ULØ, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 34: Spm. om materiale, der giver et overblik over de seneste 20 års væsentlige ændringer af lovgivningen, der ligger til grund for campingpladser og sommerhuse, samt de politiske aftaler de udmønter

Udvalget for Landdistrikter og Øer 2022-23 (2. samling)
ULØ Alm.del
Offentligt

Udskriftsdato: 11. april 2023

2018/1 LSF 188 (Gældende)

Forslag til Lov om ændring af lov om sommerhuse og campering m.v., lov

om midlertidig regulering af boligforholdene og byggeloven (Udlejning af

egen fulde helårsbolig til ferie og fritidsformål m.v.)

Ministerium: Erhvervsministeriet

Journalnummer: Erhvervsmin.,

Erhvervsstyrelsen, j.nr. 20191126

ULØ, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 34: Spm. om materiale, der giver et overblik over de seneste 20 års væsentlige ændringer af lovgivningen, der ligger til grund for campingpladser og sommerhuse, samt de politiske aftaler de udmønter

Fremsat den 27. februar 2019 af erhvervsministeren (Rasmus Jarlov)

Forslag

til

Lov om ændring af lov om sommerhuse og campering m.v., lov om midlertidig

regulering af boligforholdene og byggeloven

(Udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v.)

§1

I lov om sommerhuse og campering m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 949 af 3. juli 2013, som ændret ved

§ 21 i lov nr. 86 af 28. januar 2014 og § 16 i lov nr. 1658 af 20. december 2016, foretages følgende

ændringer:

Lovens

titel

affattes således:

»Lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v.«

§ 1

indsættes som nyt stykke:

»Stk. 2.

Stk. 1, nr. 1, gælder ikke ejeres og brugeres udlejning af fast ejendom, som tjener til ejerens

eller brugerens egen fulde helårsbolig, til ferie- og fritidsformål m.v.«

Stk. 2-4 bliver herefter stk. 3-5.

§ 1, stk. 4,

der bliver til stk. 5, ændres

»stk.

1-3« til:

»stk.

1, 3 og 4«.

Efter kapitel 1 indsættes:

»Kapitel 2

Udlejning af egen fulde helårsbolig

§ 5.

Ejere og brugere af fast ejendom, som tjener til ejerens eller brugerens helårsbolig, må højst udleje

deres fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. i 70 dage pr. kalenderår.

§ 6.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at hæve grænsen for udlejning af ejeres eller brugeres fulde

helårsbolig fra 70 og op til 100 dage pr. kalenderår.

Stk. 2.

Træffer kommunalbestyrelsen beslutning efter stk. 1, skal beslutningen offentliggøres på kom-

munens hjemmeside.

Stk. 3.

Træffer kommunalbestyrelsen beslutning efter stk. 1, skal beslutningen meddeles til erhvervsmi-

nisteren.«

§ 5

affattes således:

»§ 5.

Ejere og brugere af fast ejendom, som tjener til ejerens eller brugerens helårsbolig, må højst

udleje deres fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. i 30 dage pr. kalenderår.

Stk. 2.

Formidles udlejningen udelukkende af en virksomhed, som indberetter lejeindtægten efter

skatteindberetningslovens § 43, må der ske udlejning af den fulde helårsbolig i op til 70 dage, jf. dog stk.

Stk. 3.

Ejere og brugere af fast ejendom, som udlejer deres fulde helårsbolig i overensstemmelse med

stk. 2, og som i samme kalenderår herudover udlejer husrum i helårsboligen, må udleje deres fulde

helårsbolig i op til 70 dage pr. kalenderår, hvis udlejningen af husrum ligeledes er formidlet af en

2018/1 LSF 188

virksomhed, som indberetter lejeindtægten efter skatteindberetningslovens § 43. Formidles udlejningen af

husrum ikke af en virksomhed, som indberetter lejeindtægten efter skatteindberetningslovens § 43, må der

kun ske udlejning af den fulde helårsbolig i op til 30 dage pr. kalenderår.«

§ 6

affattes således:

»§ 6.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte at hæve grænsen for udlejning af ejeres eller brugeres fulde

helårsbolig fra 70 dage pr. kalenderår, jf. § 5, stk. 2 og 3, og op til 100 dage pr. kalenderår.

Stk. 2.

Træffer kommunalbestyrelsen beslutning efter stk. 1, skal beslutningen offentliggøres på kom-

munens hjemmeside.

Stk. 3.

Træffer kommunalbestyrelsen beslutning efter stk. 1, skal beslutningen meddeles til erhvervsmi-

nisteren.«

§ 10 a, stk. 2,

indsættes som

2. pkt.:

»Kommunalbestyrelsen kan bistå erhvervsministeren med undersøgelser og tilvejebringelse af faktiske

oplysninger m.v. til brug for dennes tilsyn med overholdelsen af grænsen for udlejningen, jf. § 5 og § 5,

jf. § 6, stk. 1.«

§ 10 a

indsættes som nye stykker:

»Stk. 3.

Kommunalbestyrelsen kan, når det er nødvendigt for at kunne bistå erhvervsministeren med

førelsen af dennes tilsyn med overholdelsen af grænsen for udlejningen, jf. § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1,

1) behandle, herunder indsamle og samkøre, oplysninger fra andre offentlige myndigheder og fra offent-

ligt tilgængelige kilder,

2) behandle, herunder samkøre, oplysninger, som kommunalbestyrelsen ud over de tilfælde, som er

nævnt i nr. 1, er i besiddelse af,

3) få terminaladgang til nødvendige oplysninger om fysiske personers forhold i indkomstregisteret, jf. §

7 i lov om et indkomstregister.

Stk. 4.

Erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen kan til brug for undersøgelse af en begrundet

mistanke om overtrædelse af lovens § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, om udlejning af en ejers eller brugers fulde

helårsbolig foretage følgende:

1) Indhente oplysninger fra forsyningsselskaber om en konkret boligs samlede forbrug i en afgrænset

periode på mindst en måned.

2) Opsøge udvalgte husstande. Adgangen efter 1. pkt. strækker sig alene hen til husstandens dør. Er-

hvervsministeren og kommunalbestyrelsen kan ikke overskride dørtærsklen eller komme ind i boli-

gen. Erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen kan med tilladelse fra ejendommens ejer eller

bruger betræde et fællesareal.

Stk. 5.

Formoder kommunalbestyrelsen på baggrund af de foranstaltninger, som kommunalbestyrelsen

har gennemført som led i sin bistand til erhvervsministerens førelse af dennes tilsyn, at der er sket en

overtrædelse af § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, skal kommunalbestyrelsen anmelde forholdet til erhvervsmini-

steren som tilsynsmyndighed. Anmeldelsen skal ledsages af de relevante oplysninger.«

Stk. 3-5 bliver herefter stk. 6-8.

§ 10 b, stk. 1, nr. 1,

ændres »§ 1 og § 4« til: »§ 1, § 4, § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1«.

10.

§ 10 c

affattes således:

»§ 10 c.

Erhvervsministeren kan i sager om overtrædelse af § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, i et bødeforelæg

tilkendegive, at sagen kan afgøres uden retssag, hvis den, der har begået overtrædelsen, erklærer sig

skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven frist at betale en i

bødeforelægget angiven bøde.

2018/1 LSF 188

Stk. 2.

Bestemmelsen i retsplejelovens § 834, stk. 1, nr. 2 og 3, og stk. 2, om krav til indholdet af

anklageskriftet og om, at en sigtet ikke er forpligtet til at udtale sig, finder tilsvarende anvendelse på et

bødeforelæg efter stk. 1.

Stk. 3.

Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme virkning som en

dom.«

11.

§ 10 e, stk. 1,

indsættes efter »af erhvervsministeren«: », afgørelser truffet efter forskrifter fastsat i

medfør af § 3,«.

12.

§ 11, stk. 1, 1. pkt.,

indsættes efter »§ 1«: », § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1«.

§2

I lov om midlertidig regulering af boligforholdene, jf. lovbekendtgørelse nr. 810 af 1. juli 2015, som

senest ændret ved lov nr. 1733 af 27. december 2018, foretages følgende ændring:

§ 50

indsættes som

stk. 5:

»Stk. 5.

Udlejning i medfør af § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, i lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og

fritidsformål m.v. og campering m.v., kræver ikke kommunalbestyrelsens samtykke efter stk. 1.«

§3

I byggeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1178 af 23. september 2016, som ændret ved lov nr. 734 af 8.

juni 2018 og § 35 i lov nr. 1711 af 27. december 2018, foretages følgende ændring:

§ 2, stk. 3, 2. pkt.,

ændres »lov om sommerhuse og campering m.v.« til: »lov om udlejning af fast

ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. og campering m.v.«

§4

Stk. 1.

Loven træder i kraft den 1. maj 2019, jf. dog stk. 3.

Stk. 2.

§ 50, stk. 5, i lov om midlertidig regulering af boligforholdene, som affattet ved denne lovs § 2,

nr. 1, har virkning fra den 1. januar 2018.

Stk. 3.

Erhvervsministeren fastsætter tidspunktet for ikrafttrædelse af § 5 og § 6 i lov om sommerhuse

og campering m.v. som affattet ved denne lovs § 1, nr. 5 og 6.

Stk. 4.

Udlejning i 2019 frem til denne lovs ikrafttræden indgår ikke i opgørelsen for kalenderåret 2019

efter § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, i lov om sommerhuse og campering m.v., som affattet ved denne lovs § 1,

nr. 4.

2018/1 LSF 188

Bemærkninger til lovforslaget

Almindelige bemærkninger

Indholdsfortegnelse

1. Indledning

2. Lovforslagets indhold

2.1. Udlejning af egen fulde helårsbolig til rekreative formål m.v. efter sommerhusloven

2.1.1. Gældende ret

2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.2. Boligreguleringsloven

2.2.1. Gældende ret

2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.3. Tilsyn og kontrol

2.3.1. Gældende ret

2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

2.3.2.1. Lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data

2.3.2.2. Kommunalbestyrelsens behandling af data

3. Lovforslagets forhold til databeskyttelsesforordningen

4. Lovforslagets forhold til forvaltningsloven

5. Regionale konsekvenser, herunder for landdistrikterne

6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

8. Administrative konsekvenser for borgere

9. Miljømæssige konsekvenser

10. Forholdet til EU-retten

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

12. Sammenfattende skema

1. Indledning

Lovforslaget udmønter den del af den politiske aftale om »Bedre

vilkår for vækst og korrekt skattebe-

taling i dele- og platformsøkonomien«

af 17. maj 2018 mellem Regeringen (Venstre, Liberal Alliance

og Det Konservative Folkeparti) og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre, som

vedrører fastsættelse af udlejningsgrænser for borgernes korttidsudlejning af egen helårsbolig til ferie- og

fritidsformål m.v.

Dele- og platformsøkonomi er et område i hastig udvikling, og antallet af digitale platforme i dele- og

plaformsøkonomien er i Danmark vokset fra ca. 10 i 2014 til over 140 i starten af 2017. Deleøkonomien

åbner nye muligheder for vækst og innovation, hvor borgere deler deres aktiver med og køber tjeneste-

2018/1 LSF 188

ydelser af hinanden. Deleøkonomiske aktiviteter kan være med til bl.a. at sikre en samfundsøkonomisk

bedre udnyttelse af husholdningens aktiver.

Med dette lovforslag indføres der klare regler i lov om sommerhuse og campering m.v. (sommer-

husloven) for borgerens udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v., både hvis

borgeren selv står for udlejningen, og hvis borgeren bruger en eller flere virksomheder til at formidle

udlejningen. Borgere, der selv udlejer deres fulde helårsbolig, må højst udleje boligen i op til 30 dage

pr. kalenderår, mens borgere, der udelukkende udlejer gennem en eller flere udlejningsformidlere, som

indberetter indtægterne ved udlejningsaktiviteten, må udleje boligen i op til 70 dage pr. kalenderår. Græn-

sen på 70 dage kan hæves til op til 100 dage pr. kalenderår efter kommunalbestyrelsens beslutning herom.

Borgernes udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. har hidtil været reguleret

af sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1, hvorefter ejere og brugere af fast ejendom ikke uden tilladelse

erhvervsmæssigt eller for et længere tidsrum end 1 år må udleje eller fremleje hus eller husrum til

beboelse, medmindre det lejede skal anvendes til helårsbeboelse.

De foreslåede regler, hvorefter ejerens og brugerens ret til at udleje sin egen fulde helårsbolig til ferie-

og fritidsformål m.v. afgrænses af et loft for antallet af udlejningsdage, indebærer, at der kan og i flere til-

fælde formentlig vil være tale om en stramning i forhold til de nugældende regler i sommerhusloven. Det

er således Erhvervsministeriets vurdering, at der vil kunne være tilfælde, hvor en ejers eller brugers

udlejning af sin fulde helårsbolig i en periode, som er længere end foreskrevet i de foreslåede regler, efter

en samlet vurdering ikke vil blive betragtet som erhvervsmæssig efter de nugældende regler.

Omvendt vil selv en meget kort udlejning af en helårsbolig efter de gældende regler i helt ekstraordinæ-

re tilfælde kunne vurderes som erhvervsmæssig, mens den vil være lovlig efter de nye foreslåede regler,

som i disse tilfælde derfor vil være lempeligere end gældende regler.

De foreslåede nye regler vil ligeledes i visse tilfælde indebære en stramning i forhold til de nugældende

regler i lov om midlertidig regulering af boligforholdene (boligreguleringsloven).

I de kommuner, som ikke følger boligreguleringslovens kapitel VII, gælder der i dag ingen tidsmæssi-

ge begrænsninger for, hvor lang tid en ejer eller bruger må udleje sin fulde helårsbolig til ferie- og

fritidsformål m.v., f.eks. via en digital platform. Indførelsen af en tidsbegrænsning for udlejningen i

sommerhusloven, som også gælder i disse kommuner, er derfor en skærpelse af reglerne.

I de kommuner, som følger boligreguleringsloven, er udgangspunktet, at udlejning af egen helårsbolig

til ferie- og fritidsformål m.v. kræver kommunalbestyrelsens samtykke. Det er dog antaget i praksis, at der

uden samtykke kan ske udlejning i op til seks uger, uden at dette vurderes at være i strid med loven. Den

foreslåede grænse for udlejning på 30 dage, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, som efter dette lovforslag træder i

kraft ved erhvervsministerens bestemmelse herom, forventeligt den 1. januar 2021, vil derfor indebære en

skærpelse i forhold til den gældende praksis, hvorefter der som anført kan ske udlejning af helårsboligen

uden samtykke i op til ca. seks uger.

