Tak, formand. Hvad er Europa? Hvornår blev Europa grundlagt? Jeg vil tillade mig at sige: i 1215. I 1215 gjorde de britiske stormænd oprør imod den tyranniske konge Johan uden Land, som igennem mange år havde tyranniseret den britiske befolkning, afsagt domme og smidt folk i fængsel uden lov og ret. I 1215 var det nok, og vi fik Magna Carta. Magna Carta er Europas fødselsattest. Og hvad siger Magna Carta? Jo, den siger: Loven kommer først, så dommen. Loven føder dommen. Uden lov er der ingen retfærdig dom. Det er også det, der står i den danske grundlov – vi var inde på det under den forrige behandling – i § 64: at i deres kald har dommerne ene at følge loven. Loven kommer først.
Hvad skal loven så være? Et sindigt folketingsmedlem har bemærket, at der i de små friser rundtomkring her bl.a. vil læses: »Med lov skal land bygges«. Det er fra indgangsordene til det, man kan sige er den danske Magna Carta, nemlig Jyske Lov, der kommer i 1241. Og der står noget ganske klogt om loven. Der står, at loven skal være »tålelig, efter landets sædvane, passende og nyttig og tydelig, så at alle kan vide og forstå, hvad loven siger. Loven skal ikke gøres eller skrives til nogen mands særlige fordel, men efter alle deres tarv, som bor i landet.«
Det er smukt, det er rigtigt, og det er præcis det modsatte af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som jo er politik. Og jeg synes egentlig, at hr. Preben Bang Henriksen sagde det meget tydeligt, da han omtalte en af dommene om arbejdsmarkedspolitik og han sagde, at den borgerlige side af salen var glade, underforstået, at venstrefløjen var sure. Men domme skal jo ikke glæde nogle og gøre andre triste. Det kan loven gøre, for loven kan gøre det uretfærdige uretfærdigt og det retfærdige retfærdigt, for loven er jo midlet, som dommen bygger på, og loven kan laves om. Men når dommen bliver til loven, er demokratiet ophævet. Så har vi tyranniet, for så er domstolene blevet til det sted, hvor den politiske kamp foregår.
Derfor er det netop ikke en beskyttelse, når man i konventionen, som hr. Preben Bang Henriksen rigtigt nævner det, har retten til liv, forbud mod tortur, retten til privatliv og familieliv, for det er jo ikke lov; det er jo politik. For jeg tror, der er lige så mange holdninger til, hvad retten til liv betyder, som der er borgere i det her land. Betyder at have ret til liv så, at abort er forbudt? Er fosteret ikke levende? Det er der nok ikke kun ét svar på. Hvad er privatliv? Hvad er familieliv? Mon ikke de fleste, når de hører ordene forbud mod tortur, tænker på frygtelige torturkamre, hvor folk får revet lemmerne af, og nok ikke så meget på kvadratmeterantallet i de rumænske fængsler? Derfor er menneskerettighederne politik, for de kræver fortolkning, de kræver udfyldelse, og ved det, at man flytter den fortolkning ind i en domstol, gør man vold på loven, for det bør selvfølgelig stå i loven, hvad man mener med ret til liv. Hvor skal abortgrænsen gå? Det bør stå i loven, om vi har eksklusivaftaler eller ej. Det bør stå i loven, hvilke rettigheder man som tiltalt har og ikke har – i loven, som skal være tålelig, efter landets sædvane, passende, nyttig og tydelig.
