SUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 109: Spm. om kommentar til materiale fra Stomiforeningen, Senfølgerforeningen, DALYFO og Kræftens Bekæmpelse m.fl. om tildelingen af personlige hjælpemidler

Sundhedsudvalget 2022-23 (2. samling)
SUU Alm.del
Offentligt

Folketingets Sundhedsudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.sm.dk

Sagsnr.

2023 - 1187

Doknr.

666893

Dato

01-03-2023

Folketingets Sundhedsudvalg har d. 1. februar 2023 stillet følgende spørgsmål

nr. 109 (alm. del) til indenrigs- og sundhedsministeren og social- og

boligministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 109:

”Vil ministrene kommentere henvendelser af 26/9-22

og 26/1-23 fra

Stomiforeningen, Senfølgerforeningen, DALYFO og Kræftens Bekæmpelse

m.fl. om tildelingen af personlige hjælpemidler, jf. SUU alm. del - bilag 28 og

46?

Vil ministrene herunder punkt for punkt kommentere de 4 konkrete anbefalinger

i SUU, alm. del

–

bilag 46, samt forslaget om, at Sundhedsstyrelsen udarbejder

faglige standarder på hjælpemiddelområdet?

Vil ministrene punkt for punkt kommentere de konkrete forslag i SUU, alm. del

–

bilag 46, til ændringer i servicelovens vejledning om støtte til hjælpemidler og

forbrugsgoder samt sundhedslovens cirkulære om afgræsning af

behandlingsredskaber, hvortil udgiften afholdes af sygehusvæsenet?”

Svar:

Spørgsmålet er stilet til både social- og boligministeren og indenrigs- og

sundhedsministeren, da spørgsmålet omhandler bevilling af hjælpemidler og

behandlingsredskaber efter lov om social service og sundhedsloven. Der er på

den baggrund udarbejdet en samlet besvarelse, hvor jeg har indhentet bidrag

fra indenrigs- og sundhedsministeren.

Indledningsvist vil jeg gerne kvittere for det fremsendte materiale og for de

anbefalinger til området, som foreningerne kommer med. Det er en vigtig

problemstilling, som foreningerne sætter fokus på.

Hjælpemiddelområdet er et prioriteret indsatsområde for regeringen.

Regeringen er opmærksom på, at der er udfordringer på hjælpemiddelområdet,

og at der er eksempler på, at personer med handicap oplever for lang

sagsbehandling af visitation til hjælpemidler. Som det fremgår af

regeringsgrundlaget, ønsker regeringen derfor at forenkle reglerne for visitation

til hjælpemidler, så borgerne oplever øget tilgængelighed, mindre ventetid og

mere smidig visitation.

Der ligger et stort arbejde foran os, som vi dog ikke har taget hul på endnu, da

regeringen stadig er ny. Det er derfor også for tidligt for mig at sige noget mere

præcist om, hvad arbejdet med hjælpemiddelområdet vil indebære. Jeg kan

dog forsikre om, at vi i regeringen vil søge en bred inddragelse af interessenter

og organisationer på området.

SUU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 109: Spm. om kommentar til materiale fra Stomiforeningen, Senfølgerforeningen, DALYFO og Kræftens Bekæmpelse m.fl. om tildelingen af personlige hjælpemidler

Foreningerne efterspørger, at der på landsplan udarbejdes en ensartet

bevillingspraksis i kommunerne og regionerne vedrørende bevillingen af

hjælpemidler.

Det er vigtigt, at forskellen i den hjælp, man som borger med varigt nedsat

funktionsnedsættelse som følge af handicap eller sygdom modtager, ikke bliver

for stor på tværs af kommunegrænserne. Uanset hvor man bor i landet, skal

man have den hjælp og støtte, som er nødvendig for, at hverdagen kan hænge

sammen, og som man har ret til efter lovgivningen. Tildelingen af hjælp må

således aldrig afhænge af ens postnummer.

Det er serviceloven, der fastsætter den overordnede ramme for det sociale

område. Inden for denne ramme er det dog op til den enkelte kommune at

træffe beslutning om et vejledende serviceniveau, herunder hvilke tilbud der

skal stilles til rådighed, omfanget af tilbuddene, og hvem der har ret til dem. Der

kan således være forskel på, hvordan de forskellige kommuner prioriterer

deres tilbud, men kommunens tilbud skal naturligvis leve op til serviceloven, så

borgerne får den hjælp, som de på baggrund af en konkret og individuel

vurdering har behov for.

Hvis man som borger flytter fra én kommune til en anden, er det op til den nye

bopælskommune at vurdere ens sag ud fra en konkret og individuel vurdering

sammenholdt med bopælskommunens vejledende serviceniveau. Det er vigtigt

at understrege, at kommunen altid skal fravige sit vejledende serviceniveau,

hvis forholdene i den enkelte sag ud fra en konkret og individuel vurdering

tilsiger det.

Regeringen har noteret sig anbefalingen om at udarbejde en ensartet

bevillingspraksis.

