Det næste punkt på dagsordenen er:

9) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 38:

Forslag til folketingsbeslutning om id-kort til de mest udsatte borgere med stofmisbrug.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 22.02.2023).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er social- og boligministeren.

Tak for initiativet til at tage den her debat. Efter min mening er det jo for sjældent, at vi tager de her fundamentale debatter om nogle af de borgere i vores samfund, som er allermest udsat, og ikke desto mindre er det lige præcis den gruppe, vi skal måle os selv på som samfund, hvis vi skal vide, hvordan det står til med det gamle Dannevang. Med det her beslutningsforslag ønsker forslagsstillerne at pålægge regeringen inden udgangen af 2023 at fremsætte lovforslag, der indebærer, at de mest udsatte borgere med stofafhængighed kan få udleveret et id-kort, så de undtages fra sanktioner og bøder og konfiskation af narkotika til eget forbrug.

Når vi taler om de mest udsatte borgere med stofafhængighed, taler vi om mennesker, som lever ofte ufattelig kaotiske liv, og de kan have flere massive udfordringer, hvor hver enkelt af de udfordringer vi taler om, egentlig er nok i sig selv, men de har dem bare til bunke – altså både stofafhængigheden og hjemløsheden og den psykiske sygdom osv. osv. For manges vedkommende har de levet kaotisk og på gaden og på måder, som de fleste af os lever utrolig langt væk fra i hverdagen. Jeg mener ikke, at vi som samfund har været gode nok til at gribe, og jeg mener ikke, at vi har været gode nok til at skabe den rigtige ramme for den gruppe i vores befolkning. Det meste af vores lovgivning er lavet for den almindelige danske befolkning, så at sige, den pæne middelklasse, hvis man må være så fri, og så har man overset det faktum, at der er en gruppe borgere, for hvem det er fuldstændig umuligt at reagere på den lovgivning, som alle andre mennesker kan reagere på. Derfor bliver reglerne til snubletråde for den enkelte i stedet for at blive til det velfærdssamfund, der gerne skulle gribe dem, når tingene er svære. Derfor kan det heller ikke overraske, at vi fra regeringens side er fuldstændig enige med forslagsstillerne i, at de mest udsatte borgere med stofafhængighed selvfølgelig skal sikres langt større værdighed og langt bedre hjælp, og at vi skal have forandret reglerne på en måde, så der ikke er snubletråde, men så det faktisk bliver et samfund, der griber de enkelte borgere.

Så er spørgsmålet om id-kortet blevet rejst, og i den foreslåede form er det for så vidt blevet afsøgt. I forbindelse med det har en bred kreds af aktører på området i regi af den arbejdsgruppe, der blev nedsat på baggrund af det tidligere beslutningsforslag omkring samme emne, siddet med det, og her var der enighed om, at id-kortet ikke er den bedst egnede løsning i forhold til at sikre, at det eksisterende system, hvor politiet kan give udsatte borgere advarsler frem for bøder for besiddelse af stoffer til eget forbrug, fungerer efter hensigten. Det er jo så på trods af, at det system egentlig har til hensigt at sikre, at der tages særlige hensyn til udsatte borgere, hvis besiddelse af stoffer til eget forbrug er et udslag af en stærk afhængighed, og det er jo i sagens natur en følgevirkning af, at man har haft et længere og vedvarende misbrug. I forbindelse med arbejdsgruppen blev det fra myndighedernes side anerkendt, at politiet kan blive bedre til at anvende advarselsreglen i lov om euforiserende stoffer, når betingelserne var opfyldt, og Rigspolitiet har derfor på baggrund af arbejdsgruppen i og for sig iværksat yderligere tiltag for at få det eksisterende system til at virke. Dem vil jeg bare lige nævne, så det står klart, at der faktisk er sket forskellige ting i den retning.

For det første er Rigspolitiet i samarbejde med Rigsadvokaten i færd med at udarbejde beskrivelser til samtlige politikredse, hvor der henstilles til, at kredsene over en passende periode i relevante afdelinger øger opmærksomheden på brugen af advarsler til socialt udsatte borgere med stofmisbrug, og det vil blive sendt ud i løbet af foråret. For det andet har Rigspolitiet sat yderligere fokus på advarselsreglen i forbindelse med undervisning på politiskolen, og med undervisningen på basisuddannelsen på politiskolen har man styrket muligheden for at meddele advarsler til socialt udsatte borgere med stofmisbrug, sådan at alle nye betjente får kendskab til advarselsreglen. Det er selvfølgelig et rigtig vigtigt skridt i forhold til at styrke retssikkerheden for den her gruppe.

Men når det er sagt, mener vi ikke fra regeringens side, at det er gjort med det, og derfor lægger vi også op til at gå meget videre i forbindelse med det regeringsgrundlag, der er vedtaget, og der er det altså klart regeringens prioritering og vores ambition, at de mest udsatte borgere i Danmark ikke længere skal opleve samfundets velmente regler som snubletråde, men faktisk som et system, der tager udgangspunkt i dem som borgere, og som skal være et velfærdssamfund for dem også. Derfor har vi egentlig slået et brød op, som jeg opfatter som væsentligt mere ambitiøst end det, det ligger i det her beslutningsforslag, og det vil sige, at jeg på den ene side har en opfattelse af, at vi har et regeringsgrundlag, hvor man vil gå vanvittig langt, mens vi her har et beslutningsforslag, der vil tage nogle få skridt. Jeg mener altså, at vi skal gå hele den vej, der er lagt op til i regeringsgrundlaget, og det kommer formodentlig til at indbefatte meget store dele af det, der ligger i det her beslutningsforslag.

Derfor synes jeg faktisk, at det er lidt mærkeligt at skulle gå ned og stemme det ned, for jeg synes, at de tanker, der ligger i det her, er et af de skridt, som har været diskuteret i socialpolitikken længe, og jeg synes, at vi er klar til at tage nogle flere skridt end det. Derfor vil jeg dels give tilsagn om, at vi selvfølgelig fra regeringens side indkalder alle Folketingets partier, herunder selvfølgelig beslutningsforslagsstillerne, og at vi fra regeringens side kommer med et udspil. Jeg vil derfor i den forbindelse foreslå, at vi måske tager forslaget tilbage i udvalget og ser, om vi kan få lavet en fælles beretning på det her.

Normalt, når vi har mindretalsregeringer, vil det være den måde, vi gør det på, men nu er det første gang, i hvert fald på mit område, vi står med et beslutningsforslag i den nye parlamentariske situation. Jeg synes måske, at det her er et af de oplagte steder, hvor vi kunne lave en fælles beretning, for jeg tror sådan set, at vi på lange stræk vil det samme. Jeg tror så, at der vil være overlap på nogle af redskaberne, og så vil der være nogle ting, hvor jeg faktisk synes vi skal gå lidt videre, og hvor de ting, man får ud af at have et socialt id-kort, skal være nogle flere end det, der lægges op til her. Det synes jeg vi skal tage fat om i stedet for. Det tror jeg var de indledende bemærkninger. Tak for ordet.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Jeg må indrømme, at jeg ikke helt ved, om jeg kan have tillid til, at endnu en beretning kan løse det her problem. Vi ventede i 3 år på, at initiativet kunne blive udmøntet i forståelsespapiret, og det blev det ikke. Så fremsatte SF et forslag, og vi lavede en beretning om en arbejdsgruppe, og nu kan jeg så læse op fra et høringssvar til arbejdsgruppen fra nogle af de organisationer, som ministeren siger ikke synes, at id-kortet er den bedste løsning. De siger:

Processen har i praksis ikke haft karakter af en arbejdsgruppe. Myndighederne er modvillige mod at anerkende problemets karakter og omfang. Det har ikke været muligt at nå til enighed om tiltag, som kan sikre en korrekt sagsbehandling. Det har ikke været en mulighed at få en dialog om en præcisering af lovteksten. Den foreslåede ordning med id-kortet er ikke blevet konkretiseret.

Hvad er det, ministeren vil have mig til at tro nu ændrer sig, når Socialministeriet og Justitsministeriet sidder for bordenden af en forhandling omkring det her? Det er de samme ministerier, som har været med til at blokere for en løsning.

Tak. Ministeren.

Jeg ville i hvert fald ikke mene, at en beretning ændrer på noget som helst. Jeg har aldrig hørt om, at en beretning ændrede på noget som helst ude i virkeligheden. Så for de udsatte borgere, vi taler om, er det, der ændrer noget, at vi jo ændrer på de rammer, der er for dem i virkeligheden. Det er det, der forandrer på det.

Så det, som jeg giver et tilsagn og et tilbud om her, er jo, at vi i fællesskab får lavet en beretning på det, forud for at vi går i gang med nogle forhandlinger. Hvis SF's ordfører ikke er interesseret i at deltage i det, er det jo selvfølgelig fuldstændig fair and square. Det ændrer altså ikke på, at regeringen kommer til at indkalde til de forhandlinger. Dem håber jeg så til gengæld at SF har et ønske om at deltage i.

Spørgeren.

Det vil jo da være noget helt nyt at blive indkaldt til forhandlinger om det. Vi har ventet ret længe på en løsning her. I 16 år har vi haft et system, hvor politiet kunne give advarsler i stedet for straf til lige præcis den her gruppe, og så får jeg simpelt hen et svar fra Justitsministeriet om, at man sådan set i virkeligheden ikke kan give advarsler, fordi man ikke har adgang til de oplysninger, som skal til, for at man kan undlade at give den her straf til borgerne.

Hvordan skal borgerne, og hvordan skal vi have tillid til, at vi den her gang når i mål med noget, der virker for den her gruppe? Nu har vi prøvet et forståelsespapir og en beretning, og nu opfordrer ministeren til en beretning mere.

Tak. Ministeren.

Nej, jeg opfordrer sådan set Folketingets partier til at dukke op til de forhandlinger, vi indkalder til, og så var det egentlig et forsøg på en fremstrakt hånd til SF – det kan jeg godt høre slet ikke bliver modtaget på den måde – om, at vi i forbindelse med det her beslutningsforslag kan lave en fælles beretning. Men det er klart, at hvis SF fik ikke vil det, nøjes jeg med at indkalde til forhandlingerne. For det er jo trods alt dem, der fører til det resultat, vi gerne skal frem til.

