UFU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 94: MFU spm. om at retsopgøret efter 2. verdenskrig, uagtet det skrøbelige juridiske grundlag, var vigtigt for at undgå udenretlige og vilkårlige henrettelser, som man så det i eksempelvis Frankrig

Uddannelses- og Forskningsudvalget 2022-23 (2. samling)
UFU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Uddannelses- og Forskningsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

Kontor:

Sagsnr.:

Dok.:

29. marts 2023

Strafferetskontoret

2023-0032/24-0002

2756524

Besvarelse af spørgsmål nr. 94 (Alm. del) fra Folketingets Uddannelses-

og Forskningsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 94 (Alm. del), som Folketingets

Uddannelses- og Forskningsudvalg har stillet til justitsministeren den 1.

marts 2023. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget

(MFU) Peter Kofod (DF).

Peter Hummelgaard

Morten Holland Heide

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/8

UFU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 94: MFU spm. om at retsopgøret efter 2. verdenskrig, uagtet det skrøbelige juridiske grundlag, var vigtigt for at undgå udenretlige og vilkårlige henrettelser, som man så det i eksempelvis Frankrig

Spørgsmål nr. 94 (Alm. del) fra Folketingets Uddannelses- og Forsk-

ningsudvalg:

”Anerkender

ministeren, at retsopgøret efter 2. verdenskrig,

uagtet det skrøbelige juridiske grundlag, var vigtigt for at undgå

udenretlige og vilkårlige henrettelser, som man så det i eksem-

pelvis Frankrig, hvor over 100.000 blev henrettet?”

Svar:

Retsopgøret efter den tyske besættelse af Danmark baserede sig på føl-

gende hovedlove (jf. Ditlev Tamm, Retsopgøret efter Besættelsen, 3. ud-

gave, 1997, s. 69 f., og s. 755 ff., samt Peter Yding Brunbech, Retsopgøret

efter Besættelsen, 1945-1955, artikel på udgivet på danmarkshistorien.dk,

Historisk Afdeling ved Institut for Kultur og Samfund på Aarhus Universi-

tet, 2012):

•

Lov

nr. 259 af 1. juni 1945 ”om Tillæg til Borgerlig Straffelov an-

gaaende forræderi og anden landsskadelig Virksomhed”

(”straffe-

lovstillægget”).

Loven blev ændret ved lov nr. 356 af 29. juni 1946

og bekendtgjort som lovbekendtgørelse nr. 368 af 6. juli 1946. Der

er siden lovbekendtgørelsen foretaget ændringer ved lov nr. 286 af

18. juni 1951 og lov nr. 1097 af 22. december 1993.

Lov nr. 260 af 1. juni 1945

”om

Tillæg til Lov om Rettens Pleje

vedrørende Behandling af Sager angaaende Forræderi og anden

landsskadelig Virksomhed m.v.”

(”retsplejelovstillægget”).

Denne

lov blev senere ændret ved hhv. lov nr. 599 af 21. december 1945,

lov nr. 359 af 4. juli 1946 og lov nr. 204 af 11. juni 1954.

Lov nr. 322 af 7. juli 1945

”om

Oprettelse af en ekstraordinær Tje-

nestemandsdomstol m.v.”. Loven er siden ændret ved lov nr. 450 af

1. oktober 1945.

Lov nr. 406 af 28. august 1945

”om

Tillæg til Lov Nr. 259 af 1. Juni

1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og an-

den landsskadelig Virksomhed”

(den såkaldte ”Værnemagerlov”).

Lov nr. 490 af 9. oktober 1945

”om

Oprejsning til uforskyldt inter-

nerede Personer”.

•

Side 2/8

•

Lov nr. 499 af 9. oktober 1945

”om

Avancebegrænsning vedrørende

visse Leverancer og Arbejder m.v., omfattet af Lov Nr. 330 af 12.

Juli 1945 om Revision af visse tyske Betalinger”.

Lov nr. 500 af 9. oktober 1945

”om

Tilbagebetaling af Fortjeneste

ved Erhvervsvirksomhed m.v. i tysk Interesse”.

