Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
2671870_0001.png
Sagsnr.
2023 - 1005
Doknr.
662202
Dato
03-03-2023
Baggrund om Haagerbørnebeskyttelseskonventionen
Haagerbørnebeskyttelseskonventionen indeholder forskellige muligheder for
samarbejde mellem lande i sager om beskyttelse af børn i internationale
situationer, herunder iværksættelse af beskyttelsesforanstaltninger som fx
frivillige og tvangsmæssige anbringelser, undersøgelser af barnets forhold og
underretninger til udlandet.
Samtidig indeholder konventionen regler om, hvilke staters myndigheder der
har kompetence (international jurisdiktion) til at træffe afgørelse om
beskyttelsesforanstaltninger fx anbringelse af et barn uden for hjemmet.
Konventionen indeholder også regler om overførsel af kompetence i
anbringelsessager fra en konventionsstat til en anden samt en særlig
procedure, der skal anvendes, hvis andre konventionsstaters myndigheder
påtænker at anbringe et barn eller en ung i Danmark.
Kompetenceregler – artikel 5 til 14
Artikel 5-14 fastsætter, hvilke staters myndigheder der kan træffe afgørelse om
beskyttelsesforanstaltninger over for et barn.
Det følger af konventionens artikel 5, at udgangspunktet er, at myndighederne i
den stat, hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted (dvs. bopæl), har
kompetence til at træffe afgørelse om beskyttelsesforanstaltninger omfattet af
konventionen, herunder anbringelse af børn uden for hjemmet.
Efter artikel 11 kan myndighederne, på hvis område barnet befinder sig, dog
træffe alle nødvendige beskyttelsesforanstaltninger i hastetilfælde.
Artikel 12 giver myndighederne i en stat, hvor barnet befinder sig, kompetence
til at træffe foreløbige beskyttelsesforanstaltninger med en territorialt afgrænset
virkning i den pågældende stat.
Afgørelser om beskyttelsesforanstaltninger træffes efter national lovgivning.
Afgørelse om overførsel af kompetence – artikel 8 og 9
Konventionens artikel 8 og 9 giver i visse situationer mulighed for overførsel af
kompetence til en myndighed i en anden kontraherende stat i bl.a.
anbringelsessager.
Efter disse artikler kan kompetence til at træffe afgørelse om
beskyttelsesforanstaltninger over for et barn således overføres til en
myndighed i en anden stat, hvis det er til barnets bedste, og begge staters
myndigheder er enige heri. Det kan fx være kompetencen til at træffe afgørelse
om anbringelse uden for hjemmet.
Efter artikel 8 kan overførslen ske ved, at den myndighed, der har
kompetencen, henvender sig til en myndighed i en anden stat og beder denne
om at påtage sig kompetencen. Den stats myndighed, som anmodningen
1
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 88: Spm. om, hvilke initiativer ministeren vil iværksætte for at sikre, at der ikke fortsat vokser danske børn op i det tidligere Faderhuset
2671870_0002.png
rettes til, kan kun overtage kompetencen, hvis den mener, at dette er bedst for
barnet.
På samme måde giver artikel 9 myndighederne i en anden stat end den stat,
hvor barnet har sit sædvanlige opholdssted, mulighed for at anmode den
kompetente myndighed i barnets sædvanlige opholdsstat om at få tillagt
kompetence. Den myndighed, der anmoder om at få overført kompetencen, må
først behandle sagen, når den kompetente myndighed positivt har accepteret
at overføre kompetencen til den pågældende myndighed.
De nævnte regler om overførsel af kompetence forudsætter i vidt omfang
samarbejde mellem de involverede myndigheder, bl.a. gennem udveksling af
synspunkter. Se nærmere om udveksling af oplysninger nedenfor.
I Danmark er det kommunerne, som behandler anmodninger om
kompetenceoverførsel i anbringelsessager.
Afgørelse om at fremsætte, acceptere eller afslå en anmodning om at overtage
kompetencen i en anbringelsessag træffes af kommunen. Der er tale om en
afgørelse i forvaltningslovens forstand, hvorfor de almindelige regler om
partshøring m.v. skal iagttages. Kommunens afgørelse kan indbringes for
Ankestyrelsen af personer og myndigheder med en retlig interesse i sagen.
Ministeriet kan vejlede nærmere om de generelle regler for overførsel af
kompetence i anbringelsessager.
Anmodning om bistand til lokalisering – artikel 31 c
Konventionens artikel 31 indeholder mulighed for at anmode myndighederne i
en anden stat om bistand til at fastslå et barns opholdssted, hvis barnet
muligvis befinder sig i den pågældende stat og har behov for beskyttelse.
