UUI, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 18: Spm. om ministeren vil redegøre for, hvor mange af de danske domstoles afgørelser om udvisning af kriminelle udlændinge, som er blevet indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), og hvor mange sager EMD henholdsvis har behandlet og afvist

Udlændinge- og Integrationsudvalget 2022-23 (2. samling)
UUI Alm.del
Offentligt

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

5. marts 2021

Stats- og Menneskerets-

kontoret

Karen Fowler Lund

2017-629-0123

1841645

NOTITS

om domme mv. afsagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol

og udtalelser fra FN’s komitéer mod Danmark i 2020 og 2021 (t.o.m.

februar)

1. Indledning

Danmark har tiltrådt en række individuelle klageadgange til internationale

organer, herunder klageadgangen til Den Europæiske Menneskerettigheds-

domstol (herefter ”EMD”) samt til flere FN-komitéer.

Europarådets Ministerkomité har i anbefaling CM/Rec(2008)2 om effektive

nationale procedurer for fuldbyrdelse af domme afsagt af EMD bl.a. anbe-

falet, at medlemsstaterne orienterer deres nationale parlamenter om opfyl-

delsen af domme afsagt af EMD i sager mod medlemsstaten.

Justitsministeriet udarbejder på denne baggrund årligt nærværende notits

om domme mv. afsagt af EMD.

Med henblik på at give et samlet overblik over domme og udtalelser mod

Danmark fra internationale organer omfatter notitsen endvidere udtalelser

fra relevante FN-komitéer. Desuden omfatter notitsen sager, hvor Danmark

har interveneret som tredjepart i sager ved EMD mod andre medlemsstater.

2. Domme, afviste sager og verserende sager ved Den Europæiske Men-

neskerettighedsdomstol i 2020 og 2021 (t.o.m. februar)

EMD har afsagt en dom i 2020 og tre domme i januar og februar 2021 i

sager mod Danmark. Der er endvidere en række verserende sager mod Dan-

mark ved EMD, ligesom Danmark har interveneret som tredjepart i verse-

rende sager mod andre medlemsstater.

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

F +45 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

UUI, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 18: Spm. om ministeren vil redegøre for, hvor mange af de danske domstoles afgørelser om udvisning af kriminelle udlændinge, som er blevet indbragt for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD), og hvor mange sager EMD henholdsvis har behandlet og afvist

2.1. Domme

2.1.1. Dom afsagt i 2020

I sagen

Aggerholm mod Danmark

(sagsnr. 45439/18) fandt EMD ved dom

af 15. oktober 2020, at Danmark havde krænket Den Europæiske Menne-

skerettighedskonventions (herefter ”EMRK”) artikel 3 (forbud mod tortur

og nedværdigende eller umenneskelig behandling) i forbindelse med bælte-

fiksering af en psykiatrisk patient i en samlet periode på 22 timer og 55 mi-

nutter på psykiatrisk afdeling.

Klager indbragte i Danmark sagen for Det Psykiatriske Patientklagenævn,

der vurderede, at betingelserne for tvangsfiksering i medfør af psykiatri-

loven ikke var opfyldt i forbindelse med bæltefikseringen. Efterfølgende

fandt både Retten i Roskilde og Østre Landsret, at tvangsfikseringen samt

tidsperioden var nødvendig for at afværge, at klager udsatte andre for nær-

liggende fare for at lide skade på legeme og helbred. Klager indbragte her-

efter sagen for EMD.

Det fremgår bl.a. af dommen fra EMD, at de nationale domstole havde for-

holdt sig grundigt til sagen og behovet for tvangsfiksering i overensstem-

melse med europæiske og nationale standarder, men at der var en række

forhold relateret til fortsættelsen af tvangsfikseringen og varigheden af den,

som de nationale domstole ikke havde forholdt sig tilstrækkeligt til.

EMD lagde for det første vægt på, at klager under tvangsfikseringen fik løs-

net én af ankelstropperne og fik tilladelse til at bruge toilettet, efter at en

læge havde vurderet, at klager slappede mere af, og at den samme læge ca.

4 timer senere vurderede, at klager fortsat var en ”potentiel” risiko for fare

og på den baggrund fastholdt tvangsfikseringen. For det andet lagde EMD

vægt på, at klager i en periode på 12 timer om natten, mens han sov, ikke

var blevet tilset af en læge (men af andet sundhedspersonale), og at der så-

ledes ikke var gennemført en farlighedsvurdering i den periode. Endelig

lagde EMD vægt på, at der gik 1 time og 35 minutter, fra lægen havde vur-

deret, at det var sikkert at løsne ham fra tvangsfikseringen, til at han blev

løsladt, og at der ikke var fremlagt nogen begrundelse herfor.