Dermed siger jeg tak til ministeren. Nu går vi i gang med ordførerrækken, og første ordfører på talerstolen er fru Maria Durhuus fra Socialdemokratiet.

Jeg har som sygeplejerske arbejdet inden for misbrugsområdet i mange år. Jeg har set mennesker i en daglig kamp med misbrug og de mange konsekvenser, et misbrug har for både dem og deres nærmeste. Derfor er jeg glad for, at der i regeringsgrundlaget lægges op til en ny indsats for de mennesker, hvor misbrug og udsathed skaber en kaotisk og sårbar tilværelse. For de skal mødes med en helt anden indsats og et helt andet menneskesyn end det, de mødes med i dag. Vi skylder dem en ny politik, hvor værdighed og ligeværd er nøgleordene.

Forslaget her handler om at udstyre stofmisbrugere med et id-kort, så de ikke udsættes for sanktioner fra politiets side og kan opbevare narkotika til eget forbrug. Jeg har sympati for ønsket om at møde målgruppen med støtte frem for sanktioner, men er det den eneste rigtige indsats? For hvad er signalet, vi sender, når vi som samfund udstyrer nogle af vores mest udsatte mennesker med et id-kort alene? Id betyder jo også identitet, og mener vi virkelig, at vi skal udstede et identitetskort til borgere på baggrund af deres stofmisbrug? Er det det, vi som samfund skal definere dem ud fra?

Jeg tror, vi kan gøre det bedre. Jeg ønsker, at vi en gang for alle får lavet en politik og en retning for samfundet, hvor vi ikke længere ekskluderer de mennesker, der har allermest brug for fællesskabet, allermest brug for forståelse og for sundhedsydelser og sociale sikkerhedsnet. Tiden er her nu, som vi hører ministeren sige, til at vise dem, at livet ikke er en kamp mod samfundet, men at velfærdssamfundet også er en medspiller hen mod et værdigt liv. Tiden er inde til at vise dem, at vi som samfund ser dem, og at vi vil dem.

Som sagt forstår jeg godt intentionen i SF's forslag. Politik og praksis er bare til tider forskellige ting, for hvor meget misbruger skal man være for at få et kort? Hvem skal vurdere det? Hvor langt i afvænning skal man være, før man skal aflevere det, og kan man få det igen ved tilbagefald? Kan man få et nyt, hvis man taber det?

Jeg har som menneske uendelig svært ved det, hvis vi politisk skal give et andet menneske en identitet som udsat, uden at der følger tiltag med og en vilje til at vise dem vejen ud af et stofmisbrug eller til at give dem stabilitet og en exit ud af den verden, der følger med; en vilje til at give dem ret til sundhed og værdighed og ikke mindst miljøer, hvor mennesker kan gro.

Det er ikke første gang, at der er en debat om det her i Folketinget, og som forslagsstillerne skriver i beslutningsforslaget, blev der i kølvandet på den seneste debat nedsat en arbejdsgruppe med flere ministerier, styrelser, politiet og en række civilsamfundsorganisationer, der arbejder med udsatte borgere. For vi skal ikke basere løsningerne på vores egne mavefornemmelser; vi skal lytte til de mennesker, der arbejder med problemstillingerne til daglig.

Af deres afrapportering fremgår det bl.a., at der blandt civilsamfundsorganisationerne er bred enighed om, at id-kortet ikke er den bedst egnede løsning for at sikre, at eksisterende systemer kommer til at fungere efter hensigten. Der peges bl.a. på de bekymringer, jeg tidligere har nævnt, med stigmatisering og administration. Der peges også på, at id-kortet kan blive en handelsvare, og at det kan blive udnyttet af de kriminelle bander, som vil presse stofmisbrugere med id-kort til at opbevare narkotika. Det kan altså ramme mennesker, som vi gerne vil hjælpe, på en helt uventet måde, og det kan samtidig også skabe et paradoks i kampen mod organiseret kriminalitet og handel med stoffer.

Når det er sagt, peger rapporten også på, at der er rum til forbedringer inden for de nuværende regler, så politiet i højere grad end i dag kan gøre brug af såkaldte advarselsregler i loven om euforiserende stoffer frem for at uddele bøder. Det har Rigspolitiet anerkendt, og der er sat gang i en lang række tiltag for at oplyse mere om muligheden. Jeg har selv besøgt flere steder med stofindtagelsesrum og opholdstilbud, og jeg hører, at der er et samarbejde derude. Der er en forståelse for den her gruppe af mennesker, så der er et fundament at bygge på.

Det fremgår af regeringsgrundlaget, at vi vil give de mest udsatte stofmisbrugere et id-kort, der skal sikre dem mere hjælp og værdighed, og derfor håber vi meget i Socialdemokratiet, at vi sammen kan blive enige om en beretning i forhold til B 38, så vi sammen kan sikre en styrkelse af indsatsen for de mest udsatte borgere, for der er behov for mere end et id-kort.

Der skal arbejdes videre med afrapporteringer, og vi skal arbejde med en ny politik, så vi får mere fokus på, hvordan vi kan sikre de mest udsatte borgere mere værdighed og ikke mindst lighed i adgangen til sundhed. Mennesker med et misbrug og mennesker med udsathed skal ikke nøjes med en samfundsidentifikation i mødet med politiet. De skal mødes som hele mennesker, uanset hvad der har bragt dem i den situation, de står i nu. Det arbejde ser jeg meget frem til, og jeg håber, at et bredt flertal i Folketinget vil bakke op herom. Tak til formanden for ordet, og tak til SF for at sætte fokus på mennesker med udsathed og misbrug.

Tak for den første ordførertale. Nu er der spørgsmål fra salen, og det første er fra fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det er jo næsten lidt unfair, at jeg stiller spørgsmål til ordføreren, når det er den første tale, men jeg prøver alligevel. For jeg lagde mærke til, at det, ordføreren sagde, var, at man jo ikke skal basere det her på mavefornemmelser. Så jeg vil bare høre, om det var baseret på mavefornemmelser, da fru Mette Frederiksen i sin tid gik ud og foreslog det her id-kort.

Ordføreren.

Det er jo ikke en mavefornemmelse, når der i regeringsgrundlaget bliver skrevet om et id-kort, der skal sikre værdighed. Jeg skal ikke gøre mig klog på statsministerens mavefornemmelse, men statsministeren har jo været ude og har set, hvad der sker, bl.a. på Vesterbro, men også i de udsatte miljøer.

Det, jeg står og siger i min tale, er, at id-kortet godt kan være en del af løsningen, men det kan ikke stå alene, for der er ikke automatisk værdighed forbundet med et id-kort.

Spørgeren.

Nej, men nu var det jo et id-kort, som statsministeren foreslog, og som kom i forståelsespapiret.

Så vil jeg godt spørge om en anden ting, for jeg tror, at noget af det, der blokerer for, at vi får en løsning, og som gør, at vi bliver ved med at kredse rundt omkring det her, er Justitsministeriet og politiet.

Synes ordføreren, at det er fornuftigt, at politiet ligesom skal have lov til alene at svinge taktstokken over det her område, mens de her borgere ikke rigtig får den værdighed, de har krav på?

Ordføreren.

Jeg tror, det er rigtig, rigtig vigtigt, at vi i så mange partier som overhovedet muligt kommer til et forhandlingsbord og får snakket om en ny politik for de her mennesker, så det ikke er et id-kort, der skal hele systemet rundt, og vi tænker, at det er det, politiet svinger taktstokken for. For der er mange, mange ting, vi bliver nødt til at kigge på ud over et id-kort.

Så spørger du mig, om politiet og Justitsministeriet skal bestemme. Det mener jeg at de skal inden for deres områder, men jeg mener også, at vi i meget større grad skal kvalificere en helhedsorienteret politik. Og jeg ved jo også fra mine mange år som sygeplejerske i miljøet, hvor vigtigt det er, at det er helheden, vi snakker om.

Tak for det. Så er det fru Karina Adsbøl.

Tak for det, og tillykke med ordførerens første tale. Jeg bliver bare lidt forvirret, når jeg hører Socialdemokratiet i forhold til det her. Det er jo ikke en ny diskussion. Vi har debatteret det tidligere, og der er også tidligere lavet en beretning om det her, så jeg vil godt følge op på fru Karina Lorentzen Dehnhardts spørgsmål: Har Socialdemokratiet ændret holdning i forhold til det, Mette Frederiksen var ude at sige om netop det her id-kort?

Den anden ting, ordføreren siger i sin ordførertale, er, at det ikke kan stå alene. Men jeg tænker heller ikke, at det bare skal være sådan, at man ikke kan lave andre gode tiltag, når man fremsætter et forslag i Folketingssalen. Det er det samme, når man fremsætter lovforslag; så kan man også stille ændringsforslag for at gøre lovforslaget bedre. Så kan ordføreren ikke gøre mig lidt klogere på, om Socialdemokratiet ønsker et id-kort, eller om man ikke ønsker et id-kort?

Ordføreren.

Vi ønsker en samlet politik inden for området. Vi ønsker bare ikke, at et id-kort skal være det eneste tilbud, du får i forhold til mødet med politiet eller til mødet om, om du skal have sanktioner eller du skal have støtte. Så hvordan den reelle politik kommer til at se ud, når den er færdig, skal vi jo sammen finde ud af.

Hvis det er vigtigt for ordføreren at vide, om de får et id-kort eller ej, så kan jeg sige, at jeg ikke ved, om de får et id-kort. Men jeg kan sige, at vi holder fast i vores regeringsgrundlag om, at vi vil noget mere end blot et id-kort.

Fru Karina Adsbøl.

I Danmarksdemokraterne møder vi gladelig op til forhandlinger. Men det, jeg undrer mig over, er bare, at Mette Frederiksen jo har været ude og tale for et id-kort. Samtidig siger ordføreren også, at det godt kan være, at det bliver et id-kort, men at der skal mere til. Nu er det bare sådan, at det her beslutningsforslag handler om id-kort, og så har jeg lidt svært ved at finde ud af holdningen hos Socialdemokratiet, altså om man ønsker et id-kort sammen med nogle andre tiltag, eller om man ikke ønsker det. Så spørgsmålet er bare: Ønsker man et id-kort – ja eller nej?