Tilsynet med reglerne og disses overholdelse foreslås henlagt til erhvervsministeren, som forudsættes at

delegere opgaven til Erhvervsstyrelsen. Erhvervsministeren kan ved førelse af sit tilsyn i et vist omfang

bistås af kommunalbestyrelsen. Både erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen bemyndiges i forbin-

delse hermed til at kunne indhente visse forbrugsoplysninger og opsøge udvalgte husstande. Overtrædelse

af de foreslåede regler belægges med bødestraf. I situationer, hvor en ejer eller bruger erkender sig

skyldig i overtrædelse af reglerne og erklærer sig rede til at betale en bøde, kan denne pålægges af

erhvervsministeren.

Lovforslaget indeholder herudover enkelte øvrige ændringer af sommerhusloven. Således foreslås det

at ændre lovens titel, ligesom der foreslås rettet op på en hjemmelsmangel i forhold til klageadgang

over afgørelser truffet efter forskrifter (campingreglementet) udstedt efter lovens § 3 om indretning og

benyttelse af campingpladser. Desuden foretages der enkelte konsekvensrettelser i loven som følge af

2018/1 LSF 188

de foreslåede regler, mens den foreslåede ændring af sommerhuslovens titel ligeledes nødvendiggør en

ændring af byggeloven. Endelig foretages der en ændring af boligreguleringsloven, som undtager en ejers

eller brugers udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. fra kravet om samtykke.

Folketinget har ved lov nr. 1727 af 27. december 2018 vedtaget en ændring af ligningsloven, ejen-

domsværdiskatteloven, lov om et indkomstregister, personskatteloven og skatteindberetningsloven, som

betyder, at incitamentet til at udleje egen helårsbolig gennem en tredjepart, der indberetter indtægterne

til indkomstregisteret, er blevet styrket. Lovændringen indebærer, at der er indført nye skatteregler, som

giver udlejer mulighed for at opnå et højere bundfradrag ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst,

hvis lejeindtægterne indberettes efter skatteindberetningslovens § 43. Herudover er der ved lov nr. 1733

af 27. december 2018 vedtaget en ændring af boligreguleringsloven, som skærper reglerne om kontrol og

sanktioner vedrørende bopælspligt.

Disse lovændringer skal sammen med dette lovforslag være med til at sikre, at deleøkonomien bliver et

velfungerende marked, der kan være en drivkraft for vækst, innovation og nye job på ordentlige vilkår.

2. Lovforslagets indhold

2.1. Udlejning af egen fulde helårsbolig til rekreative formål m.v. efter sommerhusloven

2.1.1. Gældende ret

Lov om sommerhuse og campering m.v. blev vedtaget i 1972 som optakt til Danmarks indtræden i

De Europæiske Fællesskaber (EF). Loven omfatter al fast ejendom, både helårsboliger og ferie- og fritids-

boliger, herunder sommerhuse, som udlejes til

rekreative formål m.v.,

og gælder uanset ejendommens

zonestatus, det vil sige hvad enten der er tale om byzone, landzone eller sommerhusområde.

Man forventede, at der med optagelsen i fællesskabet ville følge et markant øget pres på det danske

ferieboligmarked og dermed også på de rekreative arealer. For at begrænse presset for nye arealudlæg

og byggeri til rekreative formål blev mulighederne for erhvervsmæssig ferieboligudlejning væsentligt

indskrænket med et krav om en særlig udlejningstilladelse.

Hovedformålet med sommerhusloven er således at hindre et øget pres på landets rekreative arealer, og

at lov om erhvervelse af fast ejendom, som administreres af Justitsministeriet, ikke omgås. Sommerhuslo-

vens regler om udlejning har derfor til stadighed været administreret restriktivt for at sikre, at udlejning af

fast ejendom til rekreative formål ikke bliver et erhverv for ejerne.

Sommerhusloven har herudover også et boligforsyningsmæssigt sigte i form af at regulere efterspørgs-

len på fast ejendom til rekreative formål. Lovens sigte er ikke begrænset til ferie- og fritidsboliger,

herunder sommerhuse, i snæver forstand, men udstrækker sig også til at forhindre opkøb af hidtidige

helårsboliger med erhvervsmæssig ferieboligudlejning for øje.

Lovens restriktive tilladelsesordning forhindrer i praksis både danske og udenlandske borgere og selska-

ber i at opkøbe fast ejendom i Danmark med erhvervsmæssig udlejning til rekreative formål for øje.

Det blev dog i lovens forarbejder forudsat, at der i visse særlige tilfælde kan meddeles tilladelse til

erhvervsmæssig udlejning.

Udlejning af helårsboliger til rekreative formål m.v. reguleres i dag af sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr.

1, hvoraf det fremgår, at ejere og brugere af fast ejendom skal have tilladelse efter § 2 til erhvervsmæssigt

eller for et længere tidsrum end 1 år at udleje eller fremleje hus eller husrum på ejendommen til

beboelse, medmindre det lejede skal anvendes til helårsbeboelse. Er der derfor tale om erhvervsmæssig

eller langvarig udlejning til rekreative formål m.v., stiller loven krav om en tilladelse. Begrænsningen

til erhvervsmæssig udlejning er foretaget for i almindelighed at fritage ejeren af et enkelt eller to

sommerhuse fra kravet om tilladelse efter loven.

At der er tale om udlejning til »rekreative

formål«

følger af bemærkningerne til bestemmelsens § 1, stk.

2018/1 LSF 188

1, nr. 1, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 1959, hvoraf det fremgår, at »[…] erhvervsmæssig

udlejning til rekreative formål gøres afhængig af en særlig tilladelse«.

Herudover er også udlejning af fast ejendom til anden beboelse end helårsbeboelse, som ikke isoleret

set kan betragtes som udlejning til rekreative formål, eller hvor formålet med udlejningen ikke er kendt,

reguleret af § 1, stk. 1, nr. 1, hvis udlejningen i tidsmæssig udstrækning, karakter, formål eller lignende

nærmere kan sidestilles med rekreativ anvendelse end med helårsbeboelse. Som eksempler kan nævnes

ophold i forbindelse med tjenesterejser, mødeaktiviteter, konferencer, kurser, studierejser, kortvarig ind-

stationering eller lignende, hvor et nærliggende alternativ ville være et hotelophold.

Det fremgår af bemærkningerne til sommerhusloven, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte

1962, at bestemmelsen i § 1, stk. 1, nr. 1, primært tager sigte på erhvervsmæssig udlejning af hus

eller husrum til sommerbeboelse, f.eks. udlejning efter etablering af sommerhuskolonier eller feriecentre

o.l. Bestemmelsen omfatter imidlertid også erhvervsmæssig udlejning til sommerbeboelse, f.eks. efter

opkøb af flere enkelte sommerhuse eller af bonde- og fiskerhuse og andre helårsboliger, ligesom bestem-

melsen omfatter erhvervsmæssig udlejning af en del af en ejendom.

Det fremgår ikke klart af loven, hvad der skal forstås ved »erhvervsmæssig«. Af bemærkningerne

(Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 1962) fremgår det dog, at en udlejning normalt må betragtes

som erhvervsmæssig (og dermed omfattet af kravet om tilladelse), hvis udlejningen får »en mere profes-

sionel karakter«. Det er således med ordet »erhvervsmæssig« ikke tilsigtet, at udlejningen skal være den

pågældendes hovederhverv.

Som eksempel på en ikke-erhvervsmæssig udlejning nævnes i betænkningen til loven (Betænkning over

I. forslag til lov om sommerhuse og campering m.v. […], Folketingstidende 1971-72, tillæg B, spalte

1806), at en husejer i en sommerferieby uden tilladelse efter loven vil kunne udleje sin sædvanlige helårs-

bolig eller en del deraf til sommergæster, idet en sådan udleje kun i ganske ekstraordinære situationer kan

betegnes som »erhvervsmæssig«.

Bestemmelsen i § 1, stk. 1, nr. 1, administreres i dag efter delegation fra erhvervsministeren af

Erhvervsstyrelsen, som er tillagt kompetence til at behandle ansøgninger om tilladelser efter loven og

til at varetage tilsynet med overholdelse af de generelle regler i sommerhuslovens § 1 om erhvervsmæssig

eller langvarig udlejning af hus eller husrum til rekreative formål m.v.

Erhvervsstyrelsen har imidlertid ikke behandlet ansøgninger om tilladelse til udlejning af helårsboliger

til rekreative formål m.v., og styrelsen har heller ikke behandlet nogen anmeldelser om udlejning af egen

helårsbolig til rekreative formål m.v.

Der er således ikke etableret nogen praksis for, hvornår udlejning af egen helårsbolig til rekreative

formål m.v. bliver betragtet som erhvervsmæssig. Det må dog antages, at de kriterier, som efter praksis

lægges til grund ved vurderingen af, om udlejning af sommerhuse betragtes som erhvervsmæssig, i et

vist omfang ligeledes kan anvendes ved vurdering af sager om udlejning af egen helårsbolig til rekreative

formål m.v., herunder antal af ejendomme, eget brug, og om udlejningen har en professionel karakter.

Det antages, at de foreslåede regler, hvorefter ejerens og brugerens ret til at udleje sin egen fulde

helårsbolig til rekreative formål m.v. afgrænses af et loft for antallet af udlejningsdage, indebærer, at

der kan og i flere tilfælde formentlig vil være tale om en stramning i forhold til de nugældende regler

i sommerhusloven. Det er således Erhvervsministeriets vurdering, at der vil kunne være tilfælde, hvor

en ejers eller brugers udlejning af sin fulde helårsbolig i en periode, som er længere end foreskrevet

i de foreslåede regler, efter en samlet vurdering ikke vil blive betragtet som erhvervsmæssig efter de

nugældende regler.

Omvendt vil selv en meget kort udlejning af en helårsbolig efter de gældende regler i helt ekstraordinæ-

re tilfælde kunne vurderes som erhvervsmæssig, mens den vil være inden for udlejningsgrænserne efter

de nye foreslåede regler, som i disse tilfælde derfor vil være lempeligere end gældende regler.

2018/1 LSF 188

Udlejning af fast ejendom til helårsbeboelse og andet formål end beboelse er ikke omfattet af sommer-

husloven. Denne form for udlejning reguleres efter de gældende regler herom, for eksempel lov om

leje af erhvervslokaler m.v. (erhvervslejeloven) eller lejeloven. Som eksempler kan nævnes udlejning

til helårsbeboelse, udlejning til medarbejdere, der indstationeres for en længere periode i tilknytning

til en virksomhed eller uddannelsesinstitution eller lignende, og udlejning af boliger eller værelser til

studerende.

2.1.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Med etableringen af nye deleøkonomiplatforme er det i stigende omfang blevet attraktivt og populært

at udleje sin helårsbolig, f.eks. i forbindelse med ferie eller andre situationer, hvor ejeren eller brugeren

i et kortere tidsrum ikke selv anvender boligen. De gældende regler i og praksis efter sommerhusloven

giver dog ikke noget klart svar på, hvor meget det er muligt at udleje egen helårsbolig uden tilladelse efter

sommerhusloven, jf. ovenfor afsnit 2.1.1.

For at skabe klarhed over i hvor lang tid, en ejer eller en bruger må udleje egen fulde helårsbolig til

ferie- og fritidsformål m.v., foreslås der nu indført klare grænser for denne udlejning.

Det foreslås i den forbindelse, at udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v.

fremadrettet reguleres i en selvstændig bestemmelse og ikke længere af sommerhuslovens § 1, stk. 1,

nr. 1. Anvendelsen af betegnelsen »ferie- og fritidsformål« i stedet for »rekreative formål«, som er den

betegnelse, som tidligere har været anvendt til at beskrive lovens anvendelsesområde, er udtryk for en

sproglig opdatering og ikke for nogen indholdsmæssig ændring eller forskel i de to betegnelser.

Tilføjelsen af et »m.v.« efter ferie- og fritidsformål er udtryk for, at loven som anført ovenfor i afsnit

2.1.1. fortsat ikke kun regulerer udlejning til ferie- og fritidsformål, men også udlejning, som nærmere

kan sidestilles med rekreativ anvendelse end med helårsbeboelse.

Grænserne for udlejning vil efter en overgangsperiode blive gjort afhængig af den indberetningsform,

som ejeren eller brugeren vælger i forhold til skattemyndighederne, det vil sige om ejeren eller brugeren

selv angiver den opnåede udlejningsindtægt, eller om en virksomhed formidler udlejningen via en digital

platform og i den forbindelse automatisk indberetter udlejningsindtægterne efter skatteindberetningslo-

vens § 43 til indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister (indkomstregisterloven).

Ejere eller brugere, der selv udlejer deres fulde helårsbolig, vil efter forslagets § 1, nr. 4, højst kunne

udleje boligen i 70 dage pr. kalenderår til ferie-og fritidsformål m.v. Dette gælder, uanset om ejeren eller

brugeren selv formidler udlejningen og dermed selv indberetter udlejningsindtægterne, eller om en virk-

somhed formidler udlejningen og indberetter udlejningsindtægterne. Denne ordning vil efter lovforslagets

§ 5, stk. 1 og 3, gælde i en overgangsperiode fra lovforslagets ikrafttræden, og indtil erhvervsministeren

sætter lovforslagets § 1, nr. 5 og 6, i kraft, forventeligt den 1. januar 2021.

Herefter følger det af den foreslåede § 5, jf. lovforslagets § 1, nr. 5, at ejere og brugere, der selv

udlejer deres fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v., vil kunne udleje den i op til 30 dage pr.

kalenderår, mens ejere eller brugere, der udelukkende udlejer gennem en eller flere udlejningsformidlere,

som indberetter udlejningsindtægterne, vil kunne udleje boligen til ferie- og fritidsformål m.v. i op til 70

dage pr. kalenderår. Dette indebærer, at i tilfælde, hvor en ejer eller en bruger både formidler udlejningen

selv, og samtidig udlejer gennem en eller flere udlejningsformidlere, der indberetter den fulde lejeindtægt

til indkomstregisteret, vil denne ejer eller bruger kun kunne udleje i 30 dage på et kalenderår.

Det er forventningen, at den digitale indberetningsløsning, som virksomhederne i fremtiden skal an-

vende til at foretage automatisk indberetning af udlejningsindtægterne, er færdigudviklet pr. 1. januar

2021. Samtidig hermed træder skatteindberetningslovens § 43 i kraft, således at den herefter også

omfatter udlejning af helårsboliger, jf. § 6, stk. 2, i lov nr. 1727 af 27. december 2018 om ændring

af ligningsloven, ejendomsværdiskatteloven, lov om et indkomstregister, personskatteloven og skatteind-

beretningsloven.

2018/1 LSF 188

Det foreslås, at kommunalbestyrelsen bliver bemyndiget til at kunne hæve grænsen for udlejning af

en ejers eller en brugers egen fulde helårsbolig på 70 dage til op til 100 dage pr. kalenderår. Hvis der

fastsættes et sådant højere loft, skal kommunalbestyrelsen meddele dette til erhvervsministeren.

Kommunalbestyrelsen vil med virkning for det kommende kalenderår kunne beslutte at sætte en tidlige-

re besluttet forhøjelse af grænsen ned igen, hvis forudsætningerne for den tidligere beslutning har ændret

sig.

