Socialudvalget 2022-23 (2. samling)
SOU Alm.del
Offentligt
Folketingets Socialudvalg
Holmens Kanal 22
1060 København K
Telefon 33 92 93 00
www.sm.dk
Sagsnr.
2023 - 5753
Doknr.
744735
Dato
31-08-2023
Folketingets Socialudvalg har d. 4. juli 2023 stillet følgende spørgsmål nr. 342
(alm. del) til social- og boligministeren, som hermed besvares endeligt.
Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Adsbøl (DD).
Spørgsmål nr. 342:
Vil ministeren oplyse, hvor man kan klage, hvis man får en fejlagtig behandling
i et behandlingstilbud faciliteret af en civilsamfundsorganisation, og
behandlingen ikke er udført af en autoriseret behandler, jf. § 41, stk. 2 i L 93
(Barnets lov) og ændringen til paragraffen, der fastslår, at behandlingen ikke
længere skal udføres af en autoriseret psykolog?
Svar:
Fra d. 1. januar 2024 skal kommunen efter § 32, stk. 1 i barnets lov træffe
afgørelse om en eller flere støttende indsatser, når det må anses for at være af
væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for
støtte. Efter § 32, stk. 1, nr. 5, kan kommunen i den situation træffe afgørelse
om familiebehandling eller behandling af barnet eller den unge
–
herunder
også psykologbehandling.
Når behandlingen iværksættes på baggrund af en afgørelse fra kommunen er
det muligt for forældremyndighedsindehaver og barnet eller den unge, der er
fyldt 10 år, at klage over kommunens afgørelse til Ankestyrelsen efter barnets
lov § 144, da Ankestyrelsen er klageinstans for de kommunale afgørelser.
Hvis et barn eller ung selv vælger at opsøge en civilsamfundsorganisation og
modtage behandling af en psykolog eller psykoterapeut efter barnets lov § 41
er dette ikke omfattet af Ankestyrelsens klageadgang, da der er tale om en
privat udbyder. Der er derfor ikke samme klageadgang for behandling, der er
iværksat i regi af en civilsamfundsorganisation, som behandling der er iværksat
i kommunalt regi.
Derudover henvises der supplerende til tidligere besvarelse af SOU L 93
–
svar
på spm. 142.
Med venlig hilsen
Pernille Rosenkrantz-Theil
Social- og boligminister
1