Ordføreren.

Det gør vi ikke, hvis det er det, du spørger om, altså om vi ønsker et id-kort ud fra det her beslutningsforslag. Vi vil gerne have et samlet tiltag for de her mennesker, og jeg kan ikke fortælle dig, hvordan de så skal identificere sig. Men i forhold til det her, B 38, vil vi meget hellere lave en beretning, og vi vil egentlig meget, meget hellere starte en forhandling op om en politik, der favner hele mennesket og ikke kun et id-kort.

Så er det hr. Torsten Gejl.

Tak, tak for talen. Det lyder, som om ordføreren mener, at det eneste, SF nogen sinde vil gøre i den her verden for mennesker med et stofmisbrug, er at give dem et id-kort. Mener ordføreren virkelig, at det er det eneste bud, der skulle komme fra SF, og at det her beslutningsforslag siger, at det her skal stå fuldstændig alene? Eller kan ordføreren forestille sig, at SF måske også har tænkt, at der skulle andre indsatser til?

Ordføreren.

Jeg mener bestemt ikke, at SF kun vil have det her, men det er jo det forslag, vi behandler i dag, altså et forslag om id-kort til stofbrugere. Jeg er meget, meget positiv over for, at forslaget bliver rejst, som jeg også siger i min tale, og jeg håber rigtig meget, at SF tager imod invitationen fra ministeren om at komme og være med til, at vi sammen kan lave en bredere og bedre politik, end vi har haft i Danmark i rigtig mange år.

Hr. Torsten Gejl.

Kan ordføreren nævne bare én positiv ting ved SF's forslag om id-kort, som det ser ud nu?

Ordføreren.

Jeg kan nævne, at jeg selvfølgelig synes, det er positivt, at vi begynder at snakke støtte frem for sanktioner. Som ordfører på det her område må jeg også bare sige, at der er mange andre ting end støtte i forhold til ordensreglementet og til lovgivningen omkring besiddelse af stoffer.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Først og fremmest tillykke med den første ordførertale.

Jeg bliver også lidt forvirret. For på den ene side hører jeg ordføreren sige, at I godt kan se id-kortet blive en del af en løsning, I finder på senere hen, og på den anden side bliver der talt om bekymringer i forhold til udstedelse af et id-kort. Men vi har jo mange forskellige id-kort; vi har pas; vi har kørekort; vi har det gule sygesikringsbevis, og vi har endda mulighed for at donere vores organer væk. Det kan vel laves sikkert.

Ordføreren.

Det kan det. Der er bare stadig væk en anden stigmatisering i at få et id-kort, som du skal have, fordi du enten har et forbrug af narkotika eller du er særligt udsat eller har et meget, meget udsat liv. Selvfølgelig kan det laves sikkert, men jeg må også bare ud fra egne erfaringer sige, når man arbejder med mennesker, der er på den her side af livet, som mange af de meget kaotiske mennesker er, at det så ikke er et id-kort, et pas, en telefon eller andet, der lige ligger først for. Så der er ligesom et behov for, at vi får lavet en ordning, der favner det hele menneske, og ikke kun et id-kort.

Fru Katrine Daugaard.

Men man kan jo selvfølgelig bygge mere ovenpå, ligesom det også er blevet foreslået her fra flere ordføreres side. Når det er sagt, vil jeg vende tilbage til id-kortet. Altså, det er en hjælp; det er jo ikke en stigmatisering. Det er ment som værende en hjælp på samme måde, som et blindeskilt er det for en blind, altså at andre mennesker kan forholde sig til, at der her er en udsat, som der måske skal tages hensyn til på en anden måde.

Ordføreren.

Det er korrekt. Men jeg må så også sige, at hvis man er blind, er der en række andre foranstaltninger for en i Danmark, end at man ikke får en bøde af politiet for at gå over for rødt lys. Så der er også andre tiltag, når du er blind og du signalerer, at der er behov for hjælp, mens det er en anden gruppe, når vi taler om mennesker med udsathed og med stofmisbrug.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til Maria Durhuus. Og jeg byder velkommen til den næste ordfører i rækken, fru Anni Matthiesen, Venstre.

Tak for det, formand. I Venstre mener vi, at uanset hvor i samfundet man befinder sig, skal det være en selvfølge, at man behandles med værdighed. Den her debat har der jo været tidligere her i salen. SF har tidligere fremsat et lignende forslag, og tak til SF for at rejse debatten igen her i aften.

Man siger, at et samfund skal kendes på, hvordan det behandler sine svageste. Og ja, i Danmark gør vi rigtig meget, også for den her gruppe af borgere, men jeg vil gerne starte med at sige, at vi sagtens kan gøre det meget bedre, og vi kan gøre endnu mere. Så vi er altså fra Venstres side enige med forslagsstillerne i, at det, der ligger i forslaget her, helt klart er noget af det, som vi skal have kigget på, og vi skal sikre en mere værdig og bedre hjælp til de mest udsatte borgere. Af samme grund er det jo også skrevet ind i regeringsgrundlaget.

For ikke at holde en lang, lang tale og gentage det, som både ministeren og den tidligere ordfører har sagt, tror jeg faktisk bare, jeg vil runde af med at sige, at jeg glæder mig rigtig meget til, at vi nu skal til at tage fat på det her område og forhåbentlig få gjort det endnu bedre, end vi gør i dag. Jeg håber, at alle Folketingets partier har lyst til at sætte sig ved forhandlingsbordet, og jeg har fået en melding om, at regeringen i hvert fald inden længe vil komme med et oplæg til, hvordan vi kan starte de her forhandlinger.

Det er op til SF's ordfører, om SF tænker, at det kunne være en fordel at lave en fælles beretning. Jeg forstår godt, at fru Karina Lorentzen Dehnhardt kan tænke: Det har vi jo allerede prøvet, så hvorfor skal vi gøre det igen? Men jeg vil bare sige, at for mig er det afgørende, at vi får taget fat på det her, og at vi måske også tør tænke på en lidt ny måde i forhold til at behandle de her mennesker med ekstra værdighed. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Tak for talen. Det lyder faktisk, som om Venstre er blevet lidt mere positivt stemt over for at gøre noget, end da vi sidst havde debatten. Der bliver snakket meget om, at vi skal gøre ting på en ny måde, eller at der skal være flere initiativer. Jeg synes ikke rigtig, vi er blevet klogere på her i dag, hvad det er for noget mere, der skal til. Så kunne Venstres ordfører måske løfte sløret lidt for de spændende ting, der skal ske på det her område? For jeg tror, vi alle sammen er optaget af mere værdighed for de her mennesker. Men hvad er det, man konkret vil gøre, som er meget mere end det her?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg kan sige, at det i hvert fald ikke var mig, der var ordfører på det her forslag, sidst vi stod i salen. Så jeg kan sige så meget, at ja, det er en ny socialordfører for Venstre, der holder talen i aften, og jeg er i hvert fald indstillet på, at vi nu går i gang med nogle gode forhandlinger og forhåbentlig i enighed kan nå i mål med noget, der som sagt giver en bedre hånd til den her gruppe af mennesker. For vi ved, det er en gruppe, som jo har forskellige typer af udfordringer i livet.

Så kan jeg sige, at forventningens glæde som regel også er værd at tage med. Jeg kommer ikke til at gå ind og fortælle helt nøjagtigt, hvad der kommer i det udspil, som regeringen kommer med, men jeg håber, at SF's ordfører vil være med til at diskutere det, når det bliver præsenteret.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Det er egentlig ret mageløst, at man ikke vil have det her id-kort; man vil have noget andet, men man vil heller ikke engang pege os i retning af, hvad det her større og mere og andet er. Vi kommer jo til at få den mistanke, at det mere handler om at dumpe det her forslag end om, at man har noget helt præcist og konkret andet, man vil.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, hvordan ordføreren har det med, at det tilsyneladende er politiet, som blokerer for en løsning. Politiet vil ikke have et id-kort, politiet vil ikke indføre en afkrydsning, og politiet vil ikke fremlægge dokumentation for, hvordan de udfører arbejdet med at give advarsler i dag. Politiet er med andre ord ikke særlig samarbejdsvillige. Hvad tænker ordføreren om det?

Ordføreren.

Jeg vil starte med at sige til SF's ordfører, at jeg synes, det er forkert at være mistroisk. Hvem ved? Det kan jo være, at vi kommer med noget, der er bedre end det her id-kort. Altså, det er igen det med forventningens glæde.

Men jeg er enig med ordføreren og synes, det er problematisk, hvis det er sådan, at det er politiet, der spænder ben. Der håber jeg da så, at vi kan rykke sammen i Folketingssalen og få lagt nogle retningslinjer, så det er os, der sætter retningen.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Anni Matthiesen. Jeg byder velkommen til den næste ordfører i rækken, fru Nanna W. Gotfredsen, Moderaterne.

Tak for ordet, formand. Det her tema i dette beslutningsforslag, B 38, står mig meget nær. Det har det gjort i mange år, og det er jeg ret sikker på at ordføreren for forslagsstillerne fra SF også ved alt om. Det var jo faktisk mig, der sammen med gode Gadejuristkollegaer tilbage i 2008 opdagede, at noget her så ud til at være helt galt. Stofbrugere blev igen og igen pålagt bøder, de ikke skulle have, for deres besiddelse af mindre mængder stof til eget brug. Og jeg tror, at jeg på den ene eller den anden måde stort set har været med i alt, der er prøvet uden større succes gennem årene, for at få den her, man kunne kalde det en slags mikroafkriminalisering fra 2007 til at fungere i overensstemmelse med lovgivers hensigt på en god, stofbrugervenlig vis.

Jeg var også med som gadejurist i den tværministerielle arbejdsgruppe, der fulgte af B 32, som blev fremsat tilbage i november 2021 og førstebehandlet i februar 2022. At der desværre også kom meget lidt ud af den øvelse, står rimelig klart. Så var jeg faktisk også med, da idéen om et id-kort første gang blev bragt frem. Det var tilbage i april 2019 på gaden på Vesterbro, i øvrigt også ledsaget af også flere andre gode idéer, som desværre bare heller ikke rigtig er kommet videre. Der var et krisecenter, gerne med én dør ind til hjælp til hvad som helst; der var forslag om fuldt stop for kontanthjælpssanktionering, for man skulle ikke stille dem over for krav, de ikke kunne honorere; der var retskrav på behandling i skærmet regi og en koordinerende sagsbehandler; der var alt muligt lækkert, som jeg gik og savnede i den sidste regeringsperiode blev gjort til virkelighed.