Kommunalbestyrelsens beslutninger bør træffes i tilstrækkelig god tid til, at ejere og brugere kan

nå at indrette sig på de nye grænser. Kommunalbestyrelsen vil skulle offentliggøre beslutningerne på

kommunens hjemmeside. Den til enhver tid gældende grænse skal altid fremgå af hjemmesiden.

Det har været overvejet at indføre en mulighed for kommunalbestyrelsen til at fastsætte differentierede

højere lofter forskellige steder i kommunen, hvilket kunne være relevant for kommuner med både by,

landsbyer og landdistrikter. For imidlertid at sikre en gennemsigtig og ensartet regelfastsættelse for

borgerne og en administrerbar ordning for myndighederne, foreslås der alene en ordning, hvor kommu-

nalbestyrelsen for den samlede kommune kan fastsætte en højere grænse end de 70 dage, jf. ovenfor.

Muligheden for udlejning, som kan bestå i udlejning for en enkelt dag eller for flere enkeltstående

eller sammenhængende dage af den fulde helårsbolig, vil tilkomme ejeren (den, der har ejendoms- og

dispositionsretten over den faste ejendom) eller brugeren (lejer, fremlejer eller andelshaver), forudsat at

denne lovligt og faktisk anvender den pågældende ejer-, leje- eller andelsbolig som sin helårsbolig.

Det tilladte antal dage pr. kalenderår for udlejning vil knytte sig til boligen og ikke til husstandens

enkelte beboere. Ægtefæller, samlevende eller bofæller vil dermed ikke have mulighed for at udleje i

større omfang, end hvis der var tale om en enkelt beboer.

Hvis der i løbet af et kalenderår imidlertid sker en fuldstændig udskiftning af boligens beboere, f.eks.

i forbindelse med salg, genudlejning eller fremleje, foreslås der at gælde den modifikation af det oven-

nævnte udgangspunkt, at de nye beboeres mulighed for udlejning ikke begrænses af de tidligere beboeres

udlejning i samme år. Det vil sige, at de nye beboere vil kunne udleje hele boligen i samme omfang, som

hvis boligen ikke havde været udlejet. Det er dog en forudsætning for denne ret til udlejning til ferie- og

fritidsformål m.v., at de nye beboere lovligt og faktisk anvender boligen til deres helårsbeboelse.

Hvornår en bolig kan betragtes som en ejers eller brugers egen helårsbolig, vil skulle afgøres ud fra en

samlet vurdering. En persons bopælsregistrering i CPR kan indgå i denne vurdering som et ud af flere

momenter.

Man er som borger bopælsregistreret i CPR på den adresse, hvor man faktisk bor eller opholder sig. I

tilfælde, hvor en borger anvender flere boliger her i landet, bopælsregistreres den pågældende i CPR i den

af boligerne, som vedkommende efter en samlet vurdering må siges at have mest tilknytning til. Man kan

således kun have én fast helårsbolig.

Det indgår også som et moment i vurderingen, om borgeren rent faktisk opholder sig i boligen.

Derudover vil anvendelsen af boligen som helårsbolig skulle være lovlig i henhold til lovgivningen i

øvrigt, herunder f.eks. plangrundlaget, planloven og boligreguleringsloven.

De helårsboliger, som vil være omfattet af bestemmelsen, er som udgangspunkt ejer-, leje- og andels-

boliger. Fritidsboliger og sommerhuse, der anvendes som helårsbolig efter reglerne i kapitel 7 og 8 i

planloven, er ligeledes omfattet.

Bestemmelsen omfatter derimod ikke udlejning af hele ejendomme, som ikke tjener til en ejers eller

brugers fulde helårsbolig, til ferie- og fritidsformål m.v. Som eksempler på ejendomme, som ikke

er omfattet af bestemmelsen, kan nævnes udlejning af sommerhuse og andre fritidsboliger, som ikke

anvendes som helårsboliger efter reglerne i planlovens kapitel 7 og 8, boliger, som med kommunalbesty-

relsens samtykke anvendes som fritidsbolig efter boligreguleringslovens regler om midlertidig benyttelse

(flexboligtilladelser), pendlerboliger (hvorved forstås en bolig, som ejeren eller brugeren kun bebor

2018/1 LSF 188

lejlighedsvist, f.eks. i hverdage i forbindelse med varetagelse af job i anden by, uden at boligen tjener

som ejerens eller brugerens helårsbolig) og tomme boliger. Bestemmelsen omfatter heller ikke udlejning

til ferie- og fritidsformål m.v. af dele af en ejendom (»husrum«), eksempelvis udlejning af et eller flere

værelse(r) i en helårsbolig.

Udlejning til ferie- og fritidsformål m.v. af sådanne ejendomme eller dele af sådanne ejendomme

reguleres fortsat af sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. de specielle bemærkninger til nr. 2.

De foreslåede grænser for udlejning af egen helårsbolig finder alene anvendelse på udlejning af den

fulde bolig. Aflåses et eller enkelte rum under udlejningen, vil der gælde en formodning for, at det fortsat

er den fulde helårsbolig, der udlejes, og at reglerne om 30/70/100 dage vil gælde.

Grænserne for, hvor længe en ejer eller en bruger må udleje sin egen fulde helårsbolig til ferie- og

fritidsformål m.v., kan efter omstændighederne påvirkes af, om og i givet fald hvordan der i øvrigt sker

supplerende udlejning af »husrum« (værelser) i samme ejendom til ferie- og fritidsformål m.v. Således

vil udlejning af »husrum« til ferie- og fritidsformål m.v., som ikke er formidlet af en virksomhed, som

indberetter den fulde lejeindtægt, indebære, at hele boligen maksimalt må udlejes i 30 dage pr. kalenderår

til ferie- og fritidsformål m.v. Formidles udlejningen af »husrum« til ferie- og fritidsformål m.v. derimod

af en virksomhed, som indberetter den fulde lejeindtægt, påvirkes muligheden for at udleje den fulde

helårsbolig ikke.

Lovforslaget udvider ikke adgangen til udlejning til ferie- og fritidsformål m.v. i tilfælde, hvor anden

offentlig- eller privatretlig regulering allerede begrænser mulighederne for at udleje egen helårsbolig,

f.eks. lejelovens § 26 om udlejerens samtykke til lejers udlejning af egen helårsbolig. For almene boliger

gælder tilsvarende, at adgangen til udlejning efter den foreslåede ordning fortsat forudsætter udlejerens

samtykke, jf. § 79 i lov om almen leje, samt at lejeren ved udlejning ikke kan kræve en højere leje, end

lejeren selv betaler for boligen, jf. § 66, stk. 2, i lov om almen leje.

Tilsynet med overholdelse af de nye regler om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritids-

formål m.v. foreslås henlagt til erhvervsministeren, som forudsættes at delegere tilsynsbeføjelsen til

Erhvervsstyrelsen. Erhvervsministerens kan ved førelse af sit tilsyn i et vist omfang bistås af kommunal-

bestyrelsen. Se nedenfor afsnit 2.3.

2.2. Boligreguleringsloven

2.2.1. Gældende ret

Mulighederne for at anvende helårsboliger til ferie- og fritidsformål m.v. er i dag retligt begrænset af

bestemmelserne om bopælspligt i boligreguleringslovens kapitel VII. Efter disse bestemmelser er det ikke

uden kommunalbestyrelsens samtykke tilladt at anvende en helårsbolig til andet end helårsbeboelse. De

gældende regler om bopælspligt i boligreguleringsloven omfatter boliger, der er eller har været benyttet til

helårsbeboelse. Det vil i praksis sige, at bopælspligten opstår, første gang boligen tilknyttes folkeregistret

som helårsbolig.

Det overordnede formål med bestemmelserne er at give kommunalbestyrelsen mulighed for at sikre en

hensigtsmæssig udnyttelse af boligmassen. De boligreguleringsmæssige hensyn, som ligger til grund for

reglerne, omfatter bl.a. muligheden for at modvirke, at boliger, der inden for de seneste fem år har været

benyttet til helårsbeboelse, tages i brug til midlertidige formål, at forhindre spekulation i boligmarkedet,

der forringer boligforsyningen, og at undgå ikke godkendt erhvervsudøvelse i boligområdet. Reglerne

giver kommunerne mulighed for at sikre, at den eksisterende boligmasse ikke formindskes og samtidig

udnyttes på en effektiv måde. Bestemmelserne gælder for alle typer helårsboliger (ejer-, leje- og andels-

boliger), som er beliggende i de pt. 78 kommuner, hvor boligreguleringsloven finder anvendelse.

Det fremgår på den baggrund af boligreguleringslovens § 50, stk. 1, at en bolig, der inden for de

sidste fem år har været benyttet til helårsbeboelse, ikke uden kommunalbestyrelsens samtykke må tages i

2018/1 LSF 188

brug til sommerbeboelse eller lignende midlertidig benyttelse, der er til hinder for, at boligen fortsat kan

benyttes til helårsbeboelse.

Begrebet »midlertidig benyttelse« omfatter bl.a. den situation, at boligen, uden at helårsbeboeren selv

opholder sig i den, anvendes til kortvarige udlejninger som f.eks. til ferie- og fritidsformål m.v. Den

tidsmæssige afgrænsning for, hvornår kommunalbestyrelsens samtykke skal indhentes, fremgår ikke

nærmere af bestemmelsen. I praksis antages det, at en helårsbolig uden kommunalbestyrelsens samtykke

kan anvendes til kortvarige udlejninger til ferie- og fritidsformål i sammenlagt op til seks uger om året,

uden at dette betragtes som en overtrædelse af reglerne. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en højere

grænse for midlertidig benyttelse af helårsboliger.

De gældende regler indebærer, at kortvarig udlejning af hele boligen til anden anvendelse end helårsbe-

boelse falder inden for boligreguleringslovens § 50, stk. 1, og det kræver derfor kommunalbestyrelsens

samtykke, såfremt den anden anvendelse strækker sig ud over sammenlagt seks ger om året. En kortvarig

udlejning af en del af en bolig, hvor udlejeren selv opholder sig i resten af boligen, falder uden for

bestemmelsen og kræver derfor ikke kommunalbestyrelsens tilladelse.

Ved privat udlejning kan ejeren give tilladelse til, at en lejer kan benytte lejemålet til andet end helårs-

beboelse, jf. lejelovens § 26, i det omfang anden lovgivning ikke er til hinder herfor. For udlejning af

helårslejeboliger til ferie- og fritidsformål m.v. betyder det, at sådan udlejning af såvel hele boligen som

en del af boligen kræver ejerens samtykke til, at det lejede benyttes til andet end helårsbeboelse. Inden for

de gældende regler kan udlejning af hele eller en del af en helårsbolig med ejerens samtykke således ske i

op til seks uger uden at være i strid med boligreguleringslovens § 50, stk. 1.

2.2.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det foreslås at indsætte en ny bestemmelse i boligreguleringsloven, hvorefter udlejning efter sommer-

huslovens § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, ikke kræver kommunalbestyrelsens samtykke efter § 50, stk. 1. Med

den foreslåede ændring af boligreguleringslovens § 50, stk. 1, sikres det, at ejere og brugere, som følger

reglerne om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. efter dette lovforslag, ikke

skal indhente kommunalbestyrelsens samtykke efter boligreguleringsloven. Herefter reguleres udlejning

af en ejers eller en brugers egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. alene af reglerne i

sommerhusloven og ikke af begge regelsæt i kombination.

2.3. Tilsyn og kontrol

2.3.1. Gældende ret

Erhvervsstyrelsen fører efter delegation fra erhvervsministeren tilsyn med overholdelse af de generelle

regler i sommerhuslovens § 1 om erhvervsmæssig eller langvarig udlejning af hus eller husrum til ferie-

og fritidsformål m.v., jf. § 3, stk. 1, nr. 5, i bekendtgørelse nr. 187 af 6. marts 2018 om henlæggelse

af visse opgaver og beføjelser til Erhvervsstyrelsen efter lov om planlægning, lov om sommerhuse og

campering m.v. samt lov om kolonihaver.

Erhvervsstyrelsens tilsyn er hovedsageligt reaktivt og baserer sig bl.a. på indberetninger fra kommunal-

bestyrelserne, Skatteforvaltningen og Tinglysningsretten, som efter sommerhuslovens § 11 er forpligtet

til at afgive indberetning til Erhvervsstyrelsen (ligeledes efter delegation fra erhvervsministeren , jf.

bekendtgørelsens § 3, stk. 2), hvis de kommer til kundskab om virksomhed, der kan være omfattet af § 1,

og på henvendelser fra borgere, fortrinsvis naboer m.v., samt hvis styrelsen i øvrigt bliver opmærksom på

relevante forhold af betydning for tilsynet.

Når Erhvervsstyrelsen modtager en indberetning eller en henvendelse eller i øvrigt bliver opmærksom

på forhold af betydning for tilsynet, vurderer styrelsen i alle tilfælde konkret hvilken yderligere opfølg-

ning og hvilke yderligere sagsbehandlingsskridt, der skal foretages.

For at få oplyst en sag, som f.eks. vedrører en mulig overtrædelse af sommerhuslovens § 1, kan

2018/1 LSF 188

Erhvervsstyrelsen eksempelvis rette henvendelse til Skatteforvaltningen for at indhente oplysninger

om eventuelle udlejningsindtægter opnået ved udlejning af den konkrete ejendom. Styrelsen kan også

rette henvendelse til relevante udlejningsbureauer, som på forespørgsel kan bidrage, uden dog at være

forpligtet til det, med oplysninger om omfanget af den mulige udlejning og antallet af dage, som

ejendommen har været ejerspærret, ligesom styrelsen kan indhente og indsamle oplysninger fra andre

offentlige myndigheder og offentligt tilgængelige kilder, herunder udlejningsformidlernes hjemmesider,

udlejningsannoncer og øvrige internetsider samt aviser m.v.

Herudover kan styrelsen indhente oplysninger til brug for oplysning af sager i forskellige registre,

eksempelvis indkomstregisteret, som indeholder oplysninger om de udlejningsindtægter og øvrige oplys-

ninger vedrørende udlejning af helårsboliger til ferie- og fritidsformål m.v., som måtte være indberettet til

registeret i den forbindelse, jf. § 43 i skatteindberetningsloven, Det Centrale Personregister (CPR), som

blandt andet indeholder oplysninger om, på hvilken adresse en person er bopælsregistreret, Det Digitale

Tinglysningssystem, som bl.a. indeholder registrering m.v. af rettigheder over fast ejendom, Matriklen,

som består af matrikelkort, -register og -arkiv, Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), som er et

digitalt register for fysisk planlægning i Danmark, Bygnings- og Boligregistret (BBR), som indeholder

oplysninger om alle bygninger og private boliger, Den Offentlige Informationsserver (OIS), som ligeledes

indeholder en række ejendomsoplysninger, Det Fælleskommunale Ejendomsstamregister (ESR), som er et

landsdækkende register, der indeholder oplysninger om ejerforhold, matrikulære forhold, vurderinger og

ejendomsskatter og Statens Salgs- og Vurderingsregister (SVUR), som er et landsdækkende register, som

indeholder vurderingsoplysninger, herunder oplysninger om ejendoms- og grundværdi.

