Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 982
Doknr.
666150
Dato
16-02-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 25. januar 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
49 (alm. del) til ældreministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er stillet
efter ønske fra Theresa Berg Andersen (SF).
Spørgsmål nr. 49:
”Vil ministeren kommentere artiklen på TV-Midtvest´s hjemmeside den 22.
januar 2023 "Kommunen hæver prisen: Multihandicappet skal betale 1.322
kroner mere for maden", herunder redegøre for om ministeren finder den i
artiklen omtalte prisstigning for kost for borgere på sociale bosteder rimelig?”
Svar:
Jeg gør indledningsvist opmærksom på, at jeg som ældreminister besvarer
spørgsmålet, da reglerne om madservice og betaling herfor hører under mit
ressortområde, hvilket er uanset modtagerens alder og boform.
Det fremgår af artiklen, at prisstigningen for madservice skyldes, at beboerne
på botilbuddene i Lemvig Kommune nu også skal betale for
personaleomkostninger. Borgeren, der er nævnt i artiklen, har hidtil betalt cirka
2.400 kr. for kost om måneden, men fra 1. januar 2023 er prisen steget med
1.322 kr., fordi borgeren nu også skal betale for personaleomkostninger i
forbindelse med madserviceordningen.
Jeg henviser til mit svar på SOU alm. del spørgsmål nr. 50, hvor der redegøres
for retsgrundlaget for egenbetaling for madservice.
Der er således lovhjemmel til, at kommunerne også kan opkræve betaling for
personaleomkostninger i forbindelse med madserviceordninger. Det er
samtidig ikke muligt for kommunerne at tjene penge på madservice, da
kommunen ved fastsættelse af modtagernes betaling højst kan medregne
kommunens gennemsnitlige, langsigtede omkostninger, der kan henføres til
produktion og levering af tilbuddet. Uanset dette kan der maksimalt opkræves
3.985 kr. pr måned (2023-niveau) for fuld forplejning i blandt andet botilbud.
Det er op til den enkelte kommune selv at fastsætte sit serviceniveau inden for
de rammer, der er givet i serviceloven. Jeg har stor forståelse for, at det som
borger kan opleves urimeligt med en stor prisstigning. Men det ligger inden for
servicelovens rammer, at en kommune kan træffe beslutning om at opkræve
betaling for personaleomkostninger i forbindelse med madserviceordninger.
1