Ingen af de tillægsord kan man sige at menneskerettighedskonventionen lægger op til. Den er i sagens natur ikke efter landets sædvane, den hylder tværtimod en international standard, som jo hviler på en løgn om, at der skulle være en fælles forståelse af det sande og det retfærdige. Det er der ikke. Sandhed og retfærdighed er størrelser, som vi mennesker afhængigt af den tid og kultur, vi lever i, bliver enige om. Hvis der var en fælles forståelse af sandheden, ville vi jo have fælles regler i alle europæiske, ja, i alle verdens lande. Hvis der var en fælles forståelse af det retfærdige, ville vi jo være enige om det på tværs af lande. Det er vi ikke. Og ligeså må man sige, at menneskerettighederne umuligt kan være passende, nyttige eller tydelige, for der er ikke nogen, der aner, hvad de betyder. Det kan vi godt leve med i politik, for der har vi valgt et glimrende system, der hedder valg og demokrati, hvor vi så overlader det til politikerne, til os, til de folkevalgte, at afgøre, hvad der skal forstås ved det, idet vælgerne mindst hvert fjerde år har mulighed for at vælge nogle andre, så man kan få en anden udlægning.
Det er, når Folketinget fralægger sig pligten til at svare på de spørgsmål, vælgerne stiller, at det store svigt sker, og det er det, menneskerettighedskonventionen handler om. Ja, jeg er da helt med på, at det er et flertal i Folketinget, der har besluttet, at vi ikke har en holdning til de områder, hvor menneskerettighedskonventionen ikke giver os lov til at have det, men svigtet ligger jo netop hos de folketingsmedlemmer, som tillader den retstilstand, og som tillader, at vi overlader spørgsmål om, hvad vi skal forstå ved ret til liv, ret til familieliv, ret til privatliv og forbud mod tortur, til nogle andre i stedet for selv at påtage sig ansvaret og ovenikøbet tillader sig at gøre det med den påstand, at det, at Danmark så båndlægger sig, skulle skabe en bedre retstilstand rundtomkring i verden. Det er jo ikke tilfældet; det er jo på ingen måde tilfældet.
Følger man overhovedet ikke med i, hvad der foregår i Tyrkiet, i Aserbajdsjan, i Rusland og i en lang stribe af andre lande, som jo har skrevet under på den her konvention, og hvor man bestemt ikke sidder i ængstelse og bævelse over, om det danske Folketing nu måtte mene det ene eller det andet, før man krænker individuelle frihedsrettigheder?
Menneskerettighederne er derfor et totalitært overgreb på det naturlige, at det er et lands befolkning, der selv bestemmer i sit eget land. Jeg er meget enig med fru Pernille Vermund – det er næsten ærgerligt, at hun ikke er her, når jeg udsteder en kompliment – i, at der er tale om en slags vestlig sharia, nemlig det, at man går imod den verdslige orden, som vores samfund har hvilet på, siden kristendommen kom hertil, altså at man deler det dennesidige og det hinsidige. Menneskerettighederne er et forsøg på at gøre politik til guddom, til guldkalv, til gammeltestamentlig tordentale, som ikke kan forandres. Det er at udråbe en eviggyldig forståelse af sandhed og retfærdighed, som ikke findes. Dermed bliver menneskerettighederne ikke bare en voldtægt af menneskelivet, men også af demokratiet, af hele retsstaten, af loven.
Vi i Dansk Folkeparti hylder loven – loven, som skal være tålelig, efter landets sædvane, passende, nyttig og tydelig. Det havde man forståelse for under Valdemar Sejr i 1241, det glippede 700 år senere, og desværre er det kun blevet værre. Jeg har lyst til efter at have hørt fru Zenia Stampes, synes jeg, udmærkede tale at parafrasere Georg Brandes og sige: Jeg hader menneskeretten ind til marven af mine ben. For det er netop alt det modsatte af, hvad en nation skal være, af, hvad loven er, af, hvad et folkestyre skal være, og af, hvad et folk skal være. Man kan ikke være et folk, hvis ikke man har frihed. Man kan ikke være et folk, hvis man ikke har selvstændighed. Det er jo netop det, menneskerettighedskonventionen vil tage fra ikke bare danskerne, men alle de folk, hvis politikere har været så kujonagtige at overlade styringen af deres landes endog centrale spørgsmål som vores retssamfund, vores udlændingepolitik og arbejdsmarkedspolitik til dømmende magt og dermed tilsyneladende overhovedet ikke har forstået, at dommen hviler på loven. Loven kommer først, og bytter man om på det, har man kun tyranni. Tak, formand.