Styrelsen søger desuden sagerne oplyst gennem partshøringer.

I tilfælde, hvor Erhvervsstyrelsens oplysning af en sag har ført til, at der efter styrelsens vurdering

er sket en overtrædelse af reglerne, kan Erhvervsstyrelsen udstede påbud om lovliggørelse, herunder

ophør af ulovlig erhvervsmæssig udlejning af fast ejendom til ferie- og fritidsformål m.v., og overdrage

sager om overtrædelser af reglerne til politiet med henblik på idømmelse af bøder og med henblik på

udbyttekonfiskation.

Kommunalbestyrelsen fører tilsyn med overholdelse af boligreguleringsloven, som regulerer boligforsy-

ningen i de kommuner, som har valgt at følge kapitel VII i denne lov (pt. 78 kommuner).

2.3.2. Erhvervsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning

Det foreslås at placere tilsynet med de nye regler om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og

fritidsformål m.v. hos erhvervsministeren, som forudsættes at delegere beføjelsen til Erhvervsstyrelsen.

Det er forventningen, at Erhvervsstyrelsen i vidt omfang vil udføre tilsynet med de foreslåede regler

på samme måde, som styrelsen fører tilsyn med overholdelse af de nugældende regler, se ovenfor afsnit

2.3.1.

Det betyder bl.a., at det også kan være relevant at indhente oplysninger om indtægter for så vidt

angår udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. Dette vil frem til forventeligt 1.

januar 2021 foregå som hidtil ved, at Erhvervsstyrelsen retter henvendelse til Skatteforvaltningen med

henblik på at få oplysninger herom. Efter denne dato forventes det, at der er etableret en ny digital

indberetningsløsning til brug for udlejningsformidlernes automatiske indberetning til indkomstregisteret,

hvortil Erhvervsstyrelsen har adgang og derfor også kan indhente indtægtsoplysninger fra.

Erhvervsstyrelsens behandling, herunder indhentelse og samkøring, af oplysninger fra forskellige regi-

stre m.v., skal, hvor det skønnes muligt og hensigtsmæssigt, kunne ske elektronisk. Dette forventes

realiseret gennem udvikling af et it-modul, som sikrer muliggørelsen af dette.

Det er tanken, at Erhvervsstyrelsen i videre omfang end tidligere vil behandle, herunder indsamle og

samkøre, oplysninger fra forskellige udlejningsformidleres hjemmesider. De oplysninger, som styrelsen

eksempelvis påtænker at behandle, er oplysninger vedrørende de boliger m.v., som formidles via udlej-

2018/1 LSF 188

ningsformidlernes hjemmesider. Det kan f.eks. være oplysninger om pris, »bookingkalender«, tilbagemel-

dinger fra besøgende, indretning og kapacitet (f.eks. antal værelser, badeværelser, maksimale antal gæster

m.v.), udlejnings-id og placering.

Disse oplysninger kan, sammenholdt med øvrige oplysninger, eksempelvis skatteindberetninger og

oplysninger fra forskellige registre m.v., bidrage til at oplyse konkrete tilsynssager.

Når det skal konstateres, om der er sket en overtrædelse af de foreslåede regler om udlejning af egen

fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v., er det formodningen, at overtrædelse af reglerne i ét

kalenderår ofte først vil kunne konstateres i det efterfølgende kalenderår.

I en konkret tilsynssag betyder det, at der eksempelvis kan være behov for at kunne tilgå oplysninger

om en bestemt boligs udlejningspris og -periode i det forudgående kalenderår. Da sådanne oplysninger

imidlertid løbende forventes at ændre sig, vil disse oplysninger formentlig ikke kunne indhentes fra udlej-

ningsformidlernes hjemmesider tilbage i tid. Adgang til disse oplysninger i det efterfølgende kalenderår

forudsætter derfor, at de indhentes på forhånd.

Da det ikke er muligt på forhånd at identificere hvilke oplysninger om hvilke boliger fra ét kalenderår,

der kan være brug for at kunne tilgå i en mulig tilsynssag i det efterfølgende kalenderår, vil det i

princippet være nødvendigt at indsamle og opbevare så mange oplysninger som muligt om så mange

boliger m.v. som muligt fra de forskellige udlejningsformidleres hjemmesider.

Det betyder, at Erhvervsstyrelsen i forbindelse med tilsynet forventeligt vil indhente og opbevare større

mængder af oplysninger om mange forskellige boliger m.v., hvoraf langt størstedelen ikke vil blive

anvendt, fordi de ikke indgår i en konkret tilsynssag. Det vil dog være nødvendigt, fordi det ellers ikke

vil være muligt at oplyse sagerne ved denne fremgangsmåde. De oplysninger, som ikke skal gemmes

som følge af en anden retlig forpligtelse (eksempelvis fordi oplysningerne er journaliseringspligtige),

forventes kun opbevaret i en periode, indtil det vurderes, at der ikke længere er behov for dem, jf. afsnit 3

om lovforslagets forhold til databeskyttelsesforordningen.

Som noget nyt får kommunalbestyrelsen mulighed for, men ikke pligt til, at bistå erhvervsministeren

med undersøgelser og tilvejebringelse af faktiske oplysninger m.v. til brug for ministerens førelse af

tilsynet. Kommunalbestyrelsen får med forslaget mulighed for at behandle, herunder indsamle og samkø-

re, oplysninger fra andre offentlige myndigheder og fra offentligt tilgængelige kilder, til at behandle,

herunder samkøre, oplysninger, som kommunalbestyrelsen allerede er i besiddelse af, og adgang til

indkomstregisteret, når det er nødvendigt for at kunne bistå erhvervsministeren med dennes førelse af

tilsynet med de foreslåede regler i § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1, om udlejning af egen fulde helårsbolig til

ferie- og fritidsformål m.v.

De oplysninger, som kommunalbestyrelsen kan behandle, herunder indsamle og samkøre, er oplysnin-

ger fra Skatteforvaltningen om eventuelle udlejningsindtægter opnået ved udlejning af den konkrete

ejendom og fra indkomstregisteret. Kommunalbestyrelsen kan herudover rette henvendelse til relevante

udlejningsbureauer, som på forespørgsel kan bidrage, uden dog at være forpligtet til det, med oplysninger

om omfanget af den mulige udlejning og antallet af dage, som ejendommen har været ejerspærret,

ligesom kommunalbestyrelsen kan indhente og indsamle oplysninger fra offentligt tilgængelige kilder,

herunder udlejningsformidlernes hjemmesider, udlejningsannoncer og øvrige internetsider samt aviser

m.v. Desuden kan kommunalbestyrelsen behandle, herunder indsamle og samkøre oplysninger fra for-

skellige offentligt tilgængelige registre.

Kommunalbestyrelsens kompetence er efter forslaget i sit indhold begrænset til at vedrøre sagsoplys-

ning. Det indebærer, at der ikke er tillagt kommunalbestyrelsen beføjelser til f.eks. at afgøre, om der i en

konkret sag skal foretages egentlige håndhævelsesskridt og i givet fald hvilke samt at udføre disse. Befø-

jelsen hertil, herunder til at udstede påbud, tilkommer erhvervsministeren som tilsynsmyndighed.

Kompetencen er desuden begrænset til at vedrøre

bistand

til sagsoplysning. Det betyder, at der ikke er

2018/1 LSF 188

pålagt kommunalbestyrelsen nogen pligt til at sikre, at en sag er fuldt oplyst. Den endelige forpligtelse

til at sikre tilvejebringelsen af det faktiske og retlige materiale, som er nødvendigt for at træffe en rigtig

afgørelse i en sag, påhviler erhvervsministeren som tilsynsmyndighed. Tilvejebringelsen af det

faktiske

materiale

kan dog godt ske gennem oplysninger, som kommer fra andre, f.eks. kommunalbestyrelsen,

eventuelt i kombination med oplysninger, som ministeren selv ligger inde med eller tilvejebringer. Det

retlige materiale

består bl.a. af de regler, der er relevante for den pågældende afgørelse, samt administra-

tiv praksis.

Den foreslåede bestemmelse pålægger ikke kommunalbestyrelsen nogen pligt til at bistå erhvervsmini-

steren ved førelsen af dennes tilsyn, men giver derimod kommunalbestyrelsen en ret hertil. Bestemmelsen

fastsætter heller ikke nogle kriterier for, hvornår og i hvilke tilfælde kommunalbestyrelsen kan vælge at

bistå, og beslutning herom træffes derfor af kommunalbestyrelsen.

De foreslåede regler om, at kommunalbestyrelsen kan bistå erhvervsministeren med undersøgelser,

tilvejebringelse af faktiske oplysninger m.v., betyder, at en sag efter omstændighederne kan undersøges af

både kommunalbestyrelsen og erhvervsministeren.

Formoder kommunalbestyrelsen på baggrund af de foranstaltninger, som kommunalbestyrelsen har

gennemført som led i sin bistand til erhvervsministerens førelse af dennes tilsyn, at der er sket en

overtrædelse af reglerne om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v., har

kommunalbestyrelsen efter forslaget pligt til at anmelde dette til erhvervsministeren. Anmeldelsen skal

være ledsaget af de relevante oplysninger.

Med forslaget bemyndiges erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen desuden til at kunne indhente

oplysninger fra forsyningsselskaber om en konkret boligs samlede forbrug i en afgrænset periode på

mindst én måned. Oplysninger om forbrugsmønstre og særligt ændringer i disse kan i visse tilfælde

anvendes som supplerende oplysninger i sager, hvor der i øvrigt er omstændigheder, der taler for, at der

sker udlejning i strid med reglerne.

Det foreslås herudover, at erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen skal have mulighed for at

opsøge udvalgte husstande. Et sådant opsøgende tilsynsbesøg kan efter omstændighederne betyde, at

erhvervsministeren eller kommunalbestyrelsen kan få yderligere oplysninger, som kan være af betydning

i en konkret sag, hvor det skal vurderes, om der sker udlejning i strid med reglerne.

Adgangen for erhvervsministeren og kommunalbestyrelsens kontrolbesøg strækker sig alene hen til

husstandens dør. Erhvervsministeren og kommunalbestyrelsen må ikke som led i kontrolbesøget gå inden

for i boligen.

Erhvervsministerens og kommunalbestyrelsens adgang til at indhente forbrugsoplysninger og opsøge

udvalgte husstande kan kun ske i tilfælde, hvor ministeren eller kommunalbestyrelsen vurderer, at der er

en begrundet mistanke om overtrædelse af reglerne om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og

fritidsformål m.v.

Det forudsættes generelt, at såvel erhvervsministeren som kommunalbestyrelsen tilrettelægger deres til-

synsførelse og bistand hertil på en sådan måde, at der ikke behandles oplysninger om flere personer, end

hvad der er påkrævet for tilsynets førelse, og at oplysningerne samtidig behandles af så få medarbejdere

som muligt.

Det er aftalt mellem aftaleparterne, at der nedsættes et samarbejdsudvalg med deltagelse af Erhvervs-

ministeriet (forventeligt Erhvervsstyrelsen efter delegation) og repræsentanter fra kommunerne, hvor

der løbende kan drøftes aktuelle udfordringer relateret til udlejningen til ferie- og fritidsformål m.v.

omfattet af dette lovforslag og tilsynet med de foreslåede regler, herunder koordinering af indsatsen og

kommunernes bistand til erhvervsministerens førelse af tilsynet.

På trods af adgangen til flere relevante oplysninger og muligheden for kontrolbesøg, som beskrevet

ovenfor, forventes det, at tilsynet med de foreslåede regler bliver vanskeliggjort af, at det konkrete antal

2018/1 LSF 188

udlejningsdage ikke indberettes. Oplysninger om den konkrete ejendom, udlejningsindtægter, forbrugsop-

lysninger m.m. kan kun indikere en overtrædelse af de foreslåede regler.

Det forventes, at tilsynet med reglerne om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål

m.v. vil blive evalueret i 2022, således at også en evaluering af den automatiske, digitale indberetnings-

løsning, som forventes at foreligge den 1. januar 2021, kan indgå.

Endelig foreslås det, at erhvervsministeren bemyndiges til at kunne udstede administrative bødeforelæg

for overtrædelse af reglerne om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v.

Udstedelse af et sådant bødeforelæg kan virke adfærdsregulerende.

En betingelse for at kunne udstede et administrativt bødeforelæg er, at ejeren eller brugeren af helårs-

boligen erkender sig skyldig i overtrædelsen og erklærer sig rede til inden for en nærmere angiven

frist at betale bøden, ligesom det er en betingelse, at vedgåelsen konkret findes underbygget af de

foreliggende oplysninger. Vedtages bødeforelægget, bortfalder videre forfølgning. Vedtagelsen har samme

virkning som en dom. Det forudsættes ligeledes, at erhvervsministeren delegerer beføjelsen til at udstede

administrative bødeforelæg til Erhvervsstyrelsen.

Sager, hvor ejer eller bruger ikke vedgår sig overtrædelsen, og hvor det bliver vanskeligt med den

fornødne påkrævede klarhed at afgøre, om der er sket en overtrædelse eller ej, kan ikke føre til udstedelse

af administrative bødeforelæg, ligesom de ikke på et ufuldstændigt grundlag kan overdrages til politiet.

I de tilfælde, hvor ejer eller bruger ikke vedgår sig overtrædelsen, men hvor tilsynsmyndigheden i øvrigt

med den fornødne klarhed kan dokumentere, at der er sket en overtrædelse af reglerne, skal forholdet

overdrages til politiet til videre foranstaltning. Det forudsættes i den forbindelse, at det er en forudsætning

for overdragelse af sager til politiet, at sagerne er tilstrækkeligt oplyst.

2.3.2.1. Lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data

Lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data har til formål at sikre det retlige grundlag for, at

Erhvervsstyrelsen kan behandle, herunder indsamle og samkøre, data, når det er nødvendigt af hensyn

til udførelsen af styrelsens opgaver. De oplysninger, som styrelsen kan behandle, er oplysninger fra

andre offentlige myndigheder og offentligt tilgængelige kilder samt øvrige oplysninger, som styrelsen

er i besiddelse af, når det er nødvendigt af hensyn til udførelsen af styrelsens kontrol- og tilsynsopga-

ver. Loven sikrer desuden, at Erhvervsstyrelsen kan få terminaladgang til nødvendige oplysninger om

fysiske eller juridiske personers økonomiske eller erhvervsmæssige forhold i indkomstregisteret, jf. § 7 i

indkomstregisterloven, når det er nødvendigt af hensyn til udførelsen af styrelsens opgaver.

