UUI, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 18: Spm. om ministeren vil redegøre for, hvor mange af de danske domstoles afgørelser om udvisning af kriminelle udlændinge, som er blevet indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), og hvor mange sager EMD henholdsvis har behandlet og afvist

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2022-23 (2. samling)
UUI Alm.del
Offentligt

Retsudvalget 2021-22

REU Alm.del - Bilag 212

Offentligt

Dato:

Kontor:

29. marts 2022

Stats- og Menneskerets-

kontoret

Sagsbeh: Lea Elkjær Tarpgård

Sagsnr.: 2017-629-0123

Dok.:

2385429

NOTITS

om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark

fra 1. marts 2021 til og

med 17. marts 2022

1. Indledning

Danmark har tiltrådt en række individuelle klageadgange til internationale

organer, herunder klageadgangen til Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol (EMD) samt til flere FN-komitéer.

Europarådets Ministerkomité har i anbefaling CM/Rec(2008)2 om effektive

nationale procedurer for fuldbyrdelse af domme afsagt af EMD bl.a. anbe-

falet, at medlemsstaterne orienterer deres nationale parlamenter om opfyl-

delsen af domme afsagt af EMD i sager mod medlemsstaten.

Justitsministeriet udarbejder på denne baggrund årligt nærværende notits

om domme mv. afsagt af EMD.

Med henblik på at give et samlet overblik over domme og udtalelser mod

Danmark fra internationale organer omfatter notitsen endvidere udtalelser

fra relevante FN-komitéer. Desuden omfatter notitsen sager, hvor Danmark

har interveneret som tredjepart i sager ved EMD mod andre medlemsstater.

2. Domme, afviste sager, afsluttede sager og verserende sager ved Den

Europæiske Menneskerettighedsdomstol

EMD har fra 1. marts 2021 til 17. marts 2022 afsagt fire domme i sager mod

Danmark. Endvidere er der seks sager mod Danmark, der er blevet afvist og

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 3392 3340

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/24

UUI, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 18: Spm. om ministeren vil redegøre for, hvor mange af de danske domstoles afgørelser om udvisning af kriminelle udlændinge, som er blevet indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), og hvor mange sager EMD henholdsvis har behandlet og afvist

en enkelt, der er blevet afsluttet. Derudover er der en række verserende sager

mod Danmark ved EMD, ligesom Danmark har interveneret som tredjepart

i verserende sager mod andre medlemsstater.

2.1. Domme

I sagen

M.A. mod Danmark

(sagsnr. 6697/18), fandt EMD ved dom af 9. juli

2021, at Danmark havde krænket Den Europæiske Menneskerettighedskon-

ventions (herefter

”EMRK”)

artikel 8 om retten til respekt for privatliv og

familieliv ved at give en syrisk statsborger afslag på familiesammenføring

med sin syriske ægtefælle under henvisning til, at klageren på ansøgnings-

tidspunktet ikke havde haft opholdstilladelse efter udlændingelovens § 7,

stk. 3 (midlertidig subsidiær beskyttelsesstatus) i 3 år (3-årsreglen). Sagen

angik et principielt spørgsmål om fortolkningen af EMRK og blev behandlet

EMD’s

Storkammer.

EMD bemærkede indledningsvist, at EMD ikke tidligere havde forholdt sig

til, hvorvidt en lovbestemt venteperiode for familiesammenføring for flygt-

ninge med midlertidig beskyttelsesstatus var i overensstemmelse med

EMRK, og at dens prøvelse begrænsede sig til, om Udlændingenævnets af-

slag af 16. september 2016 på familiesammenføring under henvisning til 3-

årsreglen indebar en krænkelse af EMRK artikel 8.

EMD fandt, at staterne har en vid skønsmargin ved fastsættelsen af vente-

perioder for familiesammenføring for flygtninge med subsidiær beskyttelse.

EMD anførte dog samtidig, at staternes skønsmargin ikke er ubegrænset og

skal undersøges i lyset af den pågældende foranstaltnings proportionalitet.

Mens EMD ikke så nogen grund til at sætte spørgsmålstegn ved rationalet

ved en venteperiode

på 2 år (som er udgangspunktet efter EU’s familiesam-

menføringsdirektiv, som dog ikke gælder for subsidiært beskyttede), var det

EMD’s

opfattelse, at de uoverstigelige hindringer for

at udøve familielivet i

hjemlandet ved en venteperiode ud over de 2 år skal tillægges en gradvis

større betydning i vurderingen af, om der er foretaget en rimelig afvejning.

EMD anførte i den forbindelse, at selvom EMRK artikel 8 ikke kan anses

for at pålægge en stat en generel forpligtelse til at tillade familiesammenfø-

ring på dens territorium, kræver konventionens genstand og formål en for-

ståelse og anvendelse af dens bestemmelser på en sådan måde, at de er prak-

tiske og effektive

–

ikke blot teoretiske og illusoriske i deres anvendelse i

en konkret sag.

Side 2/24

EMD bemærkede herefter, at indførelsen af den midlertidige beskyttelses-

status og udskydelsen af retten til familiesammenføring var begrundet i et

behov for at kontrollere tilstrømningen til Danmark med henblik på at sikre

landets økonomiske velfærd og en effektiv integration af anerkendte flygt-

ninge med henblik på at bevare den sociale sammenhængskraft, og at Dan-

mark ikke havde nogen holdepunkter i EMD’s

praksis for at vurdere, om en

udskydelse af retten til familiesammenføring kunne indføres og i hvor lang

tid. Om udskydelsens længde udtalte EMD dog bl.a., at 3 år i alle tilfælde

er en lang periode at være adskilt fra sin familie, når et familiemedlem op-

holder sig i et land karakteriseret ved vilkårlig voldsudøvelse og mishand-

ling af civile, og når det er anerkendt, at der er uoverstigelige forhindringer

for udøvelse af familielivet dér.

I forhold til den konkrete sag bemærkede EMD herefter, at mulighederne

for at gøre undtagelse fra 3-årsreglen var meget begrænsede og i forhold til

klager reelt fungerede som en absolut venteperiode, og at reglerne ikke gav

mulighed for at foretage en vurdering af klagers faktiske udsigter til tilba-

gevenden til hjemlandet. EMD bemærkede endvidere, at klager og hans

kone havde været sammen i ca. 25 år, da klager fik beskyttelsesstatus i Dan-

mark, og at det stod klart, at der var uoverstigelige hindringer for at udøve

deres samliv i hjemlandet.

EMD konkluderede herefter, at Danmark ikke havde foretaget en rimelig

afvejning mellem klagers interesse i at blive familiesammenført med sin

kone over for samfundets generelle interesse i at kontrollere indvandring

med henblik på at beskytte landets økonomi og sikre en effektiv integration.

Danmark havde derfor krænket EMRK artikel 8.

Danmark har som led i implementeringen af dommen fremsendt en hand-

lingsplan til Europarådet den 5. januar 2022, udbetalt erstatning til klageren,

meddelt klageren familiesammenføring samt etableret en praksisændring

med tilbagevirkende kraft, så der nu administreres i overensstemmelse med

dommen. Det indebærer bl.a., at udlændinge med midlertidig beskyttelses-

status efter udlændingelovens § 7, stk. 3 i en situation, hvor Danmark ikke

oplever en massetilstrømning af asylansøgere, meddeles familiesammenfø-

ring efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, senest efter 2 år. Regeringen (ud-

lændinge

–

og integrationsministeren) forventer endvidere i denne samling

at fremsætte et lovforslag, der bl.a. skal sikre, at loven afspejler den gæl-

dende retstilstand.

Side 3/24

Abdi mod Danmark

(sagsnr. 41643/19), fandt EMD ved dom af 14. sep-

tember 2021, at Danmark havde krænket EMRK artikel 8 om retten til re-

spekt for privatliv og familieliv ved at udvise en somalisk statsborger fra

Danmark med et indrejseforbud for bestandig på baggrund af kriminalitet

begået her i landet.

EMD anførte, at der forelå et indgreb i klagers ret til respekt for privatliv og

familieliv i medfør af EMRK artikel 8, men at indgrebet var i overensstem-

melse med lovgivningen og forfulgte et legitimt mål om at forebygge uro og

forbrydelse. I forhold til, om indgrebet kunne anses for proportionalt, be-

mærkede EMD indledningsvist, at de nationale domstole havde foretaget en

nøje gennemgang af proportionalitetskriterierne, som følger af EMD’s prak-

sis vedrørende EMRK artikel 8, men at der skulle meget tungtvejende

grunde (very serious reasons) til for at retfærdiggøre udvisningen af klager,

som var kommet til Danmark i en ung alder (4 år) og havde tilbragt det

meste af sin barndom og ungdom i Danmark.

EMD anerkendte alvorligheden af det strafbare forhold, som førte til udvis-

ningen (ulovlig våbenbesiddelse under særligt skærpende omstændigheder),

men bemærkede herefter bl.a., at klager ikke tidligere havde modtaget en

advarsel om udvisning eller en betinget udvisningsdom, at klager ikke tidli-

gere var straffet af relevans for sagen, at klager var blevet idømt en relativt

mild straf for det forhold, der førte til udvisningen,, og at klager kom til

Danmark, da han var meget ung og havde boet lovligt i Danmark i ca. 20 år,

hvorfor hans bånd til Danmark var stærke, mens hans bånd til Somalia var

nærmest ikke-eksisterende.

På den baggrund konkluderede EMD, at udvisningen af klager kombineret

med et indrejseforbud for bestandigt var uproportionalt, hvorfor EMD fandt,

at Danmark havde krænket EMRK artikel 8.

Danmark anmodede den 15. oktober 2021 om at få dommen indbragt for

EMD’s

Storkammer.

EMD meddelte den 17. januar 2022 afslag på regerin-

gens anmodning, hvilket indebærer, at dommen af 14. september 2021 er

endelig. Udlændinge- og Integrationsministeriet skal herefter udarbejde en

handlingsplan til Europarådet om dommens efterlevelse.

Avci mod Danmark

(sagsnr. 40240/19), fandt EMD ved dom af 30. novem-

ber 2021, at Danmark ikke havde krænket EMRK artikel 8 om retten til re-

spekt for privatliv og familieliv ved for bestandigt at udvise en tyrkisk

Side 4/24

statsborger, der var født og opvokset i Danmark, tidligere var idømt en straf

på 20 dages betinget fængsel og i den konkrete sag var blev idømt 4 års

fængsel for alvorlig narkotikakriminalitet.

EMD fandt at indgrebet i klagerens rettigheder var proportionalt, bl.a. hen-

set til at de danske domstole foretog en grundig afvejning af alle relevante

kriterier, der følger af EMD’s retspraksis

vedrørende EMRK artikel 8, samt

at der i tilfælde, hvor en klager er født og opvokset i landet, kræves meget

tungtvejende grunde for at udvise ham. De danske domstole tog således

højde for en lang række faktorer, herunder kriminalitetens art og alvor samt

den idømte straf, at klageren er tidligere straffet, at klageren var født i Dan-

mark og lovligt havde opholdt sig i Danmark i ca. 25 år, og at en permanent

udvisning fra Danmark med indrejseforbud for bestandigt ville udgøre en

særlig byrde for klageren, men at klageren dog på baggrund af sit kendskab

til det kurdiske sprog og kultur havde forudsætningerne for at kunne etablere

et liv i Tyrkiet.

For så vidt angår varigheden af indrejseforbuddet i tilknytning til udvisnin-

gen bemærkede EMD’s flertal, at EMD aldrig har fastsat en nedre grænse

for grovheden af de forbrydelser eller længden af de fængselsstraffe, der kan

begrunde udvisning. EMD har heller ikke fastslået, hvor stor vægt de re-

spektive kriterier, der skal indgå i proportionalitetsvurderingen, skal tillæg-

ges i forhold til hinanden. Dette beror i stedet på en konkret vurdering.

EMD fandt endvidere samlet, at indgrebet i klagers privatliv var understøttet

af relevante og tilstrækkelige grunde, at de nationale domstole havde påvist,

at der var meget tungtvejende grunde bag klagers udvisning, og at de danske

domstole på tilfredsstillende måde tog højde for, hvorvidt udvisningen ville

være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. I den forbindelse be-

mærkede EMD, at klager med sin kriminalitet udgjorde en alvorlig trussel

mod den offentlige orden.

EMD henviste endvidere til subsidiaritetsprincippet, hvorefter EMD, når af-

vejningen er blevet foretaget af de nationale myndigheder i overensstem-

melse med de kriterier, som er fastlagt i EMD´s praksis, vil kræve vægtige

grunde for at tilsidesætte de nationale domstoles vurdering.

Klagers advokat har anmodet om, at sagen indbringes for EMD’s Storkam-

mer. Storkammeret ses ikke at have taget stilling til anmodningen endnu.

Side 5/24

I sagen

Savran mod Danmark

(sagsnr. 57467/15)

fandt EMD’s Storkammer

den 7. december 2021, at Danmark havde krænket EMRK artikel 8 om ret-

ten til respekt for privatliv og familieliv ved at udvise klageren, som var

psykisk syg (paranoid skizofren), til Tyrkiet på baggrund af kriminalitet be-

gået her i landet (grov vold med døden til følge). EMD fandt dog samtidig,

at Danmark ikke havde krænket EMRK artikel 3 om forbuddet mod tortur

og umenneskelig og nedværdigende behandling eller straf.

Sagen har tidligere været behandlet af et kammer ved EMD, der ved dom af

1. oktober 2019 vurderede, at Danmark ved udsendelsen af klager til Tyrkiet

krænkede EMRK artikel 3, bl.a. under henvisning til, at de danske myndig-

heder burde have sikret sig, at klageren havde en fast og personlig kontakt-

person i Tyrkiet, som var passende til klagerens behov. Dette indebar efter

den danske regerings opfattelse en ny og anderledes fortolkning af kriteri-

erne for anvendelsesområdet af EMRK artikel 3, således som disse blev op-

stillet af EMD i

Paposhvili mod Belgien

(sagsnr. 41738/10), dom af 13. de-

cember 2016, hvorfor Danmark anmodede om at få sagen henvist til be-

handling ved EMD’s Storkammer,

hvilket blev godkendt den 27. januar

2020. Sagen blev herefter forhandlet mundtligt den 24. juni 2020.

Som anført kom Storkammeret ved sin dom af 7. december 2021

–

modsat

kammeret

–

frem til, at Danmark ikke havde krænket EMRK artikel 3 om

forbuddet mod tortur og umenneskelig og nedværdigende behandling eller

straf ved at udvise klageren til Tyrkiet. EMD anførte i den forbindelse bl.a.,

at kriterierne for anvendelsesområdet af EMRK artikel 3, således som disse

blev opstillet af EMD i

Paposhvili mod Belgien,

er tilstrækkeligt fleksible

til også at finde anvendelse i sager om psykisk sygdom. EMD fandt dog

ikke, at det var godtgjort, at klagerens udsendelse til Tyrkiet udsatte ham for

en alvorlig, hurtig og uoprettelig forværring af hans helbredstilstand, som

kunne resultere i intens lidelse eller væsentlig reduktion af hans forventede

restlevetid. EMD pegede i den forbindelse bl.a. på, at klager havde syg-

domsindsigt og anerkendte sit behov for terapi og samarbejdede herom, og

at risikoen for aggressiv adfærd over for andre i forbindelse med et eventuelt

tilbagefald ikke kunne siges at føre til intens lidelse for klageren selv.

I forhold til spørgsmålet om EMRK artikel 8 om retten til respekt for privat-

liv og familieliv bemærkede EMD indledningsvist, at klager, der er tyrkisk

statsborger, kom til Danmark, da han var 6 år og derfor havde haft sine for-

mative år i Danmark. EMD fandt på den baggrund,

at klager var en ”settled

migrant” og omfattet af retten til privatliv i medfør af EMRK artikel 8.

Side 6/24

Udvisningen af klager til Tyrkiet udgjorde således et indgreb i hans rettighe-

der efter EMRK artikel 8.

