Udvalget for Landdistrikter og Øer 2022-23 (2. samling)
ULØ Alm.del
Offentligt
Folketingets Udvalg for Landdistrikter
og Øer
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 2341
Doknr.
683431
Dato
30-03-2023
Folketingets Udvalg for Landdistrikter og Øer har d. 9. marts 2023 stillet
følgende spørgsmål nr. 20 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt
(SF).
Spørgsmål nr. 20:
Ministeren bedes redegøre for, hvilken viden, ministeren har om de brugere,
der bruger nødovernatningspladserne på Den blå Oase, jf. at den Blå Oase
fortæller, at det ofte er udadreagerende brugere, der ikke kan komme på
forsorgspladserne på grund af deres adfærd eller allerede er forment adgang
hertil. Ministeren bedes ligeledes redegøre for, hvor denne gruppe skal
overnatte, når Den Blå Oase ikke kun åbne to måneder næste år.
Svar:
Jeg vil indledningsvist bemærke, at jeg ikke har nærmere kendskab til netop de
borgere, der gør brug af Den Blå Oases nødovernatningspladser.
Dertil vil jeg dog tilføje, at kommunerne er ansvarlige for at sørge for, at der er
det nødvendige antal tilbud efter serviceloven til personer med nedsat fysisk
eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer. Det gælder
herunder tilbud til personer i hjemløshed, fx lavtærskeltilbud som herberg efter
servicelovens § 110.
Tilskuddet til nødovernatningspladserne tjener som et supplement til de øvrige
tilbud på hjemløseområdet, fx herberg efter servicelovens § 110 og har til
formål at sikre akut ly for natten i vintermånederne for gadesovende personer i
hjemløshed med henblik på at modvirker bl.a. de helbredsmæssige problemer,
som målgruppen ellers kan opleve. Der er tale om en gruppe af meget udsatte
borgere, som er kendetegnet ved flere, samtidige og ofte langvarige problemer
så som psykiske lidelser, massivt misbrug og manglende netværk.
Det er en gruppe af borgere, som vi skal tage langt bedre hånd om. Derfor
ønsker regeringen også, at skabe en helt ny socialpolitik for de allermest
udsatte. En politik, hvor de mødes med værdighed.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1