Anmodning om en rapport om barnets situation eller om, at der
iværksættes beskyttelsesforanstaltninger – artikel 32
Hvis en myndighed er bekymret for et barn, som bor i udlandet, kan
myndigheden få oplysninger om barnet eller bede om, at der iværksættes
beskyttelsesforanstaltninger over for barnet efter artikel 32.
Efter artikel 32, litra a, kan en myndighed således anmode om en rapport om
barnets situation, og efter artikel 32, litra b, kan en myndighed anmode
myndighederne i det land, hvor barnet har sædvanligt opholdssted, om, at der
iværksættes beskyttelsesforanstaltninger over for barnet.
Spørgsmål om udlevering af oplysningerne afgøres efter loven i den stat, der
modtager anmodningen.
Se nærmere om udveksling af oplysninger nedenfor.
Internationale anbringelser af børn uden for hjemmet – artikel 33
Artikel 33 fastsætter en særlig procedure, der skal anvendes i sager, hvor en
udenlandsk myndighed ønsker, at et barn, som bor i udlandet, anbringes i
Danmark, fx fordi de kommende plejeforældre bor i Danmark.
Den udenlandske myndighed skal inden afgørelsen forelægge sagen for den
danske myndighed. Den udenlandske myndighed skal som led heri fremsende
en rapport med en begrundelse for den påtænkte anbringelse eller det
påtænkte plejeforhold. Den danske myndighed skal herefter godkende
afgørelsen om at anbringe barnet i Danmark. Barnet kan ikke anbringes i
Danmark, før danske myndigheder har godkendt den udenlandske afgørelse
herom under hensyntagen til barnets bedste. I Danmark er det kommunerne,
der tager stilling til en anmodning efter artikel 33. Afgørelse om at godkende
eller afvise anmodningen træffes af kommunalbestyrelsen. Afgørelsen kan
2
 SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 88: Spm. om, hvilke initiativer ministeren vil iværksætte for at sikre, at der ikke fortsat vokser danske børn op i det tidligere Faderhuset
2671870_0003.png
påklages til Ankestyrelsen af personer og myndigheder med en retlig interesse
i sagen.
Artikel 33 finder ikke anvendelse, hvis en dansk myndighed ønsker at anbringe
et barn i udlandet. Her skal proceduren i artikel 8 eller 9 anvendes.
Indhentelse af oplysninger før iværksættelse af
beskyttelsesforanstaltninger – artikel 34
Efter artikel 34 kan en kompetent myndighed, som overvejer at iværksætte
beskyttelsesforanstaltninger over for et barn, anmode om oplysninger til brug
herfor fra myndighederne i en anden stat. Indhentelsen af oplysningerne skal
være begrundet i hensynet til barnet eller den unge og således være af
betydning for beskyttelsen af barnet.
Det kan dreje sig om oplysninger om barnet selv eller andre involverede
personer, fx forældrene. Den anmodende myndighed skal godtgøre, at
oplysningerne er nødvendige af hensyn til barnet. Spørgsmålet om udlevering
af oplysningerne afgøres efter de nationale regler i den stat, der modtager
anmodningen. Læs nærmere om udveksling af oplysninger nedenfor.
Underretning til udlandet om, at et barn er i alvorlig fare – artikel 36
Artikel 36 indeholder en pligt til at underrette over landegrænser, hvis en
myndighed vurderer, at et barn i udlandet befinder sig i alvorlig fare.
Det betyder, at hvis en dansk kommune vurderer, at et barn, der befinder sig i
udlandet, er i alvorlig fare, skal kommunen underrette de relevante
myndigheder i det pågældende land.
Dette gælder for situationer, hvor der i Danmark er iværksat foranstaltninger til
beskyttelse af barnet, eller hvor sådanne foranstaltninger er under overvejelse.
Kommunen skal således underrette de udenlandske myndigheder om
bekymringen og om de foranstaltninger, der er iværksat eller overvejes
iværksat.
Artikel 36 gælder også for sager, hvor barnet opholder sig i et land, som
Danmark ikke har samarbejde med efter konventionen. Læs nærmere om
udveksling af oplysninger nedenfor.
Artikel 37
Artikel 37 i konventionen indeholder en begrænsning af udveksling af
oplysninger om barnet. Den indeholder således et forbud mod at anmode om
eller videregive oplysninger om et barn, hvis oplysningerne vil kunne bringe
barnet i fare eller udgøre en alvorlig trussel mod barnets familiemedlemmer.
3