Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
SUU Alm.del
Offentligt
Slotsholmsgade 10-12
DK-1216 København K
T +45 7226 9000
F +45 7226 9001
W sum.dk
Folketingets Sundhedsudvalg
Dato: 19-05-2023
Enhed: SPOLD
Sagsbeh.: DEPSAW
Sagsnr.: 2305547
Dok. nr.: 2670232
Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 342 (Alm. del), som Folketingets
Sundhedsudvalg har stillet til indenrigs- og sundhedsministeren den 21. april 2023.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Kirsten Normann Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 342:
”Mener
ministeren, at der bør ses på, om kapaciteten på de offentlige, tværfaglige
smertecentre og -klinikker samt på centre for funktionelle lidelser er tilstrækkelig set i
forhold til behovet for behandling af kroniske smertesygdomme, herunder også set i
forhold til hvordan kapaciteten er i forskellige dele af landet?”
Svar:
Der har gennem længere tid generelt været pres på det danske sundhedsvæsen, hvor
der flere steder opleves kapacitetsudfordringer og lange ventetider. Det er en uhold-
bar situation, der går ud over patienterne. Det gælder også på smerteområdet og for
patienter med funktionelle lidelser, hvor der nogle steder opleves udfordringer med
ventetider, f.eks. til udredning og behandling på tværfaglige smertecentre og -klinik-
ker samt på centre for funktionelle lidelser.
Det har været en vigtig prioritet for regeringen at få lavet en akutplan, så vi kan lette
presset på sundhedsvæsenet her og nu. Derfor indgik regeringen som bekendt en af-
tale i februar med Danske Regioner om en akutplan for sundhedsvæsenet til 2 mia.
kr. i alt i perioden 2022-2024. Det er et første skridt på vejen.
Med akutplanen sætter vi ind med en række indsatser, der tilsammen skal bidrage til
at aflaste områder med kapacitetspres, nedbringe ventetider og sikre en bedre brug
af sundhedsvæsenets ressourcer, herunder også smerteområdet og området vedr.
funktionelle lidelser. Som led i akutplanen har regeringen og Danske Regioner desu-
den indgået en aftale med Sundhed Danmark om brug af den private kapacitet. Delaf-
talen giver bl.a. lavere priser på behandling og undersøgelser, så regionerne bedst
muligt kan inddrage det private i afviklingen af ventelister.
Det er regionerne, der er ansvarlige for at tilrettelægge den rette kapacitet i de en-
kelte regioner og områder. I forhold til tværfaglig smertebehandling har flere regio-
ner aftaler med privathospitaler, der bidrager til at løfte udredning og behandling.
Der er på smerteområdet desuden et arbejde i gang i Sundhedsstyrelsen med at ud-
arbejde faglige anbefalinger om organisering og indsatser på smerteområdet. Anbe-
falingerne skal understøtte, at smertepatienter får tilbudt den rette behandling på
det rette tidspunkt. I anbefalingerne vil der bl.a. være fokus på at tydeliggøre, hvilke
patienter der bør henvises til de tværfaglige smertecentre og -klinikker og hvilke pati-
enter, der vil kunne varetages tværfagligt i det primære sundhedsvæsen.