SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen omdelt som SOU alm. del - bilag 191, om erstatningspligt for borgere på bosteder

Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt

Folketinget

Retsudvalget

Christiansborg

1240 København K

DK Danmark

Dato:

1. september 2023

Kontor:

Formueretskontoret

Sagsbeh: Benjamin Vynne Mu-

schinsky

Sagsnr.: 2023-0030-9266

Dok.:

2935187

Besvarelse af spørgsmål nr. 1120 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 1120 (Alm. del), som Folketin-

gets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 7. august 2023. Spørgs-

målet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

Peter Hummelgaard

Camilla Hellesø Nielsen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

T +45 7226 8400

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

Side 1/5

SOU, Alm.del - 2022-23 (2. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 409: Spm. om ministerens kommentar til henvendelsen omdelt som SOU alm. del - bilag 191, om erstatningspligt for borgere på bosteder

Spørgsmål nr. 1120 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

”

Vil ministeren kommentere på henvendelsen, jf. REU alm. del

–

bilag 260, og reglerne om erstatning?”

Svar:

Jeg er ikke bekendt med de nærmere omstændigheder i den konkrete sag,

men jeg kan forstå

–

som sagen er beskrevet i henvendelsen

–

at staten har

lagt ud for erstatningen til offeret i medfør af offererstatningsordningen efter

reglerne i offererstatningsloven.

Efter reglerne i offererstatningsloven har ofre for forbrydelser

–

uanset om

de er offentligt eller privat ansatte

–

mulighed for at søge om erstatning fra

staten, hvis de pådrager sig en skade som følge af en forbrydelse.

Efter lovens § 7 ydes der dog ikke erstatning, i det omfang skaden godtgøres

af skadevolderen eller dækkes af forsikringsydelser eller andre ydelser, der

har karakter af virkelig skadeserstatning.

Hvis Erstatningsnævnet, som behandler ansøgninger om erstatning efter of-

fererstatningsloven, træffer afgørelse om, at staten skal udbetale erstatning

til forurettede, har staten (ved Civilstyrelsen) et regreskrav mod skadevol-

deren. Ved behandlingen af regressager foretages der en vurdering af, i hvil-

ket omfang erstatningen kan kræves af skadevolderen, og om der f.eks. er

en relevant ansvarsforsikring at inddrage i sagen. Civilstyrelsen kan med

tilladelse fra skadevolder gå i dialog med forsikringsselskabet. I de tilfælde,

hvor skaden er blevet forvoldt på en institution, vil Civilstyrelsen endvidere

vurdere, om der er grundlag for at rette kravet mod institutionen.

Hvis der i en sag ikke kan opnås dækning hos en ansvarsforsikring, og der

ikke er grundlag for at rette kravet mod institutionen, vurderer Civilstyrel-

sen, om kravet skal nedsættes eller helt bortfalde, inden det rettes mod ska-

devolderen. Erstatningsansvarsloven indeholder en række regler om lem-

pelse af erstatningsansvaret, bl.a. den almindelige lempelsesregel i erstat-

ningsansvarslovens § 24. Retspraksis om bortfald er imidlertid meget re-

striktiv i sager, hvor der er tale om straffelovsovertrædelser.

Hvis skadevolderen ikke anerkender et regreskrav, kan sagen indbringes for

domstolene.

Side 2/5

Jeg har fuld forståelse for, at det er en ulykkelig situation, når et menneske

står med en stor gæld, som vedkommende har svært ved at betale. Det er

dog samtidig grundlæggende i et retssamfund, at man har mulighed for at få

erstatning, hvis man har været udsat for en skade.

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en

udtalelse fra Beskæftigelsesministeriet, der har oplyst følgende:

”Tilfælde,

hvor en borger på et bosted, slår en ansat, vil være

omfattet af arbejdsskadesystemet. Efter arbejdsskadesikringslo-

ven har tilskadekomne ret til godtgørelse for varigt mén, når en

anerkendt arbejdsskade har medført varige helbredsmæssige

følger, og erstatning for erhvervsevnetab, hvis arbejdsskaden

har medført nedsat evne til at oppebære en indtægt. Offentligt

og privat ansatte har samme rettigheder efter arbejdsskadesik-

ringsloven.

Erstatning m.v. udbetales enten af arbejdsgiverens forsikrings-

selskab eller af Arbejdsmarkedets Erhvervssikring. Forsikrings-

selskabet eller Arbejdsmarkedets Erhvervssikring kan

ikke

søge

regres fra en eventuel ansvarlig skadevolder (med mindre der er

tale om produktansvar).

