UUI, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 223: MFU spm. om ministeren vil redegøre for, hvilken “reel risiko for refoulement, der skal foreligge på udsendelsestidspunktet for udvisningsdømte kriminelle udlændinge, jf. Soering v. The United Kingdom (para. 90-91) og Saadi v. Italy (para. 125)

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2022-23 (2. samling)
UUI Alm.del
Offentligt

Ministeren

Udlændinge- og Integrationsudvalget

Folketinget

Christiansborg

1240 København K

Udlændinge- og Integrationsudvalget har den 9. juni 2023 stillet følgende spørgs-

mål nr. 223 (Alm. del) efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU) Mikkel Bjørn

(DF) til udlændinge- og integrationsministeren, som hermed besvares endeligt.

Spørgsmål nr. 223:

Vil ministeren redegøre for, hvilken “reel risiko” for refoulement, der skal foreligge

på udsendelsestidspunktet for udvisningsdømte kriminelle udlændinge, jf. Soering

v. The United Kingdom (para. 90-91) og Saadi v. Italy (para. 125), og vil ministeren

bekræfte, at EMD er forsigtige med at statuere krænkelser af artikel 3 jf. Babar Ah-

mad and Others v. the United Kingdom (para. 179), og vil ministeren afslutningsvis

redegøre for, i hvilket omfang reel risiko for refoulement er blevet lagt til grund af

danske myndigheder og domstole de seneste 10 år og angive, hvilke modtagerlande

udvisningsspørgsmålet angik?

Svar:

Det stillede spørgsmål består af tre dele. Den første del af spørgsmålet om, hvilken

reel risiko for refoulement der skal foreligge på udsendelsestidspunktet, og den

tredje del af spørgsmålet om, i hvilket omfang risiko for refoulement er blevet lagt

til grund af danske myndigheder og domstole de seneste 10 år, herunder en angi-

velse af hvilke modtagerlande udvisningsspørgsmålet angik, besvares samlet under

pkt. 1 nedenfor. Den anden del af spørgsmålet om, hvorvidt EMD er forsigtige med

at statuere krænkelser af artikel 3, besvares under pkt. 2 nedenfor.

Det bemærkes indledningsvist, at den første del af spørgsmålet forstås sådan, at

der ønskes svar på, hvilken betydning det har, såfremt der på udsendelsestidspunk-

tet i sager vedrørende udvisningsdømte kriminelle udlændinge vurderes at være en

reel risiko for refoulement, såfremt den pågældende udsendes.

Udlændinge- og Integrationsministeriet kan i den forbindelse oplyse, at inden der

kan ske udsendelse af en udlænding, der er udvist ved dom, og som har haft en

asylopholdstilladelse, skal Udlændingestyrelsen og i sidste ende Flygtningenævnet

tage stilling til, om vedkommende faktisk kan udsendes, eller om en udsendelse vil

være i strid med det såkaldte refoulementsforbud.

Side 1/6

7. november 2023

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Asyl og Visum

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

Sags nr.

Akt-id

6198 4000

[email protected]

www.uim.dk

36977191

2023 - 9254

2445145

UUI, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 223: MFU spm. om ministeren vil redegøre for, hvilken “reel risiko for refoulement, der skal foreligge på udsendelsestidspunktet for udvisningsdømte kriminelle udlændinge, jf. Soering v. The United Kingdom (para. 90-91) og Saadi v. Italy (para. 125)

Domstolene tager ikke stilling til spørgsmålet om refoulement, og som følge af kom-

petencefordelingen mellem domstolene og udlændingemyndighederne, tilkommer

det Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet at tage stilling til forhold om asyl.