EMD fandt på den baggrund, at de danske myndigheder ikke havde doku-

menteret tilstrækkeligt, at tvangsfikseringens fortsættelse og varighed i næ-

sten 23 timer var strengt nødvendig og på den baggrund fandt EMD, at Dan-

mark havde krænket den del af artikel 3, der vedrører nedværdigende be-

handling.

Dommen blev endelig den 15. december 2020. Danmark har – i overens-

stemmelse med dommens ordlyd – inden tre måneder efter, at dommen blev

endelig – udbetalt godtgørelse på 10.000 euro samt sagsomkostninger til

klageren på 4.000 euro plus moms. Danmark er endvidere forpligtet til sna-

rest muligt, og senest den 15. juni 2021, at sende en handlingsplan for dom-

mens efterlevelse til Europarådets sekretariat for fuldbyrdelse af domme fra

EMD.

2.1.2. Domme afsagt i 2021 (t.o.m. februar)

Shuaib Khan mod Danmark

(sagsnr. 26957/19) fandt EMD ved dom af 12.

januar 2020, at det ikke var i strid med EMRK artikel 8 (retten til respekt

for privatliv og familieliv), at klager, der er pakistansk statsborger, født i

Danmark og tidligere dømt for flere kriminelle forhold og én gang betinget

udvist, blev idømt 3 måneders fængsel samt udvisning med indrejseforbud

i 6 år for bl.a. trusler mod en polititjenestemand. Klager har samlet set afso-

net cirka 10 års fængsel.

Munir Johana mod Danmark

(sagsnr. 56803/18) fandt EMD ved dom af

12. januar 2020, at det ikke var i strid med EMRK artikel 8 (retten til respekt

for privatliv og familieliv), at klager, der er irakisk statsborger, indrejst i

Danmark som 4-årig og tidligere dømt for flere kriminelle forhold samt to

gange betinget udvist, blev idømt 6 måneders fængsel samt udvisning med

indrejseforbud i 6 år for grov vold i gentagelsestilfælde.

EMD udtaler i begge domme, at EMD aldrig har fastsat en nedre grænse for

grovheden af den idømte forbrydelse eller fængselsstraffens længde, lige-

som EMD ikke har fastslået, hvor stor vægt de respektive kriterier, der skal

indgå i proportionalitetsvurderingen, skal tillægges i forhold til hinanden.

EMD udtaler endvidere, at der i hver enkelt sag må foretages en konkret

proportionalitetsvurdering, hvor alle relevante kriterier, der er etableret i

EMD’s praksis, herunder klagerens samlede kriminalitet, inddrages.

I Khan-dommen udtaler EMD endvidere, at selvom det i forbindelse med

klagerens tidligere domme blev fundet, at klager ikke kunne udvises, ude-

lukker dette ikke, at man senere vil kunne udvise klager, såfremt omstæn-

dighederne har ændret sig. I den forbindelse fandt EMD, at det var beretti-

get, at Højesteret lagde vægt på, at den overtrædelse, som var under pådøm-

melse, var den seneste i en række af forbrydelser.

I Johana-dommen accepterede EMD Højesterets vurdering af, at den seneste

overtrædelse var alvorlig på trods af den forholdsvis milde straf. EMD fandt

det endvidere berettiget, at Højesteret lagde vægt på, at overtrædelsen, som

var under pådømmelse, var den seneste i en række af forbrydelser.

I begge domme konkluderer EMD, at Højesteret havde foretaget en grundig

prøvelse af udvisningen, herunder inddraget alle de relevante kriterier, som

EMD tidligere har udtalt må tillægges vægt i forbindelse med en udvisning,

hvilket bl.a. omfatter længden af udlændingens ophold i værtslandet og ud-

lændingens sociale, kulturelle og familiære bånd med værtslandet henholds-

vis statsborgerskabslandet. EMD henviser i den forbindelse til subsidiari-

tetsprincippet, hvorefter EMD, når afvejningen er blevet foretaget af de na-

tionale myndigheder i overensstemmelse med de kriterier, som er fastlagt i

EMD´s praksis, vil kræve vægtige grunde for at substituere de nationale

domstoles vurdering med sin egen.

EMD fandt i de forenede sager

Strøbye og Rosenlind mod Danmark

(sagsnr.