Udvisningen af klager var i overensstemmelse med lovgivningen på davæ-

rende tidspunkt og forfulgte et legitimt formål om at forebygge uro og for-

brydelse.

I forhold til indgrebets proportionalitet bemærkede EMD bl.a., at en udvis-

ning af en person fra et land, hvor den pågældende har tilbragt hele eller

størstedelen af sin barndom og ungdom, kun kan ske på baggrund af meget

tungtvejende grunde. EMD anerkendte i den forbindelse, at klager var dømt

for forbrydelser af voldelig karakter, men pegede samtidig på, at Østre

Landsret ved kendelse af 13. januar 2015 om opretholdelse af udvisningen

ikke havde taget højde for, at klager pga. sin psykiske sygdom blev frifundet

for straf og i stedet idømt en foranstaltningsdom, og alene i begrænset om-

fang tog højde for ændringerne i klagerens personlige forhold fra 2009 til

2015, hvor klager havde gennemgået medicinsk behandling for sin psykiske

lidelse, herunder risikoen for, at klager ville begå nye strafbare forhold i

lyset af hans mentale tilstand og de gavnlige effekter af hans behandling.

EMD fandt i lyset heraf samt konsekvenserne af udsendelsen for klageren,

at de nationale myndigheder ikke havde taget tilstrækkelig grundigt hensyn

til klagerens rettigheder efter EMRK artikel 8 og ikke havde foretaget en

rimelig afvejning af hensynet til klagerens rettigheder overfor hensynet til

at forebygge uro og forbrydelse.

EMD fandt ligeledes, at Østre Landsret ikke havde taget tilstrækkelig højde

for klagers tilknytning til Danmark i forhold til Tyrkiet. EMD tillagde det i

den forbindelse særlig vægt, at klager var en

”settled migrant”, som havde

boet i Danmark siden han var 6 år.

Desuden pegede EMD på, at de dagældende regler ikke gav mulighed for at

foretage en konkret vurdering af varigheden af klagerens udvisning fra Dan-

mark (udvisningen var for bestandig).

EMD fandt på den baggrund, at de nationale myndigheder ikke i tilstrække-

lig grad havde inddraget de relevante hensyn og foretaget en rimelig afvej-

ning af klagerens interesser over for statens interesser, hvorfor Danmark

havde krænket EMRK artikel 8. Udlændinge- og Integrationsministeriet

skal herefter udarbejde en handlingsplan til Europarådet om dommens ef-

terlevelse.

Side 7/24

2.2. Afsluttede sager

EMD offentliggjorde i 2021 én beslutning om afslutning af en sag mod Dan-

mark efter EMRK artikel 39 på baggrund af et indgået forlig.

Sagen

Dam mod Danmark

(sagsnr. 1349/21) omhandlede, hvorvidt det var

i overensstemmelse med EMRK artikel 3 (forbud mod tortur og nedværdi-

gende eller umenneskelig behandling eller straf), at klager, en psykiatrisk

patient, under en tvangsindlæggelse på psykiatrisk afdeling blev bæltefikse-

ret henholdsvis 25 timer og 35 minutter og 3 timer og 30 minutter. Klager

indbragte de to bæltefikseringer for Det Psykiatriske Patientklagenævn, som

godkendte iværksættelsen af de to bæltefikseringer. Disse afgørelser blev

sidenhen godkendt i byretten, ligesom Østre Landsret stadfæstede byrettens

dom.

Danmark har, i lyset af blandt andet afgørelsen i

Aggerholm mod Danmark

(sagsnr. 45439/18) indgået forlig med klager, og har i den forbindelse udbe-

talt erstatning til klager. EMD har på den baggrund den 2. december 2021

afsluttet sagen.

2.3. Afviste sager

EMD offentliggjorde i 2021 seks beslutninger om afvisning af sager mod

Danmark efter EMRK artikel 35 om kriterier for antagelse af en sag til be-

handling i realiteten.

Sagen

Aziz Thamer Al-Ebrah mod Danmark

(sagsnr. 32834/18) blev den 15.

juli 2021 afvist af EMD med henvisning til, at klager ikke havde udtømt

nationale retsmidler, jf. EMRK artikel 35, stk. 1 og 4. Sagen omhandlede,

hvorvidt det var i strid med EMRK artikel 14 om forbuddet mod diskrimi-

nation sammenholdt med artikel 8 om retten til respekt for privatliv og fa-

milieliv, at klager fik afslag på en ansøgning om optagelse på et lovforslag

om indfødsrets meddelelse, fordi hun ikke opfyldte kravene i indfødsrets-

cirkulæret. Klager lider af paranoid skizofreni og havde på den baggrund

anmodet om dispensation fra kravene til dokumentation for danskkundska-

ber og dokumentation for en bestået indfødsretsprøve. Den 16. februar 2016

meddelte Udlændinge- og Integrationsministeriet klageren afslag på ansøg-

ningen om optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, idet Fol-

ketingets Indfødsretsudvalg ikke havde fundet grundlag for at give dispen-

sation. Ved dom af 25. september 2017 fandt Københavns Byret, at afslaget

var i strid med forbuddet mod diskrimination på baggrund af handicap i

Side 8/24

EMRK artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Klageren ansøgte herefter på

ny om dansk indfødsret og fik den 6. april 2018 igen afslag fra Udlændinge-

og Integrationsministeriet efter forelæggelse for Indfødsretsudvalget.

Den 20. december 2019 besluttede Indfødsretsudvalget imidlertid at med-

dele klageren, hvis sag udvalget havde genåbnet, dispensation fra kravene

om dokumentation for danskkundskaber og dokumentation for at have be-

stået en indfødsretsprøve. Den 23. juni 2020 blev klageren meddelt dansk

indfødsret ved lov med virkning fra den 3. juli 2020.

EMD fandt med henvisning til bl.a. en afgørelse i en tidligere klagesag mod

Danmark om afslag på indfødsret (Nazari

mod Danmark,

sagsnr. 64372/11),

at klager, som kunne indbringe Udlændinge- og Integrationsministeriets se-

neste afslag på ansøgningen om optagelse på et lovforslag om indfødsret

meddelelse for domstolene, havde adgang til et effektivt retsmiddel i form

af domstolskontrol, og at klager ikke havde udnyttet dette. EMD anførte i

den forbindelse, at domstolskontrollen udgjorde et effektivt retsmiddel, selv

om en dom ikke

–

idet kompetencen til at tildele dansk statsborgerskab efter

grundloven tilkommer Folketinget

–

kan forpligte Folketinget til at tildele

sagsøgeren dansk statsborgerskab. Det skyldes, at de danske domstole har

mulighed for at tage stilling til afslagets overensstemmelse med EMRK og,

hvis relevant, tilkende klager godtgørelse og/eller erstatning. Da klager ikke

havde udtømt de nationale retsmidler, afviste EMD klagen.

Sagen

Johansen mod Danmark

(sagsnr. 27801/19) blev den 3. marts 2022

afvist af EMD med henvisning til, at klagen var åbenbart grundløs, jf.

EMRK artikel 35, stk. 3, litra a og stk. 4. Sagen vedrørte, hvorvidt det var i

overensstemmelse med EMRK artikel 8 (om retten til respekt for privatliv

og familieliv), at Højesteret ved dom af 19. november 2018 frakendte kla-

geren, der var fundet skyldig i at have ladet sig hverve til og træne af Isla-

misk Stat (ISIL), sit danske statsborgerskab og udviste ham fra Danmark

med indrejseforbud for bestandig.

Klager er født på Færøerne og opnåede ved fødslen både dansk og tunesisk

statsborgerskab. Klager er primært opvokset i Danmark og er gift med en

dansk statsborger, som han har et barn med. Klager indrejste i 2013 i Syrien

og lod sig hverve og træne som kæmper for ISIL, hvilket han i 2018 af Ve-

stre Landsret blev idømt fire års fængsel for i Danmark. Klager var ikke

tidligere straffet.

