Miljø- og Fødevareudvalget 2022-23 (2. samling)
B 35
Offentligt
2706592_0001.png
Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 15. maj 2023
Hermed sendes følger besvarelse fra ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri af spørgsmål nr. 1 til
B 35, forslag til folketingsbeslutning om at fjerne muligheden for at dispensere fra dyrevelfærdsloven i
naturnationalparkerne, som Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg har stillet til ministeren for
fødevarer, landbrug og fiskeri den 25. april 2023. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kim Edberg
Andersen (NB).
Spørgsmål nr. 1 til B 35 fra Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg
”Vil ministeren redegøre for, hvordan krav om jævnlige tilsyn er defineret? Er det tilstrækkeligt, at
dyrene tilses hver 14. dag, hver tredje uge eller en gang om året? Hvor går grænsen?”
Svar
Til brug for besvarelsen af spørgsmålet har jeg indhentet en udtalelse fra Fødevarestyrelsen, der har
oplyst følgende:
”Der kan ikke angives en entydig definition af, hvor ofte ”jævnligt” er. Det Veterinære Sundhedsråd har
udtalt, at rådet skønner, ”at et ugentligt tilsyn ikke vil være tilstrækkeligt til at drage omsorg for samt
sikre et dyr bedst muligt mod smerte, lidelse angst, varigt mén og væsentlig ulempe”, hvormed ”jævnligt
tilsyn” vil indebære tilsyn minimum to gange om ugen.
Tilsynsfrekvensen kan variere, da det kan være nødvendigt med hyppigere tilsyn i perioder med f.eks.
hårdt vintervejr, eller når dyrene får afkom. Det kan blive relevant at udpege enkelte dyr eller grupper
af dyr, som f.eks. drægtige dyr, som bør følges nærmere for at sikre, at de eksempelvis får adgang til
tilstrækkelig føde.”
Jacob Jensen
/
Paolo Drostby
Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri • Holbergsgade 6 • 1057 København K
Tlf. 38 10 60 00 • CVR 41956011 • EAN 5798000880016 • [email protected] • www.fvm.dk