Udlændinge- og Integrationsministeriet har endvidere til brug for disse dele af be-

svarelsen, indhentet et bidrag fra Flygtningenævnet, der har oplyst følgende:

”Flygtningenævnets

behandling af sager vedrørende udlændinge, der er dømt

for kriminalitet og udvist af Danmark og som har indgivet en ansøgning om asyl

i medfør af udlændingelovens § 7, eller som har haft opholdstilladelse efter

udlændingelovens § 7 eller § 8, er bl.a. reguleret i udlændingelovens § 10 og §

31. Vurderingen af, om en udlænding kan udsendes, skal ske i overensstem-

melse med Danmarks internationale forpligtelser, herunder blandt andet Den

Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 om forbud mod

tortur og umenneskelig og vanærende behandling eller straf og Den Europæi-

ske Menneskerettighedsdomstols praksis i relation hertil samt refoulements-

forbuddet i flygtningekonventionens artikel 33. Behandlingen af sådanne sager

med eksempler fra praksis er nærmere beskrevet i Flygtningenævnets for-

mandskabs 30. beretning (2021), kapitel 7, der kan findes på Flygtningenæv-

nets hjemmeside, www.fln.dk.

Fælles for udvisningsdømte kriminelle udlændinge, der isoleret set opfylder

betingelserne for at blive meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens §

7, men som følge af begået kriminalitet er udelukket fra opholdstilladelse, jf.

udlændingelovens § 10, er, at de er omfattet af beskyttelsen i udlændingelo-

vens § 31.

Det fremgår af udlændingelovens § 31, stk. 1, og EMRK artikel 3, at en udlæn-

ding ikke må udsendes (refouleres) til et land, hvor den pågældende risikerer

dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdi-

gende behandling eller straf, eller hvor udlændingen ikke er beskyttet mod vi-

deresendelse til et sådant land.

Videre fremgår det af udlændingelovens § 31, stk. 2, og flygtningekonventio-

nens artikel 33, at en flygtning, som defineret i flygtningekonventionens artikel

1 A, kan udsendes, såfremt udlændingen med rimelig grund må anses for en

fare for statens sikkerhed eller, hvis udlændingen er dømt for en særlig farlig

forbrydelse og må betragtes som en fare for samfundet.

Udlændingelovens § 31, stk. 1, gælder for enhver udlænding, også domsudvi-

ste, og forbuddet mod udsendelse er absolut.

En udvisningsdømt kriminel udlænding, som er udelukket fra opholdstilladelse

i Danmark, og som ikke har lovligt ophold her i landet, skal udrejse frivilligt.

Såfremt udlændingen ikke udrejser frivilligt, kan der ske tvangsmæssig udsen-

delse jf. udlændingelovens § 32 a.

Side 2/6

Det absolutte forbud mod refoulement i udlændingelovens § 31, stk. 1, inde-

bærer imidlertid, at myndighederne ikke tvangsmæssigt kan udsende den på-

gældende til et land, hvor udlændingen risikerer forfølgelse eller overgreb, el-

ler til et land, hvor udlændingen ikke er beskyttet mod videresendelse til et

sådan land. Er dette tilfældet, vil udlændingen ofte forblive her i landet på så-

kaldt tålt ophold.

Flygtningenævnets behandling af sager, hvori der skal træffes afgørelse om,

hvorvidt der på udsendelsestidspunktet foreligger en reel risiko for overgreb

eller forfølgelse, beror på en konkret vurdering. I denne vurdering inddrager

nævnet alle foreliggende oplysninger, herunder udlændingens forklaring for

nævnet, udlændingens tidligere forklaringer, baggrundsoplysninger fra natio-

nale og internationale myndigheder og organisationer om situationen i den på-

gældende modtagerstat samt eventuelle dokumenter og vidneforklaringer.

Flygtningenævnet har i perioden 2015-2022 truffet afgørelse om, at der for 140

personer, der havde indgivet en ansøgning om asyl i medfør af udlændingelo-

vens § 7 eller havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7 eller §

8, forelå en reel risiko for forfølgelse eller overgreb, og at udlændingelovens §

31, stk. 1, derfor var til hinder for udsendelse.

De fire hyppigst forekommende modtagerlande i opgørelsen er:

1. Syrien, 72 personer, heraf 5 statsløse palæstinensere

2. Eritrea, 22 personer

3. Iran, 12 personer

4. Afghanistan og Somalia, 8 personer hver

Flygtningenævnet har i 2023 indtil videre truffet afgørelse i sådanne sager ved-

rørende 7 personer, heraf 3 fra Afghanistan og 4 fra Syrien, hvoraf 2 er statsløse

palæstinensere. Opgørelsen for 2023 er foreløbig og er opgjort på baggrund af

registreringer i udlændingemyndighedernes elektroniske sagsbehandlingssy-

stem pr. 18. juni 2023.

