være, at ordføreren ikke forstår forslaget. Det virker heller ikke, som om ordføreren har læst det, for en del af det her er, at man skal kigge på Ankestyrelsen, bl.a. på baggrund af nogle af de argumenter, som jeg har nævnt tidligere. Jeg kunne i øvrigt bedre lide ordføreren, da ordføreren var i opposition. Det virker, som om man bare har adopteret Socialdemokratiets holdning på området, for jeg husker da i hvert fald en tidligere Venstreordfører på det her område, der var noget mere skarp i retorikken, også i forhold til retssikkerheden for forældrene i det her.

Det bliver sådan en lidt underlig debat. Altså, det her forslag handler grundlæggende om, om vi har et system, der fungerer i dag. Virker børn og unge-udvalgene? Er Ankestyrelsen uvildig? Bliver lovgivningen overholdt? Er kommunerne overhovedet kompetente til at sidde med så skrøbeligt et område? Det her er det mest skrøbelige område overhovedet af alle områder i hele Danmark. Det her handler om, at staten går ind og tager folks børn. Så jeg kan slet ikke forstå, at Venstre har så lemfældig en tilgang til det. Det var i hvert fald ikke mit indtryk, at det var Venstres holdning tidligere, da man sad i opposition, men jeg kan så forstå, at man nu er smeltet sammen med Socialdemokratiet på også det her område.

Ordføreren.

Det her var også Venstres holdning, da vi sad i opposition. Venstre er jo med i den politiske aftale »Børnene Først«. Da fru Marlene Ambo-Rasmussen var socialordfører, da hr. Hans Andersen sad med i forhandlingslokalet og, hvis vi går længere tilbage, for den sags skyld også da fru Marie Bjerre var socialordfører, sad de og forhandlede time efter time og havde rigtig mange møder, og vi er jo en del af den politiske aftale. Og det er i forlængelse af den politiske aftale, at vi har en lovbehandling på fredag.

Fru Mette Thiesen.

Det kan jeg godt huske. Jeg kan godt huske de lange aftener og den meget, meget langvarige behandling, der var af barnets lov, fra et fuldstændig grotesk første udgangspunkt. Men jeg kan også huske en ordfører, som var meget skarp i forhold til de problematikker, der også åbenlyst ligger.

Regeringspartierne, den her masse af politiske partier, som er smeltet sammen, bliver ved med at snakke om, at vi skal behandle barnets lov på fredag. Det, vi taler om nu, er, at vi skal have undersøgt det system, der er i dag. Vi kan se så mange sager, hvor børn er blevet fejlagtigt anbragt. Der kommer til at køre retssager i Langeland Kommune og Frederiksberg Kommune, og der er masser af andre eksempler. Her i weekenden var der ovenikøbet en artikel om grønlandske børn, som der også er nogle åbenlyse problematikker om, eksempelvis når man laver de her forældrekompetenceundersøgelser. Der er masser af problemer på det her område, så jeg synes bare, det er fuldstændig naturligt, at man som ansvarlig politiker siger: Vi kan se, der er nogle åbenlyse problemer; vi er simpelt hen nødt til at finde ud af, om systemet overhovedet fungerer, og også gerne, før man måske laver lovgivning oven på lovgivning.

Ordføreren.

Jeg forstår simpelt hen ikke, hvor Dansk Folkepartis ordfører vil hen, for jeg anerkender da helt klart, at som det er i dag, er der steder, hvor det ikke fungerer godt nok. Men vi har jo også et nyt lovforslag, som vi skal drøfte på fredag, og som vi forhåbentlig også kommer til at vedtage. Nu talte ordføreren om, at man, hvis man er et ansvarligt parti, også går med og kæmper de her kampe. Der kommer jo flere ting, som vi skal kæmpe sammen om i forlængelse af det her, og hvis man melder fra på fredag, synes jeg da, det er ærgerligt, for så kommer vi ikke til at drøfte bedre kvalitet på plejefamilieområdet og for den sags skyld efterværnsområdet, og det er jo næste skridt.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, om ordføreren er enig i, at der er retssikkerhedsmæssige problemer på anbringelsesområdet.

Ordføreren.

Ja, jeg vil sige det på den måde, at jeg har oplevet situationer, hvor jeg har tænkt, at her var der retssikkerhedsmæssige udfordringer, og det gælder måske både, hvis man tager forældrekasketten, men så sandelig også, hvis man tager barnekasketten på.

Fru Katrine Daugaard.

Så når den nuværende lovgivning ikke overholdes, hvad er det så i barnets lov, der gør, at fremtidig lovgivning skulle blive overholdt?

Ordføreren.

Altså, hvis jeg bare skal slå ned på et par steder, så tror jeg på, at bl.a. den del, der handler om, at man fremadrettet også skal kigge på søskende, kan være med til at øge retssikkerheden. Jeg tror også på, at det, der er skrevet, ind i forhold til at der bl.a. skal være to sagsbehandlere på i nogle af de svære sager, også kan være med til at give en øget sikkerhed.

Fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Nu ved jeg ikke, om ordføreren kan huske Barnets Reform, men formålet med Barnets Reform var jo netop, at børn skulle inddrages og høres, også i forhold til børnesamtaler – altså alle de intentioner, som også den lovgivning, vi skal behandle på fredag, handler om. Men udfordringen er jo netop, som også fru Katrine Daugaard siger, at den lovgivning, Barnets Reform, aldrig nogen sinde blev implementeret rigtigt i alle 98 kommuner. Det har vi været vidne til, også i forhold til de undersøgelser, der har været – også undersøgelser, i forhold til om børnene blev hørt, om der blev afholdt børnesamtaler, om børn blev inddraget efter modenhed og alder, som der jo står i den nuværende lovgivning. Så er der ikke nogen retssikkerhedsmæssige bekymringer også i forhold til det?

Nu bygger man så ovenpå med barnets lov, og der har man nogle gode intentioner, men når vi nu har været vidne til en lovgivning, som ikke har været ordentligt implementeret, hvad vil ordføreren så gøre for at sikre, at den her gang lykkes det?

Ordføreren.

Med den politiske aftale, der er indgået, og med så mange partier, der har bakket op og har siddet i så mange timer og er nået frem til enighed om, at det her er bedre end det, vi har i dag, må jeg sige, at jeg har tillid til, at det bliver bedre. Det er min overbevisning. Jeg ved godt, at der også sidder nogle her i Folketingssalen i aften, som er nyvalgte, men jeg har tillid til, at man, når man har brugt så mange timer på det her arbejde, er nået frem til noget, som gør, at det bliver bedre, end det er i dag.

Spørgeren.

Jo, men det var jo ligesom også det, Barnets Reform skulle gøre – altså, der var også alle de gode intentioner. Men udfordringen er, når det skal ud at virke i 98 kommuner, at tingene så ikke bliver ordentligt implementeret, og at der ikke bliver fulgt op på det – altså kvalitetssikringen i forhold til det arbejde.

Er ordføreren ikke bekymret for det? Vi har jo faktisk set i forhold til Barnets Reform, at man ikke har overholdt og fulgt de ting, man skulle, og det er jo der, jeg tror man har en bekymring i nogle af partierne herinde i Folketinget.

Ordføreren.

Jamen jeg kan sagtens følge, at når man har 98 kommuner, vil man formentlig også både om 2 år og om 5 år og om 15 år kunne finde nogle eksempler på, at det ikke er blevet gjort godt nok. Men jeg må stadig væk sige, at jeg er fuldt overbevist om, at det her bliver bedre end det, vi har i dag. Og det er egentlig også derfor, jeg håber, at der er en bred opbakning til, at vi nu slår det her fast og kommer videre, så vi kan komme i gang med at tage de næste vigtige skridt, som jeg også nævnte, især i forhold til at sikre kvaliteten i plejefamilierne, men for den sags skyld også i forhold til bedre efterværnsordninger.

Der ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Anni Matthiesen. Og jeg byder nu velkommen til fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Tak. Jeg vil gerne starte med at påpege, at vi i Moderaterne er virkelig glade for, at vi her i Folketingssalen har stort fokus på anbringelsesområdet. Børn og unge, der ikke kan bo hos deres forældre, er altså vores ansvar – et ansvar, vi skal tage alvorligt. Og det gør vi alle sammen herinde i Folketingssalen.

Der kan være forskellige ulykkelige årsager til, at børn ikke kan bo hos deres forældre, men vi ved alle, at forskellige ulykkelige omstændigheder kan gøre det svært, hvis ikke umuligt at tage vare på sine egne børn.

Det er et område, hvor vi ikke må svigte. Vi har et særligt ansvar for, at anbringelse af børn og unge sker med de anbragte børn i centrum – med de anbragte børn i centrum! Det ansvar er jeg enig med Dansk Folkeparti i at vi ikke løfter tilstrækkeligt i dag. Og derfor agter vi i Moderaterne og heldigvis også i den samlede regering at gøre noget ved netop det problem. Derfor er der slet ikke tale om en uenighed imellem forslagsstillerne og regeringen, når det handler om formålet med beslutningsforslaget, vi behandler her i dag.

Jeg noterer mig, at forslagsstillerne med beslutningsforslaget ønsker en kulegravning af hele anbringelsesområdet. Helt konkret vil man pålægge regeringen at igangsætte kulegravningen inden udgangen af 2023. Det glæder mig, at flere partier ønsker at se på anbringelsesområdet, men vi mener, at forslaget her blot vil forhale løsninger af de problemer, vi kender, samtidig med at det ikke umiddelbart vil tilvejebringe ny viden. Anbringelsesområdet har været genstand for en række afdækninger og undersøgelser. Det gælder bl.a. en kulegravning, som udkom i 2021, mens der også er foretaget en række andre undersøgelser. Med andre ord kender vi problemerne; vi kender mange af problemerne. Så hvorfor ikke gå i gang med sammen at se på løsninger i stedet for? Det tror jeg vil være i flere anbragte børn og unges interesse.

