Det næste punkt på dagsordenen er:

4) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 103:

Forslag til folketingsbeslutning om at udarbejde en mere fleksibel model for tilskud til pasning af eget barn med mulighed for supplerende indkomst.

Af Helene Liliendahl Brydensholt (ALT) m.fl.

(Fremsættelse 17.03.2023).

Jeg byder nu velkommen til ordføreren for forslagsstillerne, fru Nanna Høyrup fra Alternativet, og jeg skal sige, at ordføreren for forslagsstillerne har 2 minutter til at begrunde beslutningsforslaget.

Jeg har set helt utrolig meget frem til at skulle være en del af det her beslutningsforslag. Mange af jer har måske bemærket mine henvendelser, for det er et emne, jeg i høj grad brænder for. Jeg har beskæftiget mig meget med det igennem en længere årrække, både som pædagog og som en del af den børne- og familiepolitiske debat. På den front er de sociale medier en gave. Det er de til udveksling af nytænkning og til støtte omkring valg i livet. Det er nemlig nemt at træde ind i den digitale landsby, eksempelvis når børnene sover.

Forleden fik jeg en henvendelse fra en mor, som selv passer sit lille barn. Hun er også sygeplejerske. Og hun fortalte mig, hvor frustrerende det var ikke at kunne kombinere det at have sit barn hjemme og samtidig kunne give en hånd med hos sine kollegaer bare en gang imellem uden at miste tilskuddet. Det er bare en ud af mange, jeg har været i kontakt med i forbindelse med det her beslutningsforslag, og der findes mange faggrupper, som kunne tage bare lidt arbejde ved siden af, uden at det kompromitterer deres families balance. Den nuværende model er lavet i 2002 – det er altså 20 år siden – og samfundet ser noget anderledes ud i dag. Derfor må vores lovgivning selvfølgelig også følge med.

Formålet med dette beslutningsforslag er derfor netop at opdatere den gældende lovgivning og gøre den tidssvarende i forhold til den udvikling, vi ser blandt småbørnsfamilierne. Derfor foreslår vi i Alternativet – med den meget mundrette formulering – at pålægge regeringen at nedsætte en arbejdsgruppe, som inden udgangen af 2023 skal præsentere en mere fleksibel model for tilskud til pasning af eget barn, og som gør det muligt at have en supplerende indtægt ved siden af. Tak for ordet.

Tak for det. Vi siger tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Nanna Høyrup fra Alternativet.

Forhandlingen er nu åbnet, og den første, der får ordet, er børne- og undervisningsministeren.

Tak til Alternativet for at fremsætte beslutningsforslaget. Det er jo altid en god idé at debattere de rammer, som vi ønsker for vores børn, for familier og for fællesskabet. Med forslaget ønsker forslagsstillerne at pålægge regeringen inden udgangen af 2023 at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal udarbejde en mere fleksibel model for tilskud til pasning af egne børn. Modellen skal indeholde mulighed for at kombinere de økonomiske tilskud fra kommunen med en supplerende arbejdsindkomst.

I dag er det op til den enkelte kommune at beslutte, om de vil give forældre mulighed for at få tilskud til pasning af egne børn i stedet for en plads i dagtilbud. Derudover skal forældre opfylde en række betingelser, hvor en af dem er, at forældre ikke må have en arbejdsindtægt ved siden af eller modtage nogen former for overførselsindkomst. Tilskuddet til pasning af egne børn er dermed et alternativ til at være til rådighed og have tilknytning til arbejdsmarkedet.

Regeringen prioriterer et godt børneliv, og vi ser daginstitutioner og dagpleje som en af hjørnestenene i det. I dagtilbuddene understøtter det pædagogiske personale hver dag børnenes trivsel og læring. Det handler bl.a. om, at alle børn skal opleve at være en del af et børnefællesskab, at børnene lærer at indgå i relationer med hinanden, lærer at knytte venskaber, håndtere konflikter, tage hensyn til hinanden og den slags ting.

Jeg tror på, at det er vigtigt, at børn lærer at indgå i den slags fællesskaber, hvor man møder andre børn, der ikke nødvendigvis ligner en selv. Det skaber tillid og rummelighed, og det er erfaringer, som børnene tager med sig fra dagtilbuddene, og som efter min opfattelse er et af elementerne i at skabe sammenhængskraft i Danmark – at det, vi lærer som børn, tager vi med os videre i livet.

Ud over at løfte den vigtige opgave med at give børnene en god start på livet, spiller dagtilbuddene også en anden vigtig rolle i vores samfund. De er afgørende for en arbejdsmarkedsmodel, hvor det som udgangspunkt er begge forældre, der går på arbejde og bidrager til velfærdssamfundet, særlig i en tid, hvor der mangler arbejdskraft som nu. Det er ikke kun i dagtilbuddene, de har svært ved at finde kvalificeret pædagogisk personale; også i skolerne, i ældreplejen, sundhedsvæsenet, fængslerne og i store dele af den private sektor er der rekrutteringsudfordringer. Jeg kan godt frygte, at hvis vi gør det endnu mere attraktivt at modtage tilskud til pasning af egne børn, så må det forventes at endnu flere forældre vælger at hjemmepasse deres børn med en mindre tilknytning til arbejdsmarkedet i stedet for at være en del af arbejdsmarkedet.

Med loven om minimumsnormeringer i daginstitutioner tilfører vi samlet ca. 1,6 mia. kr. til vores børn fra 2024 og frem. Og med opkvalificeringspuljen er der også afsat et betragteligt beløb til at understøtte mere uddannet pædagogisk personale. Det er et historisk stort løft af vores daginstitutioner og en tydelig markering af, at vi prioriterer netop dem højt. Når vi vælger at prioritere penge til minimumsnormeringer i daginstitutionerne, er det, fordi vi ønsker at investere i pædagogisk kvalitet, hvor vi sammen stadig har et arbejde at gøre.

Jeg vil godt understrege, at det står forældrene frit for at hjemmepasse deres børn – selvfølgelig. Men i regeringen mener vi ikke, at fællesskabets penge skal bruges på at finansiere det. Vi kan derfor ikke støtte forslaget. Vi vil i stedet prioritere at understøtte dagtilbud, hvor der er pædagogisk personale, som styrker de fællesskaber blandt børn, som vi mener er så gavnlige. Tak for ordet.

Tak for det. Der er et par enkelte korte bemærkninger. Først er det fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak til ministeren for ministerens tale. Jeg undrer mig bare over det, ministeren sagde i sin tale, nemlig at ministeren er bekymret for, at det vil give mindre tilknytning til arbejdsmarkedet. Nu går det her ud på, at man f.eks. som sygeplejerske – det var i hvert fald det, der også blev nævnt i forhold til begrundelsen for forslaget – måske kan tage en ekstra vagt en gang imellem, samtidig med at man hjemmepasser sit barn. Så hvad begrunder ministeren den frygt med? Jeg er helt enig med ministeren i, at det her jo ikke skal kunne lade sig gøre, når man er på offentlig forsørgelse, men lad os sige, man har en tilknytning til et arbejde eller tidligere har haft det, altså, der er jo nogle regler for det. Så hvad er ministerens begrundelse for det?

Ministeren.

I sidste ende er det jo et spørgsmål om, hvad vi vil bruge skattekronerne på, og der synes jeg bare ikke, at vi skal bruge skattekronerne på, at man kan gå hjemme på det offentliges regning og passe sine egne børn, hvis man så samtidig går og tjener penge ved siden af. Men det er jo en politisk prioritering.

Fru Karina Adsbøl.

Jamen det er jeg jo helt enig i, altså at det er en politisk prioritering, men der er jo mulighed for det i dag. Flere kommuner, jeg tror, det er 76 kommuner – ministeren må ikke lige hænge mig op på det – yder jo det her tilskud, og det er jo ikke, fordi det er et kæmpestort tilskud, men tilskuddet varierer også fra kommune til kommune. Så det her går på, at man kan få lidt mere tilknytning til arbejdsmarkedet, og der er jo brug for hænder.

Ministeren.

Spørgeren må heller ikke lige hænge mig op på, præcis hvor mange kommuner det er, men det er i hvert fald et stigende antal kommuner, og der er et stigende antal forældre, der går hjemme og passer deres børn med tilskud fra det offentlige. Hvis det her betød, at folk gik fra 0 timer til en nattevagt på sygehuset, så ville jeg egentlig også synes, at det ville være relevant at diskutere, men jeg tror også, det ville kunne gå den anden vej, altså at folk i stedet for at arbejde fuldtid på sygehuset gik ned på deltid og så gik hjemme på det offentliges regning og passede deres egne børn. Det regnskab tror jeg samlet set ville ende i minus.

Fru Nanna Høyrup, Alternativet.

Tak. Forslaget går jo netop i sin enkelhed ud på at gøre det muligt enten at bevare eller etablere en tilknytning til arbejdsmarkedet, imens man i den korte periode, som ordningen giver mulighed for, kan passe sit eget barn. Jeg er jo selv pædagog, og det her er på ingen måde i modstrid med det fantastiske, som daginstitutioner kan. Det, som forældre kan i forældrenetværk, legegrupper, og hvad der ellers er, er også en måde for små børn, og det er primært de mindste børn, hvis forældre anvender den her ordning.

Så når nu vi har den situation, hvor der mangler arbejdskraft, hvorfor så ikke lade forældre i den periode, hvor de går derhjemme – det er 1 år, man må modtage det her tilskud pr. barn, og til maks. tre børn – bidrage på en afbalanceret måde?

Ministeren.

Som det første skal vi jo lige huske, at der trods alt er rimelig gode orlovsordninger i Danmark, og danske forældre kan heldigvis gå i forholdsvis lang tid hjemme hos deres børn sammenlignet med forholdene i en række andre lande på det offentliges regning. Jeg har ikke noget imod, at man går rundt derhjemme; spørgsmålet er bare, om det er på det offentliges regning, at man gør det.

Som jeg også sagde til fru Karina Adsbøl, er det her jo ikke kun et spørgsmål om, at nogle af dem, der i dag går hjemme på det offentliges regning, ville kunne tage en vagt på sygehuset. Det er jo også et spørgsmål om, at dem, der i dag arbejder fuldtid på sygehuset, så ville kunne gå ned i tid og gå hjem og få penge for det fra staten for så at passe deres egne børn. Og som jeg sagde før, tror jeg, at det regnskab samlet set ville ende i minus, altså at det samlet set ville betyde færre arbejdstimer på arbejdsmarkedet og ikke flere.

Igen vil jeg sige, at det jo er helt legitimt, hvis man gerne vil gå derhjemme med sine børn – jeg har selv været meget glad for at være derhjemme med mine tre børn – men så synes jeg jo også, at man, hvis man vil gøre det ud over orlovsperioderne, som udgangspunkt selv må være med til at finansiere det og i hvert fald ikke være et sted, hvor man enten kan få overførselsindkomst eller arbejde ved siden af.

Fru Nanna Høyrup.

Nu handler det her ikke om de forældre, som måtte være på overførselsindkomst, men om dem, som enten har eller ønsker en tilknytning til arbejdsmarkedet. Og det her med, at man går derhjemme på statens regning, synes jeg også godt at vi kan nuancere lidt, for det at varetage sit barns trivsel og udvikling er et kæmpe bidrag til fælleskassen. For jo mere børnene trives i deres første år, jo mere lønner det sig på sigt. Så hvad angår det her med, hvordan kassen bliver opgjort til sidst, kunne man ikke også tage værdien af omsorgsarbejde ind i den diskussion?

Ministeren.

Selvfølgelig har omsorg også værdi. Det er også bare sådan, at vi lever i et samfund, hvor der er gratis sygehuse, gratis skole, udbygget politi, en masse offentlige institutioner, der koster en frygtelig masse penge, og som primært kun kan holdes i gang ved, at både mor og far går på arbejde. Det er trods alt sådan, velfærdsmodellen er skruet sammen.

Derfor skal vi også passe på med at understøtte mekanismer, der direkte eller indirekte trækker enten far eller mor i mere eller mindre lang tid ud af arbejdsmarkedet. Selv om man går derhjemme, slider man jo stadig væk på fortovene.

