Uddannelses- og Forskningsudvalget 2022-23 (2. samling)
UFU Alm.del
Offentligt
Folketingets Uddannelses- og
Forskningsudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 921
Doknr.
661502
Dato
09-02-2023
Folketingets Uddannelses- og Forskningsudvalg har d. 23. januar 2023 stillet
følgende spørgsmål nr. 37 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed
besvares. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra ikkemedlem af udvalget (MFU)
Theresa Berg Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 37:
”Vil ministeren oplyse, hvad status er for arbejdsgruppen, som, jf. den politiske
aftale ”Børnene Først” indgået den 11. maj 2021, skulle udarbejde en model
for, hvordan en ny børne- og familierådgiveruddannelse kan se ud, og som
ifølge aftalen skulle afslutte arbejdet inden udgangen af 2022?”
Svar:
Med
Aftale om Børnene Først
blev det besluttet at nedsætte en arbejdsgruppe
med henblik på at udarbejde ”en model for en ny børne- og
familierådgiveruddannelse, som giver socialrådgivere specialiserede
kompetencer i børns rettigheder og samtaler med børn og udsatte familier”.
Arbejdsgruppens formål er således at komme med et oplæg til en eller flere
modeller for, hvordan en ny børne- og familierådgiveruddannelse kan se ud
mht. rammer, finansiering mv.
Der vil på baggrund af arbejdsgruppens oplæg skulle tages politisk stilling til,
om der skal oprettes en ny børne- og familierådgiveruddannelse, og hvordan
den i så fald skal finansieres. Hvis det besluttes at oprette uddannelsen, vil der
være tale om en ny proces fra, at en model for en ny børne- og
familierådgiveruddannelse præsenteres, til at en uddannelse herefter eventuelt
kan realiseres. Der vil i den forbindelse være behov for afklaring af bl.a.
juridiske forhold, regler og rammer for uddannelsen. Desuden vil en ny
uddannelse, afhængig af form og indhold, skulle gennemgå de sædvanlige
processer for godkendelse af nye udbud.
1