Det fremgår flere steder i de almindelige bemærkninger til lov om Erhvervsstyrelsens behandling af

data (Folketingstidende 2017-18, A, L 149, som fremsat), at loven i vidt omfang er tiltænkt anvendt som

led i en styrkelse af mulighederne for gennem en bedre og mere intelligent skattekontrol at bekæmpe

virksomheders organiserede svindel med moms og afgifter. Det fremgår af bestemmelsernes ordlyd og de

specielle bemærkninger hertil, at lovens anvendelsesområde dog ikke er begrænset til at omfatte sådanne

enkelte grupper og områder. Loven omfatter således behandling, herunder indsamling og samkøring, af

alle typer af oplysninger, som fremgår af lovens § 1, og som er nødvendige for udførelsen af Erhvervssty-

relsens opgaver, herunder således også behandling, herunder indsamling og samkøring, af oplysninger

til brug for udførelse af styrelsens myndighedsopgaver efter sommerhuslovens nuværende regler og de

foreslåede regler om ejeres og brugeres udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v.

De detaljerede regler om Erhvervsstyrelsens behandling af oplysninger fremgår af bekendtgørelse nr.

989 af 29. juni 2018 om Erhvervsstyrelsens behandling af data. Denne bekendtgørelse omfatter ikke

i dag den opgavevaretagelse, som foretages efter sommerhuslovens regler. Det er hensigten at ændre

bekendtgørelsen, således at den fremadrettet vil regulere behandling af de oplysninger, som styrelsen

anvender i forbindelse med varetagelse af styrelsens myndighedsopgaver i medfør af sommerhuslovens

nuværende regler og de foreslåede regler i dette lovforslag.

2018/1 LSF 188

2.3.2.2. Kommunalbestyrelsens behandling af data

Det foreslås at bemyndige kommunalbestyrelsen til at kunne behandle, herunder indsamle og samkø-

re, forskellige oplysninger, når behandlingen er nødvendig for at kunne bistå erhvervsministeren med

førelsen af dennes tilsyn. Under samme betingelse bemyndiges kommunalbestyrelsen til at få adgang til

indkomstregisteret.

Hensigten hermed er at etablere et retligt grundlag, som sikrer kommunalbestyrelsens adgang til at

kunne bidrage til at oplyse sager om udlejning af egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v.

Eksempler på oplysninger, som kommunalbestyrelsen kan behandle, herunder indsamle og samkøre, er

oplysninger fra Skatteforvaltningen om eventuelle udlejningsindtægter opnået ved udlejning af den kon-

krete ejendom. Kommunalbestyrelsen kan herudover rette henvendelse til relevante udlejningsbureauer,

som på forespørgsel kan bidrage, uden dog at være forpligtet til det, med oplysninger om omfanget af den

mulige udlejning og antallet af dage, som ejendommen har været ejerspærret, ligesom kommunalbestyrel-

sen kan indhente og indsamle oplysninger fra offentligt tilgængelige kilder, herunder udlejningsformidler-

nes hjemmesider, udlejningsannoncer og øvrige internetsider samt aviser m.v.

Kommunalbestyrelsen kan desuden indhente oplysninger fra forskellige offentligt tilgængelige registre,

eksempelvis indkomstregisteret, Det Centrale Personregister (CPR), Det Digitale Tinglysningssystem,

Matriklen, Det Centrale Virksomhedsregister (CVR), Bygnings- og Boligregistret (BBR), Den Offentlige

Informationsserver (OIS), Det Fælleskommunale Ejendomsstamregister (ESR) og Statens Salgs- og Vur-

deringsregister (SVUR).

Herudover gives der med forslaget kommunalbestyrelsen mulighed for at anvende oplysninger, som

kommunen allerede er i besiddelse af, og eksempelvis samkøre disse oplysninger med oplysninger

tilvejebragt i medfør af den foreslåede § 10 a, stk. 3, nr. 1, når det er nødvendigt for at kunne bistå

erhvervsministeren med førelse af dennes tilsyn med overholdelse af lovens § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1.

Endelig foreslås det, at kommunalbestyrelsen kan få terminaladgang til nødvendige oplysninger om

fysiske personers forhold i indkomstregisteret, jf. § 7 i lov om et indkomstregister.

Indkomstregisteret indeholder oplysninger om de udlejningsindtægter og øvrige oplysninger vedrørende

udlejning af helårsboliger til ferie- og fritidsformål m.v., som måtte være indberettet til registeret i den

forbindelse, jf. § 43 i skatteindberetningsloven.

Det bemærkes, at udlejningsformidlers automatiske indberetning til indkomstregisteret først forventes at

ske, når der forventeligt den 1. januar 2021 foreligger en ny digital indberetningsløsning. Af den grund

vil det derfor formentlig ikke være relevant for kommunalbestyrelsen at tilgå indkomstregisteret før dette

tidspunkt.

De oplysninger, som kommunalbestyrelsen kan behandle, herunder indsamle og samkøre, forudsættes

i langt overvejende grad at være almindelige personoplysninger, jf. databeskyttelsesforordningens artikel

6. Visse af de oplysninger, som kommunalbestyrelsen forventeligt vil behandle, herunder indsamle og

samkøre, vil dog være fortrolige oplysninger om privatpersoners økonomiske forhold. Sådanne oplysnin-

ger er også almindelige personoplysninger efter databeskyttelsesloven.

Den foreslåede bestemmelse indebærer ikke en udvidet adgang til at indsamle oplysninger fra offentligt

tilgængelige kilder, men sikrer alene et klart hjemmelsgrundlag for kommunalbestyrelsens behandling,

herunder indsamling og samkøring, af oplysninger fra offentligt tilgængelige kilder.

Det forudsættes, at kommunalbestyrelsen i forbindelse med behandling, herunder indsamling og sam-

køring, af oplysninger efter den foreslåede bestemmelse, foretager en vurdering af, om det er sagligt

og proportionalt at indsamle og behandle oplysningerne med henblik på at sikre, at oplysningerne kun

indsamles, hvis det er nødvendigt, og ikke går videre, end hvad formålet tilsiger.

2018/1 LSF 188

3. Lovforslagets forhold til databeskyttelsesforordningen

De oplysninger, som Erhvervsstyrelsen behandler, herunder indsamler og samkører, i forbindelse med

førelse af tilsyn med de nugældende regler i sommerhusloven, er ofte personoplysninger, som er omfattet

af databeskyttelsesforordningen (Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april

2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om

fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om

databeskyttelse) og lov om supplerende bestemmelser til forordning om beskyttelse af fysiske person-

er i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger

(databeskyttelsesloven). Behandlingen, herunder indsamlingen og samkøringen, af oplysningerne sker i

overensstemmelse med disse regler.

Erhvervsstyrelsens behandling af oplysninger i forbindelse med tilsynet med overholdelsen af de fore-

slåede regler og kommunalbestyrelsens bistand til erhvervsministerens førelse af dette tilsyn vil ligeledes

være omfattet af databeskyttelsesforordningen og -loven.

De oplysninger, som Erhvervsstyrelsen behandler efter de gældende regler, og de oplysninger, som sty-

relsen og kommunalbestyrelsen vil behandle efter de foreslåede regler, er almindelige personoplysninger

og dermed omfattet af databeskyttelsesforordningens artikel 6.

Ifølge databeskyttelsesforordningens artikel 2, stk. 1, finder forordningen anvendelse på behandling

af personoplysninger, der helt eller delvist foretages ved hjælp af automatisk databehandling, og på

anden ikke-automatisk behandling af personoplysninger, der er eller vil blive indeholdt i et register. Ved

behandling af personoplysninger forstås ifølge forordningens artikel 4, nr. 2, enhver aktivitet eller række

af aktiviteter – med eller uden brug af automatisk behandling – som personoplysninger eller en samling

af personoplysninger gøres til genstand for, f.eks. indsamling, registrering, organisering, systematisering,

opbevaring, tilpasning eller ændring, genfinding, søgning, brug, videregivelse ved transmission, formid-

ling eller enhver anden form for overladelse, sammenstilling eller samkøring, begrænsning, sletning eller

tilintetgørelse.

Samkøring af personoplysninger er en særlig form for behandling, som bl.a. personoplysninger kan

gøres til genstand for. Samkøring er en fællesbetegnelse for forskellige tekniske løsninger, som vedrører

sammenkobling af oplysninger, som kommer fra forskellige registre og andre kilder.

Databeskyttelsesforordningens kapitel II indeholder principper for behandling af personoplysninger.

I forordningens artikel 5, stk. 1, er der fastsat en række grundlæggende principper, der gælder for alle

behandlinger af personoplysninger, som omfattes af forordningen.

Bestemmelsen fastsætter således, at personoplysninger skal »behandles lovligt, rimeligt og på en

gennemsigtig måde i forhold til den registrerede (»lovlighed, rimelighed og gennemsigtighed«).« Det

fastsættes endvidere, at personoplysninger skal »indsamles til udtrykkeligt angivne og legitime formål

og ikke må viderebehandles på en måde, der er uforenelig med disse formål (»formålsbestemthed«).«

Personoplysninger skal også »være tilstrækkelige, relevante og begrænset til, hvad der er nødvendigt i

forhold til de formål, hvortil de behandles (»dataminimering«).« Endvidere gælder, at personoplysninger

skal »være korrekte og om nødvendigt ajourførte, og der skal tages ethvert rimeligt skridt for at sikre,

at personoplysninger, der er urigtige i forhold til de formål, hvortil de behandles, straks slettes eller berig-

tiges (»rigtighed«).« Det fastlægges tillige i artikel 5, at personoplysninger skal »opbevares på en sådan

måde, at det ikke er muligt at identificere de registrerede i et længere tidsrum end det, der er nødvendigt

til de formål, hvortil de pågældende personoplysninger behandles« (»opbevaringsbegrænsning«). Endelig

skal personoplysninger »behandles på en måde, der sikrer tilstrækkelig sikkerhed for de pågældende

personoplysninger, herunder beskyttelse mod uautoriseret eller ulovlig behandling og mod hændeligt tab,

tilintetgørelse eller beskadigelse, under anvendelse af passende tekniske eller organisatoriske foranstalt-

ninger (»integritet og fortrolighed«).«

2018/1 LSF 188

Den dataansvarlige er ansvarlig for og skal kunne påvise, at principperne i artikel 5, stk. 1, overholdes

(»ansvarlighed«), jf. forordningens artikel 5, stk. 2.

Det følger af databeskyttelsesforordningens artikel 14, at i forbindelse med indsamling af personoplys-

ninger, som ikke er indsamlet hos den registrerede, skal den dataansvarlige give den registrerede en række

oplysninger.

Som anført ovenfor i afsnit 2.3.2. vil Erhvervsstyrelsen i forbindelse med førelse af tilsynet forvente-

ligt indhente og opbevare større mængder af oplysninger om mange forskellige boliger, hvoraf langt

størstedelen ikke vil skulle anvendes, fordi de ikke indgår i en konkret tilsynssag.

Dette er ikke overensstemmende med kravet om

dataminimering,

jf. forordningens artikel 5, stk. 1,

litra c. Det følger imidlertid af forordningens artikel 23, stk. 1, at kravene i bl.a. artikel 5 kan fraviges

ved lovgivningsmæssige foranstaltninger af hensyn til f.eks. kontrol- tilsyns- eller reguleringsfunktioner,

jf. artikel 23, stk. 1, litra h, i tilfælde, hvor dette er nødvendigt af hensyn til eksempelvis generelle

samfundsinteresser, jf. samme bestemmelses litra e, for så vidt bestemmelserne i lovgivningen respekterer

det væsentligste indhold af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder og er en nødvendig og

forholdsmæssig foranstaltning i et demokratisk samfund.

Tilsvarende gør sig gældende for forordningens artikel 14 vedrørende den dataansvarliges oplysnings-

forpligtelse, hvor oplysninger om den registrerede er indhentet hos andre end den registrerede selv, jf.

ligeledes forordningens artikel 23, stk. 1, litra h, jf. litra e.

Det almindelige krav om proportionalitet i databehandlingen for så vidt angår dataminimering er iagtta-

get ved, at det ikke vil være muligt at føre et effektivt og tilstrækkeligt tilsyn med reglernes efterlevelse,

såfremt de pågældende oplysninger ikke kan indsamles. Samtidig bemærkes, at der som udgangspunkt

vil ske sletning af de oplysninger, som ikke skal gemmes som følge af en anden retlig forpligtelse

(eksempelvis hvis oplysningerne er journaliseringspligtige), når det vurderes, at der ikke længere er behov

for dem, hvilket varetager hensynet om opbevaringsbegrænsning.

Endelig vil Erhvervsstyrelsen sætte adgangsbegrænsning på adgangen til oplysningerne, hvormed kun

enkelte medarbejdere vil få adgang til personoplysningerne.

For så vidt angår oplysningspligten, er det Erhvervsministeriets opfattelse, at en fravigelse heraf

vil være mere hensigtsmæssig end at udsende oplysningsskemaer eksempelvis til samtlige brugere af

udlejningsformidlernes hjemmesider, som i langt de fleste tilfælde ikke vil blive genstand for egentlig

kontrol. Udsendelse af oplysninger til disse personer vil således i langt de fleste tilfælde skabe unødig be-

kymring og forvirring. Det bemærkes, at oplysningerne om Erhvervsstyrelsens behandling af data til brug

for kontrol og tilsyn på sommerhuslovens område vil kunne oplyses ved henvendelse til styrelsen. Som

anført vil de oplysninger, som ikke skal gemmes som følge af en anden retlig forpligtelse (eksempelvis

hvis oplysningerne er journaliseringspligtige), som udgangspunkt blive slettet, når det vurderes, at der

ikke længere er behov for dem. Der kan dog i forbindelse med konkrete kontrolsager ske en fravigelse af

dette udgangspunkt.

Det bemærkes herudover, at de nærmere regler om, hvornår sletning af oplysninger vil finde sted,

og om de tekniske og organisatoriske sikkerhedsforanstaltninger, der vil blive iagttaget ved den nævnte

persondatabehandling, vil fremgå af bekendtgørelse om Erhvervsstyrelsens behandling af data, som er

udstedt i medfør af § 1, stk. 5, i lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data. Denne bemyndigelse

skal opfylde kravene i forordningens artikel 23, stk. 2, som fastslår, at enhver lovgivningsmæssig for-

anstaltning, der begrænser bl.a. dataminimeringsprincippet og oplysningsforpligtelsen, som minimum,

hvor det er relevant, navnlig skal indeholde specifikke bestemmelser vedrørende: a) formålene med

behandlingen eller kategorierne af behandling, b) kategorierne af personoplysninger, c) rækkevidden af

de indførte begrænsninger, d) garantierne for at undgå misbrug eller ulovlig adgang eller overførsel,

e) specifikation af den dataansvarlige eller kategorierne af dataansvarlige, f) opbevaringsperioder og de

2018/1 LSF 188

gældende garantier under hensyntagen til behandlingens karakter, omfang og formål eller kategorier af

behandling, g) risiciene for de registreredes rettigheder og frihedsrettigheder og h) de registreredes ret

til at blive underrettet om begrænsningen, medmindre dette kan skade formålet med begrænsningen, jf.

nærmere herom bemærkningerne til lov om Erhvervsstyrelsens behandling af data (Folketingstidende

2017-18, A, L 149, som fremsat, side 10).

