Tak. Først må jeg starte med at sige, at det jo er en fornøjelse at opleve både Venstre og Socialdemokratiet lige pludselig have en meget positiv indstilling til konceptet kaldet borgerforslag. Jeg ved ikke, om det er, fordi vi har fået en ny regering og dermed nye tider, men jeg vil da sige, at i sidste samling var det ikke sådan, regeringen forholdt sig til borgerforslag. Men det er jo dejligt.
Nu til borgerforslaget: Jeg er fuldstændig enig i, at det er ekstremt flot og udtrykker et behov for noget i befolkningen, at man kan samle så mange underskrifter på så kort tid. Det er et meget gennemarbejdet borgerforslag; det er jeg enig i. For selvfølgelig er det et problem i et retssamfund, at forbrydelser ikke bliver opklaret. Det er et problem for den grundlæggende retsfølelse, for offerets efterladte, for trygheden i et lokalsamfund og for sikkerheden for potentielle fremtidige ofre.
Derfor er det også en god ting, synes jeg lige vi skal huske på, at vi i Danmark har ganske få uopklarede drab. Det har selvfølgelig noget at gøre med, at vi har et meget veluddannet politi, og at der prioriteres ressourcer til drabssager. Men noget, som vi ikke har fået gjort endnu, men som virkelig kunne gøre en forskel i forhold til antallet af uopklarede drab, ville være arbejdet med forebyggelse. Det samme gælder i øvrigt for voldtægtssager og sager om grov vold, som er to områder, hvor efterforskningen ikke er lige så højt prioriteret. Det er sådan set ikke politiets skyld; det er måske mere et spørgsmål om, at vi fra Christiansborgs side er for dårlige til at sætte de nødvendige ressourcer af til, at politiet kan lave den nødvendige efterforskning.
Nu handler forslaget jo ikke om forebyggelse, men om, hvad vi som samfund kan gøre, når tragedien er sket. Og der er jeg jo enormt glad for den indsats, der bliver lagt fra politiets side i efterforskningen af drab, men også i de andre sager. Det siger jeg bare for at udtrykke en forståelse for, at når der ikke sker efterforskning i voldtægtssager, er det jo ikke, fordi politiet ikke gider, men fordi vi er for dårlige til at sætte ressourcerne af til det.
Jeg må samtidig sige, at jeg synes, at det her forslag går for vidt. Der er ingen grund til at betvivle, at det skulle virke. Selvfølgelig vil man da kunne opklare flere forbrydelser med det her værktøj. Der er jo en masse ting, som kunne opklare flere forbrydelser, men som vi ikke gør. Vi kunne tage fingeraftryk og dna-profiler af alle danskere fra fødslen, ligesom vi kunne overvåge alle borgeres profiler på sociale medier eller bare spore, hvor alle danskere bevæger sig hen, via lokalitetstjenester. Det er jo alle sammen ting, som utvivlsomt vil medføre, at flere forbrydelser vil blive opklaret, men spørgsmålet er, om det er prisen værd. Det synes jeg ikke, og det synes vi ikke i Enhedslisten, for alle de her værktøjer er ligesom den foreslåede genetiske slægtsforskning et stort indgreb i retten til privatliv.
Retten til privatliv er som sådan en menneskerettighed. Jeg ved jo godt, at der ikke er så mange herinde, der går op i menneskerettighederne. Se bare på telelogning, som et flertal herinde har holdt hånden under i mere end et årti. Til gengæld er retten til privatliv også en grundlæggende del af at være et menneske i et retssamfund, og det er en værdi, vi i Enhedslisten går meget op i.
Der er skrevet flere forbehold ind i forslaget. Det har vi i Enhedslisten også været i dialog med forslagsstillerne om, og det synes jeg er rigtig positivt. Problemet er bare, at selv om vi siger, at det her skal være sidste udvej, svarer det jo til at sige, at man sætter overvågning op på alle gadehjørner, men at man kun må gennemse optagelserne, hvis ikke man kan fange forbryderne på baggrund af vidneforklaringer. Jeg ved godt, det er sat på spidsen, men det er vi også nødt til at gøre, når man snakker om så store indgreb i retten til privatliv, som man gør her.
Politiet har allerede i dag et omfattende dna-register, hvor selv uskyldige mennesker, der blot har været uretmæssigt sigtet, risikerer at have deres dna-profiler liggende søgbare i politiets registre i årtier. At give politiet mulighed for at søge i dna-registre medfører derfor endnu højere risiko for, at der sker misbrug af dna eller hacking af personlige oplysninger. Derudover vil man skulle katalogisere utrolig mange mennesker, hver gang man efterforsker en sag – mennesker, der vel at mærke intet har med sagen at gøre.
Når det er sagt, er der også nogle spørgsmål, som borgerforslaget ikke giver svar på, nemlig spørgsmål om, hvor meget data man skal indsamle, og hvornår man må anvende det. Der bør opremsningen være fyldestgørende, så vi ikke ser, at der sker det samme, som der sker med de oplysninger, som flyselskaber registrerer, og som man jo får at vide kun skal bruges til at opklare terror, men som i dag også bliver brugt til andre ting.
Det næste spørgsmål er jo: Hvor kommer dna-profilerne fra? Er de frivilligt indgivet? Hvordan opbygges databasen? Og hvordan anvender man det dna, der allerede eksisterer? Så der er nogle ubesvarede spørgsmål i det her forslag, som vi meget håber at Justitsministeriet vil bruge tid på at besvare, når man nu er positivt indstillet over for det her.