SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 67: Spm., om en pædagogisk gennemgang af reglerne for handle- og betalingskommune i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Folketingets Socialudvalg

Holmens Kanal 22

1060 København K

Telefon 33 92 93 00

[email protected]

www.sm.dk

Sagsnr.

2023 - 1292

Doknr.

665928

Dato

27-02-2023

Folketingets Socialudvalg har d. 1. februar 2023 stillet følgende spørgsmål nr.

67 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.

Spørgsmål nr. 67:

”Vil ministeren oversende en pædagogisk gennemgang af reglerne for handle-

og betalingskommune i lov om retssikkerhed og administration på det sociale

område?”

Svar:

Reguleringen af, hvilken kommune der er forpligtet til at yde hjælp til en borger

(visitationskompetence) og til at betale for denne (betalingsansvar), betegnes

samlet handlekommunereglerne. Handlekommunereglerne findes i §§ 9-9 d i

lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

(retssikkerhedsloven).

§ 9 i retssikkerhedsloven vedrører handlekommunereglerne for voksne.

§ 9 a i retssikkerhedsloven vedrører handlekommunereglerne for børn.

§ 9 b i retssikkerhedsloven vedrører særlige regler, hvis borgeren midlertidigt

opholder sig uden for sin handlekommune. Reglen finder bl.a. anvendelse, hvis

borgeren er i sommerhus, og reglen betegnes derfor også populært

”sommerhusreglen”.

§ 9 c vedrører særlige regler om mellemkommunal refusion, dvs. ret for den

kommune, der har ydet hjælp og støtte til en borger til at opkræve udgifterne

hos en anden kommune.

§ 9 d vedrører muligheden for flere kommuner til at have en fælles social

vagtordning.

Handlekommunereglerne gennemgås overordnet i det følgende med vægt på

de almindelige regler i §§ 9 og 9 a.

Indledningsvist vil jeg dog bemærke, at handlekommunereglerne på

nuværende tidspunkt kan være svære at forstå. Det skyldes bl.a., at der har

været tale om ”knopskydning” over årene, hvor bestemmelserne er blevet

stadigt længere. Sprogligt er det dog også en væsentlig udfordring, at der

anvendes forskellige begreber om ”handlekommune” i lovgivning, og at man

flere steder anvender begrebet ”opholdskommune” om handlekommunen –

SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 67: Spm., om en pædagogisk gennemgang af reglerne for handle- og betalingskommune i lov om retssikkerhed og administration på det sociale område

hvilket betyder, at borgeren ikke nødvendigvis har ”ophold” i den kommune, der

betegnes ”opholdskommunen”. Jeg forventer derfor i løbet af foråret af

fremsætte et lovforslag, der bl.a. skal sikre ensartethed i begrebsbrugen og

mere forståelige bestemmelser.

1. Handlekommune for voksne

Udgangspunktet i retssikkerhedsloven er, at handlekommunen for en voksen,

dvs. den kommune, der skal yde hjælp og støtte og afholde udgifterne hertil, er

den kommune, hvor den voksne har bopæl eller sædvanligvis ophold. Dette

fremgår af § 9, stk. 2, i retssikkerhedsloven.

Der er en række undtagelser hertil, som fremgår af § 9, stk. 3-12. Væsentligst

af disse undtagelser er for socialområdet § 9, stk. 7. Det følger således af § 9,

stk. 7, at hvis en borger har fået ophold i et botilbud m.v. i en anden kommune

(kommune B) end handlekommunen (kommune A), dvs. en anden kommune

end der, hvor borgeren normalt bor, er det handlekommunen (kommune A), der

fortsat skal yde hjælp og støtte til borgeren og afholde udgifterne hertil.

Bestemmelsen finder bl.a. anvendelse, når handlekommunen (kommune A)

har visiteret borgeren til et midlertidigt eller længerevarende botilbud efter §§

107 eller 108 i lov om social service (serviceloven). Bestemmelsen finder også

anvendelse, når borgeren får ophold på et kvindekrisecenter efter § 109 i

serviceloven eller et herberg m.v. efter § 110 i serviceloven, der er beliggende

uden for handlekommunen (kommune A). Handlekommunen (kommune A)

vedbliver at være handlekommune for borgeren, så længe borgeren har ophold

i botilbuddet m.v. eller i et andet botilbud m.v., som er omfattet af § 9, stk. 7, i

retssikkerhedsloven. Derved sikres dels kontinuitet i indsatsen, dels at

kommunen ikke kan fralægge sig ansvaret for at yde hjælp og støtte til en

borger ved at visitere borgeren til et botilbud m.v. i en anden kommune.

§ 9, stk. 13, i retssikkerhedsloven omhandler den situation, hvor to eller flere

kommuner er uenige om, hvilken kommune der er handlekommune for en

borger. I disse tilfælde er det den kommune, hvor borgeren senest har haft

folkeregisteradresse, der skal yde hjælp og støtte til borgeren, mens

kommunerne afklarer uenigheden eventuelt ved en afgørelse fra

Ankestyrelsen. Dermed sikres, at borgeren får hjælp og støtte, uanset at

kommunerne er uenige om handlekommuneansvaret.