Det er på den baggrund Erhvervsministeriets opfattelse, at tilsynsbestemmelserne i sommerhusloven

respekterer det væsentligste indhold af de grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder i overensstem-

melse med databeskyttelsesforordningen, hvorfor fravigelsen kan ske i overensstemmelse med forordnin-

gens artikel 23.

I databeskyttelsesforordningens artikel 6 fastsættes de generelle betingelser for, hvornår behandling

af oplysninger må finde sted. Af bestemmelsen følger, at behandling kun er lovlig, hvis mindst en af

betingelserne i stk. 1, litra a-f er opfyldt, herunder hvis behandling er nødvendig for at overholde en

retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, jf. stk. 1, litra c, eller som er nødvendig af hensyn til

udførelse af en opgave i samfundets interesse, eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse,

som den dataansvarlige har fået pålagt, jf. stk. 1, litra e.

Det fremgår i den forbindelse af præambelbetragtning nr. 45, at hvis behandling foretages i overens-

stemmelse med en retlig forpligtelse, som påhviler den dataansvarlige, eller hvis behandling er nødvendig

for at udføre en opgave i samfundets interesse, eller som henhører under offentlig myndighedsudøvelse,

bør behandlingen have et retsgrundlag i EU-retten eller medlemsstaternes nationale ret. Der henvises

nærmere til side 129-130 i Justitsministeriets betænkning nr. 1565/2017 om databeskyttelsesforordningen.

Efter forordningens artikel 6, stk. 2 og 3, er det muligt i medfør af artikel 6, stk. 1, litra c og e,

om behandling af personoplysninger på baggrund af en retlig forpligtelse eller i samfundets interesse,

at opretholde og indføre mere specifikke bestemmelser, end forordningen indeholder. Den foreslåede per-

sondatabehandling, herunder kommunalbestyrelsens indsamling, samkøring og videregivelse af personop-

lysninger, vil ligge inden for rammerne af den hjemmel, der er nævnt i databeskyttelsesforordningens

artikel 6, stk. 1, litra e, idet behandlingen er nødvendig af hensyn til udførelsen af en opgave i samfundets

interesse.

Med de foreslåede bestemmelser indføres nationale særregler for behandling af almindelige personop-

lysninger, hvorfor tjeklisten ved udarbejdelse af nye nationale særregler for behandling af ikke-følsomme

personoplysninger, jf. side 168 ff, i Justitsministeriets betænkning nr. 1565/2017, skal iagttages. Erhvervs-

ministeriet har foretaget vurderingen af de foreslåede bestemmelser i overensstemmelse hermed.

4. Lovforslagets forhold til forvaltningsloven

Både Erhvervsstyrelsens og kommunalbestyrelsens opgavevaretagelse er omfattet af reglerne i forvalt-

ningsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 433 af 22. april 2014 med senere ændringer.

Det følger af forvaltningslovens § 28, stk. 1, at for manuel videregivelse af oplysninger om enkeltperso-

ner (personoplysninger) til en anden forvaltningsmyndighed gælder reglerne i databeskyttelseslovens §§

6-8 og 10 og § 11, stk. 1, og i artikel 5, stk. 1, litra a-c, artikel 6, artikel 7, stk. 3, 1. og 2. pkt., artikel 9

og 10 og artikel 77, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om

beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling

af sådanne oplysninger, jf. databeskyttelseslovens § 2, stk. 1. For videregivelse af personoplysninger til

en anden forvaltningsmyndighed, der helt eller delvis foretages ved hjælp af automatisk databehandling,

finder reglerne i Europa-Parlamentets og Rådets forordning nr. 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse

af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne

oplysninger og databeskyttelsesloven anvendelse, medmindre videregivelsen er reguleret af lov om rets-

håndhævende myndigheders behandling af personoplysninger.

Endvidere følger det af forvaltningslovens § 28, stk. 2, at oplysninger af fortrolig karakter, som ikke

2018/1 LSF 188

er omfattet af stk. 1, kun må videregives til en anden forvaltningsmyndighed, når 1) den, oplysningen

angår, udtrykkeligt har givet samtykke, 2) det følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov,

at oplysningen skal videregives, eller 3) det må antages, at oplysningen vil være af væsentlig betydning

for myndighedens virksomhed eller for en afgørelse, myndigheden skal træffe. Forvaltningslovens § 28,

stk. 2, tager sigte på oplysninger af fortrolig karakter, som ikke angår identificerbare fysiske personer,

dvs. fortrolige oplysninger om juridiske personer og fortrolige oplysninger, som hverken angår juridiske

personer eller identificerbare fysiske personer.

Derudover følger det af forvaltningslovens § 29, stk. 1, at i sager, der rejses ved ansøgning, må

oplysninger om ansøgerens rent private forhold ikke indhentes fra andre dele af forvaltningen eller fra en

anden forvaltningsmyndighed. Bestemmelsen i § 29, stk. 1, gælder dog ikke, hvis 1) ansøgeren har givet

samtykke hertil, 2) andet følger af lov eller bestemmelser fastsat i henhold til lov eller 3) særlige hensyn

til ansøgeren eller tredjemand klart overstiger ansøgerens interesse i, at oplysningen ikke indhentes.

I forvaltningslovens § 31 er det fastsat, at i det omfang en forvaltningsmyndighed er berettiget til at

videregive en oplysning, skal myndigheden på begæring af en anden forvaltningsmyndighed videregive

oplysningen, hvis den er af betydning for den anden myndigheds virksomhed eller for en afgørelse, som

myndigheden skal træffe. Bestemmelsen er ikke begrænset til at omfatte fortrolige oplysninger og gælder

både for personoplysninger og andre oplysninger. Det fremgår endvidere af forvaltningslovens § 32, at

en person, der virker inden for den offentlige forvaltning, ikke i den forbindelse må skaffe sig fortrolige

oplysninger, som ikke er af betydning for udførelsen af den pågældendes opgaver.

Med lovforslaget skabes der hjemmel til, at almindelige personoplysninger kan indsamles og i øvrigt

behandles af kommunalbestyrelsen, når det er nødvendigt for at kunne bistå erhvervsministeren med

førelse af dennes tilsyn. Der henvises til lovforslagets specielle bemærkninger til § 1, nr. 8.

5. Regionale konsekvenser, herunder for landdistrikterne

Lovforslaget vurderes samlet set at kunne have positive regionale konsekvenser, herunder for landdi-

strikterne på grund af en øget turisme som konsekvens af de nye regler i dette lovforslag. Turisme er et

væsentligt erhverv, særligt i landdistrikterne.

Den foreslåede regulering vil skabe klarhed over reglerne for udlejning af helårsboliger til ferie- og

fritidsformål m.v. Denne klarhed over reglerne vurderes samlet set at øge borgernes opmærksomhed

og tryghed i forhold til at anvende deleøkonomiske platforme, særligt de portaler, som er bredt kendt

og har et stærkt koncept. Dette forventes samlet set og på sigt, særligt efter den 1. januar 2021, at

kunne øge den samlede udlejning af egen helårsbolig, særligt med effekt andre steder end i de større

byer. Dette medfører, at boligerne i stedet for at stå tomme i ejers og brugers kortere fravær vil huse

turister. Borgernes øgede anvendelse af deleøkonomiske platforme forventes således at ville øge det

samlede omfang af udlejning til turister, også selvom der i visse tilfælde er tale om en stramning af de

eksisterende regler i boligreguleringsloven.

6. Økonomiske konsekvenser og implementeringskonsekvenser for det offentlige

Erhvervsministeren skal føre tilsyn med borgeres overholdelse af udlejningsgrænserne.

Der vil i forbindelse med førelsen af tilsynet være administrative og it-relaterede omstillings- og

driftskonsekvenser for tilsynsmyndigheden, idet der skal etableres et it-modul til at indhente og behandle

oplysninger til brug for tilsynet.

Det vurderes, at tilsynsopgaven kan afholdes inden for en ramme af fem millioner kr., som er afsat på

finansloven.

Kommunalbestyrelsens beslutning om, hvorvidt der skal gælde en højere grænse for udlejning end ud-

gangspunktet på 70 dage, ligger inden for det kommunale råderum og har derfor ingen selvstyremæssige

konsekvenser for kommunerne.

2018/1 LSF 188

Erhvervsstyrelsen skal administrere en anmeldeordning for de kommuner, der vælger at sætte loftet

højere end 70 dage. Dette vurderes at ligge inden for det statslige udgiftsloft.

I forbindelse med erhvervsministerens førelse af tilsynet med de foreslåede regler forventes der at

ske overdragelse af højst fem forhold årligt til politiet til videre foranstaltning, blandt andet fordi den

enkelte sag vil være forholdsmæssigt ressourcekrævende at oplyse i det fornødne klare omfang for

tilsynsmyndigheden. Det er dog vanskeligt at skønne over det præcise antal sager, der vil blive overdraget

til politiet til videre foranstaltning, hvorfor det ikke kan udelukkes, at lovforslaget på sigt vil kunne

medføre økonomiske udgifter for anklagemyndigheden.

7. Økonomiske og administrative konsekvenser for erhvervslivet m.v.

Reguleringen af deleøkonomien skal sikre, at deleøkonomien bliver et velfungerende marked, der kan

være drivkraft for vækst, innovation og nye job på ordentlige vilkår.

Samlet set forventes reglerne at skabe klarhed over, i hvilket omfang udlejning af egen fulde helårsboli-

ger til ferie- og fritidsformål m.v. er lovligt, hvilket vurderes at fremme brugen af digitale platforme for

udlejning af helårsboliger til ferie- og fritidsformål m.v. Den øgede brug af digitale platforme til udlejning

af egen helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v., særligt efter den 1. januar 2021, hvor den automatiske

indberetningsløsning forventes at foreligge, forventes at indebære øget udlejning til turister og dermed

vækst i turismeerhvervet.

Forslaget har ingen relevans i forhold til digitaliseringsparat lovgivning. Forslaget vurderes desuden

ikke at påvirke virksomhedernes muligheder for at teste, udvikle og anvende digitale teknologier og

forretningsmodeller, hvorfor principperne for agil erhvervsrettet regulering ikke vurderes relevante.

Lovforslaget har ingen administrative konsekvenser for erhvervslivet.

8. Administrative konsekvenser for borgere

Lovforslaget har ikke administrative konsekvenser for borgerne.

9. Miljømæssige konsekvenser

Der kan være et forøget forbrug af el, vand, varme og gas, i det omfang den udlejede helårsbolig ellers

ville have stået tom under ejers eller brugers bortrejse. Lovforslaget vurderes samlet set ikke at have

væsentlige miljømæssige konsekvenser.

10. Forholdet til EU-retten

Lovforslaget har ikke EU-retlige aspekter.

11. Hørte myndigheder og organisationer m.v.

Danske Regioner, KL, Albertslund Kommune, Allerød Kommune, Assens Kommune, Ballerup Kom-

mune, Billund Kommune, Bornholms Regionskommune, Brøndby Kommune, Brønderslev Kommune,

Dragør Kommune, Egedal Kommune, Esbjerg Kommune, Fanø Kommune, Favrskov Kommune, Faxe

Kommune, Fredensborg Kommune, Fredericia Kommune, Frederiksberg Kommune, Frederikshavn Kom-

mune, Frederikssund Kommune, Furesø Kommune, Faaborg-Midtfyn Kommune, Gentofte Kommune,

Gladsaxe Kommune, Glostrup Kommune, Greve Kommune, Gribskov Kommune, Guldborgsund Kom-

mune, Haderslev Kommune, Halsnæs Kommune, Hedensted Kommune, Helsingør Kommune, Herlev

Kommune, Herning Kommune, Hillerød Kommune, Hjørring Kommune, Holbæk Kommune, Holstebro

Kommune, Horsens Kommune, Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Hørsholm Kommune,

Ikast-Brande Kommune, Ishøj Kommune, Jammerbugt Kommune, Kalundborg Kommune, Kerteminde

Kommune, Kolding Kommune, Københavns Kommune, Køge Kommune, Langeland Kommune, Lej-

re Kommune, Lemvig Kommune, Lolland Kommune, Lyngby-Taarbæk Kommune, Læsø Kommune,

Mariagerfjord Kommune, Middelfart Kommune, Morsø Kommune, Norddjurs Kommune, Nordfyns

Kommune, Nyborg Kommune, Næstved Kommune, Odder Kommune, Odense Kommune, Odsherred

2018/1 LSF 188

Kommune, Randers Kommune, Rebild Kommune, Ringkøbing-Skjern Kommune, Ringsted Kommune,

Roskilde Kommune, Rudersdal Kommune, Rødovre Kommune, Samsø Kommune, Silkeborg Kommu-

ne, Skanderborg Kommune, Skive Kommune, Slagelse Kommune, Solrød Kommune, Sorø Kommune,

Stevns Kommune, Struer Kommune, Svendborg Kommune, Syddjurs Kommune, Sønderborg Kommune,

Thisted Kommune, Tønder Kommune, Tårnby Kommune, Vallensbæk Kommune, Varde Kommune,

Vejen Kommune, Vejle Kommune, Vesthimmerlands Kommune, Viborg Kommune, Vordingborg Kom-

mune, Ærø Kommune, Aabenraa Kommune, Aalborg Kommune, Aarhus Kommune, Erhvervsstyrelsens

Team Effektiv Regulering, Datatilsynet, Nævnenes Hus, Rigsrevisionen, Advokatsamfundet, Andelsbo-

ligforeningernes Fællesrepræsentation, BL – Danmarks almene Boliger, Booking.com, BOSAM, By

& Havn, Byggesocietetet, Bygherreforeningen, Danmarks Lejerforeninger, Danmarks Naturfredningsfor-

ening, Danmarks Vækstråd, Dansk Byggeri, Dansk Camping Union, Dansk Detail, Dansk Ejendomsmæg-

lerforening, Dansk Erhverv, Dansk Kyst- og Naturturisme, Danske Boligadvokater, Danske Udlejere,

Den Danske Dommerforening, Det Økonomiske Råd, DI, DR, Ejendomsforeningen Danmark, Ejendoms-

mæglernes Landsorganisation, Erhvervslejernes Landsorganisation, F-Camping, Feriehusudlejernes Bran-

cheforening, Finans Danmark, Forbrugerrådet, Foreningen af miljø-, plan- og naturmedarbejdere i det

offentlige (EnviNa), Forsikring og Pension, Friluftsrådet, Fritidshusejernes Landsforening, Grundejernes

Investeringsfond, HORESTA, Huslejenævnsforeningen, Kommunalteknisk Chefforening, Københavns

Kommune – Center for byudvikling, Lejernes Landsorganisation, OCFF, Outdoor*Camping*Ferie&Fri-

tid, Parcelhusejernes Landsforening, Visit Denmark, VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter

for Velfærd, Aalborg Universitet, Aarhus Universitet, Arkitektskolen Aarhus, Danmarks Medie- og Jour-

nalisthøjskole, Danmarks Tekniske Universitet, Ellen Margrethe Basse, Aarhus Universitet, Helle Tegner

Anker, Københavns Universitet, Kunstakademiets Arkitektskole, Københavns Universitet, Peter Pagh,

Københavns Universitet, RUC – Roskilde Universitet og Syddansk Universitet.