25802/18 og 27338/18) ved dom af 2. februar 2021, at det var i overens-

stemmelse med artikel 3 i tillægsprotokol 1 om ret til frie valg og EMRK

artikel 14 om forbud mod diskrimination sammenholdt med artikel 3 i til-

lægsprotokol 1, at klagerne var afskåret fra at stemme til folketingsvalget i

2015. Begge klagere var ved folketingsvalget den 18. juni 2015 frataget de-

res retlige handleevne efter værgemålslovens § 6 og var derfor afskåret fra

at afgive deres stemme til folketingsvalget i medfør af folketingsvalglovens

§ 1, hvorefter det bl.a. (i den daværende affattelse) var en betingelse for

valgret, at den pågældende ikke var under værgemål med fratagelse af den

retlige handleevne. Bestemmelsen i folketingsvalgslovens § 1 afspejler val-

gretsbetingelserne i grundlovens § 29, stk. 1, 1. pkt., der bl.a. betinger val-

gret af, at den pågældende ikke er ”umyndiggjort”.

EMD fandt, at der i de konkrete sager tilkom Danmark en bred skønsmargin,

og at der ikke var grundlag for at fastslå, at denne skønsmargin var overtrådt

i sagerne. EMD lagde bl.a. vægt på, at der var foretaget en grundig parla-

mentarisk vurdering af nødvendigheden af reglerne om manglende stemme-

ret for personer uden retlig handleevne, og at Højesteret i sin dom af 18.

januar 2018 har foretaget en grundig vurdering af proportionaliteten og be-

grundelsen for begrænsningen af klagernes ret til at stemme til folketings-

valg, herunder ved at inddrage relevant praksis fra EMD. EMD lagde end-

videre vægt på, at andre europæiske lande ligeledes har regler, der begræn-

ser stemmeretten for personer uden retlig handleevne, og at der ikke fore-

ligger europæisk konsensus på området. Endelig lagde EMD vægt på, at den

historiske og politiske udvikling viser, at valgretsreglerne løbende er blevet

overvejet, drøftet og tilpasset, så der i dag i videst muligt omfang i forhold

til grundloven gives valgret til folketingsvalg til personer frataget den retlige

handleevne.

Det bemærkes, at værgemålslovens § 6 blev ændret ved lov nr. 1722 af 28.

december 2018, således at der nu er mulighed for delvis fratagelse af en

persons retlige handleevne, hvilket bl.a. indebærer, at personen vil bevare

valgretten til folketingsvalg. Begge klagere har efterfølgende opnået valgret

til Folketinget.

2.3. Verserende sager

Der verserer i alt otte sager ved EMD, hvori Danmark enten er anmodet om

eller har afgivet retlige bemærkninger.

Den første sag,

Savran mod Danmark

(sagsnr. 57467/15), omhandler, hvor-

vidt det er i strid med bl.a. EMRK artikel 3 (forbud mod tortur og umenne-

skelig og nedværdigende behandling) at udsende klager, der er tyrkisk stats-

borger og lider af paranoid skizofreni, til Tyrkiet på baggrund af kriminalitet

begået her i landet. Klager blev i 2009 dømt til udvisning i forbindelse med

en foranstaltningsdom for grov vold med døden til følge. Ved kendelse af

14. oktober 2014 ændrede Københavns Byret efter anklagemyndighedens

påstand foranstaltningen fra anbringelse til behandling på psykiatrisk afde-

ling. Samtidig blev retten anmodet om i medfør af udlændingelovens § 50 a

at tage stilling til, om udvisningen af klager skulle opretholdes. Klager

gjorde til støtte for sin påstand gældende, at han ikke havde adgang til at

modtage den nødvendige behandling i Tyrkiet. Klager har endvidere gjort

gældende, at han ikke har tilknytning til Tyrkiet, og at hans nærmeste fami-

lie befinder sig i Danmark. Byretten fandt, at det ikke fremstod klart, at kla-

ger ved udsendelse til Tyrkiet ville have reel mulighed for relevant psykia-

trisk behandling og ophævede udvisningen efter udlændingelovens § 50 a.

Ved kendelse af 13. januar 2015 ændrede Østre Landsret imidlertid byret-

tens kendelse således, at udvisningen opretholdtes. Østre Landsret fandt, at

en udsendelse til Tyrkiet ikke ville være i strid med EMRK artikel 3 henset

til klagerens sygdomsindsigt samt de fremkomne oplysninger om behand-

lingsmulighederne i Tyrkiet. Klageren blev udsendt til Tyrkiet den 23. juni

2015.