Foreningerne efterspørger desuden, at specialiserede sundhedsprofessionelle i

dialog med borgeren skal bevilge hjælpemidler. I forbindelse hermed

efterspørger foreningerne konkret, at det skrives ind i vejledning om støtte til

hjælpemidler og forbrugsgoder, at vurderingen af hjælpemidler til borgeren

foretages af en sundhedsprofessionel, og at det præciseres i vejledningen, at

der i en vurdering skal indgå oplysninger om borgerens behov og

helbredsmæssige tilstand.

Hertil kan det oplyses, at det er kommunens opgave at oplyse en sag, inden

kommunen træffer afgørelse. Det vil sige, at kommunen skal sikre sig, at den

har alle relevante oplysninger i sagen, og at sagen er vurderet efter alle

relevante regler. Kommunen kan vælge at inddrage sundhedsprofessionelle og

specialister i sagsoplysningen, men det er kommunen, som har

myndighedsopgaven, og som beslutter, hvordan sagsbehandlingen

tilrettelægges, herunder hvilken vægt eventuelt indhentede oplysninger skal

tillægges ved afgørelsen om hjælp til borgeren.

Regeringen har dog noteret sig anbefalingen, som i udgangspunktet vil kræve

finansiering. Regeringen noterer sig desuden foreningernes ønske om, at

Sundhedsstyrelsen får til opgave at udarbejde faglige standarder på

hjælpemiddelområdet.

Derudover efterspørger foreningerne, at der fastsættes et loft over

sagsbehandlingstid på bevilling af hjælpemidler.

Regeringen er enig i, at sagsbehandlingstiden på hjælpemiddelområdet bør

forkortes, men det er endnu for tidligt at sige, om lovbestemte sagsfrister på

socialområdet er den bedste vej at gå.

Endelig efterspørger foreningerne, at ansvarsfordelingen mellem kommunerne

og regionerne klarlægges. I forbindelse hermed har foreningerne et par ønsker

til ændringer i cirkulære om afgrænsning af behandlingsredskaber, hvortil

udgiften afholdes af sygehusvæsenet, CIR nr. 9079 af 22/02/2013 (herefter

afgrænsningscirkulæret for behandlingsredskaber). For så vidt angår

afgrænsningscirkulæret for behandlingsredskaber har jeg indhentet bidrag fra

indenrigs- og sundhedsministeren, der oplyser følgende:

”Afgrænsningscirkulæret

for behandlingsredskaber beskriver

ansvarsfordelingen mellem region og kommune i forhold til myndigheds- og

udleveringsansvaret i forhold til behandlingsredskaber og hjælpemidler. Af

cirkulæret fremgår, at regionen afholder udgifter til behandlingsredskaber som

led i sygehusbehandling, mens kommunen afholder udgifter til hhv.

hjælpemidler og forbrugsgoder efter serviceloven og til hjælpemidler i

hjemmesygeplejen og i forbindelse med genoptræning efter sundhedsloven.

Et givet apparatur eller redskab kan både være et behandlingsredskab og et

hjælpemiddel, og om det kategoriseres som det ene eller det andet, afhænger

af den sammenhæng, apparaturet eller redskabet indgår i. Det indebærer, at

grænserne i praksis kan være uklare, og at der i visse situationer kan opstå

tvivl i vurderingen af, om et redskab er et behandlingsredskab eller et

hjælpemiddel og dermed usikkerhed om, hvorvidt myndighedsansvaret er

regionalt eller kommunalt.

Det er dog vigtigt at understrege, at afgrænsningscirkulæret for

behandlingsredskaber fastslår, at det i tilfælde, hvor der opstår tvivl om, hvilken

myndighed, der er ansvarlig for betaling af et nødvendigt behandlingsredskab

eller hjælpemiddel, er vigtigt, at tvivlen

ikke

kommer borgeren til skade. Den

myndighed, der har tættest kontakt med borgeren, skal i givet fald umiddelbart

levere det nødvendige behandlingsredskab eller hjælpemiddel til borgeren,

hvorefter betalingsspørgsmålet må afklares efterfølgende mellem de

involverede myndigheder.

I det omfang der opstår afgrænsningsproblemer, som ikke kan løses af de

involverede parter selv, kan sagen forelægges for Indenrigs- og

Sundhedsministeriet eller Social-, Bolig- og Ældreministeriet for en vejledende

udtalelse.

Regeringen er opmærksom på, at der kan opstå afgrænsningsudfordringer og

har noteret sig de opmærksomhedspunkter, der rejses i bilag 28 og 46,

herunder de to konkrete forslag til ændringer i afgrænsningscirkuleret for

behandlingsredskaber.

Afgrænsningsudfordringerne på hjælpemiddelområdet er en af flere

problemstillinger, som udfordrer sammenhængen i sundhedsvæsenet.

Regeringen vil nedsætte en sundhedsstrukturkommission, der skal se på den

fremtidige organisering af sundhedsvæsenet. Strukturkommissionen skal

opstille og belyse modeller for, hvordan vi får et sundhedsvæsen, der bl.a. er

mere sammenhængende og samarbejder på tværs af fagligheder, og hvor

opgavefordelingen sikrer, at patienten kommer i centrum og får en

sammenhængende plan for behandling.”

Med venlig hilsen

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister