Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Kommissorium for nationalt partnerskab mod ensomhed
Formål
I Danmark oplevede 8,3 pct. af befolkningen over 16 år, svarende til 380.000
personer, svær ensomhed i 2017, og antallet er stigende. Sundhedsprofilen for
2021 viser således, at 12,4 pct. af de adspurgte har tegn på ensomhed.
Længerevarende ensomhed forringer både den enkeltes livskvalitet og mentale
og fysiske helbred. Samtidig estimeres det, at ensomhed har omfattende
samfundsøkonomiske konsekvenser med omkostninger på mindst 8,3 mia. kr.
årligt.
Ensomhed kan ramme alle uanset alder og samfundsgruppe. Der er derfor
behov for et bredt perspektiv på og samarbejde om at forebygge og afhjælpe
ensomhed på tværs af sektorer, fagområder og ressorter. På den baggrund er
et stort flertal af Folketingets partier med Aftalen om udmøntning af reserven til
foranstaltninger på social-, sundheds-og arbejdsmarkedsområdet 2022-2025
blevet enige om, at der afsættes midler til en national ensomhedsstrategi og
som led her i et nationalt ensomhedspartnerskab, der skal understøtte en
national indsats mod ensomhed.
Nedsættelsen af et nationalt ensomhedspartnerskab skal ses i forlængelse af
et stigende fokus på ensomhed i de senere år. Der er sket en markant stigning
i antallet af initiativer, der henvender sig til personer, der føler sig ensomme, og
der er udarbejdet flere strategier, der bl.a. har til formål at bekæmpe ensomhed
under COVID-19. Endvidere har Røde Kors og Ældre Sagen i samarbejde med
en bred række aktører udarbejdet et inspirationsoplæg til en national politisk
strategi mod ensomhed. Oplægget har opnået støtte fra i alt 90 organisationer.
Partnerskabets opgaver
Det nationale ensomhedspartnerskab får i henhold til aftaleteksten følgende
opgaver i perioden 2022-25:
Indsamle videnskabelig og praktisk viden om ensomhed fra danske og
udenlandske indsatser, handleplaner og strategier, herunder viden om
virksomme redskaber og indsatser, der forebygger og afhjælper
ensomhed.
Igangsætte en national samtale om ensomhed gennem folkelige
aktiviteter og udbrede relevant viden til aktører, der møder mennesker i
ensomhed, herunder bl.a. virksomheder, kommuner og civilsamfundet.
Udarbejde et oplæg til en national strategi mod ensomhed, der sætter
en fælles retning for at bekæmpe ensomhed nationalt og på tværs af
sektorer, fagområder og ressorter.
Udarbejde et oplæg til en handlingsplan, der peger på konkrete
løsninger til at implementere strategien og dermed igangsætte en
national indsats mod ensomhed og fremme fællesskaber på tværs af
sektorer, fagområder og ressorter.
Understøtte udbredelse af indsatser til forebyggelse og bekæmpelse af
ensomhed, herunder følge og understøtte implementeringen af den
1