Derfor er jeg så glad for, at vi i regeringen med barnets lov tager første skridt mod at forbedre anbringelsesområdet. Helt konkret sikrer vi flere rettigheder til børnene, en større stemme til børnene og ikke mindst et forbedret og mere tidssvarende syn på børnene. Barnets lov skal også gøre op med tungt og unødigt bureaukrati, som skaber løsninger til gavn for systemet frem for løsninger til gavn for det enkelte barn. Med barnets lov bliver indsatsen tilrettelagt ud fra den enkeltes behov, og der bliver sat tempo på sagsbehandlingen. Foruden barnets lov er det også vigtigt at nævne aftalen om »Børnene Først« fra 2021, som skal styrke kvaliteten i sagsbehandlingen.

I regeringen tror vi på, at der skal tænkes bredt, hvis vi skal løse udfordringerne på anbringelsesområdet, og derfor er vi som nævnt i gang med flere indsatser, der skal styrke både retssikkerheden og kvaliteten for anbragte børn og unge. Vi kender problemerne, og vi skal ikke nøle med løsningerne. Derfor mener vi ikke, at en ny kulegravning er svaret nu. Vi vil tage handling og fokusere på problemerne. Derfor vil vi også i regeringen tage initiativ til nye tiltag på anbringelsesområdet fremadrettet startende med barnets lov, som jeg glæder mig til at drøfte med Folketingets partier. Derfor stemmer Moderaterne imod dette ellers velmenende forslag.

Tak for det. Og der er tre korte bemærkninger, først fra fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Det her beslutningsforslag handler ikke om barnets lov, det handler heller ikke om for eller imod anbringelse, men det handler om, om der er brug for en kulegravning, i forhold til at lovgivningen ikke overholdes. Hvordan ser Moderaterne en løsning på, at lovgivningen bliver overholdt?

Ordføreren.

Lovgivningen mener vi jo altid skal overholdes. Vi starter med barnets lov, hvor vi har to socialrådgivere på de mest komplekse sager, så de kan støtte hinanden og have fire øjne på sagen. Det synes jeg som det første er et rigtig, rigtig godt tiltag. Derudover er der 13.500 anbragte børn i Danmark. Jeg har hørt her i salen her i aften, at der er blevet nævnt to kommuner, hvor der har været enkelte problemer. Vi skaber en fortælling om, at hele anbringelsesområdet står i flammer. Det tror jeg ikke på det gør, men én fejl er en fejl for meget, og herinde er det vores job at skabe rammerne for, at de dygtige socialrådgivere, der arbejder med de her sager, ikke begår fejl, for det er der jo ikke nogen der er interesseret i. Der er ikke nogen, der er interesseret i ikke at hjælpe de her børn. Det er den værste position, du kan stå i som barn og som forælder.

Så jeg forstår slet ikke den retorik, som vi bekriger hinanden med her. Skulle vi ikke sammen finde løsninger på de problemer, der er, og undersøge, hvad problemerne er, efter at vi har indført barnets lov, hvor vi faktisk prøver at gøre noget ved dem?

Fru Katrine Daugaard.

Det er simpelt hen helt utroligt, det er åbenbart, som om jeg snakker sort. For nu har jeg stillet alle regeringspartierne stort set det samme spørgsmål om, hvordan vi overholder lovgivningen, og I bliver ved med at snakke om, hvordan man skaber noget nyt i barnets lov. Ingen svarer på spørgsmålet, og det må jo være, fordi I ikke har et svar på det.

Men altså, det her er jo langt værre end enkeltsager. Nu ved jeg ikke, hvor meget ordføreren følger med på området, men der er jo tale om Frederikssundskandalen, Bornholmskandalen, Frederiksbergskandalen, Tårnbyskandalen, Langelandskandalen. Københavns Kommune overholder ikke lovgivningen, Frederikssund Kommune overholder ikke lovgivning, og det samme gælder Viborg Kommune, Svendborg Kommune, og jeg kan blive ved med at nævne flere. Jeg kan også vise eksempler på konkrete lovbrud, hvis ikke ordføreren er klar over, at det foregår.

Hvordan får vi kommunerne til at overholde lovgivningen?

Ordføreren.

Jeg tænker ikke, at ordføreren taler sort, og jeg synes faktisk, at jeg svarer på ordførerens spørgsmål. Vi får to socialrådgivere på komplekse sager, to kompetente fagfolk på komplekse sager. Vi sørger for at fjerne noget bureaukrati, så man ikke bruger sine ressourcer på de mindre komplekse sager, men på de komplekse sager, for netop at styrke kvaliteten og overholde lovgivningen.

Tak for det. Hr. Kim Edberg Andersen.

Tak for det. Jeg tror, det gik galt i den her debat allerede fra starten, fordi vi har en minister, som brænder rigtig meget for børnene, og så fik vi kørt en stemning lidt højt op herinde. Det, jeg egentlig vil spørge ind til, er dybest set, at vi har sager i kommunerne, og jeg kan ikke se, at den her lov forholder sig til det.

Jeg tror personligt, at det gik galt, allerede dengang vi fjernede tjenestemændene og vi fjernede retten for socialrådgivere til nogle gange at stå fast. Og vi har et kommunalt system, der nogle gange tromler over folk, og det er nok egentlig det, jeg spørger ind til: Hvordan løser vi det?

For det er der, det går galt med retssikkerheden. Det er, når vi har en Rebildsag, hvor guderne skal vide der skete forfærdelige ting, og det eneste, der skete for de her ansatte dernede, var, at der var en kommunaldirektør, der efter lang tid lige stillede op i Nordjyske og sagde: Ej, det er heller ikke godt nok; vi gør det bedre fremadrettet. Det var det. Det er heller ikke i orden.

Så det er ikke et angreb på barnets lov. Det er ikke et angreb på det med, at vi skal passe på børn. Det er simpelt hen bare en bekymring om, at vi ikke har fået skrevet det ind i det. Så ved jeg godt, at så får vi vel et eller andet at vide om, at det er et andet ressort, eller et eller andet andet. Men virkeligheden er, at så må vi jo have fat i de ressorter, så vi får løst det her.

Ordføreren.

På fredag skal vi førstebehandle en lov på 1.100 sider og en følgelov på 400 sider. Jeg hører nogle sige, at det er lovgivning på lovgivning. Det er det ikke. Det er en ny hovedlovgivning. Så jeg synes faktisk, at vi gør noget for at forbedre forholdene.

Men der skal ikke herske nogen tvivl om, at vi i Moderaterne kommer til at følge anbringelsesområdet meget, meget tæt, også når barnets lov er implementeret, for selvfølgelig skal der ikke ske fejl. Der skal da ikke ske fejl. Vi skal minimere fejlene, så vidt det overhovedet er muligt. Men vi bliver også nødt til at stole på, at socialrådgiverne, der sidder med de her sager, er kompetente og får mulighed for at udnytte deres faglighed og ikke løber rundt for at efterleve nogle bureaukratiske krav, der ikke har noget med familierne at gøre. De skal være tæt på familierne. De skal kende familierne, så de kan træffe de rigtige afgørelser for forældrene og børnene.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Jeg ved ikke, om ordføreren ikke vil høre, hvad jeg siger, for det er egentlig ikke et angreb på det, der sker på fredag. Det synes jeg er fantastisk. Det tager vi på fredag.

Jeg er jo hæmmet af selv at have siddet i en kommunalbestyrelse, og jeg har set, hvordan socialrådgivere kommer og går i en forvaltning, fordi de ikke får lov til at være professionelle. Og så er det ligegyldigt, om der er en eller to, for der sker ikke kommunen noget. Det, jeg siger, er, at jeg ikke kan læse i de her 1.300 sider, at der står: Vi har set det i kulegravningen, og vi har tænkt os at gøre det her ved det. Altså, vi skal have styr på, at de laver færrest mulige fejl, og at de har et incitament til at følge barnets lov i stedet for et incitament til at lukke øjnene og spare nogle penge.

Ordføreren.

Jeg hører, hvad hr. Kim Edberg Andersen siger, men jeg vælger at tro på, at når man uddanner sig til socialrådgiver og arbejder inden for børne- og ungeområdet, har man ikke brug for et yderligere incitament ud over at ville hjælpe familierne og at ville hjælpe børnene. Når jeg er på arbejde som sygeplejerske, har jeg da ikke brug for yderligere bekræftelse eller motivation for at hjælpe mennesker i nød. Så det er jo det, det handler om. Det er derfor, du bliver socialrådgiver. Det er for at hjælpe udsatte borgere.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Jeg er sådan set meget enig med ordføreren, og det er også derfor, jeg synes, det er en lidt underlig argumentation, at fordi man har så stor tillid til socialrådgiverne, vil man nu lovgivningsmæssigt gå ind og sætte to socialrådgivere på, for det mener man dæleme ikke de selv kan finde ud af derude – jamen helt ærlig.

Altså, det, vi skal sikre os, er, at der ikke sidder nogen socialrådgivere og opfinder falske diagnoser, bryder lovgivningen og begår så grove og graverende fejl, at det ender med, at folk faktisk får hjemgivet deres børn, fordi børnene er tvangsanbragt på et fejlagtigt grundlag. Det er derfor, vi står her i dag; vi står her ikke i dag for at diskutere barnets lov, og jeg kan godt høre på ordføreren, at ordføreren simpelt hen har øvet sig stolpe op og stolpe ned på at fremføre en kæmpe forsvarstale for barnets lov, men det tager vi på fredag, ikke?

I dag taler vi om, om vi skal kulegrave området: sikre, at gældende lovgivning bliver overholdt, og sikre, at vi har en Ankestyrelse, som rent faktisk er uvildig. Det kan man sætte et kæmpestort, fedt spørgsmålstegn ved i dag. Vi skal sikre os, at børn og unge-udvalget er det rigtige. Det er der mange dygtige mennesker, også på det område, der sætter kæmpestore spørgsmålstegn ved i dag, og vi ser sag på sag, hvor ganske almindelige danskere kæmper imod et fuldstændig vanvittigt system, som tager deres børn fra dem.

