Money talks – penge taler. Sådan forklarede Jørgen Lindhardt Steffensen fra Djurslands Borgerlige-Liberale Erhvervsklub i 2021, hvorfor foreningen sender store pengebeløb til en række politikere. Han fortsatte med, og jeg citerer, at »dem, som stiller op som kandidater her i området og som gerne vil have fat i vores pengekasse, de er da nødt til at gøre deres hoser grønne over for os«. Han fortalte også, hvordan politikere, der fik penge fra erhvervsklubben, gav nogle, man kan vel godt kalde det modtjenester til de tilknyttede virksomheder i form af særlig adgang til information og rådgivning. Jørgen Steffensen er ærlig og åben. Det er mere, end hvad man kan sige om de fleste andre af de her såkaldte pengeklubber, der ved hvert valg sender millioner af kroner til de politiske partier. De fleste afviser helt at tale med medierne eller fortælle, hvem deres donorer og medlemmer er.
En anden, og her er det en kollega, der også har været ærlig og åben, er hr. Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Han fortæller i sin seneste bog om den store indflydelse, som Liberal Alliances hovedsponsor, udlandsdansker og milliardær Lars Seier Christensen, har haft på partiets politik. Ifølge hr. Simon Emil Ammitzbøll-Bille skulle Lars Seier Christensen have sagt, og jeg citerer, at »jeg har sgu ikke postet 10-15 mio. kr. i projektet her for at få lettelser i bunden«, og samtidig presset partiet til at holde fast på et ultimativt krav om at sænke topskatten.
For nogle år siden, tilbage i 2003, indgik en række af Folketingets partier en aftale om nordsøolien, som var meget lukrativ for specielt et olieselskab, nemlig A.P. Møller Mærsk. Ved det efterfølgende valg modtog præcis de partier, der deltog i den aftale, partistøtte fra den selv samme koncern. I forbindelse med finanskrisen var der en støtteforening af danske banker, som gav partistøtte til de partier, der var med til at vedtage de store hjælpepakker til bankerne. Det er bare for at nævne nogle af de skismaer, dilemmaer, paradokser, problemer, som det her med penge i politik rejser. Og private penge spiller en større og større rolle i politik. For hvert valg bruger vi flere og flere penge på kampagner og sociale medier. I 2019 var det 277 mio. kr., der blev brugt på valgkamp, og vi kender ikke tallene fra sidste år endnu. Og den økonomiske forskel mellem partierne bliver også større og større. Så kære kollegaer, vi har altså et problem her.
Vi har et problem, hvis pengestærke grupper og individer kan købe sig til en særlig indflydelse på partiernes politik, og vi har et problem, hvis de partier, der repræsenterer mere pengestærke grupper i samfundet, har flere penge at føre valgkamp for end de partier, der varetager mindre pengestærke gruppers interesser. Det er et problem, som vi er nødt til at have åbne øjne over for, og som vi er nødt til at adressere. Måske burde vi, som der blev foreslået for nogle år siden fra Partistøtteudvalgets side, kigge på at udfase privat partistøtte over et vist niveau for at skabe en mere lige spillebane og for at sikre, at der ikke følger indflydelse med den her pengestøtte. Men det mindste, vi kan kræve, og det er jo det, diskussionen i dag handler om, er, at så længe der ruller millioner af kroner ind fra private donorer til partierne, har befolkningen fuld indsigt i, hvor pengene kommer fra, fuld indsigt i, hvem der finansierer partierne, sådan at de kan bedømme, om partierne er uafhængige af deres donorer, eller om de lader sig påvirke, og den indsigt har befolkningen slet, slet ikke i dag.
Under valgkampen i efteråret ringede mediet Frihedsbrevet, som flere vil kunne huske, op til en række partier og politikere og foregav at være en rigmand, der ønskede at donere et større pengebeløb, det skulle bare være anonymt, og alle partier herinde, undtagen fire, viste sig mere end villige til at vejlede den falske donor i, hvordan man kunne undgå eller omgå partistøttereglerne ved at dele bevillingen op i flere portioner, sådan at den ikke ville fremgå af deres partiregnskab. Det er blot én i en lang, lang række af lignende historier og skandaler, der viser, hvordan partierne og politikerne desværre er ekstremt kreative i forhold til at omgå de regler, der er i dag. Det betyder, at virkeligheden lige nu er, at befolkningen ikke har en chance for at vide, hvilke økonomiske interesser der står bag partierne og finansierer deres valgkampe og kampagner, og det skyldes, at de regler, vi har for åbenhed om partistøtte, er så hullede som en si og dermed ikke lever op til det, jeg egentlig tror er ånden i dem, nemlig at der skal være en indsigt og en åbenhed for borgerne.