Lov nr. 395 af 12. juli 1946

”om Straf for Krigsforbrydelser”,

der er

ændret ved lov nr. 423 af 7. oktober 1947 og lov nr. 1097 af 22.

december 1993. Loven indførte straf for krigsforbrydelser og forbry-

delser mod menneskeheden.

•

Straffelovstillægget indeholdt bl.a. mulighed for dødsstraf (livsstraf) og

gjaldt med tilbagevirkende kraft til 9. april 1940.

Forberedelsen af retsopgøret tog sin begyndelse allerede under besættel-

sen, hvor Frihedsrådet, det koordinerende organ for den danske modstands-

bevægelse under den tyske besættelse,

i 1943 udsendte pjecen ”Naar Dan-

mark atter er frit”. Pjecen omtaler,

at generhvervelsen af dansk statsstyre

efter besættelsens ophør skal opfylde tre hovedformål (jf. pjecen, s. 3):

”1)

Demokratiet skal ufortøvet og uindskrænket gennemføres

og dets Fremtid sikres.

2) De, der er skyldige i eller medansvarlige for, at vort Selvstyre

og vort Retsgrundlag blev krænket under Besættelsen, og de,

som har draget personlig Fordel af Landets Ufrihed, bør staa

til Ansvar for deres Handlinger.

3) Enhver Straffeforanstaltning, der maatte blive iværksat over-

for saadanne Personer, skal være i Overensstemmelse med

rodfæstet dansk Retsbevidsthed og gennemføres ad lovlig

Vej, saaledes at man undgaar Selvjustits.”

Behovet for at undgå selvjustits blev i pjecen uddybet således (jf. s. 5):

”Ad 3) Medens der for de første fire Gruppers Vedkommende

[dvs. bl.a. medlemmer af regeringen, rigsdagen, samt visse em-

bedsmænd, personer inden for pressen og erhvervsdrivende]

næppe bestaar nogen større Fare for, at Folket ved Krigsafslut-

ningen skulde tage sig selv til Rette, viser en lang Række begi-

venheder i Sommeren 1943, at Udsigten til Selvjustits overfor

dem, der falder ind under Gruppe V [dvs. ”Nazister og deres

Medløbere” mv.], er nærliggende. Hvor

forstaaelig en saadan

spontan Reaktion end maatte være, er den dog i saa høj Grad

Side 3/8

stridende mod dansk Retsopfattelse, at alle besindig Borgere

Maa være enige om at søge denne Situation undgaaet.

Men dette kan kun ske, hvis Befolkningen paa Forhaand har

Sikkerhed for, at Anklagen mod de paagældende vil blive rejst,

og at de ufortøvet bliver hindret i at udøve den Terror, de gen-

nem deres nazistiske Oplæring er indstillet paa at bringe i An-

vendelse, og som ganske utilsløret forberedes af de hvervede

Korps.

For at undgaa blodige Revolter og Opgør indenfor Landets

Grænser, men ogsaa for at sikre Gennemførelsen af de to andre

Hovedopgaver, vil det være nødvendigt, at der

straks

efter

Krigsslutningen paa forfatningsmæssigt Grundlag skabes et Re-

geringsorgan, der i Overensstemmelse med Folkets Ønsker

handlekraftigt kan og vil gennemføre de Forholdsregler, der er

nødvendige for hurtigt at føre Landet frem til en normal Tilvæ-

relse.”

Straffelovstillægget blev i forarbejderne ligeledes motiveret med behovet

for at imødekomme den almindelige retsbevidstheds krav om opgør, men

således at dette skete under lovlige former, jf. Rigsdagstidende 1944-45 (2.

samling), tillæg A, sp. 97:

”Under den tyske Besættelse er der i Danmark som i andre be-

satte Lande vokset en dyb Harme frem mod dem, som under

denne Nødsituation er faldet deres Land og Folk i Ryggen ved

at tage Parti for Besættelsesmagten og virke for den til Skade

for danske Interesser, eller som har udnyttet Landets Nød til ved

Besættelsesmagtens Hjælp at fremme at fremme deres egne In-

teresser. Den almindelige Retsbevidsthed kræver, at der nu, da

Landet atter er frit, under lovlige Former skal gøres op med dem,

der har begaaet saadanne landsforræderiske og landsskadelige

Handlinger.”