Side 9/24

For så vidt angår frakendelsen af det danske statsborgerskab bemærkede

EMD i sin afgørelse af 3. marts 2022 for det første, at frakendelsen ikke var

vilkårlig. EMD bemærkede i den forbindelse bl.a., at frakendelsen var kon-

sekvensen af klagers dom for en alvorlig terrorforbrydelse og dermed i vid

udstrækning et resultat af klagers egne valg og handlinger. EMD bemær-

kede også, at det er legitimt for et land at tage et fast standpunkt mod de

personer, som bidrager til terrorhandlinger.

EMD bemærkede for det andet, at Højesteret havde foretaget en grundig

vurdering af konsekvenserne af frakendelsen for klager i lyset af klagers

tilknytning til henholdsvis Danmark og Tunesien, herunder at klager fortsat

havde et tunesisk statsborgerskab. EMD udtalte i den forbindelse bl.a., at

det forhold, at klager havde haft dansk statsborgerskab fra fødslen, ikke æn-

drede væsentligt ved konsekvenserne af frakendelsen for klager, set i lyset

af at klager var dømt for alvorlig terrorkriminalitet, som i sig selv udgør en

alvorlig trussel mod menneskerettigheder, og som i vid udstrækning viser

klagers mangel på tilknytning til Danmark og landets værdier.

For så vidt angår udvisningen for bestandig bemærkede EMD bl.a., at klager

i det foreliggende tilfælde udgjorde en alvorlig trussel mod den offentlige

orden, at klager havde efterladt sin kone og sit barn i Danmark på eget ini-

tiativ for at tage ophold i en krigszone i Syrien, og at klagers kone og barn

havde forudsætninger for at kunne følge med klager til Tunesien eller be-

søge ham dér og kommunikere via telefon/internet. EMD henviste endvi-

dere til, at Højesteret havde foretaget en grundig afvejning af de relevante

hensyn.

Sagen

Ahmed mod Danmark

(sagsnr. 16588/20) blev den 3. marts 2022 af-

vist af EMD med henvisning til, at klagen var åbenbart grundløs, jf. EMRK

artikel 35, stk. 3, litra a og stk. 4. Sagen vedrørte, hvorvidt det var i over-

ensstemmelse med EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og

familieliv, at Højesteret ved dom af 28. oktober 2019 udviste klageren med

indrejseforbud for bestandigt på baggrund af grov vold begået under prøve-

løsladelse. Klageren var tidligere dømt for fire grove røverier, grov vold og

vidnetrusler og var tidligere betinget udvist.

Klager er født i Pakistan i 1990 og kom til Danmark som otteårig. Han har

bevaret en vis tilknytning til Pakistan, bl.a. ved ferierejser til landet og ved,

at han forstår og taler sprog, der tales i landet. EMD bemærkede i sin afgø-

relse, at

udvisning af en ”settled migrant” kræver meget tungtvejende

Side 10/24

grunde, og at varigheden af et indrejseforbud skal tillægges betydning ved

vurderingen af en udvisning, men at Højesteret havde foretaget en grundig

afvejning af de hensyn, der efter EMD’s praksis skal inddrages i udvisnings-

sager, og at udvisningen for bestandig var underbygget af relevante og til-

strækkelige grunde. EMD henviste herved bl.a. til, at klager i lyset af krimi-

nalitetens art og grovhed udgjorde en alvorlig trussel mod den offentlige

orden. EMD henviste endvidere til subsidiaritetsprincippet, hvorefter EMD,

når afvejningen er blevet foretaget af de nationale myndigheder i overens-

stemmelse med de kriterier, som er fastlagt i EMD´s praksis, vil kræve væg-

tige grunde for at substituere de nationale domstoles vurdering med sin

egen.

Sagen

Abdulji mod Danmark

(sagsnr. 20579/20) blev den 17. marts 2022

afvist af EMD med henvisning til, at klagen var åbenbart grundløs, jf.

EMRK artikel 35, stk. 3, litra a og stk. 4. Sagen vedrørte, hvorvidt det var i

overensstemmelse med EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv

og familieliv, at Østre Landsret ved dom af 8. august 2019 udviste klageren

med indrejseforbud i 12 år på baggrund af begået narkotikakriminalitet samt

deltagelse i modstand mod en politiaktion mod organiseret salg af narkotika.

Forholdene var begået i prøvetiden for en betinget udvisning. Klageren var

tidligere dømt for bl.a. narkotikakriminalitet og røveri .

Klager er født i 1994 i Danmark og opvokset i Danmark, og han bor sammen

med sine forældre og to søskende. Klager er ikke gift og har ikke børn. Kla-

ger har nordmakedonsk statsborgerskab og har bevaret en vis tilknytning til

Nordmakedonien i form af årlige rejser til landet med henblik på familiebe-

søg frem til 2017 og ved, at han taler albansk, som der tales af et mindretal

i landet. EMD bemærkede

i sin afgørelse, at udvisning af en ”settled mi-

grant” kræver meget tungtvejende grunde, og at Østre Landsret havde vur-

deret, om sådanne grunde forelå, samt udtrykkeligt taget stilling til, om ud-

visning ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. EMD

fandt endvidere, at udvisningen i lyset af sagens samlede omstændigheder

ikke var uproportional. EMD henviste i den forbindelse til subsidiaritets-

princippet, hvorefter EMD, når afvejningen er blevet foretaget af de natio-

nale myndigheder i overensstemmelse med de kriterier, som er fastlagt i

EMD´s praksis, vil kræve vægtige grunde for at substituere de nationale

domstoles vurdering med sin egen.

Sagen

Hussain mod Danmark

(31572/19) blev den 17. marts 2022 afvist af

EMD med henvisning til, at klagen var åbenbart grundløs, jf. EMRK artikel

Side 11/24

35, stk. 3, litra a og stk. 4. Sagen vedrørte, hvorvidt det var i overensstem-

melse med EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv,

at Højesteret ved dom af 6. februar 2019 udviste klager for bestandig på

baggrund af bl.a. et groft overfald begået mod en fængselsbetjent samt al-

vorlige narkotikaforbrydelser. Klager var tidligere dømt for bl.a. narkotika-

kriminalitet samt overtrædelse af våbenloven og var tidligere betinget ud-

vist. Endelig havde klager været medlem af banden Loyal to Familia, der

blev opløst ved dom.

Klager er født i Danmark, men har pakistansk statsborgerskab og bevaret en

vis tilknytning til Pakistan, bl.a. ved kendskab til pakistansk sprog og kultur

samt familie og besøg i landet. Klager var først under udvisningssagen ble-

vet gift i Danmark (ved en muslimsk ceremoni), og havde ikke bopæl med

sin ægtefælle. EMD bemærkede i sin afgørelse, at

udvisning af en ”setttled

migrant” kræver meget tungtvejende grunde, og at

varigheden af et indrej-

seforbud skal tillægges betydning ved vurderingen af en udvisning, men at

Højesteret havde foretaget en grundig afvejning af de hensyn, der efter

EMD’s praksis skal inddrages i udvisningssager,

og at udvisningen for be-

standig var underbygget af relevante og tilstrækkelige grunde samt var pro-

portional. EMD henviste i den forbindelse bl.a. til, at klager udgjorde en

alvorlig trussel for den offentlige orden, og at klager vedvarende havde vist

uvilje til at overholde dansk lovgivning. EMD henviste endvidere til subsi-

diaritetsprincippet, hvorefter EMD, når afvejningen er blevet foretaget af de

nationale myndigheder i overensstemmelse med de kriterier, som er fastlagt

i EMD´s praksis, vil kræve vægtige grunde for at substituere de nationale

domstoles vurdering med sin egen.

Sagen

Bajrami mod Danmark

(24379/20) blev den 17. marts 2022 afvist af

EMD med henvisning til, at klagen var åbenbart grundløs, jf. EMRK artikel

35, stk. 3, litra a og stk. 4. Sagen vedrørte, hvorvidt det var i overensstem-

melse med EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og familieliv,

at Vestre Landsret ved dom af 13. august 2019 udviste klageren for bestan-

dig, idet klageren bl.a. havde begået alvorlig narkotikakriminalitet. Klager

var også tidligere dømt for narkotikakriminalitet og var tidligere betinget

udvist.

