Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 6243
Doknr.
739654
Dato
07-09-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 15. august 2023 stillet følgende spørgsmål nr.
367 (alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 367:
Vil ministeren redegøre for hvilke initiativer ministeren vil tage, for at sikre, at
de borgere der har brug for en ældre- eller handicapbolig også bliver visiteret til
dette fremfor, at boligerne står tomme? Den henvises til besvarelsen af SOU
alm. del - spørgsmål 347.
Svar:
Som jeg redegjorde for i mit svar på SOU alm. del
–
spørgsmål 347, skal
kommunalbestyrelsen anvise ledige almene ældreboliger til ældre og personer
med handicap, som har behov for sådanne boliger. Såfremt boliger ikke er
udlejede, er kommunen forpligtigede til at betale lejen (tomgangsleje).
Kommunalbestyrelsen har således et stærkt økonomisk incitament til at anvise
ledige almene ældreboliger til borgere, der har brug for sådanne boliger.
Jeg vurderer ikke, at der behov for initiativer i forhold til, at kommunerne skal
udnytte deres ældreboligkapacitet i forhold til den berettigede personkreds.
Problemstillingen med ledige almene ældreboliger knytter sig derimod til
manglende efterspørgsel på boligerne, fordi borgerne ikke finder, at en del af
de almene ældreboliger er attraktive. Det drejer sig særligt om boliger
beliggende i landsbyer, relativt små boliger og relativt gamle boliger (opført før
1988).
I forhold til denne problemstilling blev der i 2018 udsendt en særlig vejledning
om redskaberne til at imødegå udlejningsvanskeligheder i almene
ældreboliger, og der er i år udsendt en analyse af kommunernes håndtering af
problemet. Analysen viste, at kommunerne har kendskab til de
lovgivningsmæssige redskaber og udtrykker generel tilfredshed hermed.
I tillæg hertil har arbejdsgruppen opstillet forslag til at styrke indsatsen i forhold
til ledige almene ældreboliger, som indgår i regeringens overvejelser om et
kommende boligudspil. Der er ikke truffet beslutning om, hvornår boligudspillet
udsendes.
1