SF takker for ministerens anerkendelse af behovet for styrkelse af de faglige rammer for myndigheder og vejledning til virksomheder ved 1. behandling af B 105 den 16. maj 2023, herunder i særlig grad vedr. styrkelse af aktivt og opfølgende tilsyn bl.a. med vilkår i miljøgodkendelser for spildevand og kontrolprogrammer i drikkevandsanlæg.
• Vil ministeren undersøge, i hvilket omfang der er adgang til fuldt dækkende digitale data over, hvilke detaljerede vilkår og kontrolprogrammer der grundlægger kommunernes fysiske og administrative tilsyn på de forskellige fagområder?
• Kan ministeren bekræfte, at grundlaget for tilsyn ikke opbevares på en form, hvor det kan anvendes i direkte automatiseret administrativt tilsyn?
• Kan ministeren tilsvarende bekræfte, at kommuner håndterer vejledning til virksomheder, f.eks. med forsyningsopgaver, meget forskelligt, idet der ikke vides at være en direkte kobling imellem specifikke vilkår og de instrukser, en virksomhed skal bruge ift. bestilling af kontrolprøver hos et laboratorium?
• Er ministeren enig i, at etablering af fællesnationale digitale løsninger skal inddrage erfaringer fra alle aktører, men at det er Miljøministeriet - og evt. Miljøstyrelsen på områder med behov for detaljeret faglighed - som har ansvar for at sikre fælles standarder og værktøjer, som kan understøtte komplet opfølgning på myndighedernes krav og herigennem sikre rettidigt overblik og vidensgrundlag?
• Vil ministeren på den baggrund arbejde videre med færdiggørelsen af fællesoffentlig digitalisering af miljøforvaltningen, som respekterer den eksisterende ansvarsfordeling, men hvor staten, som i denne sammenhæng er Miljøstyrelsen, er den ansvarlige centrale aktør?
• Hvornår kan aktører og myndigheder med behov og opgaver i relation til vandforvaltning forvente at se konkrete udspil, som letter og sikrer disse opgaver?
Dato: 01-06-2023
Status: Endeligt besvaret
Emne:
naturbeskyttelse og kystsikring