Tak for det, og der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til børne- og undervisningsministeren. Vi starter nu på ordførerrækken, og jeg byder velkommen til den første ordfører, hr. Kris Jensen Skriver fra Socialdemokratiet.

Tak for ordet, formand. Vi behandler i dag beslutningsforslaget fra Alternativet om at udarbejde en mere fleksibel model for tilskud til pasning af eget barn med mulighed for supplerende indkomst, og forslaget går på at pålægge regeringen at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal kigge på at udarbejde den her fleksible model.

Jeg vil gerne starte med at takke forslagsstillerne for at fremsætte forslaget og rejse en vigtig debat om, hvordan vi indretter de pasningstilbud, som vi har til børnene i vores land, og i sidste ende, hvordan vi bedst sikrer børnene en god start på livet. Det er også vigtigt for Socialdemokratiet at sikre, at vi i Danmark har gode kvalitetstilbud hele vejen rundt. På den måde sikrer vi, at vores børn dels får den rette omsorg, dels har gode muligheder og rammer for at udvikle sig i et trygt miljø. Det er netop vigtigt for at sikre, at børnene i Danmark får en god start på livet.

Grundlæggende ligger der også i dette forslag en vigtig drøftelse af, hvad vi ønsker at prioritere, for det vil altid være sådan i politik, at vi må prioritere. Prioriteringen består i, at det på den ene side handler om, hvorvidt vi ønsker at prioritere at skabe god kvalitet i vores dagtilbud – det være sig både i dagpleje, vuggestue og børnehave – og på den anden side, om vi ønsker at prioritere øgede incitamenter i forhold til at hjemmepasse egne børn.

Jeg har selv haft fornøjelsen af at vokse op i et hjem, hvor min mor var og er dagplejer – det har hun nu været i godt 28 år – og det er et tilbud, der desværre er under pres rigtig mange steder i dag. Det ærgrer mig, fordi jeg ved, hvad det kan, når man i en dagpleje skaber et netop sundt og trygt miljø for børnene. Samtidig har man også her og i institutionerne muligheden for at sikre, at børnene kommer ud blandt andre og dermed lærer at begå sig i et socialt sammenspil. Det mener jeg også har en pædagogisk stor og vigtig værdi.

Jeg tror på, at det for børn er rigtig sundt at lære det sociale samspil med andre børn. Det kan man bl.a. lære ude i vores daginstitutioner, hvor det dygtige pædagogiske personale kan sikre den gode udvikling for det enkelte barn.

Samtidig står vi i en situation, hvor der mangler arbejdskraft rigtig mange steder. Min bekymring i forhold til dette er, at hvis man følger intentionerne i det beslutningsforslag, som ligger her, risikerer vi at trække arbejdskraft ud af arbejdsmarkedet. Det mener jeg ikke er det rigtige at gøre i den situation, som vores arbejdsmarked befinder sig i lige nu.

Med henblik på den vigtige prioritering, som jeg nævnte tidligere i min tale, lægger vi i Socialdemokratiet vægt på at prioritere en god udvikling af de pasningstilbud, der er i dag. Vi lægger så at sige vores lod i den skål og indgår meget gerne i det fortsatte arbejde med at sikre kvaliteten og frisættelsen ude i vores daginstitutioner, og det stiller vi os meget gerne i spidsen for; det er her, vi ønsker at lægge vores ressourcer, også de økonomiske.

Lad mig i øvrigt også nævne, at der er nogle muligheder for at lave egen pasning derhjemme i dag. De muligheder er, som de skal være. Det er vigtigt at understrege, at der her i dag ikke er tale om at lukke ned for de muligheder, der allerede foreligger. Kommunerne kan i dag give tilskud til hjemmepasning af egne børn. Det skal i mine øjne stadig væk være sådan, at det er i kommunerne, man træffer beslutningen om, hvorvidt man ønsker at gøre dette.

Vi må politisk set prioritere, og på den baggrund mener vi i Socialdemokratiet, at vi skal prioritere udvikling af de gode pasningstilbud, som vi allerede har, og med baggrund i dette kan jeg meddele, at Socialdemokratiet ikke bakker op om beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er et par enkelte korte bemærkninger. Først er det fra fru Nanna Høyrup, Alternativet. Værsgo.

Med beslutningsforslaget ønsker vi ikke at trække arbejdskraft ud af arbejdsmarkedet. Vi ønsker med beslutningsforslaget at tilføje arbejdskraft, sådan at de forældre, der er derhjemme nu og passer deres børn, kan træde ind på det på en måde, der er afbalanceret.

Så vil jeg sige, at jeg er så glad for den her debat, for fordomme om, at det kun er, når man er i institution, at man lærer noget om sociale fællesskaber og at indgå i sociale relationer, bliver vi simpelt hen nødt til at gøre op med. For det, der sker, når man passer hjemme, er ikke, at man bare sidder derhjemme inden for hjemmets fire vægge sammen med barnet. Du er en del af nogle fællesskaber. Der er en legegruppe i min egen kommune, som er en del af plejecentrene, og hvor de tager ud og er med. De besøger brandstationer, og de er på naturlegepladser.

Vi bliver simpelt hen nødt til at nuancere, hvad det vil sige at være et hjemmepasset barn. Tak.

Ordføreren.

Tak for det – tak for spørgsmålene og kommentarerne. Jeg er fuldstændig med på, at når man hjemmepasser egne børn, er det jo ikke sådan, at man kun – i gåseøjne – går derhjemme. Man er også med i nogle sammenhænge med andre. Jeg har selv familie og bekendte, der hjemmepasser, så det er jeg bekendt med. Men jeg må også sige, at jeg er af den overbevisning, som jeg også kan se der er nogle eksperter der er, at man kan noget ude i daginstitutionerne, når man har en fast rytme og får et socialt sammenspil, som jeg tror på børn kan profitere rigtig meget af.

I forhold til den her del med arbejdskraften kan man jo se, at der over de sidste år faktisk er nogle flere børn, der bliver hjemmepasset, hvilket jo fortæller mig, at der er nogle muligheder i dag. Så ligger der jo også i det beslutningsforslag her, at hvis vi gennemfører det, risikerer vi altså også, at der er nogle af dem, der i dag er ude på arbejdsmarkedet, som vi trækker ud.

Fru Nanna Høyrup.

Nu er jeg som sagt selv pædagog og har i min tid primært været i vuggestuer, så jeg er ret bekendt med, hvad daginstitutioner kan. Samtidig vil jeg sige, at der er stor forskel på, hvad man som pædagog gør i en daginstitution, og hvad der så foregår, når barnet er hjemmepasset og er en til en med sin mor og sin far. Alderen spiller også ind og sådan. Så jeg synes, det er ærgerligt ligesom at lave sådan en konkurrence om, om man kan mere det ene eller det andet sted. Børn er også forskellige i forhold til deres behov.

Jeg forstår faktisk ikke modstanden imod, at de forældre, der gerne vil både det ene og det andet, kan få en mulighed for det, også med den situation, vi har med mangel på – i mangel af et bedre ord – hænder.

Ordføreren.

Igen tak for indlægget. Det glæder mig, at vi får en god og nuanceret debat om det her. Som jeg også prøvede at sige i min tale og nu her, er der jo allerede i dag nogle muligheder for at lave hjemmepasning. Det er jo ikke sådan, at man ikke kan gøre det i dag. Vi kan se, at der er flere og flere, der gør det, ligesom vi kan se, at der er flere og flere kommuner, der også gør brug af tilbuddet. Jeg synes faktisk også, det har en værdi, at kommunerne kan sige, hvilken model de vil bruge på det her område, så det ønsker jeg også vi skal fastholde, altså at kommunerne kan bestemme derude.

Tak for det. Fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance, værsgo.

Tak for ordet. Der er flere ting, jeg er enig med ordføreren i, f.eks. at vi har et presset arbejdsmarked. Dog går vi i Liberal Alliance meget op i, at man altså er forældre, før man er skatteborgere. Det handler ikke om, om man er for eller imod pasningsinstitutioner, og hvordan man skal prioritere midlerne, som du snakker om. Og Socialdemokratiet er heldigvis begyndt at tale meget ind i den her frisætningsdagsorden. Men det her område skal ikke frisættes, og det er bare helt perfekt, som det er. Er det sådan, jeg skal forstå ordføreren?

Ordføreren.

Det skal forstås sådan, at vi ønsker at prioritere, at det er på vores daginstitutioner, vi gerne vil øge kvaliteten i dag, og i øvrigt også sikre, at det rigtig gode pædagogiske personale, vi har derude, fortsat har nogle gode muligheder. Så det er daginstitutionsområdet, vi ønsker at frisætte. Vi ønsker ikke at ændre i de muligheder, der er i forhold til hjemmepasning af egne børn.

Fru Helena Artmann Andresen.

Man behøver jo ikke at nedgradere daginstitutionerne, fordi man bakker op om det her. Det er jo ikke, fordi det kommer til at koste mere. Altså, i Liberal Alliance ser vi gerne, at vi laver en helt ny model, men det er jo ikke, fordi det behøver at koste mere, at et barn går derhjemme, end at det går i en daginstitution. Det skulle gerne nogenlunde passe til det i de forskellige kommuner. I Liberal Alliance synes vi også, at alle kommuner burde udvide det her. Hvad mener Socialdemokratiet om det?

Ordføreren.

Der har jeg så den holdning, at det synes jeg skal være op til den enkelte kommune at bestemme. Der ligger nogle muligheder i lovgivningen i dag. Dem er der mange kommuner der bruger. Der er også nogle, der vælger ikke at gøre det. Og det synes jeg skal være op til den enkelte kommune. Så det er holdningen til det herfra.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Det var faktisk spørgeren fra LA, der lige fik mig til at tage ordet. For jeg havde næsten gættet svaret fra ordføreren – det der med, at systemet skulle have lov til at bestemme, om det skulle realiseres, og om folk skulle have lov til at gå derhjemme, eller om de ikke skulle, for systemet før mennesket er jo parolen.

Men virkeligheden for en med erfaring fra kommunen er, at der, hvor man lige pludselig ser velvilligt på, at de passer selv, er der, hvor man ikke lige gider at bygge en ny børnehave. For det er jo der, man gør det. Det er også det, som ordførerens egen familie bliver udsat for. Det er jo, at de her dagplejere også bliver sparet væk. De bliver så sjovt nok sparet væk, når børnehaven mangler folk. Er ordføreren så ideologisk, at det bare er sådan en system før menneske-tankegang, som egentlig bidrager til, at der ikke skal stemmes for det her?

Ordføreren.

Jeg hylder faktisk det her med, at man ude i kommunerne har mulighed for at træffe en beslutning. Om man vil det eller ej, er det op til det lokale demokrati og den påvirkning, man kan skabe derude.

Når dagplejerne er pressede i dag, tror jeg det skyldes mange forskellige ting, bl.a. er rekruttering rigtig svær. Noget af det, jeg glæder mig over, er, at man i forbindelse med en af hjælpepakkerne ved corona har givet et øget fradrag til dagplejerne, fordi de har haft en øget udgift, fordi de jo har passet børnene hjemme og haft nogle høje energiudgifter. Så på den måde har der været en fremstrakt hånd til dagplejerne herfra.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Nu skal vi slet ikke starte diskussionen om, hvordan man har kompenseret private under corona. For det lyder jo godt, men det var nok ikke sådan helt så fantastisk i virkeligheden, hvis vi spørger alle dagplejere.

Men jeg bliver bare nødt til at falde tilbage til det der med, hvorfor det er kommunen. Hvorfor er det ikke Folketinget? Så vidt jeg husker, er Folketinget stadig væk den øverste offentlige myndighed – dem, der kunne tage sådan de generelle beslutninger. Vi kan da godt træffe den her beslutning. Hvis ordføreren er så positiv, som jeg så må forstå han er, over for, at kommunen skal træffe de rigtige beslutninger, så kan vi jo lige så godt nappe den herindefra og sige: Det er en fantastisk beslutning, lad os stemme for.

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at det er en politisk beslutning, hvem der i sidste ende skal gøre det her. Jeg synes, det har stor værdi, at vi har et kommunalt selvstyre derude, der kan bestemme nogle ting, og et lokalt demokrati, der virkelig blomstrer og lever. Det synes jeg vi skal værne om, og derfor synes jeg, beslutningen fortsat skal ligge ude i kommunerne.

Fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak. Det med det ekstra tilskud til dagplejerne var jo netop noget, Danmarksdemokraterne havde med til bordet over for regeringen.

Det afhænger jo af, hvilken kommune man bor i, om man har muligheden for det her tilskud. Nu tror jeg, jeg fandt frem til, at det er 68 kommuner, der giver muligheden, og så er der jo nogle kommuner, der ikke giver muligheden. Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren mener, at det er rimeligt, at det skal være sådan, eller om det kan laves på en anden måde. For nu afhænger det af, hvilken kommune man bor i, om man kan få det her tilskud, hvis man ønsker at passe sine børn derhjemme. Det her beslutningsforslag handler jo om at nedsætte en arbejdsgruppe, og jeg tænker sådan lidt: En fra eller til – der jo nedsat flere ekspertudvalg og kommissioner, og det plejer Socialdemokratiet at være glad for. Så hvad er baggrunden for, at man ikke støtter det?

Ordføreren.

Det er fuldstændig rigtigt, at vi altid skal sørge for at have et godt og sagligt grundlag for de beslutninger, vi skal træffe. Lige i det her tilfælde er det selvfølgelig en politisk prioritering, som jeg også var inde på i min tale, og der ønsker vi at prioritere vores dagtilbud derude. Så det er baggrunden for, at vi afviser det her; men det er også, at vi kan risikere at rykke arbejdskraft ud af vores arbejdsmarked.

Så vil jeg afslutningsvis sige, at jeg glæder mig over, at man også i Danmarksdemokraterne har øje for dagplejerne. Jeg tror, det er vigtigt, at vi er flere, der har den opmærksomhed.

Fru Karina Adsbøl.

Jeg ved ikke, om ordføreren misforstår forslaget. For som jeg læser forslaget, og som jeg hører om det, handler det simpelt hen om at få udarbejdet en model – at der simpelt hen er en arbejdsgruppe, der skal kigge på det her. Det plejer Socialdemokratiet da at være villig til. Nu har de da lige – efter den tidligere debat, vi havde her i salen – fundet ud af, at de vil lave en kortlægning af et område. Men det her og det at værne om familierne har man så ikke interesse i, eller hvordan?

Ordføreren.

Jo, det har vi, og som jeg også har været inde på, og som ministeren også redegjorde godt for, er der jo nogle muligheder i dag for at lave den her hjemmepasning. Derfor har man jo i familierne mulighed for at sige: Vi vil lave hjemmepasning, kan vi gøre det her?

I sidste ende handler det jo også om, hvad det er, fællesskabet skal betale for. Og der ønsker vi altså ikke at prioritere at åbne flere muligheder end dem, der ligger i dag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Kris Jensen Skriver fra Socialdemokratiet. Jeg byder nu velkommen til fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak for det, formand. Og tak til Alternativet for at fremsætte det her beslutningsforslag, så vi også kan få debatteret noget børnepasning i Folketingssalen i dag.

Når man træffer beslutning om at få børn, følger der – det tror jeg vi alle kan være enige om, i hvert fald os der har børn – et kæmpe ansvar med. Undervejs i børnenes opvækst osv. skal man jo hele tiden træffe beslutninger om, hvad man synes er bedst for ens egne børn, og hvordan man gerne vil have de bliver passet undervejs, mens de er små. Jeg kan sige så meget, at det med som forældre at finde ud af, hvordan man får tingene til at hænge sammen, selvfølgelig også gør, at man som familie hele tiden skal prioritere, hvad det er, man vil have. Og så vil jeg sige, at i Venstre holder vi jo egentlig af, at man kan træffe de her beslutninger som familie.

Noget af det, som jeg kan sige i hvert fald er helt sikkert, og som jeg også tror vi kan være enige om, er, at der jo altid er udgifter forbundet med at blive flere i familien. Det er i hvert fald den erfaring, jeg selv har haft efterhånden med børnene. Der følger altid nogle udgifter med, og ja, så er man måske nødt til at skrue hverdagen sammen på en lidt anderledes måde, mens børnene er små osv. Jeg kan sige, at hos os var det noget med, at den ene gik på deltid, i hvert fald i de år, hvor børnene var helt små, for at de ikke skulle være så meget i institution osv., og sådan at vi kunne være tættere på vores børn. Så det er selvfølgelig en prioritering.

Når det så er sagt, er det også sådan – det holder vi også af i Venstre – at det kommunale selvstyre jo også kan fungere på det her område. Jeg har så fået oplyst, at det er 73 kommuner – der er åbenbart lidt forskelligt, altså i forhold til om det er 68 eller 73 kommuner – der faktisk allerede i dag tilbyder forældre pasning af egne børn i alderen fra 0 til 2 år, altså hvor kommunen er inde at give tilskud til det. Så der er altså en del kommuner, som har valgt at gøre brug af den her ordning.

Jeg anerkender også helt klart, som Alternativets ordfører har været inde omkring, at det har en værdi, at man kan være tæt på sine børn, især mens de er små, og at det også kan give noget omsorg og trivsel. Men den nuværende ordning synes vi faktisk fungerer. Og ja, så kan der jo være en opgave i at få fortalt byrådsmedlemmerne i den kommune, man bor i, at det måske er noget, de skal vælge at prioritere. Men ordningen, som den er i dag, har vi ingen intentioner om at ændre på, og derfor kan vi desværre ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak for det. Der er foreløbig to til korte bemærkninger, først fru Karina Adsbøl, Danmarksdemokraterne.

Tak for det. Jamen så bliver jeg simpelt hen nødt til at høre ordføreren, om Venstre har skiftet holdning. For Venstre har jo haft en anden holdning, dengang man havde en familieordfører, der hed fru Marlene Ambo-Rasmussen, som har udtalt sig til Altinget, hvor det lyder:

»V vil udbrede muligheden til hele landet. De store geografiske forskelle i, hvor man kan få tilskud til hjemmepasning i de respektive kommuner, vil Venstre gerne lave om på. Det økonomiske tilskud skal strømlines, så der ikke er store regionale forskelle på, hvem der giver mest og mindst. Og så skal det – i modsætning til nu – være muligt for pressede børnefamilier i alle landets 98 kommuner at blive kompenseret økonomisk, hvis de vælger hjemmepasning. Sådan lyder opfordringen fra partiets familieordfører, Marlene Ambo-Rasmussen (V).«

Så har Venstre også på det her område skiftet holdning, altså? Vi har debatteret det tidligere i dag, hvor Venstre skyder et beslutningsforslag ned, som man selv tidligere har fremsat, og nu sker det også på det her område, eller hvordan skal det forstås?

Ordføreren.

Jeg vil sige så meget, at jeg ikke går ind i hvert enkelt folketingsmedlems debatindlæg, som er blevet bragt forskellige steder og på forskellige tidspunkter. Jeg kan kun sige, at det, vi står på i Venstre, er, at vi værner om det kommunale selvstyre. Vi kan ikke se os selv i det her beslutningsforslag. Jeg er også i tvivl om økonomien i det her, altså hvad det i det hele taget ville koste, og for den sags skyld også, hvilken effekt og påvirkning det ville have på arbejdsmarkedet. Så det er begrundelserne for, at vi ikke kan stemme for det.

Fru Karina Adsbøl.

Så det, Venstres tidligere familieordfører udtalte til Altinget her for et par år siden, i forhold til at Venstre ville udbrede muligheden til hele landet, holder så ikke stik. Der har Venstre simpelt hen ændret holdning. Jeg vil gerne sende artiklen bagefter til fru Anni Matthiesen, for det undrer mig da bare meget, at man lige pludselig står her og taler imod noget, man faktisk har været ude at foreslå – nu handler det her altså godt nok om at nedsætte en arbejdsgruppe – altså selve essensen i det.

Ordføreren.

Fru Marlene Ambo-Rasmussen er jo desværre ikke valgt til Folketinget på nuværende tidspunkt. Ellers kunne vi jo have spurgt fru Marlene Ambo-Rasmussen om, hvad det var, hun havde skrevet. Jeg har ikke set det indlæg, og derfor synes jeg også, det er svært for mig at forholde mig til, hvad det var, Marlene Ambo-Rasmussen skrev i sin tid.

Fru Nanna Høyrup, Alternativet.

Tak. For det første er der ret stor forskel på de beløb, som kommunerne giver i tilskud. Det kan ikke sammenlignes med en almindelig arbejdsindkomst, for det kan være helt ned til et par tusinde kroner og op til 6.000-8.000 kr. Og så har Alternativets beslutningsforslag ikke noget at gøre med det kommunale selvstyre. Ordføreren spørger om økonomien, og det er jo netop derfor, vi har valgt at lægge ud med at sige: Kan vi ikke lave en arbejdsgruppe? Kan regeringen ikke danne en arbejdsgruppe, hvor vi faktisk også har bedt om at få arbejdsmarkedets parter med og organisationer, der har forstand på børns og forældres trivsel, og ligesom få dem sammen til at finde ud af, hvad der kunne være en model, som gav mening her anno 2023?

Ordføreren.

Tak for det. Det er jo sådan, at hvis man, kan jeg så fortælle ordføreren, ændrer noget fra »kan« til »skal«, koster det penge. Hvis man vælger at sige, at det her vil vi gerne sige ja til, vil det jo være på den måde, at kommunerne ved de næste økonomiforhandlinger vil kræve, at man får statslige kroner til at kunne håndtere den her opgave. Så alene det vil jo medføre nogle ekstra statslige omkostninger. Der må jeg sige, at alene det også ville gøre for os, at vi så ikke kan bakke op omkring det.

Fru Nanna Høyrup.

Jeg er ikke helt med på, hvad det er for nogle statslige kroner. Vi foreslår, at der bliver nedsat en arbejdsgruppe, som skal prøve at udarbejde en model, som kan gøre det muligt at have en supplerende indtægt ved siden af, eventuelt ligesom man har det med su-modellen. For selvfølgelig skal det også være i en størrelsesorden, som giver mening, i forhold til at man netop har valgt at være hjemme hos sit lille barn. Så er det, fordi det koster nogle penge at nedsætte en arbejdsgruppe?

Ordføreren.

Det, jeg mener med det, er, at hvis man skal begynde at nedsætte en arbejdsgruppe, skal man selvfølgelig også på en eller anden måde mene, at man skal have det gennemført, som den arbejdsgruppe kommer med. Og der kan jeg sige, at den supplerende indtægt, som ordføreren jo beder om at de her forældre så kan få, vil medføre en udgift, og det bliver så en statslig udgift. Det er derfor, at alene det gør, at vi ikke kan stemme for forslaget.

Fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordet. I Liberal Alliance værner vi også om det kommunale selvstyre, men vi værner i den grad også om familiens frihed. Og hvis der er noget, som Danmarks Liberale Parti burde mene er liberalt, så ville det jo også være sådan noget, som at pengene skal følge barnet, og at man sætter familien fri, så man i alle landets kommuner ville kunne passe sit barn selv derhjemme. Og jeg hører, at ordføreren siger, at ordningen er god nok, som den er nu. Kunne det ikke være en idé at kigge på noget mere frisættelse på det her område også?

Ordføreren.

Jeg vil sige, at Venstre altid er parat til at drøfte frisættelser, og der kunne såmænd være mange flere ting, vi kunne tage fat i, i forhold til at give mere frihed, også til familierne. Så det tager jeg rigtig gerne en debat med Liberal Alliances ordfører om – og for den sags skyld gerne over en kop kaffe.

Fru Helena Artmann Andresen.

Det ville da glæde mig, hvis vi kunne få noget mere frisættelse på det her område, for i bund og grund tænker jeg også, at Venstre har den samme tankegang som Liberal Alliance, nemlig at man er forælder, før man er skatteborger.

Ordføreren.

Det sidste er jeg nemlig også helt enig i, og det er også derfor, at jeg indledte min ordførertale med at sige, at når man tager beslutningen om, at man gerne vil sætte børn i verden, så er der ting, man er nødt til at prioritere. Det er der også inden for økonomidelen, og jeg synes, det er helt naturligt, at man som familie så kigger på, hvad det er, man ønsker, og hvordan det er, man vil tilpasse tingene. Og der kan det være nødvendigt, at man så skruer ned, f.eks. for nogle omkostninger, og på den måde måske går på deltid i en periode for at passe sit barn.

Hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige.

Tak for det. Jeg ved faktisk ikke, om man skulle blive lidt nervøs, dengang Liberal Alliance begyndte at sammenligne sig med Venstre, for vi ville da i blå blok være kede af at miste endnu et parti. Men jeg vil gerne vende tilbage til noget. For ordføreren brugte tidligere lidt en forklaring med, at det var en ordfører, som ikke var i Folketinget nu, som havde udtrykt noget, og at man jo derfor faktisk ikke rigtig kunne forholde sig til det. Men så skal jeg bare lige have forståelsen af det. Er det sådan, at Venstres ordførere, når de er ordførere, udtrykker partiets politik? Eller skal vi bare forvente, at ordførerne siger noget, og vi så ikke ved, om det er partiets politik?

Ordføreren.

Jeg kan nøjes med at svare ja. Men jeg er jo nødt til at sige, at jeg ikke selv har læst det læserindlæg, og at jeg derfor faktisk heller ikke synes, det er fair, at jeg begynder at sige noget om det. For jeg har ikke selv læst det læserindlæg, som fru Marlene Ambo-Rasmussen i sin tid, for 2 år eller 3 år siden, har skrevet.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Det kunne ordføreren jo så bare have sagt på det tidspunkt. For der blev citeret ret tydeligt fra Danmarksdemokraterne, hvad der blev sagt, og spørgsmålet lød egentlig, hvorfor det så er sådan, at Venstre nu ikke bakker op om det samme. Det var jo det, der var spørgsmålet. Så hvorfor er der den ændring? For det kan godt være, at man ikke har læst indlægget, men jeg ved, at ordføreren har været medlem af Venstre længe, og at hun helt sikkert også har været bekendt med deres politik i en tidligere periode.

Så hvad er det, der har ændret sig fra den sidste periode til den her periode, siden man pludselig ikke går ind for den her type pasning?

Ordføreren.

Der er ikke noget, der har ændret sig. Men det er jo som regel sådan, at man gerne vil læse et indlæg i sin helhed, inden man begynder at kommentere på det, og der kan jeg kun sige, at jeg ikke har set det indlæg.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Nu var jeg i valgkampen i kreds med fru Marlene Ambo-Rasmussen, og her var vi forbavsende enige om, hvad det var, der skulle til. For jeg går ud fra, at både Venstre og LA i hvert fald på det tidspunkt var drevet af liberale værdier, altså mere frit valg og friheden til at passe sine egne børn og jo dermed også, at pengene bør følge barnet.

Jeg kunne også godt tænke mig at stille det samme spørgsmål, som der ikke rigtig er blevet givet et svar på endnu: Hvorfor skifter Venstre politik på det her område så pludseligt?

Ordføreren.

Nu er det jo ikke mig, der kan stille spørgsmål her, og det må jeg så vente med, til ordføreren står her på talerstolen. Men jeg er på en eller måde overrasket over, at Liberal Alliance egentlig mener, at vi skal skrue op for de offentlige udgifter for at få det her løst. For det vil det jo medføre.

Fru Katrine Daugaard.

Det vil det ikke nødvendigvis gøre. Hvis pengene følger barnet, vil pengene jo blive brugt på en børnehaveplads. De penge vil i stedet for bare gå til forælderen. Det er vel ligegyldigt, om det er den ene eller den anden, man giver pengene til.

Ordføreren.

Jeg vil samtidig sige, som jeg også sagde i min ordførertale, og det gentager jeg gerne, at der jo også er en udfordring, i forhold til hvordan det her påvirker arbejdsmarkedet. Og i de her år, hvor vi virkelig mangler hænder på arbejdsmarkedet, er det også klart, at vi ikke bare kan være ligeglade med, om der pludselig forsvinder flere tusind medarbejdertimer væk fra f.eks. sygehuse, plejehjem osv.

Så der ligger jo en større beregning bag det her, og det kan jeg ikke gennemskue at man har taget fat på fra Alternativets side.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Anni Matthiesen fra Venstre. Og jeg byder velkommen til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne.

Mange tak, formand, tak for ordet, og tak til Alternativet for at fremsætte beslutningsforslaget. I Moderaterne mener vi, at børn skal have den bedste start på livet. Som far og som psykolog ved jeg, at der ikke findes én måde at give vores børn den bedste start på livet på. Det er i høj grad op til familierne selv at beslutte, hvad der vil være bedst for deres børn. For nogle vil det være bedst at blive passet hjemme, for andre vil det være bedst at komme i institution og blive mødt af dygtige pædagoger og blive en del af det børnefællesskab, som en institution tilbyder.

Det beslutningsforslag, vi behandler i dag, er et forslag om at nedsætte en arbejdsgruppe med det specifikke opdrag at præsentere en model for at få økonomisk støtte fra staten til pasning af barn i eget hjem, samtidig med at man kan få indkomst fra et arbejde. Dermed sigter forslaget også mod at skabe bedre incitamentsstrukturer til at passe sit barn hjemme snarere end at sende det i institution. Det er derfor vores forventning, at flere vil gøre brug af ordningen. Det vil indebære en udgift for staten og tabt arbejdsudbud.

Vi er i højere grad optaget af økonomisk at prioritere gode daginstitutioner end økonomisk støtte til pasning af egne børn, og det er særlig i en tid, hvor vi har så stor mangel på arbejdskraft. Det skal dog understreges, at man som forældre naturligvis har ret til at passe sit barn hjemme, hvis det er det, man ønsker. Det er dog ikke den bedste brug af skattekroner økonomisk at tilskynde til, at flere gør det. Moderaterne støtter derfor ikke forslaget. Tak for ordet.

Tak for det. Der er foreløbig en enkelt kort bemærkning. Fru Nanna Høyrup, Alternativet.

Den her kabale med vores daginstitutioner går jeg rigtig, rigtig meget op i. Vi mangler rigtig mange veluddannede, kvalificerede og omsorgsfulde voksne derude rigtig mange steder, uanset at vi har fået en lov om minimumsnormeringer, som desværre endnu kun gælder på kommunalt niveau. Det her med, at der er flere og flere, der passer deres egne børn hjemme, er i den her sammenhæng både et resultat af, at kvaliteten er dalende, men det er også et udtryk for, at flere forældre ønsker mere tid med deres børn, når de er små. I og med at det sker, er der faktisk flere og flere kommuner, der vælger at få den her ordning, fordi det også er en måde at aflaste de her pressede daginstitutioner på og få normeringskabalen til at gå op. Og jeg kunne godt ønske mig, at man faktisk så den her tilskudsordning og en eventuel udvikling i en større sammenhæng.

Ordføreren.

Jeg er villig til at se det i en større sammenhæng, men i den sammenhæng skal vi jo også indtænke effekten på arbejdsudbuddet, og det er noget, som forslagsstillerne også selv er inde på i beslutningsforslaget. Dér står der jo et sted, at de forventer, at flere vil gøre brug af den her ordning, og dermed vil man, når man gør brug af den her ordning, i højere grad end man gør i dag, trække sit barn ud af daginstitutionen og dermed også arbejde mindre, end man gør i dag. For man bliver trods alt nødt til at have tid til at passe sit barn. Så i den sammenhæng indgår jo, at det vil føre til tabt arbejdsudbud.

Fru Nanna Høyrup.

Ja, og i den sammenhæng hører det også med, at jo flere børn, der trives, og jo flere familier, der trives, jo mindre pres vil vi få på den velfærd, som er udfordret på grund af mistrivsel. Så igen vil jeg sige: Kabalen er større.

Ordføreren.

Det er jeg helt enig i, og jeg synes også, det er enormt vigtigt, hvad ordføreren bringer op omkring mistrivsel. Det tror jeg er en af de store årsager til, at der er en stigning i antallet af forældre, der trækker deres børn ud af daginstitutionen, og det tror jeg i virkeligheden er dér, vi skal sætte ind. Hvorfor er der egentlig så mange, som føler, at deres børn ikke trives i daginstitutionen? Det er det, jeg tror er det bagvedliggende problem.

Men der er altså en indre selvmodsigelse i det her beslutningsforslag, for på den ene side skriver forslagsstillerne, at det vil føre til et øget arbejdsudbud, men på den anden side skriver de, at det vil føre til, at presset på daginstitutionerne bliver lettet. Begge dele kan ikke være rigtige på en gang.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg bliver simpelt hen nødt til at få forklaret, hvorfor ordføreren mener, at man ikke kan have et arbejde, ved siden af at man passer sit eget barn. Det kunne jo f.eks. være, at man var selvstændig med en lille webshop på nettet, eller hvad ved jeg, noget, man kunne lave hjemmefra, så man stadig kunne passe sit barn. Det kunne også være, at man var sygeplejerske og kørte vagter kl. 16-22 og mødte ind på arbejde, når ens mand kom hjem og overtog børnene.

Ordføreren.

Man må hjertens gerne arbejde, ved siden af at man passer sit barn, men spørgsmålet er, om man samtidig skal have økonomisk støtte fra staten. Det er jo der, hvor det ikke nødvendigvis er så liberalt at gå ind for det beslutningsforslag, som vi behandler i dag. At man skal kunne arbejde og tjene penge på det og så samtidig også få en økonomisk håndsrækning fra staten, mener vi ikke er den bedste brug af pengene.

Fru Katrine Daugaard.

Det hører jo sammen med konkurrence osv. Hvis pengene følger barnet, må de institutioner, hvis rammer vi jo lige har hørt at ordføreren er enig i måske ikke er gode nok i forhold til den trivselskrise, vi ser, jo også gøre det noget bedre for at få forældrene til at vælge dem. Det er da liberalt.

Ordføreren.

Der gør vi jo også noget bedre. Vi afsætter jo 1,6 mia. kr. til at hæve antallet af pædagoger fra den 1. januar 2024. Så der ser jeg da et mindsket behov for at trække sine børn ud af institutionerne, hvis man føler, at de skal have nogle ordentlige rammer. Det kommer de til at kunne få i højere grad end i dag i de daginstitutioner, der jo altså får det her kæmpe økonomiske løft. Jeg ser ikke Liberal Alliance stemple så meget ind i den debat.

Hr. Kim Edberg Andersen fra Nye Borgerlige.

Det er ligesom at lægge et puslespil, altså at finde ud af, hvad Moderaternes politik er. Men heldigvis har jeg rigtig mange ordførerskaber, så der er alligevel ved at danne sig et rimelig klart billede, og ordføreren bygger jo på det i dag: Man må for guds skyld ikke få penge fra staten, hvis barnet bliver passet hjemme – det gælder også, selv om man ikke er på overførselsindkomst og man har et job; den udgift må der ikke være.

Så giver det jo mening. Så er Moderaterne jo sådan et helt rent rødt systemparti, for hvis barnet blev passet kommunalt i en børneinstitution, var der ingen problemstilling. Så jeg vil egentlig bare takke ordføreren for at gøre det her med puslespillet mere og mere klart. Det er jo ikke et kønt syn, der danner sig, når jeg sammenstykker, hvor man står henne som moderat, men det er da i hvert fald nemmere for os andre at navigere i frem for det der med, at man er de brede og man vil have de gode løsninger og familien først og alt det, vi hørte – næsten hver gang der var en sætning i valgkampen, var der et plusord fra en moderat.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, ordføreren lyttede til det, jeg nævnte i min tale. Jeg kan da gentage det: Dog skal det understreges, at man som forælder naturligvis har ret til at passe sit barn hjemme, hvis det er det, man vil. Det er dog ikke den bedste brug af skattekroner økonomisk at tilskynde til, at flere gør det.

En del af den her tilskudsordning er jo, at man får op til 85 pct. af det, som kommunen skal betale for at have barnet i institution. Det må man gerne få. Men skal man så samtidig også kunne få penge fra sit arbejde? Det er jo der, hvor vi mener, at pengene kan bruges bedre.

Hr. Kim Edberg Andersen.

Jeg lyttede til ordførertalen og så også til det, som ordføreren svarede Liberal Alliances ordfører før. For der blev sagt, at man var imod det her, og så spurgte ordføreren fra Liberal Alliance: Hvad så, hvis man havde et job ved siden af? Og der var man som ordfører stadig væk imod.