Hvad vil Moderaterne gøre for at sikre, at gældende lovgivning bliver overholdt?

Ordføreren.

Nu er det jo ikke nogen hemmelighed, at Moderaterne er rimelig hooked – nej, det må jeg ikke sige, så jeg vil sige, at vi er meget opsatte på frisættelsesdagsordenen. Vi ønsker jo, at socialrådgiverne udfører det arbejde, de har uddannet sig til, tæt på familierne og tæt på børnene, så de netop ikke forhaler sig og ikke får overholdt gældende lovgivning.

Når vi har to socialrådgivere på de komplekse sager, handler det egentlig ikke om, at vi ikke stoler på dem. Det handler om, at hvis man sidder dag ud og dag ind og læser om børn, der bliver voldtaget eller slået eller sultet eller ligger i deres eget tis og lort i flere dage og ikke bliver trøstet, så kan det godt være rimelig hårdt. Så er det ret rart at have en makker, som man lige kan læne sig op ad. Det handler om at skabe et godt arbejdsmiljø, så vi også holder på vores dygtige socialrådgivere. Det synes jeg er et enormt godt tiltag på anbringelsesområdet.

Men nej, vi synes ikke, det er nu, at vi skal kulegrave området. Jeg hører, hvad ordføreren siger, men det er ikke nu, vi skal kulegrave, når vi står og skal indføre en ny lovgivning lige om lidt.

Fru Mette Thiesen.

Ordføreren har ikke siddet i Folketinget særlig længe, men ordføreren er virkelig blevet politiker i forhold til at svare på spørgsmål, for ordføreren svarer overhovedet ikke på spørgsmålet.

Hvad vil Moderaterne gøre for at sikre, at gældende lovgivning bliver overholdt? Det er et meget enkelt spørgsmål. Så jeg kunne egentlig bare godt tænke mig, at ordføreren reelt set svarede på det i stedet for at blive ved at tale udenom og snakke om alt muligt andet, som vi skal drøfte på fredag. Hvad vil Moderaterne og regeringen konkret gøre for at sikre, at kommunerne overholder gældende lovgivning?

Ordføreren.

Det kunne også godt være, at jeg bare er dygtig til mit arbejde. Men lad det nu ligge.

Det, Moderaterne vil gøre for at sikre, at kommunerne overholder gældende lovgivning, er det, vi gør med barnets lov. Det er at fjerne nogle af proceskravene i de mindre komplekse sager, så socialrådgiverne har tid til at være i de her komplekse sager. Jeg har ikke hørt ordføreren komme med nogen svar på, hvad ordføreren vil gøre for at sikre, at de overholder det, men jeg glæder mig til at høre det.

Tak for det, og der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Rosa Eriksen, og jeg byder nu velkommen til den næste ordfører i talerrækken, fru Theresa Berg Andersen fra Socialistisk Folkeparti.

Det her beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti lægger op til en igangsættelse af en kulegravning på anbringelsesområdet. Og den skal igangsættes hurtigst muligt med nedsættelse af en hurtigtarbejdende ekspertgruppe. Kulegravningen skal identificere udfordringerne på området og komme med nogle anbefalinger til, hvor retssikkerheden kan forbedres. De punkter er vi i SF egentlig helt enige i at der skal kigges på. Det er jo også derfor, at vi gik med ind i forhandlingerne omkring barnets lov. Her har vi haft et massivt fokus på nogle af de ting, som vi har talt om i dag, nemlig at sikre to socialrådgivere på svære sager. Der skal en ny børne- og familierådgiveruddannelse til for at styrke sagsbehandlernes kompetence og kvaliteten i sagsbehandlingen. Det skal sørge for at forbedre kvaliteten i anbringelserne og for et mere rettighedsbaseret efterværn.

Senere i den her uge, mine damer og herrer – og jeg ved ikke, om vi har fattet det i den her proces – skal vi førstebehandle barnets lov, og der udmønter vi jo dele af »Børnene Først«-aftalen. Med »Børnene Først« udmønter man ikke kun barnets lov. Der ligger noget mere ud over den. For i aftalen indgår der nemlig også, at vi senere skal forhandle om elementer om bedre sagsbehandling, anbringelse og efterværn – alt det, jeg var inde på lige før.

Der er altså nedsat en arbejdsgruppe til at se på vilkårene i plejefamilier, og den forstår jeg er i gang. Der er også nedsat en arbejdsgruppe, der skal se på en model for ny børne- og familierådgiver. Den skulle have afrapporteret inden udgangen af 2022, men den rapport er forsinket. Der udestår derfor meget vigtige forhandlinger på det her område, som vi håber på at vores minister snart vil følge op på. Ligeledes skal der også sættes gang i nogle drøftelser om nytænkning af efterværnet i 2022, og det er også nogle forhandlinger, der mangler. Ikke mindst fremgik det også, at vi skulle se på kvaliteten i anbringelse på døgninstitutioner og opholdssteder i forlængelse af en evaluering af det specialiserede område. Men heller ikke her er vi kommet i mål og i gang med vores drøftelser.

Ministeren henviser i dag til en rapport, som jeg regner med at vi skal åbne op og kigge ind i. Det er ærgerligt, for der er nogle forbedringer på det her område, som vi i SF mener vil imødekomme formålet med det beslutningsforslag, som ligger her i dag. Derfor kan jeg ikke sige på stående fod, om SF støtter beslutningsforslaget. For os er det vigtigt, at der bliver indkaldt til forhandlinger, for vi tror på, at det er de her forhandlinger, der er med til at forbedre kvaliteten i vores anbringelser. Så i SF kan vi på stående fod ikke sige, om vi støtter forslaget. Det vigtige for os er, at der efter på fredag bliver indkaldt til de nødvendige forhandlinger

Tak for det. Og der er en enkelt kort bemærkning. Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak til ordføreren for talen, og jeg ved også, at ordføreren har nogle reelle bekymringer, og det er nogle af dem, som vi også deler i Dansk Folkeparti i forhold til anbringelsesområdet. Også tak for den store indsigt i området. Kan ordføreren bekræfte mig i, at man med det nuværende grundlag – den tidligere undersøgelse, der har ligget, barnets lov osv. – ikke på den baggrund har nogen afgørelse i forhold til uvildigheden i Ankestyrelsen, eller i forhold til hvorvidt Ankestyrelsen er uvildig, eller om børn- og unge-udvalg egentlig er den rigtige model for anbringelser, i forhold til at man heller ikke på det punkt sikrer – sikrer – at lovgivningen bliver overholdt, og at der heller ikke bliver taget stilling til, om man skulle gå en anden vej i forhold til f.eks. at sanktionere kommunerne, når de ikke overholder gældende lovgivning? Er ordføreren ikke enig med mig i, at alle de ting slet ikke bliver adresseret? Det er jo sådan set derfor, vi står her i dag. Det er, fordi vi kan se, at der er nogle ting, der er fuldstændig graverende forkerte. Vi kan sagtens blive enige om, at der er gode tiltag i barnets lov. Men der er nogle helt grundlæggende ting, som ikke er blevet endevendt, og som ikke er blevet undersøgt. Og det er derfor, vi står her i dag.

Ordføreren.

Det anerkender jeg. Der er masser af sager, hvor ting ikke er blevet behandlet godt nok. Vi skal hele tiden huske herinde, at der står nogle rigtig dygtige sagsbehandlere derude. Vi peger med én finger ud på de sagsbehandlere hele tiden, men vi skal kigge på de sidste tre fingre, som peger ind mod os selv og den lovgivning, vi har været med til at lave. Og det er den lovgivning, som vi skal udfordre med barnets lov, og det, jeg siger, er, at der skal laves en opkvalificering af de socialrådgivere, som sidder med de her opgaver, så de kan træffe nogle bedre beslutninger, så man ikke står i Ankestyrelsen. Det tror jeg på vil hjælpe. Samtidig bliver der snakket om uddannelse, men jeg tror også, det er vigtigt at sige, at ud over uddannelse bliver der nævnt noget om at kigge på søskende. Så der er mange elementer i barnets lov, som vi tror på hjælper på vej. Men vi skal huske, at der ligger nogle flere ting i den her aftale, som der skal kigges på og forhandles om efterfølgende.

Fru Mette Thiesen.

Det er jeg sådan set meget enig med ordføreren i, og vi er sådan set også enige om mange af de ting, der kommer efter, og der er mange vigtige områder, vi skal adressere. Det, der sådan set er hovedbekymringen for mit vedkommende og for Dansk Folkepartis vedkommende, er, at vi har et system i dag, hvor man har set, at lovgivning, som er blevet vedtaget tilbage i 2011, eksempelvis med Barnets Reform, ikke bliver overholdt i dag, ikke bliver implementeret i dag, og i hvor mange kommuner – det har ordføreren for Liberal Alliance, fru Katrine Daugaard, også nævnt – vi har set de her skandalesager. Og der er jeg bare nødt til at sige, at der må man jo tænke: Der er et eller andet rivravruskende galt. Skulle vi ikke sætte os ned og få det undersøgt? Og jeg sætter mig meget gerne ned og åbner aftalen om »Børnene Først« igen og kigger på de problematikker, der er, også for at indføre en sanktionsmulighed over for kommunerne, mange af de her forskellige ting. Men vi er bare nødt til at sikre, at allerede gældende lovgivning i dag bliver overholdt.

Ordføreren.