Ved dom af 1. oktober 2019 konkluderede et flertal af EMD’s dommere (fire

ud af syv), at Danmark ved udsendelsen af klager til Tyrkiet krænkede

EMRK artikel 3. I dommen lagde EMD bl.a. vægt på, at klageren havde

brug for regelmæssig ambulant psykiatrisk behandling og supervision af

f.eks. en socialrådgiver eller kontaktperson samt daglig udlevering af medi-

cin af fagpersonale på grund af risiko for fejldosering og heraf følgende ri-

siko for forværring af psykotiske symptomer og aggressiv adfærd. EMD

fandt, at de danske myndigheder burde have sikret sig, at klageren havde en

fast og personlig kontaktperson i Tyrkiet, som var passende til klagerens

behov. På baggrund af usikkerheden om, hvorvidt klageren ville have en

reel mulighed for relevant psykiatrisk behandling i sit hjemland, herunder

opfølgning og kontrol, burde de danske myndigheder – forinden udsendel-

sen – have indhentet tilstrækkelige og individuelle garantier fra Tyrkiet.

I sager vedrørende udsendelse af alvorligt syge udlændinge er tærsklen for

anvendelse af EMRK artikel 3 ifølge EMD’s hidtidige praksis høj. Flertal-

lets dom i

Savran mod Danmark

indebærer en ny og anderledes fortolkning

af kriterierne for anvendelsesområdet af EMRK artikel 3, således som disse

blev opstillet af EMD’s Storkammer i

Paposhvili mod Belgien,

dom af 13.

december 2016.

Danmark anmodede på den baggrund om at få sagen henvist til behandling

ved EMD’s Storkammer. Den 27. januar 2020 blev Danmarks anmodning

godkendt af et udvalg på fem af Storkammerets dommere. Danmark har af-

givet processkrift den 28. maj 2020 og supplerende bemærkninger til EMD

den 7. juli 2020. Sagen blev på baggrund af de skriftlige bemærkninger

mundtligt forhandlet i Storkammeret den 21. juni 2020.

Den anden sag,

M.A. mod Danmark

(sagsnr. 6697/18), drejer sig om, hvor-

vidt det var i strid med EMRK artikel 8 (retten til respekt for privatliv og

familieliv) og EMRK artikel 14 (forbud mod diskrimination) sammenholdt

med artikel 8 at give klagerens kone afslag på familiesammenføring under

henvisning til, at klageren på ansøgningstidspunktet ikke havde haft ophold-

stilladelse efter udlændingelovens § 7, stk. 3 (midlertidig subsidiær beskyt-

telsesstatus), i mere end tre år. Danmark afgav hovedprocesskrift den 15.

januar 2019 samt supplerende bemærkninger den 29. april 2019.

Den 19. november 2019 besluttede EMD’s kammer, efter anmodning fra

Danmark og klageren, at overlade sagen til behandling ved Storkammeret.

Danmark afgav nyt hovedprocesskrift til Storkammeret den 27. januar 2020.

Sagen blev på baggrund af de skriftlige bemærkninger forhandlet mundtligt

i Storkammeret den 10. juni 2020.

Den tredje sag,

Avci mod Danmark

(sagsnr. 40240/19), drejer sig om, hvor-

vidt det er i strid med EMRK artikel 8 (retten til respekt for privatliv og

familieliv), at klageren, der er tyrkisk statsborger og født og opvokset i Dan-

mark og er tidligere idømt en straf på 20 dages betinget fængsel, blev idømt

4 års fængsel samt udvisning for bestandig for alvorlig narkotikakriminali-

tet. Danmark afgav hovedprocesskrift den 5. februar 2021.

Den fjerde sag,

Aziz Thamer Al-Ebrah mod Danmark

(sagsnr. 32834/18),

omhandler, hvorvidt det er i strid med EMRK artikel 14 (forbuddet mod

diskrimination) sammenholdt med artikel 8 (retten til respekt for privatliv

og familieliv), at klager fik afslag på en ansøgning om dansk indfødsret,

fordi hun ikke opfyldte kravene i indfødsretscirkulæret. Klager lider af

skizofreni og havde på den baggrund anmodet om dispensation fra kravene

til dokumentation for danskkundskaber og dokumentation for en bestået

indfødsretsprøve. Den 16. februar 2016 meddelte Udlændinge- og Integra-

tionsministeriet klageren afslag på ansøgningen om dansk indfødsret, idet

Folketingets Indfødsretsudvalg ikke havde fundet grundlag for at give dis-

pensation. Den 25. september 2017 fandt Københavns Byret bl.a., at afslaget

var i strid med forbuddet mod diskrimination på baggrund af handicap i

EMRK artikel 14 sammenholdt med artikel 8. Klageren ansøgte herefter på

ny om dansk indfødsret og fik den 6. april 2018 igen afslag fra Udlændinge-

og Integrationsministeriet efter forelæggelse for Indfødsretsudvalget.