Klager er albansk statsborger og kom til Danmark som 22-årig i 1998. Kla-

ger har tre børn i Danmark, men kun kontakt til to, der er mindreårige og

bor med deres mor, og klager har bevaret en tilknytning til Kosovo i form

af årlige rejser hjem til sine forældre, der bor i landet, ligesom klager både

Side 12/24

taler og kan skrive på albansk. EMD bemærkede i sin afgørelse, at varighe-

den af et indrejseforbud skal tillægges betydning ved vurderingen af en ud-

visning, men at den narkotikakriminalitet, klager var udvist på baggrund af,

havde en sådan karakter, at klager udgjorde en alvorlig trussel for den of-

fentlige orden. EMD forholdt sig endvidere til hensynet til den byrde, det

ville være for klagers børn at blive adskilt fra deres far, men fandt ikke, at

børnene ville blive påvirket heraf i en sådan grad, at hensynet hertil skulle

tillægges større vægt end hensynene til at udvise klager. Domstolen bemær-

kede i den forbindelse, at klagers børn havde mulighed for at besøge klager

i Albanien og kommunikere via telefon/internet. EMD fandt samlet, at de

danske domstolene havde foretaget en grundig afvejning af de hensyn, der

efter EMD’s praksis skal inddrages i udvisningssager, og at udvisningen for

bestandig var underbygget af relevante og tilstrækkelige grunde samt var

proportional. EMD henviste i den forbindelse også til, at domstolene ud-

trykkeligt havde taget stilling til, om udvisning ville være i strid med Dan-

marks internationale forpligtelser, og til subsidiaritetsprincippet, hvorefter

EMD, når afvejningen er blevet foretaget af de nationale myndigheder i

overensstemmelse med de kriterier, som er fastlagt i EMD´s praksis, vil

kræve vægtige grunde for at substituere de nationale domstoles vurdering

med sin egen.

2.4. Verserende sager

Der verserer i alt otte sager ved EMD, hvori Danmark enten er anmodet om

eller har afgivet retlige bemærkninger.

Sagen

M.G. mod Danmark

(sagsnr. 7921/20) vedrører, hvorvidt det var i

strid med EMRK artikel 6, stk. 1 om retten til en retfærdig rettergang, at

klagers anmodning om en mundtlig høring i en sag om nedsættelse af bør-

nebidrag blev afvist af Familieretten. Familieretten havde i sagen anvendt

den forenklede familiesagsproces, hvorefter sagen blev afgjort på baggrund

af sagens dokumenter. Familieretten opretholdt herefter Ankestyrelsens af-

gørelse om, at børnebidraget ikke blev nedsat. Der er forligsfrist i sagen den

22. april 2022.

Sagen

Ilhan mod Danmark

(sagsnr. 41157/20) vedrører, hvorvidt det var i

strid med EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv at udvise kla-

ger med et indrejseforbud for bestandigt. Klager, der er tyrkisk statsborger,

blev ved landsretten dømt for bl.a. forsøg på manddrab, men blev frifundet

for straf efter straffelovens § 16, da retten fandt, at han på grund af sinds-

sygdom eller en tilstand, der må ligestilles hermed, var utilregnelig i

Side 13/24

gerningsøjeblikket. Retten traf i stedet bestemmelse om anbringelse på psy-

kiatrisk afdeling efter straffelovens § 68, 2. pkt. Der er forligsfrist i sagen

den 12. maj 2022.

Sagen

El-Asmar mod Danmark

(sagsnr. 27753/19) omhandler, hvorvidt det

var i strid med EMRK artikel 3 om forbud mod tortur og nedværdigende

eller umenneskelig behandling eller straf, at to fængselsbetjente anvendte

peberspray mod klager i en observationscelle, og at klager blev fikseret i ca.

17 timer. Sagen drejer sig endvidere om, hvorvidt politiet har foretaget en

effektiv efterforskning af klagerens anmeldelse om vold begået af fængsels-

betjente. Et af spørgsmålene i sagen er, om EMRK artikel 3 generelt er til

hinder for brug af peberspray i et lukket rum, eller om dette beror på en

konkret vurdering. Der er afgivet processkrift i sagen den 1. marts 2022.

I sagen

K.K. og andre mod Danmark

(sagsnr. 25212/21) er spørgsmålet, om

det var i strid med EMRK artikel 8 om retten til respekt for privatliv og

familieliv at afslå K.K.’s ansøgning om adoption af to børn, der var blevet

til gennem en surrogataftale med en kvinde i Ukraine, som den ukrainske

kvinde havde modtaget betaling for. K.K. havde sammen med børnenes bi-

ologiske far fælles forældremyndighed over børnene, men K.K.’s ansøgning

om adoption blev afslået af Statsforvaltningen, hvis afgørelse efterfølgende

blev stadfæstet af Ankestyrelsen med henvisning til, at § 15 i adoptionsloven

indeholder et ubetinget forbud mod adoption, hvis nogen, der skal afgive

samtykke til adoptionen, yder eller modtager vederlag.

Sagen blev af K.K indbragt for domstolene, hvorefter både byretten og

landsretten frifandt Ankestyrelsen. Højesteret stadfæstede landsrettens af-

gørelse. Højesteret fandt dog, at det ubetingede adoptionsforbud i § 15 i

adoptionsloven ikke kan opretholdes, da bestemmelsen ikke giver mulighed

for at foretage en konkret vurdering af, om adoption vil være bedst for det

pågældende barn, hvilket strider mod retten til privatliv efter EMRK artikel

8. Højesteret fandt på den baggrund, at der er behov for, at lovgivningsmag-

ten tager § 15 i adoptionsloven op til overvejelse. Samtidig tilkendegav Hø-

jesteret, at indtil der måtte foreligge en ny regulering, følger det af EMRK,

at der i sager omfattet af § 15 i adoptionsloven skal foretages en konkret

vurdering af, om afslag på adoption vil være i strid med EMRK artikel 8.

På grundlag af en konkret vurdering af den konkrete sag fandt et flertal i

Højesteret(fire ud af syv dommere) , at den interesse, som børnene havde i

at blive adopteret af K.K.

–

afvejet over for de generelle hensyn til at

Side 14/24

beskytte børn mod gennem kommercielle surrogataftaler at blive gjort til

genstand for handel og til at modvirke udnyttelse af sårbare kvinder, som §

15 i adoptionsloven bygger på

–

ikke indebar, at afslag på adoption på da-

værende tidspunkt måtte anses for en krænkelse af EMRK artikel 8. Dan-

mark har den 18. januar 2022 afgivet processkrift i sagen.

Sagen

Mørck Jensen mod Danmark

(sagsnr. 60785/19), drejer sig om, hvor-

vidt det var i overensstemmelse med EMRK’s artikel 7 om ingen straf uden

retsregel og artikel 2, stk. 2, i 4. Tillægsprotokol til EMRK om retten til

bevægelses- og opholdsfrihed at idømme klageren 6 måneders ubetinget

fængsel for overtrædelse af straffelovens indrejse- og opholdsforbud ved at

have indrejst og opholdt sig i al-Raqqa-distriktet i Syrien.

Klager blev i både byretten og landsretten fundet skyldig i forsætligt at have

opholdt sig i det forbudte område i Syrien og dermed have overtrådt ind-

rejse- og opholdsforbuddet i straffelovens § 114 j. Højesteret stadfæstede

landsrettens dom og fandt, at klagers indrejse og ophold i al-Raqqa-distriktet

var omfattet af ordlyden af straffelovens § 114 j, stk. 1, jf. stk. 3, sammen-

holdt med § 1, stk. 1, nr. 1, i bekendtgørelsen om forbud mod indrejse eller

ophold i visse konfliktområder. Endvidere fandt Højesteret, at straffelovens

§ 114 j efter ordlyden og forarbejderne også omfattede tilfælde som det fo-

religgende, hvor en person havde kæmpet mod en terrororganisation. Høje-

steret fandt også, at ophævelsen af bekendtgørelse nr. 1200 af 28. september

2016 var en følge af en ændret faktisk situation i Syrien, der var indtrådt

efter gerningstidspunktet, og som derfor beroede på ydre, strafskylden uved-

kommende forhold, og klagers handlinger skulle derfor bedømmes efter den

straffelovgivning, som var gældende på gerningstidspunktet. Højesteret

fandt endvidere, at domfældelsen af klager hverken var i strid med artikel 7

i EMRK eller artikel 2 i 4. Tillægsprotokol til EMRK.