Jeg glæder mig til at tage hul på den debat på fredag. Det er ingen hemmelighed, at vi kommer til at appellere til, at der bliver flyttet nogle kommaer og punktummer her og der. Det er ikke sikkert, at det er det, vi når i mål med, men så ved jeg også, at der fra ministerens side er lagt op til, at vi så må kigge på barnets lov nummer to. Men vi er helt sikre på og håber og tror på det bedste indtil på fredag, og vi tror på, at vi kan skubbe noget i den rigtige retning. Det er det, SF er sat i verden for.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi siger tak til fru Theresa Berg Andersen, og jeg byder velkommen til fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand, og tak for ordet. Jeg kan også allerede nu sige, at jeg ikke når at sige alt, hvad jeg har på hjerte. Jeg har jo som tidligere socialordfører ad flere omgange her i Folketingssalen netop fremsat forslag om en kulegravning på anbringelsesområdet, og det her forslag er så en redigeret udgave af et tidligere forslag, som jeg dengang fremsatte på baggrund af tænketanken Justitias rapport, som kom i september 2018, og som hed »Tvangsanbringelser – retssikkerhed i en kompliceret beslutningsproces«.

I rapporten dengang havde Justitia undersøgt processen, fra kommunen bliver opmærksom på et barns mistrivsel, til afgørelsen om tvangsanbringelse er truffet, med særlig fokus på de retsgarantier, som skal sikre familiens retssikkerhed, og i rapporten blev der identificeret en række retssikkerhedsmæssige udfordringer ved den nuværende ordning, som bl.a. omfattede, at der var mangelfuld vejledning, når forældre skulle beslutte, om deres barn skulle anbringes frivilligt, for derved at undgå en tvangsanbringelse, at afgørelser om tvangsanbringelse træffes af børn og unge-udvalget, der ikke er uafhængigt af den forvaltning, som har oplyst og behandlet sagen, at akutte afgørelser blev truffet af en lokalpolitiker uden faglig viden om området, og at børn ikke blev inddraget tilstrækkeligt i deres egen sag.

Dengang kom Justitia altså frem med en række retssikkerhedsmæssige udfordringer, og efterfølgende har flere medier, herunder Radio24syv i »Reporterne«, dokumenteret lovbrud på området, og radiokanalens afdækning af fejl og lovbrud i Langeland Kommune i forbindelse med håndteringen af sagsbehandlingen i anbringelsessager har affødt krads kritik fra Ankestyrelsen. Det medførte jo også, at en rapport fra konsulenthuset Marselisborg Consulting, som Langeland Kommune bestilte, viste, at der var mangelfuld dokumentation, manglende forældreinddragelse, og det blev bl.a. konkluderet, at halvdelen af sagerne i kommunen burde gennemgås igen, at familieafdelingen har været underprioriteret, og at der manglede kvalitetsløft på flere områder i anbringelsesprocessen, hvilket også medførte væsentlig kritik fra Ankestyrelsen.

Radio24syv har jo også dokumenteret, at der er tre whistleblowere i Ankestyrelsen, som har bevidnet flere forskellige ting. Man har været ude med, at fiktive diagnoser blev godkendt, at børn ikke blev ordentligt udredt m.m. Og det er jo blot nogle af de sager, vi har været vidne til og vi har hørt om her, altså at der er store udfordringer på området, og det er jo også de udfordringer, vi hører om, som vi reagerer på i dag, når vi debatterer det her. Jeg finder det vigtigt, at der fortsat er et øget fokus på det her område, og at vi netop får lavet forbedringer på området, som gavner børnene, som gavner deres familier, og som gavner plejefamilierne og netværket.

Jeg kan huske, at Karen Hækkerup tilbage i 2013, da hun var socialminister, også satte en undersøgelse i gang i forhold til plejefamilieområdet, fordi man gerne ville forbedre det, og tingene går bare så langsomt herinde. Da jeg fremsatte beslutningsforslaget om en kulegravning, blev der så også lavet en beretning her fra Folketingets side, men jeg synes, det blev sådan en amputeret kulegravning, den daværende minister foretog. Hvis vi nu husker tilbage til, da Barnets Reform blev vedtaget, handlede det netop om, at man ville sikre en kontinuitet i anbringelsen, at man ville sikre en stabil og nær voksenkontakt for udsatte børn, at man ville styrke hensynet til barnets tarv, at man ville sikre udsatte børns rettigheder, og at man ville sikre den tidlige indsats og sikre mere kvalitet både i sagsbehandlingen og i indsatsen, og det er jo sådan set også noget af det, man ønsker med barnets lov, som vi skal behandle på fredag.

Vi har desværre ofte oplevet noget af det stik modsatte mellem børn og deres familier og netværk eller andre tilknytningspersoner, eller at det, når det drejer sig om plejefamilier og tidligere plejefamilier bliver skåret ned til et minimum i forhold til samværet med børnene, og det er med den begrundelse, at det er af hensyn til barnets sundhed og trivsel, at der ikke skal være kontakt. Vi har også hørt, at børn og unge ofte ikke bliver hørt i forhold til deres ønsker og behov – det har undersøgelser også vist – og at der er mangel på kvalitetssikring i § 50-undersøgelser. Hold da op, og se, det var det, jeg sagde fra starten af: Jeg har så meget på hjerte, og jeg kan jo fortsætte på fredag.

Men jeg vil lige slutte af med at sige i forhold til kulegravningen her, som er et forslag, som jeg selv tidligere har stillet, bare i en mere pyntet udgave, at det jo ikke er sådan, at vi ikke skal fortsætte det arbejde på det her område. Vi skal i hvert fald styrke retssikkerheden på det her område. Og vi vil i Danmarksdemokraterne gerne være med til at styrke retssikkerheden. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak. Når jeg læser beslutningsforslaget, står der jo, at man pålægger regeringen inden udgangen af 2023 at igangsætte en kulegravning af hele anbringelsesområdet. Jeg tænker bare: Kan ordføreren ikke give mig ret i, at der er sket en kulegravning af anbringelsesområdet?

Ordføreren.

Jeg havde jo selv et beslutningsforslag her i salen, da jeg var socialordfører for Dansk Folkeparti, netop om, at vi skulle have en kulegravning og nedsætte en ekspertgruppe. Ud af det beslutningsforslag kom der så også en beretning om det her.

Jo, der har da været, jeg ved bare ikke rigtig, om jeg skal sige en kulegravning, for udfordringen var netop den, at det blev en sådan lidt amputeret udgave af en kulegravning, for der er jo mangler, kan man sige, netop også i forhold til de punkter, som blev rejst, og også i forhold til de punkter, Justitia har rejst. Men udgangspunktet må være, og det tror jeg vi alle sammen har en interesse i, at sikre retssikkerheden på det her område. Det er utrolig vigtigt, da det jo er et stort indgreb i familien og i børnenes liv.

Fru Anni Matthiesen.

Nu deltog jeg ikke selv i de her forhandlinger, men har fået refereret fra dem af Venstres ordfører på de her områder. Og da fru Karina Adsbøl var med i Dansk Folkeparti, bakkede Dansk Folkeparti jo op om den politiske aftale »Børnene Først«. Der har jeg bare brug for at høre Danmarksdemokraterne, hvor Danmarksdemokraterne står i forhold til »Børnene Først«.

Ordføreren.

Det får vi jo rig lejlighed til at debattere på fredag også, men jeg kan godt sige, at dengang jeg var ordfører i Dansk Folkeparti, var det jo så sådan, at jeg fandt det vigtigt at sidde med ved forhandlingsbordet og derefter kunne være med til at forbedre det. Så blev jeg løsgænger og blev ikke inviteret med mere til de møder, der var. Så i forhold til det at være tovholder og i forhold til det at følge det lovforslag, der også kom, og komme med forbedringer, så fik jeg ikke en jordisk chance for det.

Som medlem af Danmarksdemokraterne synes jeg, at der er mange gode ting i forslag til barnets lov, men der er også en del ting, der bekymrer mig i forslag til barnets lov. Så der er nogle rigtig gode ting, og der er nogle ting, jeg synes man skal gøre bedre.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Karina Adsbøl. Og jeg byder velkommen til fru Katrine Daugaard fra Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Vi har nu i årevis været vidne til, at det, der i starten blev kaldt for enkeltsager om alvorlige lovbrud i anbringelsessager, pludselig er væltet frem i en lind strøm, således at man vist roligt kan fastslå, at der er store retssikkerhedsmæssige problemer på anbringelsesområdet. Vi har bl.a. hørt om Frederikssundskandalen, Bornholmskandalen, Frederiksbergskandalen, Tårnbyskandalen og ikke mindst Langelandskandalen, som jeg selv har kigget godt og grundigt ned i.

I mange af landets kommuner har man store problemer med at overholde lovgivningen. Det være sig i form af brud på retssikkerhedsloven, offentlighedsloven, forvaltningsloven og serviceloven, bl.a. i form af manglende partshøringer, manglende partsinddragelse, manglende børnesamtaler, manglende udredninger, manglende samtykke, inden man henter personlige papirer om borgere, manglende journalisering, borgere, der tildeles fiktive diagnoser af sagsbehandlere, sagsbehandlere, der sletter og retter i borgeres journaler, sagsbehandlere, der spørger om at igangsætte en borgers fødsel, for at de kan gå på ferie som planlagt, eller sagsbehandlere, der slet og ret skriver og opdigter fiktive børnesamtaler. Vi ved, at autister har tre gange så stor risiko for at blive fjernet fra deres hjem, bl.a. fordi alt for få udredes, før de anbringes. Utilstrækkelig faglighed leder ikke alene til dårlig økonomi, men også store personlige tab og svigt, som præger en resten af livet.

Så er det godt, vi har Ankestyrelsen. Ankestyrelsen er nemlig den uafhængige instans, som man kan påklage kommunernes afgørelser til. Ankestyrelsen behandler ca. 50.000 kommunale klagesager årligt og har fogedfunktion, så de kan sanktionere kommunerne. Og skal vi tro deres egne tal, er de helt afsindig dygtige til deres arbejde i Ankestyrelsen. For ikke nok med, at Ankestyrelsen stadfæster 99 pct. af indklagede tvangsanbringelser årligt, så stadfæster domstolene også 99 pct. af Ankestyrelsens afgørelser. Det er jo helt utrolige tal, særlig hvis man sammenligner med strafferetssagerne. Men i strafferetssagerne har man selvfølgelig også mulighed for at få belyst og afhørt begge parter i sagen ordentligt, få afhørt vidner samt forsvare sig i timevis, nogle gange dagevis, imod anklagerne. I anbringelsessager har man 15-20 minutter til at forsvare sig i meget komplicerede sager. Men i 99 pct. af de påklagede afgørelser om tvangsanbringelse finder Ankestyrelsen altså ikke grund til omgørelse.

