Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
SUU Alm.del
Offentligt
2768171_0001.png
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
M [email protected]
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 20-10-2023
Enhed: Psykiatri og Misbrug
Sagsbeh.: Therese Vestergaard
Jensen
Koordineret med:
Sagsnr.: 2023 - 1525
Dok. nr.: 15298
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 605 (Alm. del), som Sundhedsudvalget
har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 8. august 2023. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DD).
Spørgsmål nr. 605:
”Ministeren
bedes oplyse, om regionerne uden videre må stoppe behandlingen af
psykisk syge patienter, hvis de takker nej til det behandlingstilbud eller
rehabiliterende forløb, regionen tilbyder, og om der er situationer, hvor regionerne
kan frasige sig behandleransvaret af en patient med en psykisk sygdom ved f.eks. at
henvise til et kommunalt tilbud.”
Svar:
Det følger bl.a. af sundhedslovens § 79, at regionsrådet yder sygehusbehandling til
personer, der har bopæl i regionen, ved sit sygehusvæsen og ved andre regioners
sygehuse.
Generelt set vil tilrettelæggelsen af en behandlingsindsats altid bestå af, at en
sundhedsperson foretager en konkret vurdering af patientens behov og herefter
foreslår og drøfter en behandlingsindsats med patienten, hvis informerede samtykke
er en forudsætning for at starte en behandlingsindsats.
Det er som udgangspunkt regionerne, der kan tilrettelægge en behandlingsindsats,
og patienten inddrages i videst muligt omfang i behandlingsovervejelserne, og
patientens ønsker til behandlingen skal tillægges vægt. Dog har man som patient som
udgangspunkt ikke krav på at bestemme indholdet af de ydelser, man tilbydes i
sundhedsvæsenet. Ligeledes kan regionerne efter en konkret vurdering i det enkelte
tilfælde stille vilkår for den regionale behandling, fx vilkår om supplerende
kommunale tilbud, såfremt vilkårene er sundhedsfagligt relevante, fx hvis det
vurderes, at virkningen af en regional behandlingsindsats kan afhænge af andre
indsatser, mv.
Det bemærkes også, at det i regionen kan vurderes, at der for den enkelte patient er
en bedre behandlingsindsats af en psykisk lidelse i fx kommunalt regi eller i almen
praksis. Det kunne fx være tilfældet, hvis der var tale om en let grad af en psykisk
lidelse, om end det altid vil bero på en konkret vurdering.
Såfremt man som patient
–
på trods af inddragelse i sundhedspersonens overvejelser
om den tilbudte behandlingsindsats
–
vælger at takke nej hertil, har man som
udgangspunkt ikke ret til tilbud om anden behandling i sundhedsvæsenet. Det
forudsætter imidlertid bl.a., at patienten har fået fyldestgørende information om den
behandling, der tilbydes, samt fyldestgørende information om konsekvenserne af, at
der ikke iværksættes behandling.
 SUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 605: Spm. om behandlingen af psykisk syge patienter m.v.
Informationen skal tage udgangspunkt i den konkrete situation og skal på den
baggrund tilpasses patientens individuelle forudsætninger med hensyn til alder,
modenhed, erfaring m.v. Endvidere skal informationen omfatte oplysninger om
relevante forebyggelses-, behandlings- og plejemuligheder, samt oplysninger om
konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes.
Det skal også vurderes, om patienten er habil til at træffe beslutningen selv.
Det kan bemærkes, at spiseforstyrrelser desværre ofte er præget af udtalt
ambivalens over for behandlingen. Jeg har til brug for besvarelse af spørgsmålet
indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen oplyser følgende:
”I Sundhedsstyrelsens høringsdokumentet af ”Anbefalinger vedr. tværsektorielle
forløb for mennesker med spiseforstyrrelser” (2021) fremgår det, at der for
mennesker med spiseforstyrrelser, særligt anoreksi, ofte vil være en svær ambivalens
i forhold til at arbejde imod spiseforstyrrelsen, normalisere vægt og blive rask. Denne
ambivalens bliver forstærket af, at spiseforstyrrelser ofte har en beroligende og
affektregulerende funktion, som kan gøre det svært at finde motivation til at indgå i
behandling og arbejde mod spiseforstyrrelsen. Ambivalensen er en særligt
komplicerende faktor i forhold til behandlingen af mennesker med spiseforstyrrelser.
Det er derfor vigtigt, at fagpersoner er opmærksomme på ambivalensen og hele tiden
arbejder med at fremme den pågældendes motivation for behandling. Det fremgår
også af Sundhedsstyrelsens ”Spiseforstyrrelser
- anbefalinger for organisation og
behandling af spiseforstyrrelser” (2005),
at for behandling af spiseforstyrrelser er det
altid nødvendigt at arbejde med patientens motivation og udbygge samarbejdet med
patienten både ved indledningen af behandlingen og i forløbet. Generelt bør
manglende eller svingende motivation ikke være grund til at afvise eller afslutte en
patient.”
Med venlig hilsen
Sophie Løhde
Side 2