Den daværende justitsminister i befrielsesregeringen (Niels Busch-Jensen)

udbyggede dette således under førstebehandlingen af straffelovstillægget og

retsplejelovstillægget i Folketinget, jf. Rigsdagstidende 1944-45 (2. sam-

ling), Folketingets forhandlinger, sp. 113 (se også stort set tilsvarende

Landstingets forhandlinger, sp 78 f.):

”Efter at Danmark i over 5 Aar har levet under den tyske Besæt-

telse, foreligger ogsaa for Lovgivningsmagten den Opgave at

genopbygge, hvad der i disse Aar er slaaet i Stykker. Men forud

for Opbygningen er en Udrensning nødvendig. Alle, som har ar-

bejdet med paa Landets Ulykke eller har modarbejdet dets Be-

frielse ved Landsforræderi og anden landsskadelig Virksomhed,

maa udskydes af Samfundet og maa have den Straf, som de har

fortjent. Det er et almindeligt Krav i det danske Folk, at de, der

Side 4/8

har forbrudt sig, straffes og straffes strengt, og det er ogsaa et

almindeligt Krav, at Straffen lægges i Domstolenes Haand, og

at de Straffesager, som er nødvendige, gennemføres i den lov-

lige Retsplejes Former og med Iagttagelse af alle de Hensyn,

som efter dansk Rets Opfattelse skal iagttages, for at Retsplejen

kan være forsvarlig.”

Risikoen for lynchjustits i befolkningen blev også anerkendt i forarbejderne

til loven om oprejsning til uforskyldt internerede personer, dvs. de personer,

der i dagene umiddelbart efter befrielsen den 5. maj 1945 var blevet inter-

neret af modstandsbevægelsen. Efter denne lovs § 1, stk. 1, havde personer,

der uforskyldt havde været undergivet internering ved frihedsbevægelsens

foranstaltning, ret til erstatning for den ved interneringen tilføjede formue-

skade, lidelse og tort. Stk. 2 fastslog nærmere, hvornår en internering havde

været uforskyldt. I bemærkningerne til lovforslaget hed det, at internerin-

gerne skulle tjene to formål, jf. Rigsdagstidende 1944-45 (2. samling), tillæg

A, sp. 1577:

”[…]

1) at sikre, Modstandsbevægelsen eller de allierede Hære mod

at blive faldet i Ryggen af nationalt upaalidelige Personer.

2) at undgaa Lynchjustits fra Befolkningens Side.

[…]”

Det tilsvarende formål med interneringerne umiddelbart efter befrielsen

fremhæves også af det udvalg, der i november 1945 blev nedsat med henblik

på at overveje ændringer i straffelovstillægget og retsplejelovstillægget, jf.

Betænkning til overvejelse af Spørgsmålet om ændring af Lovene af 1. Juni

1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov og til Lov om Rettens Pleje angaa-

ende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed afgivet af det af Justits-

ministeriet den 21. november 1945 nedsatte udvalg, s. 10. Se tilsvarende

professor, dr.jur. W. E. von Eyben, Thi Kendes for Ret

–

Retsopgøret efter

Besættelsen, s. 14, 1968.

Blandt historikere fremhæves også, at holdningen dengang var, at et retsop-

gør var nødvendigt for at undgå ”selvjustits”

eller lignende, jf. Ditlev Tamm,

hhv., Retsopgøret efter Besættelsen, 3. udgave, 1997, s. 70 ff., 722 og 743,

Retshistorie, 2. udgave, 2005, s. 418, og Juraens 100 Bedste Historier

–

Ret-

tens Kulturhistorie fra Middelalderen til i Dag, 2016, s. 514, samt Peter

Yding Brunbech, Retsopgøret efter Besættelsen, 1945-1955, artikel på ud-

givet på danmarkshistorien.dk, 2012.