Lad mig blot minde om, at Ankestyrelsen heller ikke omgjorde de sager fra Langeland, hvor Ombudsmanden måtte gribe ind, og hvor tre børn indtil videre nu er hjemgivet. Lad mig minde om, at Ankestyrelsen ikke har gjort brug af sanktioner en eneste gang i over 10 år og godt 500.000 klagesager. Lad mig minde om, at vi faktisk har haft tre beskikkede medlemmer af Ankestyrelsen, som har whistleblowet, som det så fint hedder, og hvor den ene faktisk har udtalt, at de ikke aner, om de anbringer de rigtige børn.

Jeg mener, der er noget helt galt her. Derfor vil jeg gerne sige tak til fru Mette Thiesen for at tage initiativet til et beslutningsforslag om en kulegravning af anbringelsesområdet. Jeg og Liberal Alliance deler dine bekymringer og ønsker om kulegravning af anbringelsesområdet. LA støtter forslaget.

Tak for det. Der er to, der har ønske om korte bemærkninger. Først er det fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Tak for ordet. Jeg fornemmer, at ordføreren er meget kritisk over for anbringelsesområdet og også over for det lovforslag, der kommer på fredag. Hvordan kan det være, at Liberal Alliance gik med i aftalen »Børnene først«?

Ordføreren.

Nu handler det her lovforslag i dag jo om en kulegravning, ikke om barnets lov; den debat skal vi tage på fredag, og det glæder jeg mig rigtig meget til. Men modsat regeringspartierne, som heroppefra, når der blev svaret på spørgsmål, kun ville snakke om barnets lov, så vil jeg gerne snakke om det, som det her handler om, nemlig en kulegravning af anbringelsesområdet.

Fru Rosa Eriksen.

Nu er der jo for nylig lavet en kulegravning, som netop sætter fokus på de problemer, der er, og de problemer er så med i barnets lov. Jeg undrer mig over, hvordan en ny kulegravning, som vil koste penge og tage rigtig lang tid, skal løse de problemer, de her børn står i lige nu. Måske kan ordføreren gøre mig klogere?

Ordføreren.

Altså, hvis den kulegravning havde været ordentlig og tilstrækkelig, havde alle tre regeringspartier her jo kunnet svare mig på det spørgsmål, jeg gentagne gange har stillet jer alle sammen her i aften: Hvordan får vi kommunerne til at overholde lovgivningen? Et så simpelt spørgsmål kunne ikke blive besvaret af et eneste af regeringspartierne her i aften.

Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Jeg vil egentlig bare sige tak til ordføreren for et fantastisk samarbejde og en fremragende tale. Og jeg vil bare sige til de ordførere, som sidder her i dag, at de skal lytte til fru Katrine Daugaard, for hun har faktisk sat sig rigtig meget ind i tingene og ved rigtig meget om det her område. Jeg er rigtig glad for at samarbejde med ordføreren på det her ekstremt vigtige område. Så det var egentlig bare en kommentar.

Ordføreren.

Tak, og i lige måde. Jeg sætter også stor pris på samarbejdet.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Katrine Daugaard. Jeg byder velkommen til fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti.

Mange tak, formand. Og tak til Dansk Folkeparti for forslaget her, som jo er en redigeret genfremsættelse fra samlingen 2019-20. Vi har i den konservative folketingsgruppe drøftet det her beslutningsforslag, og vi synes faktisk, at timingen for det er skæv. Det er jo sådan, at vi i den her uge skal behandle, som flere andre ordførere også har været inde på, barnets lov, og lige præcis barnets lov er jo netop lavet, fordi der var nogle ting, som ikke fungerede, som de skulle. Derfor lavede vi jo barnets lov, og det var også på baggrund af en kulegravning af området.

Bl.a. har vi jo fået indført en styrket sagsbehandling på de svære sager, hvor der nu skal være to sagsbehandlere på til at vurdere dem og for netop at styrke retssikkerheden og styrke området. Og jeg kan nævne flere andre ting, som er med i den her aftale, f.eks. flere rettigheder til børnene, som får selvstændig partsstatus ned til 10 år; de har ret til at bede om en anbringelse; de har ret til en second opinion. Der er rigtig mange gode ting med i den her aftale, som jo gerne skulle komme de børn, som bliver udsat for omsorgssvigt, til gode.

Så er anbringelsesområdet jo et meget, meget vigtigt område, og derfor skal vi selvfølgelig også holde øje med området og følge det tæt. Men vi mener også, at vi nu skal give barnets lov – den førstebehandler vi på fredag – mulighed for at komme ud at virke i kommunerne, og så må vi jo løbende holde øje og foretage en vurdering af, hvordan det så forhåbentlig kommer til at forbedre området. Og så kan det da godt være, at vi på et tidspunkt måske skulle få VIVE til at lave en analyse af området. Men lad os nu lige få barnets lov ud at virke ude i kommunerne; vi har jo netop lavet den, for at det her område skal styrkes og gøres bedre. Og derfor mener vi, at timingen for det her forslag er skæv.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

Tusind tak. Det var ligesom at høre regeringspartierne. Jeg kunne bare godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren har evidens for, at Ankestyrelsen er hundrede procent uvildig og retssikkerheden er fuldstændig i top. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren mener, at ordføreren på det grundlag, der ligger nu, og med de sager, vi har hørt om, fuldstændig med hundrede procents sikkerhed ved, at børn og unge-udvalget er den fuldstændig rigtige konstruktion, også efter at man har hørt de her mange kritiske stemmer, blandt andet fra Justitia.

Så kunne jeg egentlig bare godt tænke mig at høre: Det Konservative Folkeparti er jo et parti, som normalt kalder sig et lov og orden-parti. Hvordan vil Det Konservative Folkeparti sikre – for det her handler jo om en kulegravning af anbringelsesområdet; det handler jo netop ikke om barnets lov på fredag – at kommunerne overholder gældende lovgivning?

Ordføreren.

Det var jo mange spørgsmål. Jeg skal prøve at nå det inden for den tid, man har til at svare. Jamen altså, nu er det sådan, at vi jo netop har lavet den her barnets lov på baggrund af en kulegravning, der fandt sted tilbage i 2021. Og på baggrund af den kulegravning i 2021 lavede vi barnets lov. Jeg var selv ordfører og har selv siddet og forhandlet det. Vi brugte rigtig mange måneder på at forhandle det, netop for at forbedre nogle ting inden for det her område.

Når den her lovgivning, altså barnets lov, ikke engang er blevet besluttet endnu – den bliver førstebehandlet på fredag – har den jo ikke engang været ude at virke i kommunerne endnu. Og så virker det jo i min verden helt absurd, at vi så skulle igangsætte en ny kulegravning, når den nye lov ikke engang er blevet førstebehandlet og har været implementeret ude i kommunerne. Det giver ærlig talt ikke så meget mening i min verden. Så derfor synes vi at timingen er skæv.

Så kan det godt være, når den nye lovgivning har været ude at virke, at det giver god mening, at vi måske får lavet en undersøgelse af området på et eller andet tidspunkt. Og så er timingen måske mere rigtig.

Fru Mette Thiesen.

Det eneste, der er skævt her, er, at ordføreren ikke svarer på spørgsmålene: Er ordføreren overbevist om, at Ankestyrelsen er uvildig? Er ordføreren overbevist om, at børn og unge-udvalget er den rigtige konstruktion? Har ordføreren og Det Konservative Folkeparti nogle bud på, hvordan de vil sikre, at kommunerne overholder gældende lovgivning?

Ordføreren.

Nej, altså, man kan sige i forhold til børn og unge-udvalgets sammensætning, at det er muligt, at man godt kan sammensætte det på en anden måde, som måske vil sikre en anden behandling af de sager. Det er vi sådan set åbne over for at drøfte.

Så beder ordføreren mig nærmest om at udstede en garanti. Jeg kan ikke udstede nogen som helst garanti for, at der ikke vil ske fejl fremover, ligegyldigt hvad for en lovgivning der bliver implementeret. Når du har med mennesker at gøre, sker der fejl. Det kan jeg ikke stå her på talerstolen og garantere at der ikke gør. Men jeg kan garantere, at vi har været med til at lave en aftale omkring barnets lov netop for at styrke retssikkerheden for borgerne, styrke retssikkerheden for børnene, have fokus på barnets tarv og netop sikre alle børn i Danmark retten til at få en opvækst, hvor de trives, hvor de udvikler sig og ikke bliver udsat for omsorgssvigt.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Nu skulle vi jo ikke snakke barnets lov, men det er sjovt, som det alligevel hele tiden skal handle om det. Jeg søger egentlig svar på – det har jeg forsøgt at finde ud af hele aftenen – hvad det er, I tror der falder ned fra himlen med barnets lov, i forhold til at lovgivningen pludselig skulle blive overholdt, altså ud over at der afbureaukratiseres meget kraftigt, så en masse af det, der ikke bliver overholdt lige nu, jo bliver fjernet. Men hvordan styrker det retssikkerheden?

Ordføreren.

Nu ved jeg godt, at spørgeren er ny og det ikke var spørgeren, der var med til at forhandle aftalen her for Liberal Alliance – det var Ole Birk Olesen – men spørgeren siger noget om, hvordan lovgivningen skulle blive overholdt. Og jeg lytter mig en lille smule til, men det er muligt, at jeg misforstår det, at man faktisk ikke helt har tillid til, at de sagsbehandlere, der er ansat ude i kommunerne, overholder lovgivningen – at man måske bevidst møder op på arbejde og ikke har tænkt sig at overholde lovgivningen.

