Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023-916
Doknr.
661491
Dato
09-02-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 24. januar 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
47 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmål nr. 47:
”Vil ministeren kommentere henvendelsen af 11. januar 2023 fra
PeerPartnerskabet v/Det Sociale Netværk og Landsforeningen SIND, jf. SOU
alm. del – bilag 19.”
Svar:
Jeg tager ved min besvarelse af spørgsmålet udgangspunkt i, at henvendelsen
vedrører projektet ”Håb og selvbestemmelse i hverdagslivet”, som dette er
beskrevet på PeerPartnerskabets hjemmeside.
Det fremgår af henvendelsen fra PeerPartnerskabet, at Det Sociale Netværk
og SIND siden 2019 har samarbejdet med fem navngivne kommuner om at
udvikle og effektmåle en ny tidlig frivilligbaseret indsats for mennesker med
psykisk mistrivsel. Det fremgår endvidere af henvendelsen, at der er indgået et
rådgivningspartnerskab med Den Sociale Investeringsfond om at anvende
forskningsresultaterne til at udvikle en social investeringsmodel til at drive
indsatsen i samarbejde med en række kommuner, når lodtrækningsforsøget er
afsluttet, og effektmålingen er parat. Lodtrækningsforsøgets formål er
beskrevet således, at det ”dels skal måle effekten af gruppebaseret peer-støtte
og individuelt følgeskab, og… samtidig gennemføres i et tæt samarbejde på
tværs af civilsamfund og kommuner.”
Jeg er enig i, at tidlige indsatser og brug af civilsamfundet er vigtige elementer i
den forebyggende indsats over for mennesker med psykisk mistrivsel. Det er et
område, som der i flere år har været fokus på, og anvendelsen af peers indgår
da også i anbefalingerne i det faglige oplæg til en 10-års plan for psykiatrien fra
januar 2022. Desuden indgår det i aftalen om en 10-års plan for psykiatrien og
mental sundhed fra september 2022 under initiativet ”Kvalitetsløft i
socialpsykiatrien.”
Der henvises i øvrigt til min samtidige besvarelse af SOU alm. del spm. 48.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1