Skatteudvalget 2022-23 (2. samling)
B 10 Bilag 2
Offentligt
København, d. 14/2-23
Til Folketinget
Skatteudvalget,
Som svar på
udvalgsspørgsmål 11
om, hvordan henholdsvis udbydere af undervisning,
der fremadrettet vil blive pålagt moms, og deres kunder/klienter, vil blive påvirket af det
kommende styresignal, giver det mening for os som brancheorganisation at svare direkte
på jeres spørgsmål. Vi tillader os derfor at fremsende en liste med nogle af de største
udfordringer, som langt de fleste af vores medlemmer og deres kunder vil blive ramt af,
hvis den bebudede moms indføres.
Vi vil i vid udstrækning ikke kunne trække momsen fra.
Hvorfor? Som yogalærere sælger vi vores tid, ikke en vare, og vores tid har vi ikke købt
eller betalt moms af. De færreste af os har egne studier, og derfor ingen udgifter at trække
fra. Men selv studieejere har meget lidt at trække fra, da de typisk er gået efter et momsfrit
erhvervslejemål, da vi jo har baseret vores forretninger på, at vi er fritaget for moms.
Vi ser derfor ind i prisstigninger på op til 25% på vores ydelser.
Hvorfor? Avancen på yoga er ikke høj, tværtimod. Vi er ildsjæle, der brænder for at
undervise, også selvom indtjeningen ofte er lav. Der er derfor ingen plads til, at vi selv kan
sluge stigningen, så den må vi sende videre til vores kunder. Det vil igen betyde, at mange
tvinges til at vælge denne kilde til mental og fysisk sundhed fra - særligt i en tid med
voldsom inflation - og vi må derfor lukke vores forretninger.
Kun private udbydere rammes. Aftenskoler går fri.
Hvorfor? Som det ser ud nu, bliver aftenskoler, højskoler, foreninger mv. fritaget for moms.
En yogalærer vil altså kunne komme til at undervise præcis samme klasse med moms
(betalt af kunden) om formiddagen hos en privat udbyder, og uden moms om
eftermiddagen på en aftenskole. Det er en fuldkommen uacceptabel
konkurrenceforvridning. Derudover er de udbydere, der uddanner yogalærere, private -
ofte med +20 års erfaring - da aftenskoler ikke må tilbyde uddannelser. Man risikerer altså
at ramme de kulturbærende skoler i vores branche.
B 10 - 2022-23 (2. samling) - Bilag 2: Henvendelse af 14/2-23 fra Ann-Charlotte Monrad, Herlev, om, hvordan udbydere og brugere vil blive påvirket af moms på undervisning
Kort sagt: Pålægges vores branche moms, må vi sende stigningen videre til
forbrugeren. Mange vil blive tvunget til at vælge vores ydelser - der spiller en vigtig,
skønt uofficiel rolle for den danske folkesundhed - fra, hvilket vil true branchens
overlevelse.
Vi har fuld forståelse for, at der på de fleste ydelser inden for EU skal være en ensretning.
Men der er forskel på at købe et par jeans på nettet og at tage en yogaklasse i Odense.
Vores ydelse er lokal og konkurrerer således ikke med tilsvarende ydelser i andre lande.
Vi stiller os derfor uforstående overfor, at man i denne situation fra regeringens side ikke
ønsker at kæmpe for vores overlevelse, særlig i betragtning af vores utrættelige arbejde
for folkesundheden.
Med venlig hilsen,
Ann-Charlotte Monrad
Formand for Danske yoga- og meditationslærere
Dyom.dk