2. Handlekommune for børn

Udgangspunktet i retssikkerhedsloven er, at handlekommunen for et barn, dvs.

den kommune, der skal yde hjælp og støtte og afholde udgifterne hertil, er den

kommune, der er handlekommune for barnets forældre. Dette fremgår af § 9 a,

stk. 2, i retssikkerhedsloven. Hvis barnet ikke bor sammen med begge

forældre, har barnet samme handlekommune som den forælder, som barnet

bor mest hos. Hvis barnet bor lige meget hos begge forældre, f.eks. i en 7-7-

ordning, er barnets handlekommune den kommune, hvor barnet er

folkeregistreret.

Der er en række undtagelser hertil, som fremgår af § 9 a, stk. 3-8. Væsentligst

af disse er, at hvis et barn anbringes uden for hjemmet, fortsætter den

kommune, der har truffet afgørelse om anbringelsen, med at være

handlekommune for barnet. Det gælder uanset, om barnet anbringes hos en

plejefamilie eller i et tilbud i en anden kommune, og også uanset om barnets

forældre flytter fra den kommune, som traf afgørelsen om anbringelse.

3. Midlertidige ophold uden for handlekommunen

Retssikkerhedsloven indeholder i § 9 b, stk. 1, den såkaldte ”sommerhusregel”.

Reglen sikrer, at hvis man er visiteret til personlig og praktisk hjælp efter § 83 i

serviceloven har man ret til også at modtage den hjælp, hvis man opholder sig

midlertidigt uden for sin handlekommune – f.eks. på sommerhustur. I disse

tilfælde skal den kommune, hvor man opholder sig f.eks. i sommerhus yde

hjælpen.

4. Mellemkommunal refusion

Det er indledningsvist væsentligt at skelne mellem mellemkommunale

betalinger og mellemkommunal refusion. Mellemkommunale betalinger er, når

en kommune betaler for en borgers ophold i et tilbud, der drives af en anden

kommune. Denne betaling sker på baggrund af den aftale (kontrakt), som

kommunerne har indgået. Mellemkommunal refusion anvendes om det tilfælde,

hvor én kommune (kommune A) har ydet hjælp og støtte til en borger og har

afholdt udgifterne hertil, men har ret til at få udgifterne refunderet af en anden

kommune (kommune B). Udgifterne afholdes således endeligt af kommune B.

Udgangspunktet for udgifter efter serviceloven er, at visitationskompetencen og

betalingsansvaret er samlet hos én kommune - handlekommunen. Det betyder,

at der ikke skal ske opkrævning af mellemkommunal refusion, dvs. betaling fra

en anden kommune.

§ 9 c, stk. 4-7, i retssikkerhedsloven indeholder dog en række undtagelser

hertil:

§ 9 c, stk. 4: Efterværn: En kommune har ret til mellemkommunal

refusion, når der iværksættes efterværn for en ung. Det er den

kommune, som oprindeligt har truffet afgørelse om anbringelse, der

skal afholde udgifterne endeligt – og altså betale den

mellemkommunale refusion.

§ 9 c, stk. 5: Frit valg: En kommune har ret til mellemkommunal

refusion, når en borger har anvendt sit frie valg til at vælge f.eks. et

botilbud eller en friplejebolig i en anden kommune. Det er den

kommune, som var handlekommune for borgeren forud for, at

borgeren anvendte sit frie valg, der skal afholde udgifterne endeligt –

og altså betale den mellemkommunale refusion.

§ 9 c, stk. 6: Passivitetstilfælde: En kommune har ret til

mellemkommunal refusion, hvis en borger er flyttet til kommunen, og

borgerens tidligere handlekommune helt åbenbart burde have iværksat

støtte, men har undladt det. Reglen finder også anvendelse, hvis et

barns tidligere handlekommune har hjemgivet barnet til forældrene, det

var helt åbenbart, at hjemgivelsen var ubegrundet, og den nye

handlekommune er nødt til at anbringe barnet. I begge tilfælde er det

den tidligere handlekommune, som har undladt at leve op til sine

forpligtelser (forholdt sig passivt), der skal afholde udgifterne endeligt –

og altså betale den mellemkommunale refusion.

§ 9 c, stk. 7: Sommerhusreglen: I de tilfælde, der er nævnt ovenfor i

afsnit 3 under midlertidigt ophold uden for handlekommunen, er der ret

til mellemkommunal refusion for den kommune, der yder hjælpen, dvs.

f.eks. sommerhuskommunen. Det betyder, at det er borgerens

handlekommune, der skal afholde udgifterne endeligt – og altså betale

den mellemkommunale refusion.

Afslutningsvist kan nævnes, at handlekommunereglerne er nærmere beskrevet

i afsnit VI i vejledning nr. 9330 af 21. marts 2019 om retssikkerhed og

administration på det sociale område.

Med venlig hilsen

Pernille Rosenkrantz-Theil

Social- og boligminister