Højesterets flertal (fem ud af syv dommere) fandt, at straffen skulle fastsæt-

tes til 6 måneders ubetinget fængsel. Et mindretal på to dommere fandt, at

straffen skulle fastsættes til 3 måneders betinget fængsel, bl.a. henset til, at

det måtte anses for en formildende omstændighed, at klager deltog i væbnet

kamp imod IS. Danmark har den 19. januar 2022 afgivet processkrift i sa-

gen.

I sagen

Bjerg mod Danmark

(sagsnr. 11227/21) er spørgsmålet, hvorvidt det

er i strid med EMRK artikel 5, stk. 4 om prøvelse af frihedsberøvelsens lov-

lighed, at der efter dansk ret ikke er mulighed for at få prøvet en

Side 15/24

administrativ beslutning om indlæggelse på psykiatrisk hospital i henhold

til en behandlingsdom.

Klager blev for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1 (vold eller trussel

om vold mod offentligt ansatte) og § 123 (forulempelse af vidner mv.) dømt

til behandling på psykiatrisk afdeling med mulighed for udskrivning og gen-

indlæggelse efter overlægens og Kriminalforsorgens bestemmelse, jf. straf-

felovens § 69, jf. § 68, 2. pkt. Længstetiden for ophold i institution blev

fastsat til et år, men der blev ikke fastsat en længstetid for selve foranstalt-

ningen. Klager blev herefter i løbet af 2018 gentagne gange indlagt i henhold

til behandlingsdommen, hvorefter han indbragte spørgsmålet om genind-

læggelsernes lovlighed for byretten.

Både byretten og landsretten fandt, at der var adgang til domstolsprøvelse

af beslutningerne om genindlæggelse og godkendte indlæggelserne. Sagen

for Højesteret angik særligt, om der efter straffelovens § 72, stk. 2, er adgang

til domstolsprøvelse af beslutningerne om genindlæggelse. Højesteret fast-

slog ved kendelse, at en administrativ beslutning om genindlæggelse i hen-

hold til en behandlingsdom, som hjemler genindlæggelse, ikke er omfattet

af ordlyden af straffelovens § 72, stk. 2. Højesteret fastslog endvidere, at der

ingen holdepunkter i lovforarbejderne er for, at sådanne beslutninger skal

anses for omfattet af bestemmelsen. Højesteret fandt herefter, at bestemmel-

sen derfor ikke omfatter en situation som den foreliggende, hvor der er truf-

fet en administrativ beslutning om genindlæggelse i henhold til en behand-

lingsdom. Med henvisning til, at der efter straffelovens § 72, stk. 2, er mu-

lighed for hvert halve år at få domstolsprøvelse af, om den idømte foran-

staltning skal ændres eller ophæves, fandt Højesteret endvidere, at der ikke

er grundlag for at antage, at dette resultat vil være i strid med artikel 5, stk.

4, i EMRK. Danmark har den 18. januar 2022 afgivet processkrift i sagen.

Sagen

Lings mod Danmark

(sagsnr. 15136/20) omhandler, hvorvidt det var

i overensstemmelse med EMRK artikel 10 om retten til ytringsfrihed at

idømme klager en betinget fængselsdom for overtrædelse af straffelovens §

240 (om medvirken til selvmord. Klager blev ved landsretten idømt 60 da-

ges betinget fængsel for bl.a. at have vejledt personer om metoder til at begå

selvmord.

Klager blev i både byretten og landsretten fundet skyldig i et forhold af for-

søg på medvirken til selvmord efter straffelovens § 240, jf. § 21, ved i for-

ening med en anden læge at have skaffet receptpligtig medicin til en tredje

Side 16/24

person (A) velvidende, at denne person ønskede at begå selvmord. Klager

blev ligeledes fundet skyldig i to forhold af overtrædelse af straffelovens §

240 om medvirken til selvmord, i det ene forhold ved via en kontakt at have

skaffet medicin til en person (B) velvidende, at medicinen skulle bruges til

personens selvmord, og i det andet forhold ved i en mailkorrespondance

med en anden person (C) at have vejledt hende om konkrete metoder til at

begå selvmord.

Ved dom af 23. september 2019 stadfæstede Højesteret landsrettens dom.

For så vidt angår dét af sagens forhold, hvor klagers medvirken udelukkende

bestod i rådgivning af person C, fandt Højesterets flertal (tre ud af fem dom-

mere), at klager havde foretaget en konkretiseret og væsentlig medvirken til

personens selvmord, og at rådgivningen efter sin karakter ikke var straffri

som følge af, at rådgivningen tog udgangspunkt i en generel lovligt offent-

liggjort vejledning om selvmord. Efter flertallets opfattelse var der ikke

grundlag for at fastslå, at domfældelse ville være i strid med EMRK artikel

10. Højesterets mindretal (to dommere) fandt derimod, at klageren skulle

frifindes i dette ene af sagens tre forhold, idet klager ikke havde givet op-

lysninger, der ikke allerede fremgik af hjemmesiden, og idet han hverken

havde opfordret eller opmuntret modtageren til at begå selvmord, hvorfor

oplysningerne i sig selv ikke kunne anses for strafbar medvirken. Mindre-

tallet fandt, at frifindelse også måtte anses for bedst stemmende med EMRK

artikel 10. Danmark har den 10. september 2021 afgivet processkrift i sagen.

Sagen

Duarte Agostinho m.fl. mod Portugal og 32 andre konventionsstater

(sagsnr. 39371/20), drejer sig om 33 konventionsstaters, herunder Dan-

marks, udledning af drivhusgasser, der bidrager til global opvarmning og

bl.a. kan resultere i hedebølger, der ifølge klagerne kan påvirke klagernes

levevilkår og sundhed. Klagerne gør bl.a. gældende, at de indklagede stater

ikke har overholdt deres forpligtelser i medfør af EMRK artikel 2 om retten

til liv og artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv, læst i sam-

menhæng med disse staters forpligtelser i medfør af Parisaftalen.

Danmark har

–

ligesom de 32 andre konventionsstater

–

den 15. januar 2021

informeret EMD om, at Danmark ikke anser sagen for egnet til at blive løst

ved forlig, samt anmodet EMD om at forholde sig til, om klagen kan antages

til realitetsbehandling, jf. EMRK artikel 29, stk. 1. Danmark har den 27. maj

2021 afgivet processkrift i sagen.

Side 17/24

2.5. Tredjepartsinterventioner

I 2021 har Danmark i to sager ved EMD afgivet tredjepartsindlæg efter

EMRK artikel 36.

Den første sag,

Grzeda mod Polen

(sagsnr. 43572/18), drejer sig om, hvor-

vidt det var i overensstemmelse med EMRK artikel 6 om retten til en ret-

færdig rettergang og artikel 13 om adgangen til effektive retsmidler, at kla-

ger den 6. marts 2018 ex lege (ved en lovændring)

–

som led i en reform af

domstolssystemet i Polen

–

fik tilendebragt sin embedsperiode som juridisk

medlem af Domstolsrådet (NCJ) før udløbet af et forfatningssikret fireårigt

mandat, og at han ikke havde adgang til prøvelse heraf. Sagen er blevet hen-

vist til behandling ved EMD’s Storkammer. Danmark afgav den 10.

maj

2021 tredjepartsindlæg i sagen. Afgivelsen af indlægget var i tråd med tid-

ligere danske indlæg i retssager om retsstatsprincippet ved EU-Domstolen

og skal ses i lyset af den danske interesse i bl.a. et uafhængigt og velfunge-

rende polsk retssystem og en stærk beskyttelse af retsstatsprincippet.

