ULØ, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 15: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet 1/3-23 om helårsbeboelse med beboelsesvogn i Danmark, til social- og boligministeren

Udvalget for Landdistrikter og Øer 2022-23 (2. samling)
ULØ Alm.del
Offentligt

Sagsnr.

2023 - 863

Doknr.

678539

Dato

07-03-2023

Transskription af social- og boligministerens besvarelse

af ULØ alm. del samrådsspørgsmål A, B og D afgivet

den 1. marts 2023 i Udvalget for Landdistrikter og Øer

Social- og boligministeren sagde følgende:

”Tak for det. Og tak også for spørgsmålet som er stillet til mig, og som jeg vil

besvare samlet.

Indledningsvis skal jeg selvfølgelig også gøre opmærksom på, at jeg som

minister ikke går ind i konkrete sager, og alligevel skal min indgang til talen

være, at der kan være flere grunde til, at mennesker vælger at bosætte sig på

en campingplads. For nogle kan det være den eneste mulighed i en virkelig

presset livssituation. For andre er det et mere aktivt tilvalg at bo på en anden

måde, end det som de fleste gør.

Vi får også beretninger både om ægtepar med fast arbejde og med gevinst fra

boligsalg og ivrig rejseaktivitet i øvrigt i den ene ende af skalaen, hvis man må

sige det på den måde. Men jo også om socialt udsatte mennesker, nogen med

misbrug og andre med sygdom eller andre ting, som oplever at

campingpladsen er deres eneste mulighed lige nu. Og det lyder i øvrigt også

på mig som om, at der er opstået et ret fantastisk fællesskab af at bo på den

måde. Jeg har selv boet kollektiv i mange år, så jeg forstår udmærket, at der

kan opstå en meget stærk fællesskabsfølelse af, at man bor flere mennesker

sammen med hinanden. I en lidt anderledes boform, end det de fleste bor i.

Men uanset hvad der gør sig gældende for den enkelte, altså om man tilhører

den ene eller den anden gruppe, af dem jeg har nævnt her, så er en

campingplads ikke løsningen på boligproblemer og boligmangel i øvrigt for

socialt udsatte mennesker i Danmark. Jeg mener ikke, at vi skal have

trailerparks i Danmark. Det er for mig et skrækeksempel på, hvad der sker, når

man slår bunden ud af et boligmarked, som vi ser at der er andre steder i

verden.

Vi har igennem mange årtier i Danmark insisteret på, at alle skal have

mulighed for at have en god og en tryg og en sund bolig. Og derfor har vi

indrettet os på den måde, at vi har en almen boligsektor, og vi har i øvrigt

kommunal anvisning, som kirkeministeren også var inde på. For mig er

trailerparks det modsatte, og for mig er den type udvikling det modsatte. Det

betyder ikke, at jeg ikke har stor kærlighed til, at vi skal opbygge andre måder

at kunne bo sammen på.

Men ideen om, at trailerparks skulle være løsningen på boligsociale problemer,

det mener jeg simpelthen ikke, at vi kan være bekendt. Der skal vores

velfærdssamfund kunne levere noget bedre. Så jeg har altså stor forståelse for,

at man har lyst til at leve på mindre konform måde, end gennemsnittet af

befolkningen ville vælge anderledes boligformer.

Nogle vil gerne bo i tiny houses, der er nogen, der gerne vil bo i kollektiver, der

er nogen, der gerne vil bo i husbåde. Det er ikke alle, der har lyst til at bo i et

parcelhus i et parcelhuskvarter. Og det synes jeg, man skal have lov til at

ULØ, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 15: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet 1/3-23 om helårsbeboelse med beboelsesvogn i Danmark, til social- og boligministeren

bestemme selv, og jeg synes, man skal have flere muligheder, end vi har i dag

i forhold til at kunne bo på forskellige måder.

Men det skal ikke være sådan, at det kan bruges som løftestang til at slå

bunden ud på vores boligmarked. Og det vil jeg sige, at det er det dilemma, vi

står med i hele diskussionen om helårsbeboelse på campingpladser. Og det vil

sige, at jeg vil gerne se på udviklingen i boligformer, om man kan være med til

at løsne på nogle regler.

Vi har allerede en enhed i Social- og Boligstyrelsen, som arbejder med at

udbrede vidne om nye former for både bygge- og bofællesskaber. Og hvor man

kan få etableret den strukturelle ramme omkring de fællesskaber, som opstår,

når man bor sammen med hinanden på andre måder.