Nu er jeg faktisk selv uddannet socialrådgiver, og jeg har for mange år siden selv siddet i en kommune med anbringelsesområdet, og jeg har også arbejdet på en døgninstitution, hvor jeg havde kontakten med kommunen i forhold til anbragte børn og unge. Og jeg vil sige, at jeg ikke har mødt nogen i de år, jeg har arbejdet med det her område, som er mødt op på arbejde for at tænke: Nu skal jeg gøre et rigtig dårligt stykke arbejde i dag. Tværtimod, hvis du sidder med det her område, er det, fordi du brænder for det, og fordi du gerne vil gøre en forskel for de her børn og unge.

Fru Katrine Daugaard.

Jamen det er jeg meget enig i. Jeg tror da, at alle, der arbejder på det her område, gør det, fordi de brænder for at gøre en forskel for børn. Det tror jeg også alle os ordførere herinde i dag brænder for. Og derfor er det også vigtigt, at vi får styrket socialrådgiveruddannelsen, for det kan vi jo se den trænger til. Men det er jo ikke lovgivningen, der er noget galt med, det er overholdelsen af lovgivningen, der er noget galt med, og det er derfor, vi står her i dag. Det handler ikke om barnets lov, det handler om, at lovgivningen ikke overholdes. Hvordan vil Konservative sikre det?

Ordføreren.

Jamen jeg prøver at gentage, hvad jeg sagde til den forrige ordfører: Det er jo netop det, vi med barnets lov nu styrker – bl.a. det, at der kommer to sagsbehandlere på. Det er netop for at sikre retssikkerheden, for nogle af de her sager kan være meget komplicerede. Så nu sikrer vi, at der kommer to sagsbehandlere på. Og i forhold til socialrådgiveruddannelsen har vi jo netop også besluttet, at vi skal kigge på en ny børne- og familierådgiveruddannelse. Det er også en del af det her.

Så der er jo rigtig mange elementer i den her aftale, som netop skal være med til at styrke retssikkerheden på området. Så jeg må sige, at netop fordi Liberal Alliance jo selv er med i den her aftale, undrer jeg mig en smule over, at man nu tilgår det sådan meget kritisk. Og jeg kunne egentlig godt tænke mig at stille et modspørgsmål, men det må jeg så ikke heroppe fra talerstolen.

Men der er en enkelt kort bemærkning, og det er fra fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Der er indimellem udfordringer, kan man sige, i forhold til at overholde lovgivningen og implementere lovgivningen. Og jeg er helt enig med den konservative ordfører i, at der ikke er nogen, der tager en uddannelse, fordi man vil gøre det dårligt for nogen. Men der er i hvert fald nogle rammevilkår for mange socialrådgivere, som gør, at det i hvert fald ender sådan, at der sker fejl på området.

Det så vi også i forhold til danmarkskortet over handicapområdet, altså i forhold til at man skulle drøfte det ude i byrådene. Og der var den konservative ordførers kollega, et konservativt byrådsmedlem, så vidt jeg husker, ude at sige, at han sådan set gik ind for tvangsbøder, når man ikke overholdt lovgivningen. Og der skal jeg lige høre: Er det noget, Konservative mener? Hvis man ikke overholder lovgivningen, er der jo i dag mulighed for at uddele tvangsbøder til kommunalbestyrelsesmedlemmer. Er det Konservatives holdning?

Ordføreren.

Jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke har hørt en kollega udtale noget om tvangsbøder, så det er lidt svært for mig at forholde mig til et spørgsmål om noget, som jeg ikke har hørt nogen udtale sig om. Men vi går ikke ind for, at kommunerne skal have tvangsbøder. Og jeg ved ikke, hvad det er for en udtalelse fra en kollega, som ordføreren refererer til.

Fru Karina Adsbøl.

Nej, men så kan jeg følge op på fru Katrine Daugaards spørgsmål i forhold til det med, at udfordringen jo somme tider, når vi laver lovgivning herindefra, er, om den bliver implementeret, overholdt og fulgt. Og nu har vi jo set, at der også har været nogle udfordringer i forhold til Barnets Reform, og det er jeg sikker på ordføreren også ved, altså i forhold til det med børnesamtaler og manglende børneinddragelse, og i forhold til at børn ikke bliver hørt.

Men hvordan kan man egentlig sikre sig det? Altså, går ordføreren ind for, at vi skal have en evaluering efter nogle år af, hvordan det her så har virket i praksis?

Ordføreren.

Jamen det var jo netop det, jeg nævnte i min tale. Når nu barnets lov er blevet implementeret ude i kommunerne og har virket i noget tid, er det da muligt, alt efter hvordan det fungerer, alt efter hvilke tilbagemeldinger vi får, at vi måske skal kigge på at få måske VIVE til at lave en analyse af området og afdække, hvordan det så ser ud.

I forhold til det her med retssikkerheden og i forhold til barnets stemme har vi jo netop styrket barnets stemme, ved at barnet skal høres i egen sag og barnet får selvstændig partsstatus ned til 10 år. Det er jo netop, for at børnene skal høres og inddrages i egen sag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Brigitte Klintskov Jerkel. Jeg byder velkommen til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand. Også tak til Dansk Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag. Jeg vil godt starte med at sige, at jeg sådan set er enig i, at der ikke er nogen tvivl om, at der er retssikkerhedsmæssige udfordringer inden for det her område, og jeg tror heller ikke, at de alle forsvinder med barnets lov. Men ikke desto mindre er der en række ting, som vi prøver at få rettet op på i forbindelse med barnets lov; i hvert fald synes jeg, at timingen i forhold til det her er lidt skæv, når vi her på fredag skal have en førstebehandling af barnets lov, som jo netop indeholder nogle positive elementer, f.eks. – som andre ordførere har været inde på – spørgsmålet om, at der skal være to socialrådgivere i komplicerede sager, og også en forbedring af de faglige kvalifikationer i forhold til sagsbehandlingen.

Så ligger der jo en række elementer, som jeg sådan set er enig med SF's ordfører om, nemlig at det er afgørende, at vi også bliver indkaldt til forhandlinger om det. Og det handler både om spørgsmålet omkring bedre sagsbehandling, spørgsmålet omkring anbringelse og efterværn og spørgsmålet omkring forholdene for plejefamilier og en børnefamilierådgiveruddannelse. Det er jo elementer, der ligger i barnets lov, og jeg kan sådan set kun opfordre ministeren til, at vi snarest bliver indkaldt til forhandlinger, og at vi også kan se, at der kommer fremskridt på de områder.

Derfor synes jeg også, selv om jeg sådan set er enig i de intentioner, der ligger i beslutningsforslaget, at det virker lidt skævt, at vi skal gå ind og lave en kulegravning lige præcis på nuværende tidspunkt. Det betyder ikke, at jeg vil afvise, at det bliver nødvendigt at gøre det efterfølgende, for det er klart, at jeg heller ikke tror, at alle de retssikkerhedsmæssige udfordringer både i forhold til børnene, i forhold til de biologiske forældre og i forhold til plejefamilierne løses med barnets lov. Men ikke desto mindre kommer vi i hvert fald til at tage nogle initiativer, som gerne skulle være med til at forbedre det. Der kan også være andre områder, hvor det kommer til at give nogle udfordringer, men det gør det jo så også endnu mere rimeligt at mene, at spørgsmålet om en kulegravning nok ikke er aktuelt lige nu, men muligvis er det på et senere tidspunkt.

Som sagt er vi fra Enhedslistens side sådan set enige i intentionerne og i, at der ligger store udfordringer på det retssikkerhedsmæssige område. Jeg vil gerne have en førstebehandling og en vedtagelse af barnets lov, og så vil jeg i øvrigt afvente, at vi bliver indkaldt til forhandlinger omkring de elementer, jeg nævnte før. Og med baggrund i det kan det sagtens være, der kan være behov for at se på en kulegravning, men altså, lige nu synes jeg, at det virker lidt omsonst at bruge ressourcer på. Det er dermed ikke en afvisning af, at der kan blive behov for det senere. Så lad os prøve at tage det i udvalgsbehandlingen og se, hvor langt vi kommer i forhold til de forhandlinger, som jeg går ud fra at ministeren indkalder til snarest, om det her – og så tager vi stilling ud fra det. Jeg skal i øvrigt også hilse fra Radikale Venstre og sige, at det også er deres tilgang til det.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Peder Hvelplund, og jeg byder nu velkommen til hr. Torsten Gejl fra Alternativet.

Tak, formand. I Alternativet mener vi, at der er masser af problemer på det her område, ikke mindst med retssikkerheden. Men vi har ikke noget umiddelbart behov for en dybdeborende undersøgelse på nuværende tidspunkt. Med hensyn til barnets lov vil jeg sige, at hvis jeg skulle bestemme, skulle den åbnes, og så skulle vi forhandle tre-fire-fem knaster ud af den. Men det er jo på fredag, vi skal drøfte det. Og med hensyn til den generelle retssikkerhed eller mangel på retssikkerhed, som også ligger som motivation bag det her beslutningsforslag, er jeg fuldstændig enig. Men det mener jeg skal løses ved at lave en forvaltningsdomstol.

Ankestyrelsen har modtaget 500.000 klager på 10 år, der er omgjort hundredtusinder af sager på en lang række områder, og der er ikke lavet en eneste sanktion mod nogen kommuner. Og så er jeg godt klar over, at det kan der nærmest i virkeligheden ikke. Altså, det, der er fuldstændig vanvittigt, er, at så kan kommunerne jo bare fortsætte med at lave fejl. Men så er systemet jo også dysfunktionelt. Derfor mener jeg, at de her retssikkerhedsmæssige problemer, der er på anbringelsesområdet, handicapområdet, sundhedsområdet, socialområdet, beskæftigelsesområdet og på klimaområdet, hvor man fratager folk klageretten, er overalt i vores system.