For det er jo det, der er den grumme virkelighed – bare se på dødstallet, der ligger temmelig højt og stabilt, uhyggelig højt – nemlig at når det kommer til vores allermest udsatte stofbrugere, er der uhyggelig meget, der bare ikke fungerer. Det er ikke alene i mødet med politiet. Det er også i mødet med kommunerne og hospitalerne og ude på akutmodtagelserne og under indlæggelse, i forhold til egen læge og i forhold til stofbehandling, særlig DAM-behandlingen, også kaldet heroinbehandling. Det er altså over hele linjen, at de bliver mødt som nærmest retsløse. Alene i forhold til retten til abstinensbehandling går det helt galt. Og det er jo nu engang alternativet til at skulle ud og lave penge, som det hedder, for at skaffe sig, hvad man har brug for, på det illegale stofmarked. Det er over hele linjen.

Der er al mulig god grund til at kvittere SF for at holde fast og blive ved med at arbejde for at få den her advarselsregel til at fungere. Hvor er det egentlig vildt, at vi overhovedet skal tale om et id-kort for at få politiet til at kende og overholde lovgivningen.

Det, andre før mig i dag har prøvet at sige, er, at vi med afsæt i regeringsgrundlaget også vil det, SF vil med det her beslutningsforslag, nemlig intentionen og hensigten: Det her skal fungere. Men vi skal altså også videre. Vi vil mere, både bredere og dybere. Vi skal kunne være bekendt og være kendt for, hvordan vi behandler vores allermest udsatte. Derfor vil jeg sige: Lad os nu gøre det, der gøres skal, og få det her til at fungere. Vi skal gøre det ordentligt, vi skal gøre det grundigt, på et oplyst grundlag og meget gerne sammen. Moderaterne støtter at lave en fælles beretning i udvalgsarbejdet, der støtter op om intentionerne og beslutningsforslaget og støtter op om de yderligere skridt, regeringen også vil tage. Tak for ordet.

Tak for det, og der er to korte bemærkninger. Jeg giver først ordet til fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det, og tak for talen. Jeg fandt jo lige en gammel artikel her fra den 8. februar 2022, og der står:

»Når statsminister Mette Frederiksen (S) tirsdag skal i spørgetime i folketingssalen, skal hun måske være glad for, at det ikke er stifter af organisationen Gadejuristen Nanna W. Gotfredsen, der får mulighed for at skyde med skarpt mod hende.«

Det står der, og så står der nemlig:

»Og Nanna W. Gotfredsen er ikke imponeret. Hun husker udmærket den fælles tur på Vesterbro og Frederiksens ord.

»Der er ikke sket en skid«, konstaterer hun om id-kortene:

»Jeg er dybt, dybt skuffet over, at vores allermest udsatte med det allermest komplekse hjælpebehov stadig ses som kriminelle i forhold til deres regulære selvmedicinering. Her har Mette Frederiksen virkelig svigtet«.«

Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren, som jo nu er ordfører i dag, om det her med id-kortet: Er det noget, Moderaterne støtter op om? Er det noget, fru Nanna W. Gotfredsen støtter op om? For det har fru Nanna W. Gotfredsen jo tidligere gjort.

Ordføreren.

Fru Nanna W. Gotfredsen støtter i den grad op om, at politiet skal overholde loven, og det vil sige, at vi støtter op om intentionen og hensigten med beslutningsforslaget. Det kan du – altså ordføreren – stole på.

Fru Karina Adsbøl.

Så det, fru Nanna W. Gotfredsen sagde dengang, står fru Nanna W. Gotfredsen ved i forhold til de udtalelser om, at der jo netop ikke var »sket en skid«.

Ordføreren.

Ja – det er jo rigtigt, at der ikke var »sket en skid«, hvis man må sige det fra Folketingets talerstol. Jeg tror, at fru Karina Adsbøl godt er klar over, at man nogle gange bliver vinklet lidt heftigt. F.eks. bliver man spurgt: Jamen det er jo så et løftebrud?

Jeg blev også interviewet om de andre forslag på det tidspunkt, der blev frembragt sammen med det om id-kortet – krisecenteret, fuldt stop for kontanthjælpssanktionering og de andre ting, der kom frem på det tidspunkt – og det kom ikke med i artiklen. Men det var det, jeg svarede på.

Der var ikke »sket en skid«, og det er der faktisk stadig væk ikke. Det håber jeg der kommer til at gøre nu, og jeg har i hvert fald ikke tænkt mig at overgive mig. Jeg overgiver mig aldrig.

Tak for det. Normalt ville man ikke kunne sige netop de ord, men da der er tale om et citat fra en gammel artikel, lader jeg det passere.

Jeg giver nu ordet til fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Tak for ordet. Der er jo ingen tvivl om, at fru Nanna W. Gotfredsen ved noget om det her, og jeg tænker, at hun må være ufattelig skuffet over, at id-kortet og alle de andre ting ikke er blevet til noget nu. Så spørgsmålet er jo også lidt, hvordan man kan have tillid til, at der denne gang sker noget. Men det kan vi jo så tage, når tiden er gået.

Hvad er egentlig mest stigmatiserende, for der bliver snakket meget om, at et id-kort vil være frygtelig stigmatiserende for målgruppen: at kunne forevise et id-kort, som gør, at man ikke får konfiskeret sine stoffer, eller at få konfiskeret sine stoffer, blive slæbt i retten og skulle tage en ny sexkunde for at betale for nye stoffer?

Ordføreren.

Altså, det er ikke mig, der har været afsender på, at det er afsindig stigmatiserende, så jeg tænker ikke, at jeg skal gå i det store forsvar for at vælge den model. Jeg kan få øje på rigtig mange andre skridt, man kunne og burde tage. Det er altså heller ikke sådan, at jeg nogen sinde har været vanvittig lun og varm på id-kortidéen. Det var bedre end ingenting, og det var det, vi stod med på det tidspunkt: Det var ingenting. Det var også det, der skete, da SF var støtteparti for den tidligere etpartiregering. Det var, at der skete ingenting. Jeg har sandelig tænkt mig at gøre alt, jeg kan, for, at der sker noget nu.

Fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Arh, jeg husker dog alligevel, at vi fik fixerummene gennemført, så noget skete der jo sådan set. Og dem er der jo i hvert fald ikke nogen der snakker om at rulle tilbage. Der var også alle mulige bekymringer dengang: Hvad kunne det føre til af bagmænd og al mulig anden kriminalitet omkring det? Der er intet af det, der er blevet til det problem, man gjorde det til dengang.

Jeg vil bare høre fru Nanna W. Gotfredsen, om det ikke giver en lidt lemfældig retssikkerhed. Altså, det, jeg mener, er, at hvis man bevæger sig på stofscenen i København, er der måske en større sandsynlighed for, at politiet kender nogle af brugerne der, og det vil sige, at risikoen forat få konfiskeret sit stof er mindre, men at hvis man i en jysk politikreds tømmer en pushers telefonbog, får alle en indkaldelse til retten. Giver det ikke en lidt lemfældig retssikkerhed?

Ordføreren.

Jo, og det synes jeg egentlig også fremgik, måske i det sådan lidt bredere perspektiv, i det, jeg sagde i min tale: at der er en afsindig lemfældig retssikkerhed. De er faktisk retsløse. Det gælder ikke kun i mødet med politiet; det er også i mødet med kommuner, og når de tropper op på hospitaler osv. Så det er over hele linjen, vi nu skal steppe op. Og jeg underkender aldrig SF's helt afgørende position og indflydelse i forhold til at få fixerum og sådan noget. Jeg talte om den sidste regeringsperiode. Der stod vi med ingenting. Da jeg tager det her skridt og prøver at komme herind, er det, fordi jeg ikke vil nøjes mere. Jeg vil ikke nøjes og lade vores allermest udsatte betale prisen. Jeg vil det hele, og jeg håber, at I går med, og at vi laver en knivskarp beretningstekst, sådan at vi også sørger for, at det her ikke er overladt til embedsfolk, politi osv. De kan åbenlyst ikke føre os i mål.

Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak. Fru Nanna W. Gotfredsen er suverænt den i den her sal, i hele det her Folketing og i hele den her bygning, der ved mest om det her emne efter mange, mange år på gaden, hvor ordføreren har kæmpet for hjemløses rettigheder og for stofmisbrugeres rettigheder. Det er der ingen tvivl om. Og det er da klart, at ordføreren ikke kan stemme ja til det her og stå og sige, at det gør vi bare, for det er nu engang sådan her i Folketinget, at regeringen ikke kan stemme ja til oppositionens beslutningsforslag. Sådan er det jo.

Men jeg vil godt høre, uden at jeg skal holde ordføreren op på det en til en bagefter, hvilke tiltag der skulle laves sammen med det, for at sådan et kort her kunne fungere, så det ikke bare bliver sådan en enlig indsats. Hvad skal det følges op med? Og her er det ikke noget, jeg har tænkt mig at holde ordføreren op på. Det er bare for at høre ordførerens tanker omkring, hvad der er vigtigt, hvis sådan et kort her skulle have liv som en del af en større politik.

Ordføreren.

Noget af det, som jeg håber vi kan have dialog om i forbindelse med at arbejde med en knivskarp beretningstekst, er også at kigge på formuleringen af bestemmelsen i lov om euforiserende stoffer. Den er faktisk virkelig et mesterværk udi elendig juridisk formulering. Tænk, hvis det også kunne lykkes, at vi peger i den retning. Det kunne være én ting. Der er syv mere. Det tillader tiden mig ikke at redegøre for, men det kan vi jo snakke om, mens vi arbejder.

Hr. Torsten Gejl.

Altså, for mit vedkommende kunne jeg godt tænke mig at høre et par stykker mere. Og det er ikke polemisk; det er simpelt hen af nysgerrighed.

Ordføreren.

