Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
SUU Alm.del
Offentligt
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 21-09-2023
Enhed:PSYK
Sagsbeh.: DEPMSAN
Sagsnr.: 2023-1029
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 637 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 24. august 2023.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Mette Thiesen (DF).
Spørgsmål nr. 637:
”Vil
ministeren kommentere den bekymring, der er blevet rejst om medarbejderflugt
fra psykiatrien som følge af manglende anonymitet overfor patienter?
–
Og vil
ministeren samtidig redegøre for, hvordan man kan sikre, at arbejdsmiljøet forbliver
trygt og attraktivt for sundhedspersonalet i psykiatrien?”
Svar:
Regeringen ser med stor alvor på problemstillingen om, at medarbejdere i psykiatrien
udsættes for vold og trusler, og hvor det i nogle tilfælde er gået så galt, at
medarbejdere har mistet livet.
Jeg mener, at de tragiske hændelser understreger det store behov for, at vi giver
psykiatrien et markant løft, og vil gerne understrege vigtigheden af, at det skal være
trygt og sikkert at gå på arbejde som ansat i sundhedsvæsenet. I relation hertil er det
helt essentielt, at de overordnede rammer for at yde psykiatrisk behandling er i
orden.
Regeringen har i regeringsgrundlaget derfor tilkendegivet at ville prioritere yderligere
3 mia. kr. til psykiatriområdet over en samlet 10-årig periode, således at 10-årsplanen
for psykiatrien er fuldt finansieret. Allerede i 2024 løfter regeringen psykiatrien med i
alt 467 mio. kr.
Med forslag til finanslov for 2024 vil regeringen give psykiatrien et reelt og markant
varigt løft udover de midler, der allerede er afsat til området. Samtidig har regeringen
fremlagt profilen for en fuldt finansieret 10-årsplan frem mod 2030, hvor der vil være
3,2 mia. kr. ekstra til psykiatrien, end da regeringen trådte til.
Midlerne kommer oveni de varige midler på 1,1 mia. kr., der allerede er afsat, således
at der fra 2020 til 2030 samlet set til psykiatrien vil blive afsat 4,3 mia. kr. yderligere
årligt.
Regeringen har allerede indikeret, at tryghed vil spille en central rolle på den korte
bane i regeringens prioritering af at styrke psykiatrien. Det vil regeringen komme
nærmere ind på i forbindelse med de kommende finanslovsforhandlinger.
Indsatsen for at sikre et trygt arbejdsmiljø skal dog ske i tæt samspil med
medarbejderne på de psykiatriske afdelinger og bør tilpasses de lokale forhold ude på
afdelingerne.