Den 20. december 2019 besluttede Indfødsretsudvalget imidlertid at med-

dele klageren dispensation fra kravene om dokumentation for danskkund-

skaber og dokumentation for at have bestået en indfødsretsprøve. Den 3. juli

2020 fik klager tildelt dansk statsborgerskab.

Danmark har afgivet processkrift til EMD den 27. juli 2020 med påstand om

sagens afvisning. Der er til brug for afvisningspåstanden gjort gældende, at

klageren ikke kan anses for at være ’et offer’ for en krænkelse efter EMRK

artikel 34, og at klager ikke har udtømt nationale retsmidler efter EMRK

artikel 35. Der er desuden afgivet supplerende bemærkninger den 20.

november 2020.

Den femte sag,

Johansen mod Danmark

(sagsnr. 27801/19), omhandler,

hvorvidt det er i overensstemmelse med EMRK artikel 8 (retten til respekt

for privatliv og familieliv), at klager, der både havde dansk og tunesisk stats-

borgerskab, blev idømt 4 års fængsel, frakendt sin danske indfødsret samt

udvist med indrejseforbud for bestandig for i Syrien at have ladet sig hverve

og træne til at begå terrorhandlinger for terrororganisationen Islamisk Stat i

Irak og Levanten (ISIL). Den 26. oktober 2017 idømte Retten på Frederiks-

berg klager en fængselsstraf på 4 år, men fandt ikke grundlag for frakendelse

af statsborgerskab og udvisning, hvilket blev stadfæstet af Østre Landsret

den 20. april 2018. Ved dom af 19. november 2018 fandt Højesteret imid-

lertid, at der var grundlag for frakendelse af klagers danske indfødsret og

udvisning. Danmark har afgivet processkrift til EMD den 20. august 2020

samt afgivet supplerende processkrift den 15. januar 2021.

Den sjette sag,

Abdi mod Danmark

(sagsnr. 41643/19), vedrører, om det er

i strid med EMRK artikel 8 (retten til respekt for privatliv og familieliv), at

klager, der er somalisk statsborger og kom til Danmark som 4-årig og er

tidligere dømt for flere kriminelle forhold, blev idømt 2 år og 6 måneders

fængsel samt udvisning for bestandig for navnlig besiddelse af skydevåben

på et offentligt sted. Danmark har den 20. august 2020 afgivet processkrift

til EMD og har den 15. december 2020 afgivet supplerende processkrift til

EMD.

Den syvende sag,

Duarte Agostinho m.fl. mod Portugal og 32 andre kon-

ventionsstater

(sagsnr. 39371/20), drejer sig om 33 konventionsstaters, her-

under Danmarks, udledning af drivhusgasser, der bidrager til global op-

varmning og bl.a. kan resultere i hedebølger, der ifølge klagerne kan påvirke

klagernes levevilkår og sundhed. Klagerne gør bl.a. gældende, at de indkla-

gede stater ikke har overholdt deres forpligtelser i medfør af EMRK artikel

2 (ret til livet) og artikel 8 (ret til respekt for privatliv og familieliv), læst i

sammenhæng med disse staters forpligtelser i medfør af Parisaftalen.

Danmark har – ligesom de 32 andre konventionsstater – den 15. januar 2021

informeret EMD om, at der ikke ønskes at indgå forlig i sagen, samt anmo-

det EMD om, at EMD forholder sig til det spørgsmål, om klagen overhove-

det kan antages til realitetsbehandling, jf. EMRK artikel 29, stk. 1.

Den ottende sag,

Lings mod Danmark

(sagsnr. 15136/20), omhandler, hvor-

vidt en betinget fængselsdom for overtrædelse af straffelovens § 240 (om

medvirken til selvmord) udgjorde en krænkelse af EMRK artikel 10 (om

ytringsfrihed). Klager blev ved Østre Landsrets dom af 30. januar 2019, som

stadfæstet af Højesteret den 23. september 2019, idømt 60 dages betinget

fængsel for bl.a. at have vejledt personer om metoder til at begå selvmord.

EMD har sat frist for parterne til at afsøge muligheden for at indgå forlig

senest den 22. april 2021.

2.4. Tredjepartsinterventioner

I 2020 og 2021 (t.o.m. februar) har Danmark i tre sager ved EMD afgivet

tredjepartsindlæg efter EMRK artikel 36.