Derfor fatter jeg heller ikke, at vi er det eneste land i EU, der ikke har en forvaltningsdomstol. Hvad er det, der gør, at vi bliver ved med at have en mærkelig størrelse som Ankestyrelsen? Jeg ved, at de mennesker prøver at gøre deres job, så godt de overhovedet kan, men for mig står det stadig væk som en slags monument for en af de dysfunktionelle ting i vores velfærdssystem. Og det er dér, jeg synes, vi skal sætte ind. Jeg kan heller ikke udelukke, at det ville være fint med en undersøgelse senere. Men jeg tror, vi kommer til at stå og få det samme resultat, nemlig mangel på retssikkerhed, og jeg synes, det skal løses med en forvaltningsdomstol. Så vi kan ikke støtte det her beslutningsforslag.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Torsten Gejl. Og jeg giver nu ordet til hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Jeg kan godt lide politikere, der brænder for deres ting, og jeg kan mærke fra begge sider af salen, at det gør politikerne herinde, og så er det jo nemt at holde sig frisk og ung til midnat og diskutere det her.

Men det er jo to forskellige ting, vi diskuterer, sådan som jeg hører det. Jeg hører en masse henvise til barnets lov – det er en god ting. Børn skal også ses, og det synes jeg faktisk er det mest positive ved barnets lov – tanken om, at børn skal ses. Så kan jeg finde rigtig mange steder, hvor jeg er uenig. Og så kommer jeg fra en virkelighed, hvor jeg må give hr. Torsten Gejl fuldstændig ret – vi har et kommunalt system, hvor retssikkerheden på alle mulige områder bare sejler, og det ser jeg ikke at vi har taget livtag med i det, vi skal diskutere på fredag. Og derfor synes jeg faktisk, det er meget relevant, at vi får lavet endnu en kulegravning, men måske kan fokus så den her gang være på at finde ud af, hvordan vi får kommunerne til at oppe sig, til at gøre det lidt bedre. For det er ikke socialrådgiverne, jeg er efter. Jeg tror, de arbejder ud fra de bedste intentioner osv., men alligevel sker fejlene.

I sidste ende tror jeg bare, at vi i forhold til barnets lov skal huske, at barnet også har lov til at blive hos en familie, ikke at blive taget væk uden grund. Det er der, min bekymring er, og det er det, jeg ser vi også skal have løst. For det her er ikke et enten-eller for mig – det er det virkelig ikke. Selv om man godt kan have en kæmpe respekt for, at vi alle sammen brænder for det her med børn, for det ved jeg vi alle sammen gør, og vi kommer fra forskellige udgangspunkter, så må løsningen være et både-og, ikke et enten-eller. Det må være det, det går ud på. Så der skal vi i mål.

Jeg og Nye Borgerlige kommer til at støtte forslaget ud fra den synsvinkel, at der er alt for mange retssikkerhedsmæssige problemer i kommunerne. Jeg tror personligt, det er systemet; jeg tror, vi fejlede ved at fjerne tjenestemænd som socialrådgivere og give dem en sikkerhed, i forhold til at systemet kunne kanøfle dem til at tage beslutninger, hvor de nogle gange går lidt på kompromis. Og når de går på kompromis i så alvorlige sager som her, risikerer vi, at børn bliver taget fra deres familie uden grund, og det er lige så alvorligt, som når et barn ikke bliver taget fra en familie, hvis der er en gyldig grund.

Så jeg køber begge præmisser, og jeg tror, at vi i Folketinget, især i det her udvalg, hvor vi er så enige langt hen ad vejen, faktisk kunne udnytte den her folketingssamling til at gøre det bedre, så vi kommer helt i mål. Så tusind tak for debatten. Vi støtter i Nye Borgerlige forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Kim Edberg Andersen. Og jeg giver nu ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Mette Thiesen.

Billedet af en mor, der skriger sin frustration ud over Frederiksberg kommunalbestyrelse, kan de fleste af os nok huske – jeg kan i hvert fald. Og det billede får det fortsat til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Det var nemlig sagen om Jeanette Strauss, som på et fejlagtigt grundlag fik fjernet sin datter på grund af en mildt sagt uduelig sagsbehandling, der også var præget af mange lovbrud. Sagen er fra 2019, men desværre er fortællingerne om kommunale lovbrud og familier, der mister deres børn på et uretmæssigt grundlag, ikke en saga blot. Gid det var så vel; så behøvede jeg slet ikke at stå her i dag.

På Langeland har disciplinen fiktive diagnoser, dårlig sagsbehandling og lovbrud – kort sagt: løgn og bedrag – også været fremherskende, desværre. Heldigvis har eksempelvis Sandy, der mistede sine tvillingedrenge på et uretmæssigt grundlag, fået dem tilbage, og der venter også kommunen en retssag, ligesom der gør i sagen om Jeanette Strauss.

Så sent som i weekenden kunne man i Berlingske læse om de fejl og lovbrud, der begås imod grønlandske forældre, der mister deres børn. Frederikssund Kommune bad Nordsjællands Hospital sætte en fødsel i gang, for at man kunne komme på juleferie – jeg kunne blive ved. Anbringelsesområdet lader simpelt hen til at være så betændt, at jo mere man graver, jo mere råddenskab vælter der op. Derfor står jeg her i dag på vegne af alle dem, der råber op, og så sandelig alle dem, der ikke kan. De fortjener en stemme i det kafkaske mareridt, som anbringelsesområdet desværre er blevet til.

Der er ikke noget værre end at miste sine børn. Jeg plejer at sige, at jeg hellere ville have amputeret begge ben uden bedøvelse, end jeg ville miste mine børn. I den perfekte verden var der jo ingen børn, der skulle anbringes, men sådan er det desværre ikke – det ved vi jo; alle os, der er her i dag. Nogle skal desværre anbringes, nogle også med tvang, men man må aldrig nogen sinde bruge anbringelse eller bortadoption som spareøvelse. Der må simpelt hen ikke ske fejl, når staten fratager forældre deres børn.

Desværre har vi set en stigning i antallet af tvangsanbringelser. Vi har sågar set eksempler på kommuner, der har ønsket flere tvangsbortadoptioner som en spareøvelse. Mange fortæller også, at de har rakt ud til kommunen efter hjælp til deres barn, der har en diagnose, og kommunens respons har været at fjerne barnet. Mareridtsagtige scenarier.

Det leder mig til, hvorfor det her forslag er nødvendigt. Området skal kulegraves, og først og fremmest skal vi have undersøgt, om kommunerne overhovedet magter den opgave. Min umiddelbare reaktion er faktisk nej, og det gælder i øvrigt som så meget andet, de ikke har kompetencerne til. Er børn- og ungeudvalget en god nok konstruktion? Bliver sagerne behandlet ordentligt? Er det kompetente nok folk, der har god nok tid til at behandle sagerne, der sidder der?

Så er der også det her omkring Ankestyrelsen, som vi har drøftet i løbet af aftenen. Er det overhovedet en uvildig instans? Er det bare kommunernes forlængede arm, der godkender deres arbejde uden at skele til forældrenes historie? At man godkender tæt på 100 pct. af alle sager, når der er fejl i så mange, tyder jo på, at der er et eller andet galt.

Opfølgende på det her forslag kommer Dansk Folkepartis forslag om en bodsordning, for det er fuldstændig grotesk, at vi i dagens Danmark har kommuner, der kan begå grove fejl, grove lovbrud, der har irreversible konsekvenser, og som bryder loven fuldstændig straffrit uden konsekvenser. Det er simpelt hen ikke et retssamfund værdigt.

At kulegrave anbringelsesområdet, rigtig kulegrave hele systemet, er en skal-opgave; jeg mener simpelt hen ikke, at det er en kan-opgave. Og jeg mener sådan helt grundlæggende også, at de, der stemmer for det her forslag, stiller sig på den rigtige side af historien, og at de, der stemmer imod, stiller sig på den forkerte side af historien. Vi kan ende med at komme til at stå i en situation, hvor der er en masse mennesker, der må give en undskyldning til de familier, der er ramt, om mange år, ligesom man har set det med Godhavnsdrengene, pigerne fra Sprogø, dem fra Livø, de grønlandske børn og mange andre, for staten må ikke tage folks børn, medmindre der er et grundlag for det. Der må ikke ske fejl, og der må slet ikke sket lovbrud.

Forhåbentlig vil et flertal sikre retssikkerheden i anbringelsessystemet og sikre de mange familier, som i dag rives i stykker, og hvor både børn og forældre lider frygteligt efterfølgende. Billedet af Jeanette Strauss er stadig printet på min nethinde, og det får det stadig til at løbe koldt ned ad ryggen på mig. Det må bare ikke ske.

Dansk Folkeparti er Danmarks familieparti. Vi er blå bloks bløde hjerte, og derfor har jeg og vi fremsat det her forslag for dem, der er fanget i systemet, for dem, der råber op, for dem, der kæmper, og for det store tavse flertal, der ikke har ressourcerne. Det her er for dem. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en række bemærkninger. Først fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti.

Tak. Ordføreren nævner bl.a. i sin tale, at anbringelser af børn er en spareøvelse for kommunerne. Nu er det jo sådan, at det faktisk er meget dyrt for kommunerne at anbringe børn. Det kan faktisk være rigtig, rigtig dyrt, alt efter hvad det er for nogle udfordringer og støttebehov, de her børn og unge har. Så hvordan kan det være en spareøvelse, når man skal betale måske op til 1 mio. kr. om året for at have et barn anbragt på en døgninstitution eller et opholdssted?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Der er en indsatstrappe i forhold til de her anbringelser. Der er den indsatstrappe, der som det første trin siger, at man laver nogle forebyggende tiltag – det er som regel den allerdyreste løsning – at man simpelt hen forsøger at gå ind og hjælpe aktivt i familien, for at de faktisk kan beholde deres børn. Så er der det næste trin, og det er, at man tvangsanbringer barnet. Så er der det sidste trin, der hedder tvangsbortadoption. Det er sådan set gratis, for der tager man ligesom økonomien fuldstændig ud af det. Det er det sidste trin, jeg er rigtig, rigtig bekymret over, altså det her med tvangsbortadoptioner.