Så ordføreren siger et i talen, men noget andet i sine svar, og det er selvfølgelig meget moderat, og jeg forsøger egentlig bare at navigere og på et eller andet tidspunkt få lagt puslespillet.

Ordføreren.

Nej, man må gerne passe sit barn og have et arbejde ved siden af. Så skal man bare ikke også kunne få penge fra staten. Det er jo der, forskellen ligger: Enten vil du have penge fra staten og så ikke få en arbejdsindtægt, eller også kan du få en arbejdsindtægt og ikke få penge fra staten.

Fru Helena Artmann Andresen, Liberal Alliance.

Tak for ordet. Jeg synes, det er lidt sjovt, at ordføreren skulle belære den tidligere LA-ordfører om, hvad det vil sige at være liberal. Vi bliver tit skudt i skoene, at vi bare er sådan nogle, der går op i regneark og økonomi, men her sætter vi altså barnet og forældrene først. Og når man går så meget op i økonomi, er det da også værd at nævne, at med de nye minimumsnormeringer, der også er lavet, bliver der for hver 100 kr., der bliver brugt, brugt 20 kr. på administration. Der bliver ikke brugt særlig mange kroner på administration ved at lade pengene følge barnet og heller ikke ved at lade børnene gå derhjemme sammen med deres forældre i en periode. Er Moderaterne enige i, at i Danmark er man trods alt forældre, før man er skatteborger?

Ordføreren.

Absolut, men jeg synes da, det er nogle nye signaler, vi ser fra Liberal Alliance, hvis det er sådan, at man både skal kunne få en overførselsindkomst og en indtægt fra et arbejde. I forhold til de 20 pct. på administration har vi i Moderaterne en hel del løsninger til, hvordan vi kan mindske det. Det er jo der, hvor vi går ind for en frisættelse af de nære velfærdsinstitutioner, sådan at pædagogerne kan bruge tid på det, der skaber værdi, nemlig at være sammen med børnene.

Fru Helena Artmann Andresen.

Det vil glæde mig, hvis man kan reducere administrationen i det offentlige. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige til det med, at det er nye takter fra LA's side. Vi har nu altid sat borgeren først, og man kan sige, at det her højst sandsynligt vil give et større arbejdsudbud. Men det er også derfor, vi gerne ser, at den her arbejdsgruppe bliver nedsat, så man kan finde de rette balancer i det, hvor der måske ikke skal være de store tilskud.

Ordføreren.

Jeg vil bede ordføreren om at læse beslutningsforslaget igen, hvis ikke man har opdaget den indre modsigelse, der er, når man det ene sted skriver, at det vil lette presset på daginstitutioner, fordi flere vil trække deres børn ud, og der et andet sted står, at det vil øge arbejdsudbuddet. De to ting kan ikke være rigtige på samme tid, medmindre man plæderer for, at en person skal kunne arbejde fuld tid, samtidig med at vedkommende passer sit barn, og så plæderer man altså også for et statsstøttet omsorgssvigt.

Tak for det, og nu er der ikke flere korte bemærkninger. Jeg siger tak til hr. Rasmus Lund-Nielsen fra Moderaterne, og jeg byder velkommen til fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil godt starte med at takke Alternativet og den nye ordfører for at sætte fokus på børnefamilier. Det er utrolig vigtigt, og det er blevet endnu vigtigere i en tid, hvor rigtig mange er pressede. Børnefamilier har altid haft rigtig meget pres på, men vi kan bare se på rigtig mange målinger, at der er flere og flere, der er stressede. Det er svært at få det hele til at hænge sammen, og der er simpelt hen brug for mere ro på. Vi ser også en tendens til, at flere og flere børn bliver sårbare, og der er megen snak om diagnoser og udgifter ude i kommunerne. Der kommer udfordringer senere i livet, som vi ikke i samme grad har set tidligere.

Vi mener også i SF, at der er rigtig god grund til at kigge på, hvordan vi kan hjælpe i forhold til den tidlige gode start ved netop også at give ro på der. Derfor har vi også i SF kæmpet hårdt for daginstitutionerne og kvalitet i daginstitutionerne, uddannet personale og personale nok og minimumsnormeringer. Jeg ved selv som pædagog og som mor til tre, at det er utrolig vigtigt, at man kan gå med ro i maven, fordi man ved, at ens barn bliver passet godt på. Det er klart, at det også er noget af det, som vi har kæmpet meget for, og som vi i øvrigt også fortsætter med at kæmpe for.

For SF er det ikke helt uproblematisk at sige ja til lige præcis den her ordning. Det er ikke en, vi støtter i sig selv, for der er for os at se noget problematisk i, at man giver penge for pasning af eget barn. Der er nogle udfordringer med ulighed i det. Der er forskellige familietyper. Nogle vil have råd til det, andre vil ikke. Det er også noget, som kommunerne ser som en besparelsesmulighed. Det kan vi også godt være bekymret for.

I virkeligheden mener vi også, at vi bliver nødt til at undersøge andre muligheder i det her samfund, for at vi netop kan sørge for, at der kommer mere ro på, også for børnefamilier. For vores samfundsstrukturer tillader ikke særlig mange andre måder, end at mor og far går på arbejde fuld tid. Det er den måde, man er familie på. Det er sådan, økonomien er strikket sammen. Så kan vi sige, at man bare selv kan vælge at gå hjemme, men det vil der bare igen også være mange der ikke vil have mulighed for, fordi økonomien er, som den er. Derfor vil jeg også igen takke for Alternativets vedvarende fokus herpå og i øvrigt for, at man med det her forslag også sætter fokus på kvinders ligestilling, i og med at der er mange af kvinderne, der bliver hjemme og passer barnet i de tidlige år.

Jeg har haft mange forskellige overvejelser om, hvad vejen kan være herfra, når vi ikke umiddelbart kan sige, at vi støtter forslaget på den måde, som det ligger. Jeg vil godt åbne op for muligheden for, at vi måske prøvede at overveje andre muligheder. Skulle vi prøve at lave en høring sammen? Skulle vi prøve at sætte gang i noget andet arbejde, så vi kunne prøve at udvikle på, hvad det er for nogle muligheder, vi mangler i vores samfund, så netop også børnefamilier kan trække stikket lidt og få lidt mere ro på, samtidig med at forældrene bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet?

Jeg kan fortælle om min egen søn, Noah, som var meget syg, da han var lille. Der forsøgte jeg faktisk at undersøge lige præcis den her model, for jeg kunne ikke få hjælp fra nogen steder, og i virkeligheden vidste jeg godt, at han faktisk havde brug for at være hjemme. Han kunne ikke rigtig holde til institutionslivet. I dag har han en diagnose, det er også lidt interessant. Man kan nørde rigtig meget rundt i, om den ville have været der eller ikke have været der under alle omstændigheder, men det er sådan set ikke så relevant. Det, der var relevant, var, at der ikke rigtig var så mange muligheder for os. Så kunne vi have løst det økonomisk, men det var faktisk rigtig svært for os økonomisk, og derfor blev det ikke til noget. Så selv om vi havde mulighed for at bruge løsningen i den kommune, jeg bor i, så var det faktisk ikke en mulighed alligevel.

Det er derfor, jeg her fra talerstolen vil prøve også at appellere til, om vi ikke skal prøve at se, om vi kan udvikle på det her sammen og finde nogle andre veje til, hvordan vi kan give børnefamilierne lige præcis muligheden for at geare ned og få ro på i familielivet. Det giver rigtig meget stress og pres for en forælder at sende sit barn halvsygt af sted, men det giver det i særdeleshed for det barn, der skal holde hverdagen ud, når det i virkeligheden slet ikke er klar til de store fællesskaber.

Så i virkeligheden giver det her også anledning til, at vi må kigge mere på forebyggelse af at skabe de sårbare børn, og det foregår i de tidligste år. Også når vi snakker diagnoser, er det det her, vi skal kigge på. Så det håber jeg vi kan samarbejde videre om, og jeg ser frem til at se, om vi kan finde fælles fodslag i det her. Med de her bemærkninger kan SF ikke bakke op om lige præcis det her forslag, men vil rigtig gerne se på nogle andre løsninger.

Tak for det. Der er et par enkelte korte bemærkninger. Fru Nanna Høyrup, Alternativet. Værsgo.

Tak. Og tak for at anerkende behovet for at tale og debattere mere omkring småbørnsfamiliens vilkår. Der ligger rigtig, rigtig meget der, som vi skal tage os af. Så nævner ordføreren det her med ulighed, og der er bl.a. en del enlige, som har henvendt sig og sagt, at det ville være godt, hvis de havde muligheden for at have en indtægt ved siden af det her lille tilskud. Jeg vil sige, at mit indtryk af de her forældre, som vælger at passe deres børn selv, er, at de er vanvittig gode til at nedjustere i ressourceforbrug og gå op i tid med deres små børn, så dem kunne vi lære rigtig meget af i forhold til den grønne omstilling. Jeg er bare tvivl om, hvorfor det er, I er imod det, for jeg synes, at det, ordføreren siger den mangler, netop er det, som jeg mener vores beslutningsforslag tilbyder.

Ordføreren.

Det handler i virkeligheden om den ordning i sig selv; den er SF principielt set ikke for i forhold til den måde, som den er lavet på i dag. Det var de bemærkninger, som jeg nævnte i forbindelse med forslaget. Derfor bliver det også svært eller umuligt for os at bakke op om den ændring af ordningen, eftersom vi ikke er enige i ordningen. Men jeg håber, at ordføreren også hører, at vi rigtig gerne vil prøve at kigge på, om der kan være nogle andre muligheder – også nogle muligheder, som ikke bare giver dem, der har flest ressourcer osv., muligheden for netop at kunne geare lidt ned, men måske også muligheder for at skabe en anden samfundsstruktur, som giver mere plads til ro for de her børnefamilier.

Fru Nanna Høyrup, værsgo.

Tak. Det hører jeg bestemt, og det gør mig rigtig, rigtig glad, at ordføreren lige præcis nævner det med at tage sit barn hjem og vide, at det var det, der var brug for på det tidspunkt. Min oplevelse er, at de her fællesskaber med forældre, der passer børn sammen – bl.a. har vi i min kommune, Halsnæs, selv startet noget, der hedder Halsnæs Legegruppe – er bredt funderet fagligt og uddannelsesmæssigt og engageret i lokalsamfundet. Så jeg vil virkelig gerne indgå i det videre samarbejde omkring det og se på, hvad det faktisk også har af værdi i vores samfund, at forældre passer deres børn selv.

Ordføreren.

Jamen der er ingen tvivl om, at rigtig mange daginstitutioner og dagtilbud på mange måder også er gode for mange børn – men ikke for alle børn. Der kan også være situationer, hvor tingene også rykker sig, så det giver mening, at det er på et senere tidspunkt. Så det er i virkeligheden det alternativ eller den samfundsstruktur, vi i SF leder lidt efter. Vi har tidligere været ude at foreslå en form for fond, hvor familier så kan få kompensation for, at de går ned i tid. Det kunne også være en vej ind i det, for så bevarer man jo også tilknytningen til arbejdsmarkedet, samtidig med at man gearer lidt ned, så der er lidt mere ro og tid omkring børnene og familielivet.

Fru Katrine Daugaard, Liberal Alliance.

Jeg forstår bare ikke helt, hvad der egentlig bliver sagt, for det er sådan lidt på den ene side, lidt på den anden side. Er det det, at man får penge for at passe sit eget barn, som SF er imod?

Ja.

Når ordføreren sådan set siger, at det ikke er alle, der trives bedst i en institution, bør alle forældre så ikke have muligheden for og dermed også råd til at vælge det, der er bedst for barnet?

Ordføreren.

Jo, men det får de faktisk ikke på den her ordning. Det var jo faktisk det, jeg prøvede at fortælle om i min tale: Det er langtfra alle familier, der har behov for det, der kan anvende lige præcis den her mulighed. Vi mener i virkeligheden også, at når den er lavet på den måde, så det bliver et specifikt tilskud, ikke tilsvarende hvad en dagtilbudsplads koster, men alligevel inde under den samme kappe, så rammer vi ikke det, vi rigtig gerne vil, som kan være mere fleksibelt. Det er i virkeligheden også det, det her beslutningsforslag peger på. Det er jo, at der er nogle ufleksible rammer lige præcis omkring den her ordning. Så det, vi leder efter i SF, er mere en ordning, der passer til børnefamilier, så der også bliver ændret på en samfundsstruktur.

