Tak for det, og tak til Danmarksdemokraterne for forslaget. Det er jo et forslag, der blev lanceret i valgkampen, og man må jo give Danmarksdemokraterne, at man taler direkte ind i målgruppen, fordi partiets navn burde jo rettelig være Danmarks, dog ikke Frederiksberg og København-demokraterne, fordi man har en politik, der går ud på at støtte landdistrikterne på bekostning af hovedstaden. Den første del kan vi være enige i, men den sidste del er vi ikke enige i.
Forslaget gik ud på at give et højere, endda et markant højere, kørselsfradrag i en række yderkommuner og så til gengæld fjerne 1 mia. kr. fra kulturmidlerne, og da man så fra fru Inger Støjbergs side skulle konkretisere, hvor pengene skulle tages fra, ja, så var man jo så smart, at man nævnte tre københavnske venstreorienterede kunstnere, nemlig Jytte Abildstrøm og Erik Clausen og Carsten Jensen. Selv om de vist ikke får sådan 1 mia. kr., så hjælper det selvfølgelig et stykke hen ad vejen.
Se, i stedet for sige, hvad jeg selv synes om det, så vil jeg nævne lidt om, hvad Leo fra Sussi og Leo, som desværre ikke er iblandt os mere, mente om forslaget, da han blev interviewet af Jyllands-Posten. Det skal siges, at Leo fra Sussi og Leo aldrig selv har fået kunststøtte. Han har klaret sig på markedsvilkår. Det har han gjort fint, og han boede i øvrigt i den lille by Saltum oppe i Nordvestjylland, som er en del af Jammerbugt Kommune, så han ville få gavn af det her kørselsfradag.
Leo blev spurgt af Jyllands-Posten: Leo, er det en god idé med en livslang ydelse, fordi man har bidraget med noget særligt til dansk kulturliv? Leo svarede dengang:
Det er søreme svært at svare på. Det får politikerne vel egentlig også, gør de ikke?
Jyllands-Posten spørger så: Du tænker på løn, pension og eftervederlag osv.? og Leo svarer:
Ja, jeg tænker mere på, om det er en god idé, at man udpeger kunstnere, der skal have et beløb resten af deres dage. Det må være et klap på skulderen. Det synes jeg egentlig er i orden. Har man gjort noget særligt, er det godt nok, at samfundet kan give tilbage og sige: Det her var faktisk okay.
Nu skal det retfærdigvis siges, at Danmarksdemokraterne ikke kun pegede på de her tre venstreorienterede kunstnere. Danmarksdemokraterne havde også fundet en musiker eller performancekunstner, eller hvad det var, nemlig en mand, der optrådte og måske stadig optræder i høje hæle og paryk. Det syntes fru Inger Støjberg var noget underligt noget, og derfor blev Leo også spurgt, om det var okay, at man brugte penge på den slags mystiske projekter. Leo svarede:
Hvem bestemmer så retningslinjerne for, hvad der er for skævt, og hvad der er lige tilpas skævt? Der er sikkert nogle projekter rundtomkring, hvor jeg vil rykke i mit gode hår, fordi jeg ikke forstår det, men det er altså ikke det samme, som at jeg skal sige: Så skal der ikke være penge til det.
Han blev også spurgt:
Du bryder dig ikke om, at Inger Støjberg giver smagsdomme over god og dårlig kunst?
Svaret lød: Nej. Jeg holder ikke med hende i det her tilfælde, men hun skal lov til at sige, hvad hun vil. Vi lever i et frit land.
Det er jeg sådan set enig i. Venstre kommer ikke til at støtte det her forslag. Vi kommer ikke til at støtte det på grund af finansieringen. Det er det ene. Vi mener sådan set, vi skal bruge mere på kunst og kultur og ikke mindre. Det andet er det med de her yderkommuner. Jeg er med på, at det er os selv, der i sin tid har lavet det her fradrag, men vi synes sådan set, at fradraget er stort nok, som det er.
Betyder det så, at der aldrig kan laves et større befordringsfradrag til folk, der står op om morgenen og passer deres arbejde? Bestemt ikke, men der tror vi altså i Venstre, at vi så i givet fald skal gå mere begavet til værks og ikke bare sige, at det er i de her kommuner, man får et tilskud. Der kan jo sagtens være folk i nabokommunen, som også har langt til arbejde, og som har lige så stort behov for transporttilskud, og det vil i givet fald så være mere interessant at se på.
Så respekt for forslaget! Det gav en forside på nogle aviser rundtomkring. Jeg tror så ikke, det er hele målgruppen, som har labbet det i sig. Den gik i hvert fald ikke rent hjemme hos Sussi og Leo, men det kan da godt være, at der er andre vælgere, der har købt det og syntes, at det var et skægt forslag, men virkelighed bliver det ikke til.