Der er en hel masse problematikker også i forhold til anbringelser, hvor det ikke er de rigtige steder. Vi har også set masser eksempler på, at man har gjort det dårligt på anbringelsessteder, og vi har masser af eksempler på, at kommuner ikke nødvendigvis henviser til det rigtige anbringelsessted, men måske hellere vil holde pengene internt i kommunen i stedet for at henvise til et sted, som ligger i en anden kommune. Der er rigtig mange ting, vi kan kigge på. Og det er fuldstændig rigtigt, som hr. Torsten Gejl sagde tidligere, at vi jo ser det her på mange områder. Vi ser det også på handicapområdet; vi ser det på rigtig mange forskellige områder. Så der må ikke ske fejl, og det skal vi sikre, og det må ikke blive brugt som en spareøvelse, og det er det, jeg er bekymret for især i forhold til tvangsbortadoptioner.

Fru Brigitte Klintskov Jerkel.

Tak. Nu nævner ordføreren også, at DF er et familieparti og det tavse flertals talerør. Jeg savner lidt, at ordføreren også nævner noget om børnene og barnets tarv. Det kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre: Hvor er Dansk Folkeparti henne i forhold til fokus på barnets tarv og på at sikre, at børn får en opvækst, så de får et godt liv, er i stand til at tage en uddannelse og blive selvforsørgende senere hen i deres liv? Altså, hvor er DF egentlig henne i forhold til hele aftalen om forslag til barnets lov, som nu skal førstebehandles på fredag? Støtter DF op om den aftale, som DF har været med til at lave?

Ordføreren.

Vi skal førstebehandle forslag til barnets lov på fredag, og så må vi jo tage den der. Jeg vil sige, at jeg ville ønske, at Det Konservative Folkeparti var meget mere et familieparti. Det burde Det Konservative Folkeparti være, for familien er jo en enhed, som det også er blevet sagt af den tidligere ordfører for Danmarksdemokraterne. Det her handler grundlæggende set om familier, hvor man river dem i stykker. Og der er ikke nogen herinde, der ikke tænker på barnets tarv. Men jeg er ikke enig med ministeren i, at barnet er sådan en selvstændig enhed, der svæver rundt herude. Barnet er noget af en familie. Og nogle gange, som jeg sagde i min ordførertale, vil man skulle fjerne et barn fra en familie, måske, forhåbentlig kun midlertidigt, så barnet kan komme tilbage, men nogle gange også permanent. Men hver eneste gang, man gør det, går der noget i stykker, fordi man river nogle rødder op. Så jeg ville ønske, at der var mere fokus på familien, også hos Det Konservative Folkeparti.

Fru Rosa Eriksen, Moderaterne.

Sikke en flot tale – man skulle næsten tro, der var valgkamp. Jeg tænker lidt på, at der er 122.000 børn, der i dag lever med forældre, der har et alkoholmisbrug – 122.000 børn. Og vi ved, at der er 13.500, der er anbragt i dag. Hvordan vil Dansk Folkeparti sikre, at de børn, der lige nu sidder alene uden forældre, fordi de er på værtshus, får den rette hjælp?

Ordføreren.

Jeg fristes til at svare ordføreren til at starte med, at måske er jeg bare god til mit arbejde – som ordføreren også sagde tidligere.

For det første går vi i Dansk Folkeparti bestemt ind for, at vi skal have langt bedre misbrugsbehandling, for der er rigtig, rigtig mange familier, der er ramt, og det er en sygdom at være ramt af alkoholmisbrug. Og der er også alt for mange børn, som vokser op i familier med alkoholmisbrug. Vi har bare en lidt anden tilgang til det her og mener, at man ikke skal bruge anbringelse som en eller anden form for forebyggende indsats, men at man skal sætte ind i familien med de rigtige indsatser, sørge for, at de her børn har en fast hverdag, hjælpe de her forældre med at komme ud af det her misbrug, sådan at man laver en samlet familiemæssig indsats. Jeg køber simpelt hen ikke og vi køber ikke ind på den præmis, at det saliggørende er bare at fjerne barnet fra familien, hvis der er nogle problemer. Vi er alle sammen, som jeg sagde tidligere i den her Folketingssal, heldigvis enige om, at vi skal hjælpe børnene, og at der er nogle børn, der heller ikke skal være derhjemme, enten midlertidigt, forhåbentlig, eller permanent. Men det her med bare at tvangsfjerne mener vi ikke altid er den rigtige løsning.

Fru Rosa Eriksen.

Hvad vil Dansk Folkeparti konkret gøre, for at lovgivningen på anbringelsesområdet bliver overholdt?

Ordføreren.

Det sagde jeg i min tale, og jeg gentager det meget gerne. Ordføreren får mulighed for at stemme for et fremragende beslutningsforslag, som kommer om ikke så længe, og som netop handler om, at man skal kunne straffe kommunerne økonomisk, hvis de ikke overholder lovgivningen. Vi har egentlig også tænkt os, at man sagtens kunne lave samme model på handicapområdet, for det er jo fuldstændig grotesk. Det svarer til, at ordføreren kører over for rødt i sin bil og bliver stoppet af politiet, og så siger hun bare, at det ikke var med vilje, og så svarer politiet: Det er fint, så får du lov at køre videre. Det er jo fuldstændig det samme, vi ser her, hvad angår kommunerne. De kan være fuldstændig fløjtende ligeglade; det har absolut ingen konsekvenser, at de bryder loven.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Vi har nu gennem hele aftenen hørt, at barnets lov er medicinen imod den manglende retssikkerhed. Det må vi forstå den er, fordi der kommer to socialrådgivere på de svære sager. Jeg ved ikke, hvordan retssikkerheden så er for alle dem, der har alle mulige andre familiesager eller mindre svære sager. Der skal åbenbart ikke være nogen retssikkerhed dér. Jeg vil gerne spørge ordføreren til den store afbureaukratisering, særlig i forhold til sagsoplysningen, som der lægges op til med barnets lov, som vi må forstå redder det hele om lidt. Er ordføreren enig i, at retssikkerheden bliver bedre med barnets lov?

Ordføreren.

På det konkrete område, som ordføreren spørger ind til, handler det jo bare om, at kommunerne ikke kan finde ud af at overholde gældende lovgivning. De kan ikke finde ud af at overholde de her frister, og så fjerner vi bare den del af lovgivningen. Altså, det er jo sådan en lidt speciel argumentation, vil jeg sige. Så nej, jeg mener ikke, at den her afbureaukratisering vil sikre retssikkerheden. Tværtimod er jeg faktisk bekymret for, at det gør skade på den.

Fru Katrine Daugaard.

I Liberal Alliance mener vi ikke, at sagsoplysningen, som der lægges op til at vi afbureaukratiserer her, er bureaukratisk. Det svarer lidt til at sige, at i en straffesag er politiets arbejde noget bureaukrati, man godt kunne undvære. Det er vi ikke helt enige i i Liberal Alliance. Er I det i Dansk Folkeparti?

Ordføreren.

Nej, der er vi sådan set enige med Liberal Alliance. Vi mener, at lige præcis den her form for såkaldt bureaukrati er ret vigtig for retssikkerheden, og sådan er det jo med rigtig mange ting. Nu er der blevet talt rigtig meget om barnets lov i aften, selv om det overhovedet ikke er det, vi drøfter her, så jeg glæder mig rigtig meget til at tage den del, også i godt samarbejde med ordføreren, på fredag. Men jeg mener helt grundlæggende, at man ikke kan lukke øjnene for de ret massive problemer, der er på det her område. Jeg har hvert fald ikke tillid til, at systemet fungerer, som det skal, i dag.

Fru Anni Matthiesen, Venstre.

Jeg har egentlig bare brug for at få ordføreren til at bekræfte, at der har været lavet en kulegravning tilbage i 2021 af anbringelsesområdet.

Ordføreren.

Der har været en småtam en af slagsen. Jeg vil ikke kalde det en kulegravning. Man har ikke taget stilling til det med Ankestyrelsen. Man har ikke taget stilling til det med børn og unge-udvalget. Man har helt grundlæggende ikke taget stilling til, hvordan man sikrer, at kommunerne overholder gældende lovgivning. Det synes jeg er ret fundamentalt. Der er helt sikkert nogle tiltag i barnets lov, som er rigtig positive – og det kommer vi igen også til at drøfte på fredag – og der er også noget skidt. Lad os bare sige det, som det er. Men de her helt grundlæggende ting, som er med i det her beslutningsforslag, er ikke blevet undersøgt, og dem mener jeg i den grad skal undersøges.

Fru Anni Matthiesen.

Nu sagde Dansk Folkepartis ordfører jo, at der er noget positivt i barnets lov, og at der er noget negativt i barnets lov. Har Dansk Folkeparti skiftet mening, siden man indgik den politiske aftale, og siden fru Mette Thiesen kom med i Dansk Folkeparti, eller synes ordføreren stadig væk, at det, der er skrevet ind i barnets lov, er mest positivt?

Ordføreren.

Nu er der jo en ny ordfører på sagen, vil jeg bare sige, men som jeg husker fru Karina Adsbøl under behandlingen af og arbejdet med barnets lov, var fru Karina Adsbøl også rimelig kritisk over for en del af tingene, der var i den. Det, som vi drøftede, da vi sad mange, lange aftener – der var jeg også med – var bl.a., at det udgangspunkt, vi startede med, var helt skørt og vanvittigt for at sige det ærligt. Det var helt vildt, hvad der lå, og man blæste højt og flot på retssikkerheden. Så fik man forhandlet det frem til et andet udgangspunkt, som var mere spiseligt, men jeg mener bestemt stadig væk, at man kan argumentere meget, meget kraftigt for, at der godt nok er meget skidt i barnets lov, selv om der selvfølgelig også er positive ting.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Mette Thiesen.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, og derfor er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.