Generelt bemærkes, at det som følge af begrænsninger i sagsbehandlingssy-

stemet, ikke har været muligt at udarbejde en opgørelse, der går længere til-

bage end til 2015, og at de statistiske oplysninger er behæftet med usikkerhed,

da sagsbehandlingssystemet er opbygget som et journaliserings- og sagssty-

ringssystem og ikke som et egentligt statistiksystem.

Det bemærkes endvidere, at samme udlænding kan optræde flere gange i op-

gørelserne, f.eks. i tilfælde, hvor Flygtningenævnet har omgjort eller stadfæ-

stet Udlændingestyrelsens afgørelse og herefter har genoptaget sagen og på

ny afgjort klagesagen. Derudover kan samme udlænding optræde flere gange

i opgørelserne i tilfælde, hvor Flygtningenævnet har hjemvist sagen til styrel-

sen og senere behandlet den i nævnet igen.

Side 3/6

Endelig bemærkes det, at opgørelsen omfatter alle tilfælde, hvor Flygtninge-

nævnet har fundet, at refoulementsforbuddet i udlændingelovens § 31 har væ-

ret til hinder for udsendelse. Opgørelsen dækker således ikke kun domsudviste

kriminelle udlændinge, der som følge af kriminelle handlinger i Danmark er på

såkaldt tålt ophold, men også udlændinge, der er udelukket fra opholdstilla-

delse som følge af handlinger omfattet af eksempelvis udlændingelovens § 10,

stk. 1, stk. 5 og stk. 6. En særskilt opgørelse, der kun angår domsudviste krimi-

nelle udlændinge, kan alene udarbejdes på baggrund af en manuel gennem-

gang af samtlige sager, hvilket Flygtningenævnet ikke har fundet grundlag for

at iværksætte.”

Udlændinge- og Integrationsministeriet har endvidere til brug for bevarelsen af

disse dele af spørgsmålet indhentet et bidrag fra Udlændingestyrelsen, der har op-

lyst følgende:

”Udlændingestyrelsen

har i perioden fra den 1. januar 2015 til 9. oktober 2023

truffet 108 afgørelser om meddelelse af opholdstilladelse i medfør af § 7 jf.

udlændingelovens § 49 a, fordi styrelsen har vurderet, at der forelå en reel ri-

siko for forfølgelse eller overgreb, og at udlændingelovens § 31 derfor var til

hinder for udsendelse.

I disse sager har Udlændingestyrelsen vurderet, at de pågældende ikke kunne

udsendes til følgende lande:

- Syrien (74 afgørelser)

- Iran (16 afgørelser)

- Eritrea (13 afgørelser)

- Afghanistan (3 afgørelser)

- Somalia (1 afgørelse)

- Irak (1 afgørelse)

Det bemærkes, at de 108 afgørelser vedrører 106 udlændinge, da opgørelsen

er en opgørelse over afgørelser og ikke personer, hvilket betyder at den samme

person kan fremgå flere gange. Det bemærkes, at Udlændingestyrelsens opgø-

relse, i modsætning til Flygtningenævnets opgørelse, er begrænset til udvis-

ningsdømte kriminelle udlændinge.

Opgørelsen er foreløbig og er opgjort på baggrund af registreringer i udlændin-

gemyndighedernes elektroniske sagsbehandlingssystem til og med 9. oktober

2023 med en efterfølgende manuel gennemgang.

Generelt bemærkes, at de statistiske oplysninger er behæftet med usikkerhed,

da udlændingesystemerne er opbygget som journaliserings- og sagsstyringssy-

stemer og ikke som egentlige statistiksystemer.”

