Tak for en god debat, for med- og modspil, for opbakning og måske også for ikkeopbakning. Vi har i hvert fald fået en debat om noget, som jeg synes er virkelig væsentligt.
Når jeg synes, det er så vigtigt med sådan en partnerdrabskommission, er det, fordi jeg synes, at tal er så utaknemlige. De fortæller kun en lille del af historien. Vi har gennemsnitligt de her 12 partnerdrab om året, men der ligger jo rigtige menneskeskæbner bag de tal. Derfor har jeg bare taget et udpluk af sager med til jer her i dag, som fortæller lidt om, hvad det handler om. Faktisk er der lige netop i dag en mand, der er blevet dømt ved retten i Viborg for at have forsøgt at skyde sin kone. Det lykkedes ikke, men det kunne være endt i et partnerdrab.
Der er f.eks. også sagen, hvor en 31-årig kvinde i Aalborg bliver skudt og dræbt for øjne at sine to børn. Det er to børn, der mister deres mor, men de mister så faktisk også en far, som gør sig til drabsmand. Andre har mistet en datter, en veninde, en arbejdskollega, og en mand, en far, måske en søn, en ven, en arbejdskollega gør sig skyldig i den værste forbrydelse, nemlig at tage en anden persons liv.
Der var også sagen, som startede hele debatten om partnerdrab – næsten. Det var sagen, hvor en 24-årig kvinde blev fundet kvalt i en bil, der var kørt i vandet. Det var hendes kæreste, der blev anholdt for drabet. Vi ved faktisk, at hun en gang tidligere har været behandlingskrævende på grund af et forsøg på kvælning.
Der var også en sag i Svendborg, hvor en kvinde gik rundt og var bange for sin 73-årige mand. Han var meget dominerende i forholdet, og han forsøgte at kontrollere hende. Det ved vi fra retten. Hun fortalte, at hun ville flytte fra ham. Hun havde nemlig fået sin egen lille ældrebolig og var klar til at starte et nyt liv, men manden kvalte hende samme dag.
Det er tre forfærdelige sager tre steder i landet; det er tre kvinder i forskellige aldre.
Nu spørger I måske nok: Partnerdrab rammer vel også mænd? Ja, det gør det, og det her forslag skal sådan set også undersøge partnerdrab på mænd. Partnerdrab rammer nemlig overalt, og det er den største enkeltstående kategori af drab herhjemme – den største enkeltstående kategori af drab. Kan vi leve med det? Jeg synes jo, det indlysende svar er nej. Vi har i SF tidligere foreslået massevis af ting, der bekæmper partnerdrab, partnervold og stalking. Vi lagde det her forslag om en handlingsplan til bekæmpelse af partnerdrab frem; vi har stået bag stalkingparagraffen; vi har stået bag at få særlige teams hos politiet til bekæmpelse af forbrydelser i nære relationer; vi har fremsat et forslag, der er blevet behandlet i dag, om fodlænker, som kan beskytte folk, som er truet f.eks. i sager om partnervold og stalking.
Vi arbejder hele tiden med det her område, og heldigvis arbejder vi ikke alene, men sammen med de mange partier, som også er optaget af at beskytte ofrene og også hjælpe gerningsmanden ved at forhindre, at forbrydelser gentager sig. Sammen har vi fundet et flertal om rigtig mange gode ting, men vi har også brug for mere viden om, hvordan vi kan forebygge partnerdrab. De her tre frygtelige sager er ikke ens; de er unikke. Baggrunden for forslaget her i dag er, at vi har brug for mere viden. Vi må også være ærlige og erkende, at det altså overvejende er kvinder, som bliver dræbt af deres partner, men vi må selvfølgelig heller ikke glemme, at der også er mænd, der bliver dræbt af en partner.
Jeg kan huske, at da jeg var ung retsordfører, lagde jeg selvfølgelig også mærke til den her type sager, og da jeg dengang spurgte ind til, hvad søren vi kunne gøre for at forebygge, at der skete partnerdrab, var svaret, at det kunne man stort set ikke forebygge, fordi det her opstod som lyn fra en klar himmel. Der var ingen tegn i sol og måne på, at det her var under opsejling.
I dag er vi jo heldigvis blevet klogere. Vi ved, at det ikke er rigtigt. Der findes f.eks. i dag engelsk forskning, som har kortlagt, at der er otte trin hen imod et partnerdrab. Det er trin, som alle sammen rummer en eller anden mulighed for forebyggelse. Vi har faktisk også dansk forskning, som omfatter partnerdrab på både mænd og kvinder, og som viser, at i 75 pct. af tilfældene går der psykisk vold forud for et partnerdrab, og det var bl.a. den viden, der fik os til at skubbe på, så vi har kriminaliseret psykisk vold. Så viden flytter jo noget.
Vi ved også fra en anden dansk undersøgelse, at i en fjerdedel af partnerdrabssagerne kendte politiet til dysfunktionelle mønstre; i en anden fjerdedel af tilfældene vidste de pårørende noget; i en tredje fjerdedel vidste andre myndigheder noget; og så er der en fjerdedel, som er en mere blandet kategori. Men der var altså nogen, som i hvert fald vidste noget, som kunne afhjælpes, hvis der var mere videndeling i de her sager. Og det ved jeg er noget af det, som vi har besluttet i SSA at vi skal sørge for at blive bedre til, nemlig at få delt den her viden. Men vi mangler stadig væk viden om i hvert enkelt drab, hvor forebyggelsespotentialet lå. Hvem kunne have handlet anderledes? Hvem kunne have hjulpet, så det her ikke endte med et partnerdrab?
