Tak. Det har jo været en heftig debat, må man sige, for det er jo noget, der sætter følelserne i gang, når det drejer sig om dyr – ingen tvivl om det. Jeg kunne forstå på hr. Torsten Gejl, at det var et af de værste forslag, han nogen sinde skulle opleve at behandle her i Folketinget. Det siger jo altså ikke så lidt. Så er der heldigvis andre, der har syntes, det har været et godt forslag, og det er jeg meget godt tilfreds med. Så er der dem, der synes, at det på et tidspunkt var et godt forslag, men det synes de sådan set så ikke længere. Så det har været sådan lidt blandet, kan man godt sige, i forhold til modtagelsen af det her forslag, og det er jo egentlig ret pudsigt.
Jeg må bare sige, at de her store græssere – det er et sjovt udtryk, som man bruger nu – ganske simpelt hen har været, synes jeg, en meget trist brik i sådan et biologisk spil, og det har været de her fanatiske biologer, som har vundet spillet. Det må man bare konstatere. Hvis jeg skal give lidt igen, vil jeg næsten sige, at hr. Torsten Gejl i virkeligheden hører til en af dem. Han er måske ikke uddannet som sådan, men rent overbevisningsmæssigt tror jeg det er på den måde.
Men som det også har været diskuteret i løbet af dagen, har den her dispensationsmulighed jo ikke været taget i brug, og hvorfor skulle den egentlig også det? Alle, der har dyr i deres varetægt, skal leve op til den samme lovgivning, og det er, uanset om det er den ene eller den anden, uanset hvilket dyr det er, uanset om det er kæledyr, landbrugsdyr, tamdyr, eller hvad det er, eller de dyr, der nu skal gå såkaldt frit, frit bag hegn og uden tilført foder, i landets naturnationalparker. Vi har allerede en masse triste erfaringer med dyrevelfærd, som ikke bliver overholdt, og ved at have en dispensationsmulighed vil vi bare få endnu flere. Det synes jeg ikke vi kan være bekendt.
Jeg må sige, at jeg tror, at der er mange, der følger den her debat, for det har jo været meget oppe at vende, og der er mange, der brænder for det her. Så bliver jeg meget ærgerlig over, at nogle udeomkring, som bruger meget tid på det her, og som følger det meget, meget nøje, skal have at vide, at de billeder, som bliver lagt på de sociale medier, nok bare er et eller andet, der måske bare er fra Kina eller et eller andet sted, altså noget, der slet ikke hører til her. Der må jeg bare gentage, at jeg har været på Molslaboratoriet. Jeg har set dyrene, jeg har set den hest, som ingen ville tro på led, indtil man altså fandt ud af det og måtte bedøve den og operere den, og jeg ved ikke hvad, fordi dens bidsel sad helt forkert på den. Jeg har også set dyr, som har været meget, meget udsultede, og som jeg ikke har brudt mig om at se. Jeg har haft meget stor kontakt med de mennesker, som oprigtigt og ærligt og med hjertet beskæftiger sig med det her, og jeg synes ikke, de fortjener andet end at vide, at deres ord altså bliver hørt, og at jeg meget gerne vil følge op på det.
Så er der det med evalueringen. Hvad skal der ske nu, hvad forventer man egentlig der skal ske? Det er jeg meget, meget spændt på. Jeg er meget spændt på hele projektet, jeg er meget spændt på, hvor meget biodiversitet der egentlig kommer ud af det, når først vi kommer til det, for det er jo det, som skulle være hele hensigten, og det er jeg altså enormt spændt på. Og jeg er meget spændt på, hvor meget og hvor længe regeringen, inklusive Venstre, kan holde til det her efter at have haft helt, helt andre synspunkter. Det er mærkeligt, at de tidligere venner på samråd efter samråd pludselig har fået en anden opfattelse. Der synes jeg lige så godt, man kan sige: Vi er i regering nu, og derfor er vi nødt til at have den opfattelse. I stedet for forsvarer man de ting, der sker, men som man ikke har forsvaret før. Men tak til de partier, der har modtaget det pænt. Mindre tak til dem, der har ændret holdning. Og en stærk undren over for nok mest hr. Torsten Gejl, som har udtalt sig særdeles kritisk – for at sige det pænt – om det her.
Men vi har i Dansk Folkeparti prøvet, og sådan skal det jo være, altså at man prøver synspunkterne af, og det har vi gjort, og nu må vi se, hvad fremtiden bringer i forhold til det her. Jeg tror ikke, det bliver den sidste diskussion, vi har om det her emne. Tak.