Den ene sag,

Abdi Ibrahim mod Norge

(sagsnr. 15379/16), behandles af

Storkammeret og omhandler, hvorvidt de norske myndigheders fratagelse

af klagerens forældremyndighed over hendes søn og deres samtidige tilla-

delse til bortadoption af sønnen var i strid med klagerens rettigheder efter

bl.a. artikel 8 (retten til privatliv og familieliv) og artikel 9 (om religionsfri-

hed). I sagen blev klagers muslimske søn anbragt i – og senere bortadopteret

til – en kristen plejefamilie, selv om klageren anmodede om, at sønnen

skulle anbringes i en muslimsk eller somalisk plejefamilie.

EMD traf afgørelse i sagen den 17. december 2019. Kammeret fandt, at der

var sket en krænkelse af EMRK artikel 8. Der blev i den forbindelse lagt

vægt på, at de norske myndigheder ikke aktivt havde arbejdet for at opret-

holde kontakten mellem klager og barnet med henblik på genforening. EMD

konstaterede endvidere, at de norske myndigheder ikke havde lagt fornøden

vægt på klagers synspunkter og interesse i opretholdelsen af den familie-

mæssige forbindelse til sit barn. Domstolen undlod at tage stilling til spørgs-

målet om krænkelse af religionsfriheden efter EMRK artikel 9.

Afgørelsen er herefter blevet indbragt for Storkammeret efter anmodning

fra klageren, der har gjort gældende, at anbringelsen af sønnen hos en kristen

plejefamilie og familiens efterfølgende adoption af ham indebar en kræn-

kelse af klagerens religionsfrihed efter EMRK artikel 9. Danmark afgav

tredjepartsindlæg den 2. oktober 2020.

Den anden sag,

Humpert mod Tyskland

(sagsnr. 59433/18), omhandler,

hvorvidt det tyske forbud mod, at tjenestemænd strejker, samt efterfølgende

disciplinære sanktioner udgør et uproportionalt indgreb i EMRK artikel 11

(retten til forsamlings- og foreningsfrihed, der tillige beskytter retten til at

danne fagforeninger og retten til at strejke). Endvidere omhandler sagen,

hvorvidt forbuddet udgør diskrimination i strid med EMRK artikel 14 sam-

menholdt med artikel 11, idet offentligt ansætte lærere, der ikke er tjeneste-

mandsansatte, har ret til at strejke. Det tyske tjenestemandssystem minder

om det danske tjenestemandssystem, bl.a. fordi begge systemer opererer

med et forbud mod at strejke samt mulighed for, at der kan gives discipli-

nære sanktioner for deltagelse i strejker, hvorfor sagens afgørelse har dansk

interesse. Danmark afgav tredjepartsindlæg den 30. januar 2020.

Den tredje sag,

HF og MF mod Frankrig

(sagsnr. 24384/19), vedrører en

kvindelig fransk statsborger og dennes børn, der befinder sig i Al Hol-lejren

i Syrien. Klagerne er forældre til en kvinde, der i 2014 forlod Frankrig og

indrejste i et område i Syrien kontrolleret af Islamisk Stat (ISIL), hvor kvin-

den fik børn. Der var i Frankrig udstedt en arrestordre på kvinden for med-

virken til terrorisme. Kvinden og børnene har siden februar 2019 været fan-

get i en lejr, der er kontrolleret af ’the Syrian Democratic Forces’ (SDF).

Klagerne har anmodet de franske myndigheder om, at kvinden og børnene

hjembringes til Frankrig. Sagen omhandler bl.a., om kvinden og børnene er

under fransk jurisdiktion efter EMRK artikel 1, og dermed om Frankrig er

forpligtet af konventionen over for kvinden og børnene. Danmark afgav

tredjepartsindlæg den 20. juli 2020.

2.5. Status i sager som Danmark tidligere har interveneret i

Ud over de ovennævnte sager, hvori Danmark har afgivet tredjepartsindlæg

i 2020 og 2021 (t.o.m. februar), verserede der i samme tidsperiode fem sager

ved EMD, hvori Danmark tidligere har afgivet tredjepartsindlæg efter

EMRK artikel 36.

Den ene sag,

Hanan mod Tyskland

(sagsnr. 4871/16), vedrører bl.a., om der

var tysk jurisdiktion efter EMRK artikel 1 (om EMRK’s anvendelsesom-

råde), da en tysk oberst beordrede et luftangreb i Afghanistan i september

2009, der medførte, at klager mistede sine to sønner, og i bekræftende til-

fælde bl.a. om, hvorvidt den efterfølgende undersøgelse var tilstrækkelig ef-

fektiv i overensstemmelse med EMRK artikel 2 (om retten til livet). Luftan-

grebet skete under en NATO-operation gennemført af det amerikanske luft-

våben, men under en tysk obersts operative kommando. Sagen har dansk

interesse, idet den rejser grundlæggende spørgsmål om jurisdiktion efter

EMRK artikel 1, og Danmark afgav tredjepartsindlæg den 12. december

2019.