Vi har jo sagen om skyderiet i Field's, hvor tre mennesker blev dræbt og endnu flere alvorligt såret. Det var en forfærdelig sag. Det er klart, at sådan en sag fører til en massiv granskning. Hvor gik det galt? Kendte politiet gerningsmanden? Gjorde psykiatrien? Gjorde kommunen? Alle sejl blev simpelt hen sat for at se, om de kunne have fanget signalerne og forebygget, at tre mennesker blev dræbt og endnu flere blev skadet. Det synes jeg også vi bør gøre, hver gang vi oplever et partnerdrab eller et forsøg på det, for at blive klogere på, hvordan vi kunne have handlet tidligere, hvordan vi kunne drage læring af det her og forbedre myndighedernes beredskab, sikre en tidligere indsats.
Som jeg nævnte før i sagen fra Amager, er drabsmanden simpelt hen også tiltalt for at have taget kvælertag på kæresten et halvt år forinden. Hun fik behandlingskrævende skader i nakken. Hun har derfor været i kontakt med sundhedsmyndighederne. Kunne den kontakt have resulteret i, at begge havde fået hjælp, før et liv var gået tabt? Vi ved det ikke, men en kommission kunne i hvert fald være med til at undersøge det, så andre måske kunne blive sparet for den ultimative forbrydelse.
Jeg synes, det er indlysende, at vi skal have sådan en kommission, og den bør være forankret hos myndighederne både for at kunne få adgang til de data, der er brug for, men også så man kan sikre, at den viden, der kommer frem, kan blive viden, der bliver lagt frem for de selv samme myndigheder, f.eks. politiet og sundhedsmyndighederne, kommunen og Udlændingestyrelsen.
I Norge og Sverige og England – det har også været nævnt i dag – gennemgår myndighederne systematisk partnerdrab for at tage ved lære og forebygge både alvorlig vold og drab. I England og Wales har det siden 2011 været lovpligtigt at lave sådan et domestic homicide review. Der skal myndighederne efter et drab i hjemmet kortlægge forbrydelsen, men også forløbet op til, og bagefter skal de komme med anbefalinger til, hvordan lignende sager kan undgås i fremtiden. En, som er formand for en organisation, som repræsenterer pårørende til ofrene, siger:
»Jeg oplever, at domestic homicide reviews har tvunget professionelle til at tage vold i nære relationer alvorligt, forstå, hvad der på spil, og lære af det ...« – præcis som vi lærte af den viden, vi fik ud af det i forhold til psykisk vold, inden vi fik det kriminaliseret.
I Sverige har Socialstyrelsen – jeg har nævnt det et par gange – siden 2012 lavet lovpligtige dødsfaldsudredninger. Der gennemgår man forløbet forud for drabssagerne for at fastslå, om der har været myndighedskontakt, og om der kunne have været gjort noget for at forhindre drabet. I den seneste udredning, og det har jeg også sagt, pegede man på 33 svagheder i myndighedernes håndtering. F.eks. har de afdækket, at myndighederne ofte var de eneste, en voldsudsat havde kontakt til, men at man der sjældent spurgte ind til volden.
I Norge nedsatte man partnerdrabskommissionen, som også på baggrund af en partnerdrabssag gennemgik, hvor der havde været kontakt med politiet, socialvæsenet og sundhedspersonale, og kommissionen skulle undersøge, om myndighederne havde svigtet deres ansvar over for borgeren, og hvad man fremover kunne gøre for at forhindre partnerdrab. Efterfølgende kom de også med anbefalinger, som så er på vej til at blive implementeret. Den norske regering har endda besluttet at oprette en permanent partnerdrabskommission, som træder i kraft fra i år.
Hvis der er nogen, der har læst Politiken, kan de se, at der jo også i politiet er folk, som synes, at en partnerdrabskommission er en god idé. I hvert fald siger Kristian Løwenstein fra Nordsjællands Politi, som kortlægger mønstre i anmeldelser om vold i nære relationer:
»Der bør være en tværfaglig partnerdrabskommission, som er bemyndiget til at lave de her dybdegående analyser af hvert eneste drab og se på, hvad er gået forud, hvad vi kunne have gjort anderledes, og hvad vi kan gøre forebyggelsesmæssigt. Alle drab er unikke, men der er rigtig mange fællestræk, som er vigtige at få frem«.
Så der er også folk i politiet, som synes det her er en god idé.
Det bliver ikke i den her ombæring, at vi får en partnerdrabskommission, men jeg opgiver ikke ævred, og derfor har jeg besluttet mig for at kalde justitsministeren i samråd om forslaget, så vi kan få en drøftelse af, om de ting, som ministeren og flere andre har nævnt i dag, flugter med det forslag, der ligger her. Det er nemlig vigtigt at få afklaret. Tak for ordet.