Og der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til fru Charlotte Broman Mølbæk fra Socialistisk Folkeparti. Jeg byder nu velkommen til den næste ordfører i rækken, fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand. Jeg er nået den alder, hvor jeg har fået læsebriller på. Men jeg vil egentlig starte med at sige tak til min farmor. Jeg har faktisk aldrig gået i institution, for der var altid en farmor, der tog sig kærligt af mig. Det er jeg virkelig, virkelig glad for.

Men med det her forslag foreslås det at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal udarbejde en mere fleksibel model for pasning af eget barn, der indeholder mulighed for at kombinere tilskud til pasning af eget barn med en supplerende indkomst, og forslaget til modellen skal være klar inden udgangen af 2023.

I dag er det sådan, at det er den enkelte kommune, der beslutter, om kommunen vil give et tilskud til pasning af egne børn, og kommunen fastsætter også tilskuddets størrelse, og også hvilken aldersgruppe der kan gives et tilskud for. Kommunen kan give forældre et tilskud til at passe deres egne børn, fra de er 24 uger gamle, og til de skal starte i skolen. Tilskud til pasning af egne børn er et alternativ til at få sit barn passet i dagtilbud. Under den nuværende ordning må tilskudsmodtageren derfor ikke have nogen supplerende indtægt.

For Danmarksdemokraterne er det vigtigt, at familier har nogle fleksible forhold, der gør det muligt at varetage en travl hverdag med børn, arbejde og fritidsaktiviteter. I den forbindelse mener vi, at man først og fremmest skal sikre, at vi også har nogle stærke daginstitutioner i hele landet, som sikrer, at forældre trygt kan aflevere deres børn, når de tager på arbejde, uanset hvor i landet man bor. Men vi kan egentlig godt forstå, at man gerne vil have undersøgt det her, og om der kunne laves en mere fleksibel model for tilskud til pasning i hjemmet. Det er mere også for at finde ud af, om man kan lave en bedre model, som måske kunne gøre lidt op med de store kommunale forskelle – også i forhold til de store forskelle, der er i de tilskud, der tilbydes familierne i dag.

Nu har jeg så skrevet, at det er 68 kommuner, der har den her tilskudsordning til hjemmepasning, men jeg tænker, at vi stiller et ministerspørgsmål om det, så vi kan få det præcise tal for, hvor mange det er, der giver tilskuddet. Men der er stor forskel. F.eks. er den kommune, hvor forældrene får mest, Rudersdal, hvor beløbet er på godt 8.300 kr. om måneden for at hjemmepasse sit eget barn. I Herning er det det laveste beløb. Der kan man få knap 1.800 kr. om måneden. Et forslag til en ny model bør understøtte en større lighed for familierne på tværs af kommuner og samtidig også understøtte netop et øget arbejdsudbud, ved at flere, som har en arbejdsindkomst, får mulighed for at bevare tilknytningen til arbejdsmarkedet, når de bliver forældre. Så jeg synes ikke, at en ny model skal medføre, at nogle familier oplever en økonomisk gevinst ved at passe børn hjemme frem for at arbejde.

Men forslaget her vil jo så gavne forældre, der ønsker at passe deres børn hjemme som et alternativ til en plads i en børnehave eller vuggestue eller dagpleje, men som samtidig gerne vil bevare tilknytningen til deres arbejdsplads, og det kan netop, som vi har debatteret i dag, være en sygeplejerske, der kan tage en ekstra vagt. Det kan også være social- og sundhedsassistenten, som har mulighed for at tage en vagt i ny og næ.

Og så vil jeg sige, at vi jo har en udfordring i dag, også fordi vi mangler pædagoger, og vi mangler jo også, at flere søger ind på pædagoguddannelsen. Der har også været et fald, og så tænker jeg jo, at det egentlig kunne være fint med en undersøgelse for at kortlægge det her og netop også i forhold til den øgede mistrivsel, vi også ser i dag. TV 2 har jo dokumenteret, at hver femte forældrepar afleverer syge børn i daginstitutionerne.

Dog har jeg lige den bemærkning, at forslaget ikke er finansieret, så det ville jo selvfølgelig være noget, man skulle drøfte. Men jeg tænker godt, at vi kunne være med på at lande en beretning i forhold til at lave en undersøgelse på det her område for at se, om man kan gøre det bedre i dag. Tak for ordet.

Tak for det, og der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det fru Anni Matthiesen fra Venstre.

Tak. Nogle gange ligger djævlen jo i detaljen, og hvis jeg lige skal tænke tilbage til for et par år siden, kan jeg huske, at i hvert fald dengang fru Karina Adsbøl var medlem af Dansk Folkeparti, havde vi jo nogle diskussioner, i forhold til om de her fleksible muligheder for at passe sine egne børn i hjemmet skulle gælde for alle danske børnefamilier. Der kunne jeg godt tænke mig at spørge fru Karina Adsbøl, når man nu taler så positivt om det her forslag og man gerne vil være med til nu at udarbejde en fleksibel model, om det så skal gælde for alle danske børnefamilier i det her land.

Ordføreren.

Det ved ordføreren jo godt at vi lavede en aftale om dengang, netop i forhold til at man skulle have boet 7 år i landet og man skulle kunne tale dansk, og det er der allerede lovgivning om i dag. Så derfor tænker jeg slet ikke, at det vedrører det her forslag, for der er lovgivning på det område i dag, og det er der, så vidt jeg husker, også en bred aftale om. Jeg er mere interesseret i, om ordføreren har fået læst den artikel fra Altinget, som jeg sendte, vedrørende familieordføreren for Venstre.

Fru Anni Matthiesen.

Nu er det sådan, at det er mig, der stiller spørgsmålene, så det er jo et kæmpe plus. Jeg synes bare, at det også er vigtigt at få de her detaljer frem i salen i dag, for det er nemlig fuldstændig rigtigt, at jeg kan huske, at fru Karina Adsbøl, i hvert fald dengang, var imod det, hvis det var familier af anden etnisk herkomst, der fik de her muligheder, for så kunne det simpelt hen gå over gevind. Vi havde eksempler dengang, hvor der jo faktisk var mange mødre, som så valgte at beholde deres børn hjemme, og dermed lærte de aldrig det danske sprog. Er det ikke korrekt?

Ordføreren.

Jamen den problemstilling tog vi jo netop hånd om i forhold til at lave en aftale om, at der er nogle helt klare regler for, om man netop skal kunne få det her tilskud. Og de regler kan jeg da sige klokkeklart til ordføreren at jeg ikke har intentioner om at ændre på, netop i forhold til at man skal kunne det danske sprog og at man skal have boet her i en vis årrække, hvis det er det, ordføreren henviser til. Så nej, jeg snakker om danske familier, som har nogle udfordringer, i forhold til om man kunne gøre den model, der i dag, mere fleksibel.

Fru Nanna Høyrup, Alternativet.

Jeg kan lige komme med nogle tal. I 2021 var der 1.998 forældre, som anvendte den her ordning. I 2015 var det 847. Det er bare sådan lige også for at sætte tingene lidt i nogle ordentlige proportioner. Det her bliver aldrig nogen sinde en ordning, som flertallet vil vælge – det er jeg ret overbevist om – men vi ønsker, at det skal være med til at øge en fleksibilitet, som kan være med til at øge trivslen blandt børnefamilierne.

Man kalder det hjemmepasning, men i bund og grund er det jo familiepasning, for det er familien, der går sammen om at passe deres børn og går sammen med flere andre familier. Så hvad tænker Danmarksdemokraterne i forhold til at styrke de her familienetværk til familiepasning, som man kunne kalde dem?

Ordføreren.

Med hensyn til at styrke familienetværket tænker jeg, at familier i dag i hvert fald er rigtig gode, også når man har barselsorlov, eller man holder en længere barselsorlov, til at samles med andre netværk. Det gør man på Facebook, det gør man online, og det gør man også fysisk. Og flere kommuner har jo også oprettet steder, man kan mødes, uanset hvem det er, der går hjemme og passer barnet.

Fru Nanna Høyrup.

I forlængelse af det – som i mit eksempel fra før – kan jeg sige, at vi har den her forening, en legegruppe, i min kommune, som også har et samarbejde med de lokale plejecentre og tager ud og er en del af hverdagen der. Nu handler forslaget jo egentlig ikke så meget om, om man er for eller imod hjemmepasning, men alligevel – kan jeg høre – bliver vi også nødt til at tale om, hvad der egentlig er af værdi i det at familiepasse, og hvordan det kan spille ind som en værdifuld ting i vores samfund og vores lokalsamfund.

Ordføreren.

Det har helt klart en værdi for nogle familier, som ønsker den mulighed, og som også benytter sig af den her mulighed. Andre familier har nogle andre værdier. Så det er jo ikke enten-eller. Det handler ikke om, at vi enten skal have hjemmepasning, eller vi skal have daginstitutioner. Det handler om, kan man sige, at vi giver familierne nogle fleksible valgmuligheder, og de valgmuligheder skulle jo helst være så gode som muligt. Men det handler også om, at vi har en kæmpe udfordring. Vi mangler faktisk varme hænder. Altså, vi mangler pædagoger. Og nu har formanden rejst sig.

Hr. Kris Jensen Skriver, Socialdemokratiet.

Tak for det, og tak for en god tale og en god debat her. Jeg vil egentlig spørge ordføreren om, hvordan Danmarksdemokraterne og ordføreren ser på den udvikling, der har været, hvor der i årene 2018-2021 var dobbelt så mange børn, der modtog hjemmepasning. Hvordan ser ordføreren på den udvikling?

Ordføreren.

Jeg synes jo, at det må være op til familierne at tilrettelægge deres familieliv bedst muligt. Det skal helst ikke være mig, der skal stå og gøre mig til dommer over det. Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at vi tager hånd om nogle af de udfordringer, der er, herunder også manglen på pædagoger. Nu synes jeg jo, at det er brandærgerligt, at Socialdemokratiet har aflyst det med at rykke velfærdsuddannelserne ud.

Det handler vel om, at vi fra Folketingets side laver nogle gode rammer, hvor familier bedst muligt, afhængigt af hvilken familie man er, ligesom kan fylde de rammer ud. Derfor siger jeg bare, at jeg faktisk synes, at man godt kunne undersøge det her område, i forhold til om der er noget, vi kan gøre bedre herfra. For vi kan jo bare konstatere, at der er store forskelle i forhold til kommunerne og også i forhold til tilskuddet, og det kunne godt være, at man kunne gøre det her på en bedre måde for familierne.

Hr. Kris Jensen Skriver.

Tak for det. Når jeg spørger, er det, fordi jeg godt kunne have en antagelse om, at når der er en stigning, er det jo, fordi der også er mange familier, der ser, at der faktisk er nogle muligheder derude for, at man kan gøre det her.

Så kan jeg også godt tænke: Hvordan stiller det her vores dagsinstitutioner? Jeg kunne høre i ordførerens tale, at ordføreren også synes, at det er meget vigtigt, at vi har nogle gode daginstitutioner. Det er jeg meget, meget enig i. Derfor vil jeg bare lige som et afsluttende spørgsmål spørge ordføreren: Hvilken værdi mener ordføreren de her gode fællesskaber, man kan få ude i en daginstitution, kan have i forhold til den mistrivsel, vi ser blandt børn og unge?

Ordføreren.

Jeg ser det ikke som et enten-eller. Altså, det kan skabe noget værdi, at man har fællesskaber i daginstitutioner. Man kan også have fællesskaber uden for daginstitutionerne.

For mig at se handler det her om, at vi tænker på familielivet; hvordan passer det familien bedst? Og der er nogle helt klokkeklare regler for, hvornår man kan få det her tilskud, som jeg også sagde til fru Anni Matthiesen, og dem står jeg selvfølgelig bag, og det er, at man skal have boet her i en vis årrække og man skal kunne det danske sprog osv. For det er selvfølgelig vigtigt, at børn også lærer det danske sprog. Men det er der regler for i dag.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så siger vi tak til fru Karina Adsbøl fra Danmarksdemokraterne. Jeg byder nu velkommen til fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance.