EMD fandt ved sin dom af 15. marts 2022, at Polen havde krænket EMRK

artikel 6. EMD udtalte i den forbindelse bl.a., at den forfatningssikrede ret

til et fireårigt mandat i Domstolsrådet kunne anses som en civil rettighed

omfattet af artikel 6’s beskyttelsesområde,

herunder at udelukkelsen af ad-

gangen til at få prøvet den tidlige tilendebringelse af embedsperioden i

Domstolsrådet ikke var objektivt begrundet. EMD bemærkede herved bl.a.,

at Domstolsrådet (der er enekompetent til at indstille dommerkandidater)

har til opgave at sikre det polske domstolssystems uafhængighed, og at en

stat, der er baseret på retsstatsprincippet, ikke kan have en interesse i at ude-

lukke prøvelsesadgangens grundlæggende beskyttelse af en civil rettighed,

der er tæt forbundet med beskyttelsen af domstolssystemets uafhængighed.

EMD bemærkede endvidere, at medlemmer af den dømmende magt

–

lige-

som andre borgerne

–

skal beskyttes mod vilkårlighed fra den lovgivende

og udøvende magt, og at kun muligheden for prøvelse ved et uafhængigt

juridisk organ af foranstaltninger så som tilendebringelse af en embedsperi-

ode kan sikre dette.

EMD fandt herefter

–

under henvisning til bl.a. Domstolsrådets særlige rolle

i at beskytte domstolssystemets uafhængighed

–

at der i forbindelse med

tilendebringelsen af embedsperioden for medlemmer af Domstolsrådet

skulle gælde en processuel beskyttelse svarende til beskyttelsen af dom-

mere, der afskediges. EMD pegede endvidere på den stærke offentlige inte-

resse i at opretholde den dømmende magts uafhængighed og på behovet for

Side 18/24

at se udelukkelsen af prøvelsesadgangen i sammenhæng med de øvrige ele-

menter af de polske domstolsreformer, som har ført til svækkelse af dom-

stolens uafhængighed og overholdelse af retsstatsprincippet.

EMD konkluderede samlet, at Polen havde krænket kernen i klagers ret-

tigheder efter artikel 6 ved at udelukke klager fra adgang til retlig prøvelse

af tilendebringelsen af hans mandat i Domstolsrådet.

Den anden sag,

Christensen mod Rusland

(sagsnr. 44386/19), vedrører,

hvorvidt det var i overensstemmelse med EMRK artikel 9 om retten til at

tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed alene eller læst sammen

med EMRK artikel 11 om retten til forenings- og forsamlingsfrihed at

idømme klager fængselsstraf for at have fortsat aktiviteter for Jehovas Vid-

ner i byen Orjol i form af kollektive gudstjenester, efter at organisationen

for Jehovas Vidner i Orjol (Oryol LRO) blev tvangsopløst ved dom med

henvisning til, at organisationen var ekstremistisk. Sagen har været behand-

let samlet med

Christensen mod Rusland

(sagsnr. 39417/17) (tredjepartsind-

læg afgivet i april 2018) vedrørende varetægtsfængslingen af klager, som er

dansk statsborger, på baggrund af klagers ovennævnte aktiviteter. Danmark

har afgivet tredjepartsindlæg i sagen den 15. september 2021.

2.6. Status i sager som Danmark tidligere har interveneret i

Ud over de ovennævnte sager, hvori Danmark har afgivet tredjepartsindlæg

i 2021, verserede der fem sager ved EMD, hvori Danmark tidligere har af-

givet tredjepartsindlæg efter EMRK artikel 36.

Den ene sag,

Abdi Ibrahim mod Norge

(sagsnr. 15379/16), blev behandlet

EMD’s Storkammer

og omhandlede, hvorvidt de norske myndigheders

fratagelse af klagerens forældremyndighed over hendes søn og deres samti-

dige tilladelse til bortadoption af sønnen var i strid med klagerens rettighe-

der efter bl.a. artikel 8 om retten til privatliv og familieliv og artikel 9 om

retten til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. I sagen blev

klagers muslimske søn anbragt i

–

og senere bortadopteret til

–

en kristen

plejefamilie, selv om klageren anmodede om, at sønnen skulle anbringes i

en muslimsk eller somalisk plejefamilie.

EMD’s

kammer

traf afgørelse i sagen den 17. december 2019. Kammeret

fandt, at der var sket en krænkelse af EMRK artikel 8. Der blev i den for-

bindelse bl.a. lagt vægt på, at de norske myndigheder ikke aktivt havde ar-

bejdet for at opretholde kontakten mellem klager og barnet med henblik på

Side 19/24

genforening. EMD konstaterede endvidere, at de norske myndigheder ikke

havde lagt fornøden vægt på klagers synspunkter og interesse i opretholdel-

sen af den familiemæssige forbindelse til sit barn. EMD undlod at tage di-

rekte stilling til spørgsmålet om krænkelse af religionsfriheden efter EMRK

artikel 9.

Afgørelsen blev efterfølgende indbragt for Storkammeret efter anmodning

fra klageren, der har gjort gældende, at anbringelsen af sønnen hos en kristen

plejefamilie og familiens efterfølgende adoption af ham indebar en kræn-

kelse af klagerens religionsfrihed efter EMRK artikel 9. Danmark afgav

tredjepartsindlæg den 2. oktober 2020.

Den 10. december 2021 blev der afsagt dom ved EMD’s Storkammer. Stor-

kammeret fandt ligesom kammeret, at der var sket en krænkelse af EMRK

artikel 8. Storkammerets konklusion byggede på mange af de samme argu-

menter som kammerafgørelsen og hvilede tillige eksplicit på en fortolkning

af artikel 8 set i lyset af artikel 9 Det fremgår i den forbindelse bl.a. af

Storkammerets dom, at sikring af regelmæssig kontakt mellem barnet og

klageren

–

udover at have medvirket til at muliggøre en senere genforening

af moder og barn

–

også kunne have medvirket til at imødekomme klagerens

ønske om at barnet bevarede visse bånd til sin kulturelle og religiøse bag-

grund (hvilket ikke havde kunnet imødekommes ved placering i en somalisk

plejefamilie, idet de norske myndigheder ikke havde kunnet finde en sådan

plejefamilie).

Den anden sag,

HF og MF mod Frankrig

(sagsnr. 24384/19), vedrører en

kvindelig fransk statsborger, som i 2014 sammen med sin partner udrejste

af Frankrig for at indrejse i et område i Syrien kontrolleret af Islamisk Stat

(ISIL). Under opholdet fik parret to børn. Siden februar 2019 har kvinden

og børnene været fængslet i det nordøstlige Syrien i Al-Hol-lejren kontrol-

leret af SDF (Syrian Democratic Forces). Der er i Frankrig udstedt en ar-

restordre på kvinden for medvirken til terrorisme. Klagerne, der er forældre

til kvinden, har anmodet de franske myndigheder om, at kvinden og børnene

hjembringes til Frankrig. Sagen rejser bl.a. spørgsmålet, om kvinden og bør-

nene er under fransk jurisdiktion efter EMRK artikel 1, og dermed om

Frankrig er forpligtet efter konventionen over for kvinden og børnene. Dan-

mark afgav tredjepartsindlæg den 20. juli 2020. Desuden har Danmark bi-

draget til et mundtligt indlæg afholdt af Storbritannien og Nederlandene den

29. september 2021 på vegne af en række intervenerende stater, herunder

Danmark.

Side 20/24

Den tredje sag,

Humpert mod Tyskland

(sagsnr. 59433/18), omhandler,

hvorvidt det tyske forbud mod, at tjenestemænd strejker, samt muligheden

for at give disciplinære sanktioner for deltagelse i strejker, udgør et upro-

portionalt indgreb i EMRK artikel 11 (retten til forsamlings- og forenings-

frihed, der tillige beskytter retten til at danne fagforeninger og retten til at

strejke). Endvidere omhandler sagen, hvorvidt forbuddet udgør diskrimina-

tion i strid med EMRK artikel 14 sammenholdt med artikel 11, idet offent-

ligt ansætte lærere, der ikke er tjenestemandsansatte, har ret til at strejke.

Efter det oplyste minder det tyske tjenestemandssystem om det danske tje-

nestemandssystem, bl.a. fordi begge systemer opererer med et forbud mod

at strejke samt mulighed for, at der kan gives disciplinære sanktioner for

deltagelse i strejker. Danmark afgav tredjepartsindlæg den 30. januar 2020.

Den fjerde sag,

M.T. m.fl. mod Sverige

(sagsnr. 22105/18), omhandler, hvor-

vidt det er i strid med EMRK artikel 8 om retten til privatliv og familieliv),

at Sverige har givet afslag på familiesammenføring til en mindreårig syrisk

flygtning med midlertidig subsidiær beskyttelsesstatus. Sagen har dansk in-

teresse, idet den svenske ordning

–

ligesom de danske regler om udskydelse

af adgangen til familiesammenføring for udlændinge med midlertidig be-

skyttelsesstatus

–

indebærer en midlertidig udskydelse af adgangen til fami-

liesammenføring for visse grupper af flygtninge. Sagen minder om den dan-

ske sag,

M.A. mod Danmark

(sagsnr. 6697/18), der er omtalt ovenfor, og

som der nu er afsagt dom i. Danmark afgav den 2. september 2019 et tred-

jepartsindlæg i sagen.

Den femte sag,

Christensen mod Rusland

(sagsnr. 39417/17), som også er

omtalt under pkt. 2.5, har været sambehandlet med sagen

Christensen mod

Rusland

(sagsnr. 44386/19), som Danmark afgav tredjepartsindlæg i i 2021.

Sagen vedrører, om en dansk klagers anholdelse og efterfølgende varetægts-

fængsling var i strid med EMRK artikel 9 om retten til religionsfrihed alene

eller sammenholdt med forbuddet mod diskrimination i EMRK artikel 14

og EMRK artikel 5, stk. 3, om retten til frihed og sikkerhed. Danmark afgav

tredjepartsindlæg den 10. april 2018. Sagen er anket i Rusland, og det er

forventningen, at EMD vil afvente ankesagens udfald.

Side 21/24

3. FN’s komitéers udtalelser i klagesager mod Danmark

fra 1. marts

2021 til og med 17. marts 2022

Danmark har tiltrådt den individuelle klageadgang til FN’s Menneskeret-

tighedskomité, FN’s Handicapkomité, FN’s Torturkomité, FN’s Kvindeko-

mité, FN’s Racediskriminationskomité og FN’s Børnekomité.

Komitéernes udtalelser er ikke retligt bindende for Danmark.

I det følgende redegøres der for komitéernes udtalelser i klagesager mod

Danmark i perioden fra 1. marts 2021 til 3. marts 2022, hvor der er blevet

udtalt kritik af Danmark. Det bemærkes, at redegørelsen ikke omfatter sa-

ger, som er blevet lukket eller afvist, fordi komitéerne af formelle eller ind-

holdsmæssige grunde har fundet klagerne grundløse.

3.1. FN’s Menneskerettighedskomité

FN’s Menneskerettighedskomité fremkom

med tre udtalelser i klagesager

mod Danmark i 2021. I to af sagerne udtalte

FN’s Menneskerettighedsko-

mité kritik af Danmark.

Den ene klagesag

A.M.F. og A.M. mod Danmark

(sagsnr. 2651/2015) om-

handlede, hvorvidt udsendelsen af en etiopisk statsborger og dennes søn til

Etiopien ville være i strid med artikel 6 om retten til liv, artikel 7 om forbud

mod tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling el-

ler straf og artikel 24, stk. 1 om beskyttelse af mindreårige

i FN’s Konven-

tion om Borgerlige og Politiske Rettigheder (CCPR). Flygtningenævnet gav

klagerne afslag på asyl med den begrundelse, at klagerne ikke risikerede at

blive udsat for behandling i strid med CCPR ved en tilbagevenden til Etio-

pien, ligesom klagernes personlige forhold og familieforhold ej heller ud-

gjorde en tilstrækkelige begrundelse for asyl.

Menneskerettighedskomitéen fandt i sin udtalelse af 22. juli 2021, at en ud-

sendelse af klagerne til Etiopien uden gennemførelse af en procedure, som

garanterer en behørig vurdering af den risiko, som klagerne står overfor ved

udsendelse, vil udgøre en krænkelse af artikel 6 og 7 i CCPR. Komitéen

fandt således, at de danske myndigheder ikke i tilstrækkelig grad havde fo-

retaget en individuel vurdering af de faktorer som klager havde fremført ud-

gjorde en reel risiko for behandling i strid med CCPR. Flygtningenævnet

har den 9. december 2021 genoptaget sagen, og har i den forbindelse udsat

klagernes udrejsefrist.

Side 22/24

Den anden klagesag

M.N. mod Danmark

(sagsnr. 3188/2018) vedrørte

spørgsmålet, om en iransk statsborger kunne udsendes til Iran eller om det

ville være i strid med artikel 6 om retten til liv og artikel 7 om forbud mod

tortur eller grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller

straf i CCPR. Flygtningenævnet havde givet klager afslag på asyl med be-

grundelsen, at klager ikke i tilstrækkelig grad

–

bl.a. da visse påstande ikke

var fundet troværdige

–

havde vist, at han ville være i særlig individuel ri-

siko for forfølgelse eller mishandling, hvis han vendte tilbage til Irak.

Menneskerettighedskomitéen udtalte den 22. juli 2021, at en udsendelse af

klageren til Iran uden gennemførelse af en procedure, som garanterer en be-

hørig vurdering af den risiko, som klagerne står overfor ved udsendelse, vil

udgøre en krænkelse af artikel 6 og 7 i CCPR. Komitéen fandt i den forbin-

delse, at de danske myndigheder fejlagtigt havde undladt i tilstrækkelig grad

at tage højde for mulige konsekvenser af en udsendelse for klager, herunder

andre konsekvenser end henrettelse, som klager kunne blive udsat for.

Flygtningenævnet har den 21. december 2021 genoptaget sagen.

3.2. FN’s Handicapkomité

FN’s Handicapkomité fremkom ikke med nogle udtalelser i klagesager mod

Danmark i 2021.

3.3. FN’s Torturkomité

FN’s

Torturkomité fremkom med én udtalelse i klagesager mod Danmark i

2021. Der blev ikke udtalt kritik af Danmark.

3.4. FN’s Kvindekomité

FN’s Kvindekomité

fremkom ikke med nogle udtalelser i klagesager mod

Danmark i 2021.

3.5. FN’s Racediskriminationskomité

FN’s Racediskriminationskomité fremkom ikke med nogle udtalelser i kla-

gesager mod Danmark i 2021.

3.6. FN’s Børnekomité

FN’s Børnekomité fremkom med

en udtalelse i en klagesag mod Danmark

i 2021. I sagen udtalte

FN’s Børnekomité kritik af Danmark.

Klagesagen,

Y.A.M. mod Danmark

(sagsnr. 83/2019) vedrørte, hvorvidt ud-

sendelsen en somalisk mor og hendes datter til Somalien ville være i strid

Side 23/24

med artikel 3 og 19 om hhv. barnets tarv og bl.a. forbud mod diskrimination

og beskyttelse mod enhver form for vold eller mishandling i

FN’s Konven-

tion om Barnets Rettigheder (CRC). Flygtningenævnet havde givet afslag

på asyl til datteren, bl.a. fordi klagers baggrund var udokumenteret, og kla-

gers troværdighed generelt var svækket. Ligeledes fandt Flygtningenævnet,

at klager havde mulighed for at beskytte sin datter mod kvindelig omskæ-

ring efter en udsendelse til Somalia.

Børnekomitéen konkluderede i deres udtalelse af 4. februar 2021 bl.a., at de

danske myndigheder undlod at foretage en tilstrækkelig konkret vurdering

af situationen for klager og hendes barn og at tage hensyn til barnets tarv og

ved vurderingen af den påståede risiko for, at klagers datter ville blive udsat

for kvindelig omskæring ved udsendelse til Somalia. Udsendelse af klager

og hendes datter til Somalia ville derfor udgøre en krænkelse af artikel 3 og

19 i CRC.

Flygtningenævnet genoptog på den baggrund den 16. marts 2021 sagen. Den

7. juni 2021 blev klager og dennes datter meddelt opholdstilladelse i medfør

af udlændingelovens § 7, stk. 1.

Side 24/24