Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
SUU Alm.del
Offentligt
2768169_0001.png
 
Folketingets Sundhedsudvalg 
Slotsholmsgade 10‐12 
DK‐1216 København K 
 
T +45 7226 9000 
F +45 7226 9001 
M [email protected]  
W sum.dk  
 
 
Dato: 20‐10‐2023 
Enhed: Psykiatri og Misbrug 
Sagsbeh.: Therese Vestergaard 
Jensen 
Koordineret med:  
Sagsnr.: 2023 ‐ 1525 
Dok. nr.: 15298 
 
 
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 605 (Alm. del), som Sundhedsudvalget 
har stillet til indenrigs‐ og sundhedsministeren den 8. august 2023. Spørgsmålet er 
stillet efter ønske fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DD). 
 
Spørgsmål nr. 605:  
”Ministeren bedes oplyse, om regionerne uden videre må stoppe behandlingen af 
psykisk syge patienter, hvis de takker nej til det behandlingstilbud eller 
rehabiliterende forløb, regionen tilbyder, og om der er situationer, hvor regionerne 
kan frasige sig behandleransvaret af en patient med en psykisk sygdom ved f.eks. at 
henvise til et kommunalt tilbud.” 
 
Svar: 
Det følger bl.a. af sundhedslovens § 79, at regionsrådet yder sygehusbehandling til 
personer, der har bopæl i regionen, ved sit sygehusvæsen og ved andre regioners 
sygehuse. 
 
Generelt set vil tilrettelæggelsen af en behandlingsindsats altid bestå af, at en 
sundhedsperson foretager en konkret vurdering af patientens behov og herefter 
foreslår og drøfter en behandlingsindsats med patienten, hvis informerede samtykke 
er en forudsætning for at starte en behandlingsindsats.  
 
Det er som udgangspunkt regionerne, der kan tilrettelægge en behandlingsindsats, 
og patienten inddrages i videst muligt omfang i behandlingsovervejelserne, og 
patientens ønsker til behandlingen skal tillægges vægt. Dog har man som patient som 
udgangspunkt ikke krav på at bestemme indholdet af de ydelser, man tilbydes i 
sundhedsvæsenet. Ligeledes kan regionerne efter en konkret vurdering i det enkelte 
tilfælde stille vilkår for den regionale behandling, fx vilkår om supplerende 
kommunale tilbud, såfremt vilkårene er sundhedsfagligt relevante, fx hvis det 
vurderes, at virkningen af en regional behandlingsindsats kan afhænge af andre 
indsatser, mv.   
 
Det bemærkes også, at det i regionen kan vurderes, at der for den enkelte patient er 
en bedre behandlingsindsats af en psykisk lidelse i fx kommunalt regi eller i almen 
praksis. Det kunne fx være tilfældet, hvis der var tale om en let grad af en psykisk 
lidelse, om end det altid vil bero på en konkret vurdering.  
 
Såfremt man som patient – på trods af inddragelse i sundhedspersonens overvejelser 
om den tilbudte behandlingsindsats – vælger at takke nej hertil, har man som 
udgangspunkt ikke ret til tilbud om anden behandling i sundhedsvæsenet. Det 
forudsætter imidlertid bl.a., at patienten har fået fyldestgørende information om den 
behandling, der tilbydes, samt fyldestgørende information om konsekvenserne af, at 
der ikke iværksættes behandling.  
 
 SUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 604: Spm. om behandlingen af en patient med alvorlig spiseforstyrrelse m.v.
 
Informationen skal tage udgangspunkt i den konkrete situation og skal på den 
baggrund tilpasses patientens individuelle forudsætninger med hensyn til alder, 
modenhed, erfaring m.v. Endvidere skal informationen omfatte oplysninger om 
relevante forebyggelses‐, behandlings‐ og plejemuligheder, samt oplysninger om 
konsekvenserne af, at der ingen behandling iværksættes.  
Det skal også vurderes, om patienten er habil til at træffe beslutningen selv.  
 
Det kan bemærkes, at spiseforstyrrelser desværre ofte er præget af udtalt 
ambivalens over for behandlingen. Jeg har til brug for besvarelse af spørgsmålet 
indhentet bidrag fra Sundhedsstyrelsen. Sundhedsstyrelsen oplyser følgende:   
 
”I Sundhedsstyrelsens høringsdokumentet af ”Anbefalinger vedr. tværsektorielle 
forløb for mennesker med spiseforstyrrelser” (2021) fremgår det, at der for 
mennesker med spiseforstyrrelser, særligt anoreksi, ofte vil være en svær ambivalens 
i forhold til at arbejde imod spiseforstyrrelsen, normalisere vægt og blive rask. Denne 
ambivalens bliver forstærket af, at spiseforstyrrelser ofte har en beroligende og 
affektregulerende funktion, som kan gøre det svært at finde motivation til at indgå i 
behandling og arbejde mod spiseforstyrrelsen. Ambivalensen er en særligt 
komplicerende faktor i forhold til behandlingen af mennesker med spiseforstyrrelser.  
 
Det er derfor vigtigt, at fagpersoner er opmærksomme på ambivalensen og hele tiden 
arbejder med at fremme den pågældendes motivation for behandling. Det fremgår 
også af Sundhedsstyrelsens ”Spiseforstyrrelser ‐ anbefalinger for organisation og 
behandling af spiseforstyrrelser” (2005), at for behandling af spiseforstyrrelser er det 
altid nødvendigt at arbejde med patientens motivation og udbygge samarbejdet med 
patienten både ved indledningen af behandlingen og i forløbet. Generelt bør 
manglende eller svingende motivation ikke være grund til at afvise eller afslutte en 
patient.” 
 
 
Med venlig hilsen 
 
 
 
 
 
Sophie Løhde 
 
Side 2