Tak. Jeg vil gerne starte med at sige tak til Alternativet for at fremsætte det her beslutningsforslag, så vi også kan få debatteret lidt omkring pasning af barn i eget hjem. For Liberal Alliance er det meget vigtigt, at vi sætter familien fri. Der er ført rigelig politik i Danmark, der svækker familien; tag f.eks. den tvungne barsel.

I Liberal Alliance vil vi lade pengene følge barnet. Danske børn har en europarekord i at være længst tid i daginstitution, og det gælder både, når det kommer til vuggestue og børnehave. Det kan mange have mange forskellige meninger om, men i Liberal Alliance ønsker vi at give forældrene friheden til samt mulighederne for selv at vælge, hvor og hvordan ens børn skal passes. Man er først og fremmest forældre og dernæst skatteborgere, og det skal kunne mærkes. Vores forslag til en model er med et skattefradrag for pasning af eget barn, som modsvarer den kommunale omkostning ved at stille en institutionsplads til rådighed. Det varierer, alt efter hvilken kommune man tilhører. I vores model tager vi udgangspunkt i et fradrag på 130.000 kr. for et barn i vuggestue og 73.000 kr. for et barn i børnehave. Muligheden for hjemmepasning bør maksimalt gå til skolealderen.

Med ordningen ønsker vi også at åbne op for, at en bedsteforælder eller en moster kan passe et barn og udløse fradraget for den arbejdende forælder. Vi ønsker at videreføre de nuværende kriterier for tilskud til hjemmepasning, som er, at man har tilstrækkelige danskkundskaber til at kunne udvikle barnets dansksproglige kompetencer, og man skal have haft et arbejde og have opholdt sig i riget i 7 ud af de seneste 8 år.

Som reglerne er nu, må man heller ikke have en arbejdsindtægt. Vi i Liberal Alliance er åbne over for at se på det her og ændre det, for der er nogle udfordringer ved, at man ikke må have en arbejdsindtægt samtidig, f.eks. for de forældre, som ønsker at passe deres børn hjemme, og som er selvstændige. Derudover kan vi også godt se nogle fordele ved, at man kan have et deltidsjob ved siden af. Det, vi håber i Liberal Alliance, er, at arbejdsgruppen kan gøre os klogere på, hvor det rigtige snit og den rigtige balance ligger henne, og derfor støtter Liberal Alliance forslaget.

Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Helena Artmann Andresen fra Liberal Alliance. Og jeg byder nu velkommen til fru Mai Villadsen fra Enhedslisten.

Tak, formand. Tusind tak for ordet. Der er vist ingen tvivl hos nogen her i salen om, at der er rigtig mange børnefamilier, som oplever en utrolig presset hverdag. Og intentionen med det her forslag er også at pege på nogle af de udfordringer, man virkelig oplever derude. Jeg tror, vi alle sammen ser det: Forældre, som er pressede, som står tidligt op, afleverer børnene i daginstitution og suser af sted på arbejde. De pisker i det hele taget af sted, og de er rigtig bekymrede, både for kvaliteten af det, der foregår i daginstitutionerne, og for trivslen af deres børn.

I Enhedslisten mener vi også, at der er behov for en bedre familiepolitik i Danmark, som giver børnefamilierne mere tid til at være sammen i hverdagen. Det kan man jo gøre på mange forskellige måder. Stod det til os alene, ville vi gerne forbedre barselsordningerne, sikre bedre forældreorlovsordninger og sørge for, at der eksempelvis var bedre mulighed for at passe egne børn, når de var syge, eller lave en generel forkortelse af arbejdstiden. Det er ting, som ville gøre en stor forskel for børnefamilierne.

På mange måder synes jeg der er mange sympatiske træk i det forslag, som ligger her fra Alternativet. For det er rigtigt, når man påpeger, at der med den nuværende ordning for hjemmepasning er udfordringer, bl.a. på ligestillingsområdet. For det er op mod 95 pct. kvinder, som benytter sig af det, og som dermed får både et lønefterslæb, men også et efterslæb generelt. Det har også været en af grundene til, at vi har været kritisk indstillet over for netop hjemmepasning. Omvendt er der også, som andre her i salen har påpeget, en risiko for, at det her faktisk ikke ville føre til, at der var kvinder, som så både hjemmepassede, men arbejdede mere, men at der i virkeligheden ville være flere, som gik ned i tid på arbejdsmarkedet, og at man dermed overordnet set fik flere kvinder, som i virkeligheden fik et større lønefterslæb. Det kan også være resultatet af det her forslag.

Men jeg synes faktisk, det har interessante perspektiver. Jeg vil dog også gerne sætte spørgsmålstegn ved det, der står i forslaget omkring, hvad det vil betyde for dagtilbuddene, altså at det vil give øget luft derude. Pengene følger jo barnet, så når flere børn hjemmepasses, er der færre ressourcer i daginstitutionerne. Det vil sige, at der jo ikke bliver mere pædagogtid pr. barn. Sådan er økonomien i kommunerne. Og det må aldrig være kvaliteten i daginstitutionerne, der presser forældrene til at vælge andre løsninger – så har vi et stort samfundsproblem. Og det er derfor, at vi selvfølgelig også skal sikre bedre normeringer.

Det vil være en falliterklæring, hvis svaret på udhulede daginstitutioner udelukkende skal være mere hjemmepasning, men det ændrer ikke på, at nogle vælger det og gerne vil det og synes – hvilket de givet har meget ret i – at det er bedst for deres børn. Derfor er vi sådan set også åbne over for at se på det her forslag og se på, hvordan vi kan gøre forholdene bedre i en ordning, som ja, er gammel, og som flere har taget til sig. Men vi har de ovennævnte bekymringer. Vi synes ikke, det må gå ud over daginstitutionerne, og vi kan også være bekymret for, om det i virkeligheden ligestillingspolitisk er en fordel. Så for os hænger det fuldstændig sammen med, at man samtidig selvfølgelig investerer i de daginstitutioner, der er derude, og som er enormt trængte.

Jeg synes desuden, det er rigtig fornuftigt, at SF foreslår en høring på det her område, og at man måske sammen kan lave en beretning, da det jo ikke tyder på, at regeringen er indstillet på at se på det her. For jeg tror faktisk, der er steder, hvor man kunne skrue og dreje og måske gøre en forskel for familierne derude.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Nanna Høyrup, Alternativet. Værsgo.

Tak. Tak til ordføreren, og også tillykke med de lykkelige omstændigheder (Mai Villadsen (EL): Tak) – apropos familie.

Jeg synes, det er vigtigt at tale om proportionalitet i forhold til det her med, hvor længe det er, at man går derhjemme. Som loven er nu, er det maks. 1 år, og hvis man så kunne få lov til at arbejde ved siden af, kunne man tjene op til pension, og hvad der ellers også er beskrevet i forslaget. Det er jo en del af vores ligestillingsargumenter.

I forhold til daginstitutionerne er det jo en ordning, der føjes til ude i kommunerne, hvor den netop er med til at sænke børnetallet der, fordi man simpelt hen ikke har nok ansatte. Og det er jo en større samtale om, hvad det er, der gør, at der ikke er søgning til pædagoguddannelsen og bla bla bla. Men værdien af omsorgsarbejde, også det, der foregår i hjemmet, er en del af den kabale.

Ordføreren.

Tak til ordføreren, og også velkommen til Folketinget. Det er dejligt at have en i Folketinget, som jeg ved har så stor indsigt i og passion for særlig børne- og familiepolitikken.

Det er jo fuldstændig rigtigt, at vi har nogle voldsomme rekrutteringsudfordringer, når det gælder lige præcis det her område, og jeg deler opfattelsen af, at omsorgsarbejde skal værdsættes mere i vores samfund, ikke mindst økonomisk. Derfor synes jeg også, det er rigtig vigtigt, at det her ikke kommer til at gå ud over vores institutioner. Ressourcerne bliver i hvert fald ikke flere, hvis der er flere, der hjemmepasser. Det er rigtigt nok, at det jo så ville betyde, at i og med at vi har færre pædagoger, så kan man måske bedre klare det derude, men det er jo et samfundsproblem, vi også bliver nødt til at adressere, så vi sikrer, at der er nok pædagoger i vores institutioner, og de har jo immer væk en faglighed, som er enormt vigtig.

Fru Nanna Høyrup.

I forbindelse med det tidligere forslag talte vi om, hvad diagnosen er, og jeg synes, når vi taler familiepolitik, børn osv., at det så tit også handler om økonomi. Og der ved jeg, at der altså er nogle regnemodeller, som ikke regner med værdien af omsorg, og hvis nu de regnemodeller gjorde det, er jeg sikker på, at vi ville se mange flere milliarder blive sendt ud i vores daginstitutioner end dem, der allerede er sendt ud.

Ordføreren.

Jeg er fuldt ud enig i ordførerens bemærkning, og det er jo også velkendt, at vi i Enhedslisten er kritiske over for, hvordan man regner og bruger de regnemodeller. For der er jo ingen tvivl om, at investerer vi i tidlig indsats, at investerer vi i folkeskolen, i børnehaver, i vuggestuer, i fødeområdet, i alle aspekter af børne- og ungdomsliv, så kommer det jo til at betale sig senere hen for vores samfund, hvis man skal have den økonomiske kalkule på. Derudover er det i mine øjne også bare det rigtige at gøre. Så jeg er enig.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Mai Villadsen fra Enhedslisten. Jeg byder nu velkommen til fru Lotte Rod fra Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg har lyst til at starte med at sige, at selv om det nogle gange er ret hårdt arbejde at have små børn, er det altså også det sjoveste og mest vidunderlige, mest lærerige og mest meningsfulde, man overhovedet kan gøre i livet.

For et par dage siden blev jeg ramt af et billede, jeg så hos psykolog Rikke Yde Tordrup, og det viser fire børn. De tre af dem kravler på en reol med sådan et vildt blik i øjnene, og den sidste sidder og kigger mut på. Og psykologen skriver, at der er for få voksne til at være omsorgsperson, og at barnet udvikler jævnaldrenderegulering i dagtilbuddet. Det medfører en vild og ureguleret adfærd, når umodne nervesystemer regulerer sig efter hinanden. Forestil jer, hvad der sker, når vi så sender 26-28 jævnaldrenderegulerede fra dagtilbud i skole. Den larm og den uro kan forældre og skole nu bebrejde hinanden uden at få øje på, at en lav normering i dagtilbud egentlig er den bagvedliggende risikofaktor – og ifølge PPR-psykologerne den største risikofaktor. Men skolen anser så ofte årsagen til uro i klasserne for at være forældrenes manglende opdragelse, og forældrene anser ofte årsagen til uroen i klassen for at være forfejlet inklusion eller skolens tilgang som f.eks. for meget skældud eller for store klassestørrelser.

Det siger jeg, fordi jeg drømmer om, at alle vores børn skal have virkelig skønne vuggestuer og børnehaver. Der skal være en god normering, der skal være uddannede pædagoger, der skal være smukke og kreative rammer. Det er hjertesagen for mig og for Radikale Venstre, og jeg synes, at vi stadig herinde undervurderer betydningen af vores dagtilbud og måske især betydningen af, hvor vigtige gode vuggestuer er. Det afspejler sig i hvert fald ikke i, at vi er villige til at bruge de penge på det, som det koster at sikre, at det er virkelig godt for alle børn. Så det er min førsteprioritet.

Men samtidig synes jeg, det er en væsentlig debat, som Alternativet rejser i dag, for det er jo sådan set håbløst gammeldags, at hvis man er hjemme ved sine børn, kan man ikke få lov til at arbejde en lille smule ved siden af. Jeg synes egentlig, det er lidt parallelt til hele den diskussion, vi har haft, om selvstændige på barsel. Selvfølgelig skal det give mening, at man kan sidde nogle timer om aftenen, eller at man på andre tidspunkter er fleksibel. Omvendt er jeg heller ikke interesseret i, at ordningen ligesom kommer til at få flere folk til at lade være med at arbejde, og derfor synes jeg egentlig, at debatten i dag jo er strandet et sådan lidt mærkeligt sted.