Hvis en arbejdsskade skyldes en ansvarlig skadevolder, kan til-

skadekomne have ret til erstatning efter både arbejdsskadesik-

ringsloven og erstatningsansvarsloven. Erstatning m.v. tilkendt

efter arbejdsskadesikringsloven har forrang ift. erstatningsan-

svarsloven. Det vil sige, at man for eksempel ikke kan få udbe-

talt godtgørelse for varigt mén efter erstatningsansvarsloven,

hvis man i forvejen har fået udbetalt méngodtgørelse for samme

skade efter arbejdsskadesikringsloven. Der er imidlertid på visse

punkter forskel på erstatningsposter og beregningsmetoder mel-

lem arbejdsskadesikringsloven og erstatningsansvarsloven. Til-

skadekomne kan derfor have ret til supplerende erstatning efter

erstatningsansvarsloven, når erstatningsudmålingen overstiger,

hvad der i første omgang er udmålt efter arbejdsskadesikrings-

loven. Den ansvarlige skadevolder kan blive mødt med et krav

om at dække erstatning m.v. efter erstatningsansvarsloven.

Aftale om et forbedret arbejdsskadesystem,

som blev indgået

mellem den daværende regering (Socialdemokratiet), Venstre,

Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative

Folkeparti, Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti, Nye

Borgerlige, Liberal Alliance og Alternativet i september 2022,

lægges der op til at forpligte visse offentlige og private arbejds-

givere til at tegne en voldsskadeforsikring.

Side 3/5

Der lægges op til, at forpligtelsen vil skulle omfatte arbejdsgi-

vere, hvor de ansatte har en særlig risiko for at blive udsat for

vold på arbejdet fra borgere, de drager omsorg for. Voldsskade-

forsikringen vil således skulle dække erstatning m.v. efter er-

statningsansvarsloven ved arbejdsulykker, hvor en ansat udsæt-

tes for vold eller en voldsom hændelse fra en borger, som den

pågældende drager omsorg for.

Forslaget vil betyde, at ansatte, der udsættes for vold på arbejdet

hos disse arbejdsgivere, kan få supplerende erstatning m.v. efter

erstatningsansvarsloven (jf. ovenfor) uden at skulle søge om er-

statning ved Erstatningsnævnet eller anlægge en sag mod ska-

devolder ved domstolene.

Udbetales der erstatning m.v. efter voldsskadeforsikringen, vil

der ikke kunne rejses regreskrav mod skadevolderen. Det vil

sige, at forsikringsselskabet

ikke

har mulighed for at stille krav

om at få dækket udgifter til erstatning fra den skadevoldende

borger.

Med forslaget tilsigtes det at skabe nemmere adgang for ansatte

i særlig risiko for vold på arbejdet til fuld erstatning og godtgø-

relse, samt at skærme udsatte borgere overfor regreskrav, som

de i mange tilfælde ikke vil være i stand til at betale.

Et lovforslag, der skal udmønte aftalen om et forbedret arbejds-

skadesystem, herunder reglerne om voldsskadeforsikring m.v.,

forventes at blive fremsat for Folketinget i efteråret 2023

–

med

ikrafttræden den 1. januar 2025.”

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet desuden ind-

hentet en udtalelse fra Social-, Bolig- og Ældreministeriet, der har oplyst

følgende:

”Kommunerne varetager det samlede finansierings-,

forsy-

nings- og myndighedsansvar for det sociale område. Det inde-

bærer blandt andet, at kommunalbestyrelsen skal sørge for, at

der er de nødvendige tilbud efter lov om social service (service-

loven).

For så vidt angår botilbud kan kommunalbestyrelsen tilbyde

midlertidigt ophold i boformer til personer, som på grund af be-

tydelig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige

sociale problemer har behov for det, jf. servicelovens § 107.

Derudover skal kommunen tilbyde længerevarende ophold i bo-

former til personer, som på grund af betydelig og varigt nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne har behov for omfattende

hjælp til almindelige, daglige funktioner eller pleje, omsorg eller

Side 4/5

behandling, og som ikke kan få dækket disse behov på anden

vis, jf. §108 i serviceloven.

Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om visitation

til ophold i et botilbud efter servicelovens §§ 107 og 108. Kom-

munalbestyrelsen opfylder sit forsyningsansvar ved brug af

egne tilbud og ved at samarbejde med andre kommuner, regio-

ner og private tilbud. Tilbud efter servicelovens §§ 107 og 108

skal være godkendt af socialtilsynet for at kunne indgå i kom-

munalbestyrelsens forsyning.

Kommunen skal på baggrund af en konkret og individuel vur-

dering af den enkelte borgers behov for hjælp eller behandling

anvise et egnet botilbud. Længerevarende botilbud efter service-

lovens § 108 er omfattet af en fritvalgsordning. En borger, som

har behov for et længerevarende botilbud, har frit valg mellem

botilbud efter servicelovens § 108 og almenboliglovens § 105,

hvis betingelserne herfor er til stede. Det er en forudsætning for,

at borgeren kan anvende sin ret til frit valg af botilbud efter ser-

vicelovens § 108, at det botilbud, som borgeren ønsker, er egnet

til at tilgodese borgerens behov, at tilbuddet fremgår af Tilbuds-

portalen, og at der er tale om et tilsvarende botilbud i forhold til

det, som

kommunen har anvist.”

Side 5/5