Det, jeg også gerne vil sige her og gentage i øvrigt, er, at jeg ikke er og aldrig har været vanvittig vild med lige den her model. Det, jeg står for og stod for, er afkriminalisering – fuld afkriminalisering – og der står jeg stadig. Jeg ville ønske, der stod flere ved siden af mig, end der gør. Det er fuldstændig horribelt at anvende straffeapparatet til at komme efter mennesker for, hvad de gør ved sig selv. Det skal reserveres mennesker, der skader andre. Det er min position, og det bliver ved med at være det. Jeg bliver ved med at arbejde for at fremme den dagsorden.

Vi siger tak til fru Nanna W. Gotfredsen. Der er ikke flere korte bemærkninger, og jeg byder velkommen til den næste ordfører i rækken, fru Marlene Harpsøe, Danmarksdemokraterne.

Tak. Forslagsstillerne har fremsat det her beslutningsforslag om et id-kort til de mest udsatte borgere med stofmisbrug med henblik på 1) at sikre, at de mest udsatte borgere med stofmisbrug kan identificere sig over for politiet og undgå bøder for at bære ellers ulovlige stoffer til eget forbrug, og 2) at lette politiets arbejde med at foretage et skøn af, hvem der er i målgruppen og dermed efter gældende retstilstand kan modtage advarsler frem for bøder for besiddelse af ulovlige stoffer til eget forbrug.

Der er tale om en genfremsættelse af et tidligere forslag, der endte med en beretning, hvor et folketingsflertal besluttede at etablere en arbejdsgruppe, som bl.a. skulle se på muligheden for et id-kort til de mest udsatte borgere med stofmisbrug. Af beslutningsforslaget fremgår det, at arbejdsgruppen har holdt to møder, men ikke er blevet færdige med arbejdet, fordi den nye regering har besluttet ikke at lade arbejdsgruppen færdiggøre deres arbejde. Der er så alligevel foretaget en afrapportering, som er omdelt på et bilag i Retsudvalget.

Helt grundlæggende mener vi i Danmarksdemokraterne, at besiddelse af stoffer ikke bør afkriminaliseres, og det er rigtig vigtigt for mig som ordfører at slå det fast. Men det er lige så vigtigt at slå fast, at vi i Danmarksdemokraterne er meget optaget af, at mennesker i en socialt udsat livssituation som f.eks. stofmisbrug får hjælp og støtte til at blive hjulpet, f.eks. i form af misbrugsbehandling.

Der kan være enkeltpersoner, som har så svære livsforhold, f.eks. på grund af psykiske lidelser og stofmisbrug, hvor en bøde for besiddelse af stoffer til eget forbrug ikke bringer borgeren tættere på et liv uden stoffer. Det skaber i stedet yderligere konflikter og besværliggør vejen ud af misbrug.

Politiet kan i dag på baggrund af f.eks. sociale forhold give en advarsel i stedet for en bøde, når de pågriber en person med narkotika til eget forbrug, og i Danmarksdemokraterne anerkender vi, at politiet i dag kan have svært ved at foretage det her faglige skøn, fordi de enkelte politibetjente kan mangle kompetencer til at foretage skønnet, bl.a. ud fra sociale og sundhedsfaglige kompetencer.

I Danmarksdemokraterne hilser vi det velkommen, at vi i Socialudvalget arbejder på en beretning på det her område. Det er rigtig vigtigt at få undersøgt det her til bunds, bl.a. i forhold til hvordan målgruppen for et sådant id-kort skulle være, og det håber vi at vi kan arbejde hen imod i Socialudvalget.

Man må aldrig give op over for mennesker, og det er, uanset hvor svært de så måtte have det. Det er vores indstilling i Danmarksdemokraterne. På den baggrund ser vi frem til udvalgsbehandlingen, og vi har også en række spørgsmål, som vi vil stille i løbet af udvalgsbehandlingen. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Som jeg forstod ordføreren, går Danmarksdemokraterne ikke ind for afkriminalisering. Det er jo sådan, at der i forhold til afkriminalisering også ligger det der med, at hvis der er en, som er misbruger og bliver taget for sit misbrug af stoffer, så ryger vedkommende i fængsel. Det er i hvert fald rettens vej.

Hvad tænker ordføreren om den der idé med, at sådan en person i virkeligheden skulle have et socialtilbud eller over i sundhedsvæsenet i stedet for?

Ordføreren.

Helt grundlæggende taler vi jo her om mennesker, som er i en usædvanlig udsat livsposition og lever under forhold, som vi herinde i Folketinget slet ikke kan sætte os ind i, medmindre vi selv har stået i det, og det tror jeg simpelt hen ikke på vi har. Det er nogle mennesker, der skal have hjælp. De skal have en udstrakt hånd, og de skal hjælpes, bl.a. ud af misbrug. De skal hjælpes ind i et liv – et liv, hvor det er sådan, at de rent faktisk kan komme ud på den anden side og ud af misbruget. Og det tænker jeg sker bedst med nogle socialfaglige kompetencer. Det kan både være kommunale og regionale kompetencer, hvor både sundhedsfagligt personale og andre relationelle medarbejdere medvirker til at hjælpe og understøtte den enkelte til at komme ud af misbruget og til at komme i egen bolig og måske endda også i job.

Hr. Torsten Gejl.

Men mener ordføreren så, at hvis der f.eks. er en narkoman, der bliver taget på gaden af politiet med stoffer, så skal vedkommende ikke smides i fængsel, hvor der jo ikke er hjælp, og hvor der bare er flere stoffer og mere kriminalisering, men derimod have et socialtilbud eller et sundhedstilbud, hvor man behandler de årsager, der gør, at vedkommende i første omgang blev misbruger?

Ordføreren.

Det er jo lige præcis det, som jeg i hvert fald prøver at sige på vegne af Danmarksdemokraterne, nemlig at når der rent faktisk allerede er en paragraf i loven, der siger, at politiet kan se igennem fingre med det, når man har ulovlige stoffer til eget forbrug og altså er i en meget socialt udsat position, f.eks. med et meget vanskeligt stofmisbrug, så skal man jo heller ikke forelægges en bøde eller smides i fængsel. Så handler det jo om, at man skal have hjælp til at komme videre og komme ud af det her misbrug, og det er bl.a. i form af nogle socialfaglige kompetencer, hvor der er forskellige medarbejdere, der kan bidrage til at understøtte den udvikling.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Marlene Harpsøe, og jeg byder nu velkommen til fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Tak. Liberal Alliance har i årevis ønsket en afkriminalisering af stoffer til eget forbrug. Derfor er vi også på vej med et beslutningsforslag herom.

Der er mennesker, som en gang imellem har lyst til at ryge en joint, ligesom andre forsøder livet med et glas vin eller tre. Disse mennesker er helt almindelige borgere, som ikke bør kriminaliseres. Men især for stofmisbrugeren er livet hårdt og ubarmhjertigt. Disse mennesker har brug for omsorg og støtte og hjælp til at komme ud af deres misbrug gennem behandling. I stedet fratages de nu deres stoffer og pålægges bøder, hvilket øger deres kriminelle aktiviteter for at skaffe penge til deres misbrug.

Den danske indsats mod euforiserende stoffer har ikke virket efter hensigten, hvis formålet altså har været at mindske antallet af brugere, idet forbruget ifølge Sundhedsstyrelsens rapport har været stort set uændret fra 2000 til 2021. Det er heller ikke sådan, at afkriminaliseringen er forbundet med et højere forbrug. Ifølge tal fra Det Europæiske Overvågningscenter for Narkotika og Narkotikamisbrug lå Portugal blandt de lande, hvor færrest havde brugt illegale stoffer sidste år. Erfaringerne fra lande som Portugal, Holland, Uruguay og USA viser, at afkriminaliseringen ikke har ført til et øget forbrug.

Nu er det ikke afkriminaliseringen, som vi behandler her i dag, men derimod beslutningsforslaget om et id-kort til udsatte stofmisbrugere, som gør, at de undtages fra sanktioner som bøder og konfiskering af narkotika til eget forbrug. Dette er for LA at se et lille skridt i den rigtige retning, og vi støtter derfor beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Katrine Daugaard, og jeg byder nu velkommen til fru Brigitte Klintskov Jerkel fra Det Konservative Folkeparti.

Tak, og tak til SF for igen at fremsætte beslutningsforslaget her om et id-kort til de mest udsatte borgere med stofmisbrug. Da beslutningsforslaget tidligere blev behandlet i november 2021, støttede vi fra konservativ side op om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skulle kigge på det. Vi var bl.a. positive, i forhold til at id-kortet kan lette arbejdet for politiet, og derfor støttede vi også op om at få undersøgt området, og det gør vi stadig væk. Vi mener dog, at definitionen af udsatte borgere skal konkretiseres noget mere og udelukkende gælde stofmisbrugere, som har været stofafhængige over en længere periode.

Endelig mener vi, at stofmisbrug så vidt muligt bør afhjælpes i form af misbrugsafvænning, og jeg vil også gerne understrege, at vi stadig står fast på, at vi ikke ønsker at afkriminalisere stoffer. Men ligesom tilbage i 2021 støtter vi op om idéen om det her id-kort til de mest udsatte borgere med stofmisbrug. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Brigitte Klintskov Jerkel, og jeg byder nu velkommen til hr. Peder Hvelplund, Enhedslisten.

Tak for det, formand. Først og fremmest tak til SF for igen at fremsætte det her beslutningsforslag, som vi fra Enhedslistens side støtter. Det er sådan set ikke, fordi jeg ikke godt vil anerkende, at der kan være nogle problemstillinger ved beslutningsforslaget, altså ved det alene at fokusere på spørgsmålet omkring et id-kort. For det er jo rigtigt, at som lovgivningen er i dag, er politiet sådan set forpligtet til at sikre, at i tilfælde, hvor der er tale om en stofbruger eller en udsat, giver man ikke en bødestraf eller en sanktion, men i stedet for benytter man sig af en advarsel. Vi kan bare konstatere, at det ikke er sådan, det fungerer i praksis. Det er ikke den måde, politiet håndhæver reglerne på. Det er ikke den måde, anklagemyndigheden håndhæver reglerne på. Derfor er der brug for, at vi får set på området, også gerne mere generelt. F.eks. kunne man jo også se på, om politiet simpelt hen i hvert enkelt tilfælde skulle argumentere for, hvorfor man i et tilfælde omkring besiddelse af euforiserende stoffer til eget brug ikke benytter sig af en advarsel frem for en sanktion.