12. Sammenfattende skema

Positive konsekvenser/Mindreud-

gifter

Økonomiske konsekvenser for

stat, kommuner og regioner

Ingen

Negative konsekvenser/Merud-

gifter

Fem millioner kr. for staten

Etablering af it-modul til at ind-

hente og behandle oplysninger til

brug for tilsynet

Ingen

Implementeringskonsekvenser Ingen

for stat, kommuner og regioner

Økonomiske konsekvenser for

erhvervslivet

Administrative konsekvenser

for erhvervslivet

Miljømæssige konsekvenser

Administrative konsekvenser

for borgerne

Forholdet til EU-retten

Er i strid med de fem

principper for implementering

Øget brug af digitale platforme

Ingen

Lovforslaget indeholder ingen EU-retlige aspekter.

NEJ

2018/1 LSF 188

af erhvervsrettet EU-regule-

ring /Går videre end mini-

mumskrav i EU-regulering

(sæt X)

Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser

Til § 1

Til nr. 1

Titlen på den gældende sommerhuslov er lov om sommerhuse og campering m.v.

Med lovændringen foreslås det, at lovens titel ændres til lov om udlejning af fast ejendom til ferie- og

fritidsformål m.v. og campering m.v.

Sommerhusloven har siden vedtagelsen i 1972 generelt reguleret udlejning af al fast ejendom (»hus og

husrum«) til rekreative formål m.v. og campering og ikke kun sommerhuse og campering.

Udlejning af fast ejendom til anden beboelse end helårsbeboelse, som ikke isoleret set kan betragtes

som udlejning til rekreative formål, eller hvor formålet med udlejningen ikke er kendt, er tilsvarende

omfattet af loven, hvis udlejningen i tidsmæssig udstrækning, karakter, formål eller lignende nærmere

kan sidestilles med rekreativ anvendelse end med helårsbeboelse. Som eksempler kan nævnes ophold i

forbindelse med tjenesterejser, mødeaktiviteter, konferencer, kurser, studierejser, kortvarig indstationering

eller lignende, hvor et nærliggende alternativ ville være et hotelophold.

Udlejning af fast ejendom til helårsbeboelse og andet formål end beboelse er derimod ikke omfattet

af loven. Denne form for udlejning reguleres efter de gældende regler herom, for eksempel lov om

leje af erhvervslokaler m.v. (erhvervslejeloven) eller lejeloven. Som eksempler kan nævnes udlejning

til helårsbeboelse, udlejning til medarbejdere, der indstationeres for en længere periode i tilknytning

til en virksomhed eller uddannelsesinstitution eller lignende, og udlejning af boliger eller værelser til

studerende.

Loven omfatter såvel sommerhuse og fritidsboliger i mere traditionel forstand, som andre ejendomme,

der anvendes til udlejning til rekreative formål m.v.

Med den foreslåede ændring gives der loven en mere dækkende titel i forhold til sit reelle indhold,

herunder tilføjes lovens anvendelsesområde i titlen. Anvendelsen af betegnelsen »ferie- og fritidsformål«

i lovens titel i stedet for »rekreative formål«, som oprindeligt var den betegnelse, som blev brugt i lovens

bemærkninger til at beskrive lovens anvendelsesområde, jf. nedenfor til nr. 2, er udtryk for en sproglig

opdatering og ikke for nogen indholdsmæssig ændring eller forskel i de to betegnelser.

Tilføjelsen af et »m.v.« efter ferie- og fritidsformål er udtryk for, at loven som anført ovenfor fortsat

ikke kun regulerer udlejning til ferie- og fritidsformål, men også udlejning, som nærmere kan sidestilles

med rekreativ anvendelse end med helårsbeboelse.

Til nr. 2

Det fremgår af sommerhuslovens § 1, stk. 1, nr. 1, at ejere og brugere af fast ejendom ikke uden

tilladelse erhvervsmæssigt eller for et længere tidsrum end 1 år må udleje eller fremleje hus eller husrum

på ejendommen til beboelse, medmindre det lejede skal anvendes til helårsbeboelse.

Bestemmelsen indebærer, at en ejer eller en bruger, som ønsker at udleje sin ejendom eller husrum på

sin ejendom til rekreative formål m.v. skal indhente en tilladelse hertil, hvis udlejningen er erhvervsmæs-

sig eller sker i en periode på mere end 1 år.

Det fremgår ikke klart af loven, hvad der skal forstås ved »erhvervsmæssig«. Af bemærkningerne

2018/1 LSF 188

(Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 1962) fremgår det dog, at en udlejning normalt må betragtes

som erhvervsmæssig (og dermed omfattet af kravet om tilladelse), hvis udlejningen får »en mere profes-

sionel karakter«. Det er således med ordet »erhvervsmæssig« ikke tilsigtet, at udlejningen skal være den

pågældendes hovederhverv.

Som eksempel på en ikke-erhvervsmæssig udlejning nævnes i betænkningen til loven (Betænkning over

I. forslag til lov om sommerhuse og campering m.v. […], Folketingstidende 1971-72, tillæg B, spalte

1806), at en husejer i en sommerferieby uden tilladelse efter loven vil kunne udleje sin sædvanlige helårs-

bolig eller en del deraf til sommergæster, idet en sådan udleje kun i ganske ekstraordinære situationer kan

betegnes som »erhvervsmæssig«.

Den udlejning af hus eller husrum, som reguleres i § 1, stk. 1, nr. 1, er udlejning til »rekreative

formål«.

Det følger af bemærkningerne til bestemmelsen, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte

1959, hvoraf det fremgår, at »[…] erhvervsmæssig udlejning til rekreative formål gøres afhængig af en

særlig tilladelse«.

Herudover er også udlejning af hus eller husrum til formål, som ikke isoleret set kan betragtes som

udlejning til rekreative formål, eller hvor formålet med udlejningen ikke er kendt, reguleret af § 1, stk. 1,

nr. 1, hvis udlejningen i tidsmæssig udstrækning, karakter, formål eller lignende nærmere kan sidestilles

med rekreativ anvendelse end med helårsbeboelse. Som eksempler kan nævnes ophold i forbindelse med

tjenesterejser, mødeaktiviteter, konferencer, kurser, studierejser, kortvarig indstationering eller lignende,

hvor et nærliggende alternativ ville være et hotelophold.

Af de specielle bemærkninger til § 1, stk. 1, nr. 1, (spalte 1962) fremgår det desuden, at § 1, stk. 1, nr.

1, regulerer udlejning af hus eller husrum til »sommerbeboelse«. Der er ikke holdepunkter for at antage,

at der med anvendelsen af betegnelsen »sommerbeboelse« er tilsigtet nogen tidsmæssig afgrænsning, der

fører til, at bestemmelsen alene skulle kunne regulere erhvervsmæssig eller langvarig udlejning af hus

eller husrum til rekreative formål m.v. i sommerperioder. Betegnelsen antages alene at være et udtryk for,

at udlejning til rekreative formål m.v. ofte, men ikke udelukkende, finder sted i sommerperioden.

At bestemmelsen i § 1, stk. 1, nr. 1, er begrænset til at regulere udlejning af hus eller husrum til

rekreative formål m.v., er i overensstemmelse med sommerhuslovens generelle anvendelsesområde,

som ligeledes er afgrænset til at vedrøre rekreative formål eller interesser m.v. Det fremgår af lovens

bemærkninger, jf. Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 1958-59, at sommerhuslovens tilblivelse

skete som led i en gennemførelse af »forskellige lovændringer til styrkelse af samfundets indseende

med arealanvendelsen, særligt i det åbne land og i områder af betydning for befolkningens rekreative

interesser«. Dette er afspejlet i lovens enkelte kapitler. Kapitel 1 regulerer som anført ovenfor den

erhvervsmæssige udlejning af hus og husrum til rekreative formål samt campering, mens kapitel 3

»regulerer selskabers og foreningers adgang til at erhverve fast ejendom til rekreativ anvendelse«, jf.

Folketingstidende 1971-72, tillæg A, spalte 1958. Sommerhuslovens nu ophævede kapitel 2 havde til

formål at regulere udnyttelsen af arealer i udlagte sommerhusområder gennem udnyttelsespåbud. Endelig

indeholder kapitel 4 »forskellige bestemmelser«, herunder fastlæggelse af tilsynsbeføjelser, straf, klage,

delegation m.v.

Med dette lovforslag foreslås indsat en ny

§ 1, stk. 2,

som har til formål at undtage ejeres og brugeres

udlejning af fast ejendom, som tjener til ejerens eller brugerens egen fulde helårsbolig, til ferie- og fritids-

formål m.v. fra den generelle regulering af udlejning af hus eller husrum i § 1, stk. 1, nr. 1. Udlejning

af en ejers eller brugers egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. skal i stedet reguleres af de

foreslåede bestemmelser i lovens §§ 5 og 6, jf. lovforslagets § 1, nr. 4-6.

Det betyder, at der ikke længere skal foretages en vurdering af, om udlejning af en ejers eller

brugers fulde helårsbolig kan betragtes som erhvervsmæssig og dermed omfattet af kravet om tilladelse

i sommerhuslovens § 1, stk. 1. Det samme gælder kravet om meddelelse af tilladelse ved langvarig

2018/1 LSF 188

udlejning. Grænserne for, hvor længe en ejer eller bruger må udleje sin egen fulde helårsbolig til ferie- og

fritidsformål m.v., reguleres fremadrettet af forslagets § 5 og § 5, jf. § 6, stk. 1.

Ved

ejeren

forstås den person, som efter de almindelige formueretlige regler har ejendoms- og disposi-

tionsretten over den faste ejendom. I praksis vil det som oftest være den person, som står registeret

som ejer i Tingbogen. Ved

brugeren

forstås lejer, fremlejer eller andelshaver. Sidestillet med ejer og

bruger er medlemmer af disses husstand, som lovligt og faktisk anvender den pågældende ejer-, leje- eller

andelsbolig som sin helårsbolig.

Hvornår en fast ejendom kan siges at »tjene

til«

en ejers eller brugers helårsbolig, afgøres ud fra en

samlet vurdering af forskellige momenter, herunder ejerens eller brugerens faktiske ophold i boligen, idet

en ejer eller bruger kun kan have fast helårsbolig i én bolig, en persons bopælsregistrering i CPR og

boligens lovlige anvendelse som helårsbolig i henhold til lovgivningen i øvrigt m.v.

Ved

helårsbolig

forstås som udgangspunkt ejer-, leje- og andelsboliger. Fritidsboliger og sommerhuse,

der anvendes som helårsbolig efter reglerne i kapitel 7 og 8 i lov om planlægning (planloven), er ligeledes

omfattet.

Ved

fulde

helårsbolig forstås som udgangspunkt udlejning af hele boligen, inklusive alle boligens

værelser. Efter omstændighederne kan det dog i konkrete tilfælde bero på et skøn, om der er tale om

udlejning af den fulde helårsbolig, som er omfattet af de foreslåede bestemmelser, eller om der er tale om

udlejning af dele af en helårsbolig, f.eks. udlejning af et eller flere værelse(r) i boligen, som er reguleret

af § 1, stk. 1, nr. 1. Eksempelvis vil der gælde en formodning for, at der er tale om udlejning af den fulde

helårsbolig, hvis et eller enkelte rum under udlejningen er aflåst.

Betegnelsen »ferie-

og fritidsformål«

er anvendt for at tydeliggøre bestemmelsens indhold og lovens

generelle anvendelsesområde. Anvendelsen af »ferie- og fritidsformål« i stedet for »rekreative formål«,

som er den betegnelse, som tidligere har været anvendt til at beskrive lovens anvendelsesområde, er i

øvrigt udtryk for en sproglig opdatering og ikke for nogen indholdsmæssig ændring eller forskel i de to

betegnelser.

Tilføjelsen af et »m.v.« efter ferie- og fritidsformål er udtryk for, at loven som anført ovenfor fortsat

ikke kun regulerer udlejning til ferie- og fritidsformål, men også udlejning, som nærmere kan sidestilles

med rekreativ anvendelse end med helårsbeboelse.

Bestemmelsen i § 1, stk. 1, nr. 1, regulerer fortsat udlejning til ferie- og fritidsformål m.v. af hele

ejendomme, som ikke tjener til en ejers eller brugers fulde helårsbolig. Som eksempler kan nævnes

udlejning af sommerhuse og andre fritidsboliger, som ikke anvendes som helårsboliger efter reglerne i

planlovens kapitel 7 og 8, boliger, som med kommunalbestyrelsens samtykke anvendes som fritidsbolig

efter boligreguleringslovens regler om midlertidig benyttelse (flexboligtilladelser), pendlerboliger (hvor-

ved forstås en bolig, som ejeren eller brugeren kun bebor lejlighedsvist, f.eks. i hverdage i forbindelse

med varetagelse af job i anden by, uden at boligen tjener som ejerens eller brugerens helårsbolig) og

tomme boliger.

Bestemmelsen i § 1, stk. 1, nr. 1, omfatter fortsat også udlejning af dele af en ejendom (»husrum«) til

ferie- og fritidsformål m.v. Det betyder, at eksempelvis udlejning af et eller flere værelse(r) i en ejendom

(uanset om denne ejendom tjener til en ejers eller brugers helårsbolig eller ej) til ferie- og fritidsformål

m.v. fortsat reguleres af § 1, stk. 1.

Til nr. 3

Den foreslåede ændring af henvisningen i

§ 1, stk. 4,

som bliver til stk. 5, er en konsekvens af, at de

gældende bestemmelser i § 1, stk. 2 og 3, bliver til stk. 3 og 4, jf. lovforslagets § 1, nr. 2.

2018/1 LSF 188

Til nr. 4

Der foreslås indsat et nyt

kapitel 2

»Udlejning af egen fulde helårsbolig«, som har til formål at regulere

ejeres og brugeres udlejning af fast ejendom, som tjener til ejerens og brugerens egen fulde helårsbolig, til

ferie- og fritidsformål m.v.