EMD’s Storkammer afsagde dom i sagen den 16. februar 2021. EMD fandt,

at der forelå tysk jurisdiktion for så vidt angår den processuelle forpligtelse

til at efterforske dødsfaldene, der følger af artikel 2. EMD lagde vægt på, at

Tyskland havde bevaret enekompetence over sine tropper for så vidt angik

alvorlige forbrydelser, og at Tyskland desuden var forpligtet til at efterfor-

ske luftangreb som det i sagen omhandlede både efter de almindelige folke-

retlige regler om væbnede konflikter og national lovgivning. EMD forholdt

sig i dommen ikke til spørgsmålet om jurisdiktion for så vidt angår selve

operationen i Afghanistan. EMD fandt endelig, at de tyske myndigheders

efterforskning af dødsfaldene var udført i overensstemmelse med kravene

til en effektiv efterforskning i medfør af artikel 2, og at der dermed ikke

forelå en krænkelse af artikel 2.

Den anden sag,

M.T. m.fl. mod Sverige

(sagsnr. 22105/18), behandles i et

syvdommerkammer, og omhandler, hvorvidt det er i strid med EMRK arti-

kel 8 (retten til privatliv og familieliv), at Sverige har givet afslag på fami-

liesammenføring til en mindreårig syrisk flygtning med midlertidig subsi-

diær beskyttelsesstatus. Idet reglerne til pådømmelse i den svenske sag er

sammenlignelige med de danske regler og praksis vedrørende adgangen til

familiesammenføring for udlændinge med midlertidig subsidiær beskyttel-

sesstatus, minder sagen om den verserende danske sag,

M.A. mod Danmark

(sagsnr. 6697/18), der er omtalt ovenfor. Danmark afgav den 2. september

2019 et tredjepartsindlæg i sagen.

Den tredje sag,

Christensen mod Rusland

(sagsnr. 39417/17), hvor klager er

dansk statsborger, verserer fortsat ved EMD. Sagen vedrører, om en dansk

klagers anholdelse og efterfølgende varetægtsfængsling var i strid med

EMRK artikel 9 om retten til religionsfrihed alene eller sammenholdt med

forbuddet mod diskrimination i EMRK artikel 14 og EMRK artikel 5, stk.

3, om retten til frihed og sikkerhed. Danmark afgav tredjepartsindlæg den

10. april 2018.

Den fjerde sag,

Mugemangango mod Belgien

(sagsnr. 310/15), vedrører, om

det var i strid med artikel 3 i tillægsprotokol 1 (retten til frie valg) og EMRK

artikel 13 (adgang til effektive retsmidler) sammenholdt med artikel 3 i til-

lægsprotokol 1, at der var potentielle uregelmæssigheder ved valget til det

vallonske delstatsparlament, samt at det var det vallonske delstatsparlament

selv, der afgjorde sagen, uden at klager (en kandidat) havde adgang til at

appellere afgørelsen til et uafhængigt organ, herunder de belgiske domstole.

Det danske system minder om det belgiske, idet det følger af grundlovens §

33, at Folketinget selv afgør gyldigheden af sine medlemmers valg samt

spørgsmål om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed. Danmark af-

gav derfor tredjepartsindlæg den 27. september 2019.

EMD afsagde i juli 2020 dom i sagen. EMD fandt, at der ikke i belgisk lov-

givning var tilstrækkelige garantier for beslutningsorganets upartiskhed.

EMD fandt endvidere, at retsgrundlaget for afgørelsen ikke var tilstrækkelig

klart og præcist, hvorved delstatsparlamentet var tildelt et for vidtgående

skøn. Menneskerettighedsdomstolen udtalte, at det skøn, som beslutnings-

organet er tillagt, må være underlagt grænser, som er tilstrækkelig klart be-

skrevet i retsgrundlaget. EMD fandt endelig, at belgisk lovgivning ikke

ydede tilstrækkelige garantier for en retfærdig, objektiv og begrundet afgø-

relse. På den baggrund fandt EMD, at der forelå en krænkelse af artikel 3 i

tillægsprotokol 1 og krænkelse af EMRK artikel 13. Justitsministeriet, In-

denrigs- og Boligministeriet og Folketinget er i færd med at foretage en nær-

mere vurdering af dommens konsekvenser for Danmark. Der henvises i øv-

rigt til justitsministerens besvarelse af 3. september 2020 af spørgsmål nr. 1

(Alm. del) fra Folketingets Udvalg til Valgs Prøvelse.