Men når vi støtter forslaget alligevel, er det jo, fordi – som fru Karina Lorentzen Dehnhardt også har gjort opmærksom på – det her er en problemstilling, der er blevet rejst igen og igen. Sidste gang førte det til, at der blev lavet en beretning, og at der blev nedsat en arbejdsgruppe. Arbejdsgruppen har ikke færdiggjort sit arbejde. Det kommer den heller ikke til, lyder det fra regeringens side. I hvert fald understreger det arbejde, der har været i arbejdsgruppen, også, at der er en modstand imod at tage nye tiltag på området, herunder også brugen af et id-kort. Og når jeg så hører både repræsentanter fra regeringspartierne og også ministeren tilkendegive, at nu vil der snart komme til at ske en hel masse og en hel masse rigtig godt, uden at det bliver særlig konkretiseret, hvad alt det her rigtig gode, der komme til at ske, er, ja, så må jeg indrømme, at vi fra Enhedslistens side nok også er så pragmatisk anlagt, at vi må sige: Så lad os da tage det her skridt og i hvert fald sikre, at det her kan håndhæves, og at vi kan få gennemført det. Kan vi så gøre mere derudover, synes jeg, det vil være glimrende. Og jeg ser da frem til, at vi bliver indkaldt til forhandlinger omkring det her område. Men jeg synes også, det er et område, der er så vigtigt, og hvor vi har oplevet så meget nøl, at nu er det simpelt hen også nødvendigt, at vi tager nogle konkrete skridt.

Så uanset om det ender med, at vi kommer til at lave en beretning i udvalget, eller om det ender med, at det her bliver sendt til afstemning i salen, kommer vi fra Enhedslistens side til at bakke op omkring det, og vi kommer også til at bakke op om, at der skal tages yderligere tiltag for at sikre, at de her sårbare mennesker ikke bliver udsat for sanktioner, men at de i stedet for kommer til at opleve, at det samfund, der er omkring dem, faktisk også er interesseret i at anerkende dem og anerkende den situation, de står i, og dermed også i at kunne give dem en hjælpende hånd. Så tak til SF for at fremsætte beslutningsforslaget, og vi kommer fra Enhedslistens side til at bakke op omkring det.

Tak for det, og der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Peder Hvelplund, og jeg byder velkommen til fru Katrine Robsøe, Radikale Venstre.

Tak for det. Nogle gange skal man bruge en lejlighed her på talerstolen til lige at slå fast, at nej, hvor var jeg dejlig enig i det, hr. Peder Hvelplund lige sagde her fra talerstolen.

Jeg synes nemlig også, det er rigtig vigtigt at huske, når vi har sådan et beslutningsforslag her, at det jo heller ikke er, fordi jeg hører fra forslagsstillerne, at det her så løser alle udfordringer på det her område. Jeg ser det som et forsøg på at tage nogle skridt i den rigtige retning og rent faktisk gøre noget på et område, som er blevet diskuteret enormt mange gange. Jeg hører også fra alles side her i salen, at man har et ønske om rent faktisk at gøre noget her, komme af med snubletrådene og komme af med det, vi rent faktisk ikke har intentioner om skal være der, og i stedet reelt komme hen til en værdig, hjælpende hånd, som man reelt har brug for her.

I Radikale, vil jeg bare sige, vil vi da også gerne tage imod enhver invitation fra regeringen til at komme til forhandlinger på det her område. Det er der brug for. Det vil vi rigtig, rigtig gerne gå ind i. Vi vil også gerne være med til at se, om vi kan få strikket en beretningstekst sammen i fællesskab. Men jeg vil da også gerne sige, at skulle det komme til afstemning i salen, støtter vi fra Radikales side også forslaget. Tak for det.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Katrine Robsøe, og jeg byder nu velkommen til fru Mette Thiesen, Dansk Folkeparti.

I dag drøfter vi et forslag, som jo også har været fremsat før. Det handler om id-kort til nogle af de allerallermest udsatte i samfundet: mennesker med misbrug. Og det er det, forslaget handler om.

I dag eksisterer der jo allerede i København, Vejle, Odense og Aarhus det, man kalder straffri zoner for misbrugere, der bliver stoppet af politiet, ifald de besidder stoffer, der er til eget forbrug. Der er fixerum flere steder, hvor man som misbruger kan indtage sit stof under ordnede forhold. Det er rigtig godt. Det siger sig selv, at når man nu har indført fixerum, ligger politiet selvfølgelig heller ikke på lur og tager narkomanen, der er på vej ind i et fixerum. I så fald vil hele idéen med fixerummet forsvinde, og politiet er – i modsætning til hvad der er blevet sagt tidligere heroppefra – fornuftige, ræsonnable folk.

Det bliver nævnt i forslaget, men så sker det alligevel, at misbrugeren nogle gange får taget sit stof og får udstedt en bøde. Jeg ved ikke helt, hvor stort problemet er, og det tror jeg sådan set grundlæggende vi er mange der ikke rigtig ved. Somme tider sker det selvfølgelig også, at politiet skal bevise, at der har været et salg, altså for at få pusheren dømt, og i de situationer kan det selvfølgelig også give god mening, da vi jo gerne ser, at pusherne bliver dømt. Men det løser selvfølgelig heller ikke det problem, som vi åbentlyst har, med meget, meget udsatte danskere med misbrug, der bor i andre byer, og som ikke har de her straffri zoner.

Som det også er nævnt tidligere heroppe fra talerstolen, har der jo efter de her forskellige politireformer været en udvikling, som har betydet, at politiet altså ikke kender de folk på gaden, som man måske har gjort tidligere, og derfor har sværere ved – ikke nødvendigvis kun i København, men også i andre byer – at identificere de her mennesker, som er så udsatte, at de ikke skal have en bøde. Derfor mener vi i Dansk Folkeparti også, at et id-kort kan være en god løsning.

Jeg synes egentlig, det er sådan en lille smule uklart, om det her forslag udelukkende går ud på at indføre et id-kort, eller om det også handler om, at den her arbejdsgruppe, som har været nedsat tidligere, skal genoptage arbejdet for at undersøge det her nærmere. Vi er også meget optaget af at få undersøgt det her nærmere og også af at få fundet ud af, om et id-kort nødvendigvis er den rigtige løsning. Det kunne også være, der var mange andre løsninger; det er i hvert fald, hvad jeg hører rundtomkringfra, altså at det sagtens kunne løses på anden vis.

Et egentligt id-kort lader til at være en god idé, og vi i Dansk Folkeparti vil selvfølgelig gerne have, at det bliver undersøgt nærmere, om det kan løse problemet, og selvfølgelig også, at man ikke skaber et andet. Men det giver mening. Vi vil gerne se videre på det, og den arbejdsgruppe, der blev sat i gang, hvor man netop kan belyse de fordele og ulemper, der kan være, synes vi også giver rigtig god mening.

Det er vigtigt at sige, at i hvert fald for vores vedkommende i Dansk Folkeparti ønsker vi ikke at legalisere eller helt at afkriminalisere. Det går vi ikke ind for. Men vi vil altid gerne give udsatte borgere en håndsrækning; vi ønsker bare ikke, at alle og enhver kan rende rundt med stoffer. Men den udsatte borger, som er kendt som misbruger i systemet, vil vi gerne rigtig gerne lette forholdene for, og der kan id-kortet måske være en god idé.

Så fra Dansk Folkepartis side støtter vi forslaget. Vi støtter også, at der bliver lavet en beretning. Uanset hvad er jeg sådan set enig i det, der også er blevet sagt tidligere: Lad os nu i hvert fald få sat os ned og få fundet en løsning. Vi dukker også meget gerne op til forhandlinger. Men vi skal have fundet en løsning på det her problem. Det kan godt være, det virker, som om det er et lille problem for meget få, men her kan vi altså gøre en stor forskel for nogle mennesker, som er meget, meget udsatte, og som virkelig trænger til at få en hjælpende hånd fra samfundets side. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Mette Thiesen, og jeg byder nu velkommen til hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Tak, formand. Alternativet støtter selvfølgelig også det her beslutningsforslag fra SF om id-kort. Hvis man gennemførte det, ville det faktisk i sig selv skabe en masse værdi. Altså, det ville betyde, at der var nogle mennesker, som måske er de mest jagede og udsatte mennesker i vores samfund, der ville blive sparet for en forfærdelig masse kvaler. Så forslaget har værdi i sig selv. Nu har jeg aldrig mistænkt SF for at mene, at det var den eneste løsning. Så jeg regner da også med, at det skal sættes ind i en god sammenhæng uanset hvad.

Men der er tale om, jeg kan ikke huske, om det blev kaldt sådan en miniafkriminalisering, og det kan vi sagtens støtte. Vi støtter også en afkriminalisering i stor stil. Jeg var med på den studietur og er lige kommet hjem fra Portugal. For 20 år siden i Portugal havde de en af de højeste dødsrater blandt misbrugere i Europa; nu har de den næstlaveste eller laveste. Altså, det her er virkelig noget, der kan flytte noget, når det handler om at skabe bedre vilkår for dem, som man nærmest må sige har allermest brug for det i vores samfund. For med misbrug følger der hjemløshed, der følger kriminalitet, der følger sygdom, og der følger jo et hav af uværdigheder.

Det her beslutningsforslag ser jeg også som et stort signalflag, der siger: Lad os nu komme videre; lad os nu trække den her sag op af dyndet. Vi er også gerne med til at skrive en beretning, men der skal ske noget. Jeg ser egentlig også den her diskussion som et signal til regeringen om, at det her skal blive ambitiøst, altså at vi skal videre end den der sådan lidt sædvanlige centrum-højre-regering og den sådan lidt gråmelerede reparationsagtige politik. Vi skal ud og lave noget, som viser vejen, for der er masser af lande i verden, som har vist, at det her kan gøres langt, langt bedre, i stedet for at der er den her stilstand, som jeg synes vi har oplevet alt for længe i Danmark. Så vi støtter forslaget.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Torsten Gejl, og jeg byder nu velkommen til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

I Nye Borgerlige kommer vi til at støtte forslaget, og det er med det udgangspunkt, at der er nogle mennesker, der har brug for noget hjælp nu. Jeg forstår faktisk godt frustrationen over, at man ikke synes, at man lige kan vente på, at regeringen kommer ind. Nu vil jeg ikke citere, for ellers risikerer jeg at få skældud, men det er jo rigtigt, at der ikke er sket ret meget, så derfor kommer vi til at støtte det, og på den måde har vi i hvert fald fået lidt nu.