Men det betyder altså ikke, at vi som et af de stærkeste velfærdssamfund i

verden, skal slække på kravene til, at alle boliger skal være gode og sunde. Og

det er helt centralt for mig, og derfor er det ikke en god løsning for et

velfærdssamfund, at man indfører trailerparks som en variant af, hvordan vi

griber til at løse boligsociale problemer.

Vi har både gode alternativer til campingpladser og til hjemløshed i øvrigt. Og

særligt de almene boliger er med lav husleje og lige adgang målerette

mennesker, der ikke kan klare sig på det private boligmarked. Og der er jo hele

den variation i de historier, vi hører.

Det er som udgangspunkt den enkeltes ansvar at finde et sted at bo, enten via

venteliste til en almen bolig eller på det private boligmarked. Men der er jo

situationer, og det er derfor det er vigtigt for mig at understrege, at vi både har

dem, der kan selv i de historier, der er omtalt, og så har vi nogen, hvor der nok

også er brug for lidt mere hjælp.

Der har vi jo meget forskellige situationer, både økonomisk og socialt. Så

selvom det som udgangspunkt er den enkeltes ansvar, så er der jo situationer,

hvor man har brug for hjælp og hvor kommunen må træde til, og

kommunalbestyrelsen har ret til at få stillet indtil hver fjerde ledige almen

familiebolig til rådighed. Af de almene boligorganisationer. Det kan også

aftales, at man har en højere andel end en fjerdedel med de almene

boligorganisationer.

Og boligerne skal bruges til at løse påtrængende boligsociale opgaver i

kommunen. Det er jo sådan set det, der er hele meningen med det. Det vil

sige, at kommunerne kan anvise almen boliger til borgere, som har et socialt

problem, og hvor bolig er en del af løsningen. Den kommunale boliganvisning

skal altid ske på baggrund af en konkret og individuel vurdering af den

boligsøgendes behov. Og det betyder i udgangspunktet, at den person, som

har det mest påtrængende behov, skal tilbydes en passende bolig først, og det

er måske lidt svar på den del omkring ventelister.

Fordi javel, der er ventelister, og de ventelister kan være lange. Men hvis man

har påtrængende boligsocialt problem, og kommunen vurderer det, så er der

altså mulighed for at anvise en bolig, hvor man ikke skal stå 30 år på venteliste

for at få den. Men det betyder så omvendt også, at hver borger har ikke ret til at

få tilbudt en bolig af sin egen eller en anden kommune. Det kommer an på ens

situation.

Lad os for eksempel sige, at man var multimilliardær, så ville man nok få lidt

svært ved at komme afsted med at sige, at man havde et akut boligproblem,

man ikke selv var i stand til at løse. Så på den måde giver det også mening, at

man går ind og vurderer på den enkeltes mulighed for at finde en bolig selv.

Kommunen kan så sætte vejledende kriterier for, i hvilke situationer man kan

forvente hjælp. For eksempel, at man skal være borger i kommunen, og at

boligproblemet er uforudset, og vedkommende ikke selv kan finde en bolig.

Men kriterierne må ikke være så faste, at man ikke konkret kan gå ind og

foretage en vurdering af borgeren, og et afslag vil ikke kunne stå i vejen for en

ny vurdering, hvis der er sådan, at ens livssituation for eksempel ændrer sig.

Og den konkrete individuelle vurdering af, om en borger har et påtrængende

boligsocialt behov, er derfor uomgængelig i loven.

Kommunal anvisning af almene boliger til socialudsatte borger er, efter min

mening, en vigtig hjørnesten i vores velfærdssamfund, og der er det

selvfølgelig vigtigt, at kommunerne løfter deres ansvar og anviser en bolig, når

det er nødvendigt. Det betyder selvfølgelig også, at kommunerne, der er

involveret i situationer af den her karakter, der vil man selvfølgelig også kunne

påtage sig det ansvar og gøre brug af de muligheder, som lovgivningen giver

mulighed for, hvis mennesker er i nød. Og hvis der er børn inde i billedet, så

har kommunerne en særlig forpligtelse til at hjælpe og dermed også sikre gode

opvækstvilkår, og det gælder for alle børn, der har ophold i kommunen.

Og for de mennesker, som kan have svært ved at fastholde en bolig på grund

af dårlig økonomi, der gælder det om at bruge de muligheder, lovgivningen har

for at holde hånden under den enkelte i form af blandt andet boligstøtte og

enkeltydelser. Det er også muligt at hjælpe økonomisk udsatte borgere med et

lån til et beboerindskud, hvis de skal flytte ind i en ny bolig, ligesom at man kan

yde det, der hedder flyttehjælp.