Denne udlejning har hidtil være reguleret af § 1, stk. 1, nr. 1, men undtages fra denne bestemmelse med

forslaget til ny § 1, stk. 2, jf. ovenfor til nr. 2.

Af den foreslåede

§ 5

fremgår det, at ejere eller brugere af fast ejendom, som tjener til ejerens eller

brugerens helårsbolig, højst må udleje deres fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. i 70 dage pr.

kalenderår.

Retten til at udleje den faste ejendom efter den foreslåede bestemmelse tilkommer

ejeren,

hvorved

forstås den person, som efter de almindelige formueretlige regler har ejendoms- og dispositionsretten over

den faste ejendom, i praksis ofte den registrerede ejer i Tingbogen, eller

brugeren,

hvorved forstås lejer,

fremlejer eller andelshaver. Sidestillet med ejere og brugere er medlemmer af disses husstand, som lovligt

og faktisk anvender den pågældende ejer-, leje- eller andelsbolig som sin helårsbolig.

Genstanden for udlejning efter § 5 er den faste ejendom, som lovligt og faktisk tjener til ejerens eller

brugerens fulde helårsbolig.

Hvornår en bolig kan siges at »tjene

til«

en ejers eller brugers fulde helårsbolig, afgøres, f.eks. i

tilfælde, hvor en person ejer flere ejendomme, som kan anvendes til helårsbeboelse, ud fra en samlet

vurdering af forskellige momenter, herunder ejerens eller brugerens faktiske ophold i boligen, idet en ejer

eller en bruger kun kan have fast helårsbolig i én bolig, en persons bopælsregistrering i CPR og boligens

lovlige anvendelse som helårsbolig i henhold til lovgivningen i øvrigt.

Ved

fulde

helårsbolig forstås som udgangspunkt udlejning af hele boligen, inklusive alle boligens

værelser. Efter omstændighederne kan det dog i konkrete tilfælde bero på et skøn, om der er tale om

udlejning af den fulde helårsbolig, som er omfattet af de foreslåede bestemmelser, eller om der er tale om

udlejning af dele af en helårsbolig, f.eks. udlejning af et eller flere værelse(r) i boligen, som er reguleret

af § 1, stk. 1, nr. 1. Eksempelvis vil der gælde en formodning for, at der er tale om udlejning af den fulde

helårsbolig, hvis et eller enkelte rum under udlejningen er aflåst.

helårsboliger,

som vil være omfattet af bestemmelsen, er som udgangspunkt ejer-, leje- og andels-

boliger. Fritidsboliger og sommerhuse, der anvendes som helårsbolig efter reglerne i kapitel 7 og 8 i

planloven, er ligeledes omfattet.

Bestemmelsen omfatter derimod ikke udlejning af hele ejendomme, som ikke tjener til en ejers eller

brugers fulde helårsbolig, til ferie- og fritidsformål m.v. Som eksempler på ejendomme, der ikke er

omfattet af bestemmelsen, kan nævnes udlejning m.v. af sommerhuse og andre fritidsboliger, som ikke

anvendes som helårsboliger efter reglerne i planlovens kapitel 7 og 8, boliger, som med kommunalbesty-

relsens samtykke anvendes som fritidsbolig efter boligreguleringslovens regler om midlertidig benyttelse

(flexboligtilladelser), pendlerboliger (hvorved forstås en bolig, som ejeren eller brugeren kun bebor

lejlighedsvist, f.eks. i hverdage i forbindelse med varetagelse af job i anden by, uden at boligen tjener

som ejerens eller brugerens helårsbolig) og tomme boliger. Bestemmelsen omfatter heller ikke udlejning

til ferie- og fritidsformål m.v. af dele af en ejendom (»husrum«), eksempelvis udlejning af et eller flere

værelse(r) i en helårsbolig.

Udlejning af sådanne ejendomme eller dele af sådanne ejendomme reguleres fortsat af sommerhuslo-

vens § 1, stk. 1, nr. 1, jf. de specielle bemærkninger til nr. 2.

Den foreslåede § 5 angiver det antal dage i et kalenderår, som en ejer eller en bruger maksimalt må

udleje sin fulde helårsbolig i, hvis kommunalbestyrelsen ikke har fastsat en højere grænse for udlejningen

i medfør af den foreslåede § 6.

Brugen af ordet »kalenderår« i bestemmelsen står i modsætning til f.eks. løbende år. Ved angivelsen

2018/1 LSF 188

af den højst tilladte grænse for udlejning inden for et kalenderår forstås således, at det samlede antal

af udlejningsdage ikke må overstige 70 i det pågældende år. Bestemmelsen stiller ikke krav om, at

udlejningen skal ske i sammenhængende (hele) dage eller perioder. Det afgørende er det samlede antal

dage, boligen er udlejet i. Ved hvert nyt kalenderår påbegyndes en ny opgørelsesperiode.

Det antal dage, som en bolig, der tjener som helårsbolig for en ejer eller bruger, maksimalt må udlejes

i efter den foreslåede § 5, knytter sig til boligen og ikke til boligens enkelte beboere. Ægtefæller,

samlevende eller bofæller har dermed ikke mulighed for at udleje i større omfang, end hvis der var tale

om en enkelt beboer.

Sker der imidlertid i løbet af et kalenderår en fuldstændig udskiftning af boligens beboere, f.eks. i

forbindelse med salg, genudlejning eller fremleje m.v., begrænses de nye beboeres mulighed for udlejning

ikke af de tidligere beboeres udlejning i samme år. Det vil sige, at de nye beboere, hvis betingelserne i § 5

i øvrigt er opfyldt, kan udleje hele boligen i samme omfang, som hvis boligen ikke havde været udlejet.

Det antages, at de foreslåede regler, hvorefter ejerens og brugerens ret til at udleje sin egen fulde

helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. afgrænses af et loft for antallet af udlejningsdage, indebærer,

at der kan og i flere tilfælde formentlig vil være tale om en stramning i forhold til de nugældende regler

i sommerhusloven. Det er således Erhvervsministeriets vurdering, at der vil kunne være tilfælde, hvor

en ejers eller brugers udlejning af sin fulde helårsbolig i en periode, som er længere end foreskrevet

i de foreslåede regler, efter en samlet vurdering ikke vil blive betragtet som erhvervsmæssig efter de

nugældende regler.

Omvendt vil selv en meget kort udlejning af en helårsbolig efter de gældende regler i helt ekstraordinæ-

re tilfælde kunne vurderes som erhvervsmæssig, mens den vil være inden for udlejningsgrænserne efter

de nye foreslåede regler, som i disse tilfælde derfor vil være lempeligere end gældende regler. Se de

almindelige bemærkninger afsnit 2.1.1.

Af den foreslåede

§ 6, stk. 1,

fremgår, at kommunalbestyrelsen kan beslutte at hæve grænsen for

udlejning af ejerens eller brugerens fulde helårsbolig fra 70 og op til 100 dage pr. kalenderår.

Kommunalbestyrelsens beslutning skal som udgangspunkt træffes i ét kalenderår med virkning fra et

kommende kalenderår. Kommunalbestyrelsen er ikke forpligtet til at træffe en ny beslutning for hvert ka-

lenderår. Den senest trufne beslutning er gældende, indtil kommunalbestyrelsen træffer en ny beslutning.

Kommunalbestyrelsen kan ved ny beslutning ændre en fastsat grænse i både op- og nedadgående

retning inden for rammerne af bestemmelsen, hvis forudsætningerne for en tidligere truffet beslutning har

ændret sig. Kommunalbestyrelsen kan herunder beslutte, at der ikke længere skal gælde et højere loft end

70 dage pr. kalenderår. Kommunalbestyrelsen kan dog ikke fastsætte en lavere grænse end 70 dage. Hvis

kommunalbestyrelsen træffer beslutning om at nedsætte en tidligere fastsat grænse, må denne beslutning

tidligst få virkning fra et kommende kalenderår.

Kommunalbestyrelsens beslutninger bør træffes i tilstrækkelig god tid til, at ejere og brugere kan nå at

indrette sig på de nye grænser.

Det fremgår af den foreslåede

§ 6, stk. 2,

at kommunalbestyrelsens beslutning efter stk. 1 skal offent-

liggøres på kommunens hjemmeside. Herigennem sikres det, at ejere og brugere kan gøre sig bekendt

med de grænser, som gælder i kommunen. Den til enhver tid gældende grænse skal altid fremgå af

hjemmesiden.

De beslutninger, som kommunalbestyrelsen træffer efter § 6, stk. 1, skal meddeles til erhvervsministe-

ren, jf. den foreslåede

§ 6, stk. 3.

Disse meddelelser giver erhvervsministeren et overblik over hvor mange

kommuner, som har besluttet af fastsætte højere udlejningsgrænser i relation til en vurdering af effekten

af og behovet for bestemmelsen, herunder som et led i en senere evaluering af reglerne. En oversigt over

de kommuner, som har ændret grænserne, offentliggøres på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

2018/1 LSF 188

Til nr. 5

Den foreslåede

§ 5

er en nyaffattelse af den § 5, som er affattet ved dette lovforslags § 1, nr. 4, jf.

ovenfor til nr. 4, og erstatter denne ved erhvervsministerens ikraftsættelse af bestemmelsen.

Formålet med den foreslåede § 5 er at regulere udlejning af en ejers eller brugers fulde helårsbolig til

ferie- og fritidsformål m.v.

Denne udlejning har hidtil været reguleret af § 1, stk. 1, nr. 1, men undtages fra denne bestemmelse med

forslaget til ny § 1, stk. 2, jf. ovenfor til nr. 2.

I forslaget til ny § 5 fastsættes de grænser for udlejning af en ejers eller en brugers udlejning af

egen fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v., som gælder efter etablering af en automatisk

indberetningsløsning for virksomheder, som formidler udlejningen.

Af den foreslåede

§ 5, stk. 1,

fremgår det, at ejere eller brugere af fast ejendom, som tjener til ejerens

eller brugerens helårsbolig, højst må udleje deres fulde helårsbolig til ferie- og fritidsformål m.v. i 30

dage pr. kalenderår.

Denne grænse på 30 dage pr. kalenderår kan hæves til 70 dage, hvis ejeren eller brugeren udelukkende

anvender en virksomhed til at formidle udlejningen, og denne virksomhed indberetter udlejningsindtæg-

terne efter skatteindberetningslovens § 43. Det følger af den foreslåede

§ 5, stk. 2.

Retten til at udleje i op til 70 dage efter forslagets § 5, stk. 2, kan påvirkes af, om der samtidig med

udlejningen af den fulde helårsbolig, som formidles af en virksomhed, som indberetter lejeindtægten efter

skatteindberetningslovens § 43, i samme år også sker udlejning af »husrum« (værelser) i helårsboligen.

Hvis der sker sådan en udlejning af husrum, og denne udlejning ligeledes formidles af en virksomhed,

som indberetter lejeindtægten efter skatteindberetningslovens § 43, må der fortsat ske udlejning af den

fulde helårsbolig i op til 70 dage. Formidles udlejningen af husrum derimod ikke af en virksomhed, som

indberetter lejeindtægten efter skatteindberetningslovens § 43, men af andre, f.eks. af ejer eller bruger

selv, må der kun ske udlejning af den fulde helårsbolig i 30 dage. Det følger af den foreslåede

§ 5, stk. 3.

Det er således uden betydning, at udlejningen af den fulde helårsbolig formidles af en virksomhed,

som indberetter lejeindtægten efter skatteindberetningslovens § 43, hvis dette ikke også er tilfældet for

udlejningen af husrum.

Det er ligeledes uden betydning, om der anvendes en eller flere forskellige udlejningsformidlere til

formidling af udlejningen af den fulde helårsbolig og udlejning af husrum. Det afgørende er, om der er

tale om virksomheder, som indberetter lejeindtægten ved udlejning af den fulde helårsbolig eller husrum

i helårsboligen efter skatteindberetningslovens § 43. Det betyder også, at i det omfang en ejer eller en

bruger kun delvist udlejer sin fulde helårsbolig og/eller husrum gennem en formidlingsvirksomhed og

delvist selv står for udlejningen, og dermed »blander« formidlingsformerne, er det stk. 1 og dermed

grænsen på 30 dage, som finder anvendelse.

Det er med andre ord en forudsætning for at kunne gøre brug af den højere udlejningsgrænse i den

foreslåede § 5, stk. 2 og 3, på 70 dage pr. kalenderår, at udlejningen af den fulde helårsbolig eller den

fulde helårsbolig og husrum i helårsboligen

udelukkende

formidles af en eller flere virksomheder, som

foretager indberetning i overensstemmelse med skatteindberetningslovens § 43.

Ved

virksomheder

forstås de virksomheder, som fremgår af skatteindberetningslovens § 43.

I medfør af denne bestemmelses stk. 1 skal en virksomhed, som for en skattepligtig formidler udlejning

af den skattepligtiges bolig (omfattet af ligningslovens § 15 O eller 15 Q), hvert år indberette til

indkomstregisteret, jf. §§ 3 og 4 i lov om et indkomstregister, om de lejeindtægter, som den skattepligtige

har opnået herved gennem virksomheden i det forudgående kalenderår. Herudover skal indberetningen

indeholde oplysninger til identifikation af virksomheden, boligen og den skattepligtige, jf. skatteindberet-

ningslovens § 43, stk. 3.

2018/1 LSF 188

Virksomheder, som ikke er indberetningspligtige efter skatteindberetningslovens § 43, stk. 1, kan foreta-

ge indberetninger af de oplysninger, som ville have været omfattet af indberetningen, hvis virksomheden

havde været indberetningspligtig, jf. skatteindberetningslovens § 43, stk. 5.

Retten til at udleje den faste ejendom efter den foreslåede bestemmelse tilkommer

ejeren,

hvorved

forstås den person, som efter de almindelige formueretlige regler har ejendoms- og dispositionsretten over

den faste ejendom, i praksis ofte den registrerede ejer i Tingbogen, eller

brugeren,

hvorved forstås lejer,

fremlejer eller andelshaver. Sidestillet med ejer og bruger er medlemmer af disses husstand, som lovligt

og faktisk anvender den pågældende ejer-, leje- eller andelsbolig som sin helårsbolig.

Genstanden for udlejning efter § 5 er den faste ejendom, som lovligt og faktisk tjener til ejerens eller

brugerens fulde helårsbolig.

Hvornår en bolig kan siges at »tjene

til«

en ejers eller brugers fulde helårsbolig, afgøres, f.eks. i

tilfælde, hvor en person ejer flere ejendomme, som kan anvendes til helårsbeboelse, ud fra en samlet

vurdering af forskellige momenter, herunder ejerens eller brugerens faktiske ophold i boligen, idet en

ejer eller en bruger kun kan have fast helårsbolig i én bolig, en persons bopælsregistrering i CPR samt

boligens lovlige anvendelse som helårsbolig i henhold til lovgivningen i øvrigt.