Der er nogle bekymringer i forhold til et id-kort til mennesker i så store problemer. Man kan have et problem med at få smidt det væk, med at huske det i jakken og med, at det forsvinder. Vi har jo alle sammen et cpr-nummer, og måske skulle vi gentænke hele området her, så vi begyndte at tænke på, at der er nogle mennesker, som vi alle sammen på tværs af politiske partier ved egentlig bare har brug for ordentlighed i alle de systemer, de møder i livet. Vi kender mennesker. Vi ser succeserne. Og jeg roser ofte ministeren på det her område, for jeg tror virkelig, at hun kommer et ægte sted fra.

I Nye Borgerlige håber vi, at vi kommer et sted hen, hvor det, som regeringen kommer med, egentlig bare gør det nemt at være ordentlig, gør det nemt for vores myndigheder at være ordentlige over for mennesker, som ikke har brug for ret meget andet end fred og ordentlighed. I bekymring over, at der måske ikke sker så meget fra regeringens side på det her område, støtter vi forslaget nu, men vi håber, at der i stedet for bliver lavet noget, der bliver endnu bedre, men det må i hvert fald ikke være noget, vi skal vente længe på. Jeg skal bare have et skriv, hvor jeg kan se, at det er ordentligt; så behøver jeg ikke at være til lange forhandlinger om det, men jeg håber, at de kommer snart.

Vi støtter forslaget. Vi anerkender fuldt ud, at SF gør det her af et godt bedste hjerte, og jeg tror, som Torsten Gejl også siger, at det ikke er noget, der løser alting, men det løser en lillebitte ting, og lidt har også ret.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til hr. Kim Edberg Andersen. Og jeg giver nu ordet til ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt, Socialistisk Folkeparti.

Jeg gik egentlig herned i Folketingssalen i et allerhelvedes humør – det må man måske ikke sige, men så i et pokkers humør – for jeg er så dybt irriteret på de her menneskers vegne over, at vi ikke er kommet længere med hensyn til de udsatte mennesker, som det her handler om. Men jeg vil så også sige, at efterhånden som jeg har siddet og lyttet til debatten, bliver jeg også gladere indvendig, for der er rigtig mange i den her Folketingssal, som faktisk er optaget af de her mennesker, og som gerne vil gøre noget for de her mennesker. Det er også derfor, det er så frustrerende, at vi ikke er kommet videre med det endnu. Men jeg opfatter det faktisk som et oprigtigt ønske om at gøre noget i forhold til de mest udsatte stofbrugere. Sidst vi havde debatten, var vi jo sådan set også enige om, at der skulle ske noget – der er bare ikke rigtig sket noget. Og så har den nye regering jo droppet at gennedsætte den arbejdsgruppe, som blev sat i gang i sidste periode, og det er baggrunden for, at vi tager debatten en gang til.

SF's holdning er i hvert fald, at man ikke kan straffe sig ud af afhængighed. Jeg ville sådan ønske, at vi kunne begynde at anskue afhængighed som et sundhedsproblem i stedet for et kriminalitetsproblem. Vi kunne aldrig finde på at anskue alle mulige andre afhængighedsproblemer på den måde. Hvis man har et alkoholproblem, så får man hjælp; hvis man er overvægtig, så får man hjælp. Hvorfor skal det være sådan, at når det handler om stoffer af forskellig art, substanser, som folk dulmer et tit smertefuldt liv med, så reagerer vi med straf? Det er jo helt skørt og vanvittigt.

Sidste gang mente og den her gang mener rigtig mange partier, at vi ikke skal jagte mennesker, der er afhængige af stoffer. Politiet skal koncentrere sig om at gå efter bagmændene – ikke dem, som kæmper med et problem. Vi bør møde dem med hjælp i stedet for straf. Men jeg må også bare sige, at selv om vi var enige om det i forståelsespapiret i den tidligere regeringsperiode – vi endda fik et løfte fra den nuværende statsminister om et id-kort til de mest udsatte stofbrugere – så er der bare ikke rigtig sket noget. Den tidligere regering leverede aldrig på statsministerens løfte, selv om det kunne tage lidt af presset af de mest udsatte borgere – og heller ikke engang selv om der var et flertal for at gå den vej. Det er jo virkelig urkomisk. Det stod jo i det tidligere forståelsespapir. Og arbejdsgruppen, som vi så i fællesskab fik nedsat sidste gang med en beretning, blev forhalet lige netop så meget, at den aldrig nogen sinde kom til at levere noget, og det, der lå, viser jo også, at det i høj grad blev syltet i en proces, som var meget problematisk.

Det kan godt være, at det er lidt unfair at sige det sådan, men det kan næsten føles, som om der sidder nogen og blokerer for, at det her kan blive til noget. Vi har i 16 år gået rundt og troet, at det her system, vi har, hvor politiet kan give en advarsel og lade være med at konfiskere stoffet, blev brugt. Vi kunne godt se, at antallet af advarsler var rigtig lavt, men at de så i et svar pludselig angiver, at de sådan set ikke har de sociale og sundhedsmæssige oplysninger, der gør, at de kan vurdere, om en borger skal have en advarsel, er jo helt skørt – hvorfor har de ikke sagt noget om det? Jeg ved, at fru Pernille Skipper fra Enhedslisten har haft justitsministeren i samråd omkring problemstillingen, og det er aldrig blevet nævnt, at det havde de sådan set ikke muligheden for. Og det er jo derfor, at vi tyer til det her id-kort, for så har man i det mindste noget, man kan vise, altså et fysisk bevis på, at man er i den målgruppe.

Jeg er godt klar over, at det ikke bare er en nem ting at skabe sådan et id-kort, men vi laver så mange andre identifikationsløsninger, så noget må man jo simpelt hen kunne gøre på det her område. Og jeg vil til enhver tid mene, at det er mindre stigmatiserende at have et id-kort at forevise for at undgå at få konfiskeret sine stoffer og blive sendt en tur i retten, end det er ikke at have et id-kort, så man får konfiskeret sine stoffer og kommer i retten og måske endda skal tage et par sexkunder mere den dag, fordi man så skal skaffe penge til nogle nye ting. Det synes jeg i hvert fald ikke er værdigt, og mange har nævnt lige præcis værdighed i dag.

Jeg tror, at der, hvor hunden ligger begravet, i virkeligheden er i forhold til politiet og Justitsministeriet, og det er derfor, jeg også er ret irriteret over, at de to gange, jeg har fremsat det her forslag og har ønsket, at det skulle behandles i Retsudvalget, så havner det hos socialministeren. Men det er i virkeligheden dem, der sidder med nøglen til, at vi kan få løst det her problem. Det er politiet, der mener, at et id-kort ikke er en god løsning, fordi de har nogle hensyn at tage til efterforskning og andre ting – det siger de. Men vi hørte på nøjagtig de samme bekymringer i forhold til heroinbehandling og fixerum og den slags, og der er ikke nogen, der tænker, at vi skal rulle det tilbage. I øvrigt har vi jo et advarselssystem allerede, som burde undtage lige præcis den her målgruppe. At de så får et id-kort, kan jeg bare slet ikke se skulle skabe de problemer, som man mener.

Jeg kan forstå, at i arbejdsgruppen har politiet ikke villet lægge dokumentation frem for, hvordan de arbejder med de her advarsler, så vi kan sådan set ikke engang få et indblik i, hvordan de laver de her ting. Min tese er, at de ikke laver dem, og at de ikke undersøger det – og det har de jo også sagt at de ikke kan – og at det er derfor, de ikke er så glade for at lægge dokumentation frem.

Den anden ting er, at ud over at de ikke vil lægge det frem, har de sådan set forkastet alle andre løsningsforslag, der bliver lagt på bordet. Nogle har foreslået, at der skulle være en lovændring, hvor man ændrer, at de »kan« give en advarsel, til, at de »skal« give en advarsel. Det er også blevet forkastet. Der er spørgsmålet om, om man kunne lave en eller anden afkrydsningsrude, så politiet ligesom kan vise, at de har lavet en undersøgelse af, om den her borger skal have en advarsel. Det er også blevet forkastet. Der er sådan set ikke rigtig kommet nogen løsninger ud. Så min vurdering er sådan set – og det må jo stå for egen regning – at det er politiet og Justitsministeriet, vi skal have fat i for at få løst problemerne for den her gruppe. Jeg synes ikke, vi kan være det bekendt over for de mest udsatte borgere. Jeg synes faktisk, det lidt er at gøre grin med dem, at vi inviterer dem ind i en arbejdsgruppe for derefter at forkaste hvert eneste forslag, de har. Det synes jeg ikke er værdigt.

Nu bliver vi så stillet en ny løsning i udsigt. Vi ved ikke helt, hvad den kommer til at indeholde, men vi kan forstå, at den er mangefacetteret, og at der kommer en god løsning – på et eller andet tidspunkt i hvert fald. Det må vi jo så afvente og se. Regeringen sidder jo med et flertal og med nøglen til at få det her løst. Jeg håber bare på de udsattes vegne, at vi virkelig kommer videre ad den her vej.

Jeg er jo fuldstændig enig med dem, som har nævnt, at afkriminalisering sådan set var det, vi bare kunne gøre, og så havde vi løst den her udfordring. Det kommer der aldrig nogen sinde et politisk flertal for, tror jeg. Det vil der altid være regeringer der sidder og blokerer for kan blive en løsning. Men det her med at kunne hjælpe de mest udsatte borgere tror jeg vi kan blive enige om, og det er derfor, at vi i SF tænkte, at det her id-kort kunne være en løsning, hvor vi for en gangs skyld kunne enes om at gøre noget i forhold til en gruppe, som alle jo kan se virkelig har det svært.

