Jeg tænker, at jeg kort lige vil tage ordet her under andenbehandlingen af det her beslutningsforslag, som jo handler om deltagelse i to samarbejder: Det Europæiske Forsvarsagentur og det, der hedder PESCO. Begge dele er centrale i forhold til EU's de sikkerheds- og forsvarspolitiske samarbejde, og dansk deltagelse vil give os mulighed for at sætte en strategisk retning for EU's sikkerheds- og forsvarspolitik.
Jeg tænker også, at det er vigtigt at sige her i dag, at hvis beslutningsforslaget bliver vedtaget, planlægger vi at meddele vores deltagelse i Forsvarsagenturet allerede i dag. Det er sådan, at der har været diskussioner omkring Det Europæiske Forsvarsagentur og dets rolle i forhold til ammunition i forhold til Ukraine tidligere på ugen i forbindelse med et møde i Bruxelles i mandags. Det, vi kommer til at gøre, er, at vi så kommer til at meddele Forsvarsagenturet i dag, hvad Folketinget måtte have besluttet – forhåbentlig en bred opbakning til forslaget – og det betyder også, at den her disposition planlægges optaget på tillægsbevillingsloven for 2023, og herefter sendes der en formel notifikation til Forsvarsagenturet, og hermed er vi medlemmer.
Noget af det første, vi fra dansk side kunne være med til at tilslutte os og deltage i, ville være det frivillige samarbejdsprojekt under Forsvarsagenturet om fælles indkøb af ammunition til Ukraine, som netop er blevet lanceret. Som noget nyt vil Forsvarsagenturet i det konkrete projekt bistå medlemslandene i at koordinere fælles indkøb af ammunition til Ukraine og til genopfyldning af medlemsstaternes egne lagre. Det er medlemslandene, der foretager indkøbene, og det er agenturet, der bistår i processen. Og med det vil jeg sige, at det sådan set blot var det, jeg ville oplyse Folketinget om her i dag, inden man stemmer om forslaget.