Det første problem er det, som vi har drøftet i dag, med, at vi har en grænse på de her 22.600 kr., og at hvis det er et beløb over det, skal det oplyses i årsregnskaberne i partierne; der skal bare ikke oplyses størrelsen af beløbet. Det betyder, at jeg ikke aner, når jeg slår op i et partiregnskab og kan se, at A.P. Møller Mærsk f.eks. støtter et parti, om det er med 25.000 kr. eller med 250.000 kr. eller med 2,5 mio. kr., og det er klart, at det jo er vigtigt at vide, hvor stort et beløb det er, når man som borger skal have en chance for at vurdere, om det her parti optræder uafhængigt af de her interesser, eller om man oplever, at der er en tilbøjelighed til måske at tilgodese nogen, fordi de er så vigtige for partiets økonomiske stabilitet.
For det andet er det sådan, at selv hvis man altså giver det her beløb og bare slet ikke ønsker at optræde i partiernes regnskaber, er der de her huller i reglerne, som desværre bliver udnyttet i meget vid udstrækning. Det ene er den selskabsfinte, vi har talt om. Det er altså den, hvor man deler et beløb op i en lang række mindre portioner og kanaliserer dem gennem forskellige cvr-numre hen til et parti og på den måde undgår at optræde i partiets regnskaber. En anden finte er den såkaldte erhvervsklub- eller pengeklubfinte, som altså indebærer, at man, hvis man er en donor, som ønsker at give et større beløb, men ikke ønsker at optræde i partiregnskaberne, kanaliserer pengene gennem en såkaldt erhvervsklub, og så optræder kun erhvervsklubbens navn og altså ikke det selskab eller det individs navn, som er den egentlige donor. Det er altså nogle af de problemer, som findes, og som er årsagen til, at der ikke er en åbenhed, og konsekvensen er, at millioner af kroner strømmer til partierne, uden at befolkningen har en chance for at have indsigt i det.
Den situation har i årevis medført en omfattende kritik. Det har den fra Europarådets antikorruptionsenhed, som hedder GRECO, det har den fra den organisation, der hedder Transparency International, og det har den senest også fra Europa-Kommissionen, og hver gang har man ligesom fra skiftende regeringers side lovet bod og bedring igen og igen, men der er ikke rigtig sket noget grundlæggende. Jeg synes egentlig, det er pinligt, at Danmark igen og igen modtager den her kritik af, at vi har så ringe regler, og det er derfor, vi har fremsat det her forslag i dag, som har til formål at lukke det. De ti forslag, som er med, er simpelt hen inspireret direkte af de indstillinger og anbefalinger, som de her organisationer er kommet med, så det er ikke nogen, vi har grebet ud af den blå luft fra Enhedslistens side.
Jeg kan ikke nå at gå ind i de enkelte forslag, og de har også været debatteret, så jeg vil bare lige kommentere debatten. Jeg synes, det har været rigtig fint; det var jo en glædelig overraskelse fra ministerens side til at starte med, at man vil indkalde til forhandlinger. Det ser jeg meget frem til, og jeg håber, som andre ordførere også har sagt, at man vil indkalde til brede forhandlinger i Folketinget. Det deltager vi meget gerne i. Jeg synes også, der har været nogle vigtige overvejelser her om den her balance. Jeg synes sådan set, det er rigtigt, at mindre beløb ikke er det, der er det vigtige her. Det, der er det vigtige, er, at de rigtig store donorer, dem, man kunne få mistanke om havde en indflydelse på partiernes politik, er kendte for offentligheden.
Så jeg ser meget frem til de forhandlinger og ser meget frem til, at også de partier, der indgår i det forlig, som åbenbart stadig væk er gældende, er parate til at lytte til den kritik, der kommer fra en række meget vigtige organisationer på det her område, af den uigennemsigtighed, der er i de danske regler, og at man faktisk er parat til at gøre noget ved det den her gang. For det er en sag, vi har diskuteret, og det ved de fleste, der har været herinde i mange år også, i rigtig, rigtig mange år herinde. Vi skal have et opgør med skjulte penge i dansk politik. Det er fundamentalt for vores demokrati, at vi har åbenhed om de politiske pengestrømme, og vælgerne og befolkningen har en legitim interesse i og et demokratisk krav på at vide, hvem det egentlig er, der betaler for partiernes valgkamp. Tak for ordet.