Den femte sag,

M.N. m.fl. mod Belgien

(sagsnr. 3599/18), der omhandlede

spørgsmålet om jurisdiktion efter EMRK artikel 1, herunder om det var be-

rettiget af de belgiske myndigheder at afvise en anmodning om visum fra

klagerne, en syrisk familie fra Aleppo, der var taget til Beirut, under henvis-

ning til, at forholdet ikke er omfattet af konventionens territoriale anvendel-

sesområde efter EMRK artikel 1. Danmark afgav den 18. juli 2018 tredje-

partsindlæg.

EMD’s Storkammer afviste ved afgørelse af 5. maj 2020 klagen og fandt, at

klagerne ikke befandt sig under belgisk jurisdiktion på tidspunktet for ind-

givelse af ansøgning om visum på det belgiske konsulat i Libanon.

3. FN’s komitéers udtalelser i klagesager mod Danmark i 2020 og 2021

(t.o.m. februar)

Danmark har tiltrådt den individuelle klageadgang til FN’s Menneskerettig-

hedskomité, FN’s Handicapkomité, FN’s Torturkomité, FN’s Kvindeko-

mité, FN’s Racediskriminationskomité og FN’s Børnekomité.

Komitéernes udtalelser er ikke retligt bindende for Danmark.

I det følgende redegøres der for komitéernes udtalelser i klagesager mod

Danmark i 2020 og 2021 (t.o.m. februar). Det bemærkes, at redegørelsen

ikke omfatter sager, som er blevet lukket eller afvist, fordi komitéerne af

formelle eller indholdsmæssige grunde har fundet klagerne grundløse.

3.1. FN’s Menneskerettighedskomité

FN’s Menneskerettighedskomité fremkom ikke med nogle udtalelser i kla-

gesager mod Danmark i 2020 eller 2021 (t.o.m. februar).

3.2. FN’s Handicapkomité

FN’s Handicapkomité fremkom ikke med nogle udtalelser i klagesager mod

Danmark i 2020 eller 2021 (t.o.m. februar).

3.3. FN’s Torturkomité

FN’s Torturkomité fremkom ikke med nogle udtalelser i klagesager mod

Danmark i 2020 eller 2021 (t.o.m. februar).

3.4. FN’s Kvindekomité

FN’s Kvindekomité fremkom ikke med nogle udtalelser i klagesager mod

Danmark i 2020 eller 2021 (t.o.m. februar).

3.5. FN’s Racediskriminationskomité

FN’s Racediskriminationskomité fremkom ikke med nogle udtalelser i kla-

gesager mod Danmark i 2020 eller 2021 (t.o.m. februar).

3.6. FN’s Børnekomité

FN’s Børnekomité fremkom med én udtalelse i en klagesag mod Danmark

i 2020 og 2021 (t.o.m. februar). I sagen udtaler FN’s Børnekomité kritik af

Danmark.

Klagesagen,

X.C. og L.G. mod Danmark

(sagsnr. 31/2017) drejede sig om,

hvorvidt en udsendelse – i forlængelse af et afslag på en ansøgning om op-

holdstilladelse efter udlændingelovens § 7 (asyl) – af klagerens børn (sam-

men med klageren fra Danmark til Kina ville være i strid med FN’s Kon-

vention om Barnets Rettigheder (herefter ”CRC”) artikel 2 (forbud mod

diskrimination) sammenholdt med artikel 6 (om retten til livet), 7 (retten til

at blive registreret, ret til navn og nationalitet) og 8 (retten til at bevare sin

identitet) samt en krænkelse af artikel 3 (om barnets tarv).

I sin udtalelse af 15. oktober 2020 udtalte Børnekomitéen bl.a., at Danmark

havde undladt at inddrage princippet om barnets tarv i tilstrækkelig grad i

vurderingen af risikoen for, at klagers børn ved udvisning til Kina ikke ville

blive registreret i et kinesisk register, der er essentielt for at sikre adgang til

det kinesiske sundhedsvæsen, uddannelsessystem og socialvæsen samt for

at kunne dokumentere sin identitet i Kina. På den baggrund konstaterede

komitéen, at der forelå en krænkelse af CRC artikel 3 (om barnets tarv),

artikel 6 (krænkelse af retten til liv, overlevelse og udvikling) og artikel 8

(krænkelse af retten til bevaring af sin identitet).

Flygtningenævnet besluttede den 4. november 2020 at genoptage sagen. I

den forbindelse er der berammet et nyt nævnsmøde til den 19. marts 2021.