Udlændinge- og Integrationsministeriet har til brug for besvarelsen af den anden

del af spørgsmålet indhentet et bidrag fra Justitsministeriet, der har oplyst føl-

gende:

Side 4/6

”Efter

Den Europæiske Menneskerettighedskonventions (EMRK) artikel 3 må

ingen underkastes tortur og ej heller umenneskelig eller nedværdigende be-

handling eller straf.

Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols (Domstolen) prak-

sis, at udvisning af en udlænding kan rejse spørgsmål i forhold til artikel 3, og

efter omstændighederne kan medføre, at medlemsstaten ifalder ansvar for

krænkelse af artikel 3, hvis der er vægtige grunde til at antage, at udlændingen

i tilfælde af udvisning udsættes for en virkelig risiko for at blive underkastet en

behandling i modtagerstaten, der er i strid med artikel 3, jf. bl.a. Domstolens

dom af 7. juli 1989 i Soering mod Storbritannien, pr. 91. Det er som udgangs-

punkt udlændingen, der har bevisbyrden for, at en sådan risiko består. Hvis der

er en risiko af nævnte karakter, følger det af artikel 3, at medlemsstaten har

pligt til ikke at udvise udlændingen til en sådan modtagerstat. Det relevante

tidspunkt for vurderingen af risikoen er tidspunktet for den faktiske udvisning,

udsendelse, udlevering mv., jf. Jon Fridrik Kjølbro, Den Europæiske Menneske-

rettighedskonvention for praktikere, 6. udgave (2023), side 365 f.

Ved vurderingen af risikoen i tilfælde af tvangsmæssig udsendelse lægges der

efter Domstolens praksis vægt på en række momenter. Der lægges bl.a. vægt

på de generelle baggrundsoplysninger om forholdene i modtagerstaten, her-

under om den generelle situation i modtagerstaten er alvorlig, ustabil og kriti-

sabel og udgør en individualiseret risiko. Der lægges endvidere bl.a. vægt på de

konkrete oplysninger om klagers individuelle forhold, herunder tilhørsforhold

til en bestemt etnisk, religiøs, politisk eller lignende gruppering, som udsættes

for systematisk forfølgning eller overgreb i modtagerstaten, og hvis klager tid-

ligere har været udsat for forfølgelse og mishandling, om de aktuelle forhold

giver grundlag for at antage, at lignende behandling vil finde sted i tilfælde af

udsendelse. Ved bedømmelsen af klagers individuelle forhold kan vurderingen

af risikoen antage karakter af en bedømmelse af troværdigheden af klagers

forklaring, herunder om den er underbygget af objektive kendsgerninger, f.eks.

lægelige oplysninger, og om den i øvrigt fremtræder sammenhængende og tro-

værdig. Det kan bl.a. også indgå i vurderingen, om der er tale om udvisning til

et land, der også er bundet af konventionen og dermed har påtaget sig forplig-

telse til at overholde artikel 3, jf. Jon Fridrik Kjølbro, a.st., side 371 ff.

Det fremgår af pr. 142 i Domstolens dom af 28. februar 2008 i Saadi mod Ita-

lien, at det ikke er tilstrækkeligt til at statuere krænkelse af artikel 3, at der er

en teoretisk risiko for, at personen vil blive udsat for mishandling mv. i forlæn-

gelse af udsendelsen, udleveringen eller udvisningen, selvom Domstolens ind-

gående bedømmelse og kontrol af klagers påstand til en vis grad er spekulativ.

Tidligere har Domstolen udtalt, at den er varsom med at statuere, at artikel 3

bliver krænket i forbindelse med udvisning, udlevering og udsendelse, jf. bl.a.

Domstolens dom af 10. april 2012 i Babar Ahmad m.fl. mod Storbritannien, pr.

179. Domstolen har dog i de senere år statueret krænkelse af artikel 3 i flere

Side 5/6

udvisningssager, jf. bl.a. Domstolens dom af 20. december 2022 i S.H. mod

Malta, Domstolens dom af 15. december 2022 i O.M. m.fl. mod Ukraine og

Domstolens

afgørelse af 30. juni 2022 i A.B. m.fl. Polen.”

Kaare Dybvad Bek

Brit Gotthard Jensen

Side 6/6