Tak, formand. Som formand for Udvalget til Prøvelse af Valgene kan jeg oplyse følgende om udvalgets arbejde, idet jeg samtidig skal henvise til den offentliggjorte betænkning og indstilling. Arbejdet i udvalget har som sædvanlig vedrørt tre spørgsmål:
For det første har det vedrørt spørgsmålet om gyldighed af valghandlingen, herunder valgets forberedelse, stemmeafgivelsen, optællingen af selve stemmesedlerne, vurderingen af dem samt valgbøgerne og disses førelse m.m. Herunder har udvalget taget stilling til en række klager over forskellige forhold vedrørende valget.
For det andet har arbejdet vedrørt spørgsmålet om godkendelse af Indenrigs- og Boligministeriets opgørelser og beregninger.
For det tredje har det vedrørt spørgsmålet om godkendelse af de kandidater, der har opnået valg.
Om gyldigheden af valghandlingen kan jeg sige, at vi i udvalget har gennemgået Indenrigs- og Boligministeriets redegørelse, der bl.a. indeholder de bemærkninger, som gennemgangen af stemmesedler og valgbogsudskrifter har givet ministeriet anledning til. Vi har derudover modtaget og behandlet 26 valgklager gennem ministeriet, og vi har udtalt os om hver enkelt klage.
Procedurerne ved at afgive brevstemme, og at brevstemmeafgivningen overholdes og kommunikeres på en forståelig måde, er et emne, vi kender fra tidligere valg, og det har også denne gang været drøftet i udvalget. Udvalget har bl.a. skrevet, at udvalget opfordrer Indenrigs- og Boligministeriet til at overveje udformningen af brevstemmemateriale og reglerne for anvendelse heraf, så proceduren kan være så enkel som muligt for såvel vælgerne som kommunerne.
Det spørgsmål, der mere end noget andet har optaget udvalget, har været udformningen af stemmesedler. Det er et emne, der ved tidligere valg har givet anledning til bemærkninger fra Udvalget til Prøvelse af Valgene. Ved folketingsvalget i 2015 var der en del fejl i stemmesedlerne, som førte til klager og kritiske bemærkninger fra udvalget. Ved valget i 2019 havde man fået strammet op på dette, så der ved det valg – heldigvis – var sket væsentlig færre og mindre alvorlige fejl ved udformningen af stemmesedler.
Desværre har der ved valget i år atter været en alvorlig fejl i udformningen af stemmesedlen i en valgkreds, nemlig Nyborgkredsen, hvor kandidaterne fra 11 partier, som havde anmeldt prioriteret sideordnet opstilling, ved en fejl fra kommunens side var blevet opført i alfabetisk rækkefølge. Der er modtaget klager over dette, både fra to partier og fra en kandidat, der ikke opnåede valg.
Udvalget har indgående drøftet disse klager og de modtagne oplysninger og bemærkninger fra kommunen og Indenrigs- og Boligministeriet. Udvalget har også stillet spørgsmål til Indenrigs- og Boligministeriet for yderligere at afdække sagens omstændigheder. Udvalget er kommet med en kritisk kommentar til dette i forlængelse af de modtagne klager over udformningen af stemmesedlen. Udvalget har bl.a. skrevet, at udvalget finder, at der er tale om en særdeles alvorlig fejl, og at valgbestyrelsens handlemåde ved udformningen af stemmesedlen har været yderst kritisabel. Udvalget opfordrer desuden Indenrigs- og Boligministeriet til at overveje muligheden for at iværksætte yderligere tiltag for at sikre sig, at dette ikke gentager sig.
Når det drejer sig om det, der i øvrigt har været klaget over ved valget, og om udvalgets bemærkninger til disse klager, vil jeg henvise til betænkningen og til indstillingen.
Vedrørende spørgsmålet om godkendelse af Indenrigs- og Boligministeriets opgørelser og beregninger har udvalget behandlet godkendelsen af disse, og de samlede opgørelser og beregninger har ikke givet anledning til bemærkninger fra udvalget.
Hvad angår spørgsmålet om godkendelse af de valgte, fremgår det af udvalgets betænkning, at udvalget har modtaget seks henvendelser fra borgere angående fru Inger Støjberg. Udvalget finder efter en samlet vurdering, at de 175 kandidater valgt i Danmark opfylder grundlovens krav om valgbarhed.
Udvalget har herefter følgende indstillinger:
Vedrørende valget i Danmark indstiller udvalget i enighed, at Folketinget godkender det den 1. november 2022 afholdte valg af medlemmer til Folketinget, de af Indenrigs- og Boligministeriet den 14. november 2022 fremsendte beregninger og opgørelse af dette valg og de på den omdelte særskilte fortegnelse opførte 175 kandidater som valgte fra og med den 1. november 2022, dog således at udvalget i medfør af forretningsordenens § 1, stk. 3, indstiller, at 1. stedfortræder for Venstre i Københavns Omegns Storkreds, hr. Kim Valentin, godkendes som valgt i stedet for fru Karen Ellemann, der har tilkendegivet, at hun ikke ønsker at modtage mandatet.
Vedrørende valget i Grønland indstiller et enigt udvalg, at Folketinget i henhold til forretningsordenens § 1, stk. 6, på grundlag af den af Rigsombudsmanden i Grønland fremsendte foreløbige opgørelse af folketingsvalget i Grønland den 1. november 2022 godkender fru Aki-Matilda Høegh-Dam og fru Aaja Chemnitz som valgte fra og med den 1. november 2022.
Vedrørende valget på Færøerne indstiller et enigt udvalg, at Folketinget godkender det på Færøerne den 31. oktober 2022 afholdte valg af medlemmer til Folketinget, den af valgbestyrelsen foretagne opgørelse og beregning over dette valg og fru Anna Falkenberg og hr. Sjúrður Skaale som valgte fra og med den 1. november 2022.
Inden jeg afrunder, vil jeg gerne tillade mig at sende en varm tak til de dygtige medarbejdere i Folketingets Administration, der har bistået udvalget i vores grundige arbejde.
Jeg skal hermed på udvalgets vegne over for Tinget anbefale udvalgets indstillinger. Tak for ordet.