Det er jo rigtigt, at man også godt kan tilbyde dem misbrugsbehandling og alt muligt andet, som andre har nævnt, men jeg tror bare, at forskellige afhængigheder kræver forskellige løsninger: Nogle vil have gavn af misbrugsbehandling; nogle vil have gavn af et id-kort; andre vil have gavn af heroinbehandling. Jeg tror virkelig, det er individuelt, og der er ikke en one size fits all-løsning i forhold til de her mennesker.

Lad os håbe på, at der kommer en løsning den her gang. Jeg takker i hvert fald for debatten. Det er trods alt opløftende, at vi er så mange herinde, som gerne vil de her mennesker det godt. Så lad os se, om vi ikke denne gang kan trille en eller anden løsning i mål. Det håber jeg. Tak for debatten.

Tak for det. Der er to korte bemærkninger, og jeg giver først ordet til fru Maria Durhuus, Socialdemokratiet.

Tak for ordet. Jeg har et kort forståelsesspørgsmål. Jeg hører ordføreren sige i sin tale, at så længe du har et alkoholmisbrug, er du sikret hjælp. Det kunne jeg godt tænke mig at ordføreren ville uddybe, for vi ved, at 585.000 danskere har et skadeligt alkoholforbrug, 140.000 er afhængige, 144.000 børn vokser op i hjem med alkohol, og ventetiden for dem på at komme i behandling for de skader, der opstår, når man vokser op i et hjem med alkohol, er et år. Så kan ordføreren ikke uddybe lidt for mig, hvordan man er sikret behandling, hvis man bare har et alkoholmisbrug.

Ordføreren.

Der er muligvis også ting, vi kunne gøre bedre der, men jeg tror egentlig, min pointe var, at vi ikke straffer et alkoholmisbrug, fordi vi anerkender, at det jo er en sygdom, som faktisk kræver, at man får hjælp. Det samme er jo i virkeligheden tilfældet, når man har et forbrug af stoffer, som vi anser for illegale, men det straffer vi i dag, fordi det advarselssystem, som findes, simpelt hen ikke fungerer. Og der er eksempler på, at nogle af de her mennesker simpelt hen bliver slæbt i retten. De får konfiskeret deres stoffer, og så skal de ud og tage en sexkunde mere eller lave et bræk mere. Det synes jeg simpelt hen ikke er værdigt. Så det er hele tilgangen, jeg tænker skal være anderledes. Lad os nu se afhængighed som et sundhedsproblem frem for et kriminalitetsproblem, og lad os gøre det over hele linjen.

Fru Maria Durhuus.

Men tænker ordføreren ikke, at der på det år eller mere, der er af ventetid for de børn, der udsættes for at bo i et hjem med et misbrug, kan opstå nye problemstillinger, så vi derfor er nødt til at gå det skridt længere og ville det mere inden for det her område? Som jeg jo sagde i min tale, er det mennesker, der har en udsathed, og som har en lidelse, uanset hvilket misbrug man har. Så kan ordføreren ikke sætte ord på, om vi så bare skal tilbyde mennesker med stofmisbrug det samme behandlingsforløb, som angiveligt virker ved alkoholmisbrug?

Ordføreren.

Jeg tænker i hvert fald, at man skal tilbyde hjælp, og jeg tror, den skal være individuel. Men ordføreren tilhører jo regeringspartierne, som bare kan, hvad kan man sige, gør det bedre, sætte flere penge af til misbrugsbehandling og sørge for, at ventetiden kommer ned. Det sidder regeringen jo med nøglen til. Jeg synes bare ikke, det skal spærre for, at vi gør noget i forhold til en gruppe udsatte borgere, som har en afhængighed, som i dag bliver behandlet som et kriminalitetsproblem. Der synes jeg ikke, at man gør det ens. Vi straffer os ikke ud af andre problemer. Vi siger ikke til overvægtige: Du kan sådan set ikke få noget hjælp overhovedet, for du er selv skyld i din overvægt – og giver dem den straf. Der tænker vi: Jamen det er noget, som vi har ret til i sundhedssystemet at få hjælp til. Selvfølgelig er der nogle bestemte kriterier, for at man kan få den hjælp. Jeg vil bare gerne have, at vi kigger på det her som et sundhedsproblem.

Tak for det. Fru Anni Matthiesen.

Tak, og tak for ordførertalen. Og ja, det er ved at være lidt sent her en tirsdag aften, men der var simpelt hen nogle ting i ordførerens tale, hvor jeg har brug for at få præciseret, hvad ordføreren egentlig mener. For ordføreren siger jo på et tidspunkt, at det ligesom er politiet, der spænder ben for det her med at anvende id-kortet, og jeg tror også, ordføreren siger, at den her arbejdsgruppe, som har været nedsat, ikke har leveret noget som helst. Men er det ikke rigtigt, at arbejdsgruppen i hvert fald i bred enighed har udtalt, at id-kortet ikke er den bedst egnede løsning, så arbejdsgruppen altså i hvert fald har den samme holdning som politiet? Er det ikke korrekt forstået?

Ordføreren.

Ja, det er korrekt, at de peger på nogle andre løsninger. Men de løsninger, de har peget på, er jo netop ikke blevet hørt, og hvis du spørger de organisationer, om de helst vil have et id-kort eller nulløsninger, så tror jeg faktisk, at de vil vælge et id-kort, fordi det ville løse nogle af de udfordringer, de står med. Jeg problematiserer jo sådan set, at arbejdsgruppen aldrig er nået frem til et resultat. Man har dumpet hvert eneste af de forslag, som organisationerne er kommet med, og som kunne løse det her, og derfor sidder politiet jo og spærrer for løsningen af det.

Alle anerkender jo – det står også i rapporten – at der her er et problem. Politiet får simpelt hen ikke lavet de vurderinger, der fører til, om man skal give en advarsel. De peger på, at der er et problem, og de peger især på, at der er et problem andre steder i landet end måske lige præcis i hovedstaden. For der kan være nogle politibetjente, som mere kender nogle af de mennesker, der er i gadebilledet. Så jeg synes jo sådan set, at problemet ligger i, at politiet ikke vil diskutere andre løsninger eller fremlægge dokumentation for, hvordan de arbejder med det her i dag. Det er da et kæmpe problem.

Fru Anni Matthiesen.

Tak. Jeg vil jo sige, at jeg synes, det er helt, helt nærliggende, at det er i Socialudvalget, vi kæmper den her kamp og vi nu forhåbentlig får noget på banen, som er bedre for netop den her udsatte gruppe. Og ja, så kan det jo også godt være, at man skal diskutere tingene med justitsministeren, og at der er ting, der på en eller anden måde binder de to områder sammen.

Men er ordføreren ikke enig i, at det i bund og grund, når det gælder misbrugerne og det at få skabt nogle gode løsninger, er i socialministerens regi, vi skal forhandle de her ting?

Ordføreren.

Jo, det kan man jo godt sige, og det giver i hvert fald en helt anden debat end med retsordførerne, og det synes jeg faktisk er enormt positivt. Jeg tror bare ikke, man skal underkende, at Justitsministeriet ikke spiller med her, og det gør de ikke, fordi politiet ikke gør det. Det er jo en kæmpe udfordring at finde en løsning, og problemet er, at det her foregår i siloer. Jeg har ønsket en debat med justitsministeren, fordi jeg gerne ville have en debat om, hvorfor politiet siger sådan, og hvordan vi så finder nogle andre løsninger, som politiet også kan leve med, og det medvirker det jo ligesom ikke til. Så derfor er jeg bange for, at vi lidt løber panden mod en mur igen.

Fru Camilla Fabricius, Socialdemokratiet.

Jeg synes, at det lød, som om ordføreren sagde, at man fik alting betalt i sundhedsvæsenet, eller at alt var lige på den front, og jeg håber ikke, at det er det, ordføreren mener. Jeg kan jo bare sige, at vi i mit parti har kæmpet benhårdt for tilnærmelsesvis at komme til at sidestille psykiatrien med somatikken, og bl.a. den fedmemedicin, som nævnes, er altså en, man skal betale for med egne midler. Så jeg vil bare gerne lige have bekræftet, at ordføreren stadig væk holder fast ved, at alting er frit lejde på sundhedsområdet.

Ordføreren.

Jeg synes faktisk, det er en lidt absurd debat. For det ved fru Camilla Fabricius jo godt at det ikke er. Det er mere menneskesynet, der ligger bag, som jeg synes er vigtigt i den her sammenhæng. Vi kunne jo aldrig drømme om at straffe mennesker med overvægt eller med et alkoholproblem for deres problemer, ligesom vi gør det, når mennesker er afhængige af stoffer. Jeg ønsker, at vi skal kigge på det her som et sundhedsproblem og ikke som et kriminalitetsproblem. Så det er hele menneskesynet bag det, som jeg problematiserer, og jeg håber da, at fru Camilla Fabricius er enig med mig i, at det er et problem.

Fru Camilla Fabricius.

Jamen når ordføreren fremsætter et beslutningsforslag som det her og man har en debat i salen, så må man også stå ved, at det her kan anskues fra flere vinkler, også sådan som vores ordfører sagde det, altså at det her kræver et helhedssyn omkring det hele menneske. Og det har regeringen faktisk peget på i sit regeringsgrundlag, og det håber jeg da at ordføreren anerkender.

Ordføreren.

Jo, det har jeg sådan set ikke noget problem med at anerkende, men fru Camilla Fabricius må omvendt også anerkende, at statsministeren er kommet med et forslag. Det er kommet i et forståelsespapir, det havde man 3 år til at realisere, og man gjorde ingenting. Man tryglede om, at der blev nedsat en arbejdsgruppe, og det gik vi så med til. Så skete der ingenting i den arbejdsgruppe. Jeg håber, at fru Camilla Fabricius kan forstå, at tilliden til, hvad der kan ske i den her gruppe, måske kan ligge på et meget lille sted. Jeg håber på, at jeg tager fejl. For jeg synes faktisk, det vigtigste er, at vi får hjulpet de her mennesker, og det gør vi ikke i dag med den måde, som vi har indrettet det på.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Karina Lorentzen Dehnhardt.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.

(Talen er under udarbejdelse)