Boligstøtten dækker en del af den løbende husleje og er størst for husstand

med lave indkomster. Både huslejestøtte og enkeltydelser indgår i

lovgivningen, som hører til hos beskæftigelsesministeren, men det er

lovgivning, som bør bruges, når det er nødvendigt.

Og endelig har kommunen mulighed for at tilbyde hjælp via

husvildebestemmelsen, det vil sige at finde og lægge ud for udgifter til

midlertidig overnatning i en akut nødsituation.

Men de kommunale forpligtelser fritager ikke nogen fra at tage et ansvar for sit

eget liv, hvis det er sådan, at man kan det. I et velfærdssamfund er det

selvfølgelig sådan, at vi også har pligt til, hvis vi kan, at gøre det, vi kan. Og det

gælder også at gøre en indsats for at finde et sted at bo, fx ved at skrive sig op

til en almen bolig.

At vi fastholder, at alle skal gøre, hvad de kan, giver kommunerne bedre

mulighed for også at tage hånd om de mennesker, der har behov for hjælp. Det

giver næsten også sig selv, at hvis alle dem, der kan, selv gør det, så er der

også bedre mulighed for at tage fat om de situationer, hvor det ikke er tilfældet.

Skiftende regeringer har i de senere år understøttet etablering af små, billige

almene boliger, både med direkte tilskud og med bedre incitament for

kommunerne til at støtte små boliger.

Desværre er der nogle steder, særligt omkring Københavnsområdet, hvor der

er mangel på billige almene boliger. Men der bliver gjort ret meget for at ændre

på det. Som en del af aftalen om Fonden for Blandede Boliger, som blev

indgået i slutningen af 2021, er der afsat midler til konkrete projekter med nye

almene boliger i de store byer. Og for at sikre kommunerne adgang til meget

billige almenboliger til kommunalanvisning blev der også i samme aftale afsat

godt 1 mia. kr. til nye, billige almen familieboliger og et huslejetilskud til de

eksisterende almene boliger.

For der kan jo være nogen, der står lige nu og her, der kan man jo ikke vente

på en byggeri, der er færdig om 10 år. Og kommunerne har som sagt

anvisningsret til de meget billige boliger, hvor huslejen er nede på 3.500 kr. om

måneden, og huslejetilskuddet skal bruges i år, mens der kan søges om tilskud

til nye boliger frem til 2027. Men med de nuværende inflationstal er prognosen,

at vi får i alt cirka 3.000 meget billige boliger.

Meningen er, at kommunerne skal bruge de billige boliger til mennesker, som

er ramt af hjemløshed og andre socialt udsatte boliger. Og de nye meget billige

boliger supplerer de cirka 6.000 eksisterende meget billige boliger, som er der i

forvejen, som gennemsnitligt bliver ledige hvert år og som kommunerne

allerede kan anvise til en andel af. I dag anviser kommunerne cirka 11% af

boligerne med en husleje på under 3.500 kr. om måneden. Og det kan være en

fordel for kommunerne at indgå aftaler med de almene boligorganisationer om

at få tilbudt flere af de små, helt billige boliger til boligsocial anvisning.

Der er aktuelt mange danskere, som har svært ved at få privatøkonomien til at

hænge sammen på grund af den høje inflation. Det er der slet ikke nogen tvivl

om, og også mange flere end dem, som fra tid til anden kan have behov for en

akut økonomisk håndsrækning fra kommunen.

Og derfor indgik næsten hele Folketinget i efteråret 2022 en aftale om

vinterhjælp, som bl.a. indfrøs husholdningers energieudgifter og sænkede

elafgiften. Og den 10. februar 2023 indgik vi i regeringen sammen med SF og

Danmarksdemokraterne radikale, DF, Alternativet og Ny Borgerlige, en aftale

om inflationshjælp til udsatte danskere på samlet ca. 2,4 mia. kr.

Det er afgørende for regeringen at forhindre, at den høje inflation og akutte nød

for langvarige konsekvenser, fordi at en gruppe danskeres økonomi bliver slået

så meget ud af kurset, at de risikerer f.eks. at miste deres bolig.

Derfor er jeg glad for, at vi har afsat penge, bl.a. til at hjælpe netop de

mennesker, som rammes ekstra hårdt af de høje priser, og som lige nu har

svært ved at betale huslejen, og i øvrigt energiregning og alle mulige andre

ting. Blandt andet med et supplement til ældrecheck og en økonomisk

håndsrækning til de mest udsatte børnefamilier, og så altså nedsættelse af

huslejen i økonomiske udsatte almene boligafdelinger.

Det tror jeg var det, jeg havde indledningsvis som svar. Det blev lidt langt, men

der var også en del spørgsmål at svare på, så tak for ordet.”