Udenrigsudvalget 2022-23 (2. samling)
URU Alm.del
Offentligt
Udenrigsministeriet
Folketingets Udenrigsudvalg
Asiatisk Plads 2
DK-1448 København K
Telefon +45 33 92 00 00
Telefax +45 32 54 05 33
http://www.um.dk
Sag/ID Nr.
Enhed
Dato
2022-1008
BBB
12. juli 2023
URU alm. del
–
endeligt svar på spørgsmål 127 fra Rosa Lund
(EL) stillet den 22. juni 2023 til udenrigsministeren.
Spørgsmål 127
Vil ministeren som opfølgning på lukket samråd i Udenrigsudvalget den 14. juni
uddybe, hvordan Danmark konkret vil yde konsulær bistand, herunder lægefaglig
behandling og udredning, af den seksårige danske dreng i Roj-lejren i det
nordøstlige Syrien, som Sundhedsstyrelsen anbefaler evakueret grundet en
bekymrende forværring i hans helbredstilstand, men som regeringen ikke ønsker
at evakuere sammen med barnets mor? Vil ministeren endvidere oplyse,
hvorvidt regeringen påtænker at sende et nyt hold bestående af sundhedsfaglig
ekspertise til lejren for at tilse den danske drengs helbredstilstand? Der henvises
til ”»Dybt chokeret« og »absurd«: Regeringen får hård kritik for at trodse
Sundhedsstyrelsens anbefaling om at evakuere syg dansk dreng”,
www.politiken.dk den 21. maj 2023.
Svar
Udenrigsministeriet vil fortsat yde konsulær bistand til det barn, hvis mor ikke
er tilbudt evakuering. Det gælder blandt andet henvendelser vedrørende barnets
sundhedsmæssige situation, som håndteres i samarbejde med Sundhedsstyrelsen
i regi af den sundhedsfaglige rådgivningsfunktion.
Udenrigsministeriet er ikke til stede i området, hvor Roj-lejren ligger, og
myndighedernes mulighed for at yde bistand til danske statsborgere i lejrene er
derfor også meget begrænsede.
I forhold til konkrete tiltag er man afhængig af de sundhedstilbud, der er lokalt i
området. I eventuelt akutte tilfælde vil Udenrigsministeriet forsøge at mobilisere
hjælp gennem de humanitære organisationer, der er til stede i lejrene. Det kan
for eksempel være i tilfælde af behov for, at et barn bringes til et lokalt hospital
med henblik på udredning og et eventuelt behandlingsforløb.