Side 5/8

Ønsket om et ordnet retsopgør hos både modstandsfolk og politikere sam-

menfattes af Tage Kaarsted i Olaf Olsen (red.), Gyldendal og Politikens

Danmarkshistorie, bind 13, 1925-1950

–

Krise og Krig, 1991, s. 295 f., så-

ledes:

”Særligt Frankrig stod som et skræmmende eksempel efter in-

vasionen i juni 1944. Her var intet retsopgør forberedt, og ”de

lange knives nat” strakte sig over måneder, hvor man ikke blot

uden videre stillede egentlige landsforrædere op ad muren, men

også små fisk, sortbørsfolk, gamle uvenner, kreditorer og poli-

tiske modstandere alt efter, hvilken farve den frihedskæmper or-

ganisation havde, som overtog magten efter fordrivelsen af ty-

skerne. Det er et mørkt kapitel i Frankrigs historie, vanskeligt

for historikerne at få indblik i. Antallet af vilkårlige henrettelser

i Frankrig er vurderet til fra 10.000 til over 100.000. Selv om det

første tal sandsynligvis er rigtigere end det sidste, måtte det

virke alarmerende. Efterretningerne fra Grækenland og Italien

var ikke meget bedre.

Ganske vist betragtede både modstandsfolk og politikere

danskere som besindige nordboer, men man kunne aldrig vide,

hvad der ville ske, når åget var borte, og had og hævntørst fik

frit løb. Ikke mindst i den politiløse tid efter 19. september 1944

havde besætterne og deres håndlangere udvist en stadig mere

brutal adfærd, og underretningerne om de tyske tilintetgørelses-

lejre var nået frem og forøgede forbitrelsen mod tyskerne og de

danske nazister.”

I forhold til, hvordan situationen ville have udviklet sig, hvis der ikke

havde været et retsopgør, konkluderer Tage Kaarsted i forlængelse af det

ovenfor citerede (s. 302) således om, hvad alternativet til retsopgøret havde

været med henvisning til de 46 dødsdomme, der blev eksekveret:

”Om alternativet havde været et summarisk opgør efter fransk

mønster, kan vi ikke vide; men 46 henrettede havde næppe gjort

det. Det lykkedes ikke at gennemføre opgøret under former, som

opfylder den rolige fredstids sædvanlige krav. Men 1945 var da

også en af nationens mest usædvanlige faser. Derfor måtte det

gå, som det gik. Set i historiens perspektiv er det oftest i tilsva-

rende situationer gået langt værre.”

Da daværende statsadvokat for København og senere højesteretsdommer og

højesteretspræsident, Jørgen Trolle, udtaler dog omvendt i sine erindringer,

at risikoen for ”de lange knives” nat ikke var så stor i juni 1945, hvor straf-

felovstillægget blev vedtaget, jf. Jørgen Trolle, Ret og Vrang

–

Erindringer,

1977, s. 153:

Side 6/8

”Der blev også talt noget om at undgå de lange knives nat, men

muligheden for denne nat var formentlig for længst overstået,

da vi kom til juni måned.”

Det må ved vurderingen af retsopgøret efter besættelsen også haves for

øje, at opgøret rummede flere aspekter, hvor nogle har været kritiseret for at

gå for vidt. Dette gælder navnlig behandlingen af de danske krigsfrivillige,

der i Frikorps Danmark indgik i tysk militærtjeneste på Østfronten, og som

efterfølgende blev straffet for det efter straffelovstillægget, jf. Ditlev Tamm,

Retsopgøret efter Besættelsen, 3. udgave, 1997, s. 729, der anfører således:

”Politikerne tog ikke initiativ til at fortælle dem, der meldte sig,

at det var forkert. De accepterede uden problemer oprettelsen af

et ”Frikorps”, en general

kom til stede ved en afdelings afrejse

til fronten, forsvarsministeren bevilgede orlov til officerer, der

ville med og gjorde det tilmed i en almindelig rundskrivelse, der

kunne ligne en opfordring til at melde sig. Alt sammen for at

forhandlingspolitikken kunne fortsætte og for at undgå noget

værre, f.eks. tvangsudskrivning. Regeringen udleverede jo også

dansk militærudrustning, f.eks. torpedobåde, til tyskerne. Kan

man straffe soldaterne uden at bebrejde politikerne

–

eller i hvert

fald forsvarsministeren

– noget?”

