Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Enhed
Udsatte Børn
Sagsnr.
2021 - 8705
Doknr.
471552
Dato
20-05-2022
Kommissorium for arbejdsgruppen om en
plejefamiliereform
Baggrund og formål
I maj 2021 indgik regeringen og Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk
Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti,
Liberal Alliance, Alternativet og Kristendemokraterne en politisk aftale om
reformen Børnene Først, der skal hjælpe sårbare og udsatte børn og familier
bedre.
Som led heri er aftaleparterne enige om en reform af plejefamilieområdet. Når
et barn anbringes i en plejefamilie, skal kvaliteten være i orden, og
plejefamilierne skal være klædt på til opgaven, så de kan drage omsorg for
barnet og støtte barnet i hverdagen. Reformen skal derfor styrke kvaliteten i
plejefamilierne og sikre bedre vilkår og rådgivning for plejefamilierne. Det skal
medvirke til at fastholde og rekruttere nye plejefamilier, så flere anbragte børn
kan få et nyt hjem hos en plejefamilie.
Opdrag
Det fremgår af den politiske aftale om Børnene Først, at aftaleparterne er enige
om at se på muligheden for en ny organisering af plejefamilieområdet, som
skal have fokus på gode rammer for kontrakter og aftaler om aflønning af
plejefamilierne, rekruttering samt for efteruddannelse, supervision, rådgivning
og vejledning.
Aftaleparterne ønsker således at forbedre plejefamiliernes vilkår med henblik
på at sikre en bedre kvalitet i anbringelserne og understøtte kontinuitet for
udsatte børn og unge, der er anbragt i en plejefamilie.
Derfor skal der nedsættes en arbejdsgruppe, der skal komme med konkrete
forslag til fastlæggelse af organiseringen og opgaver, herunder samarbejde
mellem plejefamiliecentre, anbringende kommune og socialtilsyn.
Arbejdsgruppen skal drøfte følgende emner:
En mere ensartet, landsdækkende aflønningsmodel.
Arbejdsgruppen skal bl.a. drøfte mulighederne for at indføre
gennemsnitsmodellen eller andre modeller for aflønning på tværs af
kommunerne for at sikre mere ensartede vilkår for plejefamilierne.
Mulighed for pensionsordning ved omlægning af eksisterende
vederlag.
Arbejdsgruppen skal bl.a. drøfte mulighederne for, at kommunerne kan
understøtte plejeforældrene administrativt ift. at indbetale midler til en
pensionsordning.
Forlænget opsigelsesvarsel.
Arbejdsgruppen skal bl.a. drøfte mulighederne for et opsigelsesvarsel
på tre måneder. Herunder skal arbejdsgruppen drøfte eksisterende
barrierer for en sådan ordning, og hvad der skal til, for at det bliver
muligt at indføre, så der sikres øget stabilitet for plejefamilierne.
1