For der er nogle, der siger, at forslaget her kommer til at betyde, at nogle, som ikke arbejder i dag, faktisk får lov til at arbejde det, de gerne vil, og andre argumenterer for, at ordningen kommer til at trække nogle, der er på fuld tid, ud eller få dem ned i tid. Og på en eller anden måde er der ikke rigtig nogen, der ved, hvem der har ret. Derfor synes jeg, det giver god mening at få det undersøgt og finde ud af, om det faktisk betyder, at der er flere, der kommer til at arbejde, eller om det er noget, der kommer til at koste os penge. For i Radikale Venstre vil vores førsteprioritet altid være, at vi skal bruge pengene på at lave bedre daginstitutioner. Men vi vil meget gerne være med til at blive klogere på området.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Nanna Høyrup fra Alternativet. Værsgo.

Tak til ordføreren for at bringe den her rigtig fagnørdede viden ind omkring små børn og nervesystemer og sådan noget. Jeg bliver sådan helt: Ja, tak for det, mere af det.

I forhold til den her bekymring omkring, at der er flere forældre, der vælger at passe deres børn, vil jeg igen bare nævne den der proportionalitet. Det kommer aldrig til at være flertallet, der vælger det her. Det vil være nogle, der gør det i en kort periode. Og igen vil jeg sige: Den her store samfundskabale, altså økonomien, der ligger i netop trivsel, synes jeg er en mangel, når vi træffer beslutninger, i forhold til hvordan vores samfund skal være indrettet, for der ligger også en masse samfundsøkonomi i trivsel.

Ordføreren.

Derfor giver det jo god mening, at vi bliver klogere på det, altså sådan at det ikke ender med at være sådan, at Finansministeriet siger: Det her koster helt vildt mange penge, som vi så skal finansiere. Dermed bliver der jo også en diskussion om, hvad afgrænsningen egentlig skal være. For jeg er ikke interesseret i, at ordningen skal bruges til, at nogle, der er på fuld tid, går ned i tid, hvilket var ministerens eksempel. Men det er jo heller ikke tilfældet, hvis det er et spørgsmål om, at man arbejder få timer om ugen.

Tak. Ønskes der en kort bemærkning? Ja, værsgo.

Jeg vil bare følge op og sige, at hvis nu det viser sig, at der ikke er flertal for beslutningsforslaget, kunne det jo være, at man kunne finde ud af at lave den undersøgelse i en anden sammenhæng, for jeg synes helt klart, det er et område, som er alt for påvirket af formodninger og fordomme. Hvad er hvad? Altså, nogle flere tal på det her område ville være rigtig, rigtig godt.

Ordføreren.

Men lad os se, om ikke vi kan finde en fælles tekst og få regeringen med på faktisk at blive klogere på området.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så vi går videre i ordførerrækken til hr. Mikkel Bjørn fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Det beslutningsforslag, vi behandler i dag, er et rigtig godt familieforslag, der skal sikre en model, hvor man gerne vil give danske familier langt bedre mulighed for at indrette sig, som de selv ønsker. Vi ved, at de første 1.000 dage af et barns liv er helt afgørende for et barns udvikling og trivsel, både nu og fremadrettet. Det er alle de centrale sider af livsfundamentet, der grundlægges i de første 0-3 år. Trygheden og nærheden er essentiel. Trygheden er helt særlig i familien. I alt for mange år har der været ført en decideret familiefjendsk politik. Det vil vi i Dansk Folkeparti gerne ændre på.

I Danmark har vi også en klar verdensrekord i at sende børn tidligt i dagtilbud, og det er helt sikkert udtryk for mange forskellige faktorer. Hovedsagen er ikke, om man skal vælge dagtilbud eller hjemmepasning tidligt; hovedsagen er, at det skal være op til den enkelte familie at indrette sig, som de ønsker. Mange familier er i dag fanget i det socialdemokratiske hamsterhjul. De er afhængige af to indkomster og har derfor svært ved – selv om det er et ønske – at passe børnene hjemme de første år. Det er simpelt hen ikke økonomisk muligt for langt de fleste, og det vil vi gerne lave om på.

Dansk Folkeparti er Danmarks familieparti. Derfor støtter vi også dette forslag. Det er et forslag, der pålægger regeringen at nedsætte en arbejdsgruppe, der skal udarbejde en mere fleksibel model for pasning af eget barn. Derved kan vi forhåbentlig i fællesskab sikre, at familierne i langt højere grad end i dag kan indrette sig, som de selv ønsker, hvis de ønsker at passe børnene hjemme i de første vigtige år. Det er forskelligt, hvordan man vælger at indrette sig som dansk familie. Det er forskelligt, hvad der prioriteres, og derfor skal det selvfølgelig være nemmere for danske familier at passe deres børn hjemme i den første vigtige tid, end det er i dag. Det skal være nemmere at indrette sig som familie, som man selv ønsker.

Dansk Folkeparti er Danmarks familieparti, og derfor støtter vi selvfølgelig også dette forslag. Jeg skulle også hilse fra Det Konservative Folkeparti og sige, at de også støtter forslaget. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning til fru Nanna Høyrup, Alternativet. Værsgo.

Tak for at støtte op om at være familiepolitikkens udvidede stemme herinde. Det er noget, vi faktisk har stået rimelig alene med i et stykke tid i Alternativet, nemlig at have en familiepolitisk profil og turde at tage det med ind som noget, der selvfølgelig også har sin plads herinde i Folketinget. Hvad tænker Dansk Folkeparti i forhold til det, der blev italesat tidligere, om, at ordningen ikke er for alle, altså uligheden?

Ordføreren.

Som jeg sagde tidligere, skal der ikke være nogen tvivl om, at Dansk Folkeparti er et parti med en familiepolitisk profil. Vi ser os selv som Danmarks familieparti, og derfor bakker vi selvfølgelig også op om en udvidet ordning, der giver langt flere familier mulighed for at indrette sig på den måde, som giver bedst mening for dem. Altså, for os er det ikke vigtigt, om familierne, som fru Lotte Rod sagde – nu ved jeg ikke lige, hvor hun forsvandt hen – er på arbejdsmarkedet, eller om den ene vælger at gå derhjemme for at passe børnene. Det vigtige for os er, at familierne får mulighed for indrette sig på den måde, som giver bedst mening for den enkelte familie.

Tak. Jeg kan ikke se, at der er flere korte bemærkninger til ordføreren. Så vi går videre i ordførerrækken til hr. Kim Edberg Andersen, Nye Borgerlige. Værsgo.

Tak for det. Jeg kommer til at gøre det rigtig kort, men først bliver jeg lige nødt til at ønske Enhedslistens ordfører tillykke med hendes lille ny familie. Det bliver jeg nødt til at sige, for det er jo en stor ting.

Danmark har brug for, at familien kommer meget mere i fokus. Det er et godt forslag. Nye Borgerlige støtter forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Nanna Høyrup, Alternativet. Værsgo.

Tak. Det blev lige præcis, som jeg havde håbet på, nemlig en rigtig, rigtig god debat omkring et emne, som fylder alt for lidt herinde efter Alternativets og min mening. Igennem de sidste 15 år har jeg beskæftiget mig med småbørnsfamilien. Det har jeg gjort som vuggestuepædagog og som aktiv debattør om børnefamiliernes vilkår her i Danmark. Og jeg er vild med den mangfoldighed, som findes derude, og netop den mangfoldighed er for mig og Alternativet noget, vi skal værne utrolig meget om, for den repræsenterer en rummelighed og en meningsfuldhed, som har stor betydning for forældre og børns trivsel.

Vi er som mennesker i konstant udvikling gennem hele livet, og der er faser som især tiden med små børn, som kræver en høj grad af fleksibilitet og valgmuligheder, for at vi trives, fordi små børn er en utrolig uforudsigelig størrelse set med vores voksne øjne. De kræver vores nærvær med deres enorme nysgerrighed og prøven livet af. De har brug for os voksne til at læne sig op ad og ind i, når verden skal fordøjes. Ja, vi bør egentlig faktisk i højere grad indrette vores samfund, så vi voksne kan være mere til stede i barnets omskiftelighed og samtidig kunne forene det med de interesser og glæder, vi har som voksne – det være sig arbejde eller fritidsinteresser. Selvfølgelig kan vi ikke alt på én gang, men at have valgmuligheder, der fremmer det gode børne- og familieliv, er en investering for os alle.

I Alternativet ønsker vi at imødekomme forældres ønske om mere fleksibilitet i de første år af barndommen. Vi vil rigtig gerne bidrage til, at det i højere grad er muligt for forældre at kombinere arbejdsliv og familieliv på en bæredygtig og for den enkelte familie meningsfuld måde. »Arbejde uden adskillelse« er en formulering og en tendens, som er stigende i mange danske familier, og det er en udvikling, som har flere årsager, bl.a. digitaliseringen, som gør arbejdspladsen langt mere fri og løsrevet af en bestemt fysisk lokation, og så det faktum, at langt flere forældre bare ønsker mere tid med deres børn.

I Alternativet ser vi en nødvendighed i at integrere familiepolitiske dagsordener som dette beslutningsforslag i en tidssvarende udvikling af samfundet. Så når forældre, som enten allerede passer deres eget barn eller ønsker at gøre det, især når børnene er små, udtrykker et ønske om at kunne fastholde deres tilknytning til deres arbejde uden at miste det tilskud, der følger med, så mener vi, at vi som Folketing har et ansvar for i det mindste at afsøge muligheden for, at det kan lade sig gøre at have den supplerende indtægt ved siden af tilskuddet, og selvfølgelig i en model, der giver mening i forhold til den størrelsesorden, som arbejdet må have, før tilskuddet bortfalder, præcis som vi kender det fra su-modellen.

Det her beslutningsforslag har jeg faktisk lavet sammen med Alternativet i samarbejde med en del af de omtalte forældre igennem et utal af debatter på de sociale medier, hvor forældre deler deres drømme om et langt mere bæredygtigt familieliv. Jeg har i forbindelse med udformningen af det her beslutningsforslag haft kontakt med Hjem – Hjemmeforældrenes Landsorganisation, som er en nystiftet interesseorganisation for hjemmeforældre, og de har på nuværende tidspunkt gang i en undersøgelse af de forskellige behov blandt forældre, der varetager pasning af deres eget barn eller ønsker at gøre det. Her har jeg fået lov til at dele en form for exitpoll, der viser, at ud af de 425 besvarelser, som de har modtaget på nuværende tidspunkt, så ønsker 84,2 pct. muligheden for at have en indtægt ved siden af.

Ud over de trivsels- og ligestillingsmæssige fordele, som vi har forsøgt at beskrive i beslutningsforslaget, vil jeg afslutningsvis sætte det i sammenhæng med manglen på arbejdskraft, som fylder i nærmest al politik i dag – især gør det sig gældende inden for vores velfærdsinstitutioner. Her er vores beslutningsforslag det, som vi kalder et input i den relationelle velfærd. Det virker i vores optik ret oplagt at imødekomme forældrenes ønske og sætte dem meget mere fri til at forvalte deres liv som familie og deres tilknytning til arbejdslivet, om det er som sygeplejerske, som kontorassistent, iværksætter eller andet erhverv, som den enkelte familie mener kan forenes med deres hjemmeliv.

Jeg og Alternativet håber, at Folketinget vil se på vores beslutningsforslag med nysgerrighed. Det synes jeg at jeg har oplevet i dag, og det er jeg glad for, og jeg stiller mig meget, meget gerne til rådighed for de spørgsmål, som måtte dukke op efter den her dags debat. Den synes jeg har været virkelig, virkelig god, og jeg tager en masse input med mig herfra. Jeg er rigtig glad for, at vi har fået vendt et familiepolitisk emne, for familiepolitik ryger alt for ofte under radaren og mellem mange stole, både herinde og uden for Christiansborg.

Vi har faktisk ikke haft et familieministerium siden 2007. Så måske skulle vi overveje behovet for sådan et, eller – om ikke andet – at vi så får nedsat et udvalg, hvis formål er at fremme familiepolitiske emner her på Christiansborg. Der er nok at tage fat på, og jeg ser frem til de videre snakke i udvalget og forhåbentlig også, når vores veje krydses ude på gangene. Tak for ordet.

Tak til ordføreren.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.