Samme forfatter konkluderer i overensstemmelse hermed i Retshistorie, 2.

udgave, 2005, s. 432, således:

”Spørgsmålet om det var rimeligt at straffe, står stadig hen. Jeg

tror, at mange i dag med den viden, vi har om samarbejdspoli-

tikkens mål, vil være tilbøjelige til at mene, at de krigsfrivillige

var en del af den pris, som måtte betales for at fastholde samar-

bejdspolitikken, og at der derfor efterfølgende burde være udvist

større forståelse for denne form for kollaboration, som jo foregik

uden for Danmark.”

Tilsvarende synspunkter er fremsat af Ditlev Tamm i Juraens 100 Bedste

Historier

–

Rettens Kulturhistorie fra Middelalderen til i Dag, 2016, s. 519

f. Lignende synspunkter findes hos W. E. von Eyben, der i Thi Kendes for

Ret

–

Retsopgøret efter Besættelsen, 1968, s. 95 f., udtaler således:

”Efter den opfattelse, som er gjort gældende her, kunne lovenes

tilbagevirkende kraft ikke alene begrundes med, at lovgivnings-

magten var sat ud af spillet i besættelsestiden, men med den re-

alistiske betragtning, at det i 1945 var nødvendigt at anvende

alvorlige straffe over for alvorlige forbrydere, men også kun

dem, hvis man ikke skulle styrtes ud i kaotiske tilstande. Heri

Side 7/8

ligger ikke, at man kunne have klaret sig med en decimering af

de dømtes antal. Torturister, hipofolk, angivere, propagandister

og grove værnemagere kunne ikke vente sig anden skæbne. Men

det havde nok været muligt at frasortere betydeligt flere, der

havde udført tysk krigstjeneste eller bevæbnet vagttjeneste. Dels

kunne samfundet have haft råd til at tro på

–

eller i hvert fald

bære sig ad, som man troede på

–

udsagn om, at de i tiden indtil

omkring 29. august 1943 havde handlet i tillid til de udtalelser,

som faktisk forelå om vilje til samarbejde med tyskerne. Heri

ligger ikke uden videre en kritik af domstolenes bevisvurdering,

men nok så meget et ønske om, at der ved en relativt letløbende

påtalepraksis var blevet frafaldet tiltale, når der var tilvejebragt

en vis sandsynlighed herfor. Dels

–

og det er måske mere væ-

sentligt

–

at der var skabt mulighed for ikke at straffe dem, der

kom ind i tjeneste af denne karakter i forlængelse af deres civile

arbejde i tysk tjeneste.

[…]

Det er let at være bagklog og så mange år efter røre ved punkter,

som burde have været behandlet anderledes. Tilbage bliver dog,

at retsopgøret, trods alle fejl og mangler, kom til at optræde i

stedet for noget, der var værre, et kaotisk opgør ved særdomstole

med summarisk retspleje og med uoprettelige skader som

følge.”

I sidste ende må vurderingen af retsopgøret i dets mange forskellige

aspekter samt dets bevæggrunde foretages af historikerne. Som ovenstående

viser, var det på daværende tidspunkt en udbredt holdning, at der var en

risiko

for ”selvjustits” eller lignende blandt befolkningen, og at der bl.a. der-

for var behov for at internere en række personer samt for at indføre et straf-

felovstillæg og retsplejelovstillæg, så de personer, man mente havde udvist

landsskadelig virksomhed, blev stillet til ansvar under lovlige former.

I den forbindelse vil jeg gerne understrege, at dødsstraf og straffelovgivning

med tilbagevirkende kraft ikke er i overensstemmelse med en nutidig rets-

opfattelse.

Hvordan situationen dengang ville have udviklet sig, hvis der ikke havde

været et retsopgør, som det vi så i Danmark

–

og om den ville have udviklet

sig som i Frankrig

–

har jeg ingen mulighed for at svare på. Dette spørgsmål

er bedre overladt til historikerne.

Side 8/8